De sorte jakobinere

Årsskriftet Critiquetredie årgang 2010

RedaktørerBA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende

stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersencand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat

Årsskriftet Critique, tredie årgang 2010BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerendestud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen ogcand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat

www.critique.ksaa.dk

Skriftet er sat med GNU Emacsog kompileret med LATEX3 (pdflatex)

Udgives af Konservative Studenter i Aarhus i samarbejde medChristian Houlberg Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen og Jens Wendel-Hansen.

ScandinavianBook, Århus 2010ISSN: 1903-4180©Konservative Studenter

Konservative StudenterWilstersgade 10 st.8000 Århus C

De sorte jakobinere – konservatismen og denkonservative revolutionAf BA, stud. mag. Christian H. Skov, ph.d.-studerende

Om forfatteren

Christian H. Skov (f. 1985) er ph.d.-studerende i historie påAarhus Universitet og forsker i dansk konservatisme i mellem-krigstiden.

Når konservatismen anråbes i den politiske debat, er det oftestsom et krav om pragmatisme, realisme eller modstand mod radikale,utopiske projekter. Alle disse elementer har været fundamentale be-standdele i politisk konservatisme siden Burke, og konservatismen vilderfor ofte blive opfattet som en form for moderatisme og snarere somen metode end en egentlig ideologi. Denne måde at opfatte konserva-tismen på kendes fra den realpolitiske hverdag. Resultatet kan væreen ideologi, der er svær at skelne fra liberalisme eller socialdemokra-tisme. Synspunktet findes også i den teoretiske og historiske litteraturomemnet.Historikerne EugenWeber ogHans Rogger definerer i deresklassiske værk om det europæiske højre konservatismen som mode-ratisme og dermed sommodsætningen til det radikale, nationalistiskehøjre, der opstod fra slutningen af 1800tallet.1 Idehistorikeren NöelO´Sullivan har defineret konservatismen som politics of imperfection –en tilgang til politik, som betoner menneskets begrænsede kognitiveog moralske kvaliteter, og som derfor ønsker at begrænse politikkensråderum i det hele taget.2

Beskrivelsen er god al den stund, den siger noget væsentligt omkonservatismen som politisk praksis og teori. Men som historisk fæ-nomen har konservatismen andre ansigter, der med denne definitiona priorisk udsondres af begrebet. Der er en anden konservatisme – enkonservatisme, der ikke ønsker politikkens råderum begrænset, derikke betoner menneskets begrænsede moralske og kognitive evner, enkonservatisme, der end ikke ønsker bevaring, men omstyrtning ogrevolution. Der findes en konservatisme, der er radikal snarere endmoderat og revolutionær snarere end evolutionær. En sådan konser-vatisme kan hævdes at være en perversion, en uheldig mutation i denkonservative tænkning. Normativt kan man hævde, at den slet ikke

1Rogger H. & Eugen Weber The European Right, Los Angeles 1965, s. 5762O’Sullivan, Nöel Conservatism London 1976 s. 12

37

38DE SORTE JAKOBINERE

AF BA, STUD. MAG. CHRISTIAN H. SKOV, PH.D.-STUDERENDE

er konservativ. Men alle disse normative indvendinger redder ikkekonservatismens skind. Mutationen har fundet sted. Den historiskeaffinitet er et faktum og imellem den klassiske konservatisme og denrevolutionære består ikke kun brud, men også en væsentlig grad afkontinuitet. I det følgende skal nogle grundlæggende temaer i det ra-dikalkonservative tankegods belyses med udgangspunkt i den tyskekonservative revolution for at fastlægge denne konservatismes rela-tion til klassiske konservative ideer. Ydermere skal det undersøges,hvordan den tyske radikalkonservatismes forhold til den nazistisketotalitarisme udviklede sig. Den historiske relation til højreradikalis-me og fascisme, som ikke altid har taget form af resolut afvisning, erkonservatismens tunge arv. Den må vedgå sig affiniteten, for at bli-ve bevidst om dens faldgruber og for at afklare de grundlæggendeforskelle, der betinger muligheden for en normativ konservativ kri-tik af radikalkonservatismen. Dertil behøves en mere åben definitionaf konservatisme, der ikke a priorisk udsondrer fænomener som denkonservative revolution, og i stedet tjener som tjener det heuristiskeformål at give os et udgangspunkt, hvorfra vi kan forstå bevægelsenfra traditionel konservativ tænkning til konservativrevolutionær.

