DESIGN MED ANDRE ØJNE0411

DESIGN FOR PEOPLE

Design handler i sin essens om PEOPLE, PROFIT OG PLANET. Denne tredobbelte bundlinje er således også fundamentet for Danske Designeres kommunikation, og inform skifter derfor mellem de tre temaer: DESIGN FOR PEOPLE, DESIGN FOR PROFIT og DESIGN FOR PLANET.

Velkommen til temanummer: DESIGN FOR PEOPLE.

: : : : : : indhold : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :

: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :

04

06

10

14

20

24

28

32

37

42

45

49

53

54

58

61

Leder

Idéen om det gode liv

Det er ikke ligegyldigt, hvordan produktet ser ud

Jeg har aldrig arbejdet, kun leget

HomeLessHome

Vore valg kan designes

Prikken over i’et

Design of the times

En uhøjtidelig gourmetoplevelse

Jura: Servicedesign

Rum til koncentration, samarbejde og eftertanke

Design som dynamo i udvikling

Futuroskop

License to design

Alzheimerpatienter får hjælp af design

English summaries

side 3

inform udgives af

Danske Designere

Strandgade 27A

1401 København K

design@danishdesigners.com

T. 3313 7230

danishdesigners.com

REDAKTION

Helle Lorenzen, redaktør og

kommunikationsmedarbejder

(DJ), Danske Designere

Steinar Valade-Amland,

direktør, Danske Designere

REDAKTIONSGRUPPE

Pil Bredahl,

industriel designer mDD

Erik Hansen-Hansen,

forskningsadjunkt, Danmarks

Designskole, cand.it, mode-

fotograf

Lisa Grønning,

indretningsdesigner mDD

Rasmus Wiinstedt

Tscherning, direktør,

Center for Kultur og

Oplevelsesøkonomi

Karen Blincoe, formand,

Danske Designere

LAYOUT

Pernille W. Ferdinandsen

Stendhal Grafi k

stendhalunit.com

TRYK

Rosendahls Fihl-Jensen

ANNONCER

Allan Wiberg, MediaSpace,

Edelvej 2, 3300

Frederiksværk, T. 4774 2742

FORSIDEN

© Jean-Philippe Lacube /

Photononstop / Corbis

Foto: Jean-Philippe Lacube

Grafi sk bearbejdning af

Pernille Ferdinandsen mDD

Urban poetry*

20. - 24. januar 2012Paris Nord Villepinte, hal 8 www.nowdesignavivre.com

International boligdesignmesseLukket fagmesse. Besøgerinformation : Promosalons Tél. : +45 /33 93 62 66 denmark@promosalons.com

* U

rban

Po

esi. p

revi

ew

, C

inn

a ©

C.

Fill

iou

x.

Op

inio

n C

iatt

i ©

Ezio

Man

ciu

cca.

Tacch

ini It

alia

© A

nd

rea F

err

ari

. A

rran

gø

r S

AF

I, d

att

ers

els

kab

af

Ate

liers

d’A

rt d

e F

ran

ce o

g R

eed

Exp

osit

ion

s F

ran

ce.

Tel. +

33

(0

)1 7

6 2

1 1

8 3

9.

mais

on

-ob

jet@

bad

geo

nlin

e.n

et

THE TIMES THEY ARE A CHANGIN’* Det nærmer sig det banale at gøre opmærksom på, at vi lever i en foranderlig tid. Alle taler om forandring – fra Obama til Helle og Villy. Men det er samtidig svært at komme udenom, at vi oplever et historisk opbrud i kølvandet af de seneste års økonomiske røvfuld. Krisen har vist sig mere arrig og længerevarende end først for-ventet, men ikke mere lammende end, at den har været katalysator for mange nye og interessante tendenser. Verden: Lørdag den 15.oktober 2011 var der demonstrationer i 950 byer i 82 lande world-wide – med ét og samme budskab (omfordeling af den økonomiske magt og mindre indfl ydelse til de internationale kapitalmarkeder) og ét og samme slogan: 99 procent (1 procent kontrollerer mere end 40 procent af verdens rigdom). Det hele startede i Canada, bevægede sig hurtigt til Wall Street i New York og videre ud i verden. Ikke siden sidst i tresserne og først i halvfjerdser-ne har man set en lignende grad af mobilisering, og af mange gode grunde tog det dengang fl ere år at skabe en verdensomspændende bevægelse, mens sociale medier denne gang gjorde det muligt at koordinere indsatsen og samle millioner af men-nesker på gaden på ganske få dage. Man kan være enig eller uenig i bevægelsens budskab, men man kan ikke sidde overhørig, at vi er vidne til et historisk gennembrud for de sociale mediers de-mokratiske og politiske betydning. Danmark: Efter en ualmindelig lang barsel blev der udskrevet og omsider gennemført valg til folketinget, hvorefter de tre nu regeren-de partier brugte ligeså ualmindelig lang tid på at fi nde frem til et fælles grundlag for de kommende års regeringsførelse. Også her må vi konstatere – og stadig uden at tage stilling til om det er godt eller skidt – at der lægges op til store forandringer i forhold til, hvordan vi skaber et sikkert økonomisk grundlag, hvordan vi fordeler goderne, hvordan vi forholder os til omverdenen og hvilket samfund vi arbejder hen imod. Rent faktisk er der fl ere konkrete konse-kvenser for vores eget område i regeringsgrund-laget – ud over udfordringen med at få etable-ret en konstruktiv og kvalifi ceret dialog med en række nye ministre – blandt andet, at alle videregående uddannelser – herunder også de-sign- og arkitektskolerne – samles i et og samme ministerium. Desuden bliver det naturligvis interessant at se, hvad der ligger i grundlagets løfte: ”Regeringen vil endvidere udarbejde en ny designstrategi, der udnytter Danmarks styrker på området, så Danmark kan udbygge sin position på området.” Ambitionerne inden valget fejlede i hvert fald ikke noget.

Leder

side 4

Designbranchen: I vores egen lille verden har det sidste halve år i sandhed været præget af forandring og skiftende rollelister. Ny ledelse og ny identitet for det tidligere Kunstindustri-museet – nu Designmuseum Danmark, sammenlæg-ning af Danmarks Designskole og Kunstakademiets Arkitektskole – og hvor den fremtidige ledelses sammensætning endnu ikke kendes, og ny ledelse i DDC efter en periode med usikkerhed og lam-mende spekulationer. Og så ikke at forglemme – Danske Designere, hvor vi de seneste år ganske gradvist og med stadig tiltagende intensitet har brugt forenin-gens kræfter på at kigge fremad – og på hvordan vi på den bedst tænkelige måde forvalter vore medlemmers interesser. Mere end nogensinde er vi sikre på, at den ret massive grad af for-andring, vi har oplevet i løbet af 2011 ikke med nogen form for sandsynlighed kommer til at aftage i 2012 eller 2013 eller nogensinde. Både globalt set og herhjemme – med nye teknologier, nye markeder, nye bevægelser og nye behov – skal vi vende os til tanken om, at vi oftere end før kommer til at stå over for forandringer, der virkelig kræver, at man har noget at stå imod med. Derfor opstod idéen om laug og foreninger for mange hundrede år siden – og derfor er beho-vet for en stærk organisation, der taler desig-net og designbranchens sag vigtigere end nogen-sinde. Danske Designere har i de seneste år oplevet det paradoksale, at vi på den ene side er blevet en styrket i forhold til, hvilke fi ngeraftryk vi sætter på designfeltet helt overordnet set; ud-dannelserne og forskningsområdet, den måde vi taler om design og designs udbredelse – både her hjemme og, ikke mindst, i Europa. Og på den an-den side har vi sværere og sværere ved at til-trække unge, nye medlemmer til at være med til at løfte i fl ok (det er sgu også gammeldags …). Derfor er der ingen vej udenom at kigge enhver tænkelig strategi for fremtiden i øjnene – i eget regi, sammen med andre, som forening eller som noget andet. Det eneste, vi ved er, at der er brug for os hver eneste dag, og derfor skal vi også sikre, at vi er der i mange år fremover. I en eller anden form – men med uformindsket styrke og indfl ydelse.

The Times They Are A Changin’ – but so, just watch us, are we!

Steinar Valade-AmlandDirektør, Danske Designere

* Bob Dylan 1964

side 5

ting

Linje – en norsk kaffeoplevelse �Kaffemaskinen Linje er et forsøg på at sætte Norge på

det internationale kaffekort. Linje skal ikke bare være en

espressomaskine, den skal være et møbel. Designet bryder

med de italienske stål- og plasttraditioner og spiller på

den norske natur med skov og fjeld. Linje skal repræsen-

tere Norge på et marked domineret af internationale aktø-

rer. Design: Øystein Helle Husby, Audun Grimstad, Mariko

Kurioka Rohde og Åsne Kydland. Produktion: Solberg &

Hansen.

Lige her �Det levende gavlmaleri ”Lige her” kan ses fra metroen

ved Kastrup station. Udsmykningen er skabt til stedet af

kunstner og designer Helle Hove. Farvekompositionerne

vil ændre sig efter, om det er hverdag, weekend eller jul.

Styringen af gavlmaleriet er helt enkel. Helle Hove har lagt

fi re kompositioner ind i computeren, så gårdmanden bare

kan trykke på en knap, når der skal skiftes scenarium. Alt

lys er energibesparende diode LED-lys. Foto: Anders Sune

Berg.

Mundo Lounge �Mundo Lounge er med det nye træunderstil det seneste

skud på stammen i Mundo-serien, designet af Susanne

Grønlund mDD til Fredericia Furniture. Loungestolen er,

som resten af serien, konstrueret af to formspændte dele,

der samlet giver stolen sin egen identitet samtidig med

optimal siddekomfort. Fås i fl ere varianter af både fi nér

og polstring i såvel tekstil som læder.

side 7side 6

Det gode liv er et andægtigt udtryk, nærmest

religiøst, men som Tobias Jacobsen udtrykker

det, så er ”det sgu vigtigt at få det gode ud

af det liv, man har, af sit talent, sit kald, eller

hvad det nu hedder.”

Før han kom på Danmarks Designskole,

kreerede og skabte han ting – smykker og

andet – uden den store tankevirksomhed

bag – det var en leg, et sted med former, let

og lykkeligt. Det gjorde designskolen en ende

på med sine teoretiske overvejelser og sin

kritiske indstilling. Design blev pludselig en

problematisk og uhåndterbar størrelse.

”Det måtte ikke være let. Nej, det var

svært at designe en stol, det skulle være svært

at arbejde med design. Lidt efter lidt sneg der

sig sådan en følelse af, at det nok slet ikke

kunne lade sig gøre, ind på mig. Og med den

kom en vis ulykkelighed til stede i processen.

Jeg var ikke glad. Det var ikke fedt hele tiden

at være usikker og bange. Nu har det i årenes

løb aldrig kun været en jubel at designe – det

er en tvetydig proces – men dengang var det

meget, meget hårdt. Blandt andet også fordi,

at jeg stillede mig spørgsmålet: hvorfor skal

denne ting overhovedet være i verden?” for-

tæller Tobias Jacobsen og fortsætter:

”Det spørgsmål skal man bare ikke stille

sig selv. Det betyder ikke, at man ikke skal

tænke sig om og bare sprøjte produkter ud,

slet ikke, men man må fi nde den vej i formgiv-

ningen, der interesserer en – er det skulptur

eller fl yvemaskiner, man er optaget af? Og så

må man forfølge det for at gøre det interes-

sant for sig selv at kreere og formgive.”

Jeg har lov til at koble tankerne fra

Tobias Jacobsen har i hele sit designerliv søgt

efter det gode liv – faktisk havde det allerfør-

Lige siden tiden på designskolen har designer mDD Tobias Jacobsen søgt og øvet sig i det gode liv, hvor sanseligheden og intuitionen er de drivende kræfter i jagten på formen.

Af Helle Lorenzen,

kommunikationsmedarbejder (DJ)

IDÉEN OM DET GODE LIV

-------------------� Designer mDD Tobias

Jacobsen

�� Carat Raadvad. Design:

Tobias Jacobsen mDD.

Produktion: Raadvad

� Vio Button. Design: Tobias

Jacobsen mDD. Produktion:

Fashion 4 Home

� ”Ting og sager er med til at

holde mine sanser vågne og

opmærksomme og er dermed

også en stor del af det gode

liv.” Foto: Michael Daugaard

-------------------

”Men jeg har fundet ud af, at formen skal nok komme, og at jeg har lov til at koble tankerne fra det, jeg sidder med. Det har hjulpet på processen og mit liv med den.”

side 9side 8

det største, når det sker.”

Musikken er en uomtvistelig følgesvend i

jagten på formen, og på gulvet i kvistværelset

står gule skokasser fyldt med cd’er.

”Den musik, jeg hører på tegnestuen, kan

jeg ikke holde ud, når jeg er derhjemme. Det

er sådan noget, jeg ved ikke rigtig, hvad det

hedder, samplemusik, computermusik, house…

Især er Trentemøller god at arbejde til. Hans

musik har ekstremt mange lag, som afslører

sig, når man skruer op for volumen. Musikken

er poetisk, næsten klassisk. Jeg lytter ikke

decideret til den, men jeg bliver mere modig,

fordi den er energigivende.”

Intuitionen er formgivningsprocessens

styrende kraft. Det værste er, når bevidsthe-

den blander sig. Og brugeren er ikke i centrum

på den måde, som er beskrevet i alle mulige

designkoncepter nu om dage.

”Hvis jeg skal tegne en sofa, kan jeg godt

fi nde på at lægge mig ned, lukke øjnene og

forsøge at se denne sofa for mig, forestille

mig, hvordan ser den ud, når den står i et hjem.

Og så skynder jeg mig at tegne den form. Det

er faktisk forholdsvist ofte, at jeg kan se pro-

dukter, der ikke eksisterer endnu. Selvfølgelig

er det ikke altid den holder, når det kommer

til stykket, men alligevel …,” fortæller Tobias

Jacobsen og fortsætter:

”Jeg er gået bort fra at fokusere på, hvem

der skal bruge produktet. Det gør processen

meget værre. I stedet tænker jeg meget på,

hvad jeg selv kan lide, men selvfølgelig skal

ting være til at bruge, det behøver vi slet ikke

tale om. Jeg vil jo også selv have produkter,

der er gode, smukke og rare at have med at

gøre. Men i sidste ende er det min egen lykke-

tilstand, der er afgørende – ellers kan jeg ikke

designe noget som helst.”

�

nogen ting. Det er, når du bliver forstyrret, at

intuitionen går i gang. Jeg kan ikke både være

koncentreret og intuitiv på samme tid,” siger

Tobias Jacobsen.

”Jeg tror ikke, at disse udfl ugter eller over-

springshandlinger, kan man også kalde dem,

umiddelbart bliver til noget bestemt design,

men jeg har trænet mig til at hive alle mulige

sanseindtryk frem, som jeg så kan omforme

og bruge i dele af mit design. Når det lykkes.

Det er ikke altid.”

En østers med bikini

Også derhjemme sammen med børnene bliver

sansetræningen ihærdigt praktiseret. Tobias

Jacobsen har købt en bog, som vinsmagere

anvender for at lære at dufte og smage, så

de, så nøjagtigt som muligt, kan beskrive de

forskellige vines smagssammensætninger.

Småbitte fl akoner, indeholdende duftprøver,

er sat fast på hylder i bogen; blåbær, tobak,

citron, lakrids, tjære …

”Hvis børn genkender en duft, er de me-

get præcise. Det er en helt vidunderlig bog, og

vi får nogle sjove snakke, når vi øver os på at

beskrive, hvordan noget smager. Nu holder jeg

meget af østers, og jeg kan godt om en østers

sige, at den her har sgu bikini på, for jeg ser

de der revler og sandet, noget Limfjord og de

smukke piger. Det er selvfølgelig en krukket

måde at beskrive noget på, men den skaber

billeder. Og det er jo det samme jeg gør, når

jeg designer en gryde fx. Så skaber jeg et bil-

lede af, at den er god at lave mad i og hyggelig

at have stående i køkkenet.”

Formen skal gøre lykkelig

Engang begyndte Tobias Jacobsen ofte sin

formproces med ord, men de endte med at

bremse ham, så nu arbejder han meget mere

åbent, når det handler om at fi nde frem til en

form, der gør ham lykkelig, for ”det er noget af

ste foredrag, han skulle holde, titlen ”Drøm-

men om det gode liv”. Ikke nok med, at det

foregik i Cirkusbygningen i København over to

dage og med 2.500 publikummer, han skulle

også være ”opvarmningsband” for Johannes

Møllehave.

”Jeg gik op og ned ad gulvet derhjemme

og blev mere og mere akademisk med det

foredrag. Det gik slet ikke. Nu var jeg lige

blevet gift på det tidspunkt, så jeg tænkte,

jeg smider sgu hele gavebordet ind på scenen.

Vores gæster havde jo givet de her gaver, fordi

de ville give os et godt liv. Så jeg talte om

tingene, og hvad de udtrykte omkring forestil-

lingerne om det gode liv.”

For et par år siden begyndte det at gå

bedre med det der liv. Tobias Jacobsen er ved

at fi nde frem til den gode proces, lade san-

serne og intuitionen råde i tillid til, at designet

vil tage form, selv om der nok altid vil være

lige dele lykke og ulykke for ham i søgningen

efter en form.

”Jeg har fundet ud af, at formen skal nok

komme, og at jeg har lov til at koble tankerne

fra det, jeg sidder med. Det har hjulpet på

processen og mit liv med den. Derudover er

der jo også det helt banale faktum, at jeg er

blevet ældre og har fået børn. Jeg har ikke

mere tid til at sidde og blive ved og ved til kl.

4 om morgenen. Det betyder ikke at tingene

ikke er gennemarbejdede, for det hænger ikke

altid sammen med tid. Formmæssigt laver jeg

væsentligt bedre ting nu, end jeg gjorde for ti

år siden.”

Det gode liv er i udstrakt grad præget af

det at være designer. Dog er der pauser ind

imellem, og de indfi nder sig, når Tobias Jacob-

sen står oppe ved huset i Sverige, fælder træer

og hugger brænde.

”Og dog … designeren er jo også med der.

Men der er da i hvert fald noget mandehørm

over det og sved på panden. I virkeligheden

er det jo det, jeg er bygget til med mine 193

cm, og bomstærk som jeg er. Jeg skal sgu da

ikke sidder der med en blyant og tegne små

dimser,” griner han, ”og jeg bliver i sindssygt

godt humør af den der træfældning.”

Ting holder sanserne i live

Cykler, ure, parfumefl asker, tøj, kameraer,

modelbiler, sko, legetøj, gadgets i alle varian-

ter og besynderlige indretninger som en Storm

P-agtig kaffemaskine – you name it. Tobias

Jacobsen har ting i så store mængder, at hans

kone engang spurgte, om han ikke bare kunne

være glad for, at tingene eksisterer i verden.

”Men alle de ting og sager er jo med til at

holde mine sanser vågne og opmærksomme

og er dermed også en stor del af det gode liv.

Jeg leder hele tiden efter former – jeg fi nder

ikke en ny idé som sådan – og jeg stjæler, hvor

jeg kan,” siger han, som en bevidst del af sin

designproces opsøger og dyrker mange for-

skellige sanseindtryk.

Under førersædet i bilen har Tobias Ja-

cobsen lagt en bunke ubehandlet skind, som

spreder sin markante duft i kabinen, så han

hele tiden har følelsen af at køre i læder. Han

sætter sig gerne i Lagkagehuset på Christians-

havn uden anden grund end at nyde duften

af brød og kaffe og synet af livet på kanalen.

