Unionens sømilitære strategi og operationer i Den ...€¦ · New Oleans til de sejre, der åbnede Mississippi-floden for Unionens kontrol. Specialets primære fokus ligger imidlertid

KL HENRIK KIM SCHJOLDAGER

FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

1

Unionens sømilitære strategi og

operationer i Den Mexicanske Golf og Mississippi Deltaet i 1861-63.

KL Henrik Kim Schjoldager,

Forsvarsakademiets STK 2013-14

Vejleder Niels Bo Poulsen, Ph. d.,

Chef for Center for Militærhistorie


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

2

TITELBLAD

Specialets titel:

Unionens sømilitære strategi og operationer i Den Mexicanske Golf og Mississippi Deltaet i 1861-

1863.

Problemformulering:

"Hvad var forholdet mellem Unionens flådestrategi og de sømilitære operationer, der gennemførtes

i Den Mexicanske Golf og Mississippi-deltaet i perioden 1861-63."

Udarbejdet af:

Kaptajnløjtnant Henrik Kim Schjoldager

Elev på Stabskursus 2013/14 på Forsvarsakademiet.

Vejleder:

Niels Bo Poulsen, Ph.d.

Chef for Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet

Kildemateriale:

Indhentning af kilder afsluttet 25. april 2014.

Tilgængelighed af internetkilder er kontrolleret 1. maj 2014.

Forsvarsakademiet

Ryvangs Allé 1 - 2100 København Ø

Tlf.: +45 3915 1515

[email protected]


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

3

ABTRACT As a historical case study; derived from Mahan's theories on Maritime Strategy supported by The

Danish Defense College's theory "The Circuit of Warfare" (Krigsfoerelsens Kredsloeb), this thesis

examines the relationship between the Union naval strategy and operations in The Mexican Gulf

and on the Mississippi River from 1861 to 1863. Although, these naval operations have been the

focal point of several historical (case)studies, their affiliation to the Union naval strategy has

repeatedly been ignored. A blockade of the Confederate coastline along with joint operations on

the Mississippi River were the principal key elements of that strategy, as it was executed. The

execution of the blockade to the opening of the Mississippi River are therefore examined in order

to identify the influences that formed the Union naval strategy to facilitate a strategic perspective

for analyzing the progress of Union naval operations. This thesis concludes that four key aspects

influenced this relationship: firstly, the connection between military strategy and political, diplomatic

and economic objectives. Secondly the significance of mounting a strategy that exploited on

military strengths. Thirdly, the essential of employing strategic unity of effort in a joint battle space

and finally the value of efficient leadership and command and control.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

4

RESUMÉ Unionens sømilitære operationer i Den Mexicanske Golf og Mississippi Deltaet fremhævede nogle

af de vigtigste sømilitære operationer i Borgerkrigen, ledet af to af den amerikanske flådes mest

markante officerer. I perioden fra 1861 til 1863 førte, admiralerne David G. Farragut og David D.

Porter Unionens flådestyrker i gennemførelsen af en blokade af New Orleans; Konføderationen

største by og travleste kommercielle havn og flådeoperationen for at erobre New Orleans i April

1862. Efterfølgende var de engageret i de værnsfælles operationer for at sikre Mississippi-floden,

der kulminerede i overgivelsen af Vicksburg og Port Hudson i juli 1863 . Disse operationer har

været genstand for mange historiske casestudier, men deres relation i forhold til Unionens

flådestrategi er ofte blevet ignoreret og overset. De primære elementer i denne strategi, som de

blev applikere i Golfen og på Mississippi var en blokade af sydstaternes kyst og en værnsfælles

operation på Mississippi-floden. Resultatet er et historisk casestudie som ønsker at besvare

følgende spørgsmål:

"Hvad var forholdet mellem Unionens flådestrategi og de sømilitære operationer, der

gennemførtes i Den Mexicanske Golf og Mississippi-deltaet i perioden 1861-63."

Som et historisk casestudie med udgangspunkt i flådeteoretikeren A.T. Mahans teorier om maritim

strategi og sømagt, suppleret med Forsvarsakademiets teorier om Krigsførelsens Kredsløb

undersøger og identificere specialet de påvirkninger, der formede Unionens flådestrategi; fra

udførelsen af blokaden til åbningen af Mississippi-floden. Det for at tilvejebringe en strategisk

kontekst og perspektiv for at kunne analysere udviklingen i de sømilitære operationer.

Specialet konkluderer at fire nøgleaspekter påvirkede dette forhold:

Forholdet og relationen mellem militær strategi og politiske, økonomiske og diplomatiske

mål,

Betydningen i udviklingen af en strategi, der kapitalisere på de militære styrker,

Vigtigheden af strategisk unity of effort i et værnsfælles miljø,

Betydningen af et effektivt lederskab, herunder kommando og kontrol.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

5

INDHOLDSFORTEGNELSE

TITELBLAD .............................................................................................................................................. 2

ABTRACT................................................................................................................................................ 3

RESUMÉ ................................................................................................................................................. 4

INDHOLDSFORTEGNELSE ........................................................................................................................ 5

1 INDLEDNING ................................................................................................................................... 7

1.1 Formål og problemformulering ................................................................................................ 7

2 HISTORISK KONTEKST, BETYDNING OG FOKUSERING ....................................................................... 8

2.1 Motivation og relevans ............................................................................................................ 8

2.2 Metode og struktur ................................................................................................................. 9

2.2.1 Metode............................................................................................................................ 9

2.2.2 Struktur ......................................................................................................................... 10

3 TEORI-REFLEKTION OG OPERATIONALISERING .............................................................................. 11

3.1 Refleksion af maritim strategi i en samtidig kontekst ............................................................. 11

3.1.1 Operationaliseringen af samtidens maritimstrategiske opfattelse.................................. 13

3.2 Krigsførelsens kredsløb .......................................................................................................... 14

3.2.1 Operationaliseringen af Krigsførelsens Kredsløb............................................................. 15

4 SKABELSEN AF EN MARITIM STRATEGI .......................................................................................... 16

4.1 Unionsflådens tilstand ........................................................................................................... 16

4.2 Lincolns flådeminister ............................................................................................................ 18

4.3 Konføderations modsvar ....................................................................................................... 19

4.4 Fort Sumters fald ................................................................................................................... 20

4.5 Blokadeproklamationen ........................................................................................................ 21

4.6 (Scotts) Anaconda Plan .......................................................................................................... 25

4.7 Sammenfatning ..................................................................................................................... 27

5 AFSKRÆRELSEN AF "HALVMÅNEBYEN" .......................................................................................... 28

5.1 David D. Porter ...................................................................................................................... 28

5.2 New Orleans - The Crescent City ............................................................................................. 29

5.3 Blokaden begynder ............................................................................................................... 30

5.4 CSS Sumter bryder blokaden .................................................................................................. 32

5.5 Welles svarer igen ................................................................................................................. 33


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

6

5.6 Blockade Board ..................................................................................................................... 34

5.7 Affæren ved Head of the Passes ............................................................................................. 35

5.8 Blokadens effektivitet ........................................................................................................... 36

5.9 Sammenfatning ..................................................................................................................... 37

6 EROBRINGEN AF NEW ORLEANS .................................................................................................... 38

6.1 Sejrene ved Atlanterhavskysten ............................................................................................. 38

6.2 Planlægningen af angrebet .................................................................................................... 39

6.3 David Farragut....................................................................................................................... 40

6.4 Unionens forberedelser ......................................................................................................... 41

6.5 Farraguts angreb ................................................................................................................... 42

6.6 Sammenfatning ..................................................................................................................... 43

7 ÅBNINGEN AF MISSISSIPPI ............................................................................................................ 44

7.1 Det første forsøg ................................................................................................................... 44

7.2 Hvis dit første forsøg slår fejl ................................................................................................. 45

7.3 Skift i strategi ........................................................................................................................ 48

7.4 Den anden offensiv snubler ................................................................................................... 50

7.5 Grant og Porter ..................................................................................................................... 51

7.6 Vicksburg og Port Hudsons fald .............................................................................................. 52

7.7 Sammenfatning ..................................................................................................................... 53

8 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING .............................................................................................. 54

8.1 Perspektivering ..................................................................................................................... 56

LITTERATURLISTE ................................................................................................................................. 57

BILAG 1: Oversigtskort - Blockading SQD operationsområde ............................................................. 63

BILAG 2: Oversigtskort - West Gulf Blockade SQD operationsområde ................................................ 64

BILAG 3: Oversigtskort - Head of the Passes ..................................................................................... 65

BILAG 4: Oversigtskort - Borgerkrigen i vest, 1861-1863 .................................................................... 66

BILAG 5: Oversigtskort - Slaget ved New Orleans .............................................................................. 67

BILAG 6: Begrebsoversigt ................................................................................................................. 68


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

7

1 INDLEDNING For at sætte scenen til mit speciale vil jeg tillade mig at starte med et citat:

“The streams that carried the wealth and supported the trade of the seceding States turned

against them, and admitted their enemies to their hearts"1 A. T. Mahan

1.1 Formål og problemformulering Udgivelsen af The influence of Sea Power upon History i 1890 gav dets forfatter, A. T. Mahan et ry

som verdens førende flådehistoriker og strateg. Mahan kom frem til sin tese - at vejen til national

storhed lå i oprettelsen af en stærk flåde - primært igennem sin undersøgelse af historien om

Britisk Sømagt. Men Mahans egne erfaringer som ung søofficer på blokadetjeneste i Den

Amerikanske Borgerkrig (herefter omtalt som Borgerkrigen eller Krigen) påvirkede også hans

tænkning. "Aldrig havde sømagt spillet en større eller mere afgørende rolle", skrev Mahan, “end i

den konkurrence, der fastslog, at forløbet af verdenshistorien ville blive ændret af én stor nation i

stedet for flere rivaliserende stater på det nordamerikanske kontinent" 2 Mahans første

offentliggjorte arbejde som forfatter var faktisk en undersøgelse af Unionsflåden i Borgerkrigen. I

The Gulf and Inland Waters, hans bidrag til et tre binds værk om flådehistorie under Borgerkrigen,

beskrev og undersøgte Mahan flådeoperationer i Den Mexicanske Golf og dens indre farvande i

Mississippi Deltatet.

Specialet vil derfor forsøge at applikere Mahans tidligere og senere tilgange i hans forfatterskab og

skrivningen af flådehistorien - det operative niveaus tilgang i The Gulf and Inland Waters og det

strategiske niveaus tilgang i The influence of Sea Power upon History - i en historisk analyse af

Unionens flådestrategi og operationer i Den Mexicanske Golf og Mississippi Deltaet i perioden

1861-63. Det primære spørgsmål i problemformuleringen som tjener som fokus i specialets

undersøgelse er:

"Hvad var forholdet mellem Unionens flådestrategi og de sømilitære operationer, der

gennemførtes i Den Mexicanske Golf og Mississippi-deltaet i perioden 1861-63."

Formålet med specialet bliver derfor at bygge bro i mellem flådestrategi og -operationer ved at

beskrive ikke kun "hvad" der skete i Den Mexicanske Golf og Mississippi-deltaet i perioden, men

"hvorfor" det skete. Derfor har flere sekundære og dermed beslægtede spørgsmål påvirket

specialet:

Hvordan og i hvilket omfang tænkte man i samtiden strategisk?

Hvilke påvirkninger havde indflydelse på Unionens flådestrategi?

Hvad var Unionsflådens primære strategiske opgave(r) i Den Mexicanske Golf og

Mississippi Deltaet?

Hvordan påvirkede disse opgaver gennemførelsen af operationerne i området?

1 Mahan, The Influence of Sea Power..., p. 44

2 Ibid.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

8

Hvilken effekt havde disse operationers succes og fiasko på flådens evne til at løse dens

strategiske opgaver?

Udviklede flådestrategien sig som et resultat af flådeoperationerne i Den Mexicanske Golf

og Mississippi Deltaet3?

2 HISTORISK KONTEKST, BETYDNING OG FOKUSERING

Mens der ikke synes at være nogen ende på antallet og forfatterskaber om Borgerkrigen, har den

rolle som søkrigen spillede i Krigen kun fået forholdsvis lidt opmærksomhed i sammenligning med

de landmilitæreoperationer. Historikeren S. Tucker har for nylig konstateret at: "indtil de seneste år

har der været få eller langt imellem bøgerne om de sømilitære aspekter af Borgerkrigen".

Resultatet af denne "ubalancerede behandling" har ifølge Tucker, ført til den generelle opfattelse af

at søkrigen var uden betydning.4

2.1 Motivation og relevans Dette speciale vil undersøge betydningen af de sømilitære operationer i Louisiana fra blokaden af

New Oleans til de sejre, der åbnede Mississippi-floden for Unionens kontrol. Specialets primære

fokus ligger imidlertid i dets analyse af forholdet mellem flådens operationer og flådestrategien.

Historikeren G. Gallagher bemærkede i relation til Unionens strategi at “the role of the navy

languishes among the most neglected aspects of northern strategic planning.” Gallagher har

endvidere bemærket at "most discussions of northern strategy virtually ignore its naval

component.”5

Dette speciale er derfor et forsøg på at rette op på denne "mangel" ved at analysere

flådestrategien, som den blev implementeret i et konkret operationsområde. Emnet omkring

Unionens sømilitære operationer i Louisiana er valgt ud fra en lang række årsager. For det første

er operationerne i Louisiana området i perioden 1861-63 kendetegnet ved mange af de operative

opgaver, som Unionsflåden udførte under krigen; havneblokade, beskydning af faste befæstninger

og værnsfælles flådeoperationer med og til støtte for hæren. For det andet på grund af dets

placering kom Den Mexicanske Golf og staten Louisiana til at spille en central rolle i Unionens

strategi. New Orleans, var som et centralt handelscentrum og Sydens største by, placeret i

Louisiana ved Mississippi-flodens udløb - den primære vandvej og transportkorridor af

handelsvarer til og fra unionens indre. Endelig er flådeoperationerne i Louisiana området; blokaden

og erobringen af New Orleans, belejringen og erobringen af Vicksburg og Port Hudson nogle af de

mest signifikante og betydningsfulde i krigen. Disse strategiske og operationelle overvejelser gør

dette til et velegnet casestudie for at vurdere forholdet mellem flådens strategi og sømilitære

operationer.

Studiet af flådestrategien under Borgerkrigen giver imidlertid udfordringer. I sin undersøgelse af

udviklingen i den amerikanske strategi fra slutningen af den Amerikanske Uafhængighedskrig til

3 Specialet vil herefter bl.a. anvende og omtale Den Mexicanske Golf og Mississippi Deltaet som et samlet operations

området med stednavnet "Louisiana (området)". 4 S.C. Tucker, p. ix

5 G. Gallagher, p. 32


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

9

Borgerkrigen, har historikeren P. Maslowski bemærket, at fordi "the nation had no institutions or

systematic procedures to devise formal doctrine", havde Unionens strateger frie hænder til at

agere på en “pragmatic, flexible manner” relateret til strategiske problemer. 6 Dette var især

tilfældet for flåden under Borgerkrigen, en tid hvor der, ifølge maritim historiker B. Anderson, var

ingen etablerede principper for flådestrategi. Flåden havde ingen formel operativ planlægningsstab

endsige et "flåde-modstykke" til hærens "general-in-chief". Ansvaret for at vejlede og guide

flådeoperationer blev lagt i hænderne på flådeministeren, der gav de enkelte skibschefer et meget

bredt råderum til at tilpasse sig lokale forhold i gennemførelsen af brede strategiske direktiver. Af

disse årsager har Anderson foreslået, at i stedet for anvendelsen af begrebet "flådestrategi" ville

det være mere passende at anvende begrebet "strategic pattern"7 i de sømilitære operationer, idet

"the men who conducted those operations sometimes had little choice in what to do but they

understood what had to be done and did thier best to do it"8. Derfor, for at forstå udviklingen af

Unionens flådestrategi i Louisiana-området vil dette speciale være særligt fokuseret på de

forskelligartede operationsforhold og søge at skelne de skiftende operationsmønstre, der indikerer

en ændring i strategien.

2.2 Metode og struktur I følgende afsnit beskrives specialets metode og struktur.

2.2.1 Metode

Da specialet i sin natur er af historisk karakter vil den historiske metode 9 blive anvendt i

behandlingen og analysen af den til specialets valgte litteratur og empiri. Specialet vil derfor i sin

tilgang benytte den historiske metode som en "håndværkspræget" metode som er relativ teoriløs i

traditionel forstand, idet den "beskæftiger sig med at opstille teorier og drage konklusioner om

perioden ud fra de historiske spor, der findes, og som er til vores rådighed i nutiden"10, hvilket stiller

krav til kildekritikken som en "kritisk refleksion over forholdet mellem kilderne og historikerens

rekonstruktion af den fortidige virkelighed."11

Den historiske metodes proces stiller derfor krav til og behandling af specialeemnet i denne

sammenhæng - en fremgangsmåde som grundlæggende består af fire bestanddele; en

problemformuleringsfase (kendetegnet ved tvivl og undren), materiale- og data indsamlingsfase,

undersøgelses- og behandlingsfase under anvendelse af en kritisk refklektion over den valgte

litteratur og empiri og endelige en svarfase.

Specialet vil derfor indeholde to korte afsnit som behandler en "Reflektion over maritim strategi" i

en samtidig kontekst, samt en gennemgang af modellen "Krigsførelsens kredsløb". Dette for at

forstå samtidsopfattelsen af maritim strategi, herunder betragte tendenser og overvejelser i forhold

til samtidens politiske og militære tænkning og forholdet til teknologi. Med andre ord identificere det

6 Maslowski, p. 235

7 Anderson, p. 11

8 Ibid., p. 11

9 "Historisk metode er betegnelsen for den eller de fremgangsmåder som faghistorikere benytter sig af, når de forsker i

fortidige eller nutidige forhold. Historie er videnskaben om samfundets reelle udvikling over tid.", J. Pietras, p. 2 10

J. Pietras, p. 3 11

S. Olden-Jørgensen, p. 17


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

10

mindset og opfattelse af, hvordan maritim strategi skulle forstås og anvendes i 1861-1863.

Krigsførelsens Kredsløb vil som model blive anvendt til at støtte vurderingen af den redegørende

analyse. Modellen vil derfor ikke blive anvendt som konkret analysemodel, men som

forståelseramme, hvor modellens relevante komponenter bidrager til at give læseren forståelse af

og indsigt i de interaktioner og dynamikker som medvirker til at forme (sø)militære strategier og

operationer.

I det følgende afsnit redegøres kort for specialet overordnede struktur.

2.2.2 Struktur

Specialet er strukturelt inddelt i 8 kapitler, som vil falde i tre dele.

Del I: Omfatter tre kapitler. Første kapitel tjener som introduktion til specialet, herunder en

argumenteret redegørelse for relevansen

af problemformulering. Dette efterfølges

af kapitel to som redegøre for den

historiske kontekst, metode og struktur.

Kapitel tre forklarer den teoretiske

ramme, herunder hvorledes teorien

operationaliseres og avendes i den

videre analyse i specialets del II.

Del II, Den redegørende analyse

dækker fire kapitler. Kapitel 4 behandler

tilstanden af Unionens flåde i starten af

krigen og udviklingen af dets strategi.

Kapitel 5 undersøger blokaden af New

Orleans; de udfordringer blokadeskibene

stod overfor, "Blockade Boards" arbejde

og effektiviteten af blokaden. Kapitel 6

udforsker erobringen af New Orleans; de

påvirkninger der var medvirkende til at

forme beslutningen om at angribe,

herunder planlægningen og udførelsen

af angrebet. Kapitel 7 analysere de

værnsfælles operationer for at åbne

Mississippi-floden, der kulminerede med belejringen af Vicksburg og Port Hudson.

Del III: Endelig vil kapitel 8 sammenfatte analysen og problemformuleringen besvares i specialets

konklusionsafsnit og der fremsættes afslutningsvis en kort perspektivering. Specialet struktur ses

illustreret ovenfor i figur 1.

Figur 1: Opgavens struktur


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

11

Slutteligt findes der bagerst i specialet en række bilag med oversigtskort og begreber, som kan

guide i forståelse af og illustrere for læseren de forskellige operationers bevægelser, herunder

geografiske placering.

I det efterfølgende kapitel redegøres for anvendeligheden af teoriapparatet i specialet, samt

operationaliseringen heraf.

3 TEORI-REFLEKTION OG OPERATIONALISERING Formålet med kapitlets fire afsnit er at diskutere anvendeligheden af den valgte teori med henblik

på at tydeliggøre, hvorledes den valgte teori applikeres og anvendelses i forhold til

problemformuleringen.

3.1 Refleksion af maritim strategi i en samtidig kontekst Formålet med dette afsnit er at reflektere, beskrive og diskutere samtidens opfattelse af maritim

strategi med henblik på at sætte den efterfølgende analyseramme for specialet.

I udvælgelsen af maritim strateg er valget Mahan, idet han fremstår som en af de mest

indflydelsesrige teoretikere i forhold til perioden; han var selv "formet" af den stat12 han virkede i og

senere kæmpede for og dermed hans opfattelse af hvordan flåden skulle anvendes sømilitært -

både strategisk og operativt. 13 Endelig er Mahans teorier empirisk funderet i den maritime

tænkning som var herskende i perioden før, under og efter den Amerikanske Borgerkrig, hvorfor

megen af hans senere tænkning og teori var baseret på brugen af bl.a. amerikansk søkrigshistorie.

Mahan's overordnede tese bygger på fem forudsætninger14:

Han benyttede den sømilitære historie i perioden 1660-1793 for at bevise at den nation, der

kontrollerer verdenshavene var dominerende i krigen.

I beskrivelsen af nationens overordnede strategi koblede Mahan statens strategiske mål

med de opgaver flåden skulle udføre.

Mahan koblede ligeledes den operative beslutningstagning med søofficerens lederskab,

koblingen til søkrigskunsten og videnskaben.

Centralt var det for Mahan at en stat altid havde en stærk flåde.

Endelig anså Mahan ikke søfartskrig15 som udslagsgivende i hvert fald ikke på længere

sigt.

I følge Mahan lå nøglen for en stat til at nå sine strategiske mål gennem påvirkning af Sea Power.

Begrebet Sea Power eller sømagt blev aldrig præcist defineret af Mahan. Mahan beskrev sømagt

12

USA/Unionen 13

C. Werner, p. 52 14

Ibid., p. 64f 15

Sørfartskrig - også i sømilitær teoretisk forstand kaldet Guerre de course - er bekæmpelse af fjendens handelsflåde. Den operative udførelse af søfartskrigen gennemføres (i perioden) ved hjælp af kaperskibe eller egne flådekrydsere (hurtige sejl- eller dampdrevne skibe).


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

12

og heri inkluderedes orlogsskibe, deres baser og flådens evne til at landsætte en militær styrke på

land og sikre området. Desuden inkluderede Mahan de civile aspekter som oversøisk handel

(handelsflåden) og der igennem statens velfærd. Derfor var sømagt, i følge Mahan, ikke kun

tilstedeværelsen af en stor orlogsflåde - ej heller en stor handelsflåde, men kombinationen af disse

som udgjorde begrebet sømagt. Sømagt eller Sea Power betegnede derfor en stat, der havde en

omfattende orlogs- og handelsflåde, som f.eks. Storbritaniens i 18-19-tallet.16 Centralt i Mahans

tese om sømagt stod "kredsløbstanken" som handler om handelsflåden, som kan beskrives som

følger: "En stark flotta...som kan skydda handelssjöfarten...som ger en omfattende handel...som

ger välständ...som ger en stark flotta".17 Mahan hævdede, at "the key to naval supremacy lay with

the ship of the line, and mastery of the sea would fall to the nation whose battlefleet could defeat

its opposite numbers."18. Han fastholdt, at for at blive en verdensmagt kræves "mastery of the sea"

eller søherredømme. Den grundlæggende forudsætning blev derfor, at nationer kan opnå nationale

strategiske mål gennem sømagt. Mahan hævdede, at national indflydelse kan, projekteret gennem

overlegne flådestyrker til "power projection" (primært mod fjendtlige flåder), give egne havne

sikkerhed og sikre egne "Sea Lines of Communication" (SLOC).19 National indflydelse og magt

bliver derfor bedst opnået gennem kontrol af havene ved egne styrker og forhindre fjenden adgang

til samme.