Hvad er konservatisme?

Konservatismen er en politisk ideologi, der formuleres som et svarpå specifikke problemstillinger knyttet til moderniteten. Modernitetenkan opsummeres som en ny måde at tænke relationen mellem men-neske, samfund, natur og Gud, og knytter sig til en bestemt fase ihistorien.3 Denne fase begynder ikke i 1789, men Den franske Revo-lution er en af de historiens paukeslag, som gør det muligt at tænkeepokalt. I denne sammenhæng er det vigtigste, at moderniteten un-der alle omstændigheder medfører, at religionen, af Marx rammendebetegnet menneskets generelle teori om verden, mister sin forklarings-kraft, og at samfundets moralske og sociale orden derved mister sinselvfølgelighed. I det øjeblik, denne selvfølgelighed forsvinder, opstårkonservatisme ud af en ureflekteret traditionalisme som et forsvar forden nu omstridte tradition.4 Som reflekteret politisk ideologi beto-ner konservatismen menneskets ufuldstændighed. Mennesket ansku-es som imperfekt, ondt, svagt, en synder eller et væsen, der har brug

3Schanz, Hans Jørgen Modernitet og Religion, Århus 2009 s. 12f4Mannheim, Karl Conservatism: A contribution to the sociology of knowledge, London

1986 s. 86 f.

39

for civilisationens og kulturens bånd for at tøjles. Dette menneske kanikke forstå verden i al dens kompleksitet. Forsøget herpå fører til enreduktionisme, der snarere bringer verden ned på menneskets niveau,end den gør mennesket klogere på virkeligheden. Konservatismen eraltså præget af en epistemologisk ydmyghed, der sætter spørgsmåls-tegn ved abstraktionens og fornuftens absolutte værd i erkendelsen afverden.5 Mennesket er som følge af sin karakter henvist til at forladesig på institutioner, der står uden for det selv og er givet forud fordet selv. Menneskets tilværelse er grundlæggende knyttet til sådan-ne institutioner, der er vokset frem gennem historien. Derfor byggerkonservatismen også på en historisk utilitarisme, som siger, at det be-stående består af en grund. Institutionerne er skabt i og med historienog er tilpasset en række svært ekspliciterbare funktioner i samfundet.Dermed bliver den konservative utilitarisme meget forskellige fra denplanlægningstro, som vi i dag forbinder med utilitarisme.

Dette fører til ideen om, at politikkens råderum må være begræn-set. I kraft af menneskets svaghed kognitivt og moralsk samt densamfundsmæssige historiske virkeligheds instrumentelle værdi er po-litikkens formål ikke at omkalfatre, men at sikre et samfund, hvorpolitik forstået som aktiv indgriben i samfundsordenen spiller enmar-ginal rolle. Dette er i sidste ende en tanke om organisk samfundsvækstog spontan orden.6

Den konservative revolution i Tyskland

Efter Første Verdenskrig opstod i Tyskland en bevægelse, der er blevetkaldt den konservative revolution. Den bestod af en række unge elleryngre intellektuelle, som afviste den klassebaserede marxisme, mensamtidig mente, at den hidtidige konservatisme ikke havde andet atbyde på end borgerlighed og reaktion. Mange af dem havde deltaget iFørste Verdenskrig, og deres ideer var på afgørende vis blevet farvet afdet, dedér havdeoplevet.7 Fordemvar krigen ikke først og fremmest etnederlag. Krigen var en national revolution, et stykke uafviselig virke-lighed, der havde stukket sit ansigt frem gennem den forlorne pænhedog fået det vilhelminsk-borgerlige korthus til at styrte sammen. Krigenvar det afklarede øjeblik, hvor det enkeltemenneskes heroiske vilje en-delig kunne komme til udfoldelse. Krigen var ødelæggelse, men netop

5Ibid 89ff6Muller, Jerry Z. Conservatism, Princeton 1997 s. 9ff7Wood, Roger The Conservative revolution in the weimar republic, London 1996, s. 45



dermed skabelse. Hvor gammelkonservative og bredere dele af dentyske befolkning svælgede i nederlagsmyter og dolkestødslegender,længtes konservativrevolutionære efter den genfødsel i ødelæggelsen,som ville følge på det vilhelminske Tysklands nederlag.8 Opgaven forde konservativrevolutionære var at formulere et nyt nationalt grund-lag, hvorom nationen kunne samles. Et grundlag, der satte sig udoverdet gamle skel mellem højre og venstre, socialisme og borgerlighed, ogsom ud af modernitetens atomiserede virkelighed kunne skabe ellergenskabe enhed og helhed.