Han opsøger skibshandler udelukkende for at

gå rundt og se og mærke de smukke hånd-

værksgjorte messingprodukter. Eller han tager

til Lund i Sverige for at beundre domkirken og

indsnuse den internationale stemning, som de

50.000 studerende fra hele verden er garanter

for.

”Jeg har perioder, hvor jeg bliver nødt til

at forstyrre mig selv. Så har jeg skitseblokken

med, men på den måde bliver det hvide papir

eller den stol, jeg sidder og skitserer, ikke den

farlige autoritet. Det bliver bare til noget, jeg

gør et sted, hvor andre mennesker også gør

-------------------� LaFamilia. Design: Tobias

Jacobsen mDD. Produktion:

Hjellegjerde A/S

-------------------

-------------------� Carat. Design: Tobias

Jacobsen mDD. Produktion:

Raadvad

� HWAM 3650. Design: Tobias

Jacobsen mDD og Henrik Sørig

Thomsen mDD. Produktion:

HWAM A/S

-------------------

”Lidt efter lidt sneg der sig sådan en følelse af, at det nok slet ikke kunne lade sig gøre, ind på mig. Og med den kom en vis ulykkelighed til stede i processen.”

”Men i sidste ende er det min egen lykketilstand, der er afgørende – ellers kan jeg ikke designe noget som helst.”

side 11side 10

Når vi går i byen og vælger ting til hjemmet og tøj til krop-

pen, er det hverken tilfældigt eller ligegyldigt, hvad vi har

med hjem i indkøbsposen. Vi vælger mere eller mindre be-

vidst altid noget, der kan afspejle vores personlighed, vær-

dier og holdninger – produkter, der taler til vores følelser.

Men de muligheder fi ndes – endnu – ikke, hvis man

bliver ramt af en kronisk sygdom, som kræver, at man

resten af livet får en fast følgesvend i form af et medicopro-

dukt. For det første får brugeren ikke lejlighed til at vælge

produktet selv, det valg har lægen allerede foretaget. For

det andet bliver alle medicoprodukter stadig udviklet og

designet udelukkende med funktion og brugervenlighed for

øje.

Følelserne manglerLisbeth Kamstrup-Holm er civilingeniør fra design & inno-

vation, DTU, og leder af Novo Nordisk afdelingen Innova-

tion Facilitation. Afdelingen understøtter og samler trådene

for de omkring 25 projekter, der årligt kører igennem de

tidlige udviklingsfaser – ikke alle når dog til en produktion.

I 2009 afl everede Lisbeth Kamstrup-Holm sin opgave

”Patienten som emotionel forbruger”, som gjorde hende

til Master i Design. Afhandlingens udgangspunkt var at

beskrive og anskueliggøre patienters emotionelle behov og

mødet mellem patienten som forbruger og medicoproduk-

tet.

Medicoprodukter har traditionelt en meget lang udvik-

lingstid på grund af de mange krav og regler, produkterne

skal leve op til. Det betyder, at de i meget stor udstrækning

udelukkende forholder sig til funktionalitet og bruger-

venlighed, hvorfor brugerne også meget naturligt bliver

inddraget i udviklingen af produkterne. Så langt, så godt.

Men ikke godt nok, mener Lisbeth Kamstrup-Holm, som

påpeger, at det strategiske arbejde med brugerne stadig er

en udfordring for producenterne.

”Hvordan er det muligt at kombinere de tekniske og

funktionelle krav med brugernes emotionelle værdier? Det

er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan et produkt ser ud, og

hvad brugeren dermed forbinder med det. Tænk på, at du

skal leve med et sådant produkt helt tæt på din krop resten

af dit liv, du kan jo ikke bare vælge det fra,” siger Lisbeth

Kamstrup-Holm og fortsætter:

”Uanset person og uanset lidelse står man i den samme

omvæltende og chokerende situation, når man får konsta-

teret en kronisk sygdom. Og min teori var, at der her må

være nogle følelsesmæssige fællestræk og dermed ønsker til

medicoproduktet.”

Sygdom hænger sammen med personlighedenHar man brug for en stok, vil nogle mennesker vælge en

i ædelt træ med sølvhåndtag, andre en rustik knortekæp

at støtte sig til. Lisbeth Kamstrup-Holm mener da også, at

medicobranchen bevæger sig i den retning, hvor brugeren

infl uerer på og selv vil bestemme, hvilket produkt de får i

hænderne og skal leve med.

”Der er så megen informationsspredning på nettet, at

den viden, der har været forbeholdt lægen, som så kunne

vælge produktet, vil brede sig imellem brugerne. I takt med

det, tror jeg, at de emotionelle aspekter vil få en højere

prioritet. Brugerne vil kræve at blive tilgodeset – ikke kun

på funktion og brugervenlighed – og de vil vælge medico-

produkter til og fra på samme vis som andre produkter.”

De to kvinder, som Lisbeth Kamstrup-Holm valgte at

arbejde med i sine cases, har altså noget at se frem til. Den

ene fi k en stomi i forbindelse med en fødsel, den anden

har diabetes. Begge brugere har produkter, som er stærkt

funktionelt baserede, dertil er de kliniske, maskuline og

anonyme i deres udtryk.

”Begge kvinder er kommet dertil, at de i virkeligheden

gerne vil stå ved deres lidelse og gøre den til en uadskillelig

del af deres personligheder. De ønsker at udtrykke en iden-

titet gennem produktet. I stedet for at gemme det af vejen,

vil de gerne have, at produktet relaterer sig til, hvem de er,

og hvor de er i deres liv på linje med alle de andre produk-

ter, vi omgiver os med. Produkterne skal være vedkommen-

de og kalde på en følelsesmæssig tilknytning. Der er altså et

meget stort modsætningsforhold her, da medicobranchen

lægger stor vægt på at anonymisere produkterne,” siger

Lisbeth Kamstrup-Holm og tilføjer:

”Det interessante med de to produkter, som kvinderne

bruger, er, at de i medicobranchen anses for at være bane-

brydende. Novopennen, som løftede niveauet for selvin-

jektioner op, signalerer noget andet end den er, fordi den

skulle blende ind. Men det hjælper ikke på brugerens følel-

sesmæssige tilknytning. Til gengæld opbevarede diabetike-

ren den i en dyr Mulberry pung. Stomipatienten udtrykte

Det er ikke ligegyldigt, hvordan produktet ser udBrugerne ønsker vedkommende medicoprodukter, som via deres design kalder på en følelsesmæssig og personlig tilknytning. Et modsætningsforhold til medico-branchen, som fokuserer på funktion og bruger-venlighed og lægger vægt på at anonymisere deres produkter.

AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

Lisbeth Kamstrup-Holm, Master i Design

Novopennen løftede niveauet for selvinjektioner op, men den signalerer noget andet, end den er, fordi den skulle blende ind. Det hjælper ikke på brugerens følelsesmæssige tilknytning. NovoPen® 4. Foto: Novo Nordisk

side 12

Medicobranchen lægger stor vægt på at anonymisere produkterne. De er ofte stærkt funktionelt baserede, kliniske, maskuline og anonyme i deres udtryk. SenSura Flex 2-dels kolostomiposer og SenSura Flex 2-dels ileostomiposer. Foto: Coloplast

klart, at hun ikke ville lade stomiposer ligge

fremme på badeværelset.”

Følelsesmæssig tilknytning hjælper motivationenDen internationale design-, branding- og stra-

tegirådgiver Patrick W. Jordan mener, at der

inden for produktdesign fi ndes en hierarkisk

opdeling af brugerbehov, som en Maslow

pyramide. Efterhånden som et behov er op-

fyldt, bliver det næste aktiveret. Først er der

funktionalitet, dernæst følger brugervenlig-

hed, og endelig pleasure (ordet vil miste sin

komplekse betydning, hvis det oversættes di-

rekte til dansk). De to første behov anser han

som opfyldte, hvorfor pleasure er det nye og

afgørende centrum i produktudviklingen.

Lisbeth Kamstrup-Holm har i sin

masterafhandling brugt de fi re niveauer,

som Jordan forholder sig til, i forbindelse

med design af pleasurable products. Physio

pleasure handler om sansepåvirkningerne, er

produktet rart at røre ved og har det en god

lugt. Socio pleasure, hvor produktet defi nerer

brugeren i forhold til andre mennesker. Psy-

cho pleasure fremkalder følelser og forståelse

omkring produktet. Ideo pleasure udtrykker

de holdninger og værdier, som brugeren har.

”Hvis man kan designe produkter, der

spiller på disse fi re niveauer, er man nået

langt, og det ville betyde meget for den mo-

tivation, som man forståeligt nok er meget

optaget af i medicobranchen. Hver gang bru-

geren konfronteres med sit medicoprodukt,

bliver man mindet om sin kroniske lidelse.

Det er hårdt og kan fremkalde modstand.

Men har du et følelsesmæssigt forhold til dit

produkt, vil det hjælpe på din motivation til

at bruge det – og bruge det rigtigt,” mener

Lisbeth Kamstrup-Holm.

Fælles temaerDet holistiske syn på og forståelse af bruge-

ren har været vigtigt for Lisbeth Kamstrup-

Holm. Denne tilgang omfatter blandt andet

viden om, hvem brugeren er i dag, hvilken

historie og udvikling personen har med

sig, samt hvilket forhold brugeren har til

sit medicoprodukt og til produkter generelt.

Denne tilgang kombineret med Jordans fi re

niveauer udmøntet i forskellige specialudvik-

lede redskaber, herunder samtalekort, viste

hvor de to kvindelige brugere værdimæssigt

befandt sig. Hvad betyder noget for dem,

hvilket forhold har de til sig selv, deres krop,

tanker, omgivelser?

Resultatet ledte Lisbeth Kamstrup-Holm

frem til at formulere seks temaer, der var

fælles for de to kvinder. Begge kvinder føler

sig til en vis grad frarøvet deres femininitet

som en følge af sygdommen, derfor er det

vigtigt for dem at gøre noget ud af sig selv,

ligesom de også prioriterer de ydre rammer –

de har styr på tingene og ønsker at opnå det

perfekte hjem.

Kvinderne har, siden de fi k konstateret

den kroniske lidelse, været i en proces, hvor

de på hver deres måde forsøger at leve og ud-

vikle sig med sygdommen, samtidig føler de

skyld og skam over den belastning, de mener

at påføre deres familier. Begge har behov for

at tro på noget højere, at der er en mening

med det hele. Og endelig er de parate til

ofre penge på et produkt i en god og holdbar

kvalitet.

”Temaerne vil naturligvis skifte alt efter,

hvilken brugergruppe man undersøger, men

jeg tror, at medicobranchen kunne komme

langt, hvis man implementerede den slags

temaer i produktudviklingen,” siger Lisbeth

Kamstrup-Holm, som i forbindelse med sit

eget arbejde på Novo Nordisk har anvendt de

redskaber, som blev udviklet til masteren.

”Jeg brugte samtalekortene i et studie af,

hvad det næste skridt bliver i udviklingen

af diabetesbehandlingen, hvor jeg kortlagde

nogle temaer for både diabetikere og men-

nesker i risikogruppen. Den viden, jeg har

opnået i arbejdet med min master, giver mig

en bekræftelse på, hvor væsentlig involve-

ring af brugerne og deres følelser er.”

�

”Tænk på, at du skal leve med et sådant produkt helt tæt på din krop resten af dit liv, du kan jo ikke bare vælge det fra.”

side 13

ting Vola showroom �Volas nye showroom i Bruxelles er indrettet i et gammelt

toldvarelager fra 1910. Grundarealet er cirka 240 m². Ind-

retningen lægger vægt på at bevare indtrykket af bygnin-

gens karakter som den blanke mur, der står i kontrast til

de hvide udstillingsmøbler med de enkle og minimalistiske

armaturer påmonteret. Gulvet er belagt med gråt epoxy.

Belysningen består af skinnespot, der med lyskeglerne

danner lokale lysrum og er med til at fremhæve de forskel-

lige produkters design. Design: aarhus arkitekterne a/s.

Sigge �Et vendbart møbeltekstil med et fl ydende, håndtegnet

motiv. Den unge svenske designer og DJ Sigurd Falk har

udviklet designet, hvor han med en meget fi n pensel og

blæk har beskrevet en fantasiverden. Sigge møbeltekstil

er jacquardvævet fremstillet af Worsted-uld og fås i en

farvepalet med rene og naturlige nuancer.

”Brugerne vil kræve at blive tilgodeset – ikke kun på funk-tion og brugervenlighed – og de vil vælge medicoprodukter til og fra på samme vis som andre produkter.”

side 14

AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

Et skilt på glasdøren bekendtgør, at ”Arkitekter er

bedst, efter de er fyldt 70”. Bag døren og de store

glaspartier, i et forhenværende ismejeri ude i Charlot-

tenlund, sidder arkitekten og designeren, Hans Bølling, just

fyldt 80 år, hver dag og arbejder, fi nder på, fi nder op, tegner,

skitserer og eksperimenterer. Hvis han da ikke lige rumsterer

rundt i det fuldt monterede værksted hjemme på privat-

adressen. Det vil sige, det gør han kun, når Søs, hustruen, er

ude og spille bridge med sine veninder, for ”hun vil ikke have,

at den tid, hvor vi skal hygge os sammen, bliver tilbragt i

værkstedet”.

Jeg har forberedt mig til interviewet med Hans Bølling.

Men hvem kan forberede sig på et ustyrligt livsstykke, der

sprudler ordene ud med samme tempo som foretagsomhe-

den og idéerne er underlagt?

Så der kommer jeg med alle mine fi ne og dybsindige

spørgsmål om den højere mening med design, men Hans

Bølling er ikke den, der lader sig distrahere af det. Han følger

sine egne veje. Og de går i alle retninger – ofte på samme tid.

Under hele interviewet, eller hvad man nu skal kalde det, hen-

ter Bølling ting og sager frem fra alle hjørner og hylder, mens

han tegner og fortæller om dem hver især. Det er slet ikke

alt, der er sat i produktion, men så er det da godt, at mange

andre ting venter på at blive fundet på.

Næppe er man kommet indenfor i det tidligere butikslo-

kale fyldt med alskens fi gurer, lysestager, borde, skåle, pend-

ler, billeder, skitser og tegninger, før Hans Bølling slår ud med

armene, smiler stort og udbryder: ”Jeg er verdens lykkeligste

mand. Det lyder så banalt, men det vigtigste er selvfølgelig,

at jeg har min kone, Søs, at vi er sunde og raske og har nogle

ligeledes sunde og raske børn. Vi har været tilsmilet af lykken,

det kan jeg godt sige dig. Også økonomisk.”

Den kan man så tygge på et øjeblik, mens Bølling tager nogle

runder til køkkenet for at tjekke, om kaffen er klar. På bordet

står æblestykker og skumfi duser klar til fortæring.

De første fi gurer kommer til verden

At Hans Bølling skal være arkitekt og designer kommer sådan

lidt hen ad vejen. Han starter på kunsthåndværkerskolen og

vil være reklametegner, men så går nogle af de nærmeste

studiekammerater ud, og unge Bølling vil hellere over i

stoftrykafdelingen, for der går 13 søde piger …

”Mens jeg så var inde som soldat, blev jeg inviteret til

21 års fødselsdag hos en af mine medstuderende – det var

i 1951 – og der falder jeg pladask for hendes lillesøster, Søs,

som er 16 og et halvt. Vi har nu kendt hinanden i 62 år og

været gift i 52. Og hun står og danser piruet derhjemme hver

morgen, når jeg vinker farvel. Det er da fantastisk at have

sådan en kone,” næsten råber Hans Bølling.

Søs er datter af arkitekt Axel Wanscher, som foreslår, at

Bølling skal følge arkitektvejen i stedet for reklame og stof-

tryk. Så det er tømmerlære i fi re år, på bygmesterskolen og

senere arkitektskolen.

”I al den tid sad jeg også nede i mine forældres kulkælder

JEG HAR ALDRIG ARBEJDET, KUN LEGETFor Hans Bølling, arkitekt MAA og designer mDD har design altid og utvetydigt været forbundet med glæde og lyst. Det startede i 1950’erne med små fi gurer lavet af naturmaterialer. Og det er slet ikke slut endnu.

-------------------------------� Det første bakkebord blev produceret i

1963 i eg med sort og rød plade. Siden er det

blevet til et utal af variationer. Hans Bølling

har selv udvalgt og godkendt både træsorter

og bakkefarver. Det seneste med glasplader er

produceret i anledningen af producenten Brdr.

Krügers 125 års jubilæum i år

-------------------------------� Design for Ørskov og Co. Foto: Charlotte Hjort-

Rohde

-------------------------------� Design for Ørskov og Co. Foto: Charlotte Hjort-

Rohde

-------------------------------

”Jeg lavede det bakkebord en nat hjemme i mit værksted. Det var Ørskov, der gerne ville have et bord, der var let at sende.”

side 15

side 17side 16

og lavede små ting til Søs. Se, her er et lille udvalg.”

Hans Bølling liner en fl ok fi gurer i forskellige størrelser,

der i blandt et helt orkester, op på bordet. De er lavet af ci-

korierødder, kokosnødder, appelsinskaller, kogler, paranødder,

hasselnødder og andre naturmaterialer.

”De er forløberne til mine træfi gurer. Og se så, dem her

skar jeg ud af elfenben – de var også til Søs.” Fra en udhulet

prop med låg ryster Bølling nogle småbitte tro, håb og kærlig-

hed ud. ”Ja, jeg gemmer jo alting.”

Hans Bølling må tjene penge for at fi nansiere bygmester-

skolen og kommer i kontakt med Torben Ørskov, som grund-

lagde Form & Farve butikkerne, og Ørskov vil gerne have

fi gurerne ind på sine hylder. Nogenlunde samtidig vinder Hans

Bølling en designkonkurrence ved Ege Tæpper, og for pen-

gene køber han en drejebænk. Hver aften sidder så han og

Søs og producerer en lang række små fi gurer til Form & Farve,

hvor de hurtigt veksles til en mere og mere solid indtjening.

”Jeg lavede min første and med ællinger på den dreje-

bænk. I starten gik jeg selv rundt og solgte dem, men så fi k

jeg en bøde, fordi jeg havde glemt at betale legetøjsskat. Så

overlod jeg salget til Ørskov. Jeg kunne komme med næsten

hvad som helst, And, Ælling, Oscar, Havfruen, Optimist og

Pessimist – de sidste var rester fra nogle ællinger, som jeg

satte sammen.”

Salget af fi gurerne tjener så mange penge ind, at Hans

Bølling kan bygge hus i 1959 – det sidste år han går på akade-

miet.

Samarbejdet med Torben Ørskov er fortsat med sønnen

Jeppe Ørskov, der driver Ørskov & Co og producerer samt for-

handler Hans Bøllings forklæder, viskestykker samt den nye

lysestage HB4.

Huse og ting

Da Hans Bølling er færdiguddannet arkitekt, henvender

Torben Ørskov sig og beder ham tegne en ny villa til sig selv

og sin familie. Det er starten på en lang række privatboliger.

