FORSVARSAKADEMIET Falkultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2004/2005 Kaptajn P. J. Primdahl Kaptajnløjtnant K. Gaard-Frederiksen Oktober 2004

Den Strategiske Landestudie

Republic of Indonesia

Kilde: CIA - The World Factbook

Indhold Indhold ......................................................................................................................2 Resumé ... ......................................................................................................................4 1. kapitel Indledning ....................................................................................................6

1.1. Opgave .................................................................................................................6 1.2. Opgaveanalyse.....................................................................................................6

1.2.1 Diskussion af problemformulering samt metodik ...................................................6 1.2.2 Afgrænsning og vægtning .........................................................................................7

1.3 Kilder......................................................................................................................7 2. kapitel De strategiske faktorer................................................................................7

2.1. Den historiske faktor .............................................................................................7 2.1.1. Historisk redegørelse ................................................................................................7 2.1.2. Analyse af den historiske faktor ..............................................................................9

2.2. Den fysisk-geografiske faktor................................................................................9 2.2.1. Beliggenhed, størrelse og form ...............................................................................9 2.2.2. Grænser, land- sø- og luftadgangsveje..................................................................9 2.2.3. Nøgleområder ............................................................................................................9 2.2.4. Fremtrædende terrænelementer ...........................................................................10 2.2.5. Analyse af den fysisk-geografiske faktor .............................................................10

2.3. Den Kommunikationsmæssige faktor .................................................................10 2.3.1. Transport ...................................................................................................................10 2.3.2. Telekommunikationssystemer ...............................................................................11 2.3.3. Systemernes militære, politiske og administrative aspekter .............................11 2.3.4. Systemernes udbygningsperspektiver .................................................................11 2.3.5. Analyse af den kommunikationsmæssige faktor ................................................11

2.4. Den Sociologiske faktor ......................................................................................12 2.4.1. Befolkningens størrelse og geografiske fordeling ..............................................12 2.4.2. Religiøse og etniske grupperinger ........................................................................12 2.4.3. Analyse af den sociologiske faktor........................................................................13

2.5. Den økonomisk-videnskabelige faktor ................................................................13 2.5.1. Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer .....................................13 2.5.2. Energiproduktion og ressourcer ............................................................................13 2.5.3. Råmaterialer til industrien og industriproduktion ................................................14 2.5.4. Handel .......................................................................................................................14 2.5.5. Arbejdskraft...............................................................................................................14 2.5.6. Økonomisk struktur og finanser.............................................................................14 2.5.7. Videnskab og teknologi...........................................................................................15 2.5.8. Analyse af den økonomisk-videnskabelige faktor ..............................................15

2.6. Den militære faktor..............................................................................................16 2.6.1. Kommandoforhold og relation til det politiske niveau ........................................17 2.6.2. Størrelse, organisation og materiel .......................................................................17 2.6.3. Analyse af den militære faktor ...............................................................................18

2.7. Den indenrigspolitiske faktor...............................................................................18 2.7.1. Forfatning og styreform...........................................................................................18 2.7.2. Parlamentarisk situation ............................................................................... 19 2.7.3. Indenrigspolitiske problemområder.......................................................................19 2.7.4. Analyse af den indenrigspolitiske faktor...............................................................21

2

2.8. Den udenrigspolitiske faktor................................................................................ 22 2.8.1. Forhold til vigtigste aktører i regionen ..................................................................23 2.8.2. Forhold til USA .........................................................................................................23 2.8.3. Forhold til internationale organisationer ...............................................................23 2.8.4. Analyse af den udenrigspolitiske faktor................................................................24

3. kapitel Sammenhæng mellem de strategiske faktorer .......................................25 3.1. Ressourcebasen................................................................................................25 3.2. Udviklingspotentiale ............................................................................................25 3.3. Stabilitetsvariable................................................................................................26 3.4. Destabilitetsvariable............................................................................................26 3.5. Grundlag for scenarier ........................................................................................27

4. kapitel Scenarier ....................................................................................................27 4.1. Scenarie A: Positiv udvikling...............................................................................28 4.2. Scenarie B: Negativ udvikling .............................................................................28

5. kapitel Konklusion.................................................................................................29

Tillæg

Bibliografi

3

Resumé Områdestudien af Indonesien 2004 indeholder en redegørelse, analyse og vurdering af den strategiske kapacitet, den sikkerhedspolitiske situation og landets fremtidige sikker-hedspolitiske muligheder. Indonesien er verdens største muslimske land med en befolkning på mere end 230 mill. Landet har fra selvstændighedserklæringen efter 2. verdenskrig og indtil 1997 været et diktatur baseret på militærets støtte. De første frie parlamentsvalg og valg af præsident gennemførtes i 1999. Det andet frie valg er gennemført i 2004 og præsidentvalget er foregået under skrivning af denne studie. Der er skabt en tradition for parlamentarisk styre med bredt accepterede regeringer. Det nye parlamentariske styre står dog overfor en lang række udfordringer. Landet har i de seneste år oplevet alvorlig Al Qaida relate-ret terror og kampe mod løsrivelsesbevægelser. Landet er ligeledes notorisk plaget af korruption og organiseret kriminalitet især i form af pirateri. Områdestudien tager udgangspunkt i en redegørelse for og analyse af de strategiske faktorer m.h.p., at identificere hhv. stabiliserende og destabiliserende forhold med afsæt i landets kapacitet defineret som ressourcer og udviklingspotentiale, samt landets sik-kerhedspolitiske situation. Indenrigspolitisk er Indonesien afhængig af, at økonomiske og sociale reformer bliver gennemført og at infrastrukturen udbygges til også at omfatte de perifere provinser af øriget for derigennem at sikre vækst og undgå økonomisk skævvridning. Sker det ikke vil det give yderligere næring til separatistbevægelser i yderkanterne af landet. En fare består i, at terror mod vestlige interesser, fundamentalisme, korruption og orga-niseret kriminalitet kan finde sammen i en alliance, der kan destabilisere landet. Derfor er militærets hovedopgave, støtte til politiet i opretholdelse af den interne sikkerhed, og landets stabilitet er afhængig af militærets fortsatte loyalitet overfor det valgte styre. Økonomisk er Indonesien langsomt ved at genrejse sig efter Asien-krisen i slutningen af 90’erne. Dette er bl.a. sket ved låntagning, hvilket nu lægger begrænsninger på re-formmulighederne. Landet besidder dog betydelige naturressourcer især i form af olie og gas. Ligesom landets placering er handelsstrategisk vigtig med Malacca-strædet som nøglepunkt. Således er Indonesien interessant for udenlandske investorer og der-med disponeret for vækst i en ny asiatisk tigerøkonomi. Udenrigspolitisk søger Indonesien stabilitet gennem en international retsorden ved med-lemskab af bl.a. FN, ASEAN og OPEC. Landet har herudover et omfattende regionalt samarbejde og dermed en gensidig afhængighed i regionen. Indonesiens førsteprioritet er indenrigs og landet har ingen ekspansionistiske ambitioner, men ønsker at øve ind-flydelse gennem organisationer. Sammenfattende ses det, at landets kapacitet målt på ressourcer og udviklingspotentia-le giver grundlag for vækst og dermed stabile sikkerhedspolitiske muligheder. Det de-stabiliserende element består i den ulige fordeling. Hertil konstateres, at alle destabilise-rende forhold vedr. den sikkerhedspolitiske udvikling knytter sig til den indenrigspolitiske

4

faktor. Heraf følger også at de stabiliserende elementer er afhængige af centralmagtens evne og vilje til at håndtere de indenrigspolitiske forhold. En positiv sikkerhedspolitisk udvikling vil således fordre: - En solid centralmagt med bredt parlamentarisk grundlag. - En infrastruktur der befordrer udnyttelse af naturressourcer og balanceret udvikling. - Militærets loyalitet overfor centralmagten og understøttelse af dens autoritet. - En øget udenrigspolitisk interdependens forankret i institutionalisering i regionen. Hvorimod en negativ sikkerhedspolitisk udvikling risikeres ved: - En centralmagt der kun har legitimitet i de allerede urbaniserede områder primært

på Java. - En infrastrukturel udvikling, der favoriserer Java jf. et center/periferi dilemma og

dermed skaber øget diskrimination og katalyserer separatisme. - En militær autonomi som følge af centralmagtens manglende evne til at bekæmpe

terror, korruption og organiseret kriminalitet og dermed tilbagefald mod et militært styre.

- En svækket interdependens som følge af manglende international tillid til landets stabilitet. Herunder svækket international investeringslyst.

Dette danner grundlag for opstilling af to væsensforskellige scenarier i hver sin ende af en sikkerhedspolitisk skala. Det positive scenarie tager udgangspunkt i konsolidering af den demokratiske parla-mentarisme og en øget vækst som sådan. Dette marginaliserer løsrivelsesbevægelser-ne og inddæmmer fundamentalisme samt befæster centralmagtens autoritet udover øriget og den militære rolle kan efterhånden reduceres. Det negative scenarie fokuserer på en skæv udvikling, hvor kun Java oplever vækst, hvilket fører til konfrontation mellem center og periferi og dermed næring til både sepa-ratisme og fundamentalisme samt giver gode betingelser for korruption og organiseret kriminalitet. Dette leder til stigende utilfredshed med centralmagten og der vil komme et folkeligt krav om stabilisering, der kan lede til at militæret overtager magten igen. Det mest sandsynlige scenarie vil ligge et sted indenfor de to yderpunkter. På baggrund af den seneste udvikling med frie og retfærdige valg til parlament og præsidentpost, der ser ud til at være bredt accepterede vurderes det, at den mest sandsynlige sikkerheds-politiske udvikling går i en positiv retning. De største usikkerhedsfaktorer på dette sce-narie er, hvorvidt det lykkes at inddæmme og neutralisere separatistbevægelserne og etniske uroligheder. Bekæmpelse af terror og korruption er afgørende for befolkningens fortsatte tillid til centralmagten. Det negative scenarie er ”worst case” med en disintegration af landet resulterende i mili-tær magtovertagelse. Det er mindre sandsynligt, at det vil gå så galt i alle forhold uden forsøg fra omverdenen på at stabilisere situationen, men tendenserne må siges at rumme en vis sandsynlighed. Sammenfattende må det således konkluderes at Indonesiens sikkerhedspolitiske udvik-lingsmuligheder er overvejende positive, men rummer ganske reelle elementer af nega-tiv karakter.