På baggrund af Mahans teser kan der, i følge den svenske søofficer C. Werner opstilles følgende

skematiske oversigt, som beskriver de strategiske mål, herunder de operative opgaver som skal

iværksættes for at opnå de strategiske mål.

Etablering af søherredømme20 Udøvelse af

søherredømmet21 Bestride modstanderens søherredømme til søs22

Søslag suppleret med indeslutning (af fjendens flåde)

Indsats fra havet Fleet-in- being

Ødelæggelse af skibene i havn Handelsblokade Fartøj som kystforsvar

Blokade på åbent hav

Søfartskrig eller forstyrrelse af den maritime handel.

Guerre de Course

Modblokade

Nærblokade Forsvar mod landsætning

Skinmanøvre

Skema 123: De vigtigste søkrigsmetoder som Mahan beskrev

Selvom Mahan tilbød nyttig indsigt i maritim strategi, lå hans svaghed i ikke at værdsætte

værnsfælles 24 operationer og deres potentielle indvirkning på den maritime strategi. Dette

16

C. Werner, p. 32f 17

Ibid., p. 66 18

L. W. Martin, p. 9 19

Ibid, p. 9 20

(Sømilitære) strategiske mål 21

Operative handlemuligheder 22

Modstanderens operative handlemuligheder 23

C. Werner, p. 68


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

13

efterlader og peger på en betydelig teoretisk "blind vinkel", da dele af den føderale strategi var

linket til værnsfælles operationer efter at have sikret søherredømmet. Det er muligt, at Mahans

modvilje mod værnsfælles operationer var et resultat af hans "amerikanske perspektiv" på maritim

strategi, som ikke tillagde værnsfælles operationer værdi. Til Mahans kredit skal det dog

fremhæves at han ændrede sin tænkning om eksistensberettigelsen af flåden i forhold til maritim

strategi. Hvor han tidligere havde skrevet at, "navies depend upon maritime commerce as the

cause and justification of their existence,” skrev han senere at "a navy may be necessary where

there is no shipping...more it becomes clear, that the function of navies is distinctly military and

international, whatever their historical origin in particular cases" 25 Dette peger på at Mahans

"opdaterede" syn på flådens operative funktionalitet og eksistensberettigelse hidrører ikke kun den

civile handelsflåde, men i større grad inkluderede den værnsfælles tilgang, som en del af

opgaveløsningen. Mahan kritiseres også for i sine værker at have for stærk tro på aktørernes evne

i de tidligere søkrige, ligesom det fremhæves, at han alt for tydeligt har illustreret vigtigheden af

koncentrations- og søslag, således at søfartskrig er blevet negligeret. Endelig kritiseres Mahans

teorier for at drage en række (forkerte) konklusioner i forhold til nye teknologiske udviklinger.26

Opsummerende kan det dog konkluderes at Mahans forudsætning27 var, at den afgørende faktor

skete gennem søslaget og derfor var kontrollen over den maritime handel kun sekundær. Ifølge

Mahans opfattelse kunne et land opnå søherredømme ved at koncentrere sine flådestyrker på et

afgørende sted for at ødelægge eller sikre kontrollen med fjendens flåde; herved ville blokade af

fjendens havne eller forstyrrelse af fjendens SLOC naturligt følge. Derfor mente Mahan, at det

egentlige mål i en søkrig altid var ødelæggelsen af fjendens flåde i et afgørende slag. 28

Afslutningsvis kan man spørge: Hvad var baggrunden og forudsætningerne for Mahans tanker

omkring maritim strategi? Historikeren Barry M. Gough peger på, at Mahans teser beroede delvist

på nogle personlige erfaringer og egenskaber, som i sig selv var vigtige, men primært var de

baseret på en historisk [sømilitær] perception, som dermed også var samtidens opfattelse af

maritim strategi op til og under Borgerkrigen.29 Disse forhold underbygges af Jon T. Sumida, som

beskriver Mahans tilgang til sømilitær operativ historie som analytisk og baseret på direkte

erfaringer og videnskabelig i sin natur, samt at den var genereret på baggrund af den sømilitære

historie, som var funderet i samtidens opfattelser af nationale [sømilitære] anliggender.30

3.1.1 Operationaliseringen af samtidens maritimstrategiske opfattelse

Mahans tese om sømagt og forudsætningerne for dette, bliver derfor en illustration af samtidens

opfattelse af maritim strategi og dermed modus for udførelsen af maritime operationer. Denne

samtidsopfattelse vil derfor være grundlaget for specialets videre behandlingen af

problemformuleringen. Analysen vil som følge heraf betragte empirien gennem disse briller og via

24

Værnsfælles operationer eller joint operations - en generel term som anvendes til at beskrive operationer som gennemføres i en samarbejdende og koordinerende ramme mellem to eller flere værn (eks. mellem flåden og hæren) 25

A.T. Mahan, "Naval Strategy", pp. 445-446. 26

C. Werner, p. 69 27

Konkurrencen mellem Frankrig og Storbritannien i det 18. århundrede. 28

C. Werner, pp. 61-70 29

B. Gough, p. 13 30

Sumida, pp. 19-24


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

14

samtidsbetragtning af maritim strategi anskue implementeringen og udførelsen af sømilitære

operationer.

Specialet vil derfor primært fokusere på Mahans sømilitære strategier omkring blokade og de dertil

hørende operative handlemuligheder; handelsblokade og indsats fra havet, idet disse fremstår i

empirien som de mest markante tilgange; med f.eks Scott's Anaconda plan. Dette underbygges

yderligere ved at Mahans tese om, at blokade naturligt følger efter "det store afgørende søslag".

Selvom det "store søslag" aldrig blev udkæmpet i Borgerkrigen kan den sømilitære situation i

perioden 1861-63 sammenlignes med netop denne kondition, hvorfra sydstaternes meget svage

flåde aldrig reelt kunne udfordrer Unionsflåden.

Yderligere vil søfartskrig blive behandlet i forhold til at beskrive sydstaternes modforanstaltninger i

forhold til Unionens strategi, idet sydstaternes svage flåde i sagens natur måtte agere asymmetrisk

med kaperskibe og blokadebrydere. Dette medfører samtidigt at begrebet Fleet-in-being, som

modforanstaltning ikke længere ses relevant, idet sydstaternes flåde som nævnt tidligere aldrig

reelt kunne udfordre Unionens sømagt31 og derfor aldrig for alvor medvirkede til at binde en større

føderal flådestyrke ud for én eller to væsentlige flådehavn(e).

I det efterfølgende afsnit gennemgåes Krigsførelsens Kredsløb (KK), herunder

operationaliseringen heraf.

3.2 Krigsførelsens kredsløb KK er som analysemodel udviklet af K.V. Nielsen i midt

60'erne. Modellen anvendes som værkstøj til at undersøge

militære og militærstrategiske sammenhænge. Kredsløbet

bygger på en antagelse om, at der til dels er sammenhæng

imellem de komponenter, der udgør det samfund, det

militære system befinder sig i (det ydre kredsløb), dels

imellem de tre hovedkomponenter, som det militære

system består af (det indre kredsløb) og endelig at de to

kredsløb påvirker hinanden. 32

Modellens ydre kredsløb er opdelt i tre komponenter, der

relaterer sig til et givent samfund: Idelogi 33 , Politisk

struktur 34 og Økonomisk udviklingsniveau 35 . Det indre

31

Svage forsøg blev dog gjort, som f.eks. Slaget ved Hampton Road i maj 1862, hvor historiens første slag mellem to panserskibe blev udkæmpet. Men dog uden det ønskede resultat for Konføderationen og en større samlet sømilitær styrke, der kunne udfordre Unionsflåden blev aldrig opbygget, som der senere vil blive redegjort for i specialet. 32

M.S. Jensen, p. 177. "Man kan argumentere for, at den indre ring i nogle tilfælde vil påvirke eller ligefrem vil være styrende for den ydre ring. I den ekstreme grad kan det i en eksistenskrig, hvor statens overlevelse er truet, være den militære kapabilitet, der er styrende for politikken. Nemlig om staten overhovedet har en mulighed for at modstå et angreb, og om man derfor i stedet f.eks. skal føre en politik, som minimerer konsekvenserne af en invasion. I tilfælde af, at en stat er et militærdiktatur vil den ydre og inde ring i større eller mindre grad smelte sammen." 33

Samfundets ideologi beskriver det generelt accepterede normgrundlag i samfundet. Der vil være noget overlap med det forrige element, når den ydre ring er i balance; altså når samfundets styres efter den fremherskende ideologiske opfattelse i samfundet. Ideologien påvirker både borgernes og ledelsens måde at opfatte verden på, og den sætter derfor også normer for, hvordan de militære styrker kan bringes i anvendelse. M.S Jensen, p. 186 34

Samfundets politiske struktur belyser politisk styreform, forholdet mellem forskellige befolkningsgrupper og forholdet mellem politikere og befolkning. M.S Jensen, p. 187f

Figur 2 - Krigsførelsens Kredsløb


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

15

kredsløb er ligeledes opdelt i tre komponenter, der specifikt relaterer sig til samfundets væbnede

styrker, nemlig: Doktrin 36 , Organisation 37 og Teknologi. 38 De indsatte pile skal illustrere, at

komponenterne i det indre og ydre kredsløb påvirker hinanden, og at de to kredsløb har indflydelse

på hinanden. Ideelt set er hver ring i balance, men såfremt der sker en ændring i en af de

komponenter, der indgår i et af kredsløbene, vil det medføre en påvirkning af de øvrige. Idet det

ydre kredsløb i høj grad er rammesættende for det indre, vil påvirkningen oftest gå udefra og ind. 39

3.2.1 Operationaliseringen af Krigsførelsens Kredsløb

Formålet med KK vil som nævnt i afsnit 2.2.1 være at skabe en forståelsesramme for læseren i

forhold til analysen. KK splitter den militære faktor (indre ring) op i tre delkomponenter - en måde

hvorpå behandlingen af problemformuleringen undervej kan analysere (sig vej til), hvorledes både

nordstaterne og sydstaterne anvendte doktrin, organisation og teknologi. Som en del af analysen

vil specialet derfor betragte de operative styrkeindsættelser, herunder de værnsfælles tilgange -

altså modus for hvordan man kæmpede doktrinært. Ligeledes vil specialet undersøge

styrkeforholdet mellem de stridende parter og dermed deres operative handlemuligheder, samt

deres sømilitære lederes operative evner - altså de organisatoriske forhold. Endvidere behandles

bl.a. skibstyper og søartilleri med henblik på at forklare teknologiens indflydelse. Afslutningsvis

betragtes den ydre ring, som ligeledes splitter den politiske faktor op i tre delkomponenter. Disse

vil i specialet blive operationaliseret ved at betragte det politiske niveaus påvirkning og indflydelse

på den valgte sømilitære strategi under hensynstagen til økonomiske, diplomatiske og ideologiske

aspekter. Dermed undersøges balancen mellem den ydre rings ønsker og den militære faktors

mulighed for at applikere disse i det operative miljø.

I de efterfølgende fire kapitler behandles den redegørende analyse - Del II - med fokus på at svare

på problemformuleringen.

35

Samfundets økonomiske udviklingsniveau beskriver typisk let klassificer- og kvantificerbare faktorer. Komponenten beskriver befolkningsforhold, erhvervsstrukturer og de økonomiske ressourcer, et land kan mobilisere til at føre krigen. Herunder beskriver komponenten også landets infrastruktur, naturressourcer, behov for import af råstoffer, energi m.v. Det kan dog være svært altid at måle kvaliteten af de forskellige variable. M.S Jensen, p. 188f 36

Doktrin er de grundlæggende principper, hvorefter militære styrker udfører deres handlinger for at opnå fastsatte mål. Doktrinen er den komponent i den indre ring, som beskriver, hvordan de andre komponenter sammen bringes til at virke mest optimalt. M.S. Jensen, p. 183 37

Organisation beskriver den strukturelle sammensætning af militærets ressourcer. Komponenten omfatter både

organiseringen af ressourcerne, samt egen kvantificerbar beskrivelse af antallet og typen af enheder. Dertil kommer, at komponenten også beskriver de mindre kvantificerbare forhold, som f.eks. moral og uddannelse. M.S. Jensen, p. 185 38

Teknologi er alt det ”hardware”, som anvendes i et militært forsvar. Teknologien omfatter således alt fra våbensystemer over kommunikationsudstyr til den enkelte soldats personlige udrustning. I rammen af en specifik operation, vil teknologi beskrive det til rådighed værende udstyr. M.S. Jensen, p. 184 39

M.S. Jensen, pp. 177-185


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

16

4 SKABELSEN AF EN MARITIM STRATEGI "At the outbreak of the great rebellion our Navy was not in a condition to render that

assistance which the occasion demanded."40 D.D.Porter

4.1 Unionsflådens tilstand Selvom Kongressen skabte Flådeministeriet i 1798, grundlagdes den amerikanske flåde faktisk fire

år tidligere, med vedtagelsen af et lovforslag om køb af seks skibe til at "beskytte USA's handel fra

hærgen af de Algierske sørøvere."41 Krigsministeriet havde administreret flåden i de første fire år af

dets eksistens indtil den stigende administrative byrde og en forestående krig med Frankrig førte til

at kongressen oprettede et separat ministerium til at håndtere sømilitære anliggender. Under den

første flådeminister, B. Stoddert bestod Flådeministeriet af en fuldmægtig, en revisor, og en

håndfuld underordnede sagsbehandlere.42

Da den nye minister for flåden adspurgte til status for flåden efter hans indsættelse den 4. marts

1861 blev han med rette overrasket over, hvor lidt flåden havde ændret sig siden 1794.43 Af de 90

fartøjer på rullen, blev enogtyve anset for ubrugelige. Sejlskibe tegnede sig for mere end halvdelen

af det samlede antal, hvilket kun fremhævede flådens langsomme transformation fra sejl til

damp(fremdrivning).44 Selvom Storbritanniens og Frankrigs flåder stadig havde et betydeligt antal

sejlskibe, bestod de overvejende af dampdrevne skibe, mens Unionsflåden kun havde 40

dampdrevne fartøjer og skibe. Ingen af disse dampskibe var panserede (Ironclads). Flåden havde

sporadisk finansieret (på) bygningen af et jernskroget dampskib i mere end tyve år, men skibet var

aldrig blevet færdiggjort. Storbritannien og Frankrig havde allerede færdigbygget deres første

panserskib og herved signaleret begyndelsen på enden for træ- og sejlskibenes ære.45

De fleste af Unions toogfyrre operative skibe og fartøjer var, som historikeren James McPherson

beskriver, "på patruljering tusindvis af sømil fra USA med ansvaret for at forsvare nationens hastigt

ekspanderende oversøiske handel". 46 Flådens eskadre af oceangående skibe sejlede i så

varierende farvande som Middelhavet, Ostindien og Stillehavet samt kysterne ved Brasilien og

Afrika. Den hjemlige eskadre bestod af tolv skibe med kun tre stationerede i de nordlige havne.47

Flådens 1.550 officerer var belastet af et ineffektivt personelsystem, der ikke havde nogen

bestemmelser for pensionering, belønnede "lang levetid" snarere end evner. Mulighed for

forfremmelse, ifølge historiker Kevin Weddle, blev kun tilgængelig, når døden eller en sjælden

40

D.D. Porter, p. 17 41

C. O. Paullin, p. 91 42

Ibid, p. 104 43

USS United States og USS Constitution, to af de seks fregatter bestilt og bygget samme år (1794), forblev noteret i Navy Register, den officielle rulle over flådens skibe. USS United State var i almindelig (reserve-status) ved Norfolk Gosport Navy Yard i begyndelsen af krigen og blev beslaglagt af Konføderationen den 20. april 1861, da Norfolk blev erobret. USS Constitution var et skoleskib ved US Naval Academy og blev flyttet fra Annapolis til Newport, Rhode Island,

da skolen blev flyttet i maj 1861., P. H. Silverstone, pp. 96-97. 44

J. R. Soley, p. 13 45

Det franske panserskib (ironclad) La Gloire blev operativt i 1859. Den britiske panserede fregat Warrior "a far superior ship" ifølge S.C. Tucker blev operativt to år senere. S.C. Tucker, p. xxv. 46

J. McPherson, p. 313 47

J.R. Soley, p. 14


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

17

afgang efterlod en ledig stilling. 48 Imens forårsagede det glaciale tempo i forfremmelserne

frustrationer for mange yngre officerer. I en alder af treoghalvtreds havde løjtnant David D. Porter

haft sin rang i tyve år.49

Flåden havde forsøgt at afhjælpe mange af manglerne i fremmelsessystemet i 1855 med

oprettelsen af "Navy Efficiency Board", der fik til opgave at lave en omhyggelig undersøgelse af

den enkelte officer og producere en liste til flådeministeren indeholdende de officerer, som på

grund af inkompetence eller svagelighed burde afskediges fra tjenesten eller overflyttes til

reserven.50 Selvom opgaven ikke bestod i at revolutionere flådens forfremmelsessystem, håbede

man, at bestyrelsen ville bane vejen for, at dygtige og kapable junior officerer kunne opnå en

velfortjent forfremmelse.51

Mange af disse højtstående officerer var blevet uddannet gennem den traditionelle metode med

"on-the-job" træning på havet. Den amerikanske flådes juniorofficerer havde dog oplevet en

voksende følelse af professionalisme, der begyndte med oprettelsen af Naval School i 1845. I

1850 indførte, US Naval Academy, som det blev omdøbt til samme år, en standardiseret fire-årig

uddannelse for at træne og uddanne kadetter i de specialiserede færdigheder, der efterspurgtes på

havet: sømilitære taktik, sømandskab, matematik, naturfag og artilleriforståelse samt engelsk og

moderne sprog. I 1851 tjente skolen som den eneste kilde til uddannelse af flådeofficerer.52

Flådeministeriet havde udvidet siden sin spæde start i 1798. I 1842 blev Board of Navy

Commissioners, der havde bistået flådeministeren i udførelsen af dennes opgaver siden 1815

afskaffet og erstattet af et nyt Bureau-system. Bureau-systemet opdelte flådeadministrationen i

seks funktionelle områder: konstruktion, materiel og reparationsvirksomhed, flådestationer og

havnefaciliteter, ammunition og hydrografi, forsyninger og beklædning, samt medicin og kirurgi.

Hvert bureau var underordnet flådeministeren med "no provision organizing the chiefs of the

bureaus into a board and vesting it with corporate functions"53. Dermed styrkede oprettelsen af

bureau-systemet flådeministerens rolle, idet denne nu havde overordnet myndighed til at

fremsætte policy inden for flådens ressortområde.54

Til trods for væksten i Flådeministeriet, forblev flådeministerens personlige stab lille og manglede

forsat udfyldelsen af nøglepositioner, som var nødvendige for at bistå ministeren i dennes hverv.

Kontorerne fungerede udelukkende som administrative organer, der var ansvarlige overfor

ministeren i forhold til konstruktion, bevæbning og udrustning af flåden. Selvom ministeren også

formelt havde ansvaret for den operative indsættelse af flåden, havde Flådeministeriet ikke

48

K. J, Weddle, p.59 49

C. G. Hearn, Admiral David Dixon Porter: The Civil War Year, p. 19 50

Paullin, p. 240 51

Bestyrelsens beretning, der blev udgivet efter fem ugers intense diskussioner og overvejelser, anbefalede afskedigelse eller pensionering af 159 officerer. Frigivelsen af rapporten og den ledsagende liste over nye forfremmelser, som Weddle har beskrevet, "medførte en ildstorm protester", der vakte Kongressens opmærksomhed på vegne af de utilfredse officerer, hvoraf mange senere skulle blive genindsat i tjenesten. I sidste ende blev Navy Efficiency Board indsats således kun delvis en succes og efterlod en følelse af fjendskab og modvilje iblandt mange i officerskorpsets rækker. Weddle, pp. 76-77 52

J. Sweetman, pp. 38-42 53

Paullin, p. 210 54

G. S. Smith, p. 84


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

18

tilknyttet noget operativ stab eller højerestående officer til at støtte i planlægningen og

koordineringen af sømilitære operationer og udvikling af sømilitær strategi.55 Som følge heraf blev

flådens indflydelse på den militære beslutningsproces ofte overladt til en sagsbehandler eller

sekretær med lidt eller ingen sømilitær erfaring.

Ovenstående peger på at den militære faktors organisationskomponent; her Unionsflåden, langt fra

var klar til at imødegå den forestående konflikts operative opgaver, idet flådens operative tilstand

fremstod lidet flatterende både i forhold til hardwaren (skibe), men også den planlægningsmæssige

og operative styring. Styrkelsen af flådeministerens rolle som policy maker peger dog på en mindre

styrkelse af den overordnede styring og kontrol med ressort området. Yderligere bestod den

operative opgaveportefølje primært i beskyttelsen af egne handelsskibe - en opgave som lå fjernt

fra de opgaver som flåden skulle til at løse i perioden 1861-63. Yderligere haltede flåden efter med

transformationen fra sejl til damp, hvilket peger på at udnyttelsen af de teknologiske muligheder

ikke blev kapitaliseret i fuldt omfang.

4.2 Lincolns flådeminister Som leder af det nye republikanske parti var Lincoln konfronteret med en lang række regionale og

fraktionsmæssige krav, hvorfor han valgte sin nye flådeminister med stor omhu. I den ophedede

kriseatmosfære i forbindelse med sydstaternes løsrivelse udgjorde udvælgelsen og udnævnelsen

af et nyt ministermedlem et vigtigt politisk signal og statement. Traditionelt havde Flådeministeriet

været udfyldt af mænd mere kendt for deres politiske forbindelser end deres erfaring i sømilitære

anliggender. Heldigvis havde Lincolns nye flådeminister begge dele. Ikke alene var Gideon

Welles56 en fremtrædende republikaner fra New England, han havde også, ifølge historikeren

William Roberts, solid erfaring i maritim administration.57

Welles tiltrådte som flådeminister den 7. marts 1861. Seward58 kom også til at arbejde i det

politiske sammensurium af Lincolnsministerkabinet, hvor han snart etableret sig som Welles

største rival. Welles, der tjente i kabinettet med Seward i otte år, sluttede sin ministertid i 1869,

som nationens længst siddende flådeminister.59

I en vis forstand, som William Roberts bemærkede, passede Welles: “the traditional mold of a

secretary of the navy.” Den nye minister havde aldrig været sømand, men tilbragt sin karriere

55

Anderson, p. 11 56

Welles var i 1856 blevet nomineret som det Republikanske Partis kandidat til guvernør i Connecticut. Den tidligere journalist og "Jackson Demokrat" havde forladt “the Democrat party after the Kansas-Nebraska Act and helped organize the Republican Party in New England." Selvom han blev besejret i Connecticuts guvernørvalg, fortsatte Welles med at lobbye for den republikanske sag, på hvilket, han høstede en udnævnelse til partiets forretningsudvalg. Som et resultat heraf dukkede Welles, ifølge forfatteren John Niven, op som en af de førende talsmænd for den Demokratiske Fraktion i det Republikanske Parti. J. Niven, "Gideon Welles" i American Secretaries of the Navy, p. 323 (herefter: J. Niven, Gideon Welles) 57

W.H. Roberts, p. 3 58

Selvom Welles havde støttet, Ohio's Salmon P. Chase, en anden tidligere demokrat, på det republikanske konvent i 1860, havde hans stærke modstand mod New York's, Senator William H. Seward, bidraget til at sikre Lincoln hans nominering. Med en hensigtserklæring om at udpege en tidligere demokrat fra New England til sit ministerkabinet faldt Lincolns valg til sidst på Welles. Welles største rival til ministerposten havde været Nathaniel P. Banks, en tidligere Speaker of the House og guvernør i Massachusetts, hvis kandidatur Lincoln afviste efter stærk modstand fra prominente republikanere. J. Niven, Gideon Welles: Lincoln's Secretary of the Navy, pp. 314-318 59

J. Niven, Gideon Welles, p. 356


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

19

involveret i en verden af journalistik med uden- og indenrigspolitik. 60 På trods af manglende

kendskab til operationer til søs, besteg Welles ministerposten, ifølge Niven, med mere erfaring i

sømilitære anliggender end nogen af hans forgængere.61 Welles havde tjent som chef for flådens

Bureau for Provision og Clothing (forsyninger og beklædning) i 1846-1849, den sidste civile på

denne post.62 Welles havde fået værdifuld erfaring i stillingen under Den Amerikansk-Mexicanske

Krig, hvor han førte sin egen kamp for at overvinde dårlig kommunikation og lange

forsyningsafstande for at holde flåden forsynet.63 Da Welles indtrådte som minister i marts 1861,

kunne han ikke have forestillet sig, hvor hårdt den truende borgerkrig og konflikt ville sætte hans

politiske og administrative evner på prøve.

