Sara Shepard

Lying GameDen enes død

På dansk vedLouise Urth Olsen

Politikens Forlag

11

1

DoBBElTgÆNgErEN

emma Paxton trådte ud ad bagdøren hos sin nye plejefamilie i

udkanten af las Vegas med en kanvastaske over skulderen og et

glas iste i hånden. Bilerne susede larmende af sted på den nær­

liggende motorvej, og luften var tung af udstødning og lugten

fra det lokale vandrensningsanlæg. Baghaven var trist, det ene­

ste pynt var et par støvede håndvægte, en rusten insektfanger og

nogle kitschede lerstatuer.

Det var så fjernt fra min baghave hjemme i tucson, der var et

perfekt anlagt ørkenlandskab med et trægyngestativ, jeg legede

var et slot, da jeg var lille. som jeg sagde; det var de underligste

og mest tilfældige detaljer, jeg kunne huske, og det samme gjaldt

det, jeg havde glemt. Jeg havde fulgt efter emma den seneste

times tid og forsøgt at få en fornemmelse af hendes liv, samtidig

med at jeg tvang mig selv til at huske mit eget. Jeg fulgte efter

hende, ligegyldig hvor hun gik. Jeg anede ikke, hvordan jeg vidste

alt det, jeg vidste om emma – det hele poppede bare op i mit

12

hoved, mens jeg iagttog hende, ligesom en sms, der bipper ind

på ens mobiltelefon. Jeg kendte hver eneste lille detalje i hendes

liv, bare ikke i mit eget.

emma smed tasken fra sig på smedejernsbordet, dumpede

ned i en af plastikstolene og lagde nakken tilbage. Det eneste

gode ved baghaven var, at den lå vendt væk fra kasinoerne, så

man kunne se en stor bid blå himmel. Månen hang og dinglede

i horisonten som en stor, oppustet marmorkugle. emmas blik

gled hen på to lysende stjerner i øst. Da hun var ni år gammel,

havde hun vemodigt kaldt stjernen ude til højre Morstjernen,

den til venstre Farstjernen og den mindste, klart blinkende stjer­

ne lige nedenunder for emmastjernen. Hun havde fundet på

et utal af historier om stjernerne, og hun havde leget, at det var

hendes rigtige familie, og at de en dag blev genforenet på Jorden

ligesom på himlen.

emma havde boet hos plejefamilier det meste af livet. Hun

havde aldrig mødt sin far, men hun kunne godt huske sin mor,

som hun havde boet sammen med, indtil hun var fem år gam­

mel. Becky. Hun var en slank kvinde, der elskede at se Lykkehjulet

og råbe svarene ud i stuen, der dansede rundt i huset til Michael

Jackson, og som kun læste aviser med historier som Baby født af

et græskar! og Flagermusdrengen lever! Becky sendte emma ud for

at klunse i kvarteret, prisen for et kup var altid en brugt læbestift

eller en Minisnickers. Hun købte flæsede balletskørter til hende

og blondekjoler, som hun kunne klæde sig ud i. Hun læste højt

af Harry Potter, inden emma skulle sove, og lavede stemmerne

om til alle karaktererne i bogen.

Men Becky var som et brugt skrabelod – emma vidste aldrig

13

rigtigt, hvad hun skulle stille op med hende. nogle gange lå hun

en hel dag og græd på sofaen med forvrænget ansigt og tårestri­

bede kinder. andre gange slæbte hun emma med hen til det

nærmeste stormagasin, hvor hun købte to af hver af alt til hende.

“Jamen jeg har da ikke brug for to af de samme par sko,” ind­

vendte emma, og Becky fik et fjernt udtryk i ansigtet. “Hvis nu

det første par bliver beskidte, emmy.”