5

1. kapitel Indledning

1.1. Opgave Problemformuleringen er givet som følger: På baggrund af en analyse af Indonesiens strategiske kapacitet og landets sikkerheds-politiske situation vurderes Indonesiens fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder1

1.2. Opgaveanalyse

1.2.1 Diskussion af problemformulering samt metodik Indonesien forbindes umiddelbart med løsrivelsesbevægelser, terror og et spædt de-mokrati ovenpå et diktatorisk styre, der har været understøttet af militæret siden landets selvstændighed efter 2. verdenskrig. Aktuelt er forholdene præget af Al-Qaida relatere-de terrorhandlinger mod vestlige interesser med Bali bomben i 2002 og senest bomben mod den australske ambassade d. 9. september 2004. Der er en erkendt stigende isla-misk fundamentalisme, der kombineret med selvstændighedstrang og oprør i de perife-re provinser, samt korruption og organiseret kriminalitet udgør en sprængfarlig blanding. Dette står overfor en økonomi som kun langsomt er ved at rejse sig efter 90ernes krak i den østasiatiske tigerøkonomi som Indonesien var en del af. Det nyvalgte parlament og den kommende præsident står således overfor enorme især indenrigspolitiske udfor-dringer. For at kunne vurdere Indonesiens fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder og dermed udvikling, er det nødvendigt at analysere den strategiske kapacitet og den sikkerheds-politiske situation. Den strategiske kapacitet kan udledes af en analyse af de otte stra-tegiske faktorer2, hvor de gennemgående variable må være landets ressourcebase for-stået som både fysiske og ikke fysiske ressourcer3 samt landets udviklingspotentiale. Sikkerhedspolitik kan defineres som; alle tiltag som direkte eller indirekte påvirker lan-dets sikkerhed med forskellige former for trusler, uanset om de er opstået med et sik-kerhedspolitisk formål eller i politiske former 4. Dette stemmer overens med det brede sikkerhedsbegreb, som jf. ovennævnte faktorer anvendes her. Den sikkerhedspolitiske situation må således udledes af de strategiske faktorer ved en søgen efter stabiliseren-de elementer hhv. destabiliserende elementer. Heraf fremkommer, at analysen af de enkelte faktorer skal indeholde delkonklusioner, der retter sig mod variablerne; ressourcebase, udviklingspotentiale, stabiliserende og destabiliserende elementer. Analysernes delkonklusioner holdes op mod hinanden i en sammenfattende analyse, m. h. p. at kategorisere og vurdere modsatrettede forhold som grundlag for at opstille væ-

1 IFS VEJSAM Del 1, pkt. 3. 2 Ibid. Del 1, pkt. 5.: Historiske-, fysisk-geografiske-, kommunikationsmæssige-, sociologiske-, økono-misk-videnskabelige-, militære-, indenrigspolitiske- og udenrigspolitiske faktor. 3 Fysiske: militære, økonomiske, teknologiske. Ikke fysiske: ideologiske/normative, diplomatiske, vilje-mæssige samt relationer. 4 Nils Andrén: Vad är säkkerhedspolitik? p. 61.

6

sensforskellige scenarier og nå til en konklusion vedr. Indonesiens sikkerhedspolitiske udviklingsmuligheder. Fremadrettet er det givet, at scenariefremskrivningen skal relatere sig til tre tidshorison-ter: - Kort sigt som værende 1-2 år. - Mellemlangt sigt som værende 3-5 år. - Langt sigt som værende 5-10 år.

1.2.2 Afgrænsning og vægtning Af hensyn til studiens begrænsede omfang rettes fokus mod de faktorer, der jf. opgave-analysen har størst direkte indflydelse på de nuværende forhold i Indonesien. Historiske og fysisk-geografiske faktorer er kun inddraget der, hvor de har afgørende fremtidig sik-kerhedspolitisk betydning. Som følge heraf er vægten lagt på især den indenrigspoliti-ske faktor. Men netop denne faktor er under stærk indflydelse af de øvrige faktorer ikke mindst set i relation til landets størrelse og infrastruktur, dets geostrategiske placering og ikke mindst befolkningssammensætning. Ligesom militæret som følge af landets for-tid har en vigtig rolle at spille. Ingen af de strategiske faktorer kan således udelukkes på forhånd.

1.3 Kilder Ved anvendelse af kildemateriale er der lagt vægt på aktualitet. Dette at opnå et opda-teret situationsbillede og imødekomme den brydningstid som Indonesien netop befinder sig i nu. Der er udelukkende anvendt åbne og offentlige tilgængelige kilder og studien er at betragte som uklassificeret. Dog indgår der i kilderne e-mail korrespondance med seniorforsker Timo Kivimäki fra Nordic Institute of Asian Studies, som forfatteren ikke umiddelbart ønsker offentliggjort. Af hensyn til den fastsatte tidsramme for denne opgaves udarbejdelse er indsamling af det opbyggende og beskrivende kildemateriale afsluttet 15. september 2004. Som følge af opgavens karakter og det tilfælde, at der den 20. september er præsidentvalg vil en række kilder dog blive indsamlet, bearbejdet og ajourført helt frem til afleveringstids-punkt.

2. kapitel De strategiske faktorer

2.1. Den historiske faktor

2.1.1. Historisk redegørelse Kolonitiden. Indonesien blev koloniseret af hollænderne i begyndelsen af 1600-tallet og forbliver en hollandsk koloni frem til 2. verdenskrig, hvor japanske styrker besætter øerne i 1942. Den hollandske kolonitid er præget af udbytning af naturrigdomme og udnyttelse og un-dertrykkelse af den indfødte befolkning. Der opstår en række væbnede oprør mellem

7

kolonimagten og diverse sultanater5. Hollændernes opførsel giver grobund for en spi-rende nationalisme og antikolonialistiske strømninger især på Sumatra og Java Efter japanernes kapitulation udråbte Achmed Sukarno den 17. august 1945 Indonesi-ens selvstændighed, men de allierede valgte at give landet tilbage til Holland. Først i 1949 opnår Indonesien selvstændighed efter mægling gennem FN. Uafhængig stat. Tiden efter uafhængigheden er præget af ustabilitet og rivalisering. Der gennemføres parlamentsvalg i 1955, men som følge af fortsat uro sætter Sukarno i 1959 parlamentet ud af kraft og indfører et stærkt præsidentstyre med støtte fra militæret og kommunist-partiet. Generalmajor Suharto - lederen af militærets modopstand, afløser i 1967 Sukarno som præsident. Efter Suharto’s magtovertagelse får militæret stor indflydelse. Suharto nær-mer sig vesten bl.a. ved at sælge olieefterforskningsrettigheder til primært Shell.6 I 1975 invaderer Indonesien den tidligere portugisiske koloni Østtimor, der annekteres som den 27. provins. Suharto formår som følge af kraftig økonomisk vækst og på trods af indenrigspolitisk kritik, at bevare kontrol med landet helt frem til midten af 90’erne. I 1997 breder en øst-asiatisk finanskrise sig til Indonesien, og der rejses stigende kritik af Suhartofamilien for korruption og nepotisme. Efter er række uroligheder vendt mod banker, forretninger og virksomheder ejet af Su-hartofamilien, vælger Suharto i maj 1998 at trække sig tilbage og overlade præsident-posten til Jusuf Habibie. I 1999 tillader Habibie en folkeafstemning på Østtimor om uafhængighed fra Indonesi-en. I den af FN organiserede afstemning stemmer et stort flertal for uafhængighed, hvil-ket udløser en voldsom proindonesisk voldsbølge, hvor militsgrupper gennemfører re-gulære massakrer og tusinder dræbes. Efter internationalt pres indvilliger den indonesi-ske regering i indsættelse af en australsk ledet FN mission, der genopretter roen og i 2002 opnår Østtimor uafhængighed fra Indonesien. Også i flere andre provinser, tydeligst i Aceh, Papua og Molukkerne opstår der sidst i 90’erne voldelig opstand med krav om selvstændighed. I juni 1999, afholdes det første frie demokratiske parlamentsvalg siden 1955, hvorved den moderate muslim Abdurrahman Wahid overraskende vælges som præsident, foran den meget populære kvindelige kandidat Megawati Sukarnoputri, datter af tidligere præsident Sukarno, fra det demokratiske parti. Sukarnoputri overtager dog i 2001 præ-sidentposten idet Wahid må træde tilbage efter beskyldninger for korruption og uduelig-hed ved håndtering af regionale uroligheder. Siden oktober 2002, hvor en terrorbombe dræber 202, hovedsagligt vestlige turister på et diskotek på Bali, har landet været præget af frygten for terror udført af islamiske fun-damentalister fra Jamaah Islamiyah en Islamisk gruppe med forbindelser til Al-Qaida terrornetværket.7

5 Værst er opstanden i og krigen mod sultanatet Aceh på Sumatra som det tog hollænderne 30 år (1873-1903) at besejre. Leksikon for det 21. århundrede. www.leksikon.org6 Leksikon for det 21. århundrede. www.leksikon.org7 Infoplease www.infoplease.com.

8

2.1.2. Analyse af den historiske faktor Indonesiens historiske baggrund har efterladt landet med en række relationer tilbage til kolonitiden, hvor bl.a. landets retssystem er efter hollandsk forbillede. Kolonitiden har dog også efterladt en række uafklarede regionale konflikter. Provinsgrænser er trukket mere eller mindre tilfældigt og uden hensyn til etniske skel. Kolonitiden har nogenlunde fastlagt øgruppens nuværende sammensætning, selvom mange øer muligvis kunne have udviklet sig til selvstændige nationer. Løsrivelser blev hårdhændet slået ned under kolonitiden og den beslutsomhed overfor løsrivelsestendenser er fortsat efter Indonesiens uafhængighed. Det kommer muligvis til at spille en rolle, at det rent faktisk er lykkedes Østtimor at opnå selvstændighed, hvilket kan være en katalysator for andre provinser. Tiden efter uafhængigheden og frem til slutningen af 90’erne, har været præget af stær-ke præsidentstyrer, men også af korruption, etniske konflikter og en statsform, hvor mili-tæret har haft en afgørende indflydelse. De demokratiske præsidenter har, udover regionale konflikter, skullet kæmpe mod en stigende islamisk fundamentalisme med en række terrorhandlinger. Sammenfattende kan det konkluderes, at en del af de uafklarede regionale konflikter med krav om selvstændighed er historisk betingede. Konflikterne, der har kørt i århund-reder og som aldrig har fundet en løsning, vil fortsat medføre en betydelig destabilise-rende effekt på landets integritet.

2.2. Den fysisk-geografiske faktor

2.2.1. Beliggenhed, størrelse og form Indonesien er verden største ø-gruppe og består af ca. 13.700 øer, hvoraf ca. 6.000 er beboede. Landet, der gennemløbes af ækvator, har en breddeudstrækning på mere end 2000 km og en længdeudstrækning på mere end 5000 km, hvilket er mere end USA fra øst til vest. Af det samlede areal udgør fire femtedele hav og ø-gruppen deler Stillehavet fra det Indiske Ocean. Indonesiens samlede kyststrækning er på mere en 54.000 km8

2.2.2. Grænser, land- sø- og luftadgangsveje Indonesien har på Borneo landegrænse med Malaysia, på Ny Guinea med Papua Ny Guinea og på Timor med Østtimor. Indonesien grænser af søvejen op til Singapore, Filippinerne, Malaysia, Thailand og Australien.

2.2.3. Nøgleområder Øerne Java og Bali udgør kun ca. 7 % det samlede areal, men huser to tredjedele af landets samlede befolkning9. Java har landets hovedstad Jakarta samt de vigtigste in-dustriområder. Indonesien kontrollerer, sammen med Singapore og Malaysia, Malacca-strædet som er adgangsvejen mellem Stillehavet og det Indiske Ocean. Indonesien kontrollerer med Sunda-strædet hovedfærdselsåren mellem Australien og Asien. 8 CIA The World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook 9 Lande i lommeformat, udenrigspolitisk selskab 2003

9

2.2.4. Fremtrædende terrænelementer Landet består af sumpområder og store områder med tropisk regnskov. Næsten alle øer er bjergrige. Indonesien har stor vulkansk aktivitet.