Ovenstående indikerer at Lincoln politisk måtte manøvrere for at sikre sig en dygtig flådeminister.

Welles nominering og efterfølgende effektive lederskab i flådeministeriet bidrog derfor på længere

sigt til et øget og relevant fokus på opbygningen af den sømilitære organisationen.

4.3 Konføderations modsvar Da Welles begyndte sit nye job i marts 1861 stod nationen på randen af en borgerkrig. Valget af

Lincoln som præsident havde antændt en national krise, der havde ulmet i årevis og nu truede

med at blive til et inferno. Anført af South Carolina havde syv stater allerede løsrevet sig og truslen

om flere løsrivelser afhang af og hvilede udelukkende på de svar Lincoln ville give. Louisiana

havde været den sjette stat til at løsrive sig. Guvernør Thomas O. Moore havde dygtigt styret sin

stat mod løsrivelsesbeslutningen.64

Moore havde søgt løsrivelsen i månedsvis. Selv før afstemningen om løsrivelse, havde han

beordret statens milits til at sikre USA's arsenal i Baton Rouge og de to forter bevogtede den

sydlige flanke af New Orleans på Mississippi-floden, Forts Jackson og St. Philip.65 Military Board

som oprettedes i december for at bevæbne statens voksende antal milits enheder blev nedlagt i

begyndelsen af marts, hvilket efterlod Moore og hans adjudant-general med den primær

myndighed til at lede de militære forberedelse.66 Beslaglæggelsen af Unionens skatteopkrævnings-

fartøjer Lewis Cass og Robert McClelland havde resulteret i oprettelsen af en beskeden statslig

flådestyrke. Mens Louisianas Ordinace of Secession havde "recognized the right of free navigation

of the Mississippi River....by all friendly States bordering thereon" havde staten (Louisiana)

overtaget opkrævningen af told, herunder videresendelsen af provenuet til den nye Konføderale

regering.67

Den konføderale kongres tog også skridt til dannelsen af en flåde med vedtagelsen at loven af den

20. februar om oprettelsen af den Konføderale Flåde. "The man upon whose shoulders would fall

the full responsibility of creating and directing the Confederate navy", ifølge naval historiker

60

W.H. Roberts, p. 3 61

J. Niven, Gideon Welles, p. 323 62

Paullin, p. 212 63


J. D. Winters, p. 3 65

Se bilag 2 66

J. D. Winters, p. 19 67

Ibid., p. 44


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

20

Raimondo Luraghi, var Stephen R. Mallory.68 Mallory, havde stor erfaring i sømilitære sager, idet

han for nylig havde tjent i senatet som formand for Committee on Naval Affairs. Som en af

hovedstøtterne af Navy Efficiency Board havde Mallory også været en energisk fortaler for en

modernisering af flåden, og flådens nyeste skrue-fremdrevede dampskib var blevet bygget under

hans embedstid. Ironisk nok, som Luraghi bemærkede, bidrog Mallory mere end nogen anden i

opbyggelsen af en stor flåde, imod hvilken han senere skulle kæmpe.69

Mallory stod over for en herkulesopgave i opbyggelsen af en konføderal flåde fra bunden. Ved

tidspunktet for hans udnævnelse, havde sydstaterne kun formået at erobre ét føderalt skib,

hjuldamperen Fulton, som blev beslaglagt i januar på Pensacola Navy Yard. Forsøg på at købe

eller erobre yderligere skibe og fartøjer havde kun mødt begrænset succes, hvilket landede den

konføderale flådestyrke på ti skibe med i alt femten kanoner. 70 Håbet for etablering af en

konføderal skibsbygningsindustri hvilede derfor på det lille flådeværftet i Pensacola71 samt private

skibsbygningsindustrier spredt over hele Syden.

Flådeværfternes skæbne vejede tungt på Welles. Selvom Konføderationen besad Pensacola Navy

Yard var den føderale garnison ved Fort Pickens72 forblevet på sin post. Strategisk placeret til at

bevogte indsejlingen til Pensacola Bay blokerede fortet adgangen til flådeværftet fra havet. Ud over

den føderale garnison beskyttede skibe fra flådens hjemlige eskadre (Home Sqd) fortet. Ved

Norfolk73 blev kun "rutinemæssige bevægelser" gennemført for at forbedre forsvaret ved Gosport

Navy Yard.74 Med Virginias trussel om løsrivelse fra unionen frygtede man, at enhver form for

overdreven defensiv forberedelse af Norfolk fremstod provokativt og dermed potentielt kunne

udløse en beslutning fra Virginias side om at forlade unionen.75 Det blev hurtigt klart for Welles at

åbningen på konflikten i en Borgerkrig sandsynligvis ville ske ved South Carolinas Fort Sumter.

4.4 Fort Sumters fald Welles erfarede først om den truende konflikt ved Fort Sumter den 6. marts, hvor general-in-Chief

Winfield Scott informerede ham om den knibe som Major Robert Anderson og hans føderale

garnison i South Carolina befandt sig i. Anderson havde kun seks ugers forsyninger til sine tropper,

som bemandede søfortet, der bevogtede indgangen til Charleston Harbor. De konføderale styrker,

som omringede havnen, truede fortet med et bombardement. Scott tvivlede på at ethvert forsøg på

at forstærke fortet fra søsiden ville være muligt.76

Over de næste par uger skiftede meningerne i ministerkabinettet og bevægede sig mod

nødvendigheden af at gribe ind - inden kabinettet blev delt i to lejre. Scott og udenrigsminister

Seward opfordrede til indgåelse af et forlig i håbet om at en opgivelse af fortet ville lette den

68

R. Luraghi, p. 8 69

R. Luraghi, p. 12 70

W. Still, pp. 6-7 71

Se bilag 1 72

W. Still. pp. 6-7 73

Ibid. 74

Ibid. 75

Niven, Gideon Welles, p. 339 76

Ibid., p. 325


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

21

stigende spænding og bidrage til at forhindre en løsrivelse af Border Stater77. Welles mente at

"stand on Sumter would rally the Border states to the Union."78 En plan for genforsyningen af fortet

via havet blev godkendt og styrken afsejlede 8. april79 under ledelse af Welles svoger, Gustavus

V. Fox80 Ukendt for Welles havde Seward i al hemmelighed udtænkt sin egen plan for at aflaste

Pensacola's Fort Pickens 81 . En plan som påvirkede styrkegenereringen til Fort Sumter

operationen, som dermed blev svækket.82

I de tidlige morgentimer den 12. april 1861 åbnede de konføderale batterier ild mod fortet inden

undsættelsesstyrken kunne nå frem. Men med ingen umiddelbar håb om undsættelse (i syne),

overgav Anderson sig den 13. april med fortet i brand og reduceret til ruiner af de konføderales

ild.83

Ovenstående peger på at den politiske faktor påvirker den udførende militære faktor, idet

operationerne på politisk niveau ikke blev koordineret i tilstrækkeligt omfang. Dermed påvirkedes

de sømilitære operationer negativt, idet udsættelsesoperationen ikke havde de fornødne militære

ressourcer tildelt.

4.5 Blokadeproklamationen Lincoln reagerede hurtigt på nyheden om Fort Sumters fald ved udsendelsen af en offentlig

proklamation den 15. april, der beordrede mobiliseringen af 75.000 militssoldater i tre måneder til

"to suppress such combinations, and to cause the laws to be duly executed"84 og "re-possess the

forts, places, and property which have been seized from the Union." 85 Sydstaternes præsident

Jefferson Davis opfattede mobiliseringen af tropper, som en aggression fra en fremmed magt, hvis

hensigt var at invadere Konføderationen med militære styrker. Som modsvar udstedte Davis en

proklamation den 17. april indbød "all those who may desire, by service in private armed vessels

on the high seas, . . . to make application for commissions or letters of marque and reprisal." 86

Disse kaprebreve blev udstedt med fuld myndighed fra den konføderale regering som autoriserede

private til at bevæbne skibe og tjene som kapere (raiders) mod den føderale skibstrafik.87

77

Border States eller Grænsestater var stater hvor slaveri var tilladt, men som forblev loyale overfor Unionen. Det drejede sig om Delaware, Kentucky, Maryland, Missouri og West Virginia. 78


J. Niven, Gideon Welles, pp. 327-339 80

Den 40-årige Fox havde haft omfattende sømilitær karriere med 18 års tjeneste i flåden inden han tog sin afsked fra flåden i 1856 for at "acceptere en stilling som forretningsagent for Bay State Mills i Lowell, Massachusetts."

80 Ifølge

Fox's plan ville fartøjer med lav dybgang kunne undgå de konføderale batterier i Charlestons havn og dermed forsyne fortet, mens en håndfuld føderale krigsskibe kunne yde ildstøtte. Efter at have modtaget godkendelse fra Lincoln forberedte Fox hastigt sin ekspedition, der afgik fra New York den 8. april. J. Niven, Gideon Welles, pp. 327-339 81

Se bilag 1 82

J. Niven, Gideon Welles", p.336 83

Fox til Welles, 24. februar 1865, U.S. Navy Department, Official Records of the Union and Confederate Navies in the War of the Rebellion, 31 bind. Ser. I, Vol. 4, pp. 249-250 (Herefter citeret som ORN. Alle referencer er fra Serie I

medmindre andet er angivet) 84

I. Musicant, p. 26 85

A. Lincoln, Vol. 4 pp. 331-332 86

Proclamation by the President of the Confederate States of America, 17. april 1861, ORN, Vol. 5, p. 796 87

C. L. Symonds, p. 41 og Davis til Den Konføderale Kongress, 29. april, 1861, The War of the Rebellion: A Compilation of the Official Records of the Union and Confederate Armies, ser. 4, Vol. I p. 264 (Herefter citeret som ORA)


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

22

Den konføderale strategi med søfartskrig eller Guerre de course88 var en traditionel strategi for

svage flådemagter. Uden en flåde til at gennemføre offensive operationer mod Unionens flåde ville

Konføderationen være nødt til at føre en indirekte kamp ved at ramme Unionens oversøiske

kommercielle handel. Guerre de course havde udgjort et centralt element i den sømilitære strategi

under Uafhængighedskrigen og Krigen i 1812, hvor svage amerikanske flådestyrker blev matchet

op mod den altdominerende britiske flåde - Royal Navy. Under begge disse konflikter havde

kaperne kæmpet side om side med de amerikanske flådefartøjer i forsøget på at ramme den

britiske handelsflåde. Indtil Konføderationen havde skabt sin egen flåde, satte Davis derfor sin lid

til at sydstaternes kapere vil gøre det samme mod Unions handelsflåde.89

Lincoln reagerede den 19. april ved at udstedelsen af "Proclamation of Blockade" og advarede om,

at en blokade mod havnene i de stater, som gjorde oprør mod den føderale regering, ville blive

iværksat. Igennem udstationeringen af "a competent force"90 skulle blokaden håndhæves effektivt

og forhindre adgang for skibe fra South Carolina til Texas. Den føderale regerings manglende evne

til effektivt at "execute the laws of the United States for the collection of the revenues", og Davis

trussel om udstedelse af kaperbreve havde gjort proklamationen nødvendig. 91 Den 27. april

udvidede Lincoln blokaden til også at omfatte Virginia og North Carolina. Således var det

strategiske fokus for flåden de første uger af konflikten sat, som Luraghi bemærker; "with two acts

considered traditional in every past maritime conflict"92

Fire aspekter af blokadeproklamation fremhæver og illustrerer karakteren af den påtænkte

blokade. For det første formulerede proklamationen Lincolns overbevisning om, som James

McPherson beskriver, "this was a domestic insurrection, a rebellion by certain lawless citizens, not

a war between nations." 93 For det andet var proklamationen omhyggelig med at undgå alle

henvisninger til en "lukning" af sydstaternes havne; i stedet blev den påtænkte handling henvist til

som en "blokade" - et udtryk med en præcis retslig definition i henhold til international lov - som det

fremgår af næste underafsnit. For det tredje proklamerede og understøttede anvendelsen af

udtrykket "competent force" Lincolns hensigt med at etablere en effektiv blokade af de væsentlige

havne i syden. Afslutningsvis fremhæver blokaden et todelt formål; at blokere sydstaternes

maritime handel og forhindre deres kaperskibe i ramme den civile føderale søfart og oversøiske

handel.

Baggrunden for de fire aspekter i blokadeproklamationen var bl.a., at i 1861 var at de juridiske

principper der regulerede flådeblokader blevet veletablerede i den maritime tradition og (sø)ret.

Paris Erklæringen fra 1856, underskrevet af Storbritannien og andre europæiske nationer som

resultat af Krimkrigen, var det autoritative enuciation for principperne og reguleringen af effekten af

blokadeoperationer i international lov. Blandt dens bestemmelser var erklæringen om afskaffelsen

af kapervæsnet, samt at kun effektive blokadeoperationer som forhindrede adgangen til kysten for

fjenden ville blive betragtet som bindende. Selv om USA havde nægtet at underskrive aftalen på

88

Søfartskrig eller Guerre de course - bekæmpelse af fjendens handelsflåde; C. Werner, p. 57 og 163 89

Tucker, pp. xiii-xviii 90

C. L. Symonds, pp. 49-53 91

Proclamation of Blockade, 19. april 1861, ORN, 4; pp. 156-157 92

Luraghi, p. 70 93

J. M. McPherson, p. 41


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

23

grund af dens forbud mod kapervæsnet, havde erklæringens bestemmelser påvirket debatten i

Lincolns ministerkabinet.94

Selv om principperne for blokade- og flådestrategi ikke var defineret i 1861 havde

blokadeoperationer længe været et anvendt redskab i søkrigsmæssig forstand. Storbritannien

havde udnyttet sin maritime overlegenhed over USA under Uafhængighedskrigen og Krigen i 1812

til at blokere den amerikanske kyst. Den amerikanske flåde havde også erfaring i gennemførelsen

af blokadeoperationer i både Barbary Wars 95og Den Mexicanske krig. Mange officerer, som stadig

var tjenestegørende, havde udført blokadeoperationer i de før nævnte konflikter, hvori flåden, som

historikeren S. Tucker har bemærket, udførte mange identiske operationer som den også ville

udføre under Borgerkrigen: blokade af den mexicanske kyst, opretholdelse af lange forsynings- og

kommunikationslinjer, støtte til amfibiske operationer og operationer i flodmiljøer.96

Ovenstående forhold peger på og anskueliggøre derfor - også i relation til Mahan - at elementerne

i den maritime strategi i relation til Mahans principper for blokadestrategi, at den føderale blokade

først og fremmest var en kommerciel blokade, der var designet til at stoppe strømmen af

sydstaternes maritime og oversøiske kommercielle skibsfart og derved "kvæle" dets økonomiske

aktiviteter. Havde sydstaterne været i besiddelse af en mere kapabel flåde, der reelt kunne

udfordre den føderale, ville situationen unægteligt have set anderledes ud. Yderligere illustreres at

organisationen, med de operative enheder i spidsen, stadig havde stor erfaring med udførelsen af

blokadetjeneste med henblik på at gøre den effektiv.

Debatten omkring blokadeproklamationen skabte næsten lige så meget polemik, som krisen over

Fort Sumter, idet Seward og Welles igen befandt sig i hver sin lejer. Ingen af partner bestred

behovet for en sømilitær reaktion i forhold til en blokade af sydstaternes havne. I stedet var

debatten97 centreret om den rette måde at karakterisere blokadehandlingen på i forhold til at

overholde principperne for maritim lov. 98

Welles var godt klar over den føderale flådes manglende evne til at gennemføre en så omfattende

operation, som en blokade af hele den sydstaternes kystlinje påkrævede. Kun tre skibe var

umiddelbart tilgængelige til at håndhæve en blokade, der strakte sig fra Virginia til Rio Grande -

omfattende mere end 3.500 sømil kyststrækning. Hertil kom at kystlinjen havde mere end 189

fjorde og havne med lavt vand, hvor sydstaternes skibstrafik vil kunne gemme sig for de

94

H. Jones, p. 39 95

Barbary Wars blev udkæmpet i to perioder; første gang i 1801-05 og senere i 1815 mod Osmanniske pirater ved Tunis, Algier og Tripoli. 96

S. C. Tucker, p. xx. 97

Argumenterne blev præsenteret på kabinetmødet den 14. april 1861 samme dag som major Anderson overgav Fort Sumter formelt til de konføderale styrker. I følgeskab af to øvrige kabinetsmedlemmer (Chase og Blair), var Welles fortaler for at "lukke" havnene i Konføderationen. Som Welles påpegede, var en flådeblokade en krigshandling mellem krigsførende som implicit ville være en officiel anerkendelse af Konføderationen. En erklæring om blokade ville derfor kollidere med Lincolns ønske om at inddæmme konflikten som et internt oprør, for som historiker S. Anderson har påpeget, "a government engaged in putting down a mere insurrection did not blockade its own ports, but closed them to commerce." Desuden fastsatte Paris Erklæringen at en blokade skulle være effektive til at modtage en formel anerkendelse af maritime nationer., (Stuart Anderson, 1861: Blockade vs. Closing..., p. 190) 98

Stuart Anderson, 1861: Blockade vs. Closing..., p. 190


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

24

dybgående føderale krigskibe. For Welles beviste dette at det var en presserende nødvendighed at

få "lukket" havnene.99

Selvom Seward godt kunne se sammenhængen i Welles argument, opfordrede han Lincoln til at

erklære "blokade" (blockade). I modsætning til "lukning" (closure) af sydens havne var de juridiske

principper for blokader veletablerede og en blokadeerklæring ville derfor, som Anderson beskriver,

"beskytte" den føderale regering i forhold til præcedens under Havretten. Som et resultat, ville en

blokadeerklæring være medvirkende til at undgå unødvendige diplomatiske forviklinger, der måtte

følge af en uklar politik som en "lukning" af havnene ville medføre. Desuden udgjorde en "lukning"

af sydens havne efterhånden ikke mere end en retlig fiktion, idet de seneste begivenheder ved Fort

Sumter tydeligt havde afsløret, at den føderale regeringen ikke kunne håndhæve sin suverænitet

over de løsrevne stater. Overtalt af Sewards argument, bestemte Lincoln sig til at udstede

blokadeproklamation.100

Sydstaternes reaktion på proklamationen syntes at godtgøre rigtigheden af Welles argumentation.

Jefferson Davis meddelte den konføderale kongres den 29. april, at en sådan proklamation kun

ville udgøre en "papir-blokade" og dermed en åbenbart overtrædelse af international lov.101 Denne

opfattelse af situationen blev gentaget i Pensacola, hvor brigadegeneral Braxton Bragg, der

kommanderede de konføderale styrker, efter modtagelsen af den formelle meddelelse (13. maj)

om oprettelsen af en blokade ved Pensacola svarede, at blokaden var en krigshandling og en reel

anerkendelse af Sydens nationale eksistens og uafhængighed.102

Mens Lincoln havde ofret konsistensen af "luknings-argumentet" med håbet om at undgå

udenlandsk intervention som en blokade tilbød, synes begivenheder på tværs af Atlanten at

validere Welles logik. Storbritannien annoncerede en Neutralitetsproklamation den 13. maj og

Frankrig fulgte trop den 10. juni. Den britiske neutralitet, tillagde ifølge historiker Howard Jones,

automatisk Konføderationen legitimitet som krigsførende, hvilket af Lincoln-administrationen

betragtedes som det første skridt mod egentligt diplomatisk anerkendelse af sydstaternes

uafhængighed. Selv om frygten for en britisk intervention ville ride Lincoln som en mare gennem

hele 1862, var beslutningen om at erklære neutralitet blevet påtvunget Storbritannien af Lincolns

blokadeproklamation. Den faktiske hensigt med den britiske neutralitet, noterede Jones, var at

undgå krig samtidig med muligheden for fortsat at handle med både nord og syd.103

Ovenstående demonstrerer, at der de facto ikke fremadrettet ville være nogen forskel på den

operative udførelse af blokaden - blot var det den påsatte label, som var forskellig ved "blokade"

frem for "lukning". En label som i det politiske spil reelt havde flere funktioner nemlig hensyntagen

til internationale relationer, herunder forhindre international anerkendelse af Syden. Men også

økonomiske hensyn spille en rolle, idet de større europæiske stater i deres "opfattelse" af

blokadeproklamationen fortsat ønskede at handle med begge parter - uden en formel

anerkendelse af Syden. Dette illustrerer og nuancerer derfor udviklingen af den sømilitære

99

Stuart Anderson, 1861: Blockade vs. Closing..., p. 190. 100

Ibid. 101

Davis til Den Konføderale Kongres, den 29 april 1861, ORA, ser. 4, vol. 1, p. 264. 102

Bragg til Adams, den 14 maj 1861, ORN, 4; p. 168 103

Jones, p. 3


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

25

strategi, idet diplomatiske, politiske og økonomiske hensyn kan påvirke udviklingen i lige så høj

grad som de militære faktorer og overvejelser, omend de i Borgerkrigen ikke havde direkte

operative implikationer.

4.6 (Scotts) Anaconda Plan Mens Lincolns blokadeproklamation fastsatte den primære strategiske opgave for Unionens flåde,

var den kun en del af den strategi flåden ville udvikle for at drage maksimal fordel af sin maritime

overlegenhed. Ironisk nok var rødderne i Unionens flådestrategi utænkt af nationens, på det

tidspunkt, mest beundrede soldat, generalløjtnant Winfield Scott. I 1861 havde Scott mere end

halvtreds års tjeneste i hæren, hvor højdepunktet havde været landsætningen ved Vera Cruz og

erobringen af Mexico City i 1847 under Den Mexicanske krig. Med baggrund i og gavn fra hans

store erfaring med udførelsen af værnsfælles operationer, havde Scott udformet en klar militær

strategi designet til indsættelse af Unionens overlegne sømagt.

De vigtigste elementer i Scotts plan blev udlagt i en korrespondance med generalmajor George B.