”For Ørskov havde jo nogle bekendte, der også lige stod

og manglede et nyt hus, så dem tegnede jeg også til. Og så

kørte det, kan man sige. Et af de bedste huse, jeg har tegnet,

blev bygget af genbrugsmaterialer. Det var til nogle vidunder-

lige mennesker – og det blev byggeriet naturligvis præget af

– manden havde sukkersyge, men elskede at drikke Cinzano

med vodka, han passede slet ikke på sig selv og døde da også

af det – men altså de skulle jo have noget specielt. Huset

blev kun råt skitseret på et stykke pap. Af et læs gasbeton-

sten ”tegnede” vi så huset på terrænet i fuld størrelse, så vi

straks kunne se udsigten, solen, vandet, træerne. Det blev et

skønt hus. Råt tømmer og tagpap, et hus, hvor hele indersi-

den, også tømmeret blev hvidkalket – ligesom i Spanien – og

med udsigt alle steder til Øresund for næsten ingen penge,

40.000 kr., tror jeg det var. Men det er altså det smukkeste,

jeg har lavet. Det ligner en stor sommerfugl.”

Bølling tager en hurtig indånding og fortsætter: ”Så

skulle jeg hjælpe min svigerfar, Axel Wanscher, med en større

bebyggelse ude i Taastrup – han var jo blevet min nye far,

efter at min egen døde allerede i 1958. Han var journalist

og blev slidt fuldstændigt ned. Jeg ved godt, at jeg snakker

fanden et øre af … Nå, men jeg havde så tegnestue sammen

med min svigerfar og to gode kolleger i mange år.”

Sideløbende med arkitekturen, som blandt andet omfat-

ter Øresundskollegiet, SMC, fabrikker i Tyskland og store

boligbebyggelser herhjemme – ”det var nogle skønne og sjove

år, hvor jeg fi k lov til at skitsere alt. ” – bliver der designet en

lind strøm af ting og sager til Form & Farve, skåle, lysestager,

mobiler, fugle af stof …

Og i 1963 kommer så bakkebordet, produceret af Brdr.

Krüger, til. Bordet, som efterhånden bliver et legendarisk

designikon, er først produceret i eg med rød og sort plade,

siden udkommer det i et utal af variationer – alle godkendt

af Bølling. Senest med plader af hærdet glas i anledning af

producentens 125 års jubilæum. Bordet fi ndes i 500 numme-

rerede eksemplarer.

”Jeg lavede det bakkebord en nat hjemme i mit værksted.

Det var Ørskov, der gerne ville have et bord, der var let at

sende.”

De senere år har fi gurerne And, Ælling, hunden Oscar

samt Optimist og Pessimist – snart kommer Havfruen til –

oplevet en renæssance, relanceret af Architectmade, hånd-

lavet og fremstillet i Beijing. Egentlig ikke så underligt, da

Bølling har evnet at ”sjæleliggøre” dem alle.

”Jeg tror, at de sælger godt igen, fordi de er ikoner fra

en tid, hvor dansk kunstindustri var placeret rigtig godt med

Wegner, Juhl og alle de andre. Og jeg tror, at folk har fået nok

af plastikting. Der er fx mange, der køber And og Ælling til

deres børnebørn. Men altså, det er da alligevel utroligt.”

Hans Bølling bryder af og rækker hånden ud efter tal-

lerkenen med skumfi duser: ”Kan du lide sådan nogen? Min

kone sagde godt nok, at jeg ikke måtte byde en journalist på

skumfi duser, men jeg elsker dem altså. Jeg må ikke havde

dem derhjemme, så de bor her på tegnestuen”. Han slår en

latter op og putter fi dusen i munden.

Den store japanske opgave

For 25 år siden døde Hans Bøllings svigerfar, arkitekten Ak-

sel Wanscher, tegnestuen bliver opløst, og Bølling fl ytter ind

for sig selv i det nedlagte ismejeri i Charlottenlund. En dag

bliver han kontaktet af Udenrigsministeriet, som har anbefa-

let ham som arkitekt. Et japansk universitet ønsker at bygge

et kulturcenter med kursusfaciliteter på Vedbæk Strandvej.

”Jeg blev lige færdig med den opgave, og så kom japa-

nerne tilbage og spurgte, om jeg ville tegne en kostskole

nede i Præstø. Jeg gik hjem til Søs og fortalte, at jeg havde

fået denne store opgave. Hun sagde, at hvis jeg sagde ja til

den, så ville hun tage på højskole et par år. Vi havde jo set

kolleger gennem årene gå ned med både økonomi og privatliv

-----------------------� I det fuldt monterede værksted i

privaten får de mange idéer fysisk

form. Foto: Anne-Mette Bølling MAA

-----------------------

-----------------------� Hans Bølling har stadig travlt i

sin tegnestue i et nedlagt ismejeri

i Charlottenlund. Foto: Anne-Mette

Bølling MAA

-----------------------

”Og hun står og danser piruet derhjemme hver morgen, når jeg vinker farvel. Det er da fantastisk at have sådan en kone.

side 18

på sådan nogle store sager. Nå, jeg travede lidt op og ned ad

gulvet, og så blev vi enige om, at jeg skulle lave et samarbej-

de med en anden tegnestue, så jeg ikke stod alene med det

hele,” fortæller Hans Bølling, mens han rækker ud efter nogle

store ark med tegninger.

”Ja, sådan så tegninger ud dengang, håndtegnede med

blyant og akvarel. Jeg fi k meget frie hænder til opgaven. Vil I

have en svømmehal? Ja, det ville de gerne, og sådan var det

hele vejen igennem.” Hans Bølling peger på tegningen, og

viser hvor den er placeret.

”Vandspejlet i hallen var i niveau med både gulv og

skovbunden udenfor, så børnene og de unge kunne ligge og

plaske rundt, mens de så på dådyr. Foruden en drenge- og en

pigefl øj var der også en judohal, en sportshal, og selvfølgelig

en tepavillon og masser af kirsebærtræer, der blomstrede

ved skoleårets begyndelse.”

En meget heldig og taknemmelig mand

Foretagsomheden er ikke stilnet af, selv om Hans Bølling

med god ret og samvittighed kunne, om ikke pensionere

sig selv, så dog læne sig lidt tilbage. Men nye ting kommer

stadig til. En patenteret bordgrill, der kan drejes op og ned,

så afstanden til kullene bliver større eller mindre, en lampe

til børneværelset, formet som en dyrekrop, der kan skifte

”betræk”, fyrfadsstager med mindelser om Spreckelsens bue

i Paris – ”jeg havde ham som lærer på akademiet, og har altid

været fascineret af ham” – en kransformet stage, som kan

vendes og bruges til både høje lys og fyrfadslys, en patente-

ret bægerholder af plastic – ”den kostede mig 40.000 kr. at

udvikle” – og forskelligt køkkengrej.

Nogle af tingene har været på nippet til at komme i pro-

duktion med underskrevne kontrakter, men så er producen-

ten sprunget i målet.

”Det kan der være mange forskellige grunde til. Måske

er de blevet presset af in house designere til ikke at lukke

en ny ind. Måske passer tingen alligevel ikke i producentens

sortiment, eller man er selv i gang med noget lignende. Hvad

ved jeg.”

Men det slår ikke Bølling af pinden.

”Nejnej. Jeg laver da bare noget nyt, somme tider uden nogen

som helst anden mening end, at jeg har lyst, fordi det er

så sjovt. Måske er det bare en sindrig konstruktion, jeg har

opfundet, som jeg synes, er spændende at få til at gå op.

Søs siger, at jeg aldrig har arbejdet, kun leget. Hun arbejder

derhjemme, mens jeg bare går ned på tegnestuen og har det

skønt. Det er rigtig nok. Jeg kan få noget sjovt ud af alting.

Jeg er en meget lykkelig mand, en meget heldig mand, men

også en meget taknemmelig mand.”

”Jeg ved ikke, hvor alle idéerne kommer fra. De kommer

bare, ofte når jeg arbejder i mit værksted. At stå med mate-

rialet, som jo ofte er træ, jeg elsker træ, ja, materialer i det

hele taget, så vokser der noget ud af det. Og alt kan inspirere

mig og blive til noget. Vi har lige beskåret vores æbletræ,

og grenene gemmer jeg, for man ved jo aldrig. Om der er en

forbindelse, nogle fælles træk mellem mine designs? Jeg ser

ingen, gør du? Det er simpelthen lysten, der driver værket –

og den kan jo gå i alle retninger. Men essensen i alt det, jeg

laver, er glæde.”

Til slut forsøger vi os med endnu et af vore velforberedte

spørgsmål: Hvordan med din designproces – har den i årenes

løb budt på svære udfordringer?

Hans Bølling kigger ud i luften, en af de sjældne to sekun-

ders pauser sniger sig ind.

”Svære ting … Nej, det har jeg da aldrig tænkt over,”

griner han.

�

-------------------------------� Hans Bølling med sine træfi gurer, And og

Ælling, Optimist og Pessimist samt hunden Oscar.

Figurerne er relanceret af Architectmade. Foto:

Architectmade

-------------------------------

”Jeg ved ikke, hvor det hele kommer fra. Det kommer bare, ofte når jeg arbejder i mit værksted. At stå med materialet, som jo ofte er træ, jeg elsker træ, ja, materialer i det hele taget, så vokser der noget ud af det.”

side 21

Hele livet har vi brug for luft, omsorg, mad, søvn, sam-tale, social omgang og fællesskab. Uanset om man er hjemløs eller ej. Med udgangspunkt i disse behov stod erik juul, architects bag projektet HomeLessHome – et arkitektonisk eksperiment med fokus på hjemløses vilkår og på vores forståelser af, hvad et hjem er.

FOTO: E ARCHITECTURE

På en måned og på kun 6 x 8 meter byggede arki-tekt Erik Juul i samarbejde med håndværkerne et boligområde under åben himmel. Projektet stillede spørgsmålet Is this a Home? Og besvarede det ved at vise, hvor hurtigt, nemt og billigt boliger for hjemløse kan opføres. Projektet blev gennemført ved Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro.

I løbet af udstillingsperioden, maj og juni i år, blev der afholdt forskellige arrangementer i forbindelse med projektet, blandt andet house warming og Sankt Hans for hjemløse mennesker, uddeling af mad samt en workshop for børn om arkitektur. HomeLessHome blev efterfølgende udstillet på Højbro Plads i forbin-delse med Copenhagen Design Week i september.

Projektet vil ud fra denne 1:1 model undersøge og debattere, hvordan Danmark som samfund kan skabe plads til socialt marginaliserede grupper, der typisk har markant anderledes behov sammenlignet med normen. Ved at vise hvor lidt, der faktisk skal til for at skabe et hjem, er det måske på tide at det standardise-rede begreb ”hjem” redefi neres og tilpasses brugernes behov.

HOMELESS HOME

side 23

Projektet er støttet af Velux Fonden, og det er ambitio-nen at udvikle det til et færdigt og bygbart koncept.

HomeLessHome udvikles som en del af det interna-tionale arkitektstudio E Architecture, hvis arbejde og rådgivning er inspireret af Menneskerettighedserklæ-ringens artikel 25 ,der bl.a. fastslår, at enhver har ret til en vis levestandard. Arkitekterne bag E Architecture spørger så: ”Og hvad kan vi som arkitekter gøre for dem, der ikke har det?”

�

side 25side 24

Mange forhold spiller ind på vore valg, og vi ved ikke altid vores eget bedste. Derfor kan vi have brug for en hjælpende hånd. Svaret kan være nudging, som myndigheder og organisationer har kastet deres kærlighed på. Men det går ikke an bare at nudge løs. Etiske overvejelser er et centralt kriterie.AF HELLE LORENZEN,

KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

Rengøringspersonalet i den hollandske Schip-

hol Lufthavn havde et problem på mændenes

toiletter; for lidt i kummen, for meget på

gulvet. Dyrt i rengøring og dertil uæstetisk.

Løsningen var enkel. Man fi k designet et urinal

med en malet fl ue placeret det strategisk

rigtige sted. Resultatet er 80 procent mindre

spild på gulvet.

Fluen i urinalet er det klassiske eksempel

på det, der hedder nudging – bedst oversat til

at puffe eller skubbe til mennesker, så vi træf-

fer et mere hensigtsmæssigt valg og dermed

ændrer vores adfærd.

Mændene bag begrebet nudging er øko-

nom Richard Thaler og jurist Cass Sunstein,

som bruger deres indsigt fra adfærdsøkonomi-

en – koblingen mellem økonomi og psykologi –

til at tage fat i de faktorer, der har indvirkning

på vores liv og hverdag og vende dem til vores

fordel.

Mennesket er nemlig ikke udelukkende et

rationelt væsen, der tænker meget over sine

handlinger – måske tvært imod. Utallige for-

hold spiller ind på vore valg, og det er et kendt

faktum, at vi ikke altid ved vores eget bedste.

Vi kan have brug for en hjælpende hånd.

Nudging handler om og tager fat i alle de

faktorer, der påvirker os ud over vores fornuft.

Et nudge er et forsøg på en adfærdspåvirk-

ning, hvor det er forbudt at indskrænke vore

handlemuligheder eller incitamentstyre os

– det vil sige, at et nudge hverken må straffe

eller belønne et givent valg.

Nudging kræver etiske overvejelser

Pelle Guldborg Hansen er adfærdsfi losof ved

Syddansk Universitet, vicedirektør for ISSP,

Initiative for Science, Society & Policy og

formand for Dansk Nudging Netværk. Hans

opgave er blandt andet at udbrede viden om

nudging, så dets potentiale kan udnyttes,

men samtidig skal han også være med til at

sikre, at redskaberne bliver brugt forsvarligt.

Myndigheder, organisationer og andre institu-

tioner har nemlig kastet deres kærlighed på de

muligheder, nudging tilbyder.

”Jeg understreger altid i min rådgivning,

at man ikke bare kan nudge løs, selvom

nudging kan være fantastisk og kreativt at

arbejde med. Men der er typer af nudging, der

kan være på kanten af en organisations eller

myndigheds værdier. For selv om nudging er et

politisk rent værktøj, er det ikke nødvendigvis

etisk rent. Så du kan ikke bare vælge og vrage

i værktøjskassen, og det er den store udfor-

dring,” påpeger Pelle Guldborg Hansen.

Der er stor forskel på at blive påvirket i al

almindelighed og at blive nudget. Vi påvirkes

alle hver dag af en uendelig række af faktorer

gennem de situationer, vi kommer i og de men-

”Der er typer af nudging, der kan være på kanten af en organisations eller myndigheds værdier. For selv om nudging er et politisk rent værktøj, er det ikke nødvendigvis etisk rent.”

”Arkitekter og designere kunne med stor fordel arbejde bevidst med nudging i deres løsninger. Det er jo ikke tilstrækkeligt, at arkitektur og design ser fl ot ud. Det må også gerne virke efter en hensigt.”

VORE VALG KAN DESIGNES

-----------------------------� Sådan kan man også blive mindet om at

slukke lyset. Eco Reminder stickers

-----------------------------� Den hollandske Schiphol Lufthavn fi k

designet urinaler med påmalet fl ue i bunden.

Resultatet var 80 procent mindre spild

på gulvet. Idéen har senere bredt sig til

herretoiletter andre steder

-----------------------------

--------------------� Pelle Guldborg Hansen,

adfærdsfi losof, Syddansk

Universitet

--------------------

side 27side 26

tilbage. Hvis jeg nu ønsker, at du skal vælge

en bestemt form for kræftbehandling, kan jeg

sige: strålebehandling giver 20 procent chance

for overlevelse, hvorimod 80 procent af de,

der får kemo, dør. Risikoen for at dø er altså

nøjagtig den samme, men vi tiltrækkes af den

formulering, som ikke er forbundet med at

miste,” forklarer Pelle Guldborg Hansen.

Et potent redskab

Etikken er som nævnt et centralt og rele-

vant kriterie i nudging, og efterhånden som

begrebet er vundet frem, er der kommet

indvendinger og kritik til. Kan nudging blive

en glidebane, der nærmer sig tvang? Handler

det ikke bare om manipulation? Gør nudging

os dummere, fordi andre har bestemt, hvilket

valg de ønsker, vi skal træffe? Mister vi evnen

til at ræsonnere moralsk og etisk?

”Det kendetegnende i debatten er, at

mange prøver at træffe dommen over nud-

ging – det er enten totalt godt eller totalt

dårligt. Hverken eller, vil jeg sige. Der er nemlig

forskellige typer af nudges, som vi skal lære

at skelne mellem,” påpeger Pelle Guldborg

Hansen, som nævner fi re typer af nudges, der

har udgangspunkt i, hvorvidt vores adfærd

er forankret i det refl eksive system, altså der

hvor en vis tankevirksomhed er til stede, eller i

det automotoriske system, hvor bevidstheden

er slået fra.

Type 1 nudges går fra autopilot til auto-

pilot, fx kan tallerkenen gøres mindre, som et

led i en slankekur. ”Her kan man tale om mani-

pulation, for den foregår altid i det ubevidste

og automatiske system.”

Benytter man type 2, nudger man fra det

automatiske til det refl eksive system. ”Ek-

semplet er fl uen og urinalet, hvor manden, der

står og tisser, bliver opmærksom på, hvad han

er i gang med og dermed rammer rigtigt i kum-

men.”

Nudging, der foregår fra refl eksiv til

refl eksiv adfærd, er type 3. ”På MacDonalds

bestiller du pommes frittes til dit måltid. Men

da du får øje på en ophængt kalorietabel, væl-

ger du gulerødder i stedet for. Du var i gang

med den refl eksive handling at bestille noget

mad, der smager dig, men den blev tilføjet et

yderligere kriterie: det skal også være sundt.”

Endelig er der type 4 nudges, hvor default-

indstillingerne så at sige laves om. ”I stedet

for aktivt at vælge til at være organdonor, er

man det automatisk fra fødslen, indtil man

selv vælger det fra. Ved denne type kan man

sige, at der er risiko for at miste træningen i

at ræsonnere omkring et etisk dilemma – man

mister nogle kompetencer.”

”Nogle former for nudging kan altså gøre

os mere bevidste om vores adfærd, mens

nogle nærmer sig manipulation. Nu er der ikke

nødvendigvis noget galt med manipulation

på det personlige og private plan, medmindre

man er ude på at skade. Men det er straks

noget andet at benytte sig af disse indsig-

ter, hvis vi er i offentligt regi. Nudging er et

potent redskab, for det rammer os alle. Vi er

modtagelige – også selv om vi ikke tror det,”

fastslår Pelle Guldborg Hansen og tilføjer:

”Når man bruger nudging, skal udgangs-

punktet være en adfærdsændring, som er til

fordel – ikke kun for det enkelte individ – men

for fællesskabet. Nudging handler ikke om

personlige anliggender.”

�

--------------------------------� � Nudge for en Ren By. En gruppe studerende fra

SDU foretog i maj et nudge forsøg. I Fiolstræde i Kø-

benhavn delte de karameller ud til forbipasserende.

De studerende undersøgte, hvor meget karamelpapir,

der havnede på gaden/i skraldespanden før og efter

grønne fodspor, der viser mod skraldespandene.

Nudget virkede. Der skete et fald i antal karamelpa-

pir smidt på gaden på 46 procent, og en stigning af

papir i skraldespandene på 36 procent

---------------------------------

nesker, vi møder. Men går en myndighed eller

organisation ind og bevidst ønsker at udføre

en påvirkning, som kan få os til at træffe et

valg, udløser det samtidig et ansvar.

”Man skal agere i forhold til sit værdi-

grundlag. Der skal altid foretages etiske

overvejelser og vurderinger. Og der kan mange

desværre fejle i deres fascination af nudging

som et effektivt virkemiddel,” mener Pelle

Guldborg Hansen.