2.2.5. Analyse af den fysisk-geografiske faktor De mange øer spredt på et enormt areal, udgør en kæmpe infrastrukturel udfordring for centralregeringen. Store afstande og et ufremkommeligt terræn gør det vanskeligt at overvåge og føre kontrol med store dele af landet. Der er således basis for uhindret statsfjendtlig aktivitet. Geografien og den fysiske udformning betyder at opbygning og træning af separatistbevægelser kan foregå upåagtet. Der kan ske ulovlig udnyttelse af naturrigdomme, herunder fældning af regnskov. De mange øer giver gode betingelser for pirataktivitet. I den forbindelse er den meget lange kyststrækning langs Malacca-strædet et betydeligt og følsomt nøgleområde. Landets industri og befolkning er koncentreret hovedsagligt på hovedøen Java, hvilket betyder en øget urbanisering, samt at ressourcerne ikke er ligeligt fordelt. Sammenfattende har ørigets enorme geografiske udbredelse, de mange øer og det ufremkommelige terræn i sig selv en destabiliserende effekt, idet det nærmest er umu-ligt for centralregeringen af føre kontrol i alle egne af landet. Samtidig medfører det en betydelig økonomisk byrde. De enkelte øer udgør geografisk afgrænsede områder så separation af enkelte provinser er ikke nødvendigvis truende for landet som sådan, men kan have en uheldig dominoeffekt og dermed en potentiel destabilitet.

2.3. Den Kommunikationsmæssige faktor

2.3.1. Transport Landet råder over et vejnet på ca. 350.000 km, hvoraf kun ca. 45.000 km er asfalterede altvejrsveje. I et forsøg på at forbedre landtransportnetværket er det planlagt at etablere en trans-Java motorvej, der skal være klar i 2009. Landet råder over ca. 7.000 km jern-bane, hvor næsten 3.000 km er koncentreret På Java og en stor del af resten på Su-matra. Nettet er blevet forsømt over de sidste ca. 35 år og først i 2003 er der sket enkel-te forbedringer. Investeringer i Jernbanenettet er koncentreret om Java. Der er dog ud-arbejdet planer for en pan-Sumatra jernbane10. Indonesiens geografiske karakter som ørige gør at meget transport foregår ad vandveje opgjort til ca. 22.000 km11. Der er ca. 650 offentlige havne, hvoraf de 130 er formelt åb-ne for international samhandel. Hertil findes der ca. 1000 private industrihavne. Havne, hvoraf de bedst udbyggede er koncentreret på Java, er p.g.a. landets placering og ka-rakter nøglepunkter for økonomisk udvikling og international handel. Således foregår tre fjerdedele af al godstransport med skib12. Imidlertid er havnene ikke blevet vedligeholdt eller moderniseret. Grundet Indonesiens ry som højrisiko område m.h.t. pirateri omrutes megen international søtransport til Singapore, hvilket medfører manglende internationa-le investeringer i indonesiske havne.

10 Lande i lommeformat. udenrigspolitiksselskab 2003. 11 Ibid. 12 Ibid.

10

Indonesien råder over et godt lufttrafiknet med mere end 650 lufthavne13 heraf er ca. 150 asfalterede. Luftfarten er siden 1999 blevet liberaliseret, og bl.a. lavprisselskaber har medvirket til at tredoble antallet af flypassagerer fra 1999 til 200414.

2.3.2. Telekommunikationssystemer Mobiltelefoni er hastigt voksende i Indonesien fra 5,7 mio. brugere i 2001 til 16 mio. i 2003. Fastlinienettet består derimod kun af 3,4 linier pr. 100 indb. Internetbrugere er opgjort til 8 mill. i 200215 og er nemt tilgængelig i de urbaniserede områder. M.h.t. mas-semedier er der 41 tv stationer og over 1000 radiostationer. Der er pressefrihed i landet men ”offentlighedens religiøse og moralske værdier skal respekteres”16. Hele landet er dækket af elektroniske medier.

2.3.3. Systemernes militære, politiske og administrative aspekter Indonesiens status som et ørige med en begrænset infrastruktur, som hovedsagligt er udbygget omkring hovedstaden Jakarta, stiller store krav til mobilitet for centralmagtens redskaber militær, politi mv. med det formål, dels at hævde suveræniteten udadtil dels at holde sammen på landet indadtil og bevare integriteten. Ligeledes er oplysning og adgang til centralmagtens service betinget af infrastrukturen, hvorfor udbygning af den-ne udgør et væsentligt aspekt i demokratiseringsprocessen. Administrativt stiller infra-strukturens karakter krav om en vis decentralisering til de perifere områder, hvilket kan svække autoritetstroen mod Jakarta og give grobund for separatistbevægelser.

2.3.4. Systemernes udbygningsperspektiver Udbygning og vedligeholdelse af vej- og jernbanenet samt havnefaciliteter kræver milli-ardinvesteringer, alene den trans-javanesiske motorvejsprojekt koster over 9 mia. US$17. Herudover blev alle anlægsprojekter sat i stå med Asien krisen i 199718, hvorfor der er et betragteligt efterslæb. Finansieringen sætter begrænsningen for udbygnings-perspektiverne, idet der indenfor såvel landbaseret infrastruktur som for havnenes ved-kommende er store behov. Den elektroniske infrastruktur kan teknisk og finansielt lette-re udbygges. Perspektivet hæmmes her af de demografisk betingede kommunikations-barrierer såsom sprog19.

2.3.5. Analyse af den kommunikationsmæssige faktor Den nedslidte Infrastruktur og det manglende investeringstempo efter krisen i 1997, be-tyde en begrænsning i muligheden for at udnytte landets ressourcebase. Dels som kapi-talisering ved eksport af produkter fra primærerhvervene og dels som begrænsninger i sekundærerhvervene ud fra rationaliserings- og stordriftsbetragtninger. Hertil forøges tertiærerhvervenes omkostninger af en længere omsætningshastighed og større lager-bindinger. I forhold til udenlandske investeringer og flytning af produktionsapparat til

13 CIA The World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook. 14 Ca. 6.6 mill. pax. fordelt på fem operatører. Prognosen for 2004 siger ca. 20 mill. pax. fordelt på mere end 20 selskaber. Jane’s sentinal security assessment: www.janes.sentinal.janes.com. 15 CIA World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook. 16 Lande i Lommeformat, udenrigspolitisk selskab 2003. p.10. 17 Jane’s sentinal security assessment: www.janes.sentinal.janes.com. 18 Lande i Lommeformat, udenrigspolitisk selskab 2003. p. 37. 19 Ibid. p. 5. Over 300 regionale sprog, dog med bahasa indonesia som officielt sprog, samt ca. 13 % analfabetisme.

11

Indonesien vil manglende udbygning af infrastrukturen have en begrænsende indvirk-ning. Vedr. ressourcebasen ses det således, at denne svækkes ved den manglende investering i infrastruktur. Modsat må det siges, at udviklingspotentialet er til stede, hvis investeringer i infrastruk-tur prioriteres og lammelsen fra 1997 overvindes. Med den nuværende fokusering på Java er der en risiko for en skævvridning til fordel for Java. Dette kan enten betyde et øget udviklingspotentiale, hvor Java kommer til at virke som motor for hele landet, eller en center/periferi problematik, hvor yderområderne bliver marginaliseret. Dette kan for-stærke antipati mod centralmagten og styrke uafhængighedsbevægelser. Det udvik-lingspotentiale, der ligger ligefor er udbredelsen af internet/telefon, der ud fra en oplys-ningsfilosofi må styrke demokratiseringsprocessen, modsat er det også et ”våben” i hænderne på oprører, der naturligt også får lettere ved at kommunikere. Centralmag-tens forholdsvis flere ressourcer taget i betragtning, må det dog vurderes at give denne størst fordel af en udvikling af den elektroniske infrastruktur. Samme argumentation kan bruges på spørgsmålet om stabilitetsvariable, hvor en øget elektronisk infrastruktur må befordre øget mulighed for påvirkning fra centralmagten og dermed større autoritetstro og dermed stabilitet. Det samme må gøre sig gældende for en udvikling af den fysiske infrastruktur alene af den grund, at den vil føre øget velstand med sig. Dog kan den ovenfor nævnte risiko for skævvridning og marginalisering af yderområder være destabiliserende ved, at grupperinger vender sig mod centralmagten i løsrivelsesøjemed. Sammenfattende ses, at infrastrukturen skal udvikles for at sikre ressourcebasen. Po-tentialet er der - og mest ligefor på det elektroniske område. Men det fysiske område skal også styrkes ved fokus på havne og veje. Dette vil få en stabiliserende indvirkning på landet. Dog kan en koncentration af infrastrukturudviklingen om Java have en direkte destabiliserende effekt på randområder i form af argumenter til separatistbevægelser.

2.4. Den Sociologiske faktor

2.4.1. Befolkningens størrelse og geografiske fordeling Befolkningen udgør pr. juli 2004, 238,5 mill.20, hvilket betyder at det er verdens fjerde folkerigeste stat. Befolkningstilvæksten er som følge at et familieplanlægningsprogram nede på 1,5 %.21 Jakarta har, inkl. forstæder, en befolkning på ca. 18 mill. Javanesere udgør 45 % af befolkningen og bor hovedsagligt på hovedøen Java mens andre områder på Sumatra og Kalimantan er stort set ubeboede. Desuden findes der et stort kinesisk mindretal på ca. 5 mill.

2.4.2. Religiøse og etniske grupperinger Arabiske købmænd bragte den islamiske tro til Indonesien i det 13. århundrede og i lø-bet af det 15. århundrede var sort set hele ø-gruppen, med undtagelse af bl.a. Bali, der forblev hinduistisk, konverteret til islam22.

20 CIA The World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook. Der hersker blandt forskellige kilder stor uenighed om befolkningsstørrelsen. Tallene varierer fra ca. 214 mill til 238,5 mill. 21 Lande i lommeformat, Det Udenrigspolitiske selskab 2003 s. 6. 22 Lande i lommeformat, Det Udenrigspolitiske selskab 2003

12

88 % af befolkningen23 bekender sig til Islam, hvilket gør Indonesien til verdens folkeri-geste muslimske stat. Langt hovedparten er sunnimuslimer. Protestanter udgør 5 %, katolikker 3 % og hinduer 2 %. Forfatningen garanterer religionsfrihed for hinduer, krist-ne, muslimer, buddhister og konfucianister. Islam har en særlig stærk stilling i provinsen Aceh på Sumatra, Kristendommen på Pa-pua, mens hinduisterne stort set er samlet på Bali. Udover den religiøse opdeling er der mere end 300 etniske grupperinger i landet.

2.4.3. Analyse af den sociologiske faktor Befolkningstilvæksten er under rimelig kontrol, men fordelingen af befolkningen er me-get ulige. Der har fra regeringens side i mange år været bestræbelser på at få folk fra det tæt befolkede Java til at flytte ud i de tyndere befolkede områder, men ikke med udelt gode resultater. Nogle af de etniske og religiøse sammenstød har haft rod i denne udflytning. Religiøst set udgør landet en rimelig homogen sammensætning, med en stor majoritet af moderate og pragmatiske sunnimuslimer. Staten har ført en række kam-pagner for religiøs tolerance, alligevel forekommer der religiøse og etniske konflikter. Sammenfattende må det konstateres at det faktum, at Indonesien er verdens største islamiske stat ikke i sig selv er destabiliserende. Den homogene sammensætning, hvor moderate sunnimuslimer udgør det store fleretal bør have en stabiliserende effekt. Den ulige fordeling af befolkningen, hvor langt hovedparten er samlet på Java kan medfører en øget økonomisk diskrimination, hvilket kan fører til stigende utilfredshed og krav om selvstyre fra enkelte provinser, hvilket vil kunne destabiliserer landets integritet.