McClellan, øverstkommanderende for Unionens tropper i Ohio. 104

Scott svarede den 3. maj 1861 med en plan der, i hans ord, ville "rely greatly on the sure operation

of a complete blockade of the Atlantic and Gulf ports" Blokaden skulle ledsages af "a powerful

movement down the Mississippi to the ocean . . . and the capture of Forts Jackson105 and Saint

Philip"106 Formålet med operationen var at holde den store vandvej åben som kommunikationslinje,

således at Konføderationen følte sig omringet og dermed bringe dem til forhandling med mindst

mulig blodsudgydelse. Transportfartøjer, beskyttet af kanonbåde, ville være nødvendig for at løfte

tropper og udstyr ned ad Mississippi-floden. Endelig skulle New Orleans besættes og holdes indtil

konflikten var løst. Fordi Scott projekterede et behov på seks måneder for at uddanne en sådan

styrke, forventede han at den største forhindring for en vellykket gennemførelse af hans plan var

de føderale staters egen utålmodighed."107

Mens de grundlæggende elementer i Scotts strategi blev trukket fra erfaringen fra en livslang

tjeneste tyder alt på, at Scotts erfaringer fra Den Mexicanske krig bidrog væsentligt til hans

tænkning, idet parallellerne mellem den strategiske situation, som USA stod over for i 1847 og i

1861 var nærmest identiske. Som historiker Rowena Reed har noteret sig; i begge tilfælde stod

USA over for en fjende med en meget lang kystlinje, navigable og sejlbare floder som

gennemtrængte dets indre terræn, en afhængighed af udenlandsk handel, og en lille flåde. Den

eksekverede strategi i Mexico havde indeholdt; en blokade af den mexicanske kyst, en

værnsfælles operation i angrebet på Vera Cruz og erobringen af Mexico City, der var gennemført

som en ren landmilitær operation. Denne opdeling bærer en slående lighed med Scotts plan i

104

Sidst i april 1861 skrev den ambitiøse McClellan til Scott for at foreslå en operationsplan, hvis formål det var at lette presset på Washington og bringe krigen til en hurtig afslutning. Tyngden i McClellans plan var en troppebevægelse på 80.000 soldater, som skulle krydse Ohio-floden og via det vestlige Virginias Kanawha Valley, kulminere med erobringen af Richmond og ødelæggelsen af den konføderale hær. McClellans fejlbehæftede plan, ifølge historikeren Stephen Sears, inspirerede Scott til at formulere sin egen strategi. Sears, The Civil War papers..., McClellan til Scot, 27. april 1861, pp..2-13 105

Se bilag 2 106

Se bilag 2 107

Scott til McClellan, 3. maj 1861, ORA, ser. 1, vol. 51, del I, pp. 369-370


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

26

1861. Reed har anført, at Scott blot tilpassede en allerede afprøvet strategi til at passe ind i en ny

situation under den forudsætning; at alt hvad der havde virket i Mexico i 1847 ville virke lige så

godt imod Konføderationen.108

Til trods for det indsigtsfulde i Reeds argument ignorerer det grundlæggende forskellen mellem de

to strategier. Strategien i Den Mexicanske krig, havde ifølge historiker Allan Peskin "været et

direkte angreb på den mexicanske hovedstad for hurtigt at afslutte krigen med ét stort slag - en

meget anderledes plan end den langsomme økonomiske strangulering Scott planlagde på i

1861".109 Scott håbede på at undgå de blodsudgydelser, der utvivlsomt ville følge med et direkte

angreb på Konføderationens hovedstad. En effektiv blokade ville kunne isolere Konføderationen

fra al udenrigshandel og kontrollen med Mississippi-floden og New Orleans ville adskille

Konføderationen fra dets forsyningskilder i Vest. Scotts strategi med en metodisk omringning af

Konføderationen fik hurtigt tilnavnet Anaconda Planen.110

Selvom den føderale strategi ville undergå flere ændringer i løbet af konflikten, forblev Anaconda

planen, som historikeren James McPherson beskriver, en del af den føderale militærstrategi

Krigen igennem.111 Desuden var de væsentligste elementer i planen; en blokade af sydstaternes

kyst; en værnsfælles operation for at sikre kontrollen med Mississippi-floden - en meget præcist

opsummering af de primære strategiske opgaver, der udførtes af den føderale flåde i Louisiana

indtil medio 1863, da erobringen af Vicksburg og Port Hudson åbnede floden til Unionens kontrol.

Med hans plan om erobring af Forterne Jackson og St. Philip, og besættelsen af New Orleans,

kom Scotts forudsigelser om New Orleans til at spille en vigtig rolle som fokus for de sømilitære

operationer.

Til trods for det indsigtsfulde i Anaconda-planens grundlæggende strategi, ville operationerne på

Mississippi-floden bevæge sig i en anden retning end Scott havde forestillet sig. Mens Scott

planlagde erobringen af New Orleans som kulminationen på en værnsfælles bevægelse op ad

Mississippi-floden, faldt byen tidligt i krigen. Som følge heraf ville den kulminerende operation, for

at sikre kontrollen med floden, forekomme ved Vicksburg.

Welles, skriver i februar 1863 spottende om Scotts strategi som en uklog og rent defensiv tilgang,

som han havde modsat sig fra begyndelsen.112 Ikke desto mindre er Scotts tanker og indflydelse

på udviklingen af Unionsflådens strategi indlysende i Welles ministerrapport, som blev offentliggjort

den 2. december 1861.113

108

R. Reed, p. 4 109

Perkins, "Winfield Scott", p. 250 110

T. Ropp, p. 71 111

J.M. McPherson, p. 42 112

G. Welles, Diary of..., Vol. 1, p. 242 113

I rapporten skitserede Welles tre martime operationslinjer:

Lukning af alle de oprørske havne langs en kystlinje på næsten 3000 sømil i form og under de krævende

bestemmelser som regulere en international blokade.

Organiseringen af værnsfælles flåde- og landmilitære ekspeditioner som kan operere med styrke mod forskellige

mål på sydstaternes kyst, samt yde effektiv maritimt støtte til og samarbejde med sådanne ekspeditioner efter deres

landgang, herunder under operationer på Mississippi og dens bifloder støtte til hæren i afbrydelsen af oprørernes

indbyrdes kommunikation.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

27

Unionsflådens tredje strategiske opgave udviklede sig med baggrund i begivenhederne i de første

måneder af blokaden. Kaperskibet CSS Sumters brud på blokaden ved New Orleans i juni 1861,

som gennemgås senere, forårsagede ikke kun en enorm forlegenhed i Flådeministeriet, men det

blev starten på sydens sømilitære operationer mod den føderale handelsflåde. Udover

deployeringen af et lille antal fartøjer til at jage kaperskibene, havde de aktive operationer mod

kaperskibene få direkte implikationer på flådens operationer i Louisiana.114

De første to strategiske opgaver tjente som en grundlæggende guide til Unionens sømilitære

operationer i Louisiana området fra begyndelsen af blokaden maj 1861 til åbningen af Mississippi i

juli 1863. Selv om den primære opgave med blokade af sydstaternes kyst klart var en

flådeoperation, havde det politiske niveau med Welles i spidsen oprindelig kun set flåden spille en

birolle i forhold til hæren i sikringen af Mississippi-floden.115 Flåden kom i sidste ende til at spille en

langt større rolle på Mississippi-floden end Welles indledningsvis havde forestillet sig. I

begyndelsen af 1863 havde Welles to eskadre som opererede der, og åbningen af floden ville blive

genstand for Unionsflåden samlede fokus.

4.7 Sammenfatning Da blokaden af New Orleans blev effektueret i maj 1861, var de grundlæggende hovedtræk i den

føderale strategi til søs etableret. Lincoln reagerede på krisen ved Fort Sumter og sydstaternes

opfordring til etablering af kapervæsnet ved at beordre en handelsblokade af Konføderationen.

Derfor blev den føderale flådes primære strategiske opgave hurtigt etableret. Elementerne i

blokadestrategien havde været til stede i USAs (maritime) konflikter fra den Amerikanske

Uafhængighedskrig til Den Mexicanske krig. Beslutningen om at proklamere en blokade i stedet for

anvendelsen af "lukning" af havnene var dikteret af ønsket om at undgå indblanding fra fremmede

nationer ved at overholde international lov. Dette illustrerer hvordan de diplomatiske, politiske og

økonomiske hensyn kan påvirke udviklingen af en strategien i lige så høj grad som de militære

overvejelser og forhold. Faktisk var Unionsflåden, som dens forfatning var i april 1861 ude af

stand til at implementere en effektiv blokade af den omfattende konføderale kystlinje, som krævet

af Lincoln, hvorfor den både organisatorisk og teknologisk var utidssvarende. Hvis Unionsflåden

håbede på at udnytte og drage fuld fordel af sin maritime overlegenhed, var det afgørende med en

hurtigt transformation ved at tilvejebringe en flåde af egnede skibe.

Transformationsopgaven med udvidelsen af flåden faldt på flådeministeren Welles, en dygtig

administrator som var godt klædt på til at imødegå manglerne i skibe, personel og organisering af

flåden. Uden højtstående søofficer til at vejlede den operative planlægning havde Welles også

Aktiv bekæmpelse af kaperskibe som vil forsøge at stikke til søs.

Disse operationslinjer, skrev han "constituted a triple task more arduous . . . than has before been demanded from the maritime power of any Government." I sin rapport "Report of the Secretary of the Navy", henviste Welles til blokaden som "lukning af alle de oprørske havne...under de krævende bestemmelser som regulere en international blokade [min fremhævelse]". Welles mente fortsat at den rette tilgang var en "lukning" snarere end en "blokade". I sin dagbog skriver han den 22. august 1863 med henvisning til blokaden som "the error" Mr. Seward skabte fra starten, da han insisterede på oprettelsen af en blokade med hjemmel i international lov i stedet for en "lukning" af havnene med hjemmel i den nationale lovgivning, hvilket resulterede i at oprørerne kunne anerkendes som krigsførende. (Welles, Diary of.., Vol. 1, p. 414.) 114

S. C. Tucker, "Raphael Semmes...",pp. 56-58 115

Roberts, p. 9


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

28

ansvaret for udfærdigelsen af den føderale flådestrategi. De primære strategiske opgaver Welles

udviklede afslørede indflydelse og påvirkning fra Anaconda planen, som planlagde en kombination

af en flådeblokade og værnsfælles bevægelser på Mississippi. Disse to primære strategiske

opgaver - flådeblokaden af sydstaternes kyst og værnsfælles operationer på Mississippi - ville lede

Unionens sømilitære operationer i Louisiana indtil juli 1863.

5 AFSKRÆRELSEN AF "HALVMÅNEBYEN"116 "Everything relating to the capture of New Orleans must always be interesting"117 D.D.Porter

5.1 David D. Porter David Dixon Porter blev født ind i flådens øverste hierarki i 1813118 I sin tid i den amerikanske flåde

var Porter tjenestegørende på havet i Mediterranean Squadron, finpudsede Porter også sine

sømandskabsmæssige færdigheder i Coast Survey119 (søopmålingen). Porter's tjeneste i Coast

Survey gav ham dermed værdifulde erfaringer i gennemførelsen af operationer i kystnære områder

på lavt vand, idet han deltog i kortlægningen af nogle af Amerikas travleste vandveje og havne.

Under den Amerikansk-Mexicanske Krig, deltog han i blokadetjenesten af den mexicanske

havneby; Vera Cruz. Porter udmærkede sig i Den bl.a. ved at vise taktisk dygtighed, aggressiv

ledelse og krigerisk ånd; det der skulle blive hans varemærke under Borgerkrigen. Porter spillede

en central rolle i planlægningen og udførelsen af flådebombardement af Vera Cruz i marts 1847 og

den efterfølgende sikring af Tabasco floden, hvor hans færdigheder som søopmåler havde bibragt

flåden fordelagtige engagements positioner, samt sikret fjernelsen af undersøiske forhindringer,

der muliggjorde en senere erobring af byen.120

I mellemkrigsårene var Porter engageret med en bred vifte af opgaver og var en tid

tjenestegørende i den civile handelsflåde, som kaptajn. Her fik han ligeledes kendskab og erfaring

med dampdrevne skibe og blev kendt for sædvanlige energi og ry for hurtigt at få skabt disciplin

samt effektivitet.121

116

New Orleans kaldes i folkemunde for "The Crescent City" pga. den halvmåneform byen antager i forhold til Mississippi-flodens løb. 117

Porter, Incidents and..., p. 47 118

Hans far, flottilleadmiral David Porter, krydsede i 1813 rundt i Stillehavet på fregatten Essex, på jagt efter britiske kaperskibe. Den berømte søhelt havde tidligere deltaget i krigshandler i Barbary Wars og gennemførte der Amerikas første flådeblokade. (R. Zacks, pp. 17-30). Hans far opsagde i 1826 opsagt sin officersbestaltning efter en krigsret med efterfølgende suspension for handlinger han havde begået under en tvist i Puerto Rico. Porter fulgte sin far til Mexico, hvor ex-admiralen blev den mexicanske flådes øverste maritime rådgiver. Teenageren Porter oplevede betydelige krigshandlinger i den mexicanske flåde og sad i en periode i spansk krigsfangenskab. (C. G. Hearn, Admiral Porter, p.7-11). Efter hans løsladelse returnerede Porter til USA og blev amerikansk kadet i februar 1829 og som historikeren Chester G. Hearn udtrykker det "havde Porter allerede deltaget i flere krigshandlinger og havde mere erfaring end de instruktører som overså hans sømilitære uddannelse". (C. G. Hearn, Admiral Porter, p.11) 119

Coast Survey var en videnskabelig organisation, der hørte under Finansministeriets ressortområde, men som fik betydelig støtte fra flåden, der leverede officerer til at hjælpe med at kortlægge Amerikas kystlinjer. (Carney, p. 210) 120

Hearn, pp. 25-27 121

Melia, p. 229


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

29

Porter vendte tilbage til aktiv flådetjeneste i 1855, som historikeren Charles Dufour beskriver,

"thoroughly familiar with the Gulf waters and the Mississippi River."122 Selvom årene med civil

tjeneste havde efterladt ham langt nede på anciennitetslisten, tilbød Krigen trods alt muligheder for

hæder og hurtig forfremmelse. Efterhånden som krisen ved Fort Sumter intensiveredes efter

Lincolns indsættelse, havde Porter, med sin plan123 om at styrke Pensacola's Fort Picken som

redegjort for i afsnit 4.4, fået den nye præsidents opmærksomhed.

Ovenstående anskueliggør at Unionen i Porter havde en erfaren, dygtig og ikke mindst effektiv

militær leder, hvilket styrker organisationskomponenten og dermed den militære faktor. Porter var,

som der ses senere i specialet, en ambitiøs og dygtig sømilitær leder, der forstod at omsætte

strategiske retningslinjer til operative handlinger. Handlinger som medførte at de overordnede

flådestrategiske mål senere blev opnået igennem en forståelse af unity of effort i den værnsfælles

ramme.

5.2 New Orleans - The Crescent City Som den føderale flåde implementerede sin strategi for at isolere Konføderationen i de første dage

af krigen, var New Orleans, som historikeren John D. Winters skriver, "bestemt til at blive et af de

vigtigste mål for den føderale blokade."124 I 1861 var den kosmopolitiske by, blevet Sydens rigeste,

mest velstående by og en af dets primære industrielle centre.125

Mens Konføderationens industrielle kapacitet haltede langt bagefter Unionens, havde New Orleans

potentiale til at blive et betydeligt industrielt kraftcenter. New Orleans var en af Sydens primære

skibsbygningscentre sammen med Gosport Navy Yard, som blev erobret i april. På det tidspunkt

havde skibskonstrutørene i New Orleans allerede påbegyndt klargøringen af dampskibe, der skulle

tjene som kapere. Byens fremspirende tøj- og skoproducenter, krudtmøller, og saltværker kunne

vokse til at understøtte krigsindsatsens behov. Desuden kunne jernstøberierne konverteres fra

produktion af tungt maskineri til fremstilling af tunge kanoner, håndvåben, kugler og granater.126

Byens samhandelsvolumen på nationalt plan rangerede kun efter New York. Økonomen David

Surdam bemærker, at "New Orleans was the great Southern trade center, dwarfing all of the

remaining Southern ports," og "the value of its domestic exports" oversteg "the remaining Southern

ports combined."127 Byens placering på Golf kysten gjorde den til et knudepunkt for regional og

international handel. Hertil kom dens forbindelse til den enorme Mississippi-flods indre system af

bifloder, som udgjorde et vital kommerciel link til USAs indre.128

New Orleans tjente som det primære distributionscenter for tobak, sukker, oksekød fra Texas,

melasse og korn; dog var den mest betydningsfulde eksportvare bomuld. Byen var, ifølge historiker

122

Dufour, p. 130 123

Udenrigsminister Seward, der følte sig sikker på at Fort Pickens kunne forstærkes uden at det provokerede sydstaternes passion for løsrivelse, anmodede om Porter's input til en potentiel operation. I et sjældent tilfælde af underdrivelse for Porter, bemærkede han i sin genfortælling af hændelsen, at “the best of feeling did not exist between the heads of the State and Navy Departments.”. (Porter, Incidents and ..., pp. 13-15.) 124

Winters, p. 46 125

Hearn, The Capture of..., p. 8 126

J.D. Winters, p. 61 127

D.G. Surdam, Northern Naval Superiority..., p.11 128

J.D. Milligan, p. xvii


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

30

Stephen Wise, "was the forcal point of the world's cotton trade" og eksporterede mere bomuld i

1860 end alle andre havne i USA tilsammen.129 Men en underudviklet jernbaneindustrien betød, at

det meste af bomulden og andre varer blev fragtet på Mississippi-floden med dampskib eller langs

kysten på små kystfartøjer.

Trods betydningen af New Orleans som havneby, havde byen, som Wise notere sig, "some natural

features that limited its use and could keep it from reaching its full potential." Selv om der var flere

sejladsruter fra Den Mexicanske Golf til byen, kunne kun få af dem anvendes af de større skibe

som frekventerede havnen. 130 Kun fartøjer med lav dybgang kunne nærme sig byen fra øst

gennem Lake Pontchartrain. Fartøjer, der nærmede sig fra vest, blev tvunget til at navigere i

lavvandsområdet ved Barataria Bay eller Berwick Bay og derefter gennem et netværk af bayous131

til New Orleans.

Den primære indsejling til byen var Mississippi-floden. 75 sømil nedenfor New Orleans blev floden

opdelt i fire løb, som Hearn noterer, "pointed outward much like the claws of a giant bird, with its

leg serving as the river and its ankle joint as Head of Passes132."133 Alle fire løb var udsat for et

konstant skiftende flodløb, som ændrede både kursen og dybden for sejlruten. Slæbebåde var

afgørende på floden til at flytte de dybgående fartøjer, der løb på grund på de skiftende sand- og

mudderbarer. De betingelser, der udfordrede handelstrafikken på floden, ville også komme til at

udfordre Unionsflåden i dens blokadetjeneste.134

5.3 Blokaden begynder New Orleans blev i de indledende dage af blokaden ignoreret. Fort Pickens og dets føderale

garnison var til stadighed truet af de konføderale styrker, hvilket derfor blev det primære fokus for

flådeoperationerne i Golfen.135 Manglen på blokadeskibe ud for New Orleans blev et problem i

begyndelsen af maj, hvorfor Welles beordrede flere skibe til området.136

Welles der var klar over, at kun en effektiv blokade kunne stoppe essentiel og kritisk krigsmateriel

fra at nå sydstaternes havne, begyndte at udstede ordrer til flere flådeskibe om for at forlægge

mod Golfen for at forsegle New Orleans og Mobile. McKean bemærkede til Welles ved sin

ankomst blokadeskibenes dårlige forsyningssituation - især i relation til kul - samt at to

blokadeskibe langt fra var tilstrækkeligt til effektivt at blokere Mississippis udløb.137

129

S.R. Wise, p. 21 130

Ibid., p. 22 131

En bayou er et lille vandområde (biflodløb) med langsomt løbende eller stillestående vand. I mange bayous skyldes de eneste strømninger vind eller tidevand. 132

Se bilag 4 133

Hearn, Admiral Porter, p. 54 134

S.R. Wise, p. 22 135

Hearn, Admiral Porter, pp. 47-78 136

Den 4. maj 1861 udstedte Welles ordre til kaptajn William W. McKean , chef for Niagara, om at forlægge til

blokadetjeneste i den Mexicanske Golf. Kun to dage før, var McKean blevet beordret til at sejle fra New York til Charleston for at etablere en blokade af byen. I mellemtiden havde Welles modtaget så vigtige oplysninger, at han anså det for essentielt at sende yderligere et skib til Golfen. Welles havde erfaret at en ladning med våben fra Belgien snart ville ankomme til New Orleans og Mobile og de skulle standses. (Welles til Mckean, 4. maj 1861, ORN, Vol. 4 pp. 155-

156) 137

Mckean til Welles, 27. maj 1861, ORN, Vol. 4, pp. 181-182


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

31

I rapporteringen til flådeministeren omkring blokaden beskrives en række af de udfordringer som

blokaden stod overfor i de indledende dage af blokaden af New Orleans. Dette peger på at uden

flere skibe, især fartøjer med lav dybgang til at bevogte indsejlingerne til floden, ville blokaden ikke

være effektiv, og derfor ikke bindende. Behovet for større besætninger var en anden presserende

sag. Fordi prisebesætninger skulle afgives til beslaglagte fartøjer, var der et akut behov for

yderligere officerer og mænd for at sikre blokadeskibenes fortsatte operationer. Porter påpegede

overfor Welles, at "the present allowance of crews to vessels is for peace establishment and is not

suited at all to times of war, if it is intended that the vessels shall be efficient."138 Yderligere

frygtede Porter, at de snart ville være løbet tør for kul, og Porter advarede Welles, at han "soon

only be able to lie at the bar like a sailing ship."139

Et andet problem blokadetjenesten var konfronteret med var mere verdslige, men ikke desto

mindre udfordrende. Blokadetjenesten var præget af lange strækninger af intens kedsomhed kun

afbrudt af korte perioder med vanvittig aktivitet. Mahan, der tilbragte det meste af Krigen på

blokadetjeneste beskrev senere tjenesten som "dead monotony of the blockade" og selv for

erfarne sømænd var "the largest reservoir of anecdotes was sure to run dry."140

Implementeringen af det primære element i flådestrategien viste derfor med al tydelighed som en

enorm udfordring. Welles forsøgte organisatorisk at forenkle udfordringen ved at opdele

blokadeansvaret mellem to kommandoer - Atlantic og Gulf Blockading Squadrons. Flottilleadmiral

William Mervine fik kommandoen over Gulf Blockading Squadron med et ansvarsområde

dækkende fra Key West til Rio Grande. Mervine sendte en rundskrivelse til sin nye kommando,

hvori han mindede om "the great necessity that exists for prompt and energetic action, untiring

vigilance, and devotion to duty" som var påkrævet til at "crush the hydra of secession." 141

"Energetic" og "untriring" var næppe ord, der kunne bruges til at beskrive den nye eskadrechef .

Kommandør Samuel F. Du Pont beskrev den 70-årige Mervine , en veteran fra krigen i 1812 , som

"den mest tykhovede officer, vi har".142 Mervine var et passende eksempel på argumentet for et

eftersyn af flådens antikverede pensioneringssystem.

Mervine havde sit eget sæt af problemer at slås med som chef for Gulf Blockading Squadron.

Historikeren Kevin Weddle har sammenfattet de udfordringer, som blokadens chefer stod overfor;

"lack of local knowledge, command and control problems, and logistics."143

Ovenstående forhold peger på at det primære element i flådestrategi; blokaden ikke umiddelbart

lod sig effektivt operationalisere ved New Orleans, Gulf Blockading Squadron mest kritiske opgave.

Den komplicerede geografi langs Louisianas kystlinje med dets mange bugter og bayous samt de

skiftende kanaler og varierende vanddybder i Mississippi-floden, frustrerede konstant

blokadeskibene og pressede dermed både organisations og teknologi komponenten i forhold til at

tilvejebringe dampdrevne skibe som kunne manøvrere i de komplicerede farvande. Organisationen

var yderligere presset af manglen personel samt evnen til effektiv at føre kommando og kontrol

138

Porter til Welles, 30. maj 1861, ORN, Vol. 4, pp. 188-189. 139

Porter til Welles, 30. maj 1861, ORN, Vol. 4, p. 194. 140

Mahan, From Sail to Steam, p. 174-175 141

Mervine til Gulf Blockading Squadron, 7. juni 1861, ORN, Vol. 16, p. 532 142

S.F. Du Pont, Vol. I, p. 75 143

K. J. Weddle, p. 109.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

32

pga. størrelsen af Gulf Blockading Squadron ansvarsområde. Yderligere var New Orleans også

vanskeligste området at understøtte logistisk. Som historiker Dennis Ringle har fremhævet, "ships

enforcing the blockade in the Gulf of Mexico operated at the end of the navy’s supply tether."144,

hvilket blot understreger pointen om at flådestrategien primære opgave kun vanskeligt lod sig

operationalisere i praksis da organisationen og teknologien ikke var tilstrækkelig gearet.

Efterretninger om at dampskibet CSS Sumter var ved at blev klargjort havde dog vækket

Unionsflådens interesse.145

5.4 CSS Sumter bryder blokaden Konføderationens flådeminister S. Mallory indså hurtigt, godt hjulpet på vej af Orlogskaptajn

Semmes, at sydstaterne ikke havde nogen nævneværdig flåde, hvorfor han blev en stærk fortaler

for søfartskrig. Som Semmes skrev, godkendte han en strategi for at bruge et velorganiseret

system af privatbevæbnede skibe til at operere i samarbejde med den stående flåde i

bekæmpelsen af fjendens handelsskibe. Fordi den "commercial marine" var "the enemy’s chief

source of wealth" og ville være "a powerful means of enabling him to carry on the war" blev det "an

object of the first necessity . . . to strike at his commerce."146

Semmes havde erfaret fra Mallory om eksistensen af et dampskib i New Orleans navngivet

Habana, som med de rette modifikationer, kunne blive en passende krydser i søfartskrigen.