Den konservative revolution var aldrig en egentlig bevægelse end-sige, som ældre undersøgelser har antydet, en sammenhængende po-litisk filosofisk position.9 Der var et mylder af skribenter tilknytteten myriade af publikationer og studiekredse. Personer og grupperimellem var der såvel sympati som inderligt had. Positionerne gik fraborgerlige og elitære jungkonservativen i Die Deutsche Herrenklub, derønskede en national og kristelig genfødsel af Tyskland, til national-revolutionære radikalister som forfatteren Ernst Jünger eller national-bolsjevikker somErnstNiekisch, der i Stalins totalitarisme såmodellenfor en ny tysk nationalisme.

Man kan på den baggrund diskutere, hvorvidt det giver meningat tale om „den konservative revolutions“ standpunkt som et, der kanadskilles fra andre. Det var i sin tid filosoffen Armin Mohler, der i et afde grundlæggende værker herom etablerede begrebet. Det normative,ligefrem apologetiske, sigte, Mohler havde med sit virke, er blevet kri-tiseret. Alligevel er begrebet blevet fastholdt. Som en generalisering,der tjener til at fremhæve det „typiske“ giver dets anvendelse stadigmening. Ved at bruge dette begreb kan vi indfange en radikalkon-servativ holdning, der stod i et spændingsforhold til både traditionelkonservatisme og nazisme. Ved at tage udgangspunkt i begrebet somet åbent og uafklaret begreb, hvis relation til beslægtede begreber måfastlægges empirisk, kan vi benytte det, ikke som en spændetrøje, en apriorisk fældet dom eller apologi, men som et heuristisk redskab, deråbner problemfeltet for yderlige undersøgelser.

Konservatisme kan anskues som et forsvar for institutioner på bag-grund af de konkrete institutioners instrumentelle værdi for samfund-et. Den radikalkonservative holdning træder frem dér, hvor ideen om

8Mohler, ArminDie Konservative Revolution in Deutschland 1918-1932 b. I Darmstadt,1989 (1950) s. 35ff

9Armin Mohlers førnævnte værk er det klareste eksempel herpå, hvad Mohler iøvrigt selv anerkender. Se Mohler b. II s. 6ff

41

institutionernes instrumentelle værdi fastholdes, samtidig med at detraditionelle institutioner afskrives som angrebne af denmoderne livs-holdning, de skulle værne mennesket imod.10 Dette var den konserva-tivrevolutionære analyse af situationen efter Første Verdenskrig. Detborgerlige samfunds institutioner var inficeret af den selvsamme syg-dom, de skulle bekæmpe. Socialismen kunne i dens marxistiske ogmaterialistiske udformning ikke bibringe andet end splittelse og klas-seegoisme.

Deres nationalistiske tankegang og deres afvisning af materialismehavde rødder langt tilbage i tysk historie. I tysk konservatisme gik deren stærk kulturpessimistisk og romantisk strømning, som stammedefra denmoderne tyske nations fødsel i opgøret medDen franske Revo-lutions idealer. Tyske nationalister måtte genfinde det egentligt tyske,og det betød en afvisning af det franske.11

Mendet var FørsteVerdenskrig tolket somnational revolution, somskabte den positive vision for samfundet, der tjente som inspirationfor de konservativrevolutionære. Mellemkrigstidens pacifistiske litte-ratur, eksemplificeret ved Remarques Intet nyt fra Vestfronten fra 1929,tolkede krigen som et tragisk tab af mening, hvor den yngre genera-tion var gået direkte fra skolen ud i skyttegraven og videre til gravenfor et forstenet, paternalistisk gammelmandsvælde. Den lagde vægtpå individets nivellering i massekrigen og skellet mellem den heroiskebragesnak, der ledsagede de tyske armeer, og den realitet, der mødteden selv samme ungdom i det absurde månelandskab, som nu vardens virkelighed. Krigen var fædrenes forræderi mod sønnerne.12