2.5. Den økonomisk-videnskabelige faktor Generelt har den indonesiske økonomi et bredt fundament og er forholdsvis godt afba-lanceret24. Landet var en del af den såkaldte ”tiger-økonomi” i Asien med årlige vækst-rater på op til 7 % indtil krisen i 1997-98. Herefter er landet kun langsomt ved at rejse sig igen med forventet årlig vækst i 2004 på 4 %.

2.5.1. Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer De klimatiske betingelser for landbrug er ekstremt gode i Indonesien med mulighed for at høste op til tre gange om året. Produktionsapparatet består primært af husmænd, der kun ejer et par hektar hver, hvorfor produktionsapparatet ikke er rationaliseret. Hovedproduktionen er ris, men der produceres ikke nok til at være selvforsynende. Der er fra midten af 1980erne også satset på dyrkning af eksportvarer. Således er landet blandt verdens største producenter af kaffe og kokosprodukter, ligesom der producerte, kakao, krydderier, sukker og tobak. Landbrug leverer ca. 16 % af BNP

es .

25

2.5.2. Energiproduktion og ressourcer Indonesien, der er medlem af OPEC, råder over betydelige forekomster af olie og gas. Udover at forsyne landet udgør olie og naturgas næsten 1/4 af landets samlede eks-

23 Infoplease. www.infoplace.com24 Lande i lommeformat, udenrigspolitisk selskab 2003. p.31 25 CIA The World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook.

13

port26. Indonesien er således verdens største eksportør af naturgas. Ca. 90 % af elek-triciteten fremstilles af fossilt brændstof og ca. 10 % kommer fra vandkraft27.

2.5.3. Råmaterialer til industrien og industriproduktion Udover produkter fra landbrugssektoren, bl.a. store mængder naturgummi, råder landet over en rig forekomst af mineraler herunder tin, kobber, nikkel, bauxit, guld og sølv, der dels eksporteres direkte og dels forarbejdes. Desuden er der, som følge af at næsten 60 % af landet er dækket af træ, en væsentlig produktion af krydsfinér og papir. Eksport af tømmer blev forbudt i midten af 1980erne i et forsøg på at bevare regnskoven. Siden 1986, hvor oliepriserne faldt og olieindtægter alene ikke slog til er industrien blevet re-formeret og eksporterhverv især begunstiget, hvilket sammen med billig arbejdskraft har trukket en del udenlandske investeringer til landet. Således er der en del forædlingsin-dustrier i landet. Der er mange små og mellemstore industrier, hvoraf en del er rettet mod hjemmemarkedet. Herudover er der en betydelig sværindustri i form af jern og stål og aluminiumsværker28. Højteknologiske virksomheder såsom bilproduktion, telekom-munikation og skibsværfter eksisterer, men udviklingen af dem har ligget stille siden krisen i 1997. Elektronikprodukter udgør dog en væsentlig del af industrieksporten. In-dustrien leverer ca. 42 % af BNP29.

2.5.4. Handel Eksporten spiller en væsentlig rolle for Indonesiens økonomi. Op mod 80 % er industri-varer resten olie og gas jf. ovenstående. Produktionsindustrien er dog afhængig af im-port af delkomponenter. Indonesien har længe haft overskud på handelsbalancen og har siden 1997 også haft overskud på betalingsbalancen30. Tertiære erhverv står for 42 % af BNP31. Indonesien understøtter sine internationale handelsafhængigheder ved medlemskab af bl.a. WTO og ASEAN.

2.5.5. Arbejdskraft Arbejdsløsheden er på ca. 10 %32 og arbejdsstyrken er på ca. 100 mill33. fordelt med 43 % på landbrug, 18 % i industri og 39 % i service og andet erhverv34. Der er størst ar-bejdsløshed blandt kvinder og der ligger ikke umiddelbart en tilsvarende arbejdskraftre-serve gemt her grundet den større analfabetisme blandt kvinder. Den forventede vækst på ca. 4 % i 2004 er ikke nok til at nedbringe arbejdsløsheden35.

2.5.6. Økonomisk struktur og finanser Svækkelsen også i 2004 i investeringerne gør, at det er det private og offentlige forbrug der er drivkraft i økonomien. En stram økonomisk politik har reduceret inflationen til om-kring 5 % ligesom renten har været faldende, men usikkerhed forud for præsidentvalget

26 CIA The World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook. 27 Ibid. 28 Ibid. 29 Ibid. 30 Lande i lommeformat, udenrigspolitisk selskab 2003. p. 33. 31 CIA The World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook. 32 Ibid. 33 Ibid. 34 Lande i lommeformat, udenrigspolitisk selskab 2003. p.31. 35 Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk/da.

14

i 2004 og et stigende internatonalt renteniveau har yderligere svækket den indonesiske valuta36. Siden 1997 har Indonesien fået støtte af IMF og verdensbanken i form af lån mod krav om omstruktureringer, herunder genprivatiseringer af de ressourcer som sta-ten overtog i f.m. 1997-krisen. Ligeledes er der stillet krav om bekæmpelse af den bety-delige korruption, nepotisme og bureaukrati. Langsommelighed med indførelse af øko-nomiske reformer og yderligere låntagning har medført en udlandsgæld på ca. 133 mia. US$37, hvorved renter og afdrag er en af de største poster på statsbudgettet38. Dette sammen med en stram økonomisk politik begrænser offentlige investeringer i sundhed og uddannelse og i forlængelse heraf det offentliges muligheder for aktivt at bekæmpe fattigdom. Antallet af fattige er dog reduceret siden 1997, men de fattiges situation er meget skrøbelig. 27 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen39

2.5.7. Videnskab og teknologi Landet råder over ca. 1300 statslige eller private universiteter af varierende kvalitet40. Mange unge indonesere vælger dog at uddanne sig i udlandet. Kun 1.4 % af BNP an-vendes på undervisningssektoren, hvilket er det laveste i regionen41. Det skønnes at mindre end 2 % af befolkningen har en universitetsuddannelse. Dog modtager over 55 % af nuværende elever mere end 6 års skolegang42

2.5.8. Analyse af den økonomisk-videnskabelige faktor Indonesiens råstofrigdomme, herunder mineraler og olie/gas, samt de gunstige betin-gelser for landbrug, sammenholdt med en positiv handels- og betalingsbalance gør, at det umiddelbart må konkluderes at landets ressourcebase er meget begunstiget. Her-udover ses det, at i kraft af at ca. 84 % af BNP leveres af hhv. sekundære og tertiære erhverv sammenholdt med at op mod 80 % af eksporten er industrivarer må det betyde at ressourcebasen ikke kapitaliseres og har en mindsket sårbarhed overfor fluktuatio-ner. Ligeledes vil den konstaterede selvforsyning på energiområdet sikre mulighed for vedligeholdelse og styrkelse af ressourcebasen. Arbejdsstyrkens fordeling med op mod 43 % beskæftiget i primærsektoren betyder, at der er muligheder for rationaliseringer her og dermed arbejdskraftsforskydning til sekundærerhvervene, hvilket sammen med den nuværende arbejdsløshed vil holde lønningerne i ro. Dog kan der opstå problemer med kvalificering af arbejdskraften mod sekundære og tertiære erhverv. Videnssamfun-det med BNP hovedsageligt skabt i den tertiære sektor har dog lange udsigter med det konstaterede uddannelsesniveau sammenholdt med de begrænsede investeringer i uddannelsessektoren. Udviklingspotentialet ses at være til stede i kraft af, at ressourcebasen ikke er baseret på en monokultur og at landet er energimæssigt selvforsynende. Udviklingspotentialet hæmmes imidlertid af udlandsgælden og den deraf manglende frihed til at stimulere udviklingen i form af økonomiske tiltag. Kvalificeringen af befolkningen i form af uddan-nelse og vedligeholdelse af arbejdskraften i form af sundhedstiltag ikke tilgodeses til-strækkeligt. Dette kan betyde, at vækstraterne ikke kommer til at afspejle de mulighe-

36 Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk/da. 37 CIA World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook. 38 Lande i lommeformat, udenrigspolitisk selskab 2003. p.33. 39 CIA World Factbook. www.cia.gov/cia/publications/factbook. 40 Lande i lommeformat, udenrigspolitisk selskab 2003. p.8. 41 Ibid. p.8. 42 Ibid.

15

der, der er i regionen43. Dette bekræftes også af en forventet vækst i 2004 på ca. 4 %, hvor den før 1997 krisen lå på ca. 7 %. Vedr. stabilitetsvariable ses det, at ressourcerigeligheden og -mangfoldigheden i forhold til sammensætningen af BNP gør landet mindre sårbar overfor fluktuationer. Herudover kan man hævde at det, at landet besidder så store mængder af strategisk vigtige råstof-fer - olie - kan betyde, at det internationale samfund vil tilskynde til, at Indonesien er stabilt. Modsat kan det have en destabiliserende effekt at 27 % lever under fattigdomsgrænsen og at 43 % lever ruralt beskæftiget i et landbrug, der ikke er drevet rationelt og det der-for er rimeligt at antage, at der er et vist sammenfald mellem de 27 % og de 43 %. Dette kan sammenholdt med den infrastrukturmæssige skævvridning katalysere den skepsis overfor centralmagten, der kan befordre terror- og separatistbevægelser. Sammenfattende ses det, at Indonesien besidder en ressourcebase, der udadtil bør fordre kapacitet til at være en betydende regional aktør og indadtil giver mulighederne for vækst. Udviklingspotentialet hæmmes dog primært af gæld og manglende uddan-nelse af befolkningen. Det brede fundament har en stabiliserende effekt, men modsat har fattigdom kombineret med en rural befolkning og en infrastrukturmæssig skævvrid-ning jf. 2.3 en destabiliserende effekt.

2.6. Den militære faktor Indonesiens militære styrker (TNI)44 er siden landets overgang til demokrati væsentligt reduceret. Således er politiet udskilt som selvstændig myndighed under præsidenten45. Den militære strategi og doktrin er baseret på tre centrale koncepter46: - “National resilience” (robusthed). - “Total people’s defence and security” (Totalforsvar). - ”Archipelagic doctrine” (forsvar af øgruppen og dens søterritorium). Doktrinen er lagt an på lavintensitetskrigsførelse og guerillaoperationer snarere end konventionel krigsførelse. Dette stemmer fint overens med militærets tidligere rolle som politi-/sikkerhedsstyrke, hvor opgaven var at holde sammen på landet mod egne sepa-ratistbevægelser. Her har styrkerne været anvendt mod oprørere i både Østtimor, Aceh og Molukkerne. Derfor har militæret også svært ved at redefinere sin rolle i samfundet og overlade den indre sikkerhed til politiet. Militærets position som en stat i staten styr-kes af forholdsvis svage civile institutioner i de rurale områder, hvilket har medført, at militæret har erklæret, at overdragelsen af ansvaret for den indre sikkerhed vil foregå i et tempo bestemt af militæret47. Grundet de svage civile strukturer har militæret opnået megen prestige og respekt i befolkningen, hvorved en del af den indflydelse militæret havde under Suharto regimet er opretholdt. Hertil kommer, at militæret driver egne ind-flydelsesrige forretningsimperier, således dækkes 2/3 af militærets udgifter af egen ind-tjening48.