Semmes anmodede straks om og fik kommandoen over skibet, som blev omdøbt CSS Sumter til

ære for den nylige konfødererede sejr.147

Sumter brød Unionens blokade den 30. juni efter en lang forfølgesaktion. Sumter ville erobre 18

priser over de næste seks måneder, før krydseren blev blokeret af Unionsflåden ved Gibraltar.

Selvom Porter senere ville kalde begivenheden "en af de mest spændende jagter i krigen",

herunder refererede til Semmes brud af blokaden, som "et modigt og flot eventyr," forårsagede

sagen en enorm forlegenhed for Welles.148 Welles skrev til Mervine med angivelse af "the [Navy]

Department regrets to learn that a rebel steamer . . . passed out of the Mississippi and has been

committing serious depredations on our commerce in the Gulf." Welles mindede om at "no more

privateers must be permitted to make their way into the Gulf" og han lovede, at han ville fortsætte

med at fremskaffe fartøjer til at gennemføre en effektiv blokade.149

Dette illustrerer to forhold. For det første betegner udbruddet den eneste reelle operative handle

mulighed som sydstaterne kunne bringe i spil i Krigen; søfartkrigen som blot understreger Sydens

svage sømilitære position, men det understreger også at blokaden ikke effektivt kunne

implementeres, hvilket bl.a. kan tilskrives flere af forholdene i forrige afsnit.

144

D.J. Ringle, p. 114 145

Porter til Mervine, 19. juni 1861, ORN, Vol. 16, pp. 563-564. 146

R. Semmes, p. 93 147

Ibid., p. 93-94 148

D.D. Porter, The Naval Histor..., pp. 605-606 149

Welles til Mervine, 16. juni 1861, ORN, Vol. 16, p. 587


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

33

5.5 Welles svarer igen

Siden Fort Sumters fald og Lincolns blokadeproklamation havde Welles haft travlt med, som Niven

beskriver , at lægge "every effort to build up a Navy that would convert a paper blockade to a real

blockade and a tiny, largely obsolete fleet into a strong, modern striking force."150 Lincoln, som

havde tilstået overfor Welles at "han kun viste lidt om skibe" , gav sin flådeminister frie hænder til

at omdanne flåden.151

Welles indledte hurtigt et program til at reorganisere Flådeministeriet, fremskaffe nye og mere

praktiske skibe, rekruttere og uddanne officerer og mænd til at bemande dem. Welles havde dog

først og fremmest behov for assistance i forhold til løsningen af den operative og administrative

byrde med at lede en flåde i krigstid. Gustavus V. Fox, som havde vundet beundring for sit

lederskab af Sumter operationen, blev udnævnt assisterende flådeminister i Flådeministeriet. Som

historiker Charles O. Paullin bemærkede, "Fox’s career both in and out of the navy admirably fitted

him for the assistant secretaryship."152 Fox havde ikke kun stor operativ erfaring, men han var

vellidt af mange officerer i aktiv tjeneste, herunder Porter. Welles og Fox etablerede hurtigt et

effektivt samarbejde, hvor Fox påtog sig ansvaret for en stor del af den operative planlægning i

Flådeministeriet.153

Et anden afgørende forudsætning var flere skibe til støtte for blokaden. For at opfylde dette behov

vedtog Flådeministeriet flere foranstaltninger for at øge størrelsen af flåden. Den første

foranstaltning var, som Soley har udtalt, "to buy everything afloat that could be made of service."154

USA's store handelsflåde var en kilde til fartøjer, der med hurtig påsætning af passende armering,

nemt kunne konverteres til brug i flåden. Ved udgangen af 1861 var mere end halvfems skibe

erhvervet. 155 Mens disse konverterede handelsskibe var egnede til at udfylde en post i

blokadetjenesten, bemærker Niven at de, "were not designed for offensive operations against forts

and the pursuit of fast, heavily-armed Confederate cruisers."156 Det umiddelbare behov for kapable

skibe tvang Welles til at hverve hjælp hos private skibsværfter til at supplere nybygningerne på

flådeværfterne. Flådeministeriet kontraherede disse med bygningen af små, svært bevæbnede

skibe, kaldet "ninety-day gunboats", hvis primære tjeneste blev blokaden. Disse kanonbåde

udførte fremragende tjeneste under krigen og ville spille en væsentlig rolle på Mississippi-floden.157

Som en sidste foranstaltning i bestræbelserne på at øge størrelsen af flåden var nybygningen af

panserskibe, hvoraf det mest berømte design var John Ericsson's Monitor.158

I forhold til manglen på personel iværksatte Welles også et program, idet den store indsats med

skibsbygning ikke tjente noget formål uden besætninger til at bemande dem. Som nævnt ovenfor

var en af de første udfordringer for blokadens skibe behovet for flere mænd og officerer til at

bemande priseskibe. Fordi dette behov kun ville blive forværret af den hurtige bygning af nye

150


Lincoln, Lincoln til Welles, 14 maj 1861, Vol. 4, p. 370 152

Paullin, p. 255 153

Ibid., pp. 258-259 154

Soley, pp. 17-20 155


Ibid., p. 331 157

Carney, p. 68. 158

Hackemer, p. 78


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

34

fartøjer, skulle programmet producere hurtige resultater. Ved udgangen af året var antallet af

personel i sømilitær tjeneste tredoblet fra 7.600 til 22.000.159

Ovenstående demonstrere den store føderale indsats med at bringe balance i den militære faktor

således at den operativt kunne anvendes effektivt i løsningen af den flådestrategiske

blokadeopgave.

5.6 Blockade Board I "Memoranda of Military Policy Suggested by the Bull Run Defeat." understregede Lincoln med et

eneste punkt vedrørende flådeoperationer vigtigheden af flådens blokadestrategi: "Let the plan for

making the Blockade effective be pushed forward with all possible dispatch."160 På dette tidspunkt

havde Welles allerede taget et vigtigt skridt i forsøget på at forbedre effektiviteten af blokaden, med

oprettelsen af, hvad historikeren Roberts har kaldt, en "temporary study group" til at undersøge

blokadens udfordringer. Blockade Board 161 ville i stort omfang komme til at influere på

flådestrategien gennem sine detaljerede rapporter og anbefalinger for opretholdelsen af

blokaden.162

Blockade Board mødtes første gang ultimo juni 1861 med Du Pont som formand. Du Ponts havde

blokadeerfaring og erfaring fra andre arbejdsgrupper, som f.eks. Navy Retiring Board, gjorde ham

særdeles kvalificeret som formand for Blockade Board.163

Blockade Board’s henstillinger blev samlet i seks rapporter, der henvistes til som "memoirer", der

som historiker John Hayes beskriver, "outlined the hydrographic conditions along the Atlantic and

Gulf coasts of the Confederacy, recommended points to be seized for bases, and provided other

guidance for blockade operations."164 Bestyrelsens femte rapport, der beskæftigede sig med hele

kysten fra Florida Keys til Rio Grande, var opdelt i seks sektioner efter geografiske karakteristika.

New Orleans, der med dets forskellige indsejlinger, blev adresseret først, idet bestyrelsen havde

vurderet den vigtigst i regionen.165

Rapporten undersøgte på udtømmende vis Louisianas kystlinje i forsøget på at tilvejebringe

oplysninger om den labyrintiske geografi af søer, bugter, bayous, sumpe og kanaler, der forbandt

New Orleans og Mississippi-floden til Den Mexicanske Golf. Derudover havde bestyrelsen søgt at

undersøge egnetheden af disse forskellige vandveje med henblik på gennemførelsen af sømilitære

operationer. Mississippi Deltaet og Head of the Passes fik særlig opmærksomhed og bestyrelsen

angav detaljerede oplysninger om de strømme, vanddybder og tidevandskarakteristika for

områderne.166

Det mest bemærkelsesværdige ved rapporten var de korte anbefalinger bestyrelsen fremsatte om

fremtidige flådeoperationer ved New Orleans. Det primære spørgsmål, der blev adresseret, var en

159

Roberts, p. 26 160

Lincoln, Memoranda of Military Policy Suggested by the Bull Run Defeat, 23 juli, Collected Works..., Vol. 4, p. 457 161

Omtales herefter også som bestyrelsen. 162

Roberts, p. 13 163

Weddle, p. 111 164

Hayes i Du Pont, Samuel Francis Dupont..., Vol. I, p. xviii 165

First report for blockading the coast bordering the Gulf of Mexico, 9. august 1861, ORN, Vol. 16, p. 619. 166

Ibid., p. 627


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

35

planen der skulle, som rapporten anførte: "embrace the conquest of [New Orleans] or the sealing

up its trade and navigation." Bestyrelsen skønnede at erobringen af New Orleans krævede et

betydelig antal fartøjer og tropper og kunne kun opnås gennem en langsommelig fremrykning ved

hjælp af belejringer for at nedkæmpe de konføderale befæstninger på floden. Bestyrelsen

betragtede en sådan operation "incompatible with the other nearer and more urgent naval and

military operations in which the Government is now and will be for some time hereafter engaged"

og derfor anbefaledes, at emnet "be deferred for the present."167

Bestyrelsen anbefalede yderligere en afskærelse af New Orleans fra al handel, idet den var

overbevist om, at "the moral effect of such a course will be quite as striking as that of its

possession by the United States." Afslutningsvis angav bestyrelsen to yderligere anbefalinger, der

ville få et centralt fokus i de fremtidige sømilitære operationer. For det første anbefalede

bestyrelsen at de sømilitære styrker erobrede Ship Island, der således kunne tjene som logistisk

støttepunkt for flåden: Bestyrelsen betragtede erobringen af Ship Island som det primære

virkemiddel for middel i forsøget på at afskære New Orleans.168

Den anden væsentlige anbefaling var "complete fortification of the fork of the Mississippi at or just

above the Passes."169 Bestyrelsen kom med yderligere kommentarer til dette punkt i en senere

rapport, idet "the seizing of the Head of the Passes170 would not be attended with any difficulty, or

even be resisted." Fordi en besættelse af dette område "would invite the most determined attacks"

vurderedes at en stærk flådestyrke, inkl. panserskibe permanent skulle placeret i området.171

Bestyrelsens arbejde peger derfor på, at dets anbefalinger udgjorde et "roadmap for the Union

navy to conduct a major portion of its early strategic responsibilities."172 Ved New Orleans fulgte

the Gulf Blockading Squadron, ifølge Weddle, "almost exactly the board’s recommended course of

action."173 Yderligere kunne dets betragtninger om oprettelsen af et lokalt støttepunkt for logistik på

Ship Island medvirke til at forbedre udholdenheden hos de operative enheder, hvilket er helt i tråd

med Mahan teorier om baser og støttepunkter for flåden.

Men som bestyrelsen havde forudsagt ville de konføderale flådestyrker kæmpe en indædt og bitter

kamp ved Head of the Passes.

5.7 Affæren ved Head of the Passes Efterhånden som sommeren 1861 nærmede sig sin afslutning, så det ud til at gennemførelsen af

bestyrelsens forslag vil blive lettere end først antaget, idet konføderale styrker opgav at holde Ship

Island mod truslen fra det stigende antal af blokadeskibe.174

Welles, der var skuffet over Mervine's manglende performance, afsatte ham fra hans kommando

tidligt i september og afløste ham med Mckean ultimo september. McKeans første prioritet var at få

167

First report for blockading the coast bordering the Gulf of Mexico, 9. august 1861, ORN, Vol. 16, p. 627 168

Ibid., pp. 628-629 169

Ibid., p. 628 170

Se bilag 3 171

"Third report for blockading the coast bordering the Gulf of Mexico", 19. september 1861, ORN, Vol. 16, p. 680 172

Weddel, p. 107 173

Ibid., p. 121 174

Winslow til Pope, 20. september 1861, ORN, Vol. 16, p. 683.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

36

kontrol over Head of the Passes.175 McKean var ikke sen til at reagere. Allerede primo oktober

opererede fire føderale orlogsfartøjer, to damp- og to sejldrevne ved Head of the Passes. McKean

frygtede dog "the vessels in the river [were] in jeopardy." Et af de to sejlskibe Richmond, der kort

havde været i kamp med konføderale orlogskibe, rapporterede at det på grund af manglende

manøvredygtighed, var sejlskibe ikke meget bevendte i det kystnære inden skærs miljø176

McKean havde yderligere grund til at frygte for sikkerheden for skibene ved Head of the Passes.

Rygter havde siden juni løbet om en konfødereral plan om at angribe Unionens blokade. I juli

indløb yderligere efterretninger om at de konføderale i New Orleans havde udstyret et dampskib

med et "iron horn".177 Skibet var CSS Manassas, en tidligere slæbebåd. Skibet var jernbeklædt og

udstyret med en vædrestævn i jern, som dets primære våben. Manassas angreb sammen med tre

brandskibe og seks flodbåde medio oktober. Unionens skibe lå til anker, da angrebet ramte og

Richmond (træskib) fik slået et stort hul i siden. I den efterfølgende kamp løb de to føderale

sejlskibe på grund og de øvrige flygtede mod åbent hav.178

Hændelsen tvang McKean til at revurdere Gulf Blockading Squadrons operationer. Affæren

demonstrerede med al tydelighed det ineffektive ved sejlskibe som blokadeskibe. "The smallest

steamer, mounting one heavy rifled gun", erkærede McKean til Welles, "would be more serviceable

than a heavy sailing frigate." McKean anmodede om, at eskadren ikke skulle bebyrdes med flere

sejlskibe.179 McKean kalkulerede på den baggrund det første grundige estimat på antallet og typen

af skibe, der påkrævedes for at iværksætte en effektiv blokade - en opgave som Blockade Board

havde forsømt. Som Weddle bemærkede, denne "fundamental oversight . . . was one of the

board’s few failures." 180 McKean anbefalede otteogtredive fartøjer til eskadren, heraf seks

dampskibe til Head of the Passes.181 Den omfattende opgave i bestræbelser på at erobre New

Orleans og sikring af Mississippi, tilfaldt derfor de mere manøvredygtig dampskibe.

Ovenstående øjensynliggør at flådens manglende transformation ikke kun fra sejl- til dampdrevene

skibe, men også fra træ til jern herved blev en hæmmende faktor i de operative enheders indsats

med at opretholde ikke kun blokaden, men også sikringen af essentielle geografiske positioner i

forhold til at afskære New Orleans. Den manglende implementering af de teknologiske muligheder

med dampdrevne jernskrogede skibe medførte derfor at flådens operationer med henblik på

udførelse og opnåelse af den maritime strategis mål med en effektiv blokade, herunder en

afskæring af New Orleans blev besværliggjort.

5.8 Blokadens effektivitet Mens flådeblokadens bidrag til Unionens sejr i borgerkrigen til stadighed er genstand for debat

blandt historikere, forårsagede den kommercielle blokade af New Orleans virkelig problemer for

byens borgere. I efteråret 1861 blev levering af mad og varer svindende, hvilket resulterede i en

hastigt stigende inflationen. Manglen på papir forårsagede at aviser måtte reducere deres oplag

175

Mckean til Welles, 22. september, ORN, Vol. 16, pp. 684-685 176

McKean til Welles, 10. oktober 1861, ORN, Vol. 16, pp. 700-701. 177

Porter til Mervine, 19. juli 1861, ORN, Vol. 16, pp. 601-602 178

Pope til Mckean, 13. oktober, ORN, Vol. 16, pp. 703-704 179

Mckean til Welles, 25. oktober 1861, ORN, Vol. 16, p. 708 180

Weddle, pp. 115-116 181

Mckean til Welles, 16. oktober 1861, ORN, Vol. 16, p. 731


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

37

eller helt standse deres udgivelser. Møntpenge var knappe og de konføderale papirpenge blev den

normale valuta. Blokaden fratog også vitale industrier deres nødvendige råstoffer.182

Surdam har sammenfattet blokadens virkninger på handelen i New Orleans. Som følge af

blokaden blev byens kyst-og udenrigshandel alvorligt reduceret. Selv om mere end tre hundrede

skibe ankom fra Golfen i de ti måneder forud for Unionens erobring af byen, var dette mindre end

en sjettedel af det normale antal; og kun nogle få af disse var oceangående skibe, der

transporterede udenrigshandel. Blokaden, kombineret med Unionsflådens aktivitet på den øvre del

af Mississippi-floden samt en uofficiel handelsembargo fra sydstaterne, lammede bomuldshandlen.

Bomuldsindtægterne styrtdykkede fra i alt 187.500 baller i efteråret 1860 til færre end 5.000 baller

et år senere. Bomuldsembargoen havde også den utilsigtede effekt, at den styrkede Unionens

påstand om blokadens effektivitet.183

En central strategisk effekt af blokaden, bemærker Surdam, var den manglende evne hos

skibsbyggerne i New Orleans til at importere råvarer, der var nødvendige for at konstruere

panserskibe. Som et resultat heraf skulle de nødvendig jernmaterialer og maskiner transporteres

fra den østlige del af Konføderationen, hvilket lagde yderligere pres på et overbebyrdet jernbane-

system og forårsager store forsinkelser i skibsbyggeriet. Forsinkelser der ikke kunne overvindes,

før New Orleans faldt.184

Ovenstående demonstrere at blokaden havde effekt - ikke kun lokalt i New Orleans - men på hele

Syden. Den manglende mulighed for import at råvare påvirkede industrien, herunder

skibsværfterne, der var ude af stand til effektiv at producere flådefartøjer til Konføderationen, som

illustreret i Mahans økonomiske kredsløbstanke. Dette forhold påvirker dermed også

Konføderations militære faktor i forhold at udfordre Unionens maritime overlegenhed.

5.9 Sammenfatning Det blev hurtigt klart at flåden ikke effektivt kunne udføre sin primære strategiske opgave, uden

først at afskære Konføderationens vigtigste havn. Porter som ankom ud for New Orleans maj 1861

havde en aggressiv attitude og et væld af erfaring med at operere dampskibe på lavt vand. Porter

og hans kolleger på blokadetjeneste stod over for enorme udfordringer ved udmundingen af

Mississippi: en langstrakt forsyningskæde, mangel på egnede skibe og fartøjer og den komplekse

geografi ved Louisianas kyst. Udbruddet af den konføderale krydser Sumter og den pinlige episode

ved Head of the Passes fremhævede yderligere vanskeligheden ved at udføre en effektiv blokade,

ligesom mange flådens træskibe i sagens natur kom til kort overfor jernskrogede og pansrede

skibe.

Welles reagerede ved at købe og bygge flere damp- og pansrede skibe samt øgede antallet af

tjenestegørende i flåden, mens han befriede flåden for en række inkompetente officerer og

tilpassede flådens organisatoriske struktur. Organisationsændringen omfattede oprettelsen af

posten som viceflådeminister og etableringen af to eskadre til at gennemføre blokadeoperationer

for at forbedre kommando og kontrol .

182

Winters, p. 53-55 183

Surdam, Northern Naval Superiority, p. 59 184

Surdam, The Union Navy’s Blockade..., p. 69


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

38

En midlertidig Blockade Board blev også etableret med henblik på at foretage en detaljeret analyse

af sydstaternes kystlinje. Dette med henblik på at fremsætte relevante anbefalinger til forbedring

af effektiviteten af blokaden. Den føderale flåde tilpassede sig udfordringerne ved blokadetjenesten

pligt og forårsagede derved betydelige vanskeligheder i New Orleans. Ud over sin ødelæggende

effekt på byens bomuldshandel, hæmmede blokaden konføderationen i at opbygge en flåde.

6 EROBRINGEN AF NEW ORLEANS "Everything relating to the capture of New Orleans must always be interesting."185

D. D. Porter

6.1 Sejrene ved Atlanterhavskysten Flådeministeriet reagerede på Blockade Board's anbefalinger i sommeren 1861 ved at iværksætte

en række operationer på Atlanterhavskysten. Welles havde instrueret bestyrelsen til at identificere

steder på kysten, der kunne sikres til brug som fremskudte logistiske baser, således at flåden

kunne udvide blokaden. Da sikringen og den efterfølgende besættelse af disse baser krævede et

samarbejde med hæren, krævedes det, at bestyrelsens anbefalinger blev godkendt af en gruppe af

højtstående officerer i hæren. Disse anbefalinger vandt snart Lincolns støtte. Nederlaget ved Bull

Run, som historikeren Weddle udtrykker det, efterlod Lincoln "precious few tools with which to take

the fight to the Confederacy" og "the board’s proposals promised to make the blockade work."186

I september 1861 besluttede Welles at lette det uhåndterlige kommando og kontrol problem på

Atlanterhavskysten ved at dele Atlantic Blockading Squadron i to - en nordlig og sydlig kommando

- en foranstaltning som bestyrelsen havde forslået og som historikeren Weddle bemærker, "var

det umuligt for én mand at udøve effektiv kommando fra mundingen af Chesapeake til Key

West."187

Welles handlede ligeledes hurtigt med implementeringen af bestyrelsens anden væsentlige

anbefaling, opbygningen af støttepunkter for blokadeskibene på Atlanterhavskysten. North

Carolinas Hatteras Inlet var det første sted, som blev udset til dette formål. Krigsministeriet

samarbejdede ved at levere 860 landtropper. Planen for angrebet fordrede en amfibielandgang

med landtropper i forbindelse med et flådebombardement af de to forter, der beskyttede fjorden.

Landgangen ultimo august var dårligt planlagt og udført og flådefartøjerne tvang alene forterne til

overgivelse inden landtropperne kom i land. Som den første værnsfælles operation i Borgerkrigen

etablerede det succesfulde angreb på Hatteras Inlet, ifølge historiker Rowena Reed, "a pattern

scarcely broken until the summer of 1863." 188 Ligeledes var den langt større operation for

erobringen af Port Royal næsten en gentagelse af Hatteras operationen. Enhver udsigt til en

vellykket værnsfælles operation endte, da en kraftig storm spredte og grundstøtte mange af

troppetransportskibene. Dette til trods fortsatte chefen for unionsstyrken, Du Pont angrebet med et

flådebombardement, hvilket medførte at Port Royals to forter hurtigt blev forladt og dagen efter

kunne besættes uden kamp. Selvom Du Pont var tvunget af omstændighederne omkring stormen 185


Weddle, p. 119 187

Ibid., p. 117 188

Reed, p. 12


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

39

til at opgive planerne om et værnsfælles angreb var sandheden, som Anderson sammenfatter at

"the forts fell entirely as a result of naval gunfire."189

Hvis sejrene ved Hatteras Inlet og Port Royal boostede den vigende føderale moral, ydede de

også Flådeministeriet erfaringer, der kom til at påvirke planlægningen af flådeoperationerne i

Louisiana. Ovenstående tydeliggøre at flåden havde vendt konventionel visdom på hovedet ved to

gange at påvise, at et flådebombardement alene kunne kue faste befæstninger. Yderligere

medvirkede sejrene til at etablere et mønster for værnsfælles operationer, der ifølge Reed, så det

som "the Navy’s role to reduce shore defenses by bombardment, and the Army’s to stand in the

wings, ready for the occupation." 190 Resultatet var, hvad flådehistoriker William Roberts har

beskrevet som "bombardement fever", en lidelse, den senere sejren ved New Orleans kun gjorde

lidt, for at afhjælpe.191

Dette peger på, at både de politiske og militære ledere på baggrund de militære sejre drog og

implementerede forkerte doktrinære tilgange i forhold til værnsfælles operationer, således at

effektiviteten og unity of effort i den operative opgaveløsningen ikke blev kapitaliseret i fornøden

omfang.

6.2 Planlægningen af angrebet "[If] victory has a thousand fathers"192 så var erobringen af New Orleans ikke anderledes. Welles,

Fox, og Porter hævdede alle hver i sær, at have spillet en central rolle i udformningen af en af de

mest betydningsfulde sømilitære operationer af Krigen. I virkeligheden havde de alle en rolle at

spille i at tilpasningen af flådestrategien som reaktion på sejrene på Atlanterhavskysten.