Design som en del af nudging

Nudging fokuserer på nogle mekanismer, der

befi nder sig på tre niveauer; det strukturelle,

det sociale og det individ-psykologiske.

Det strukturelle niveau er det mest

håndterbare, da det handler om, hvordan vore

omgivelser er designet og indrettet, hvilket

har en kraftig indvirken på vore handlinger. Et

simpelt eksempel er, hvordan frugten præsen-

terer sig i supermarkedet. Undersøgelser viser,

at bliver frugten arrangeret på en bestemt

måde og med ordentligt lys på, kan salget hæ-

ves med 54 procent. Og fjerner man bakkerne

i en kantine, skal personalet smide 38 procent

mindre mad ud efter frokosten.

”På dette niveau kan nudging ofte udfø-

res med både enkle og billige løsninger – men

de forudsætter netop derfor megen tænkning

og indsigt. De fl este forbinder nudging med

det strukturelle niveau, for vi kan godt lide

at tænke i konkrete objekter og omgivelser,”

siger Pelle Guldborg Hansen, som også mener,

at nudging burde være en del af pensum på

design- og arkitektuddannelserne.

”Arkitektur og design påvirker jo i høj grad

vore valg og dermed vores adfærd, ja, det er

vel en del af meningen, derfor kunne både ar-

kitekter og designere med stor fordel arbejde

bevidst med nudging i deres løsninger. Det er

jo ikke tilstrækkeligt, at arkitektur og design

ser fl ot ud. Det må også gerne virke efter en

hensigt.”

I lufthavnens security kunne man på et

tidspunkt fi nde et eksempel på nudging brugt

på det sociale niveau. Nemlig en tegnefi lm, der

viser en slank, tjekket forretningstype, som

gør alt det rigtige før sikkerhedstjek – tager

bælte af, tømmer lommer for mønter, nøgler

mv. Men der er også en tyk mand med åben

skjorte og gammel taske, som ikke husker

noget af det, man forventes at gøre.

”Det er meget effektivt. Filmen får os til

at gøre det, vi skal, for vi vil alle gerne imitere

mennesker, der ser ud, som om de har suc-

ces. Ved at have den lille tykke med, bliver

effekten endnu større. Men fi lmen kan være

problematisk, fordi den får os til at se ned på

nogle mennesker, der også står i køen,” mener

Pelle Guldborg Hansen.

Det tredje niveau i nudging er det svære-

ste at have med at gøre, fordi det er kringlet

at forstå. Det individ-psykologiske aspekt er

heller ikke så sexet, da det ikke handler om de-

sign af omgivelser og genstande, men har at

gøre med, hvordan hjernen er skruet sammen

og virker.

”Vi kan tage udgangspunkt i det faktum,

at vi ikke kan lide at miste noget, vi har, og at

vi er villige til at gå langt for at få til mistede

”Nogle former for nudging kan altså gøre os mere bevidste om vores adfærd, mens nogle nærmer sig manipulation.”

”Når man bruger nudging, skal udgangspunktet være en adfærdsændring, som er til fordel – ikke kun for det enkelte individ – men for fællesskabet. Nudging handler ikke om personlige anliggender.”

side 29side 28

Hvad har halalkød med et bogomslag at gøre? Umiddelbart

ikke så meget. Medmindre man da hedder Ida Balslev-Olesen,

i 25 år har designet bogomslag, gerne skubber til de visu-

elle grænser og ikke vil sættes i bås. Mit danske kød af Jens

Smærup Sørensen var en af de historier, der voldte knuder for

grafi keren, som til sidst valgte at tage forfatteren på ordet:

”Jeg gik ned til den lokale halalslagter og købte nogle kilo

kød. Det skar jeg ud som et Danmarkskort, tog et foto og ma-

nipulerede lidt med det, da kød på billeder ikke ser særlig kønt

ud.”

Ida Balslev-Olesen vil gerne have det skæve ind, det der

tvist, der ”sparker røv”, men det er ikke så let i dagens bogbran-

che, som er mere optaget af hurtig produktion og salgstal, og

hvor bøger med tilbudssplattermærker på omslaget er blevet

slagvarer i supermarkedet.

”Jeg bryder mig ikke om det, og det tror jeg sådan set hel-

ler ikke, at læseren gør. Et omslag skal være prikken over i’et,

derfor skal det jo være en glæde og en visuel nydelse at kigge

på en bog. Jeg ønsker at løfte bogen. Litteratur er en kunstart,

derfor vil jeg gerne designe noget specielt hver gang og kæmpe

min egen lille kamp, hvor jeg forsøger at overgå mig selv. Ellers

bliver det også for kedeligt. Men det kan være svært at komme

personligt ud med et omslag. Når jeg går rundt i en boghandel,

kan jeg somme tider ikke se bogen for bare bøger. Mange ligner

hinanden,” mener hun.

Ida Balslev-Olesen kan naturligvis ikke bevise, at designet

sælger en bog, ”men det er selvfølgelig omslagets skyld, hvis

den ikke sælger”, smiler hun. Omslaget er ikke en reklamesøjle

for bogen, omvendt skal det appellere til læseren.

”I virkeligheden tror jeg, at det er en blanding af forfatter,

omslag og historie. Som læser holder man af nogle forfattere

og er opmærksom på deres bøger – uanset omslaget. Men går

du bare rundt og snuser og gerne vil have en god bog med

hjem, så tror jeg, at omslaget kan tiltrække, så læseren tager

bogen op og kigger på bagsiden.”

Historien skal ikke pensles ud

Som grafi sk designer af et bogomslag er det en fordel at være

udstyret med en god fornemmelse for balance. Hvor meget

skal hensynet til læseren vægtes i forhold til historien? Hvor

meget af historien skal fortælles, hvor meget antydes? Hvor

konkret eller abstrakt kan man tillade sig at være? Hvor meget

af forfatteren selv skal udtrykkes i omslaget?

Ida Balslev-Olesen har ingen skabelon, når hun designer

sine bogomslag til både skøn- og faglitteratur. Derfor er det

heller ikke til at sige noget generelt om, hvad det gode omslag

er, andet end at det handler om de følelser og tanker, man kan

vække og så de der balancer, der hver gang skal vurderes. Og

kigger man på nogle af de omslag, som Ida Balslev-Olesen har

designet, ligner de da heller ikke noget, der er produceret på

samlebånd eller efter opskrifter. De dækker hele spektret fra

det stringente til det sprælske. De bærende visuelle udtryk

skifter mellem fotografi , illustration og typografi .

”Nogle siger godt nok, at de kan se, når det er et af mine

omslag, så jeg har nok alligevel en eller anden stil. Der er jo

visse ting, jeg kan lide, men jeg forsøger ikke at låse mig fast,”

siger Ida Balslev-Olesen, hvis vigtigste mål hver gang er at være

tro mod bogens indhold.

”Jeg kan godt lide at fjerne så meget støj som muligt, at

gøre det så enkelt som muligt. Der skal være en renhed i

omslaget. Man kan jo gøre meget med photoshop, men det er

meget forstyrrende, hvis effekterne overdrives. Historien er

Prikken over i’et

Litteratur er en kunstart. Derfor skal det være en glæde og en visuel nydelse at kigge på en bog. Grafi sk designer Ida Balslev-Olesen ønsker med sine omslag at løfte bogen med et specielt design – hver gang. Et af midlerne er at fjerne så meget støj som muligt for at fremelske en renhed.

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)

MIT DANSKE KØD

GYLDENDAL

ROMAN

JENS SMÆRUP SØRENSEN

----------------------------------------------------------------

� Mit danske kød af Jens Smærup Sørensen ”Det var en af de historier, der voldte knuder for mig, og jeg valgte til sidst at tage forfatteren på ordet.

Jeg købte nogle kilo kød hos den lokale halal-slagter. Det skar jeg ud som et Danmarkskort, tog et foto og manipulerede lidt med det, da kød på billeder ikke ser særlig kønt ud.”

----------------------------------------------------------------

side 31side 30

til sit grafi ske arbejde. Nogle gange skal

historien ligge og rumstere en tid, andre

gange popper de første billeder op alle-

rede på vej hjem fra mødet med forfatte-

ren.

”Mine idéer kommer løbende, ofte

når jeg er i gang med helt andre gøremål.

De kan ikke tvinges frem, men den indre

computer arbejder jo hele tiden og er i

gang med at bearbejde historien. Når der

så er hul igennem, kan jeg til gengæld

ikke stoppe, så skal der arbejdes igen-

nem og rundes af. Jeg holder meget af

den ro og fordybelse, der er forbundet

med at arbejde med bogomslag.”

Ida Balslev-Olesen står ved sin

professionalisme og viser derfor kun ét

omslag frem til bedømmelse hos forfat-

ter og redaktør. Flere forvirrer mere, end

de gavner, mener hun.

"Jeg er i min proces nået hertil og

viser med ét forslag, hvordan jeg har

løst opgaven. Jeg skal ikke vise alle mine

tvivlere, så virker det ikke stærkt nok, og

jeg er heller ikke sådan en, der skitserer

i det uendelige, og så kunne man gøre

inde i bogen, den skal ikke pensles ud

eller fortælles i omslaget, her er det mere

en stemning, der skal fanges ind. Jeg kan

også godt lide, at når læseren er færdig,

lukker bogen og kigger på omslaget,

siger: nå, det er det, de mener. Omslaget

må gerne appellere til både tanker og

følelser, og der skal helst være fl ere lag i

illustrationen, så man ikke bliver færdig

med den lige med det samme. Ligesom

et maleri. Der skal være noget at komme

efter,” understreger Ida Balslev-Olesen.

Det taktile har stor betydning. Læ-

seren skal kunne mærke bogen fysisk, og

denne stofl ighed kan frembringes ved

hjælp af det visuelle udtryk og den be-

handling, som omslaget får. Ida Balslev-

Olesen har fx engang designet et omslag,

som tog let mod smuds, for det gør heller

ikke noget, at man kan se, en bog er

blevet læst. Den er også en brugsting.

Forfatterens personlighed er med

Prøv at tjekke din bogreol – der står

garanteret adskillige bøger med omslag

designet af Ida Balslev-Olesen. Suzanne

Brøgger, Klaus Rifbjerg, Ida Jessen, Kri-

stian Ditlev Jensen, Kirsten Thorup, Per

Olov Enquist – alle har de været gennem

hænderne på den grafi ske designer. Det

er ikke altid, at hun får tid til at læse

bogen, men så får hun, hvis det overho-

vedet er muligt, forfatteren til at fortælle

sig historien, ”og så føler jeg mig meget

privilegeret”.

Kommunikationen, dialogen og det

personlige møde med både forfatter og

redaktør er vigtig for processen og for

omslagets endelige udtryk.

”Jeg tror ofte, at jeg får noget af for-

fatterens personlighed med i omslaget.

Efterhånden har jeg trænet mig op til at

se, hvilke farver en forfatter er til, hvilke

stemninger – det smitter jo af på et men-

neskes udseende og udstråling. Også

når jeg læser en bog, er jeg opmærksom

på dens farver og stemninger, så de kan

komme til udtryk i designet,” forklarer

Ida Balslev-Olesen.

Det hænder, at forfatteren har nogle

forestillinger om omslaget, men lige så

ofte får Ida Balslev-Olesen frie hænder

IDA JESSENR O M A N G Y L D E N D A L

sådan eller sådan. Nej, computeren

kører først inde i mit hoved, og så phum,

kommer det ud. Og så tager vi dialogen

derfra. Men det er ikke meningen, at alle

skal sidde og ”farvelade” – et omslag er

ikke et fælles projekt på den måde, men

et samarbejde, hvor man må respektere,

at jeg er den faglige professionalisme.”

�

----------------------------------------------------------------

� Lazarus-projektet af Aleksander Hemon”Bogen handler om mand, der ser tilbage i tiden. Øjet er forfatterens eget, og selve illustratio-nen udgøres af lapper fra en avis, jeg har revet i stykker. Bogen var tidligere udkommet på amerikansk med et meget flot omslag, så det var min ambition at leve op til det. Forlaget ønskede mere farve på fladen, men der kæmpede jeg stædigt imod, for det havde intet med historien at gøre. Det blev til ugens omslag i Politiken.”

----------------------------------------------------------------

� Æslet af Kristina Stoltz

”Der optræder et meget stædigt æsel i bogen,

derfor står den lige der på tværs af omslaget.

Den kan ikke fl yttes, selv om det er irrite-

rende, at du hverken se dens hoved eller hale.

Den står bare der. Færdig. Bogen handler om

nogle drenges fl ugt fra Afghanistan, så på

indersiden af omslaget har jeg tegnet deres

rute lidt abstrakt, så læseren får en fysisk

fornemmelse. Jeg kan godt lide at give nogle

små overraskelser.”

----------------------------------------------------------------

� Et Eventyr af Jonas Bengtsson

”Jeg blev så begejstret for alle de billeder,

forfatteren får frem, så jeg for en gangs

skyld ikke var til at stoppe. Og jeg skulle

jo ikke fortælle det hele på omslaget, så i

stedet brugte jeg indersiden af omslaget til

at illustrere historiens forskellige stemnin-

ger. Bogen handler om dreng, så han kom på

forsiden, helt enkelt. Jeg er begyndt at bruge

frihåndstegninger i større udstrækning. Om-

slaget udtrykker også en stofl ighed.”

----------------------------------------------------------------

� Grafisk designer Ida Balslev-Olesen

----------------------------------------------------------------

� � ABC af Ida Jessen”Hovedpersonerne bor med design, derfor en grafisk detalje fra Ægget og valget af tre forskel-lige baggrundsfarver. Boghandlerne fik en ”pose blandede bolscher” ud, så læseren selv kunne vælge den farve, der tiltrak mest. Det var sjovt at prøve noget andet, men den går ikke med alle bøger.”

----------------------------------------------------------------

side 33

Dott-projekter (Design of the times) foregår i forskellige regioner af England og hand-ler om at forbedre leve- og arbejdsvilkår for regionens borgere. Det første Dott-projekt fandt sted i 2007 i en nordvestlig region af England. Dott Cornwall sluttede i marts 2011 efter et års forløb. De-sign Council har været involveret i begge pro-jekter.

Dott Cornwall bragte borgerne i lokalsamfundet sammen med

en række designere, og i fællesskab arbejdede de på projek-

ter, der kunne forbedre dagligdagens liv, arbejde og fritid for

områdets beboere.

Cornwall har en lang og væsentlig tradition, hvad angår kreati-

vitet og opfi ndsomhed. Dette bygger Dott videre på i etable-

ringen af netværk og understøttelsen af den lokale design-

ekspertise. Dott projekter åbner således for nye muligheder i

regionen.

Dott sætter slutbrugeren først. Det fremmer udvekslingen af

idéer og erfaringer mellem designerne og borgerne og sikrer

engagement og ejerskab til løsningerne.

Programmet har tre centrale mål:

> at udarbejde en serie design-ledede projekter i samarbejde

med lokalsamfundet

> at udarbejde et program med redskaber i design og

innovation

> at understøtte Cornwalls opfi ndsomhed og kreative styrke.

Her er nogle korte beskrivelser af tre Dott Cornwall projekter:

Designing Communities, From Cornwall with Love og New Work.

DESIGN OF THE TIMES

SAMMENFATTET AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

DESIGNING COMMUNITIES

Pengegon Estate i Cambourne, Cornwall, har problemer. Der

er høj arbejdsløshed, fattigdom, narkotika- og alkoholmisbrug

samt lavt uddannelsesniveau. Hvad kan designerne gøre for at

hjælpe borgerne i et så dårligt stillet område?

Svaret var projektering og design af et nyt medborgerhus, hvor

brugerne i stor udstrækning var co-designere og medbestem-

mende om, hvilke tilbud og aktiviteter huset skulle indeholde

og, hvilke behov det skulle imødekomme.

Designvirksomheden SEA Communications var leder af projek-

tet, som i øvrigt bestod af partnerne Design Council, Cornwall

Council, University College Falmouth og The Technology Stra-

tegy Board.

I løbet af projektet integrerede SEA Communications sig i

stor udstrækning i Pengegon, og på trods af områdets meget

dårlige ry, fi k designerne indtryk af stort sammenhold og fæl-

lesskabsfølelse.

Designvirksomheden involverede borgerne i projektet via sms-

spørgeskemaer, fi lm, sociale medier samt ved at være til stede

ved sociale arrangementer i området. Undersøgelserne viste, at

det nye medborgerhus skulle imødekomme behov for blandt

andet sportsklubber, børnepasning samt have plads til over 50

sociale grupper.

Efter afdækningen af behovene, blev borgerne også involveret i

designet af det ideelle hus. Der blev afholdt en designdag, hvor

børnene ved hjælp af en masse forskellig kage byggede deres

drømmehus. Der blev holdt en workshop for beboerne, hvor et

vigtigt ønske var at afhjælpe arbejdsløsheden, så huset skal

også give beboerne muligheder for at dygtiggøre sig via kurser

og anden undervisning.

Sammen med Pengegons beboere, har SEA Communications

skabt et brief og en lang række skitser, der beskriver ønskerne

til medborgerhuset. Lige til at gå i gang med for potentielle

arkitekter. Alle håber nu, at forskellige sponsorer vil byde ind

på projektet, så borgerne om nogle år kan fl ytte ind i et nyt

fælles hus og dermed vise, at samarbejde, fælles udvikling og

co-design kan føre idéer ud i virkeligheden.

side 32

side 35side 34

FROM CORNWALL WITH LOVE

Cornwall har altid været rig på kunstnerisk talent, håndværk,

kreativitet, sund mad og drikke – alt sammen forbundet med

kvalitet. Med et stigende fokus på at spise lokalt produce-

rede fødevarer for at mindske vores påvirkning af miljøet og

nødvendigheden af at støtte britiske virksomheder, er lokale

råvarer og produkter vigtigere end nogensinde.

From Cornwall with Love havde til formål at designe nye in-

novative måder, som kan markedsføre Cornwall gennem sin

produktion og produkter.

Designvirksomheden Something from Us fi k til opgave sammen

med lokale producenter og håndværkere at promovere corn-

wallske produkter til resten af Storbritannien og internationalt.

From Cornwall with Love-teamet opstillede boder på landmæn-

denes markeder, etablerede en butik på en lokal festival og

designede spektakulære events. På den måde identifi cerede

holdet problemstillingerne og udfordringerne for de cornwall-

ske producenter.

En af begivenhederne var en virtuel middag for producenterne

i Cornwall og potentielle forhandlere i London. Den ene halv-

del af gæsterne befandt sig fysisk på et bådeværft i Falmouth,

Cornwall, mens den anden halvdel var bænket på en fabrik i

London, som producerer røget laks. Via teknologi var de to rum

i hver sin ende af landet forbundet, og deltagerne var således i

stand til at kommunikere, som sad de om samme middagsbord.

Et af de konkrete resultater af middagen blev, at fabrikken i

London nu er i gang med at producere gavekurve med corn-

wallske specialiteter – kurvene sælges til hele verden.

NEW WORK

Folk i Cornwall tjener omkring 20 procent mindre end det

britiske gennemsnit. Arbejdsløsheden er på 3,3 procent, hvor

gennemsnit i resten af landet er 3,1 procent. Men leveomkost-

ningerne og ejendomspriserne ligger over landets gennemsnit.

Disse forhold gør regionen til et af de fattigste områder i

England.