43 Sandsynligvis som ”spil over” fra Kina. 44 TNI: Tentara National Indonesia. 45 US Department of State. www.state.gov. 46 Jane’s sentinal security assessment: www.janes.sentinal.janes.com. 47 Ibid. 48 Anthony l. Smith pp. 93-94.

16

Det statslige forsvarsbudget er for 2004 på 2,04 mia. US, hvilket er en stigning på 15 % i f.t. 200349(1,4 % af BNP). Hertil er der v.h.a. modkøbsaftaler skaffet yderligere statsli-ge midler til indkøb af våbensystemer. Som følge af, at især hæren har været indblan-det i overtrædelse af menneskerettighederne ved indsættelser i bl.a. Østtimor, oprethol-der USA en våbenembargo mod landet, hvorfor alternative leverandører bl.a. Rusland, Holland og Sydkorea anvendes50. Indonesien har ingen militære offensive intentioner og plejer sit internationale omdøm-me som tilhænger af en interstatslig retsorden under FN ved i stor stil at bidrage med styrker til FN-missioner og har deltaget i stort set alle, siden Congomissionen først i 1960erne.

2.6.1. Kommandoforhold og relation til det politiske niveau De militære relationer til det politiske niveau og indflydelse på dette er fortsat omfatten-de. Dog er militærets direkte repræsentation med sæder i parlamentet reduceret mod at militærets personel har opnået stemmeret51, hvilket formelt har reduceret den militære tops politiske indflydelse. At politi og militær formelt er adskilt må efter del og hersk princippet også have svækket militærets magt i ft. det politiske niveau. Imidlertid betyder ”total people’s defence and security” koncepten sammenholdt med militærets territoriel-le kommandosystem, at militæret er til stede overalt i landet og dermed har mulighed for at øve reel indflydelse. Herudover støtter militæret bl.a. som følge af den mistede poli-timyndighed et væsentligt antal antiseparatistbevægelser med våben o. lign.52 Det er således rimeligt at antage, at militærets reelle magt i indenrigspolitiske anliggender fort-sat er meget stærk på trods af reformerne efter demokratiseringen og den deraf følgen-de politiske kontrol.

2.6.2. Størrelse, organisation og materiel Indonesien råder over en stående styrke på 346.00053 mand samt 175.000 i reserven. Hæren udgør 3/4 af styrken med hovedparten organiseret i territoriale enheder. Disse har lavere prioritet i ft. en strategisk reserve af bedre trænede kampenheder organiseret i to divisioner og en luftbåren brigade (i alt ca. 30.000 mand) og specialoperationsstyr-ker. Disse anvendes tillige som hurtig reaktionsstyrke i fm. indenrigssikkerhedsopgaver og antiterroropgaver. Hæren har bl.a. været indsat senest som støtte til politiet mod se-paratistbevægelser i Østtimor, Molukkerne og Aceh. Materielmæssigt understøttes doktrinen godt i kraft af, at materiellet giver mulighed for indsættelse overalt i territoriet med hhv. transportfly og landgangsfartøjer, samt materiel til antiguerilla krigsførelse i form af let infanteri, let pansrede enheder og nærstøtte og transport fly/helikoptere. Indonesien råder ikke over en decideret offensiv kapacitet. Indonesien råder desuden over to strategiske efterretningstjenester, hvoraf den ene er direkte underlagt præsidenten og den anden forsvarschefen.

49 Jane’s sentinal security assessment: www.janes.sentinal.janes.com. 50 Ibid. 51 Anthony l. Smith p.93. 52 Timo Kivimaki, seniorforsker ved NIAS. Personlig mail korrespondance. 53 Fordelt med 265.000 i hæren, 24.000 i flyvevåbnet og 57.000 i søværnet, herunder 15.000 mand som marinecorps. Jane’s sentinal security assessment: www.janes.sentinal.janes.com

17

2.6.3. Analyse af den militære faktor Sammenholdes den militære kapacitet med de strategiske koncepter, doktrinen om guerillakrigsførelse, organisationen med decentrale militærregioner og den understøt-tende teknologi med materiel til ”counter insurgency” og guerillakrigsførelse, ses det, at den militære magt er rettet udelukkende mod forsvar af Indonesien. Denne opgave fal-der åbenlyst i to dele, dels som et forsvar mod udefra kommende trusler, men i højere grad som bekæmpelse af indefra kommende trusler i form af etniske oprørere og sepa-ratistbevægelser. Viljen til at anvende militæret mod egen befolkning må siges fortsat at være til stede, selvom transformationen har overladt denne opgave til politiet, idet militæret nu yder støtte til politiet af samme karakter som det før leverede direkte. Militærets støtte til ille-gale antiseparatistbevægelser understreger, at selvom militæret nu formelt er underlagt politisk demokratisk kontrol, så repræsenterer det stadig en reel autonom magtfaktor. Det vil sige, at så længe staten og militærets interesser er de samme, nemlig at holde sammen på Indonesien, så er militæret en ressourcebase til at bevare et centralt styre og dermed en stabiliserende effekt. Modsat betyder militærets autonomi understøttet af en reel egenfinansiering af 2/3 af organisationen ved forretningsimperier, at opstår der interessekonflikt med det politiske system, kan militæret i sig selv udgøre en destabilise-rende faktor. Dette underbygges af, at halvdelen af den strategiske efterretningstjeneste er underlagt forsvarschefen og dermed ikke under direkte politisk kontrol. M.h.t. udviklingspotentiale peger alt i retning af, at militæret fortsat vil investere i kapaci-teter rettet mod lavintensitetskrigsførelse med det formål at kunne opretholde en strate-gisk defensiv mod udefra kommende trusler og en taktisk offensiv mod egne separatist-bevægelser. Samme type styrker kan direkte anvendes i lavintensitets FN-missioner og dermed tjene det formål at vise vilje til at støtte en international retsorden og dermed opnå anerkendelse som modvægt til egne overtrædelser i kampen mod separatistbe-vægelser. Sammenfattende konstateres, at den militære faktor udgør en ressourcebase primært til opretholdelse af egen stabilitet, og udviklingspotentialet af denne ligger i en fortsættelse som strategisk defensiv kapacitet og styrkelse af taktisk offensiv kapacitet til imødegå-else af indre uro. Militæret er således en stabiliserende faktor. Men kan p.g.a. svag poli-tisk kontrol og stor egenfinansiering blive en destabiliserende faktor, hvis statens og militærets interesser bliver modsatrettet.

2.7. Den indenrigspolitiske faktor Siden Suharto i 1998 blev tvunget til at træde tilbage efter mere end 30 års autoritært styre, har Indonesien gennemgået store politiske forandringer med indførelse af civile rettigheder og gennemførelse af demokratiske reformer. Det første frie parlamentsvalg blev afholdt i 1999. Det seneste parlamentsvalg blev afholdt den 5. april i år og det ef-terfølgende præsidentvalg afholdes mens denne studie skrives idet anden runde af præsidentvalget afholdes 20. september 2004.

2.7.1. Forfatning og styreform Indonesien er en republik med en national forfatning, der stammer fra 1945. Forfatnin-gen er senest justeret i 2002, hvor hovedtemaet var, hvorvidt Indonesien forfatnings-

18

mæssig skulle drejes i en mere muslimsk retning.54 Det blev afvist af alle betydende partier at indføre sharia-lovgivning og siden har dette ikke været et tema, heller ikke i den seneste valgkamp. Indonesien er opdelt i 30 provinser, hvoraf flere siden 2001 har haft en udstrakt form for selvstyre.

2.7.2. Parlamentarisk situation Landet har siden 2001 været ledet af præsident Megawati Sukarnoputri fra det nationa-listiske Indonesiens Demokratiske Parti (PDI-P). Sukarnoputri er datter af tidligere præ-sident Sukarno og der var stillet store forventninger til den populære, men noget ano-nyme kvinde. Hun lovede forbedringer for den menige indoneser, demokratiske refor-mer og at slå hårdt ned på korruption. Tilsyneladende har hun ikke været i stand til at opfylde indonesernes forventninger. Ved parlamentsvalget i april mistede PDI-P flertal-let i parlamentet til Suhartos gamle parti Golkar. Golkar er traditionelt militærets parti. Nedturen fortsatte ved det netop overståede præsidentvalg den 20. september. Selvom det endelige valgresultat først foreligger i begyndelsen af oktober, står det klart, at Su-karnoputri må overgive præsidentposten til Susilo Bambang Yudhoyono.55 Yudhoyono stammer ikke fra det største parti Golkar, men fra det betydeligt mindre Nye Demokrati-ske Parti (PKS), der ved parlamentsvalget blev landets sjette største parti.56 Som vice-præsident har han dog udpeget Jusuf Kalla fra det største parti Golkar. Selvom valget er sket i skyggen af terrorangrebet mod den australske ambassade, er valget forløbet fredeligt. Yudhoyono var frem til 2003 sikkerhedsminister i Sukarnoputri’s koalitionsregering og Yudhoyono er desuden tidligere general i den indonesiske hær. Som sikkerhedsminister var det ham, der stod bag klapjagten på gerningsmændene bag terrorbomberne på Bali i 2002. Trods sin mangeårige militærkarriere i det militær, der gennem mere end 30 år holdt Suharto ved magten og flere år som minister under Sukarnoputri er det lykkedes Yudhoyono at fremstå som det uplettede alternativ. Han er aldrig blevet sat i forbindelse med korruption og har aldrig været anklaget for overtrædelse af menneskerettigheder.57

Eksperter mener ikke, at præsidentskiftet vil føre til en markant anderledes politik end den hidtil førte, men at der måske kan strammes op og sættes skub i den udvikling som blev sat i gang af den afgående regering.58

2.7.3. Indenrigspolitiske problemområder Den nye præsident står overfor en række indenrigspolitiske udfordringer i bestræbel-serne på at stabilisere og sørge for fremgang i det mægtige ørige. Problemer som isla-misk fundamentalisme, der har ført til terror mod vestlige interesser, selvstændigheds-trang blandt Indonesiens provinser, korruption og pirateri er realiteter som landets nye ledelse må forholde sig til.

54 Udenrigsministeriet, Landefakta. www.um.dk 55 The Jakarta Post 26. september. Efter optælling af 109 mill. (73 % af de stemmeberettigede) Stemmer er fordelingen 39,1 % til den siddende præsident Sukarnoputri, mens der er 60,9 % til Bambang Yudhoyono. 56 Ibid. Golkar blev det største parti med 21,6 % af stemmerne, PDI-P blev næststørst med 18,5 % af stemmerne og PKS som nævnt sjette største med 7,3 % af stemmerne. Der var 24 partier opstillet ved valget. 57 JP 21. sep. 2004. 58 Timo Kivimaki, seniorforsker ved NIAS. Personlig mail korrespondance.