De konservativrevolutionære delte grundlæggende elementer idenne analyse. Der var enighed om, at den gamle orden og det borger-lige samfunds normer, idealer og forestillinger var blevet sønderskudtet sted i Flandern. Men de blev ikke stående ved denne ødelæggelse.Dette ses tydeligst hos forfatteren Ernst Jünger. Han var en af de ungemænd, der begejstretmeldte sig frivilligt, da krigen brød ud. Imodsæt-ning til hovedpersonerne i Remarques fortælling blev han ikke forledtaf de ældre, og krigen var alt andet end desillusion. Han havde selvvalgt at gå ind i hæren, og denne handling var i høj grad for ham etoprør mod det borgerlige samfund. I krigen så han muligheden. Densødelæggelse var befriende, ja kun i dødens mulighed var det egentligeliv muligt. Jünger udmærkede sig i løbet af krigen og modtog kejser-

10Muller s. 2811Stern Fritz The Politics of Cultural Despair, Berkeley 1961, xviii12Remarque Erich Maria Intet nyt fra Vestfronten Kbh. 2008



rigets højeste orden pour le merite – da han døde i 1998 i en alder af102, var han i øvrigt den sidste overlevende bærer af denne orden. Hankomud af krigen som krigshelt og udgav snart bogen In Stahlgewittern,hvor han hyldede krigen, krigeren og heroismen.13

Bogen blev en stor succes, og han virkede herefter både som forfat-ter og indflydelsesrig og feteret politisk skribent på den tyske højrefløj.Bogen byggede på hans krigsdagbøger og viste krigsskuepladsen i ly-set af en heroisk nihilisme, hvor krigen var udtryk for en autenticitet,der stod i modsætning til det borgerlige samfund. For Jünger og hansligesindede var krigsudbruddet i 1914 en national revolution. Hér varikke tale om fædrenes forræderi, men om den unge generations opgørmed fædrenes borgerlige, vilhelminske samfund. Her var der på enganske anden måde tale om en generationskonflikt, hvor de gamleveg, og de unge triumferede.

En af de mest indflydelsesrige skribenter i den konservative re-volutions første periode var litteraten Arthur Moeller van den Bruck.Han gav denne generationskonflikt storpolitiske dimensioner, da hani 1916 beskrev hele krigen som en kamp mellem de unge og de gam-le folkeslag. Skæbnen ville, ifølge Moeller van den Bruck, at de ungeskulle vinde. Hvor han altså ikke afviste Tysklands sejr, så måtte denfor ham netop være en sejr for et ungt folk, og det Tyskland, han fore-stillede sig, var da også et ganske andet end det kejserrige, som han ihele sin ungdom havde følt sig fremmed for. Disse tanker uddybedehan efter krigen. Riget måtte i en helt ny forstand være preussisk, gøreopmed kristendommen – denne umulige tro. Der måtte formuleres ennational socialisme, der kunne favne hele nationen. Tyskerne havde ikrigen lært et frontfællesskab at kende, som udslettede klasseskel oggjorde hver enkelt soldat solidarisk med fædrelandets sag. Dette varikke kun en realitet i skyttegravene. Selv storkapitalen var blevet tøjletaf den tyske krigsøkonomi og havde lært at tjene krigsindsatsens oghelhedens sag.14

Dennye socialismevar ennational socialismeog en tysk socialisme.Dette punkt uddybede filosoffen Oswald Spengler i bogen Preussen-tum und Sozialismus fra 1919. Ifølge Spengler var Marx’ afgørende fejl,at han i udgangspunktet splittede samfundet mellem proletariat ogborgerskab.15 Proletariatets ideologi var socialisme og borgersskabetskapitalisme. For Spengler gik det egentlige skel mellem kultur og civi-

13Jünger Ernst The storm of steel, London 199414Ibid. s. 214ff, 257ff15Herf Jeffrey Reactionary Modernism, Cambridge 1984, s. 50