To faktorer talte dog mod et potentielt sømilitært angreb på New Orleans. For det første blev

værnsfælles operationer i forbindelse med sikring af kontrollen af Mississippi-floden, mens flåden

gennemførte sin primære strategiske opgave (blokaden), set som en opgave kun for hæren. Til

støtte for disse operationer havde flåden assisteret i opbygningen og etableringen af en

kanonbådsflotille som samarbejdede med hæren omkring Mississippi-floden. Men da

kanonbådsflotillen var under Krigsministeriets operative kontrol, og Welles opfattede operationerne

på Mississippi som værende primært et hæranliggende, fik flotillen ikke meget sympati og

opmærksomhed fra flådeministeriet.193

Den anden faktor var indflydelsen fra Blockade Board. I sin rapport om New Orleans, havde

bestyrelsen erklæret, at selvom de mange indsejlinger til New Orleans udgjorde en næsten

uoverkommelige udfordring i forhold til at blokere effektiv, ville byen i sig selv være næsten

uindtagelig pga. af dets stærke forsvar. I stedet havde bestyrelsen fokuseret på foranstaltninger til

at forbedre effektiviteten af blokaden, så som besættelsen af Ship Island og Head of the Passes.

189

B. Anderson, By Sea and ..., p. 56 190

Reed, p. 31 191

Roberts, Now for the..., p. 44 192

J. F. Kennedy 193

Anderson, By Sea and..., p. 85


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

40

Til trods for vigtigheden af erobringen af New Orleans vurderes det at flåden måtte vente indtil den

havde tilstrækkeligt pansrede skibe til at udfordre forterne [St. Phillips og Jackson] .194

I Flådeministeriet vurderede Fox dog at New Orleans kunne indtages efter samme mønster som

ved Hatteras Inlet. Fox fik sammen med Porter overbevist Welles om operationens muligheder,195

der kort efter havde modtaget præsidenten.196

Forberedelserne begyndte snart, hvor Fox sammensatte flådestyrken, mens Porter tilvejebragte en

mortérflotille bestående af tyve konverterede skonnerter; hver hvorpå der var monteret en 13-

tommer mortér. Ansvaret for valg af operationens fører blev overladt til Welles. Porter havde i

denne forbindelse også en rolle at spille, idet han tilskyndede udnævnelsen af en officer mange

betragtede som en usandsynlig kandidat - David Farragut.197

Ovenstående viser at det forståelsen for nødvendigheden af værnsfælles operationer i løsningen

af flådens strategiske mål ikke var tilstede. De doktrinære erfaringerne tilsagde at løsningen var en

opgave for flåden, som derfor måtte afvente tilvejebringelsen af pansrede skibe samt en

mortéreskadre før en operation kunne iværksættes. Derfor det doktrinære forståelse og grundlag

ikke tilstede, hvorfor den flådestrategiens mål ikke var i overensstemmelse med de operative

handlemuligheder.

6.3 David Farragut David Farragut startede sin flådekarriere i 1810 og deltog i flere træfninger under i Krigen i 1812.

Under D Amerikansk-Mexicanske krig i 1847 havde han haft kommandoen over Saratoga et

mindre orlogsskib, dog uden at komme i kamp. Efter Den Amerikansk-Mexicanske Krig gjorde han

bl.a. tjeneste i Norfolk og Californien, I 1858 blev han forfremmet til kommandør og fik

kommandoen over Brooklyn, en af flådens nye dampedrevne fregatter. I løbet af sine to år som

chef for Brooklyn, foretog Farragut flere togter til New Orleans.198 I starten af Borgerkrigen gjorde

han tjeneste i Naval Retiring Board og begejstringen var derfor stor, da han blev kaldt til

Flådeministeriet for at modtage udnævnelsen til chef for operationen. Samme dag noterede han:

"I am to have a flag in the Gulf, and the rest depends on me."199 Muligheden for at tage aktiv del i

krigen var nu kommet.

Dette indikere at den sømilitære ledelse i Farragut og Porter, som de primære sømilitære chefer

for operationen, havde stor erfaring og kendskab i relation til operationsområdets geografiske

beskaffenhed. En erfaring som yderligere medvirkede til at omsætte strategiske retningslinjer til

operative handlinger. Handlinger som senere skulle medføre at de overordnede flådestrategiske

mål blev opnået.

194

Blockade Boards første rapport vedrørende kystlinjen i Den Mexicanske Golf, 9. august, 1861, ORN, Vol. 16, p. 627 195

Hearn, the Capture of..., pp. 98-99 196

Niven, Gideon Welles, p. 382. 197

Porter, The Opening of..., p. 26 198

Farragut, p. 200 199

Farragut, p. 208


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

41

6.4 Unionens forberedelser Welles udstedte de forberedende ordrer til Farragut to dage senere og informerede ham om sin

hensigt med at opdele Gulf Blockading Squadron i en vestlig og østlig for dermed at udnytte

kommando og kontrol synergien fra erfaringerne ved opdelingen af Atlantic Blockading Squadron i

september.200 Farragut, der nu havde kommandoen over det vestlige område, ville formodentlig

have stået med en ikke mindre udfordring i Golfen i forhold til Atlanten, hvis han skulle have ledt

operationen mod New Orleans samtidig med håndhævelsen af den fortsatte blokade i hele Golf-

området.

Efter implementeringen af den nye organisation havde Farragut ligeledes fået tildelt Porter Mortér-

eskadre, som nu udgjorde en del af den styrke, hvormed hans skulle erobre New Orleans.

Da alle forberedelserne var tilendebragt, instruerede Welles Farragut om at "proceed up the

Mississippi River and reduce the defenses which guard the approaches to New Orleans, when you

will appear off that city and take possession of it under the guns of your squadron". Yderligere

skulle Farragut, hvis de flådestyrker der opererede på Mississippis øvre del ved Fort Henry201 ikke

havde afsluttet deres sydgående bevægelse ned af floden, "take advantage of the panic to push a

strong force up the river to take all their defenses in the rear."202

Angrebene på Hatteras Inlet og Port Royal blev både i Flådeministeriet og blandt de operative

fører opfattet som værnsfælles operationer. Men dårlig planlægning og hårdt vejr betød at begge

operationer reelt blev eksekverede alene som sømilitære anliggender. Som et resultat af disse

tidlige erfaringer var operationskonceptet for New Orleans anderledes, som det også fremgår af

Welles ordrer til Farragut. Ordrerne henviste kun i begrænset omfang til værnsfælles samarbejde

og bemærker, at når byen først er indtaget, bør Farragut holde "possession until troops can be

sent to you"203 Welles gav yderligere retningslinjer den 10. februar, hvor han oplyste Farragut om

at en hærdivision fra Ship Island vil formentlig være klar til at besætte forterne, når de var blev

erobret [af Farragut's maritime styrker]204

Ligeledes var Krigsministeriets ordrer, til hærstyrkens205 chef, generalmajor B. Butler, fuldstændig

fraværende for enhver værnsfælles tilgang. Forterne Jackson og St. Philip udgjorde den primære

forhindring i erobringen af New Orleans, men Krigsministeriet forventede at flåden alene kunne

nedkæmpe forterne og forlangte kun at Butler efterlod en tilstrækkelig garnison i forterne til at sikre

dem. Kun hvis flåden ikke var i stand til at selvstændigt at erobre forterne skulle hærstyrken

indsættes.206

Selv mens forberedelserne til erobringen af New Orleans pågik, forsatte Flådeministeriet med at

give udtryk for vigtigheden af at fastholde en effektiv blokade. Selv nu, ni måneder efter

200

Welles til Farragutm 23. december 1861, ORN, Vol. 18, p. 4 201

Se bilag 4 202

Welles til Farragut, 20. januar 1862, ORN, Vol. 18, p. 7-8. 203

Ibid. 204

Welles to Farragut, 10. februar 1862, ORN, Vol. 18, p. 15 205

Hærstyrke på 18.000 soldater. 206

Sears, McClellan til Butler, 23 Februar 1862, i The Civil War Paper...,p. 188.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

42

blokadeproklamationen, var frygten at en ineffektiv blokade ville resultere i en britisk

intervention.207

Efterhånden som Farragut klargjorde sin flåde til operationen, ville krigshandlinger på den øvre del

af Mississippi-floden medvirke til at påvirke og forme slagmarken208 ved New Orleans.209

Ovenstående forhold peger på at erfaringerne fra Hatteras Inlet og Port Royal operationerne kun

delvist var forstået korrekt og korrekt omsat til doktrinære principper. Det administrative tiltag for

den organisatoriske opdeling af eskadrerne i Golfen indikerer en organisatorisk forståelse også på

det politiske niveau i forhold til at skabe en effektiv operativ ramme for de militære ledere. Samtidig

vidner operationsordrerne om en meget mangelfuld og fejlagtig opfattelse af årsagerne til

succesen ved Atlanterhavskysten. En mangel som demonstrerer at den værnsfælles tilgang og

vigtigheden heraf endnu ikke var en del af den militære operative doktrinære perception.

Afslutningsvis påvirkes de strategiske beslutninger på politisk niveau forsat af frygten for en

fremmed intervention i konflikten, hvilket peger på at de operative effekter uvandes, da

organisationskomponenten i den militære faktor ikke har de nødvendige ressourcer til at løse alle

de operative opgaver parallelt.

6.5 Farraguts angreb Porters mortérflotille påbegynde dets bombardement af de to forter Jackson og St. Philip den 18.

april.210 De følgende fem dage affyredes 16.800 granater.211 Men til trods for at forterne var

medtagne; flere kanoner var ødelagt og garnisonerne udmattede, havde de stadig ikke overgivet

sig den 23. april og moralen hos sydstatstropperne var stadig høj.212 Ligeledes den 23. april var

Porters mortérbesætninger udmattede og ammunitionsbeholdningen var lav, hvorfor han

"opfordrede" Farragut til at starte angrebet.213

Farragut signalerede til sin flåde i de tidlige morgentimer den 24. april om at gøre klar. Med sytten

skibe; bevæbnet med 181 kanoner; organiseret i tre divisioner avancerede flåden op ad floden i to

kolonner. Hver kolonne skulle engagere et af forterne. Under ildstøtte fra Porter's mortérflotille

forlagde Farraguts flåde mod forterne.214

Som følge af kraftig konføderal ild og obstruktioner placeret i floden var det ikke muligt for tre af

skibene at passere forterne. Farraguts flagskib, Hartford blev kortvarigt sat brand, men ilden blev

207

Welles til Farragut, 25. januar 1862, ORN, Vol. 18, p. 9 208

Ved udgangen af februar havde Nashville overgivet sig, og forterne Henry og Donelson (se bilag 4) ved Tennessee

og Cumberland floderne var i Unionens hænder. Unionens operationer i Tennessee viste, hvad historiker James

McPherson har kaldt "the strategic wisdom of Lincoln’s desire to attack several places simultaneously" efterhånden som

Sydstaternes forsvar ved New Orleans blev udtyndet for at imødegå truslen fra den øvre Mississippi-flod. (McPherson,

Battle Cry of..., p. 418) 209

Hearn, Admiral David..., pp. 71-87 210

Se Bilag 5 211

Porter til Welles, 30. april 1862, ORN, Vol. 18, pp.362-364 212

Duncan til Lovell, 23. april 1862, ORN, Vol. 18, p. 442 213

Porter til Welles, 30. april 1862, ORN, Vol. 18, p. 367, Porter fortrød snart at have inkluderet denne opfordring i sin officielle rapport og skrev til Fox den 10. maj 1862, hvor han fastslog: "although this is so, it won’t do in a public dispatch to say so." Fox, Confidential Correspondence, Vol. 2, p. 100 214

Winters, pp. 85-93


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

43

slukket215 og styrken passerede forterne. Kun for kort efter blev engageret af den konføderale

flåde, som dog hurtigt viste sig for svag pga. manglende træning og koordination.216

Den 25. april ankrede Farragut sin flåde op lige syd for New Orleans og udbad sig byens

overgivelse, hvilket de konføderale nægtede. Men de begynde snart at evakuere deres resterende

tropper og udstyr fra byen. Uden besættelsestropper til at støtte ham havde Farragut ingen

mulighed for at gennemtvinge en overgivelse og et dødvande udviklede sig hurtigt - med ingen

føderale besættelsestropper og ingen konføderale forsvarstropper til stede. Den 29. april var

Farragut træt af at lege katten efter musen og satte et detachement marinesoldater i land og byen

overgav sig. Senere samme dag overgav forterne sig til Porter.217 Først den 1. maj ankom Bulters

besættelsestropper til byen.218

Perioden på seks dage mellem overgivelsen af byen, den 25. april og ankomsten af

besættelsesstyrkerne den 1. maj, tillod konføderations styrker i New Orleans tid til at flytte vitalt

militært materiel og udstyr, som de anvendte til at befæste positioner længere oppe ad floden.

Historikeren Rowena Reed har antydet at dette var en kritisk fejl forårsaget af den manglende evne

til at planlægge og gennemføre et værnsfælles angreb på byen.219 Alligevel bekræftede sejren ved

New Orleans både de politiske og militære ledere i det allerede kendte mønster for værnsfælles

operationer, som blev etableret tidligere, idet det så ud til at være Farraguts og Porters

flådebombardement, der forberedte vejen for Butlers besættelsestropper.

Erobringen af New Orleans medførte flere vigtige strategiske effekter for flåden. For det første

kunne byen nu fungere som en fremskudt base for flådeoperationer på den nedre del af

Mississippi og herved facilitere og understøtte en værnsfælles kampagne for at sikre kontrollen

med hele floden. Hertil kom, at med Konføderationens overgivelse af New Orleans, efterfulgt af

deres evakuering af Pensacola og Norfolk i begyndelsen af maj og Memphis den følgende måned,

konstituerede det et lammende slag for det konføderale skibsbygningsprogram. 220 Endelig

markerede erobringen af byen afslutningen på blokaden af New Orleans. Den 12. maj 1862,

proklamerede Lincoln blokaden kunne lempes til fordel for handelsinteresser.221 Flådens primære

strategisk opgave i Louisiana var dermed afsluttet og strategien, herunder den operationelle

tyngde ville skifte til at fokusere på åbningen af Mississippi-floden.

6.6 Sammenfatning Mens de værnsfælles operationer på Mississippi var en strategisk opgave for flåden, blev de kun

betragtet som en understøttende funktion i forhold til at opnå et specifikt mål for hæren.

Beslutningen om at angribe New Orleans markerede et skift i den føderale flådestrategi, idet

flådestyrker tog aktiv del i bevægelsen op ad floden. Beslutningen blev påvirket af de værnsfælles

angreb på Hatteras og Port Royal og blåstemplingen af Farragut og Porter. Til støtte for

215

Seymour, pp. 156-157 216

Winters, Civil War in..., pp. 95-98 217

Farragut til Welles, 6. maj 1862, ORN, Vol. 18, p. 153 218

Butler til Farragut, 24. april 1862, ORN, Vol. 18, p. 243 219

Reed, p. 195 220

Still, pp. 30-31 221

Lincoln, Collected Works, Vol. 5, p. 210


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

44

operationen, fortsatte Welles den organisatoriske transformation af flåden og skabte herved

Western Gulf Blockading Squadron og tildelte den erfarne Farragut kommandoen.

Flådeoperation for at erobre New Orleans var ikke knyttet til en større strategi på Mississippi-

floden. Alligevel nød sejren godt af den føderale offensiv på Mississippi-flodens øvre del, som

medvirkede til at Konføderationens flyttede tropper, materiel og krigsskibe til at forsvare sig mod,

hvad de opfattede som den primære trussel. Farragut drog fordel af det svækkede forsvar til at

sejle forbi forterne, der bevogter den sydlige flanke af byen, men den mangelfulde kobling mellem

byernes overgivelser og årsagerne hertil peger på anskueliggør en væsentlig doktrinær dekobling

i forhold til det essentielle i en værnsfælles tilgang. Selv om overgivelsen af byen tilvejebragte

flåden essentielle logistiske fordele, gav forsinkelsen i ankomsten af besættelsesstyrkerne de

konføderale mulighed for at fortsætte kampen længere oppe ad floden.

7 ÅBNINGEN AF MISSISSIPPI "I rode into Vicksburg with the troops, and went to the river to exchange congratulations

with the navy upon our joint victory."222 U.S. Grant

7.1 Det første forsøg

David D. Porter hævdede senere, at hans plan for erobringen af New Orleans også havde

indeholdt en plan for erobringen af Vicksburg.223 En aggressiv operation efter erobringen af New

Orleans ville utvivlsomt, i kombination med et værnsfælles angreb på det svagt forsvarede

Vicksburg i foråret 1862, have ført til en hurtig åbning og dermed kontrol med floden. På det

tidspunkt var der dog lidt forståelse for, hvor vanskeligt en udfordring Vicksburg kom til at udgøre.

Den gense opfattelse var, at erobringen af New Orleans ville føre til åbningen af Mississippi-floden

for Unionens kontrol.224 Den eneste tilbageværende opgave var derfor, at Farragut linkede op med

Unionens flotiller , der opererede på den øvre del af Mississippi.

I Welles ordrer til Farragut den 20. april havde Vicksburg ikke været omtalt. Faktisk afslørede de

divergerende opgaver som Welles oplistede, en mangel på en sammenhængende strategi for

Farragut eskadre. Efter angrebet på New Orleans, skrev Welles, at Farragut burde sende en

slagkraftig styrke op ad floden for at mødes med Unionens styrker nordfra samtidig med at

Farragut skulle bekæmpe befæstningerne ved Mobile i Golfen. 225 I fraværet af direkte ordrer

foretrak Farragut at angribe Mobile først. På lige fod med erobringen af New Orleans, ville en

erobring af Mobile reducere presset på hans blokadeenheder, hvis ressourcer var strakt tynde af

operationerne på Mississippi-floden mod New Orleans. Yderligere ville en operation mod Mobile

Bay undgå de mange frustrationer ved flodoperationer; tilvejebringelse af kul, den evige kamp mod

strømmen og operationer med dybtgående krigsskibe på lavt vand med konstant skiftende

222

Grant, p. 302 223


Barnard til Welles, 28. januar 1862, ORN, Vol. 18, p. 23 225

Welles til Farragut, 20. januar 1862, ORN, Vol. 18, p. 8


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

45

sejlrender. Den 29. april , indikerede Farragut sine intentioner til Welles om at sejle mod Mobile, så

snart Bulter var i sikker besiddelse af New Orleans.226

Ikke desto mindre besluttede Farragut at sende et lille detachement af kanonbåde op ad floden,

hvor de hurtigt fik succes med erobringen af både Baton Rouge og Natchez . Sammen med

kanonbådene befandt sig to transportfartøjer med brigadegeneral Williams tropper ombord. I

Krigsministeriets ordrer til Butler den 23. februar instrueres at "the occupation of Baton Rouge by a

combined naval and land force should be accomplished as soon as possible after you have gained

New Orleans." i betræbelserne på at åbne kommunikationslinjerne med Unionens nordlige kolonne

på Mississippi. Og som et ekko af Welles ordrer til Farragut, blev Butler beordret til at " make a

combined attack on Mobile" når New Orleans var sikret. Under disse operationer skulle Bulter yde

assistance til hær- og flådechefer i området.227 Butler blev hurtigt enig med Farragut om at give

ham de nødvendige besættelsestropper til Mobile. Men behovet for at sikre New Orleans

tilstrækkeligt tillod kun at en lille hærstyrke blev sendt op ad Mississippi.228

Unionsflådens229 lille detachement fandt en imponerende defensiv position ved Vicksburg. Byen

var beliggende 400 miles nord for New Orleans på den østlige bred af Mississippi. Dens defensive

batterier beherskede floden fra høje bakkedrag nogle hundrede fod over floden, hvilket var højere

end Farraguts kanoners effektive rækkevidde. Som en tilføjelse til byens forsvarsmæssige

muligheder var byen beliggende ved et hårnålesving i Mississippi-floden, hvor stærke strømme

gjorde navigation vanskelig og ethvert skib i transit på floden ville udsættes for en langvarig

konføderal ild. Desuden var Vicksburg forbundet med en jernbane mod øst, der gav dets forsvarer

mulighed for hurtigt at forstærke byens forsvarsværker. Lige overfor byen lå endnu en jernbane,

som forbandt det vestlige Louisiana med resten af Konføderation. Under disse omstændigheder

tøvede Unionsflådens detachement med at handle.230

Ovenstående tydeliggøre en stor kløft imellem det politiske niveaus flådestrategiske prioriteter og

det militære niveaus operative muligheder i forhold til den til rådighedværende organisation. De

ukoordinerede strategiske prioriter og mål resulterede derfor i en spildt mulighed i forhold til hurtigt

at sikre kontrollen med Mississippi.

7.2 Hvis dit første forsøg slår fejl Farragut håbede på at vejen nu var åben for et angreb på Mobile, men han vendte tilbage til New

Orleans den 30. maj kun for at finde afklarende ordre fra Flådeministeriet. I et brev fra Fox, skrevet

den 12. maj meddeltes Farragut at åbningen af Mississippi-floden nu var af større betydning end

226

Farragut til Welles, 29. april 1862, ORN, Vol. 18, p. 148 227

Sears, McClellan til Butler, 23 Februar 1862, i The Civil War Paper..., p. 189. 228

Butler, p. 455 229

Den 18. maj 1862 ankrede USS Oneida op syd for Vicksburg, Mississippi. Sammen med Oneida var transportskibe

med 1.500 soldater under brigadegeneral Williams, fra generalmajor Benjamin F. Butler division. I de foregående to uger

havde David G. Farragut West Gulf Blokader Squadron fulgt sejren ved New Orleans op med erobringen af Baton

Rouge og Natchez. De forsvarsløse byer havde hurtigt overgivet sig og nu håbede Williams og Oneida's chef,

kommandør Samuel P. Lee, at Vicksburg ville gøre det samme. Deres håbe blev hurtigt gjort til skamme, da deres krav

ikke blev mødt og og det skulle tage mere end et år før Vicksburg var på Unionens hænder. ( Autrey til Lee, 18. maj,

ORN, Vol. 18, p. 492) 230

Commander H. H. Bell's dagbog, ORN, Vol. 18, pp. 703-706


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

46

Mobile.231 Fox håbede, at Farragut eskadre kunne linke op med en vestlige flotille, der opererede i

på den øvre Mississippi, hvor sydstaterne langsomt blev trængt tilbage fra Shiloh til Corinth232.