19

2.7.3.1 Islamisk fundamentalisme og terrorisme Begge præsidentkandidater understregede under valgkampen, at de vil optrappe kam-pen mod terror. Yudhoyono udtaler, at han forventer, at terror også i fremtiden vil være en alvorlig trussel i Indonesien og han varsler en optrapning af indsatsen mod de mili-tante grupper. Han vil sikre sig, at politi og sikkerhedsstyrker samarbejder mere og sam-tidig opfordrer han befolkningen til at være ”øjne og øre” for myndighederne, så terrori-sterne får sværere ved at skjule sig.59

Indonesien har inden for de sidste to år oplevet tre større terrorangreb mod vestlige in-teresser. Først bomberne på Bali i oktober 2002 der dræbte 202 personer, dernæst i august 2003 mod Marriott Hotel i Jakarta, der dræbte 12 personer og så senest den 9. september i år foran den australske ambassade i Jakarta, hvor 9 tilfældige forbipasse-rende indonesere omkom. Den ekstremistiske gruppe Jemaah Islamyah (JI), som sættes i forbindelse med Al-Qaida, menes med sikkerhed at stå bag alle tre terrorangreb. JI netværket strækker sig over Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Thailand og Singapore, og har som mål at ska-be en fælles islamisk stat på tværs af Sydøstasien, hvor den samlede muslimske be-folkning udgør ca. 300 mill.60 Den seneste terrorbombe beviser, at JI ikke er svækket nævneværdigt på trods af omfattende anholdelser efter Bali bomberne. Blandt andre er den formodede leder af JI Abu Bakar Ba’asyir fængslet. Den operative leder menes at være dr. Azahari Husin, højt uddannet fra bl.a. universitetet i Reading i England, en be-gavelse der nu er eftersøgt i hele Sydøstasien.61

2.7.3.2. Selvstændighedsbevægelser Separatistbevægelser afgrænset af ørigets geografi eller forfatningens udformning af provinser har siden kolonitiden ført en mere eller mindre indædt kamp for selvstændig-hed. Siden Østtimor fik sin selvstændighed i 1999 har der været omfattende uroligheder i andre provinser, såsom Aceh den nordligste provins på Sumatra, og Papua på vest Ny Guinea. Derudover findes der en række konflikter på bl.a. Borneo og Molukkerne, som mere må betegnes som etniske konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper end egentlige separatistkonflikter. Aceh Den stærkt muslimske provins med 4,5 mill. indbyggere har intensiveret kampen for selvstændighed så voldsomt, at præsident Sukarnoputri i maj 2003 erklærede oprørs-provinsen i militær undtagelsestilstand62. Samtidig blev der iværksat en militær offensiv mod separatistbevægelsen Free Aceh Movement. Provinsen har store naturgas- og olierigdomme, hvorfor en separation vil have afgørende betydning for Indonesiens olie-eksport og egen energiforsyning. Der foregår ingen forhandlinger mellem separatistbe-vægelsen og centralregeringen og en fredelig separation må absolut anses for udeluk-ket.63

59 JP 19. sep. 2004. 60 www.islamicpopulation.com og JP 12. sep. 2004. 61 Jane’s sentrial security assessment www4.janes.com. samt JP 12. sep. 2004. 62 Infoplease www.infoplease.com 6. sep. 2004. 63 Lande i lommeformat. Det udenrigspolitiske selskab 2003, samt Timi Kivimaki, seniorforsker NIAS.

20

2.7.3.3. Korruption64

På trods af den tidligere præsidents erklærede mål, at bekæmpe korruption, konstaterer Verdensbanken i sin rapport, at Indonesien er et af verdens mest korrupte lande og at korruption har et sådant omfang, at den underminerer den demokratiske udvikling. Transparancy International hævder, at problemet omfatter stort set alle dele af det indo-nesiske samfund, fra det politiske system over retsvæsnet til den offentlige forvaltning og politiet. Bekæmpelse af korruption har også under det seneste præsidentvalg været et hoved-tema.

2.7.3.4. Pirateri Som tidligere nævnt går en af verdens vigtigste vandveje forbi Indonesien; nemlig Ma-lacca-strædet. Strædet er efter Den Engelske Kanal verdens næstmest befærdede stræde og har en afgørende betydning for samhandlen mellem Asien, Europa og Nord-amerika. Piratoverfald har længe været et problem i området omkring Indonesien og dets nabo-stater. En statistik for 2001 udarbejdet af ICC Piracy Reporting Centre i Malaysia65 be-retter om 365 piratoverfald world wide, hvoraf 91 i indonesisk farvande. For 2004 har der i flg. International Maritime Bureau i de første tre måneder været 21 rapporterede piratoverfald i indonesisk farvande.66 Både USA, Singapore, Malaysia og Indonesien har haft en stigende bekymring for ud-viklingen i pirataktiviteten i Malacca-strædet67. USA har således tilbudt at stille krigsski-be til rådighed for patruljeringen, hvilket bifaldes af Singapore, men afvises af Malaysia og Indonesien.68

2.7.4. Analyse af den indenrigspolitiske faktor Indonesien har i løbet af udarbejdelsen af denne studie fået en ny ledelse med en ny præsident i spidsen. Det er således svært at analysere, hvordan regeringen fører sin politik, men man kan have en forventning om at demokratiseringsprocesserne vil fort-sætte og en forventning om at bekæmpelse af korruption og terror vil stå øverst på dagsordenen. Der er dog mange usikkerhedsmomenter. Vil Yudhoyono’s fortid som general og sikkerhedsminister betyde, at militæret igen får en større indflydelse i indo-nesisk politik? Og igen: hvad vil det betyde for den førte politik? Disse forhold har vi endnu ingen forudsætninger for at analysere på. Yudhoyono har ikke et stort politisk fundament i parlamentet, og iagttagere peger på, at han kan få svært ved at manøvrere rent politisk. Modsat har han vundet en så overvældende sejr ved afstemningen om præsidentposten, at han indtager posten med et styrket mandat, som de folkevalgte politikere ikke kan komme uden om.

64 Artikel i JP 20. sep. 2004 på baggrund af rapport fra Verdensbanken samt fra Transparancy Internatio-nal 65 International Chamber of Commerce. www.iccwbo.org/home/news_archives/2002/piracy.asp 66 The Sydney Morning Herald, 24 juni 2004. www.smh.com.au 67 Asia Times Online, 11. aug. 2004. www.atimes.com beskriver i en artikel under overskriften: Malacca-strædet – Mål for Terror. Faren for at piratoverfald udvikler sig til terroristoverfald. En supertanker overta-get af terrorister og omdannet til en flydende bombe eller muligheden for at det sænkes i strædet, med dels en miljøkatastrofe til følge samt dels en lukning af strædet. 68 Ibid.

21

Det er dog tydeligt, at den kommende regering i Jakarta står overfor enorme udfordrin-ger i bestræbelserne på at bekæmpe fundamentalistisk terror, separatistiske tiltag, kor-ruption og organiseret kriminalitet. Det bliver vigtigt for regeringen at bevare troværdig-heden og befolkningens tillid. Det betyder, at der skal føres en politik, der sikrer landets integritet og økonomisk fremgang, også i de afsides liggende provinser. Fundamenta-lismen skal imødegås. Det vurderes at den islamiske fundamentalisme kun har en me-get lille tilslutning i befolkningen, hvilket bl.a. den fredelige valghandling tages som symbol på, men stemningen kan naturligvis ændres og tilslutningen øges såfremt rege-ringen ikke formår at skabe de lovede resultater. Terrorfrygten kan underminere den demokratiske proces, skabe kravet om en mere hårdhændet styreform og eventuelt ba-ne vejen for, at militæret igen får politisk magt. For at opbygge troværdighed både indadtil og i forhold til omverdenen må der sættes ind overfor korruption. Korruption er nærmest en tradition i Indonesien, og landets tidli-gere præsidenter, særligt Suharto har i den grad udnyttet korruption til egen vinding. Skal landet opnå fremgang og troværdighed overfor det internationale samfund er den nye regering nødt til at gøre op med korruptionen. En stor udfordring for Yudhoyono er at tackle separatistbevægelserne uden samtidig at få verdenssamfundet på nakken. Fortiden skræmmer med massive menneskerettig-hedsovertrædelser i bestræbelserne på at bekæmpe separatistbevægelser med militær magt. Selvstændighed for flere provinser bl.a. Aceh anses for udelukket, dels vil flere accepterede uafhængighedserklæringer kunne medføre en sneboldeffekt der vil kunne discerpere det mægtige ørige, og dels vil det betyde tab af vigtige indtægtskilder i form at naturrigdomme og energiforsyningskilder. Bekæmpelse af organiseret kriminalitet i form af piratoverfald på skibe i indonesisk far-vande er endnu et fænomen, der skal bekæmpes. Søfart er en vigtig indtægtskilde for Indonesien, og sikkerheden for den internationale skibsfart er et emne, der vækker be-kymring i hele verden. Kontrollen med Malacca-strædet er essentiel, såfremt det lykke-des for terrorister at blokere - eller blot skabe frygt for terrorangreb på - den internatio-nale skibsfart, vil det øjeblikkelig få massiv indflydelse på verdens oliepriser og shandlen i øvrigt.

am-

Sammenfattende er det meget tydeligt, at Indonesien står over for betydelige indenrigs-politiske udfordringer, der, såfremt de ikke håndteres, kan kaste, ikke blot landet, men hele regionen ud i en sikkerhedspolitisk ustabilitet. Indonesiens ressourcebase består i demokratiet. Frie valg og demokrati er nu en tradition og danner et parlamentarisk fun-dament med brede accepterede koalitionsregeringer. Det parlamentariske grundlag vurderes derfor at være en stabiliserende faktor, men der er skrøbeligheder. Islamisk fundamentalisme, separatisme, korruption og organiseret kriminalitet er stærkt destabi-liserende faktorer. Disse faktorer er afgørende for Indonesiens fremtid.

2.8. Den udenrigspolitiske faktor Indonesien er militært alliancefrit. Generelt baserer landet sig på både multilaterale og bilaterale aftaler med såvel regionale som globale aktører, ligesom man vægter interna-tionale organisationer som fora for sikkerhed og vækst.

22

2.8.1. Forhold til vigtigste aktører i regionen Forholdet til Kina som den regionale stormagt med størst potentiale er igen vendt til det positive, selvom der er en vis bekymring i Jakarta over Kinas tiltagende økonomiske og magtprojektionspotentiale. Traditionelt har kinesiske enklaver af forretningsfolk været ilde set i den indonesiske befolkning grundet deres store investeringer/udbytter i/af lan-det. Øgede kinesiske lån og handelsaftaler - salg af gas og olie - mod garantier for kine-seres sikkerhed i Indonesien, har forbedret forholdet væsentligt69. Japan er Indonesiens mest betydningsfulde handelspartner og det land, der har de største udenlandske inve-steringer i Indonesien. Japan har ligeledes behov for indonesisk olie og gas samt behov for adgang gennem indonesisk farvand m.h.p. eksport70. Singapore er som den lille na-bo med en økonomi bygget på handel og transport fuldstændig afhængig af internatio-nal adgang gennem indonesisk farvand. Singapore repræsenterer ligesom Australien vestlig levevis - og dekadence - og er derfor potentielt terrormål. Derfor har begge lande har en stor interesse i Indonesiens indsats mod terrororganisationer, udmøntet både i kritik af, at Indonesien ikke gør nok, og i form af tættere relationer, herunder bl.a. gen-optagelse af samarbejde mellem australske og indonesiske eliteenheder. Forholdet til Australien har ellers været køligt som følge af Australiens rolle som ”leadnation” for FN-missionen på Østtimor under dennes løsrivelse fra Indonesien. Bedringen i forholdet er senest kommet til udtryk gennem oprettelsen af et fælles antiterrorcenter i Jakarta71. I forhold til naboerne Malaysia og Papua Ny Guinea er der lokale uoverensstemmelser i kraft af, at landene virker som ”sanctuaries” for hinandens separatistbevægelser/terror- organisationer72. På regeringsplan foregår dog en dialog, og Indonesiens størrelse gør, at større konflikter ikke er aktuelle.