43

lisation. I almindeligt sprogbrug kan vi i hvert fald i dag opfatte demnæsten synonymt, men i datidens konservativrevolutionære jargonvar det dén afgørende modsætning. Kultur var det uforfalskede, detegentlige og det organiske, mens civilisation betegnede det kunstlede,det uegentlige og det konstruerede; med andre ord vestlig liberalisme,materialisme og marxisme. I den forstand var civilisation et fremmed-element for Tyskland. Den egentlige socialisme var kultur, fordi denvar åndelig og havde rod i en autentisk preussisk tradition. Marx deri-mod var blot en afart af vestlig materialisme, hvorfor han slet ikke varsocialist, men tværtimod stod på samme side som kapitalismen i densangreb på Tyskland, kultur og socialisme. Tysk socialismemåtte rensesfor Marx og klassekamp. Denmåtte vise hen til det indre sammenholdi Tyskland og betone modsætningen til vesten og al dens væsen.

Modstillingen mellem Tyskland og vesten eller kultur og civilisa-tion var en variant over et klassisk konservativt tema; skepsis overfor oplysningstidens abstrakte fornuft. Men hvor konservatismen ty-pisk ikke var en afvisning af fornuft som sådan og da slet ikke afcivilisation, men blot et korrektiv til den abstrakte fornufts ubegræn-sede herredømme – et lille men, der skulle besinde fornuften på densværensforbundethed – så blev dette i den konservative revolution tilen resolut afvisning af fornuften som livsfjendtlig overhovedet.16 Denkonservative revolutions ønske om nye institutioner i gamle institutio-ners sted var ikke en pragmatisk eller realistisk funderet besindelse pånye tiders nye vilkår, men en grundlæggende afvisning af hele det fun-dament, hvorpå de borgerlige institutioner hvilede. Der var tale om enautenticitetsjargon, der ikke alene var anti-marxistisk og anti-liberal,men i dens radikalisme også anti-konservativ.

Anti-konservativ konservatisme er umiddelbart et modsætnings-fyldt udtryk, men det er blot en anden måde at udtrykke den mod-sætning, der allerede ligger i begreber som radikalkonservativ og kon-servativrevolutionær. Den konservative revolution distancerede sig daogså i særlig grad eksplicit til fædrenes konservatisme. Den blev sletog ret affejet som vraggods fra det 19. århundrede. Dette kunne til delsskyldes den reaktionære, vilhelminske konservatismes åbenlyse og til-tagende impotens. I årene efter krigen spillede den stadig en vis rolle.Det gamle konservative parti forsøgte sig med en nyorientering ved atkalde sig et folkeparti og kom til at heddeDeutsch nationale Volkspartei.Øvelsen slog fejl. Partiet slog hurtigt om og blev igen et decideret re-

16Se også Dahl Göran Radical conservatism and the future of politics, London 1999



aktionært, monarkistisk parti, et habitat for gamle officerer og junkere,der ikke formåede at tiltrække hverken de yngre konservativrevolu-tionære eller nye vælgergrupper. I 1920 var et gammelkonservativtkup søgt gennemført uden nævneværdig succes, og herefter var dengamle konservatisme mere et kuriosum end en selvstændig politiskkraft. Først da det i 30’erne fik lov til at spille medløberens rolle i dennazistiske magtovertagelse, viste det sig igen som en faktor i politik,og da var dets rolle nærmest tragisk.

Reaktion eller revolution var dog ikke konservatismens eneste mu-ligheder i Weimartyskland. Som den tysk-amerikanske historiker Kle-mens von Klemperer har påvist, fandtes der en række konservativepositioner, der kritiserede Weimar, og hvis udgangspunkt var opgø-ret med det 19. århundredes politiske tænkning, men hvis kritik sta-dig var en positiv kritik.17 Den ville ikke afvise det borgerlige sam-fund som dekadence, men vaccinere Weimar mod radikalisme medet stænk af konservativ realisme. Denne position var blandt andressociologen Max Webers, forfatteren Thomas Manns og historikerenErnst Troeltschs. Skønt de kunne følge elementer af den konservativ-revolutionære kritik, kom det tidligt til et brudmed de yderligtgåendetendenser i den konservative revolution.Nationalisten Troeltsch var enaf de første. I 1922 argumenterede han for en tysk konservatisme, derikke var et opgør med, men et forsvar for civilisation, kristendom ogden klassiske arv. Et vestligt demokrati var, hævdede han, mere endkompatibel med konservatisme. Derimod var den romantiske tradi-tion, som de konservativrevolutionære byggede på, ikke andet end enblanding af mysticisme og brutalitet. Måske mere markant undergikThomas Mann samme udvikling. Med Betrachtungen eines Unpoliti-schen fra 1918 havde han markeret sig som konservativrevolutionær,men i 1923 indså han, at konservatismen måtte besinde sig på et for-svar for republikken og demokratiet i stedet for at undergrave det. Omend de demokratiske institutioner ikke var ubetvivlelige, var de dogredskaber for civilisatorisk og menneskelig fremgang.18