New Work skulle designe metoder og indgange til at knytte

folk varigt til arbejdsmarkedet. Designvirksomheden SEA

Communications stod i spidsen for New Work, men ønskede

ikke at drive projektet alene og involverede derfor blandt an-

det fagforeningsfolk, arbejdsløse, arbejdsgivere og lærere i en

tværfaglig co-design proces, som skulle diagnosticere proble-

met og generere idéer til løsninger.

For at komme godt ud i hjørnerne af regionen og få talt med så

mange mennesker som muligt om jobmuligheder og arbejds-

løshed i Cornwall kørte designerne rundt i en rød kassevogn og

uddelte frugt og informationer om projektet i bytte for en snak.

Kassevognen fungerede også som mødested på pladser og

torve med mange mennesker, hvor designerne indhentede

værdifuld information om arbejdsbehov og samtidig fortalte

om de støttemuligheder, der fi ndes til arbejdsløse.

Designerne fi k tre vigtige indsigter:

> der var ringe viden om arbejdsløshedsstøtte

> der var næsten ingen støtte til at fi nde nyt job fra

arbejdsgiver ved afskedigelse

> arbejdsløse blev underkastet ”3. grads forhør” på jobcentret.

SEA Communications ønskede at inddrage så store dele af lo-

kalsamfundet som muligt i designløsningerne, derfor entrerede

man med lokale journalister, som interviewede udvalgte bebo-

ere om deres jobsituation. Designerne mente, at journalisterne

ville få fl ere og andre indsigter, da de var lokalt kendt.

Med hjælp fra arbejdsløse, personalekonsulenter og arbejds-

givere, fandt New Work designteam ud af, at kun 35 procent af

ledige jobs annonceres gennem jobcentret, og at 60 procent af

de ledige job ved rekrutteringsbureauer i Cornwall er besat af

medarbejdere uden for Cornwall.

SEA Communications har analyseret Cornwalls arbejdsmarked

for at fi nde ud af, hvor fremtidens jobs ligger. Turistsektoren

er det største jobmarked, og miljøteknologi er i hastig vækst.

Undersøgelserne har været en øjenåbner for nogle af de in-

volverede parter – især blandt arbejdsgiverne. Designerne har

også fremstillet et kort over den støtte, som er til rådighed for

arbejdsløse i Cornwall.

Nu er en række målrettede workshops i co-designs ånd i gang

med at undersøge og afdække, hvilke nye services der kan

udvikles i Cornwall for at skabe arbejdspladser. De ligger inden

for udledning af CO2, udvikling af næste generation af bred-

bånd og entrepreneurship.

�

side 37side 36

Med Relæ på Nørrebro har Christian F. Puglisi og Kim Rossen, begge tidligere Noma, skabt en version af gourmetrestauranten på deres helt egne præmisser. Væk er alt unødigt. Tilbage er de basale værdier; gastrono-mien og den menneskelige forbindelse.

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)Foto: © Per-Anders Jörgensen

De tænder begge af på den traditionelle

gourmetrestaurants adstadige tempo,

tjenere på spring i hvert hjørne og

gæster, der altid har ret og bruger en hel

aften på en menu til det hvide ud af øj-

nene. Christian F. Puglisi og Kim Rossen vil

noget andet. De lærte hinanden at kende på

Restaurant Noma, hvor de henholdsvis var

souschef og souschef for restauranten. I 2010

etablerede de Restaurant Relæ i den tidligere

rocker- og kriminalitetsbefængte Jægersborg-

gade på Nørrebro i København. Gaden har de

seneste ti år rejst sig fra ruinerne, renoveret

boligerne, udskiftet klientellet og rummer

nu en masse små designbutikker, barer og

smarte restauranter.

På et hjørne med store vinduer ud mod

gaden og et par trin ned træder man ind i

Restaurant Relæ. Lokalet er minimalistisk,

for ikke at sige bart. Enkle borde og stole af

træ, rå murstensvægge, bardisk mod køkke-

net – ingen dikkedarer her. Og ikke lige hvad

man forventer, når man tager kæresten ud

for at spise fi nt.

”Idéen var at lave en gourmetrestaurant på

niveau med Michelinrestauranter – og gerne

mere – men i en sammenhæng, der for os

er mere personlig og tidssvarende. Kim og

jeg er her op mod 90 timer om ugen, derfor

ønsker vi at skabe en restaurant, hvor det

minder om at komme hjem til nogen – en

restaurant, der afspejler vore personligheder,”

fortæller Christian F. Puglisi.

Relæ har skåret sig fri af unødig luksus, høje

priser og den slags omfattende service, som

er i symbiose med det kreative gourmetkøk-

ken. Restauranten er skabt på Puglisis og Ros-

sens præmisser – ikke på gæstens, påståede,

præmisser.

”Det er en typisk kultur i fi ne dining, at

gæsten altid har ret, og den service, man

yder, er meget pleasende. Vi forsøger at skabe

en oplevelse baseret på maden i et miljø, vi

selv er glade for. Vi vil være i øjenhøjde med

gæsterne. Du inviterer jo heller ikke nogen

hjem til dig selv for at have en hyggelig aften,

og hvor du så er vært på den butler-agtige

måde,” mener Christian F. Puglisi.

”Folk, der er vant til at komme på Kong Hans,

fx, kan da også få sig lidt af en overraskelse,

når de kommer ind her i et tætpakket lokale,

musik i højttalerne og tempo på, men de

tager det for det meste pænt,” siger Kim

Rossen. ”Bare det, at vi laver en gourmetre-

staurant med to seatings pr. aften kolliderer

jo med den gængse forestilling om gourmet,

hvor gæsten nærmest deltager i en helaf-

tensforestilling. Men hvorfor skal et køkken

med ambitioner og evner pakkes i de samme

kasser?”

Den gode serviceoplevelsePå restaurant Relæ oplever gæsterne ikke ser-

vice i traditionelt tilsnit. Man skænker selv

vand og vin, og i en skuffe under bordpladen

ved hver plads fi nder man sit bestik til den

fi re retters menu. Det handler om at forstyr-

re mindst muligt.

Men lige så snart gæsterne træder ind ad dø-

ren til restauranten, får de øjenkontakt med

personalet. Der bliver taget i mod med det

samme. Det er et kardinalpunkt for Puglisi

og Rossen, at gæsterne ikke må stå og hænge.

”Når du venter gæster, og de ringer på døren

derhjemme, lukker du også op med det sam-

me og er parat til at sige velkommen. Så skal

du ikke lige i bad eller en hel masse andet.

Det er en måde at være på som menneske,

at være inkluderende. Det er jo basalt, hvad

En uhøjtidelig gourmet

oplevelse

”Kim og jeg er her op mod 90 timer om ugen, derfor ønsker vi at skabe en restaurant, hvor det minder om at komme hjem til nogen – en restaurant, der afspejler vore personlig-heder.”

side 38

der skal foregå, når vi taler en god serviceop-

levelse. Du skal have øjenkontakt og svar

på det, du spørger om. Vi vil gerne være i

forbindelse med gæsterne. Der skal ikke være

så meget afstand mellem gæst og tjener,” er

de to partnere enige om.

En hyppig misforståelse blandt gourmetre-

stauranter er selvfi ksering, ”nu skal I se, hvad

vi kan og har lavet”, og tjenerne forklarer op

ad stolper og ned ad vægge omkring maden

og vinen.

”Men vi skal ikke optage folks tid med lige-

gyldige fortællinger om vinbondens søster

eller hektarudbytte. Derimod vil vi meget

gerne forklare om maden, og hvorfor vi har

valgt lige netop denne vin til denne ret, hvis

gæsten er interesseret. Så ved vi det hele. Det

er en balance at være imødekommende uden

at forstyrre unødigt. Vi skal holde den rigtige

tråd,” forklarer Kim Rossen.

Samtidig er der nogle vigtige erkendelser,

man må gøre sig som kok, mener Christian

F. Puglisi.

”Lige meget, hvor godt du gør det, og hvor

meget du går op i det, så vil der være mange

gæster, der ikke forstår det, ikke ser det og

ikke nyder det, men som bare er kommet

for at hygge med kæresten eller familien.

Som kok må man fi nde glæde for sig selv, og

hvis nogle gæster ikke kan se forskel på en

gulerod og et løg, men har haft en dejlig af-

ten, er det jo også godt nok. Det er vi i vores

branche ikke så gode til at give rum til. På

den anden side kan vi også med den gastro-

nomiske oplevelse have indfl ydelse på folks

aften, og det er fedt.”

Værdierne skåret ind til benetMed to seatings hver af de fi re åbningsdage

og en fi losofi om, at gæsterne ikke skal dvæle

for meget, får restaurantens stemning op i

”Vi vil være i øjenhøjde med gæsterne. Du inviterer jo heller ikke nogen hjem til dig selv for at have en hyg-gelig aften, og hvor du så er vært på den butler-agtige måde.”

side 41side 40

klima, der er på vej ned med nakken, og

jeg ved ikke hvad, så føler de ikke behov

for at spendere over the top med for meget

gulddreng over den. Det giver ikke mening

for mennesker på min alder. Værdierne er

skåret ind til, hvad der er rigtig godt uden de

mange falbelader. Bæredygtige, lokale råvarer

tilberedt af mennesker med ekspertise og

erfaring giver mere end et sted med guld og

marmor,” mener Christian F. Puglisi.

�

det pulserende gear. Alle medarbejdere tager

fra. Ingen er for fi n til noget, og der er ikke

en pige, der kun går med vand og brød. Et

par tjenere og de to partnere får det prakti-

ske set-up til at fl yde. Der er kun to regler:

kokken serverer ikke vin, og tjenerne laver

ikke mad. Det intense og kontrollerede fl ow

sammen med de minimalistiske rammer

giver rum og koncentration til de sanselige

dimensioner; maden, vinen og den menne-

skelige kontakt. Relæ tilbyder kun to menuer

at vælge mellem, en, der indeholder kød og

en vegetarisk. That’s it.

”Folk føler, det er et sjovt sted at være. Stem-

ningen løsner op, og vores mad er i tråd med

den stemning og det her lokale. Den ville

ikke passe til en traditionel gourmetrestau-

rant. Maden er enkel, især på overfl aden,

en ret består ikke af mere end tre til fi re

komponenter, som alle i struktur, konsistens

og smag er knyttet sammen. Hvis du lukker

øjnene, når du putter det i munden, får du

en sammenhængende oplevelse med start og

slut,” fortæller Christian f. Puglisi.

Både Rossen og Puglisi har bevæget sig på

de gastronomisk bonede gulve. Er Relæ en

reaktion mod for meget ”fl øde”?

”Det kan da godt være, at vi er lidt teenage-

agtige i forhold til vore ”forældre”, men for

mig har det også været fantastisk at bevæge

mig inden for Michelin-verdenen,” siger

Kim Rossen. ”Jeg var dog personligt kommet

dertil, hvor jeg havde lyst til mere afslappede

rammer. Men Relæ er ikke bare for at være

anderledes. Vi har taget elementer med fra

Michelin-restauranterne og kombineret dem

med den måde, vi selv kan lide at spise på.”

”Jeg tror også, at yngre mennesker har andre

værdier, de lægger vægt på, når de ønsker

en restaurantoplevelse. Med fi nanskrise, et

”Værdierne er skåret ind til, hvad der er rigtig godt uden de mange falbelader. Bæredygtige, lokale råvarer tilberedt af mennesker med ekspertise og erfaring giver mere end et sted med guld og marmor.”

KIM ROSSEN, f. 1974 i Greve, Danmark.

Uddannet kok,1996 ved Præstekilde Kro.

Videreuddannelser som tjener på Sorø

Storkro, 1998. Rejste og arbejdede kloden

tynd i en årrække, blandt andet Australien,

Bermuda, Barcelona og London. Vendte

hjem til job på Restaurant SuRi og derefter

en del år på Restaurant Ensemble og senest

Noma. Partner og medstifter. Restaurant-

chef med ansvar for service, betjening og

valg af vin.

CHRISTIAN F. PUGLISI, f. 1982, Messina,

Italien. Ankom til Danmark i 1989. Ud-

dannet kok. Arbejdet på Røgeriet, Le Petit

Bofi nger, Taillevent, Hansens Køkken og

Bar, Søren K, Restaurant Oliva, El Bulli og

Noma. Stifter af og køkkenchef på Restau-

rant Relæ, august 2010. Ejer af Manfreds og

Vin. Skriver desuden artikler og opskrifter

til Politikens MAD og afholder kurser.

side 43side 42

AF ADVOKAT CHRISTINE ULRICH ANDERSEN

Servicedesign favner meget bredt og kan anvendes i alle

skalaer. Men en fællesfaktor for de fl este servicedesigns er

brug af en kombination af allerede velkendte designdisci-

pliner som fx kommunikationsdesign, interaktionsdesign

og digital design med metoder, som ligger uden for den

traditionelle designverden, og som tager sigte på at invol-

vere brugerhensyn.

Som led i servicedesign er det ofte centralt at iden-

tifi cere alle de punkter, hvor brugeren møder systemet,

hvorefter man søger at effektivisere brugerens eksisterende

arbejdsgange, øge det generelle serviceniveau eller eventu-

elt tilbyde nye løsninger, der passer ind i det eksisterende

system.

Mange involverede i komplekst samarbejdeFor at servicedesigneren kan opnå en bedre og bredere

forståelse af de relevante brugeres adfærd og behov, kræver

det ofte, at designeren arbejder i tæt samspil med andre

faggrupper fx antropologer, sociologer, psykologer og

pædagoger. Det kan også være, at den nødvendige tekniske

løsning kræver input fra fx en programmør eller ingeniør i

samvirke med de øvrige aktører.

Det lyder indlysende og relevant at involvere brugeren i

udviklingen af produkter og systemer, som i høj grad funge-

rer i kraft af interaktion med brugeren. Brugeren kan være

personale, der skal levere et produkt til slutbrugeren, men

også slutbrugeren selv.

Samtidig er det let at se nødvendigheden i at involvere

teknisk kvalifi cerede fagpersoner i udviklingen af tekniske

produkter og systemer, hvilket allerede er en del af hverda-

gen for mange designere, der ikke nødvendigvis beskæftiger

sig med det, vi kalder servicedesign.

I komplekse samarbejder om komplekse ydelser, som

tilmed typisk udvikles undervejs i processen, kan det være

en udfordring at fastlægge og defi nere de optimale rammer

og vilkår, udviklingssamarbejdet skal foregå under.

Hvem er opdragsgiver? Hvad er opdraget? Hvem har

den overordnede styring? Hvem har kompetence til at

træffe de væsentlige beslutninger? Hvad er konsekven-

serne af, at de behov, man i første omgang satte sig for at

løse, i kraft af brugerinvolvering, nu viser sig at være nogle

helt andre? Hvem er ansvarlig for det samlede slutresultat

eller for eventuelle delresultater? Hvem kontraherer med

underleverandørerne, og hvilke rammer skal der være for

SERVICETJEK PÅ AFTALER OM SERVICEDESIGN

vilkårene i relation til disse? Hvilke rettigheder udspringer

af det endelige servicedesign eller af de udviklingsfaser, der

leder op til det endelige design?

Fleksible aftalerNår en aftale er indgået, kan den ikke uden videre ændres,

blot fordi den ene part måtte ønske det. I så fald ville par-

ternes indbyrdes og individuelle reststilling i forløbet være

uforudsigeligt, og aftalen være helt eller delvist illusorisk.

Men illusionen om at udforme den optimale, endelige

aftale kommer imidlertid under pres i aftaler om udvikling

og levering af et komplekst servicedesign. I kraft af sin

karakter er et servicedesign-projekt ofte svært at danne sig

et fuldt overblik over, inden det igangsættes, blandt andet

fordi servicedesignet skal tilpasses kundens helt individuel-

le behov, som man typisk ikke kender på aftaletidspunktet.

Her kan der være behov for at gøre aftalen fl eksibel.

Det kan ske ved at give parterne, eller en af dem, en ret

til ensidigt at ændre i dele af aftalen på vilkår om, at den

anden part sikres mod ulemperne herved gennem økono-

misk kompensation eller på anden måde. Men det kan også

ske ved at strukturere aftaleforløbet, så der er plads til, at

parterne kan forholde sig til de virkeligheder, de møder

undervejs i aftaleforløbet.

I det følgende skitserer jeg nogle af de ”aftaleværktøjer”,

parterne kan benytte for at sammensætte et aftaleforløb, så

det passer parternes behov og servicedesignets karakter i

konkrete situation.

Prøveforløb og pilotprojekterStår man foran et længerevarende, værdifuldt og kompleks

udviklingssamarbejde, som man er i tvivl om slutresultatet

af, og/eller med en part, hvis evner til at præstere sin del af

ydelsen, man føler sig utryg ved, kan aftaleforløbet indle-

des med et eller fl ere prøveforløb. Sådanne forløb kan enten

give parterne mulighed for at komme fri af aftalen (hvis det

fx viser sig uforudset vanskeligt at samarbejde eller at nå

de fastsatte mål) eller at genforhandle dens vilkår.

Et prøveforløb kan gennemføres ved et pilotprojekt,

hvor parterne afprøver deres samarbejde på et begrænset

område, der er repræsentativt for hele projektet. Et pilot-

projekt kan afsløre, hvordan modparten træffer beslutnin-

ger, kvalifi cerer og afvejer hensyn, opfylder pligter eller

undskylder eller måske ligefrem bortforklarer, når den

aftale ydelse ikke leveres.

Begrebet servicedesign bruges i relation til berøringsfl aderne mellem udbyder og slutbruger. En endegyldig defi nition af servicedesign fi ndes ikke, men ofte beskrives resultatet af servicedesign som den faktiske oplevelse af serviceniveauet hos slutbrugeren eller som et værktøj til at opnå brugertil-fredshed, forbedringer eller ændringer af specifi kke ydelser eller den måde en hel organisation fungerer på.

ILLUSTRATION: LISELOTTE RISELL, DESIGNER MDD

side 44

Arbejdsstyrkens stigende gennemsnitsalder tvinger os til at gentænke den måde, vi designer vore arbejdspladser på. Der skal betydeligt mere fokus på individuelle behov, tilgængelighed og brugervenlighed.

AF JEREMY MYERSON, DIREKTØR OG FORMAND, THE HELEN HAMLYN

CENTRE FOR DESIGN, ROYAL COLLEGE OF ART, LONDON

Den aldrende befolkning er et verdensomspændende fæno-

men, der skyldes aftagende fødselstal, bedre sundhed og

kost, mindre børnedødelighed og større helbredelsesgrad

blandt kræftpatienter og mennesker med andre kroniske

lidelser. Det en kendsgerning, at antallet af mennesker over

65 år stiger i næsten alle lande verden over. Men de samlede

pensionsopsparinger, der skal fordeles på dem, der trækker

sig tilbage fra arbejdsmarkedet, er samtidig blevet dramatisk

udhulet som resultat af de senest års faldende aktiekurser.

En ny type arbejdspladser skal designes

Den del af befolkningen, der indtil nu har været erhvervs-

aktive (18-64 år), er hastigt faldende i forhold til delen af

borgere over 65 år. Det stiller regeringer over hele kloden over

for hovedpinefremkaldende overvejelser i forhold til, hvordan

man med aftagende arbejdsstyrke skal kunne betale for de

velfærdsydelser, den stadig ældre del af befolkningen kræver

og samtidig sikre det pågældende lands konkurrencekraft i

en globaliseret verden.

I løbet af de kommende tiår vil vi med stor sandsynlighed

se en markant stigning i antallet af funktionærer, der igen-

nem en lang karriere har oparbejdet værdifuld viden og erfa-

ring, vælger at blive på arbejdsmarkedet efter den gængse

pensionsalder, enten på fuld eller nedsat tid, som konsulen-

ter eller som projektansatte.