2.8.2. Forhold til USA Traditionelt har Indonesien og USA haft tætte relationer, imidlertid medførte spørgsmå-let om overtrædelser af menneskerettighederne på Østtimor at forholdet kølnedes med bl.a. våbenembargo til følge. Efter 9/11 2001 har USA haft en stor interesse i tætte for-bindelser til venligtsindede muslimske stater i en fælles kamp mod terror. Dette vejet op mod menneskerettighedsspørgsmålet har betydet, at USA igen har optaget tætte for-bindelser med Indonesien og hævet embargoen, så den nu kun omfatter egentlige mili-tære våben (kompromis i kongressen)73. Til gengæld har man støttet det indonesiske politi betydeligt. Udover kontrol med Indonesien grundet dets karakter af hjemsted for terrorceller har USA en naturlig interesse i indflydelse på Indonesien for at balancere Kina som stormagt i regionen.

2.8.3. Forhold til internationale organisationer Indonesien er medlem af de fleste vigtige internationale organisationer, herunder Den Alliancefri Bevægelse, FN, OPEC, ASEAN, APEC, ASEM og OIC. Som formand for ASEAN har Indonesien i 2003 - 2004 lanceret et initiativ, der skal bringe ASEAN lande-ne tættere sammen på det sikkerhedspolitiske område74. Modsat er Indonesien beskyldt for ikke at have været aktiv nok under formandskabet som følge af, at Indonesien har 69 Jane’s sentinal security assessment: www.janes.sentinal.janes.com70 Ibid. 71 Foreign & Commonwealth office Country Profiles. www.fco.gov.uk. 72 Lande i lommeformat. Det udenrigspolitiske selskab 2003. pp.29-30. 73 Jane’s sentinal security assessment: www.janes.sentinal.janes.com74 Udenrigsministeriet, Landefakta. www.um.dk

23

nok at gøre med indenrigspolitiske problemer75. Indonesien er aktiv bidragsyder til FN-missioner, hvilket står i kontrast til landets modvilje mod, men dog accept af FN-missionen på Østtimor. Jf. afsnit 2.5.6. spiller IMF en væsentlig rolle for genopretning af Indonesiens økonomi.

2.8.4. Analyse af den udenrigspolitiske faktor Indonesiens geopolitiske placering og dets farvands handelsmæssige vigtighed for øv-rige lande i Sydøstasien, sammenholdt med besiddelsen af store energiressourcer som især Kina og Japan skal bruge i deres vækst, gør Indonesien til en væsentlig regional aktør i Sydøstasien. Det betyder, at Indonesien er i en position, hvor det kunne magt-projicere og dominere omgivelserne. Imidlertid synes det ikke at ske. Den tidligere kon-staterede manglende økonomiske formåen og den militære defensive strategi og kamp for at holde eget land sammen nedtoner en assertiv udenrigspolitik. Derimod synes In-donesien at bruge sin position som en ressourcebase til indflydelse gennem organisati-oner og bi- og multilaterale aftaler. Herudover ses det, at Indonesien har fælles interes-se med USA i at balancere Kina. I forholdet til USA kan man dog forestille sig, at Indo-nesien balancerer på en knivsæg i betragtning af den store muslimske befolkning og det, at landet er hjemsted for terrornetværk. M.h.t. udviklingspotentialet har Indonesien en interesse i at blive en del af den kinesiske vækst - altså udnytte det kinesiske loko-motiv. Modsat har landet en interesse i at balancere den risiko en regional hegemon kan indebære. Indonesiens tiltag til forankring i internationale organisationer understøt-ter, at landet heller ikke på længere sigt har ekspansionisme eller magtprojicering som ambition. Stabilitetsmæssigt har både regionen og USA en væsentlig interesse i at den indonesi-ske centralmagt er stærk nok til at holde ro i landet for at undgå en ”spill over” effekt fra separatistbevægelser og terrornetværk og deraf risiko for evt. flygtningestrømme. Den udenlandske indblanding med dels investeringer og dels fælles institutioner (politisam-arbejde) kan på den ene side virke stabiliserende ved at fremme økonomisk vækst, der vil smitte af på befolkningen, og en reel øget indsat mod terrorbevægelser. Modsat kan den have en destabiliserende effekt ved, at det er en vestlig indsats, og at terrornetværk og separatistbevægelser skæres over en kam, hvilket kan betyde både muslimske og etniske antipatier. Ligeledes vil udenlandske profitbaserede investeringer indebære risi-koen for en skæv udvikling mellem center og periferi med de rurale områder som tabere og dermed risiko for øget separatisme. Sammenfattende konstateres det, at den udenrigspolitiske faktor udgør en ressource-base til afgørende indflydelse i regionen, men at handlemåderne ikke indikerer, at Indo-nesien har til hensigt at udnytte dette. Derimod ligger udviklingspotentialet i forfølgelse af en regional sikkerhedspolitisk retsorden bundet ind i organisationer og aftalekom-plekser. Udenrigspolitikken må således anses for at have en stabiliserende effekt i kraft af den øgede interdependens. Men bagslag i form af en skæv center/periferi udvikling i landet kan puste til separatismen og dermed få en destabiliserende virkning.

75 DIIS Working Paper 22/2003. p. 24. www.diis.dk

24

3. kapitel Sammenhæng mellem de strategiske faktorer Nedenfor sammenholdes delanalysernes konklusioner rubriceret i relation til de identifi-cerede variable m.h.p. i en syntese at kategorisere modsatrettede delkonklusioner og herved skabe grundlaget for i 4. kapitel at vurdere Indonesiens fremtidige sikkerhedspo-litiske muligheder opstillet i to scenarier.

3.1. Ressourcebasen Af ovenstående kapitel 2 ses det, at især naturrigdommene godtgør, at Indonesien be-sidder en betragtelig ressourcebase, primært i kraft af naturrigdomme. Sammenholdes dette med delkonklusionerne fra de geografiske og kommunikationsmæssige faktorer ses det dog, at der skal anvendes betydelig kapital for at omsætte denne ressource-base til kapaciteter. Infrastrukturen er således afgørende for kapitaliseringen af landets ressourcebase. Her kan det gå to veje. Det ses af primært den kommunikationsmæssige og den geografiske faktor at Java, med hovedstaden Jakarta, udvikles som kraftcentret, hvilket enten vil katalysere øget vækst for hele Indonesien og dermed stabilitet, eller vil skabe et mod-sætningsforhold til provinserne i periferien, som vil opleve økonomisk diskrimination, hvilket kan øge separatismen. Den stabile udvikling understøttes af den sociologiske faktor med en forholdsvis homogen befolkningssammensætning. Modsat kan det hæv-des at netop det, at de etniske minoriteter er placeret i randområderne, kan puste til se-paratismen. Dette understreges igen, jf. den historiske faktor, af de tilfældigt trukne pro-vinsgrænser. Militæret er rettet mod at holde landet sammen internt, hvilket understreges af forsva-rets strategisk defensive, men taktisk offensive kapacitet. Holdes dette sammen med ovenstående, er militærets kapacitet væsentlig for fastholdelse og udnyttelse af res-sourcebasen. Dette understreges af den indenrigspolitiske faktor, hvor det konstatere-des, at skrøbelighederne især hænger sammen med separatismen. Udenrigspolitisk konstateredes det, at landet udgør en ressourcebase til afgørende ind-flydelse i regionen, men at denne ikke udnyttes magtpolitisk, hvilket understøtter de ovenfor uddragede forhold om behovet for indenrigspolitisk kontrol. Sammenfattende ses det, at ressourcebasen i sig selv peger mod stabile sikkerhedspo-litiske udviklingsmuligheder, men at forvaltningen af den kan betyde en sikkerhedspoli-tisk udvikling mod et mere destabilt Indonesien. Tidshorisonterne taget i betragtning må det siges, at på kort sigt øges ressourcebasen ikke væsentligt grundet dels den langsomme udvikling i infrastrukturen og dels de stramme økonomiske bindinger primært i form af gældsætning. På mellem og lang sigt lægger ressourcebasen ligeledes op til, at man enten får den udnyttet v.h.a. Java som kraftcenter eller modsat, at periferiens opfattelse af forvaltnin-gen som diskrimination vil lede til, at provinser med naturrigdomme som økonomisk grundlag, vil forsøge løsrivelse.

3.2. Udviklingspotentiale Sammenholdes den geografiske, den kommunikationsmæssige og den økonomisk vi-denskabelige faktor ses det, at Indonesien har et betragteligt udviklingspotentiale, pri-mært baseret på handelsstrategisk placering, naturressourcer og mulighed for at udvikle infrastruktur. Umiddelbart understøtter den sociologiske faktor dette i kraft af en stor arbejdskraftressource og dermed import af arbejdspladser. Imidlertid hæmmes udvik-

25

lingspotentialet her af gæld og manglende uddannelse til opkvalificering af befolknin-gen. Næsten alle faktorer indikerer, at udnyttelsen af potentialet afhænger af landets evne til at tøjle separatismen og uro som sådan grundet center/periferi skævridning. Ligeledes spiller især korruption en afgørende rolle for om potentialet kan udnyttes. Ind-adtil besidder landet altså et udviklingspotentiale til høj vækst men den interne sikker-hedssituation kan true denne, hvilket hænger nøje sammen med militærets potentiale som intern sikkerhedsstyrke. I forhold til omverdenen ligger Indonesiens udviklingspotentiale i forfølgelse af en regio-nal sikkerhedspolitisk retsorden, baseret på internationale hhv. regionale organisationer og aftaler, understreget af at den militære faktor ikke rummer strategisk offensivt poten-tiale. Sammenfattende ses det, at udviklingspotentialet giver mulighed for vækst og dermed peger mod en stabil sikkerhedspolitisk udvikling. Men det gør sig ligeledes her gælden-de, at skævvrides den potentielle udvikling, kan det betyde intern sikkerhedspolitisk destabilitet med udgangspunkt i periferien af øriget. Væsentligt kan blive militærets ev-ne og vilje til at holde sammen på landet. Tidshorisonterne taget i betragtning, må det siges, at på kort og mellemlang sigt giver udviklingspotentialet mulighed for en stabil sikkerhedspolitisk udvikling. Dog kan mang-lende evne til at udnytte potentialet, manglende vilje til at undgå skævvridning og den nye regerings manglende evne til at bekæmpe korruption betyde en intern destabil sik-kerhedspolitisk udvikling på lang sigt. Denne kan begrænses af den militære faktor og indirekte af forsøget på øget interdependens i regionen.

3.3. Stabilitetsvariable Sammenholdes de otte faktorer, ses det, at følgende forhold er væsentlige for en stabil sikkerhedspolitisk udvikling: - Udbygning af infrastrukturen, såfremt den strækkes ud over allerede iværksatte pro-

jekter på Java og dermed også tilgodeser periferien. - Den forholdsvis homogene befolkning bestående af 88 % moderate muslimer. - Det brede økonomiske fundament med betragtelige naturressourcer og en stor ar-

bejdskraftreserve. - Et militær organiseret som intern sikkerhedsstyrke med fokus på fastholdelse af lan-

dets integritet, og med en fortsat vilje til at bekæmpe interne uroligheder - Et parlamentarisk grundlag og en spirende tradition for demokrati og bredt accepte-

rede koalitionsregeringer. - En udenrigspolitisk kontinuitet i form af en regional retsorden funderet i internationa-

le institutioner og aftaler, herunder et åbent samfund med deraf følgende øget inter-dependens i regionen.