Fem dage senere skrev Fox igen og instruerede Farragut i at Mobile og Pensacola - faktisk hele

kysten var ubetydelighed sammenlignet med at få kontrol med floden.233 Farragut svarede med

angivelse af de udfordringer han havde observeret ved Vicksburg og advarede om, at "the

elements of destruction to the Navy in this river are beyond anything I ever encountered, and if the

same destruction continues the whole Navy will be destroyed in twelve months."234

Farragut's primære strategiske retningslinjer var nu klarlagt, selv om Farragut kun modvilligt

iværksatte operationen for at åbne floden ved Vicksburg. Det var nødvendigt at det værnsfælles

angreb på Vicksburg startede snart inden sommerens tørkeperiode gjorde navigationen og

sejladsen for farlig. I samråd med Butler, foreslog Farragut at sende 7.000 soldater op ad floden,

støttet af Farragut's kanonbåde og en del af Porters mortérflotille, som var i stand til at beskyde de

imponerende højder ved Vicksburg. Porter var blevet sendt til Ship Island efter erobringen af New

Orleans og han forlagde straks mod Mississippi, mens han forudså en trist afslutning på

operationen i sin kommentar til Farragut: "Vi er ikke forberedt på det og det vil mislykkes", idet "Det

er en helt anden opgave end Fort Jackson eller St. Philip". 235

Operationen startede først i juni og Farragut håbede den ville være det sidste slag om Mississippi-

floden.236 Det blev hurtigt erfaret, at Memphis var faldet den 6. juni og nyheden om at den vestlige

flotille var på vej ned ad floden blev hilst velkommen, da den vestlige flotilles kanonbåde var bedre

egnet til operationer på floden end Farragut dybgående fartøjer. Yderligere havde en desertør

bekræftet de rygter som Farragut havde hørt den seneste måned om at CSS Arkansas, et pansret

vædringsfartøj næsten var operativt. 237 Siden Farragut havde forladt Vicksburg i maj havde

sydstaterne forsat med at udbygge og forbedre byens forsvar. 15.000 sydstatstropper under

generalmajor Earl Van Dorn forsvarede nu Vicksburg støttet af 27 kanoner placeret både på

højderne og i to batterier ved flodbredden.238

Farragut passerede Vicksburg batterier i de tidlige morgentimer den 28. juni efter et

bombardement af Porters morterer. Farraguts eskadre modtog vedvarende kraftig beskydning i

løbet af de to timer passagen varede og det nytteløse i at forsøge at erobre byen med kun 3.300

landtropper til støtte, blev hurtigt klart. "I passed up the river this morning, but to no purpose" skrev

farragut til Welles og forsatte, "I am satisfied that it is not possible for us to take Vicksburg without

an army force of twelve to fifteen thousand men".239 Porter var enig og vurderede at intet var

opnået udover at vise at flåden er klar til at løse enhver opgave og at slaget havde været et

unødigt spild af menneskeliv. Dette indikerer, at indtil hæren var klar med en større styrke, til i en

231

Fox til Farragut, 17. maj 1862, i Fox, Confidential..., Vol. I, p. 313 232

Se Bilag 4 233

Fox til Farragut, 17. maj 1862, i Fox, Confidential..., Vol. I, p. 315 234

Farragut til Welles, 30. maj 1862, ORN, Vol. 18, p. 521. 235

Porter til Farragut, 3. juni 1862, ORN, Vol. 18, p. 577 236

Farragut, Life of David..., p. 272 237

Commander H. H. Bell's dagbog, ORN, Vol. 18, p. 709 238

Milligan, p. 80. 239

Farragut til Welles, 28. juni 1862, ORN, Vol. 18, p. 588.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

47

værnsfælles ramme at angribe sydstatsbatterierne, var der ingen grund til at anvende flåden i et

gentagende forsøg på at ødelægge dem.240

Ved Vicksburg forstod Van Dorn situationen lige så godt som Farragut og informerede Præsident

Davis om, at byen kun kunne indtages af en hærstyrke. 241 Farragut havde anmodet om

forstærkninger fra hæren,242 men den opererede for spredt og var i én for svækket kondition til at

yde støtte til flåden ved Vicksburg.243 På det politiske niveau mødte Welles samme svar.244

Farragut og den vestlige kanonsbådsflotille mødtes nord for Vicksburg den 1. juli og de begyndte

et sporadisk bombardement af befæstningerne. Men uden landtropper til at støtte et værnsfælles

angreb mistede offensiven hurtigt momentum. Welles skrev til Farragut 14. juli med instrukser om

at forberede en tilbagetrækning fra Mississippi-floden, idet hæren ikke havde ressourcer til at

understøtte operationen. Farragut overlod derfor kontrollen med operationerne på Mississippi til

den vestlige flotille.245

Panserskibet Arkansas blev operativt samme dag og gennemførte næste morgen et

overraskelsesangreb på unionens flådestyrke. Panserskibet forsagede større ødelæggelser på

Farragut flåde, men endnu mere pinligt var, at Farragut var blev taget på sengen og han svor at alt

skulle gøres for at ødelægge Arkansas.246

Over de næste par dage forsøgte de føderale at ødelægge panserskibet med uden held og den

22. juli blev Farragut flådestyrke beordret til at forlade floden sydover - væk fra den pinlige

situation.247

Sydstaterne reagerede på Farragut afgang ved at gennemføre et angreb for at generobre Baton

Rouge. Angrebet blev dog afvist, men af frygt for et efterfølgende angreb på New Orleans

besluttede Butler at koncentrere sine styrker, hvorfor Baton Rouge blev forladt to uger senere.248

I mellemtiden besatte sydstaterne Port Hudson, en by lidt nord for Baton Rouge. Ligesom

Vicksburg, lå Port Hudson højt med udsigt over Mississippi, hvor sydstaternes batterier kunne

beherske floden. Alligevel gjorde Butler eller Unionsflåden, skriver Winters, "no attempt to dislodge

the Confederates from their new position until it was too late."249

Mens Unionens styrker omgrupperede i løbet af efteråret 1862 fortsatte sydstaterne med at

forbedre deres forsvar på den nederste del af Mississippi. Med styrkede forsvarsværker ved Port

Hudson, kontrollerede sydstaterne Mississippi-floden fra Port Hudson til Vicksburg - en afstand på

240

Porter til Fox, 20. juni 1862, i Fox, Confidential..., Vol. II, pp. 122-123 241

Van Dorn til David, 12. juli 1862, ORN, Vol. 18, p. 651 242

Farragut til Halleck, 28. juli 1862, ORN, Vol. 18, p. 590 243

Halleck to Farragut, 3. juli 1862, ORN, Vol. 18, p. 593 244

Stanton til Welles, 14. juli 1862, ORN, Vol. 18, p. 636 245

Welles til Farragut, 14. juli 1862, ORN, Vol. 18, p. 595 246

Farragut til Welles, 17. juli 1862, ORN, Vol. 19, p. 4 247

Farragut til Davis, 23. juli1862, ORN, Vol. 19, p. 19. 248

Butler, p. 484 249

Winter, p. 124


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

48

110 miles . I denne del af floden, omkring 40 miles nord for Port Hudson, flød Red River ud i

Mississippi.250

Dette peger på at sydstaternes kommunikations- og forsyningslinjer med staterne vest for floden

nu var sikrede og Unionens kommunikationslinjer var begrænsede, hvilket hæmmede muligheden

for en koordineret indsats mod de konføderale. Yderligere betød det at Konføderationen nu havde

adgang til de rige ressourcer fra den vestlige del af konføderationen, som flød ned af Red River.

Det første forsøg på at erobre Vicksburg demonstrere, at nok havde de politiske niveau endelig

identificeret deres primære strategiske mål - åbningen af Mississppi-floden, men de anerkendte

ikke de doktrinære behovet i rammen af den værnsfælles tilgang for at sikre den operative

gennemførelse.

7.3 Skift i strategi Drevet af militære, politiske og økonomiske overvejelser, skiftede Unionen strategi i efteråret 1862,

hvilket dels afspejlede en tilbagevenden til den brede strategiske skitse fra Anaconda Planen.

Unionens landmilitære kampagne i øst havde ikke tilvejebragt den afgørende sejr og dets nye

general-in-chief, generalmajor Halleck, forsøgte at flytte tyngden for den militære indsats til

Mississippi. Her havde generalmajor Ulysses S. Grant nu kommandoen over Army of Tennessee.

For Lincoln havde prioriteten i Vest altid været det østlige Tennessee, men som historikeren L. H.

Johnson noterede, "it was becoming increasingly apparent to Lincoln that the overriding object of

the war in the West was the opening of the Mississippi." Krigen havde afskåret de økonomiske

bånd, der forbandt staterne i "the old Northwest" og den nedre del af Mississippi -floden, hvor

erobringen af New Orleans havde genåbnet byen for den føderale handel. Derfor var der et politisk

pres for at genåbne floden.251

Som historikerene Hattaway og Jones beskriver, reagerede Lincoln entusiastisk på en plan fra

generalmajor J. A. McClernand, der var en demokratisk politiker fra Illinois, om at hverve tropper

fra Midtvesten for at åbne floden. McClernand havde forventet selv at kommandere styrken, men

Halleck sendte tropperne til Grants ansvarsområde i håbet om at marginalisere den politiske

general.252

Generalmajor Nathaniel P. Banks blev udvalgt af Lincoln til at føre en lignende ekspedition op ad

floden fra New Orleans, hvor han skulle overtage kommandoen efter Butler som chef for

Department of the Gulf. Som tidligere guvernør i Massachusetts og det republikanske partis "First

Speaker" i Repræsentanternes Hus, overgik Banks politiske færdigheder hans militære evner. I

løbet af sommeren 1862 havde han tjent som en værdig modstander imod sydstaternes general

Thomas "Stonewall" Jackson, under Jacksons Shenandoah Valley Kampagne. På trods af sine

forpligtelser som en hærfører, havde Lincoln brug for Banks, som forfatteren Hollandsworth

beskriver, til at "experiment with a strategy to coax seceded states back in to the Union."253

250

Cunningham, p. 6 251

Johnson, L. H. Red River Campaign..., pp. 17-18 252

Hattaway og Jones, p. 293 253

Hollandsworth, p. 84


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

49

Den politiske og økonomiske genopbygning af Louisiana, der påbegyndtes efter erobringen af New

Orleans, var gået i stå under Butlers jerngreb. Butler havde taget hårde metoder i brug for at sikre

fred efter besættelsen af byen; fængsling af borgere, afkrævning af troskabsed og censurering af

aviser. Butlers aggressive taktik antændte anti-unions følelser, ophidsede byens udenlandske

konsuler, der plagede det amerikanske udenrigsministerium med klager. Med genoptagelsen af

handelen, oversvømmede nordstaternes spekulanter - ledet af Butler bror, AJ Butler, byen med

løftet om enorme profitter. Korruptionen var hæmningsløs og Butler vendte det blinde øje til, mens

spekulanterne handlede varer med de konføderale.254

Banks ankom til New Orleans i december og ændrede straks mange af Butlers politikker. Banks

troede en forligspolitik og etableringen af en loyal lokal regering kunne genoprette latente

unionsfølelser. Congressional elections havde for nylig været afholdt i de to distrikter under

Unionens kontrol og Banks håbede også på at udvide muligheden for afholdelse af valg ved at

udvide kontrollen området gennem yderligere besættelse med hærstyrker. 255 Til trods af den

potentielle konflikt mellem disse divergerende militære og politiske mål, stod Banks opgave klart i

Hallecks sind. Åbningen af Mississippi-floden var nu hovedformålet med Banks operationer og i

november informeredes Banks om at i udførelsen af hans operationer skulle han koordinere og

samarbejde med flådestyrkerne i Golfen og Mississippi-floden.256

I november under forberedelser til den kommende operation modtog Farragut efterretningerne om

de defensive forberedelser ved Port Hudson.257 Yderligere havde Farragut modtaget et notat fra

Lincoln omkring Banks forestående ankomst, hvori han skrev "[who] is in command of a

considerable land-force for operating in the South" og "I shall be glad for you to co-operate with

him...and give him such assistance as you can consistently with your orders from the Navy

Department.”258

Med Farragut "samarbejdende" med Banks på den nedre Mississippi blev det Porter opgave at

støtte bevægelse nordfra ned ad floden. Den 1. oktober blev den vestlige flotille, som havde været

under hærens operative kontrol siden maj 1861 overflyttet til Flådeministeriet og omdøbt til

Mississippi Squadron. Porter ankom til Cairo og demonstrerede sin sædvanlige blanding af

selvtillid og aggressivitet. "Hvilken chance vi har ved Vicksburg nu", skrev han til Fox "der er ingen

der og vi kunne gå lige ind, hvis vi havde soldaterne." 259

Afsnittet illustrerer hermed et skifte - ikke kun i flådestrategien - men også i forhold til opfattelsen

af, hvorledes strategien skulle udmøntes og eksekveres i den operative ramme. Beslutningerne på

det politiske niveau om at hær og flåde skulle samarbejde og koordinere deres operative indsats

peger på en anerkendelse af at den tidligere tilgang ikke fungerede effektiv, ligesom økonomiske

og politiske forhold påvirkede ændringen i strategien. Dette peger på et øget politisk krav og unity

of effort til det militære niveau, som i dets retningslinjer for den operative opgaveløsning pålægges

et samarbejde. Yderligere effektiviseredes kommando og kontrol aspekterne ved organisatorisk at

254

Winter, pp. 125-139 255

Hollandsworth, p. 95 256

Halleck til Banks, 9. november 1862, ORA, ser. 1, Vol. 15, p. 590-591 257

Ransom til Farragut, 18. november 1862, ORN, Vol. 19, p. 351 258

Lincoln to Farragut, 11. november 1862, i Lincoln, Collected Works, Vol. 5, p. 495 259

Porter til Fox, 17. oktober 1862, i Fox, Confidential Correspondence, Vol. 2, p. 141


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

50

underlægge Mississippi Squadron flåden. Herved opnåedes de synergieffekter, der helt

elementært findes i at flåden administrerede, indsatte og koordinerede flådefartøjernes operative

opgaveløsning frem for hærstyrker, som kun har begrænset kendskab til den doktrinære

anvendelse af disse i den operative ramme. Afslutningsvis ses også at vigtige politiske og

økonomiske overvejelser påvirkede Lincolns beslutning om at lægge hovedvægten på

operationerne i Vest. Beslutninger som gav Banks det landmilitære ansvar for operationerne mod

Port Hudson, mens han samtidig skulle varetage den økonomiske og politiske genopbygning. Det

divergerende opgavekompleks delte hans fokus og ødelagde effektiviteten af den værnsfælles

operation med Farragut for at erobre Port Hudson.

7.4 Den anden offensiv snubler

Banks og Farragut begyndte deres operation på Mississippis nedre del i december, med

genbesættelsen af Baton Rouge. Efter at have modtaget forsikring om samarbejde og støtte fra

Farragut, planlagde Banks en bevægelse mod Port Hudson.260 Selv om hans 31.000 soldater var

mere end det dobbelte af den konføderale styrke ved Port Hudson, tøvede Banks og udstillede

herved den overdrevne forsigtighed, der ville plage hans operation mod Port Hudson. Som

historikeren Lawrence Lee Hewitt har udtalt; "havde Banks handlet i stedet for at overvurdere sin

modstander og tvivle på sine egne troppers evner, kunne han have indtaget Port Hudson i løbet af

få dage."261

Kampagnen mod Vicksburg startede i begyndelsen af december Den koordinerede angrebsplan

på Vicksburg bestod af to operationslinjer; en bevægelse over land (Grants styrke) og en

bevægelse via floden (Shermans Styrke) med assistance fra Porter flotille.262

Den koordinerede fremrykning vaklede snart, da Grant blev tvunget til at trække sig tilbage efter at

sydstatskavaleri havde skadet hans forsyning- og kommunikationslinjer. Sherman, der ikke havde

modtaget underretning om Grants tilbagetrækning, angreb derfor forsvarsværkerne ved Vicksburg

uden støtte. Shermans angreb på Chickasaw Bayou den 29. december endte katastrofalt og svær

regn, kulde og tåge forhindrede yderligere handlinger, hvorfor Sherman beordrede en

tilbagetrækning.263

Da operationen fortsatte modtog Porter og Farragut kun overraskende få instrukser fra

Flådeministeriet vedrørende deres samarbejde og den støtte de skulle yde hæren.

Welles havde kun givet generelle anvisninger til Farragut i oktober om at bevogte den nedre del af

floden, især den del hvor Red River linkede op i Mississippi, men han fremsatte ingen direkte ordre

om at samarbejde med Banks.264 Farragut afslørede sin frustration ved udgangen december i et

brev til Fox. "Mobile can be taken at any moment" skrev Farragut, "but my implied orders, (I have

no others) are to assist the Army to attack Port Hudson and Vicksburg."265

260

Banks til Halleck, 18. december 1862, ORA, ser. 1, Vol. 15, p. 614 261

Hewitt, Port Hudson, pp. 38-39. 262

Mahan, The Gulf and...,pp. 110-120 263

Porter til Fox, 13. januar 1862, i Fox, Confidential..., Vol. I, p. 154 264

Welles til Farragut, 2. oktober 1862, ORN, Vol. 19, p. 245 265

Farragut til Fox, 23. december, 1862, i Fox, Confidential..., Vol. I, p. 322


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

51

Farragut håbede stadig at lette presset på blokadeskibene ved at erobre Mobile, men han indså at

Vicksburg og Port Hudson måtte erobres først. Banks og Grant var imidlertid uvillige til at beordre

bekostelige angreb mod det styrkede konføderale forsvar. For nu samarbejdede Porter og Farragut

blot om at afskære sydstaternes forsyninger fra Red River og støtte Grants forsøg på, med hans

ord, at "secure a landing on high ground east of the Mississippi", hvorfra et angreb på Vicksburg

kunne iværksættes.266

Ovenstående demonstrere det komplicerede forhold mellem strategiens mål og prioriteter og den

operative virkelighed, som ses illustreret ved de militære lederes manglende mulighed for at

effektivt at kommunikere og koordinere de værnsfælles indsat. Selv om det politiske niveau havde

udstukket et klar prioritet i ønsket om at åbne Mississppi-floden afstedkom den manglende

operative guidance frustrationer i organisationen. Dette førte samlet set til en mindre effektiv

værnsfælles indsats.

7.5 Grant og Porter Der var kun få beviser i begyndelsen af kampagnen, der kunne forudsige det faktiske "working

relationship" som Grant og Porter ville bygge. Porter havde skrevet til Fox i november, da

forberedelserne til de første værnsfælles angreb og operationer blev foretaget at, "Jeg har ikke

tillid til hæren; Det er meget tydeligt, at Grant vil forsøge og tage Vicksburg uden os [flåden], men

han kan ikke".267 Grant havde imidlertid demonstreret en evne til at lede værnsfælles operationer i

forbindelse med samarbejdet med den vestlige flotille (nu kaldet Mississippi Squadron) under hans

tidligere sejre ved Fort Henry og Donelson. Men flotillen havde været under kontrol af

Krigsministeriet, en situation som Mahan beskrev som "entirely contrary to the established rule by

which, when military and naval forces are acting together, the commander of each branch decides

what he can or cannot do, and is not under the control of the other."268 Grant opsummerede

ligeledes forholdet; "Jeg havde ikke mere myndighed til at befale Porter, end han havde at befale

mig"269 Men Porter, som han beskrev til Sherman i november, var kommet til sit nye kommando

"klar til at samarbejde med alt og alle".270

Forenet i deres målrettede vilje og beslutsomhed, ville deres forhold blive cementeret i slutningen

af vinteren og foråret 1863, da de begyndte på en række operationer for at finde en alternativ

tilgang til Vicksburg. En tilgang som undgik de høje skrænter Sherman havde forsøgt at angribe i

december. Grant erklærede senere, at han havde meget lidt tillid til disse indledende forsøg ville

lykkes - med henvising til dem, som en række tidsforbrugende eksperimenter, der skulle aflede

fjendens opmærksomhed fra hans tropper.271

Grants "eksperimenter" begyndte i januar og afsluttedes i april. Flere forsøg blev gjort på at finde

alternative fremrykningskorridorer på flankerne af Vicksburg, men i alle tilfælde kom de

konføderale Unionens flåde- og hærstyrker i forkøbet og fik standset fremrykningen. Som Porter

266

Grant, p. 236. 267

Porter til Fox, 12. november 1862, i Fox, Confidential..., Vol.I., p. 150 268

Mahan, The Gulf and..., p. 20 269

Grant, p. 243 270

Porter til Sherman, 24. november 1862, ORN, Vol. 23, p. 500 271

Grant, p. 236


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

52

konkludere: "ours was a pretty piece of strategy for getting into the rear of Vicksburg, but

Pemberton’s was better."272

Ovenstående viser, at der i den militære ledelse var et oprigtigt ønske om samarbejde. Et

samarbejde som over tid kun blev yderligere cementeret. For at optimere det operative output i den

militære faktor krævedes det at de to værn samarbejdede og koordinerede deres indsats for at

nedbryde det konføderale forsvar. Denne erkendelse ses i ovenstående og indikere at de

fremtidige militære operationer ville kunne drage fordel af unity of effort, idet Unionen herved

kunne kapitalisere på deres overlegne militære styrker i det værnsfælles mijø.

7.6 Vicksburg og Port Hudsons fald I kølvandet på de mislykkede forsøg på at komme bag om Vicksburgs forsvar, tog Grant

beslutningen, som ville resultere i en af de mest berømte operationer under krigen. Grant ville

marchere sine tropper ned af Louisiana siden af floden og krydse under Vicksburg, hvilket ville give

mulighed for at nærme sig byens forsvar fra syd. Grant gav udtryk for at samarbejdet med flåden

var absolut afgørende for succes for sådant et foretagende. Samarbejdet med Porters flotille var

nødvendigt for; at eskortere Grants troppetransporter forbi de konføderale batterier; gennemføre

passage af floden og fortsætte med at støtte Grant, når han begyndte at arbejde sig vej ind i

landet.273

Passagen blev gennemført den 16. april om natten og kun et skib gik tabt.274 Om morgenen den

30. april var Grants styrkeopbygning syd for Vicksburg tilendebragt og hæren krydsede floden.

Med Banks engageret i det indre af Louisiana, var der intet håb om et koordineret angreb på Port

Hudson for at åbne kommunikationslinjerne mod til syd, hvorfor Grant besluttede sig for en

selvstændig fremrykning mod Vicksburg uden Banks. Dette betød at Grant blev afskåret fra sine

forsyningslinjer, men herved opstod muligheden for at angrebe de konføderale styrker i Vicksburg i

ryggen og med held erobre byen.275

Grants operation bragte hæren om på "bagsiden" af Vicksburg den 18. maj efter at have besejret

sydstatshæren ved Champion Hill to dage før. Efter mislykkede angrebsforsøg på byen den 19. og

22. maj overgik Grant til belejring. Porter støttede belejringen ved at bombardere

forsvarsværkerne, eskortere transportskibe, beskytte forsyningsruter og sende belejringskanoner i

land til hæren. "With the navy holding the river", proklamerede Grant senere, "the investment of

Vicksburg was complete"276 Vicksburg overgav sig den 4. juli.277 Port Hudson overgav sig efter en

lignende manøvre og belejring den 8. juli.278

Porter roste Grant og hæren for dens indsats ved Vicksburg. "To the army do we owe immediate

thanks for the capture of Vicksburg," skrev Porter og tilføjede at "the army was much facilitated by

272

Porter, Incidents..., p. 139-142 273

Grant, p. 243 274

Porter til Welles, 19. april 1863, ORN, Vol. 24, pp. 553-554 275

Grant, p. 261 276

Grant, p. 283 277

Ibid., pp. 301-303 278

Hollandsworth, Jr., pp. 121-133.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

53

the navy, which was ready at all times to cooperate."279 Grant havde en lignende opfattelse af

flådens indsats.280

Fox skrev til Farragut den 10. juli for at lykønske ham med den endelige åbning af Mississippi-

floden og mindede ham om de begivenheder som var sket i løbet af det foregående år. "We do not

forget that you and Davis [vestlige flotille] met at Vicksburg a year ago and that five thousand

troops which I vainly asked of Halleck . . . were denied and a years fighting on the flank of that river

is the consequence." Men selv efter den bemærkelsesværdige grad af værnsfælles samarbejde

fremvist på floden over det sidste års tid, indrømmede Fox sit manglende kendskab om den næste

fase af operationer: "We have no orders to send at present. We know not what the movements of

the Army are to be."281

7.7 Sammenfatning Flådestyrkerne rykkede efter sejren ved New Orleans op ad Mississippi, men operationerne mod

Vicksburg i sommeren 1862, viste ifølge historiker John Milligan eftertrykkeligt, at kun en

velorganiseret værnsfælles operation havde noget håb om at tvinge fæstningen til overgivelse.282

Mødt af de realiteter og den virkelighed som den imponerende fæstning ved Vicksburg udgjorde,

falmede håbet om kontrol med Mississippi-floden hurtigt. De omfattende fæstningsvolde ved

Vicksburg viste sig modstandsdygtige over for et flådebombardement og yderligere forstærkninger

til at gennemføre et værnsfælles angreb kunne ikke tildeles, hvilket peger på, at nok var den

strategiske målsætning klarlagt, men organisatorisk set var den militære faktor ikke i stand til at

koncentrere styrkerne i tilstrækkelig grad for opfyldelse af målet grundet påvirkningerne fra det

politiske niveau.

Sejren kom først efter et skifte i Unionens strategi sent i 1862 som gjorde åbningen af Mississippi

til det vigtigste strategiske mål. De udfordrende værnsfælles operationer, der førte til overgivelsen

af Vicksburg og Port Hudson demonstrerede den fordel, som Unionens sømilitære dominans

ydede mod sydstaternes stationære forsvarsværker. Flådestyrkerne under Porter og Farragut

støttede landstyrkernes bevægelser og forsyningsveje samt belejringer af sydstaternes forsvar.