Det kræver, at vi udvikler en ny type arbejdspladser, hvor

selve kontormiljøet nytænkes med hensyntagen til de ældres

uundgåeligt anderledes behov hvad angår nedsat syn og

hørelse, fysisk tilpasning af inventar og redskaber, mulige ef-

fekter på hukommelse, balance, muskelstyrke og fi ngernem-

hed. En række fysiske forhold skal altså tænkes ind i, så man

skaber et mere inkluderende arbejdsmiljø.

Aldrende menneskers skavanker

En 20-årigs normalsyn er modtageligt for tre gange så meget

lys som en person på 65 år med normalsyn for sin alder.

Desuden vil der i løbet af et voksenliv optræde ændringer i

forhold til synets præcision, dybdeoplevelse og synsfeltets

bredde. Som et resultat vil mange ældre være generet af

refl ekser og stærkt lys fra vinduer og computerskærme.

Forskning viser også, at ældre medarbejdere ofte ikke læser

ligeså godt, som de engang gjorde på visse afstande og un-

der visse lysforhold. Jo ældre man bliver, des sværere har man

ved at tilpasse sig dårligt lys, og des vigtigere bliver det, at

lyset er tilpasset individuelle behov. Til gengæld vil de aller-

færreste opleve sådanne forandringer som synshæmmende,

hvis bare belysningen tager de rigtige hensyn.

Hørelsen svækkes gradvist allerede fra midt i fyrrerne. Nogle

ældre kan have problemer med at høre højfrekvente lyde,

hvilket kan betyde, at det nogle gange kan være svært at

Faseopdelte aftaleforløbEn anden mulighed er faseopdelte aftaleforløb, der tillader

den ene part – eller begge – at træde ud af aftalen efter

afslutningen af en nærmere præciseret fase. I et udviklings-

projekt, som parterne ikke har fuldt overblik over på aftale-

tidspunktet, kan det fx aftales, at leverandøren i første fase

udarbejder et oplæg, der viser, hvordan han vil gennemføre

opgaven og til hvilken pris. Efter denne fase kan parterne

vurdere, om pris og indsats står mål med hinanden. Er sva-

ret ja, videreføres aftalen i en ny fase. Er det nej, afsluttes

samarbejdet, eller det genforhandles med sigte på efterføl-

gende faser. En sådan løsning har dog sin pris. Udsigten

til genforhandlinger kan lægge en alvorlig dæmper på

modpartens lyst til at foretage risikofyldte investeringer i

samarbejdsforholdet.

Brug af afklaringsfaserNavnlig ved aftaler om udvikling og levering af service-

design, som involverer komplekse IT-systemer og lignende,

kan det være gavnligt at benytte sig af afklaringsfaser

umiddelbart efter aftaleindgåelsen og eventuelt også ved

indgangen til hver ny fase ved faseopdelte aftaleforløb.

Afklaringsfaser bruges til at undersøge, om det er nødven-

digt eller meningsfuldt at præcisere eller supplere de krav,

der fremgår af den kravspecifi kation, der ligger til grund

for aftalen, herunder om kundens eksisterende systemer

lever op til de krav, servicedesignet stiller. Ofte vil man

gennemføre et intensivt forløb med workshops, analyser

og demonstrationer mv., hvor parterne skal komme med

de forslag, de måtte have til præcisering eller supplering af

kravspecifi kationen.

UdbudHvis ordren på et nyt servicedesign er underlagt regler om

udbud, som indeholder et generelt forbud mod, at udbyder

forhandler med tidbudsgiverne, er det vigtigt, at rammerne

for en aftalt afklaringsfase ikke åbner mulighed for en

generel genforhandling af aftalen. Ønsker parterne denne

mulighed for at præcisere eller at træde tilbage fra aftalen,

skal det fremgå klart af udbudsmaterialet, og hvis man nær-

mer sig de udbudsretlige grænser for genforhandling, kan

det være nødvendigt at gennemføre særskilte udbud om de

enkelte faser, fx som led i en prækvalifi kation.

”Skilsmisse”Hvis prøveforløb mv. resulterer i, at parterne må skilles,

kan det være nødvendigt at gennemføre en “bodeling”,

hvorefter de aktiver, der er opbygget under denne fase,

gøres op og fordeles mellem parterne i henseende til om-

kostninger og udlæg, rettigheder, risici, vederlag mv. Typisk

vil der være foretaget kostbare forstudier, beregninger,

dokumentation og planlægning, som vil kunne nyttiggøres

af en anden leverandør. I visse tilfælde er der måske gjort

opfi ndelser eller udviklet andre rettigheder, som viser sig

værdifulde.

En senere uenighed om ejerskabet til sådanne rettig-

heder kan være kritisk, og mulighederne for at nå overens

herom er i sagens natur langt enklere, før projektet sættes i

gang end efter, at beslutningen om ikke at køre videre med

den pågældende leverandør er truffet. �

RUM TIL KONCENTRATION, SAMARBEJDE OG EFTERTANKE

------------------------------------------------------

� Samarbejde. Projektrummet

”ejes” af et team, der kan bruge det

som et permanent samlingssted.

Et righoldigt udvalg af digitale og

traditionelle medier sikrer projektets

synlighed for alle deltagere. Flytbare

møbler tillader både solo- og

gruppearbejde. Medarbejdere kan

målrette det dynamiske lys til

individuelle formål

side 45

WWW.IMM-COLOGNE.COM

For yderligere information : Intermess ApS, Rådhusvej 2, 2920 Charlottenlund

Tlf. 45 50 56 55, Fax 45 50 50 27, info@intermess.dk, www.intermess.dk

CREATE. FURNISH. LIVE.THE INTERNATIONAL FURNISHING SHOW16 – 22. 01. 2012

The event for bathrooms, flooring, wallcoverings, lighting at imm cologne.

100x297IMM12 DK-Inform.indd 1 14.10.11 15:27

side 47side 46

sentere – uanset hvem som skal bruge

faciliteterne.

Forskning foretaget af Helen

Hamlyn Centre for Design ved Royal

College of Art (Welcoming Workplace,

2009) har påvist, at der er tre områder,

designere bør vie speciel opmærksom-

hed, hvis man ønsker at imødekomme

en aldrende arbejdsstyrkes behov; plads

til koncentration, plads til samarbejde

og plads til eftertanke.

Dedikerede miljøer

Ældre medarbejdere kræver stilhed og

privatliv for at løse mange opgaver og

bør ikke være nødt til at skulle søge hen

i en fjern afkrog eller forlade kontoret

og tage arbejdet med hjem for at kunne

arbejde i fred og ro med individuelle

opgaver. Derfor bør dedikerede miljøer,

der indbyder til koncentration, hvor der

er regler for brug af mobiltelefoner, og

hvor der tales afdæmpet integreres i

designet.

Områderne bør placeres væk fra

mere larmende faciliteter som recep-

tion, kantine, printer-rum, eller der hvor

arbejdspladsens sociale liv udfolder

sig. Området bør være udstyret med

forskellige typer og justerbare møbler,

således at en række forskellige arbejds-

stillinger er mulige. Hæve-sænkeborde

giver mulighed for at stå op i perioder

– hvilket under alle omstændigheder er

sundt – og rummet bør have vinduer

med kig til både kolleger og den omgi-

vende verden, idet lukkede og isolerede

rum gør koncentration og fokuseret

arbejde vanskelig over tid.

Naturligt lys bør anvendes hvor muligt,

men samtidig bør der fi ndes afskærm-

ning i form af gardiner eller persienner,

således at man selv kan styre dæmp-

ning og fi ltrering af lyset. Målrettet og

justerbart kunstlys, hvor selve opgaven

løses, bør supplere dagslyset – vigtigt

for aldrende øjne og i særdeleshed, når

der skal arbejdes off-screen – mens

mere dæmpet lys i resten af rummet

understøtter fokus på koncentration.

Man bør også overveje, om egentlig

lydisolering af rummet kan være med til

at forbedre betingelserne for koncen-

tration.

Dedikerede samarbejdsmiljøer bør også

tænkes ind, således at mennesker, der

har hentet deres erfaring i den pre-digi-

tale æra, kan arbejde ”old-school” med

skemaer og tegninger uden at skulle

være til gene for andre og uden at skulle

bekymre sig om fortrolighed og om at

rydde op, før projektet er afsluttet. Den

slags miljøer kan det fx være muligt at

reservere for en dag, uge eller måned ad

gangen. Her bør være en god blanding

af digitale og analoge fremvisningsmu-

ligheder som store borde til plancher

og skemaer, tavler og mulighed for at

hænge ting op – alt sammen noget, der

understøtter samarbejdet med eller

mellem ældre medarbejdere.

Til sidst er det vigtigt, at der fi ndes

miljøer, hvor medarbejdere – uanset

alder, men i særdeleshed de ældre – kan

trække sig tilbage for at komme lidt på

afstand fra den pulserende stemning i

resten af kontormiljøet. Steder, hvor der

er plads til eftertanke og opladning. Det

er rum, som nyder hele afdelingens eller

virksomhedens respekt, hvor man kan

gå hen uden at blive forstyrret og uden,

at roen konstant afbrydes af mobiltele-

foner, men også hvor man ikke bliver set

skævt til, fordi at man ikke laver noget

bestemt. Rummet må gerne have en an-

den atmosfære end resten af kontormil-

jøet med fremtrædende naturlige ele-

menter som planter, vand og tekstiler af

naturfi bre samt behagelig og justerbar

belysning. Der fi ndes mange måder at

designe et eftertænksomhedsrum, men

de grundlæggende fælles elementer

må tage udgangspunkt i begreber som

stille, tilbagetrukket og privat.

Udfordring til designerne

At kunne tilbyde dedikerede miljøer,

hvor man kan arbejde koncentreret,

miljøer, der inviterer til samarbejde og

miljøer, hvor der er plads til eftertanke

og refl eksion, fl ytter virksomheden væk

fra at være forudsigelig og baseret på

en ukritisk one-size-fi ts-all holdning til

mennesker og til rum. Ved at tænke

nyt anerkender man værdien af ældre

medarbejdere, men også, at ældre med-

arbejdere kræver mere brugertilpassede

kontormiljøer, hvis de skal bidrage til

det enogtyvende århundredes videnba-

serede økonomi.

Håbet er, at designerne reagerer på

udfordringen.

�

tænke langsommere, have sværere ved

at fokusere og til at bruge fl ere kræfter

på at behandle information. Desuden

forsvinder ens sans for rumlighed gan-

ske gradvis. Forskning viser, at ældre

mennesker navigerer mindre effektivt

rundt i tredimensionale omgivelser og

har større behov for hjælp til at fi nde

vej. Til gengæld tyder meget på, at

ændringerne i ens kognitive formåen

har meget mindre betydning for højt

kvalifi cerede arbejdstagere, idet de et

langt stykke hen ad vejen kompense-

rer ved at trække på deres erfaring og

opsamlede viden.

Værdighed og respekt

Hvis man ønsker at lægge forholdene

tilrette for en aldrende arbejdsstyrke, er

det særdeles vigtigt at vurdere, hvordan

arbejdsmiljøet kan understøtte den

enkeltes helbred og velvære. Det inde-

bærer, at man ikke kun skal arbejde med

de fysiske rammer, men også de sociale

aspekter. Værdighed og respekt er

ofte mindst lige så vigtigt for velvære

og produktivitet som de ergonomiske

forhold. Det betyder, at alle faciliteter

bør designes med tanke på de begræns-

ninger, ældre medarbejdere kan repræ-

JEREMY MYERSON, direktør

og formand, the Helen Hamlyn

Centre for Design at the Royal

College of Art, London, som er

bannerfører for en humanistisk

designagenda. Myerson har været

en kendt skribent og forfatter,

forsker og aktivist på designom-

rådet i de seneste 30 år. Han har

forfattet mere end et dusin bøger

om design, teknologi, kunsthånd-

værk og arkitektur og fokuserer i

særdeleshed på inkluderende de-

sign og arbejdsmiljødesign. Hans

seneste bog, ”New Demographics

New Workspace” udkom somme-

ren 2010 på Gower forlag.

lytte til en specifi k stemme eller høre

specifi kke lyde i miljøer, hvor der er

meget støj. Mange oplever, at det bliver

sværere at fi ltrere en enkelt stemme

ud fra en sammenhæng, hvor mange

stemmer glider ind i hinanden. Hvordan

man imødekommer sådanne hørelses-

relaterede udfordringer vil variere, men

det er vigtigt, at man hele tiden har et

bevidst forhold til akustik og lydkvalitet

i miljøet.

Ligeledes vil en række fysiske og

ergonomiske overvejelser bidrage til

et mere tilgængeligt arbejdsmiljø, idet

man typisk allerede i fyrrerne ser tab af

fysisk funktionsevne blandt funktionæ-

rer. Blandt andet vil ens muskelstyrke

aftage 15-20 procent fra de 20 til de 60

år. Samtidig svækkes bevægeligheden i

leddene. Ensidigt gentagne bevægelser

er skadelige uanset alder, men ældre

mennesker er i særdeleshed sårbare i

forhold til fysisk nedslidning.

De kognitive evner ændrer sig med

tiden. Ens vokabular og sproglighed

forbliver konstant eller forbedres, men

enkelte andre mentale processer bliver

sværere. Man har en tendens til at

------------------------------------------------------------------

� Koncentration. Med hæve-sænkeborde

kan hver medarbejder indtage forskellige

arbejdsstillinger igennem dagen. Fokuseret

lys er vigtigt for ældre øjne – både når

medarbejderen arbejder off-screen, og hvis

man har brug for at hvile øjnene i et mere

behageligt og stemningsfuldt lys. Alle

medarbejdere bør have forbindelse til verden

udenfor via et vindue – ligesom dagslyset

skal kunne justeres ved hjælp af gardiner

------------------------------------------------------------------

� Eftertanke. En ”kontorhave” lægger op til

mere uformelt samvær og en fornemmelse

af ejerskab til omgivelserne, samtidig

med at ”haven” er et organisk element på

arbejdspladsen. Forskellige møbler, blandt

andet en sofa og ergonomisk støttende

læsestole giver mulighed for eftertanke og

opladning. Et ”gardin” af silende vand giver

en rolig stemning samt fugtighed til luften.

Designet tager udgangspunkt i begreber som

stille, tilbagetrukket og privat

side 49

AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

Fremgang og bæredygtig udvikling ved hjælp af design. Ud-

veksling af know-how mellem danske designere og lokale

kunsthåndværkere. Nye muligheder og forandringer til det

bedre – menneskeligt og økonomisk.

Dette er essensen i Marokkoprojektet, som Danmarks

Designskole blev en del af i 2008. Men egentlig skal vi lidt

længere tilbage, nemlig til 2003, hvor regeringen etablerede

Det Arabiske Initiativ, som senere skiftede navn til Partner-

skab for Dialog og Reform. Baggrunden var de forkætrede

Muhammedtegninger. Formålet var at gen-etablere den

gode fortælling om Danmark.

I 2008 fi k så designskolen en henvendelse fra Kvinfo,

som havde gang i et stort projekt, fi nansieret af Udenrigs-

ministeriet, om dialog mellem fagforeninger og virksom-

heder i Mellemøsten og Danmark. Kvinfo ønskede også

at inddrage design og kunsthåndværk i et mindre projekt.

Marokkoprojektet var født.

Selvtillid i bundKvindelige kunsthåndværkere fra syv kooperativer omkring

Marrakech har deltaget i en række workshops faciliteret og

arrangeret af studerende fra Danmarks Designskole. Alle

er medlemmer af netværket Reseau Femmes Artisanes. Un-

dervisningen centrerede sig blandt andet om broderi, en af

kvindernes kernekompetencer, idégenerering og kvalitet.

Marie Hugsted tog afgang fra designskolen denne som-

mer med opgaven ”Design i udvikling”. Hun har brugt hele

sin kandidattid på at være en del af Marokkoprojektet, og

hendes opgave koncentrerer sig om nogle generelle design-

redskaber og -metoder, som kan anvendes i denne type af

udviklingsprojekter.

”Formålet er at hægte projektet op på de ressourcer, der

fi ndes i forvejen. Derfor er det også meningen, at projektet

skal overgå til marrokanske hænder, og at de kvinder, som

nu har fået en grunduddannelse, skal give undervisningen

videre til andre kvinder ude i landsbyerne. Så kompeten-

cerne og udviklingen – og dermed også den økonomiske

indtjening – kan brede sig om ringe i vandet,” fortæller

Marie Hugsted, som oplevede to helt tydelige behov hos

kvinderne.

”Deres viden og bevidsthed om egen værdi og deres

DESIGN SOM DYNAMO

I UDVIKLING

Marokkoprojektet er et samarbejde mellem Danmarks Designskole, Kvinfo, Planet Finance, College Lasalle og netværket Réseau Femmes Artisanes. Projektet er fi nansieret af Uden-rigsministeriet som en del af Partnerskab for Dialog og Reform. Hovedformålet er, gennem design, at styrke marokkanske kvindelige kunsthåndværkeres kompetencer, udvikling og indtjening.

Muhammedtegningerne har resulteret i mangt og meget. Blandt andet i, at en gruppe kvindelige kunsthåndværkere i Marokko i samarbejde med danske designstuderende har

styrket deres håndværk, selvtillid og økonomi.

Besøg på Marrakech Museum for

at få inspiration til nye mønstre og

farvesammensætninger. Foto: Sine

Stenbek Andersen

side 51side 50

selvfølelse kunne ligge et umådeligt lille sted. De kunne til

at begynde med ikke se os i øjnene og havde svært ved at

sige noget i workshoppen. Det gik langt ud over almindelig

generthed. De er jo vant til at blive spurgt sidst i familien,

hvis de da overhovedet bliver spurgt. De fl este er omkring

40 år, kan ikke læse, mange af dem ugifte og uden børn, og

så er man super marginaliseret i Marokko.”

Et andet område, der sprang i øjnene var den mang-

lende fornemmelse og viden om kvalitet, som også haltede

gevaldigt. At kunden skal have de produkter, der er bestilt

– det vil sige, det nytter ikke at tage den røde farve, hvis det

er den blå, kunden ønsker. Og produkterne skal ankomme

De designstuderende har også refl ekteret over det kul-

turelle møde og over, hvordan man skaber et jævnbyrdigt

samarbejde, når præmissen, man mødes over, som udgangs-

punkt er ulige.

”Vi har pengene og initiativet. Det er os, der faciliterer

undervisning og workshops, og som designstuderende kan

man da godt blive lidt forblændet af alt det, man pludselig

har ansvar for. Vi er opdraget til at se forskelle og ikke

ligheder, og det var et område, vi arbejdede meget med. At

mødes over det fælles, og lade det vokse derfra. Og så er det

vigtigt at være opmærksom på den anden og ikke sig selv.

Hvad har hun behov for i stedet for, hvad har jeg lyst til

at undervise i,” understreger Marie Hugsted, som også i sit

afgangsprojekt fokuserer på de mekanismer, der gør, at vi

vesterlændinge føler os bedre og mere værd i verden.

Redskaber, der åbner for dialogDet kan være vanskeligt at sætte ord på noget så abstrakt

som, hvordan et lands kultur kommer til udtryk i designet

af produkter og de æstetiske preferencer, man er rundet af.