3.4. Destabilitetsvariable Sammenholdes de otte faktorer ses det at følgende forhold kan betyde en destabil sik-kerhedspolitisk udvikling: - Uafklarede regionale konflikter især i randområderne af øriget. - Separatisme som følge af manglende udvikling af de perifere områder, bl.a. i form af

manglende infrastruktur og en heraf følgende økonomisk skævvridning, samt etnisk diskrimination og herudover risiko for konfrontation mellem urbanisering og den rura-le befolkning.

26

- Gældsætning og dermed manglende evne til sociale og uddannelsesmæssige re-former, hvilket fastholder befolkningen i fattigdom og begrænser opkvalificering af arbejdskraften.

- Korruption af et sådant omfang, at det begrænser tilliden til centralmagten og hæm-mer økonomisk udvikling og international investeringslyst.

- Islamisk fundamentalisme og terror mod vestlige interesser, samt organiseret krimi-nalitet.

- En risiko for at militæret, hvis dets interesser bliver modsatrettet statens, kan un-derminere demokratiet.

3.5. Grundlag for scenarier Af ovenstående afsnit 3.1. til 3.4. ses det, at alle destabiliserende forhold vedr. de sik-kerhedspolitiske muligheder knytter sig til den indenrigspolitiske faktor. Heraf følger og-så, at de stabiliserende elementer er afhængige af centralmagtens evne til at håndtere de indenrigspolitiske forhold. Således kan man kategorisere ovenstående sammenfat-tende delkonklusioner som byggesten dels til et positivt scenarie med følgende styrende forhold: - Solid centralmagt med bredt parlamentarisk grundlag. - Infrastruktur der befordrer udnyttelse af naturressourcer og balanceret udvikling. - Militær loyalitet overfor centralmagten og understøttelse af dens autoritet. - Øget udenrigspolitisk interdependens forankret i institutionalisering i regionen. Tidshorisontmæssigt vil det på kort sigt være den militære faktor, der skal facilitere en positiv udvikling ved at håndhæve centralmagtens autoritet. På længere og lang sigt vil det blive parlamentarismen, der tager over som sikkerhedspolitisk garant, understøttet af infrastruktur og interdependens. Dels som byggesten til et negativt scenarie med følgende styrende forhold: - En centralmagt der kun har legitimitet i de allerede urbaniserede områder primært

på Java. - En infrastrukturel udvikling, der favoriserer Java jf. center/periferi dilemmaet og der-

med skaber øget diskrimination og katalyserer separatisme. - En militær autonomi som følge af centralmagtens manglende evne til at bekæmpe

terror, korruption og organiseret kriminalitet og dermed tilbagefald mod et militært styre.

- Svækket interdependens som følge af manglende international tillid til landets stabili-tet. Herunder svækket international investeringslyst.

Tidshorisontmæssigt er det på kort sigt manglende evne til at bekæmpe terror og for-hindre separatisme der kan destabilisere landet, hvorimod det på længere og lang sigt vil være den skæve udvikling økonomisk og infrastrukturmæssigt, der sammenholdt med vedvarende korruption kan destabilisere landet.

4. kapitel Scenarier Foregående kapitel gav grundlag for at opstille to scenarier m.h.p. at fremskrive Indone-siens sikkerhedspolitiske udviklingsmuligheder. Præmisserne for opstilling af scenarierne er jf. de opstillede byggesten repræsenteren-de hver sin ende af en skala. Det må være hensigtsmæssigt at beskrive de to yderpunk-

27

ter i scenarier som byggende på direkte modsatrettede delkonklusioner. Der kan selv-følgelig opstilles en lang række scenarier imellem disse to punkter, men umiddelbart giver det bedst mening at opstille et ”Worst case” og et ”Best case”. Tidshorisonterne for vurderingerne vil være kort: 1-2 år, mellem: 2-5 år og lang sigt: 5-10 år.

4.1. Scenarie A: Positiv udvikling Som følge af seneste parlamentsvalg og efterfølgende præsidentvalg med en solid valgsejr accepteret af befolkningen konsolideres den demokratiske parlamentarisme. Der skabes ro og opbakning til at gennemføre nødvendige sociale og økonomiske re-former, samt bekæmpelse af korruption, terror og organiseret kriminalitet. Dette vil kata-lysere international tillid og dermed investeringer, der forplanter sig fra Java til resten af øriget i form af infrastrukturforbedringer og øget levestandard. Herved svækkes opbak-ning til separatistbevægelserne, periferien stabiliseres og integriteten styrkes. Som følge af den nyvalgte præsidents militære baggrund (general) vil militæret på kort sigt fortsat være loyal og understøtte politiets opretholdelse af intern sikkerhed. Udenrigspolitikken vil yderligere forankres i en institutionalisering og et øget aftalekom-pleks og dermed øget interdependens. På mellemlang sigt vil der ske yderligere økonomisk og social vækst, som vil konsolide-re sig i hele landet som en ”spill over” effekt. Dette vil sammen med udbygning af infra-strukturen udjævne skævvridningen mellem Java og de øvrige provinser. Centralmag-tens autoritet styrkes og militærets rolle som intern sikkerhedsstyrke aftrappes i takt med den øgede urbanisering. Der vil således være mindre incitament for separatistbe-vægelser, korruption og organiseret kriminalitet. På lang sigt videreudvikles ovenstående og separatistbevægelser reduceres til den hårde kerne af historisk betingede idealister, men problemet vil være indkapslet og un-der fuld kontrol. Udenrigspolitisk vil landet udvikle potentiale til at udgøre en domineren-de regional økonomisk magt. Der er dog ingen tegn på, at landet har ekspansionistiske ambitioner.

4.2. Scenarie B: Negativ udvikling Centralmagten fokuserer udelukkende på udvikling af Java og der opstår et cen-ter/periferi dilemma med vækst og økonomisk fremgang på Java, men det følges ikke op af reformer og infrastrukturel udbygning. På kort sigt vil den økonomiske diskriminering forøges og sammen med en svigtende urbanisering skabe yderligere opbakning til løsrivelsesbevægelser. Der vil således fort-sat være basis for korruption og organiseret kriminalitet. Den islamiske fundamentalis-me vil få bedre rekrutteringsgrundlag. Militæret vil fortsat spille en væsentlig rolle som intern sikkerhedsstyrke, men vil tilrane sig yderligere magt som autonom myndighed i periferien af øriget. På mellemlang sigt kan der opstå en ”alliance” mellem fundamentalisterne, separati-sterne og den organiserede kriminalitet, hvilket kan føre til øget terror ikke bare mod vestlige interesser. Dette vil yderligere destabilisere landet og fjerne international inve-steringslyst. Landet vil opleve en marginalisering internationalt og positionerne i de in-ternationale institutioner vil svækkes, og interdependens vil aftage. Militæret vil i stigen-de grad forfølge egne interesser. Som følge af centralmagtens manglende evne til at garantere sikkerhed vil militæret finde sin legitimitet i krav fra befolkningen om en hårde-re kurs overfor bl.a. terrorister.

28

På lang sigt vil det lykkes for separatistbevægelser at disintegrere landet, centralmagten vil miste grebet og militæret vil overtage magten og genindføre et diktatur. Udenrigspoli-tisk vil landet blive isoleret.

5. kapitel Konklusion Gennem opgaven er det konstateret, at de enkelte faktorer har såvel destabiliserende som stabiliserende elementer. Disse er i en sammenfattende analyse blevet sammen-holdt og vejet op mod hinanden. Alt har peget mod, at den indenrigspolitiske faktor har afgørende indflydelse på landets sikkerhedspolitiske udviklingsmuligheder. Der er tale om en skrøbelig parlamentarisme overfor separatisme og fundamentalisme samt en omfattende korruption og organiseret kriminalitet, hvilket er den betydelige udfordring for den nye centralmagt. De øvrige faktorer knytter alle an til denne problematik. De modsatrettede delkonklusioner indenfor stort set alle faktorer giver umiddelbart mange scenarier, hvorfor en kategorisering som basis for hhv. et positivt og et negativt scenarie som yderpunkter på skalaen over sikkerhedspolitiske udviklingsmuligheder findes hensigtsmæssig. Det mest sandsynlige scenarie vil således ligge et sted indenfor de to yderpunkter. På baggrund af den seneste udvikling med frie og retfærdige valg til parlament og præsi-dentpost, der ser ud til at være bredt accepterede, vurderes det, at den mest sandsynli-ge sikkerhedspolitiske udvikling går i retning af scenarie A. De største usikkerhedsfakto-rer på dette scenarie er, om det lykkes at inddæmme og neutralisere separatistbevæ-gelserne og etniske uroligheder primært i Aceh, Molukkerne og Papua. Bekæmpelse af terror og korruption er andre afgørende faktorer for, om befolkningen bevarer tillid til centralmagten. Scenarie B er naturligvis et ”worst case” scenarie med en disintegration af landet en-dende med militær magtovertagelse og tilbagevenden til diktatur. Det er mindre sand-synligt, at det vil gå så galt i alle forhold uden forsøg fra omverdenen på at stabilisere situationen, men tendenserne må siges at rumme en vis sandsynlighed. Sammenfattende må det således konkluderes, at Indonesiens sikkerhedspolitiske ud-viklingsmuligheder er overvejende positive, men rummer ganske reelle elementer af negativ karakter.

29

Bibliografi

Bøger, vejledninger o.lign. • IFS VEJSAM DEL. 1 • Nils Andrén: Vad är Säkkerhedspolitik. Utrikespolitiska Instituttet. 1984. • Government and Politis in Southeast Asia. Institute for Southeast Asian studie,

Singapore 2001. Pp. 74 - 117. Anthony L. Smith. INDONESIA - Transforming the Leviathan.

• Lande I Lommeformat. Det Udenrigspolitiske selskab 2003. • DIIS Working paper 22/2003.

Hjemmesider på internet.

• CIA. CIA. The World Factbook. www.cia.gov/cia/publikations/factbook. • JANE’S. Jane’s Sentinal Security Assessment: www.janes.sentinal.janes.com. • US Department of State. www.state.gov. • International Chamber of Commerce. www.iccwbo.org. • Foreign and Commenwealth Office. www.fco.gov.uk. • Udenrigsministeriet. www.um.dk. • Leksikon for det 21. århundrede. www.leksikon.org. • Infoplease. www.infoplease.com. • Islamic population. www.islamicpopulation.com.

Aviser, nyhedsbureauer o.lign.

• Jyllandsposten. Divese artikler fra 12, 19, 20 og 21. september 2004. • The Jakarta Post 26. september 2004. www.thejakartapost.com • The Sydney Morning Herald.24. juni 2004. www.smh.com.au. • Asia Times online. 11. august 2004. www.atimes.com.

Personlige kilder.

• Timo Kivimaki, seniorforsker ved NIAS. Personlig mail korrespondance. Baggrundskilder.

• Udenrigsministeriet, Danmarks Eksportråd, markedprofil, Indonesien, 2001. • FN, verden og Danmark, DUPI, København 1999. • Den amerikansk ambsade, Jakarta www.usembassyjakarta.org • Verdensbanken www.worldbank.org • International Crisis Group. www.Crisisweb.org • Building Human Security in Indonesia www.preventconflict.org • Asia Development Bank www.adb.org