Forening af de sø- og landmilitære kræfter i den værnsfælles ramme kapitaliserede på dets

militære overlegenhed og de militære lederes evne til at udnytte de to værns synergier operativt til

at skabe unity of effort. På trods af manglen på klare retningslinjer fra Flådeministeriet forstod

Porter og Farragut; dog med varierende grad af succes, at samarbejde effektivt med Grant og

Banks, hvilket førte til overgivelsen af de to fæstninger på Mississippi og åbningen af hele floden

for Unionens kontrol. Dette tydeliggøre også betydningen af et effektivt lederskab ikke kun i

rammen af de værnsfælles operationer, men også i forhold til omsætte de strategiske

målsætninger til operative handlinger.

279

Porter til Welles, 11. juli, ORN, Vol. 25, p. 279 280

Grant, p. 307 281

Fox til Farragut, 10. juli 1863, i Fox, Confidential..., Vol. I, p. 335. 282

J. Milligan, p. 178.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

54

8 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING Dette speciale har undersøgt forholdet og relationerne mellem Unionens flådestrategi og de

væsentlige operationer i Den Mexicanske Golf og Mississippi Deltaet, der udviklede sig efter

krigsudbruddet og fortsatte denne udvikling i takt med ændringerne på det operationelle plan.

I løbet af behandlingen af problemformuleringen, er fire væsentlige konklusioner fremkommet, som

binder operationerne i Den Mexicanske Golf og Mississippi Deltaet sammen og fremhæver

centrale aspekter af relationerne mellem strategi og operationer. De fire konklusioner er og vil

efterfølgende blive behandlet mere detaljeret:

Forholdet og relationen mellem militær strategi og politiske, økonomiske og diplomatiske

mål;

betydningen i udviklingen af en strategi, der kapitalisere på de militære styrker;

vigtigheden af strategisk unity of effort i en værnsfælles ramme (miljø);

og betydningen af et effektivt lederskab.

Militær strategi er aldrig fri for indflydelse fra politiske, økonomiske og diplomatiske overvejelser.

To eksempler fra Unionens søkrig i Louisiana illustrere dette. For det første satte Lincolns

blokadeproklamation straks rammen for den primære strategiske opgave for den føderale flåde,

men proklamationen demonstrerede også en signifikant uoverensstemmelse mellem de

strategiske mål og de militære kapaciteter. Blokaden var en "økonomisk" strategi, sat i verden for

"kvæle" Konføderationen. Men diplomatiske påvirkninger spillede også en central rolle i

udformningen af strategien. Ønsket om at minimere udenlandsk indblanding førte til

blokadeløsningen frem for "lukning" af sydens havne, hvorfor den føderale flåde hurtigt skulle

improvisere en flåde af skibe for at sikre, at blokaden var effektiv - og dermed lovlig i international

traktatmæssig forstand.

Mississippi kampagnen illustrerede også mange af disse påvirkninger. Skiftet i den føderale

strategi imod vægtningen af fokus på åbningen af Mississippi-floden ved udgangen af 1862 var

drevet af mere end militær nødvendighed. Vigtige politiske og økonomiske overvejelser påvirkede

Lincolns beslutning om at lægge hovedvægten på operationerne i Vest. Disse påvirkninger

illustreres også i Louisiana, hvor Banks fik kommandoen over operationen "up river", mens han

fortsatte den økonomiske og politiske genopbygning af Louisiana. Det divergerende

opgavekompleks delte hans fokus og ødelagde effektiviteten af den værnsfælles operation med

Farragut for at erobre Port Hudson.

Den anden væsentlige konklusion, som undersøgelsen peger på er Unionens evne til at udforme

en strategi, som effektivt anvendte og fastholdte Unionsflådens overlegenhed imod hvad, der

primært var en landmilitær magt. Blokaden fratog Konføderationen gods og råvarer, og den

føderale flådes krigs- og transportskibe på Mississippi-floden udgjorde den operationelle

kapabilitet, som skabte forudsætningen, der tillod Farragut den hurtige passage af Forterne

Jackson og St. Philip og muliggjorde for Grant at krydse floden under Vicksburg kampagnen.

Unionens sømilitære operationer i Louisiana bidrog også til fastholdelsen af dets

flådeoverlegenhed. I "The Influence of Sea Power på History", skrev Mahan: "De, der husker,


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

55

hvordan blokaden blev opretholdt, og de skibsklasser som gennemførte blokaden under

størsteparten af krigen ved at planen...ikke kunne være blevet udført overfor en reel flådemagt".283

For Mahan, var den gennemgående lektie af blokaden, at den ville havde været ineffektiv mod en

stærkere sømagt. Mere relevant er læren i forhold til udviklingen af den føderale flådestrategi; at

blokaden var effektiv, fordi det var i stand til forhindre Konføderationen fra at blive en stærk

sømagt. Unionen brugte effektivt sin eksisterende flåde, store handelsflåde, og større industrielle

kapacitet til at improvisere en flåde som kunne blokere sydstaternes kyst. Som følge heraf blev

vitale råvarer og tungt maritimt udstyr nægtet Konføderationen - udstyr som den desperat havde

behov for at opbygge en stærk flåde. En lignende konklusion kan drages fra operationerne på

Mississippi-floden. Det sømilitære angreb for at erobre New Orleans i april 1862 fratog

Konføderationen en af dets primære skibsbygningscentre. Når det kombineres med evakueringen

af Norfolk, Pensacola og Memphis' fald kort efter, må det betegnes som et lammende slag imod

det konføderale skibsbygningsprogram, hvilket sikrede at Unionsflåden kunne bevare sin

flådeoverlegenhed.

Operationerne i Louisiana fremhæver også vigtigheden i unity of effort i et værnsfælles miljø.

Vicksburg kampagnen er rettelig blevet et tidligt og vigtigt (historisk) eksempel på betydningen af

værnsfælles operationer og herved demonstrere betydningen af unity of effort på det operative

niveau. I specialets kontekst bliver det centralt at stille spørgsmålet, når det kommer til udviklingen

af strategi: Hvorfor blev Mississippi-floden først åbnet i juli 1863 i stedet for lige efter erobringen af

New Orleans i maj 1862, da Vicksburg henlå relativt uforsvaret hen?

Sejren ved New Orleans var en betydelig sejr, der er indikerede et skift i den maritime strategi i

Louisiana, da flåden påbegyndte operationerne op ad Mississippi-floden. De værnsfælles sejre

mod faste befæstninger på Atlanterhavskysten fik flåden til at gennemføre angrebet på New

Orleans, der førte til den fantastiske og uventede erobringen af byen. Angrebet nød godt af den

føderale offensiv længere oppe ad floden, hvilket trak konføderale tropper, krigsskibe og

krigsmateriel væk fra New Orleans. Men der fandtes endnu ikke en koordineret værnsfælles

strategi for at åbne Mississippi-floden og Unionens strategi var fortsat fokuseret på operationerne i

øst, hvorfor der ikke var nok tropper til at følge op på sejren ved New Orleans. Resultatet blev

derfor et svagt forsøg på at erobre Vicksburg. Som konsekvens heraf blev det konføderale forsvar

af Vicksburg og Port Hudson styrket. Først i slutningen af året fik Mississippi-floden de føderale

operationers fokus og den kostbare kampagne varede indtil juli 1863.

"Blockade Board" var langt fra det moderne begreb som en planlægningsstab i dag udgør. Som en

arbejdsgruppe, vis opgave det var at studere blokaden og fremkomme med anbefalinger og

foranstaltninger til forbedring af dens effektivitet, havde den kun begrænset fokus. Ikke desto

mindre, havde gruppen værnsfælles repræsentation og dens henstillinger førte til nogle af krigens

første værnsfælles sejre. En lignende arbejdsgruppe med det formål at studere operationerne på

floderne og komme med anbefalinger til forbedringer til værnsfælles operationer der, kunne

potentielt have faciliteret et øget strategisk og operativt "unity of effort".

283

A.T. Mahan, Influence of Sea Power...,p. 43


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

56

Den fjerde og sidste konklusion, som specialet peger på, er betydningen af effektivt lederskab.

Søkrigen i Louisiana nød godt af tilstedeværelsen af to modige og beslutsomme ledere, der forstod

den brede strategiske vejledning fra Flådeministeriet og oversatte den til handling i Den

Mexicanske Golf og på Mississippi-floden. I modsætning til de hærførere, med hvem de

samarbejdede, havde både Farragut og Porter brugt næsten et helt liv i uniform, og begge havde

opereret i vid udstrækning på Mississippi-floden. I en tid, hvor effektivt værnsfælles samarbejde,

påberåbte sig på gode relationer i mellem de forskellige chefer, var begge i stand til at underordne

deres personlige interesser i forfølgelsen af de fælles strategiske og operative mål.

8.1 Perspektivering

Dette speciale har fokuseret på relationen mellem flådestrategi og de gennemførte operationer i

Louisiana området. Det har anskueliggjort og tilvejebragt den nødvendige indsigt til at evaluere

disse indbyrdes relationer i Borgerkrigens kontekst. En yderligere analyse af relationerne i andre

operationsområder eller senere i Krigen ville måske afsløre andre aspekter, der ikke er berørt her

eller som ganske enkelt ikke er identificeret i de specifikke operationer i Den Mexicanske Golf og

på Mississippi-floden. Selvom specialet har fokuseret på relationen mellem flådestrategi og

operationer har undersøgelsen afdækket flere aspekter, som hvis yderligere undersøgt, eventuelt

ville kunne fremsætte et alternativt perspektiv. Sammenholdt med det, og de mange nye

teknologier som blev introduceret på kamppladsen i Krigen, kunne et specifikt studie af

teknologiens påvirkning af den operative og taktiske indsættelse af maritime styrker være

interessant, idet de spirende teknologier med de dampdrevne panserskibe i spidsen signalerede

en revolution i maritim teknologi, som ville vare indtil det 21. århundrede.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

57

LITTERATURLISTE

Bøger:

Anderson, Bern. By Sea and by River: The Naval History of the Civil War. Alfred A. Knopf, 1962.

Beaumont, Roger A. Beaumont, Joint Military Operations: A Short History Greenwood Press, 1993

Butler, Benjamin F., Autobiography and Personal Reminiscences of Major General Benjamin F. Butler: Butler’s Book, Kessinger Publishing, 2006

Carney, Donald L. Lincoln's Navy: The Ship, Men, and Organizations, 1861-1865. Naval Institute Press, 1998. Crawford, Michael J., The Naval War i 1812: A Documentary History, Naval Historical Center , 2002

Cunningham, Edward, The Port Hudson Campaign, 1862-1863, Louisiana State University Press, 1963

Donald L. Carney, Lincoln's Navy: The Ship, Men, and Organizations, 1861-1865 Naval Institute Press, 1998

Dudley, Wade G., Splintering the Wooden Wall: The British Blockade of the United States, 1812-1815, Naval Institute Press, 2003

Dufour, Charles L. Dufour, The Night the War Was Lost, University of Nebraska Press, 1990

Du Pont, Samuel F., Samuel Francis Du Pont: A Selection from His Civil War Letters, 3 bind, redigeret af Hayes, John D., Cornell University Press, 1969

Farragut, Loyall The Life of David Glasgow Farragut, First Admiral of the United States Navy, The Scholar's Bookshelf, 2006)

Fox, Gustavus V. Confidential Correspondence of Gustavus Vasa Fox, Assistant Secretary of the Navy, 1861-1865. 2 bind. Redigeret af Thompson, Robert M. m.fl., Naval Historical Society, 1918.

Gallagher, Gary W., Blueprint for Victory: Northern Strategy and Military Policy, i Writing the Civil War: The Quest to Understand, af McPherson, James, University of South Carolina Press, 2000

Grant, Ulysses S., Personal Memoirs, The Modern Library, 1999

Hackemer, Kurt , The U.S. Navy and the Origins of the Military-Industrial Complex, 1847-1883 Naval Institute Press, 2001


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

58

Hattaway, Herman og Archer Jones, How the North Won: A Military History of the Civil War University of Illinois Press, 1983

Hayes, John D., Captain Fox - He Is the Navy Department, U.S. Naval Institute Proceedings 91, no. 9, 1965

Hearn, Chester G., Admiral David Dixon Porter: The Civil War Years, Naval Institute Press, 1996

Hearn, Chester G. Admiral David Glasgow Farragut: The Civil War Years, Naval Institute Press, 1998

Hearn, Chester G. The Capture of New Orleans, 1862, Louisiana State University Press, 1995.

Hewitt, Lawrence Lee. Port Hudson, Confederate Bastion on the Mississippi. Louisiana State University Press, 1987.

Hollandsworth, James G., Jr., Pretense of Glory: The Life of General Nathaniel P. Banks, Louisiana State University Press, 1998

Johnson, Ludwell H. , Red River Campaign: Politics and Cotton in the Civil War Kent State University Press, 1993

Jones, Howard, Union in Peril: The Crisis over British Intervention in the Civil War University of North Carolina Press, 1992

Lincoln, Abraham, Collected Works of Abraham Lincoln, 7 bind, redigeret af Balser, Roy P., Rutgers University Press, 1953-1955

Livenzey, William E., Mahan on Sea Power, University of Oklahoma Press, 1981

Luraghi, Raimondo, A History of the Confederate Navy, Naval Institute Press, 1996

Mahan, A.T., Naval Strategy, Little, Brown and Co., 1911

Mahan, A. T., Mahan on Naval Strategy Selections from the Writings of Rear Admiral Alfred Thayer Mahan” i Classics of Sea Power, Naval Institute Press, 1991

Mahan, A. T., The Gulf and Inland Waters, Charles Scribner's Sons, 1883

Mahan, A. T., The Influence of Sea Power Upon History, 1660-1783, Pelican Publishing Company, 2003

Mahan, A. T., From Sail to Steam: Recollections of Naval Life. Fireship Press, 2010

Martin, L. W., The Sea in Modern Strategy, Frederick A. Praeger Inc. Publishers, 1968


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

59

Maslowski, Peter. To the Edge of Greatness: The United States, 1783-1865 i The Making of Strategy: Rules, States, and War, redigeret af Bernstein, Alvin m.fl., Cambridge University Press, 1994

McBride, M. William, Technological Change and the United States Navy, 1865-1945, The Johns Hopkins University Press, 2000

McPherson, James M., Battle Cry of Freedom, Oxford University Press, 1988

McPherson, James M., Lincoln and the Strategy of Unconditional Surrender, i Lincoln, the War President: The Gettysburg Lectures, redigeret af Boritt, Gabor S. Oxford University Press, 1992

Melia, Tamar Moser, David Dixon Porter: Fighting Sailor, i Captains of the Old Steam Navy: Makers of the American Naval Tradition 1840-1880, redigeret af Bradford, James C., Naval Institute Press, 1986

Milligan, John D., Gunboats down the Mississippi. United States Naval Institute, 1965. Musicant, Ivan, Divided Waters - The Naval History of the Civil War, Castle Books, 2000

Navy Department, Civil war Naval Chronology, 1861-1865, Udarbejdet af Naval History Division, U.S. Government Printing Office, 1971

Niven, John, Gideon Welles, i American Secretaries of the Navy, Vol 1, 1775-1913, redigeret af Coletta, P. E., Naval Institute Press, 1980 Niven, John, Gideon Welles: Lincoln's Secretary of the Navy, Louisiana State University Press, 1973.

Olden-Jørgensen, Sebastian, Til Kilderne!, Gads Forlag, 2007

Paullin, Charles O., Paullin's History of Naval Administration 1775-1911 U.S. Naval Institute, 1968

Perkins, Allan, Winfield Scott and the Profession of Arms, Kent State University Press, 2003

Porter, David D. Incidents and Anecdotes of the Civil War. D. Appleton and Company, 1885.

Porter, David D., The Naval History of the Civil War, Dover Publications, 1998

Porter, David D.. The Opening of the Lower Mississippi, i Battles and Leaders of the Civil War. 4 bind. Redigeret af Johnson, Robert U. m.fl. Century, 1887-88

Reed, Rowena, Combined Operations in the Civil War, Naval Institute Press, 1978

Ringle, Dennis J., Life in Mr. Lincoln's Navy, Naval Institute Press, 1998


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

60

Roberts, William H., Now for the Contest: Coastal and Oceanic Naval Operations in the Civil War, University of Nebraska Press, 2004

Russel, William Howard, William Howard Russell's Civil War: Private Diary and Letters, 1861-1862, redigeret af Crawford, Martin, University of Georgia Press, 1992

Tucker, Spencer C., Blue and Gray Navies: The Civil War Afloat, Naval Institute Press, 2006

Tucker, Spencer C., Raphael Semmes and the Alabama, McWhiney Foundation Press, 1998

Schroeder, John H. Matthew Calbraith Perry: Antebellum Sailor and Diplomat, Naval Institute Press, 2001

Sears, Stephen W., The Civil War Papers of George B. McClellan: Selected Correspondence, 1860-1865, Ticknor and Fields, 1989

Semmes, Raphael , Memoirs of Service Afloat During the War Between the States Louisiana State University Press, 1996

Seymour, William J., The Civil War Memoirs of Captain William J. Seymour: Reminiscences of a Louisiana Tiger, redigeret af Jones, Terry L. Louisiana State University Press, 1991

Silverstone, Paul H., Civil War Navies, 1855-1883, Naval Institute Press, 2001

Smith, Geoffrey S., An Uncertain Passage: The Bureaus Run the Navy, 1842-1861, i Peace and War: Interpretations of American Naval History, 1775-1978, redigeret af Hagan, K. J., Greenwood Press, 1978

Soley, James R., The Blockade and the Cruisers, Vol. I-II, BiblioGov, 2013

Still, William, Confederate Shipbuilding, University of Georgia Press, 1969

Still, William, David Glasgow Farragut: The Union's Nelson.” i Makers of the American Naval Tradition, 1840-1880. Redigeret af Bradford, James C., Naval Institute Press, 1986.

Sumida, Jon Tetsuro, Inventing Grand Strategy and Teaching Command - the Classic Works of Alfred Thayer Mahan Reconsidered, The Woodrow Wilson Center Press, 1997

Surdam, David. G.. Northern Naval Superiority and the Economics of the American Civil War, University of South Carolina Press, 2001.

Surdam, David. G., The Union Navy’s Blockade Reconsidered i Naval Blockades and Seapower: Strategies and Counter-Strategies, 1805-2005. Redigeret af Elleman, B. A. m.fl., Routledge, 2006.

Sweetman, Jack, The U.S. Naval Academy: An Illustrated History, Naval Institute Press, 1979


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

61

Symonds, Craig L., Lincoln and his Admirals, Oxford University Press, 2008

Von Scheliha, A Treatise on Coastal-Defence, E & F.N. Spon (Tryk hos W. Clowes and Sons), 1868

Weddle, Kevin J., Lincoln's Tragic Admiral: The Life of Samuel Francis Du Pont University of Virginia Press, 2005

Welles, Gideon, Diary of Gideon Welles: Secretary of the Navy under Lincoln and Johnson, 3 bind, redigeret af Beale, Howard E., W. W. Norton, 1960

Werner, Christopher, Sjömakt - teori och praktik, Försvarshögskolen, 2010

Winters, John D., The Civil War in Louisiana, Louisiana State University Press, 1963

Wise, Stephen R., Lifeline of the Confederacy: Blockade Running During the Civil War,

University of South Carolina Press, 1988

Zacks, Richard. The Pirate Coast: Thomas Jefferson, the First Marines, and the Secret Mission of 1805, Hyperion, 2005

Tidsskrifter (periodiske):

Anderson, Bern, Military Affairs 26, no., The Naval Strategy of the Civil War, 1962

Anderson, Stuart, Military Affairs 41, no. 4, 1861: Blockade vs. Closing the Confederate

Ports, 1977

Gough, Barry M., Influence of History on Mahan, i Naval War College Historical Monograph Series, No. 9, redigeret af Hattendorf, John B., Naval War College Press, 1991

Jensen, Mikkel Storm, Militært Tidsskrift 133. årgang nr. 1, Krigsførelsens kredsløb, 2004

Holtzoff, Alexander The American Journal of International Law, vol. 10, , Some Phases of

the Law of Blockade, 1916

Ropp, Theodore, Military Affairs 27, no. 2, , Anacondas Anyone?, 1963

Surdam, David G, Naval War College Review, vol. 51 Issue 4, The Union Navy’s Blockade Reconsidered., Autumn 1998


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

62

Offentlige arkiver (på internet):

U.S. Navy Department, Official Records of the Union and Confederate Navies in the War of

the Rebellion, 30 bind, Government Printing Office, 1894-1927 (Forkortet ORN i specialet)

http://ebooks.library.cornell.edu/m/moawar/ofre.html (sidst anvendt 25-04-2014)

(Kontrolleret for funktionalitet - 01-05-2014)

U.S. War Department, The War of the Rebellion: A Compilation of the Official Records of

the Union and Confederate Armies. 70 bind i 128 dele., Government Printing Office, 1880-

1901 (Forkortet ORA i specialet)

http://digital.library.cornell.edu/m/moawar/waro.html (sidst anvendt 25-04-2014),

(Kontrolleret for funktionalitet - 01-05-2014)

Hjemmesider:

Jens Pietras, Historiske metoder, Læreruddannelsen Holbæk,CFU Sjælland –

Informationssamlingen/Slagelse (set 2014-01-04), (Kontrolleret for funktionalitet - 01-05-

2014)

http://cfu.ucsj.dk/fileadmin/user_upload/cfu/Fag/Historie/Historiske_metoder_haefte.pdf

http://ebooks.library.cornell.edu/m/moawar/ofre.html

http://digital.library.cornell.edu/m/moawar/waro.html

http://cfu.ucsj.dk/fileadmin/user_upload/cfu/Fag/Historie/Historiske_metoder_haefte.pdf


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

63

BILAG 1: Oversigtskort - Blockading SQD operationsområde

Oversigtskort 1 284

284

http://www.usnlp.org/ournavy/section_I_chapter_II.html

Hatteras Inlet

Port Royal

Oversigtskort 2

222

Pensacola og

Fort Pickens

Norfolk og Gosport Naval Yard

Galverston

Mobile

e


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

64

BILAG 2: Oversigtskort - West Gulf Blockade SQD operationsområde

Oversigtskort 2285

285

http://www.onewal.com/a016/f_nolafeud.html

Ship Island

Head of Passes Forts St. Phillip og

Jackson

Port Hudson


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

65

BILAG 3: Oversigtskort - Head of the Passes

Oversigtskort 3286

286

ORN, Series I, Vol. 16, p. 636.


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

66

BILAG 4: Oversigtskort - Borgerkrigen i vest, 1861-1863

Oversigtskort 4287

287

http://mrcapwebpage.com/VCSUSHISTORY/warinthewest.html


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

67

BILAG 5: Oversigtskort - Slaget ved New Orleans

Oversigtskort 5288

288

Mahan, The Gulf and Inland Waters, p. 75


FORSVARSAKADEMIET

2013-2014

68

BILAG 6: Begrebsoversigt

Flådeoperation: En operation, der udelukkende eller primært udføres af flådestyrker.

Flådestrategi: Kunsten (teknikken) og videnskaben for anvendelsen af

sømagt i forfølgelsen af en national målsætning.

Kommando og kontrol: Myndighedsudøvelsen ved en korrekt udpeget øverstbefalende over tildelte og tilknyttede styrker i gennemførelsen af en mission [operation].

Værnsfælles operationer: En operation som involvere land- og flådestyrker som

samarbejder i forfølgelsen af et fælles (militært) mål. Implicit er inkluderet i begrebet, at der ikke er nogen forenet kommandostruktur.

Unity of effort: Koordinering og samarbejde mellem alle styrker, ikke nødvendigvis en del af den samme kommandostruktur, mod et almindeligt anerkendt mål.

Documents

Unionens sømilitære strategi og operationer i Den ...€¦ · New Oleans til de sejre, der åbnede Mississippi-floden for Unionens kontrol. Specialets primære fokus ligger imidlertid