Et af de redskaber Marie Hugsted udviklede var derfor en

lille æske med en række typiske danske produkter som en

muselmalet tallerken og en margretheskål i miniudgaver,

en 50 kr. seddel, Tordenskjoldtændstikker, en Gajolpakke,

legoklodser og et lille Dannebrogfl ag. Redskabet blev brugt

i en workshop, hvor opgaven var design af produkter til det

danske marked.

”Alle tingene formidler dansk smag og stil, og vi-

sualiseringen gør det muligt at tale sammen på tværs af

kultur, alder og uddannelse. Gennem genstandene kunne

jeg fortælle om Danmark og vores kultur på en meget

konkret måde. Især det lille fl ag vakte opsigt. Kvinderne

var fuldstændig kvæstede af grin over, at det fi ndes i så

fjollet en udgave, og at vi sætter fl ag i boller og kager, når

vi fejrer fødselsdag. De kunne slet ikke rumme det, fordi

deres forhold til det marokkanske fl ag er ganske anderledes.

Det tilhører regeringen og staten – det har ikke noget med

folket at gøre,” fortæller Marie Hugsted.

Mødet med og fortællingerne om de danske genstande

var også en invitation til de marokkanske kvinder til at

fortælle om deres kultur, og hvordan den kommer til syne

i forskellige produkter. De fremhævede blandt andet en ta-

hos kunden til tiden.

”Vi arbejdede med kvalitetskontrol i alle led. Blandt andet

lavede vi en taske, der kunne vendes, for at tydeliggøre, at

et produkt skal være pænt og ordentligt hele vejen igennem.

Og at det er vigtigt at være ærlig om sine materialer. Hvis

det er nylon, kan man ikke sælge det som silke,” siger Marie

Hugsted.

Vi har pengene og initiativetUnge designstuderende fra hovedstaden i Danmark og

modne kvindelige kunsthåndværkere fra en landsby i Ma-

rokko kan af og til tale forbi og misforstå hinanden, fordi

de ikke umiddelbart gennemskuer hinandens baggrund og

forudsætninger.

Marie Hugsted og hendes medstuderende har hele

forløbet igennem været optaget af og bevidste om kultur-

forskellene og de udtryk, de kunne have. Men alligevel og

især i starten opstod det, som Marie Hugsted kalder pinlige

situationer og fortæller om en af dem:

”Jeg gav en kvinde et målebånd, så hun kunne måle

nogle punge op. Da jeg en halv time efter kom tilbage til

hende, var der ikke rigtig sket noget. Det gik op for mig, at

hun ikke kunne læse tal, så hvad skulle hun lige bruge et

målebånd til? Jeg følte mig bare så dum, fordi jeg skulle

have været mere opmærksom.”

shin, en slags gryde, bedetæpper og tekander. Tegningerne

af produkterne blev omsat til pudemønstre.

Udover æsken med de danske genstande udviklede

Marie Hugsted også en projektmanual, som helt lavprak-

tisk beskriver de forhold, man skal tage højde for, når man

begynder et udviklingsprojekt: er der borde at arbejde ved,

og kan man transportere sig selv og varer til stedet.

For at bryde isen ved det første møde mellem de

danske studerende og de marokkanske kunsthåndværkere

lavede Marie Hugsted et præsentationsredskab bestående

af 36 billeder. Hver deltager vælger tre billeder, som man

ønsker at præsentere sig ud fra.

”Billederne åbnede for nogle helt utrolige fortæl-

linger, selv om det var første gang, vi mødtes. En kvinde

havde valgt et foto af nogle vandmeloner og fortalte om

sin uhæmmede lyst til vandmeloner, da hun var gravid.

Hendes mand kørte så 35 km på sin knallert til et import-

supermarked og købte en vandmelon til 40 kr. – en formue.

Den historie fortæller så meget om den kvinde og hendes

liv. Gennem billederne kunne kvinderne fortælle, hvad de

drømmer om, håber på eller er bange for.”

Perspektivskift og selvværdMarie Hugsted mener, at det vigtigste hun og de andre stu-

derende kunne bidrage med, udover udvikling og forbed-

ring af kvindernes kunsthåndværk, var et muligt perspek-

tivskift og, at mange af kvinderne efter undervisningen ser

sig selv i et nyt lys.

”Vi så hurtigt potentialet i kvindernes arbejde og

”Deres viden og bevidsthed om egen værdi og deres selvfølelse kunne ligge et umådeligt lille sted. De kunne til at begynde med ikke se os i øjnene og havde svært ved at sige noget i work-shoppen.”

” Vi er opdraget til at se forskelle og ikke ligheder, og det var et område, vi arbejdede meget med. At mødes over det fælles, og lade det vokse derfra.”

”Vi arbejdede med kvalitetskon-trol i alle led. Blandt andet lavede vi en taske, der kunne vendes, for at tydeliggøre, at et produkt skal være pænt og ordentligt hele vejen igennem.”

� Sahra har valgt de billeder, hun vil præsentere sig med – blandt

andet et af vandmeloner, som hun havde uhæmmet lyst til under sin

graviditet. Foto: Sine Stenbek Andersen

� Hayat og Khadija arbejder med overfl adedekoration, der overføres

til broderi. Marie Hugsted ser på. Foto Anja Phigalt

side 52

kunne i samarbejde med dem og med ganske få midler

forvandle og gøre produkterne bedre, så de kan blive solgt,

også uden for landets grænser, og dermed øge kvindernes

indtjening. Men lige så vigtigt var det, at vi kunne skubbe

lidt til ”vi plejer” og deres vante forestillinger, hvilket også

kan åbne nye muligheder for dem. Det største har dog

nok været, at kvinderne har indset, at de kan noget, som

andre ikke kan. Som en sagde: nu kan jeg undervise, det

kan andre bruge til noget, og så vokser jeg. Nogle har fået

selvtillid og selvværd nok til at engagere sig politisk i deres

landsbyer, og fl ere har været udenlands for første gang i de-

res liv for at præsentere produkterne på forskellige messer.”

Tasker, punge, puder og armbånd er nogle af de produk-

ter, som var med på Formland i august. Forventningen og

ønsket var en ordre om dagen, det blev til dobbelt så meget.

”Men det må ikke bliver for mange ordrer på en gang.

Det er jo ikke en industriel produktion, og vi skal være 200

procent sikre på, at produkterne er i orden, derfor kommer

de også lige en tur omkring os, før de lander i butikkerne,”

siger Marie Hugsted.

Udover et par danske messer er der budgetteret med et

par franske og spanske.

Fra starten af projektet i 2008 blev der bevilget penge

til to år, men efter den periode blev forløbet evalueret så

positivt, at det kunne fortsætte to år mere – til og med

slutningen af 2012, hvor det er meningen, at marokkanerne

selv overtager fra de skiftende hold af danske designstude-

rende. Der er ansat en koordinator, som skal binde enderne

sammen, sørge for fremdriften samt stå for den butik, der

bliver etableret næste år. �

FUTUROSKOP

Af Karen Blincoe, formand, Danske Designere

Plads til alle designtendenserDesign er blevet komplekst. Det er alle enige om. Og fl ere,

tilsyneladende modsatrettede, tendenser er i gang.

Engang blev der skrevet side op og side ned om defi nitio-

nen på design. Nu er spørgsmålet mere om, hvem der kan

kalde sig designer. Én udviklingstendens er, at design er

blevet hver mands eje, en almen proces, som alle kan del-

tage i og drive forretning på.

Tendensen er understreget af, at fl ere og fl ere uddan-

nelsesinstitutioner, som CBS og universiteterne, tilbyder

uddannelser i designrelaterede emner, hvor design ofte

er et tillægsfag, som man kan læses på 1-2 år i stedet for

3-5 år på designskolerne. Hvad dette vil betyde for design-

faget som helhed, er svært at bedømme. Faget kan blive

udvandet, de ”klassiske” designdiscipliner, og dermed de

”klassiske” designere kan forsvinde. Modsat kan nye design-

områder og kompetencer, som måske er mere relevante og

gearede mod den kontemporære verden, opstå.

En anden tendens er de nye problemer og udfordringer,

designerne er begyndt at involvere sig i og fi nde løsninger

på, som ikke er produktrelaterede.

Det drejer sig om, at facilitere processer for virksomhe-

der f.eks. i implementering af bæredygtighed, ændring af

virksomhedens organisationsstruktur, arbejde med ledel-

sesudvikling samt forskellige andre innovationsprocesser.

Design er derfor ikke længere kun et værktøj til at

designe luksusgoder til opfyldelse af individuelle ønsker og

skabelse af kunstige behov. På den ene side af spektret er

design for sociale medier, interaktivt design og det digitale

område blevet et fokusområde for mange designvirksom-

heder. På den anden side af spektret er der designvirksom-

heder som f.eks. Architecture for Humanity, som arbejder

i katastrofeområder, og som imødekommer humanitære

behov ved hjælp af design. Dertil kommer designvirksom-

heder med speciale i co-creation, co-design, bæredygtigt

design, social innovation design, mv.

Designerne har indtil årtusindskiftet og lige op til den

økonomiske tilbagegang næsten udelukkende haft fokus

på individet og de følelser, den enkelte knytter til designet.

Der har ofte manglet en ansvarsfølelse for omgivelser og

medmennesker generelt. Arbejdet har været præget af

indadvendthed og en individualistisk tendens, som selvføl-

geligt nok har været et symptom på overfl odssamfundet.

Design har været mere knyttet til ønsker end behov.

I dag er situationen vendt. Især i de vestlige lande. Ef-

ter den økonomiske nedtur er vi begyndt at ændre på vort

værdisæt. Retail therapy er ikke længere trendy, at købe

dyrt og købe mærkevarer er ikke længere på mode. Det er

næsten fl ovt at køre i store biler, gå med pels og omgive

sig med andre lignende symboler på overfl od. Small is beau-

tiful genindfi nder sig. Genbrugstøj, discountbutikker, små

biler, mange cykler, og det at kunne gøre godt med lidt, er

blevet den nye trend.

Designere, der arbejder med bæredygtighed, etiske

projekter, design without borders, velgørenhed mv. er in.

Luksus designerne er out.

Derfor er det ikke så underligt, at en designer som

Alastair Cameron fra Architecture for Humanity har fået

kultstatus, er efterspurgt og er blevet personlig rådgiver

for statsministre og politikere verden over.

De modsatrettede tendenser mellem interessen for det

individuelle lækre produkt og ansvarsfølelsen for vore om-

givelser og medmennesker kan dog sagtens forenes i dag.

Hvis der skal designes velfærdsprodukter og produkter af

høj kvalitet og styling kan det gøres ved at designe det

bæredygtigt.

Bæredygtigt design er the new black, hvor der er

meget lidt eller ingen ressourcespild, meget lidt eller ingen

CO2 udslip, proces og produktion er etisk korrekt. Fair

trade er en del af pakken.

Det mest interessante faktum for designbranchen er,

at der er plads til alle designspecialer og fokusområder.

Verdensmarkedet bevæger sig i mange retninger, og der er

brug for design i alle sammenhænge. Designprocessen er

universel og kan adopteres til alle nye og gamle situationer

og problemstillinger.

�

side 53

”Det største har dog nok været, at kvinderne har indset, at de kan noget, som andre ikke kan.”

� � For at skabe et udtryk, der taler til den skandinaviske forbruger,

har kvinderne og de designstuderende arbejdet med at udvikle

de traditionelle marokkanske mønstre og bruge farver, der er

afdæmpede og kølige. Foto: Marie Hugsted

� � Ved hjælp at en traditionel vikleteknik kaldet passementrie,

laver kvinderne fi ne armbånd. Disse er farvesat i samarbejde med

designstuderende. Foto: Sine Stenbek Andersen

� Som nogle af de eneste kvinder i Marokko laver kunsthånd-

værkerne fra Reseau Femmes Artisanes produkter i skind. Her en

blød taske designet til det skandinaviske marked. Foto: Sine Stenbek

Andersen

side 55

og skudt, men i endnu fl ere tilfælde, fordi

der sker en ulykke eller er tale om vådeskud.

Ulykkerne er der mange af i verdens kon-

fl iktzoner, hvor våben i dagligdagen er mere

reglen end undtagelsen.

Over en million mennesker dør hvert

år på grund af skydevåben. Halvdelen af

tilfældene sker i New York og Rio de Janeiro,

mens den anden halvdel er i de konfl iktom-

råder, hvor Dansk Flygtningehjælp og Danish

Demining Group arbejder.

Når minerydderorganisationen begynder

i nye områder, handler det om meget mere

end rydning af miner. Det fortæller Rasmus

Stuhr Jakobsen, der er chef for Danish De-

mining Group.

”Antallet af mennesker, der mister livet

eller kommer til skade på grund af væbnet

vold eller ulykker er alarmerende højt. Og

det er derfor, vi skal tænke meget mere

utraditionelt. Vi underviser allerede folk i

minefarer og i de farer, der er ved at have

våben på sig eller i sit hjem, hvor der for

eksempel er børn. Det er her, at våbenlåsen

kommer ind i billedet,” siger Rasmus Stuhr

Jakobsen.

Første forsøgI Somalia har Danish Demining Group al-

lerede arbejdet med fl ere forsøg på at

introducere idéen om at låse sit våben fast

eller sikre det, så det ikke kan affyres ved

et tilfælde. I en somalisk landsby har en lo-

kal smed produceret en holder at metal, der

kan sættes rundt om geværet. Men der har

været brug for at forbedre den, så den blev

mere funktionel.

Sylvia Holthen har talt med erfarne vå-

beneksperter og studeret en bunke billeder

fra Somalia, der viser, hvordan låsen bruges.

”Prøv at se på billedet her. Det er fra

Somalia og viser, hvordan mange faktisk

sætter den gamle lås forkert på. Den er

også alt for klodset og passer ikke rigtigt

til AK47eren. Men det var det her, der var

udgangspunkt for min opgave med at ud-

vikle en ny lås.”

Hjælp os med at ud-vikle en våbenlås til en AK-47, det mest ud-bredte våben i verden! Sådan lød den opgave som Dansk Flygtninge-hjælps minerydnings-enhed satte en desig-ner på. Resultatet er en handy løsning, der nu er på vej til Somalia.

AF ALEXANDRA STRAND HOLM

33-årige Sylvia Holthen håndterer Kalasj-

nikov-geværet med lethed og rutine. Hjem-

mevant på en måde, der ved første øjekast

får én til at tvivle på, hvad hun egentlig la-

ver på kontoret hos Danish Demining Group

i Dansk Flygtningehjælp. Klik – og magasi-

net er sat i, et klik mere – og geværet er

afsikret, klar til brug.

”De første par gange jeg havde gevæ-

ret over skulderen, når jeg cyklede gennem

København, føltes det ret mærkeligt. Men

den er jo pakket ind i en speciel taske, så

det heller ikke er så tydeligt.”

Designer på missionSylvia Holthen er industriel designer og på

en særlig mission. Bevæbnet til tænderne

tager hun på arbejde hos den danske mine-

rydderorganisation, Danish Demining Group,

der hører til Dansk Flygtningehjælp. Det er

her, hun har arbejdet på at udvikle en spe-

ciel type lås til det, der kaldes verdens mest

klassiske gevær – AK47eren.

”Det var egentligt tilfældigt, og ikke

noget jeg havde regnet med, ville blive en

opgave for mig. Men jeg blev bedt om at se

på, om det kunne lade sig gøre at udvikle

en lås, der kunne være nem at bruge og

som i sidste ende kunne være med til at

redde liv.”

AK-47 er det mest kendte og udbredte

våben – en klassiker designet af Mikhail

Kalasjnikov i 1947, og i dag et våben, der

fi ndes verden over. Det er holdbart, funk-

tionelt, nemt at reparere og virker efter

hensigten – design, der på mange måder

lever op til de ypperste kriterier for, hvad

formgivning stræber mod.

Ulykker og vådeskudMen det er også et våben, der hver dag

koster menneskeliv – fordi der bliver sigtet

LICENSE TO DESIGN

side 54

”Vi underviser allerede folk i minefarer og i de farer, der er ved at have våben på sig eller i sit hjem, hvor der for eksempel er børn. Det er her, at våbenlåsen kommer ind i billedet.”

”De første par gange jeg havde geværet over skulderen, når jeg cyklede gennem København, føltes det ret mærkeligt.”

� Designer Sylvia Holten

har udviklet våbenlåsen,

som kan forhindre ulykker

og vådeskud

side 56

malia, men i stigende omfang også med det

såkaldte AVR-program – Armed Violence Re-

duction. Programmet handler om at skabe

opmærksomhed og undervise i de risici, der

er forbundet med at leve i et samfund, som

er fyldt med våben og ueksploderet am-

munition. Det er i den sammenhæng, Sylvia

Holthens våbenlås skal gøre sig gældende.

”Humanitær minerydning og moderne

industriel design – det er ikke lige den mest

indlysende kombination. Men for os handler

det om at tænke behov for hjælp sammen

med helt nye måder at tænke løsninger på.

Derfor har det været en øjenåbner at kunne

samarbejde med en industriel designer som

Sylvia Holthen om våbenlåsen," siger Ras-

mus Stuhr Jakobsen.

Nye farer på færdeSylvia Holthen tager ladegreb på AK-47 rif-

len og tjekker om låsen sidder som den skal.

Klik – og et klik mere – den er på plads, og

nu kan våbnet ikke affyres. Den russiske de-

signklassiker vil fortsat være at fi nde i store

dele af verden i mange år frem – men nu

med en dansk detalje, der gør den mindre

farlig at være i nærheden af.

Jobbet er overstået, og rifl en skal

leveres tilbage, så Sylvia Holthen kan rydde

tegnebrættet og gøre sig klar til at se på

nye designudfordringer. Hun skiller våbnet

ad en sidste gang, pakker rifl en ned og cyk-

ler gennem København med en AK-47 over

skulderen og en våbenlås på repertoiret.

�

VelfærdsdesignDet er kun to år siden, at Sylvia Holthen

blev færdiguddannet som industriel desig-

ner på Danmarks Designskole. Hun har alle-

rede fl ere kreationer og opfi ndelser bag sig,

indenfor det, man kalder velfærdsdesign.

”For mig er det en tilgang til design,

der giver god mening at arbejde med. Det

handler om meget mere end design – det

handler om at skabe nogle løsninger, der

fungerer i situationer, der er komplekse og,

hvor design kan optimere behandling eller

minimere skader,” fortæller Sylvia Holthen.

Nu har opgaven så handlet om at skabe et

produkt, der ikke alene skal leve op til krav

om funktionalitet og moderne formgivning.

Våbenlåsen skal også kunne produceres

med så få omkostninger som muligt og af

en smed i et udviklingsland. Somalia er før-

ste destination for Sylvia Holthens våbenlås.

”Jeg håber at kunne tage til Somalia

på et tidspunkt og se, hvordan låsen bliver

produceret. Måske kan jeg være med til

at forbedre den yderligere, når jeg ser den

lavet i de omgivelser, hvor den skal fungere.

Desværre ved vi jo allerede nu, at der er

mere en rigeligt brug for låsen. Næste ud-

fordring handler om, at overbevise folk om

vigtigheden af at låse sit våben og nøjes

med at bære nøglen med sig,” siger Sylvia

Holthen.

Våben i hverdagenI Somalia er våben en del af hverdagen.

Konfl ikt og borgerkrig har hærget landet i

to årtier. Danish Demining Group arbejder

med rydning af miner i fl ere området af So-

side 57

Granny �Skamlen Granny er en hyldest til vores bedsteforældres

møbler. Møbler fra en anden tid, hvor der blev lagt stor

vægt på håndværket og detaljen. Både sæde og ben er

hånddrejet på en drejebænk. Hvert ben er unikt, og benets

udformning er opstået i arbejdet ved drejebænken.