Becky kunne også være ekstremt glemsom, hun glemte for

eksempel emma i supermarkedet en dag. emma så pludselig

sin mors bil forsvinde ned ad den flimrende hovedvej, og hun

kunne ikke trække vejret. ekspedienten gav hende en orange so­

davandsis og lod hende sidde på fryseren i butikken, mens han

ringede. Da Becky endelig kom tilbage, tog hun emma op og gav

hende et stort knus, og for en gangs skyld skældte hun ikke ud,

da emma dryppede klistret is på hendes kjole.

en sommeraften ikke så længe efter sov hun hjemme hos

sasha Morgan, en god veninde fra børnehaven. Hun vågnede

om morgenen, ved at mrs. Morgan stod i døråbningen med et

underligt udtryk i ansigtet. Becky havde skubbet en seddel ind

under deres dør, hvor der stod, at hun “var taget på en lille tur.”

Det viste sig at være noget af en tur; den har varet næsten tretten

år og lidt til.

Da det ikke lykkedes nogen at finde Becky, havde saschas for­

ældre afleveret emma på et børnehjem i reno. ingen adoptions­

forældre ønskede at få et fem år gammelt barn, de ville alle sam­

men have en baby, som de kunne forme til en lille kopi af dem

selv, så emma boede først på børnehjem, siden hos plejefamilier.

selvom emma altid ville elske sin mor, så savnede hun hende

14

egentligt ikke, i hvert fald ikke hverken Sølle Becky, Maniske Becky

– eller Sindssyge Becky, som havde glemt hende i supermarkedet.

Hun savnede tanken om en mor: en, der altid var der, en, som

kendte til hendes fortid, og som glædede sig til hendes fremtid

– en, som elskede hende betingelsesløst. emma havde ikke skabt

Mor­, Far­ og emmastjernen på himlen ud fra noget, hun kendte

til, men ud fra alt det, hun drømte om.

glasdørene ind til huset gled op, og emma vendte sig om.

Hendes nye plejemors 18­årige søn, travis, spankulerede ud i

haven og slog sig ned på havebordet. “Undskyld, at jeg kom bra­

sende ind på badeværelset tidligere,” sagde han.

“Det er okay,” mumlede emma mut og trak sig langsomt væk

fra travis’ udstrakte ben. Hun var ret sikker på, at han ikke mente

det, for han gjorde stort set alt, hvad han kunne, for at overraske

hende nøgen. travis havde en blå kasket på, der var trukket langt

ned over øjnene, en alt for stor og slidt ternet skjorte og baggy

cowboyshorts, der hang næsten nede om knæene. Hans ansigt

med de stikkende øjne og de smalle læber var dækket af spredte

pletter af skægstubbe; han var endnu ikke mand nok til at få et

ordentligt skæg. Han kneb lystent sine blodsprængte brune øjne

sammen, og emma kunne føle hans blik mod sin hud, det gled

hen over hendes stramme neW York neW York­top, hen­

des solbrændte arme og lange ben.

travis stak med et surt grynt hånden i lommen, fandt en joint

frem og tændte den. Han blæste røgen ud mod hende, og insekt­

fangeren vågnede og glødede. Der lød et lille knald, det blå lys

hvæsede, og endnu en myg blev udslettet. tænk, hvis den kunne

gøre det samme ved travis.

15

Hey, skrid, potånde, ville emma sige. Det er ikke så underligt, at

der ikke er nogen piger, der vil være i nærheden af dig. Men hun sagde

ikke noget; i stedet landede kommentaren på listen over ‘svar jeg

skulle være kommet med’, en liste, hun havde lavet i den sorte,

stofbeklædte notesbog, som hun gemte i den øverste skuffe i

kommoden. svarlisten, som hun for nemheds skyld kaldte den,

var fyldt med alle de skarpe og spydige replikker, som emma ville

ønske, hun havde sagt til utallige plejemødre, til klamme naboer,

til bitchede piger i skolen og til en helt masse andre. Hun holdt

for det meste sin mund, det var nemmere at tie stille, ikke at

skabe nogen form for problemer og så forvandle sig til lige præcis

den pige, situationen krævede. emma havde tillært sig visse til­

pasningsevner hen ad vejen: Da hun var ti, havde hun finjusteret

sine reflekser, når mrs. smythe, en plejemor med et voldsomt

temperament, fik trang til at kaste med ting. og da hun boede

sammen med Ursula og steve, to hippier, der dyrkede deres egne

grøntsager, men ikke anede, hvordan man tilberedte dem, havde

hun modstræbende lært sig at lave mad; hun bagte squashboller,

lavede grøntsagsgratiner og de mest lækre wokretter.