Denne gruppe så ligesom de yngre konservativrevolutionære me-ningstabet i moderniteten, men hvor de konservativrevolutionæressvar var radikalisme og revolution, betonede de ældre liberale kon-servative tværtimod mådehold og forsvar for vestlige civilisatoriskeværdier. Max Weber havde allerede i sit klassiske sociologiske værk

17Klemperer, Klemens von Germany’s new conservatism, Princeton 1957 s. 9418von Klemperer s. 113f, Mann, Thomas Betrachtungen eines Unpolitisches, Frankfurt

1983

45

Kapitalismen og den protestantiske etik givet udtryk for denne holdning,hvor vestlighed, kultur og modernitet ses som sammenhængende fæ-nomener. Hvordan kunne det være, at dette netop var sket i vesten?Det var Webers grundspørgsmål.

Webers forhold til moderniteten var til stadighed præget af en dob-belthed, som bedst kan beskrives som en tvivl på dens frigørendepotentiale. På den ene side hyldede han netop vestens vestlighed oghistoriske egenart, somdet kom til udtryk i fremskridtstanken, friheds-begrebet og universalismen. På den anden siden var moderniteten hosWeber snævert forbundet med en gold formålsrationalitet, en formfor nyttetænkning, der holdt det moderne menneske indespærret i etrationalitetens jernbur.

Denne selvbetvivlende vestlighed, en ydmyg og selvkritisk oplys-ningstradition, kendetegnede denne kreds af konservative. De orien-terede sig mod vesten, anså Tyskland som et vestligt land, og deresvestlighed gik hånd i hånd med deres patriotisme. Deres konservatis-me var lig Burkes. Den var pragmatisk, organisk, frihedsorienteret ogmed et stærkt blik for det frie samfunds fundering i en national kultur.Det var netop denne vestlighed, den konservative revolution afviste.Her var vesten lig kosmopolitisk liberalisme, dekadence og kapitalis-me. Det var i høj grad Moeller van den Bruck, der satte ord på detteog formulerede, hvad han kaldte en Ostideologie, en opfattelse, hvorTyskland stod med ryggen til vesten og måtte orientere sig mod denpreussiske arv og Østeuropa. Det er den samme tanke, der går igenhos Spengler, når han taler om Preussentum, og den samme tanke, deri endnu mere ekstrem form dyrkedes på den konservative revolutionsmest radikale fløj hos Ernst Niekischs nationalbolsjevikker og GregorStrassers Schwarze Front.

Nietzsche og opgøret med kristendommen

Om den tyske filosof Friedrich Nietzsche er det blevet sagt, at denkonservative revolution var utænkelig uden ham.19 Hvad enten denkonservative revolutions brug afNietzsche ermisbrug eller en naturligfølge af Nietzsche, er det ubestrideligt, at hans tanker blev afgørendefor de konservativrevolutionære. For dem var Nietzsche først og frem-mest den Zarathustra, der forkyndte, at Gud allerede var død. Detbetød, at den moralske orden, der havde fået lov at overleve som en