Design: Jonas Klein

Need more – Think twice �Sparebøsserne er alle unikke, da de er håndmodellerede

og dekoreret med underglasur og håndtegnede og hånd-

klippede keramiske transfers. Sparebøsserne passer på de

voksnes penge og skal appellere til at spare og kun købe

dét, man virkelig ønsker sig. Sparebøssen har kun én åb-

ning til at putte pengene ind, og skal derfor slås i stykker,

når man ønsker at købe noget for pengene.

Design: MeyerLavigne

Orla �Orla er en væglampe med en arm af elmetræ og en lam-

peskærm støbt i porcelæn. Ideen til lampen stammer fra

gammel lampe Rikke Hagens bedstefar i sin tid havde

hængende over høvlebænken i sit snedkeri. Den bestod

blot af et par groft udskårne pinde og en afskærmet pære

hængende for enden af ledningen. Da hendes bedstefar

gik bort, arvede hun hans høvlebænk, værktøjsskab – og

lampen. Design: Rikke Hagen mDD

CRAFTS COLLECTION 15

ting� SAFETY LOCK AK-47 låser aftræk-

keren for at forebygge ulykker og gøre

våbenet utilgængelig for børn. Låsen

hindrer samtidig, at magasinet kan

stjæles ved at indkapsle kontrollknap-

pen. SAFETY LOCK AK-47 er billig at

producere og fremstilles lokalt med ma-

terialer, som er til rådighed. Målgruppen

stiller sig positivt til at bruge låsen, og

den er gratis, da projektet er fi nansie-

ret gennem Danish Demining Group’s

fundraising

”Jeg håber at kunne tage til Somalia på et tidspunkt og se, hvordan låsen bliver produceret. Måske kan jeg være med til at forbedre den yderligere, når jeg ser den lavet i de omgivelser, hvor den skal fungere.”

side 59

snydt og stjålet sig til et nyt liv, da hun fi k sin demente

mand til at fl ytte på plejehjem. Ved at bruge historier fra

det virkelige liv åbner disse udsagn og dilemmaer en dialog,

f.eks. mellem den dementes ægtefælle og børnene. Derved

kan de forberede sig på situationer, som de måske vil møde i

fremtiden.

Visuel tilgang til dialogDe fysiske objekter bidrager til at skabe et rum for refl eksion

over både nutidige og fremtidige situationer. Det at bruge

fysiske objekter og dermed en visuel tilgang til Alzheimerpro-

blematikken er interessant og meget givende, siger Alzhei-

merforeningens formand, Anne Arndal.

”De studerende har udviklet nogle fremragende koncep-

ter. De er gået til emnet ud fra en helt ny vinkel, og det har

givet os nogle kommunikationsredskaber, som er ganske

forskellige fra vores traditionelle fokus på diagnose, behand-

ling og regler,” siger Anne Arndal, der er imponeret over de

studerendes evner for at bruge deres empati til at afkode

området.

”Den empatiske tilgang er helt nødvendig, fordi sygdom-

men ofte virker stigmatiserende på patienterne,” påpeger

hun.

At øve sig på fremtidenKursets studerende fi k en indføring i, hvordan forskerne i den

såkaldte co-design-forskningsklynge på Kunstakademiets

Designskole arbejder. De kombinerer brugerinvolvering og de-

signerens evne til at visualisere og give nye idéer fysisk form

med antropologens nysgerrige måder at undersøge menne-

skers hverdagsliv, fortæller Eva Brandt. Hun er medforfatter

til bogen "Rehearsing the Future", der på baggrund af et

tidligere forskningsprojekt beskriver en såkaldt design-antro-

pologisk innovationsmodel.

”Centralt i co-design er, at vi tidligt i processen udvikler

og afprøver prototyper og ”gennemspiller” forskellige scena-

rier sammen med de mennesker, vi designer til – en frem-

gangsmåde, som vi kalder ”at øve sig på fremtiden”,” siger

hun.

Designprocessens kollapsIfølge Eva Brandt opfatter mange designere stadig design-

processen som lineær. Co-design-forskerne lægger i stedet

op til en iterativ proces, hvor brugerne først afprøver en

prototype hjemme hos sig selv. Deres feedback bruges til

udvikling af en ny prototype, der afprøves igen osv. I Alz-

heimerprojektet lavede de studerende prototyper helt fra

begyndelsen af feltarbejdet og brugte dem ude hos patien-

terne. Derved lod de den traditionelle design-proces kollapse,

forklarer Eva Brandt:

”Traditionelt vil man begynde en designproces med at af-

dække behov og så først senere udvikle prototyper. Vi bruger

prototyper som værktøjer til sammen med brugerne at ud-

vikle viden om, hvordan fremtiden kunne være anderledes. Og

vi videreudvikler prototyperne gennem hele designprocessen.

I forhold til traditionelle måder at arbejde på kan man sige, at

ALZHEIMER-PATIENTER FÅR HJÆLP AF DESIGN– Co-design viser sit velfærdspotentiale

Udviklingsmetoden co-design har et stort potentiale inden for velfærdsområdet. Det viser et projekt, som forskere og studerende ved Kunstakademiets Designskole har gennemført i samarbejde med Alzheimerforeningen og den multinationale medicinalvirksomhed Johnson & Johnson. Resultatet er en boks med dialogværktøjer til patienter og deres pårørende.

Af Hans Emborg Bünemann, Center for Designforskning

Foto: Kunstakademiets Designskole

I takt med sygdommen Alzheimers fremadskriden oplever

patienter og deres pårørende, hvordan demensen, der er

det stærkeste symptom på sygdommen, kommer imellem

dem og gør kommunikation og samvær stadig sværere. Med

denne problematik i centrum satte de to lektorer Eva Brandt

og Thomas Binder fra Kunstakademiets Designskole i efter-

året 2010 scenen for et forskningsbaseret kursus med titlen

Design Research: Co-design om Demens.

Design som social procesPå kurset udviklede de designstuderende helt nye måder at

undersøge og tackle Alzheimerpatienternes og deres pårø-

rendes udfordringer i hverdagen. De studerende designede en

række konkrete bud på, hvordan man kan blive klogere på og

forbedre hverdagen for disse mennesker. De brugte metoden

co-design og fi k vejledning af forskerne bag kurset. Udgangs-

punktet for co-design er, at design er en social proces.

”Vi fokuserer på dialog og gensidig læring,” forklarer

Eva Brandt. ”I co-design skaber og udvikler brugere og andre

interessenter idéer i samspil med designerne. Alle deltageres

viden og erfaringer bringes i spil i processen.”

Billeder og brætspilProjektet mundede ud i en boks, der indeholder en bog og

seks konkrete, designede bud på facilitering af dialogen med

Alzheimerpatienter og deres pårørende – og imellem dem. Et

af disse bud består af små papkort med billeder eller udtryk

som ”tabu”, ”kompromis”, ”kunsten at bevare humøret” og

”de behandler mig som et barn”. Kortene ansporer til en snak

om minder og om patientens dagligdag. Et andet af boksens

dialogværktøjer er et brætspil med et antal såkaldte dilem-

ma-kort. De er formuleret af pårørende, som de studerende

har besøgt. Et eksempel er en kvinde, der følte, at hun havde

--------------------------------------------------------------------------------------------------

� To designstuderende har udforsket måder at undersøge og

visualisere forskellige opfattelser af tid hos Alzheimerpatienter. Hvad

sker der med patientens identitet og relation til omverdenen, når

forståelsen af fortid, nutid og fremtid ændrer sig?

Illustration: Gudrun Risak Schou og Mikkel Straarup Møller

--------------------------------------------------------------------------------------------------

--------------------------------------------------------------------------------------------------

� Det synlige resultat af co-design-kurset blev Dialogboksen, der

bl. a. indeholder visuelle spil, bøger og dokumentarvideo. Materialet er

udviklet i dialog med Alzheimerpatienter, pårørende og professionelle

i plejesektoren og skal fremover tjene som værktøj til at fremme

dialogen med og mellem disse grupper

--------------------------------------------------------------------------------------------------

side 58

ENGLISH SUMMARY

The notion of the good life

The time spent at the Design School

was tough for designer mDD Tobias

Jacobsen. Suddenly design became a

tricky thing for him. Before the Design

School he created things without think-

ing much about it. In the years following

his graduation he has looked for and

practised the good life, where sensu-

ousness and intuition are the driving

forces in the pursuit of the form.

A couple of years ago the good life

was doing better, as well as the good

process, even though design remains a

dubious entity to him. He has learned to

disconnect his thoughts and to let intui-

tion and senses decide in the belief that

the design will materialise.

Tobias Jacobsen is an ardent collector;

it keeps his senses alert in his eternal

pursuit of shape. He also consciously

looks up places that can affect his

senses. He saves his impressions for his

design process. Once words were part

of the creative process, but they ended

up slowing him down, so he now works

with intuition as the driving force. The

worst thing is when his consciousness

gets in the middle of things. It is a natu-

ral thing for Tobias Jacobsen that his

design is user-friendly, but ultimately

his own state of happiness is the most

important thing – without that he can-

not design anything.

side 61

It’s not unimportant how the product looks

Designer/civil engineer Lisbeth Kam-

strup-Holm has taken a Master’s degree

in design, and in her thesis she tries

to describe and render intelligible the

emotional needs of the patients as well

as the meeting between the patient as

a user and the medico product.

It takes a long time to develop medico

products, because they have to live up

to many demands and regulations. This

means that the products for a large

part are only made to be functional and

user-friendly. But users with chronic

diseases like diabetes or stomy need

more than that. They have to live with

a medico product attached to their

body for the rest of their lives, and they

therefore want products that signal

personality.

The users want to express an identity

through the product. Rather than hiding

it away, they want the product to relate

to who they are. The products should

be relevant and create an emotional

bond. Every time the user is confronted

with his/her medico product, he/she is

reminded of the chronic disease. This is

hard, and it can cause resistance. But

if you have a personal relation with the

product, it would motivate you more to

use it – and to use it correctly.

Even though the medico industry still

develops anonymous and clinical prod-

ucts, Lisbeth Kamstrup-Holm thinks

that the product development over time

will implement the emotional aspects,

just like with all other types of prod-

ucts.

I have never worked – I've only been playing

To Hans Bøllling, architect MAA and

designer mDD, design has always and

without a doubt been associated with

joy and pleasure. The ideas, the enthusi-

asm and the prolifi c mass of work have

remained the same since the beginning

in the 1950ies with small fi gures made

from natural materials. And it is far

from over yet.

Every day Hans Bølling, who just

turned 80, sits in his design offi ce - that

used to be a dairy - and works, invents,

draws, sketches and experiments. That

is, if he does not happen to wander

around in his fully equipped workshop in

his private home. Bølling is, in his own

words, the happiest man in the world.

All life through he has been behind

lots of architecture with a great deal of

energy and enthusiasm – from private

housings to factory buildings and dor-

mitories to large housing constructions.

On the side he has designed all sorts

of things for the home, among other

things the wooden characters Duck,

Duckling, Oscar the dog as well as Opti-

mist and Pessimist that in recent years

have experienced a revival launched by

ArchitectMade. In addition, Ørskov &

Co – that he has worked with since the

1950ies (then under the name Form &

Farve) – sells textiles and candlesticks

designed by Bølling. He is probably best

known for his tray table, produced by

Brdr. Krüger, launched in 1963. Today

it is still being reproduced in countless

colour combinations, all approved by

Hans Bølling.

vi slår designprocessens begyndelse og afslutning sammen.

Denne eksperimenterende tilgang brugte de studerende gen-

nem hele Alzheimerprojektets forløb,” siger hun.

Prototyper som invitation til deltagelseBag brugen af prototyping ligger tanken om, at brugernes

behov ikke fi ndes derude, klar til at blive afsløret. Drømme og

behov skabes og ændres løbende, i dette tilfælde i samspillet

mellem patienter, pårørende og professionelle i den sociale

sektor. At give fysisk form til nye ideer i form af prototyper

undervejs bidrog i projektet til at fastholde målet om at de-

signe med – ikke blot til – brugerne og dermed at sikre deres

engagement gennem hele processen.

”De studerende brugte prototyperne til at skabe en ud-

forskende dialog med patienterne og deres ægtefæller eller

børn,” fortæller Eva Brandt. ”Dermed var prototyperne ikke

kun repræsentationer af de idéer, der opstod i processen. De

fungerede også som invitationer til at deltage i udviklingen

af nye ideer og forståelser af hverdagsliv med Alzheimer.”

Tidlig diagnosticeringAnne Arndal fra Alzheimerforeningen ser frem til at få afprø-

vet redskaber af den type i praksis. Hun fremhæver særligt

brugen af fotos og papkort med udsagn fra hverdagssituatio-

ner, som f.eks. professionelle inden for sundheds- og plejesek-

toren kan tale med patienterne og de pårørende om.

”Ved hjælp af det grafi ske materiale og de små kort kan

man få en personlig samtale i gang om, hvad der er svært

i hverdagen. Derved kan små tegn på demens afsløres, og

det kan sandsynligvis give mulighed for at stille en diagnose

tidligere end med den traditionelle ”eksamination” hos den

praktiserende læge,” forudser Anne Arndal.

ARTIKLEN HAR VÆRET BRAGT I MIND DESIGN #42, 2011.

MIND DESIGN UDGIVES AF CENTER FOR DESIGNFORSKNING

�

side 60

------------------------------------

� Lis og Bente fra et

ældrecenter i Valby

bruger folde-ud-bogen,

der er lavet af studerende

Monika Havn. Den er et

redskab til at åbne en

dialog om tidlige tegn på

demens

------------------------------------

� Studerende Sofi e Holm

Larsen og Lilith Louise

Lysgaard Hasbeck har

designet Dilemmaspillet,

der består af kort med

citater, tegninger og

fotos. Ved at vælge

spørgsmål og svar

undervejs skaber man sig

en ”rejse” gennem spillet.

Derved kommer man til

at tale om forskellige

dilemmaer

------------------------------------

ENGLISH SUMMARYENGLISH SUMMARY

Design as a generator for development

Progress and sustainable development

by means of design. Exchange of know-

how between Danish designers and

local craftsmen. New possibilities and

changes for the better – both in human

and economical terms. This is the es-

sence in the Morocco Project that the

Danish School of Design – along with

changing classes of design students –

joined in 2008.

A group of Moroccan craftswomen

have received a basic education in prod-

uct development, quality, how to gener-

ate ideas, sales and marketing in order

for them to increase their profi ts and to

improve their competences. The project

receives funds from local resources,

which enables the women to pass their

newly acquired knowledge on to more

craftswomen.

Marie Hugsted has been involved in

the project for two years, and her thesis

treated just that. She believes that the

most important contribution of the stu-

dents – in addition to the development

and improvement of female craftsman-

ship – is that many of these women

now see themselves in a new light. They

have grown, because they have realised

that they are able to do something that

others cannot. Their self-confi dence is

boosted, and as a consequence some of

the women are now involved politically

in their village.

So far the products are presented on

fairs in Denmark, France and Spain with

the participation of some of the women.

The project will end in 2012. From then

on the Moroccans are supposed to take

over and make sure that education and

competences are handed over to more

women.

License to design

Help us developing a weapon lock for

an AK-47, the most used weapon in the

world! This was the project that the

Demining Group of the Danish Refugee

Council presented to a young designer.

The result is a handy solution that is

now fi nding its way to Somalia.

The AK-47 is the best know and most

widespread weapon in the world – a

classic designed by Mikhail Kalasjnikov

in 1947. It is durable, functional, easy

to repair and it works according to its

intent. It is a design that in many ways

live up to the most celebrated criteria

for what design strives to achieve. But

the gun also kills people, because it is

being used to aim and shoot. But in

even more cases because an accident

happens, or because of accidental shots.

There are many accidents in the confl ict

zones of today, where weapons in

everyday life is more the rule than the

exception.

It should be possible to produce the

weapon lock at the lowest possible

costs and by a blacksmith in a develop-

ing country.

�

Forkortelserne er foretaget af Helle

Lorenzen, redaktør, inform.

Oversættelserne står Søren Munk

Hansen, Akribi Sprogservice, for.

side 62

HomeLessHome

All life through we need air, care, food,

sleep, conversation, social relationships

and solidarity. Whether you are home-

less or not. Erik juul architects based

their project HomeLessHome on these

needs – an architectural experiment

focusing on the conditions of the home-

less and on our understanding of what

a home is.

In only one month, and using only 6 x

8 meters of space, Erik Juul built a hous-

ing area together with their craftsmen.

The project asked the question Is this

a home? And answered the question

by showing how fast, easy and cheap

houses for homeless people can be built.

The project was carried out at 'Den Frie

Udstillingsbygning' (The Free Centre

of Contemporary Art) on Østerbro in

Copenhagen.

During the exhibition period, May and

June, various arrangements were carried

out that were connected to the project,

among other things house warming and

a Midsummer Eve event for homeless

people, distribution of food as well as

a workshop for children about architec-

ture.

The icing on the cake

Literature is an art form. Therefore it

should be a joy and a visual pleasure to

look at a book. The cover must be the

icing on the cake. Graphic designer Ida

Balslev-Olesen wants her covers to lift

the book with a unique design by push-

ing the visual borders – every time. She

does not want to be labelled. One of the

means is to eliminate as much noise as

possible in order to grow purity.

The story in the book should not be

overtly painted or told on the cover; it

should be a captivating atmosphere.

The cover should appeal to emotions as

well as thoughts, and there should be

several layers in the illustration, so that

you do not fi nish with it too soon.

The communication with the writer

is important to the process and to the

fi nal expression of the cover. Often

some of the personality of the writer is

expressed in the cover along with the

atmosphere and colour of the book.

Ida Balslev-Olesen insists on her pro-

fessionalism and therefore only shows

one cover to be judged by the writer and

the editor. More covers would confuse

more than they illuminate, she believes.

It is not her intention that everybody

should sit and paint – a cover is not

a common project in that way, but a

collaboration where you respect the

professionalism of the designer.

MIT DANSKE KØD

JENS SMÆRUP SØRENSEN

An unpretentious gourmet experience

Christian F. Puglisi and Kim Rossen have

both worked at the restaurant Noma.

Now they have created a version of the

gourmet restaurant on their very own

terms. ‘Restaurant Relæ’ is situated in

Nørrebro in Copenhagen. The restaurant

room is minimalistic with simple tables

and chairs of wood, raw brick walls and

a bar counter facing the kitchen.

The idea was to make a gourmet

restaurant at Michelin level, but in an

updated version that refl ects the per-

sonalities of the two owners. Restau-

rant Relæ has eliminated unnecessary

luxury, high prices and the traditional

service that you normally fi nd at gour-

met restaurants. The restaurant has

been created on Puglisi’s and Rossen’s

terms – not on the asserted premises

of the guest – and they wish to be at

eye-height with the guests, to have

a human connection. A nice service

experience is about contact and getting

answers to your questions.

With two seatings on each of the four

opening days – and a philosophy that

says that the guests should not dwell

too much on anything – the atmosphere

of the restaurant reaches a pulsating

gear. All employees make an effort. No

one is too grand to do any kind of work.

There are only two rules: the chef does

not serve wine, and the waiters do not

cook. The intense fl ow - along with the

minimalistic frames - add room for the

sensuous dimensions; the food, the

wine and the human contact.

Danske Designere

Strandgade 27A

1401 København K

id.nr: 47477