emma havde kun boet hos Clarice i to måneder. Hun var ale­

nemor og arbejdede som bartender på the M resort i loungen

for ViP­spillerne. siden da havde emma brugt sommeren på at

tage billeder, spille Minestryger i timevis på den ramponerede

BlackBerry, som hendes veninde alex havde givet hende, da hun

forlod sin seneste plejefamilie, og så havde hun arbejdet deltids

på new York new York Casino, hvor hun styrede rutsjebanen.

og nå ja, så havde hun også arbejdet på at undgå travis.

Det var ikke gået så godt. i begyndelsen havde emma været

16

sød over for sin nye plejebror, i håb om, at de kunne være ven­

ner. Det var ikke alle plejefamilier, der stank, og nogle gange blev

hun også venner med de andre børn, men det krævede bare en

del. så hun havde ladet, som om hun var interesseret i de You­

tube­klip om at være småkriminel, han tit sad og så: om hvordan

man låser en bil op med en mobiltelefon, om hvordan man bry­

der ind i en sodavandsautomat, og om hvordan man åbner en

hængelås med en øldåse. Hun havde kæmpet sig gennem flere

Ultimate Fighting­kampe på tv, ja, hun havde til og med forsøgt

at tilegne sig den særlige wrestlingjargon. Men en uge senere slap

hendes gode vilje op, da travis gramsede på hende, en dag hun

stod foran det åbne køleskab. “Du har bare været så sød over

for mig,” mumlede han i hendes øre, inden hun “ved et uheld”

sparkede ham i skridtet.

Det eneste, emma ønskede, var at komme gennem sidste år

i high school. Ferien sluttede lige om lidt; skolen begyndte på

onsdag. Hun kunne vælge at flytte fra Clarice og travis, når hun

fyldte 18 om to uger, men det ville betyde, at hun ikke kunne

fortsætte i skolen, hun skulle finde et sted at bo, og hun var nødt

til at få et fuldtidsarbejde for at betale husleje. Clarice havde sagt

til emmas sagsbehandler, at hun kunne blive, indtil hun havde

fået sit eksamensbevis. Ni måneder mere blev emma ved med at

messe for sig selv som et mantra. Det kunne hun godt klare,

kunne hun ikke?

travis tog endnu et sug. “Vil du have et hiv?” spurgte han med

tilbageholdt åndedræt, mens han holdt røgen nede i lungerne.

“nej tak,” svarede hun stift.

Han åndede endelig ud. “søde, lille emma,” sagde han med

17

en stemme, der drev som af honning. “Men du er ikke altid så­

dan en pæn pige, vel?”

emma lagde nakken tilbage og kiggede op i himlen og stop­

pede ved Mor­, Far­ og emmastjernerne igen. længere ude i hori­

sonten kunne hun se en stjerne, hun for nylig havde døbt kære­

stestjernen. Det var, som om den hang tættere på emmastjernen

her til aften – måske var det et tegn, måske ville hun i år finde

den perfekte kæreste, ham, det var meningen, hun skulle være

sammen med.

“shit,” hviskede travis pludselig, da han bemærkede et eller

andet inde i huset. Han skoddede hurtigt jointen og smed den

ind under hendes stol, i samme øjeblik Clarice trådte ud på ter­

rassen. emma skævede til jointens ulmende glød – typisk travis

at tørre den af på hende – og dækkede den så med sin sko.

Clarice havde stadig sit arbejdstøj på: smokingjakke, hvid skjor­

te i kunststof og sort butterfly. Hendes affarvede hår var slikket

tilbage i en perfekt fransk fletning, og hendes læber var dækket af

en rødviolet læbestift, der ikke ville klæde nogen. Hun havde sin

taske over skulderen, og i hånden havde hun en hvid konvolut.

“Der mangler to hundrede og halvtreds dollars,” sagde hun

tonløst. Den tomme konvolut knitrede. “Det var drikkepenge fra

Bruce Willis, og han har sat sin autograf på den ene af sedlerne.

Jeg ville sætte den ind i min scrapbog.”

emma sukkede medfølende. Det eneste, hun indtil videre hav­

de lært om Clarice, var, at hun var totalt besat af kendte. Hun

havde adskillige scrapbøger, der fortalte om hver eneste kendte,

hun havde mødt på jobbet, og glitrende portrætter med autogra­

fer hang på række i spisekrogen i køkkenet. en gang imellem løb

18

hun og Clarice på hinanden i køkkenet ved frokosttid, hvilket

var daggry for Clarice, der arbejdede om natten i baren, og det

eneste, hun gad tale om, var, at hun havde haft en lang samtale

med vinderen af American Idol aftenen før, eller at en eller anden

tilfældig skuespillerindes bryster helt sikkert ikke var ægte, el­

ler at værtinden i det mest populære datingshow var den største

bitch. emma lyttede altid fascineret. Hun var ligeglad med alle

detaljerne om de kendte, men hun drømte om at blive en dybde­

borende journalist en dag. Det fortalte hun selvfølgelig ikke Cla­

rice, og Clarice havde heller aldrig spurgt interesseret til hende.

“Pengene lå i den her konvolut i mit soveværelse, da jeg tog

af sted på arbejde i går eftermiddags.” Clarice kiggede direkte

på emma med sammenknebne øjne. “og nu er de væk. er der

noget, du gerne vil fortælle mig?”

emma skævede til travis, der sad med sin BlackBerry og scrol­

lede gennem sine billeder, og hun nåede at få et glimt af et sløret

billede af sig selv på badeværelset. Hendes hår var vådt, og hun

havde et håndklæde bundet om kroppen.

emma vendte sig med brændende kinder mod Clarice. “Det

kender jeg ikke noget til,” sagde hun så venligt, hun kunne. “Men

måske skulle du spørge travis. Det kan være, han ved noget.”

“Undskyld mig.” travis’ stemme knækkede over. “Jeg har altså

ikke taget nogen penge.”

emma rømmede sig skeptisk.

“Mor, det ved du godt, jeg aldrig kunne finde på,” fortsatte

travis. Han rejste sig og hev shortsene op om hofterne. “Jeg ved,

hvor hårdt du arbejder, og jeg har faktisk set emma gå ind på dit

værelse i dag.”

19

“Hvad?” emma vendte sig om og kiggede på ham. “Det har

jeg da ikke!”

“Jo, du har,” gav travis igen. så snart han vendte ryggen til sin

mor, ændrede hans ansigtsudtryk sig fra det falske smil til en stir­

rende skulen med sammenknebne øjne og rynket næse.

emma måbede. Det var utroligt, så let og afslappet han løj.

“Jeg har set dig rode i din mors taske,” sagde hun så.

Clarice lænede sig ind over bordet og smilede skævt. “Har Tra-

vis været i min taske?”

“nej, jeg har ej.” travis pegede på emma. “Hvorfor tror du på

hende? Du kender hende ikke engang.”

“Jeg mangler ikke penge!” emma pressede hænderne mod sin

brystkasse. “Jeg har et job! Jeg kan godt klare mig selv!” Hun

havde arbejdet i flere år. Før rutsjebanen arbejdede hun som ge­

depasser i den nærliggende børnezoo, hun havde været klædt ud

som Frihedsgudinden og indhyllet i toga stået på et gadehjørne

og reklameret for den lokale bank, ja, hun havde endda arbejdet

som dørsælger og solgt knive. Hun havde sparet mere end to

tusind dollars op og gemt dem i en halvtom tampax­æske på sit

værelse. travis havde ikke fundet pengene endnu, sikkert fordi

tamponerne var et langt bedre sikkerhedssystem end et kuld van­

vittige rottweilere, når det komme til klamme drenge som ham.

Clarice stirrede på travis, der sendte hende et kvalmende trut­

mundesmil. Hun sad og vendte og drejede den krøllede konvo­

lut i hånden, og et mistænksomt udtryk gled over hendes ansigt.

Det så ud, som om hun i et kort øjeblik så ind bag travis’ glatte

overflade.

“Mor,” travis gik hen til sin mor og lagde armen om hendes

20

skulder. “Jeg er nødt til at fortælle dig, hvad emma i virkeligheden

er for en.” Han tog sin BlackBerry op af lommen og scrollede

med den ene finger på den lille museknap.

“Hvad mener du?” emma gik over til dem.

travis sendte hende et falsk smil og skjulte skærmen, så hun

ikke kunne se noget. “Jeg ville have snakket med dig om det un­

der fire øjne, men det er for sent nu.”

“snakket med mig om hvad?” emma lænede sig hurtigt frem

mod ham, så det skvulpede i myggelyset, der stod på bordet.

“Det ved du jo godt.” travis tastede som en gal. en myg sum­

mede rundt om hovedet på ham, men han gad ikke engang vifte

den væk. “at du er sindssyg.”

“Hvad mener du, travis?” Clarice kneb bekymret sin skrigrøde

mund sammen.

endelig sænkede travis sin BlackBerry, så de alle tre kunne se

skærmen. “Det her,” sagde han så.

en hård og hed vind ramte emmas kinder, og den støvede luft

irriterede hendes øjne. Den blåsorte aftenhimmel blev et par

tonere mørkere. travis åndede tungt ved siden af hende, han

stank af pot, og åbnede så et site for private videooptagelser. Han

tastede hurtigt SuttonIArizona og trykkede på PlaY.

en videofil blev langsomt uploadet. et håndholdt kamera gled

hen over en lysning, men der kom ikke en lyd ud af højtalerne,

som om de var sat på lydløs. kameraet drejede hen mod en skik­

kelse, der sad på en stol med sort bind for øjnene, der dækkede

halvdelen af hendes ansigt. en rund sølvmedaljon i en tyk kæde

hang tungt mod det spinkle kraveben.

Pigen kastede sit hoved frem og tilbage, som var hun vanvittig,

så kæden hoppede op og ned mod hendes bryst. skærmen gik i

sort et kort øjeblik, og pludselig gled en skikkelse ind bag hende

og flåede halskæden tilbage, så den pressede ind mod pigens

hals. Hendes hoved fløj bagover, og hun viftede med armene og

sparkede.

“i guder.” Clarice tog hånden op for munden.

“Hvad er det her?” hviskede emma.

skikkelsen bag pigen strammede kæden mere og mere. Han

havde maske på, så emma kunne ikke se hans ansigt. efter cirka

tredive sekunder stoppede pigen med at kæmpe og blev helt slap.

emma bakkede væk fra skærmen. Havde de lige set et men­

neske dø? Hvad helvede? og hvad havde det med hende at gøre?

kameraet filmede stadig pigen med bind for øjnene, men så

blev skærmen atter mørk i nogle sekunder, og da billedet vendte

tilbage, var kameraet vippet til den ene side og væltet om på

jorden. emma kunne se et skævt billede af pigen i stolen. nogen

gik hen til hende og tog bindet af hendes øjne. så hostede hun.

Hun fik tårer i øjnene. Hendes læber bævede. og hun blinkede

langsomt. i et splitsekund før skærmen atter gik i sort, stirrede

hun sløret ind i linsen.

emmas kæbe ramte hendes slidte Converse.

Clarice gispede.

“Ha!” sagde travis triumferende. “Jeg sagde det jo.”

emma stirrede på pigens store blå øjne, den lille opstopper­

næse og det runde ansigt. Hun lignede hende fuldstændigt.

For pigen på videoen var mig.