19Mohler s. 29, imod dette se Roger Woods The Conservative Revolution in the WeimarRepublic, London 1996,s. 29ff



borgerlig orden efter Guds død, måtte ophæves. Hvor nogle forstodNietzsche som ren nihilisme, var han for de konservativrevolutionæreet vendepunkt i historien, indvarsleren af en genfødsel og en efter-modernitet. Løsningen fra civilisationens og borgerlighedens bånd varfrisættelsen af det blonde bæst, der lurede imennesket, og somvar detsegentlige vitalistiske menneskelighed.20 Den konservative revolutionsNietzsche var først og fremmest bebuderen af et glædeligt budskab,fyldt med livskraft og optimisme; et nyt evangelium. Hos Nietzschefandt de konservativrevolutionære et grundlæggende opgør med kri-stendommen, densmoral og dens tidsopfattelse. ArminMohler har pålinie med filosoffen Karl Löwith fremhævet netop Nietzsches cyklisketidsopfattelse som det grundlæggende filosofiske anliggende for denkonservative revolution.21

Kristendommens tidsopfattelse er lineær. Den forstår historien somen linie, der strækker sig fra skabelse over Jesu korsfæstelse til dom-medag. En tidsopfattelse er et udtryk for en bestemt moralsk orden.Den kristne må forstå sin tilværelse tidsligt; det vil sige i forhold tildet punkt i historien, hvor han står. Historien har en retning. Den erpå vej et bestemt sted hen. For den kristne bliver centrale begreber ihans forståelse af sin eksistentielle situation begreberne før og efter. Denkristne skal således forstå, at han lever efter syndefaldet, og at dette ergrundbetingelsen for hans menneskelige tilværelse og bestemmendefor hans egen opfattelse af sig selv som synder og falden. Denne tankevidereføres i konservatismen som ideen ommenneskets imperfektion.

Den kristne må forstå, at der engang i fremtiden kommer en dom.Hans blik er rettet mod horisonten, og hans tilværelse er en mangel-situation, hvor han hele tiden må stræbe efter eller håbe på den nåde,han kun kan få udefra. Sat i tiden sættes det kristne menneske ogsåunder en fordring.

Her sætter den konservativrevolutionære kritik ind, for en sådantidsopfattelse forfalsker verden. Alt bliver bevægelse mod et imagi-nært punkt i fremtiden. Den reducerer menneskets eksistens og fjernerdets egenværd, fornedrer ligefremmennesket og låser det fast i en tele-ologisk historisk proces. I stedet for at leve sit liv i troskab mod verdenog den tilværelse, som nu en gang foreligger, er det kristne menneskejorden utro, idet hans blik netop er fæstnet på et fjernt punkt i ho-

20„om moralens genealogi – et stridsskrift“ i Jensby, Arne Bang, m.fl. Idehistorisketekster I, Kbh. 1980 s. 311f

21Mohler s. 78ff, se også Löwith, KarlNietzsches Philospophie der ewigen Wiederkehr desGleichen, Stuttgart 1956

47

risonten, som bestemmer hans tilværelses værdi. Denne kritik rettersig ikke kun imod kristendommen. Den lineære tidsopfattelse videre-føres af de moderne, progressive og sekulæreskatologiske ideologier.Nævneværdig er naturligvis her marxismens dialektiske historieud-vikling, men fremhæves kan også den langt mere udbredte, almentliberale fremskridtstanke, der i tidlig og meget markant form kendesfra Condorcet, men som bedst genkendes i den generelle fremskridt-stro, som understreger den lineære tidsopfattelses ubestridelighed imoderniteten.22

De konservativrevolutionæres tidsforståelse derimod er cyklisk.Denne måde at opfatte tiden på kendes fra dagliglivet. Vi står op, gårpå arbejde, tager hjem og går i seng, blot for igen næste morgen atgøre det samme. Den kendes fra årstidernes skiften og livet, der levesindtil døden, mens andre igen fødes og tager del i tilværelsen, så slægtskal følge slægters gang. Cirklen er en måde tidsligt at udtrykke detforhold på, at ingenmoralsk og etisk orden funderet i den lineære tids-opfattelse kan opretholdes. Historiens gang er den evige gentagelse ogikke faste skridt mod stadig nye højder. Vi kan ikke længere forstå osselv sommennesker i en bedre og finere tidsalder end den foregående,ej heller kan vi forstå os selv som faldne syndere. Med den cyklisketidsforståelse er i første omgang enhver illusion brudt. Begrebsparretfør og efter erstattes af begrebet netop nu. Menneskets blik er ikke læn-gere rettet mod horisonten, men mod netop denne virkelighed, somden nu en gang foreligger.

Hvis alt er gentagelse og intet grundlæggende forandrer sig, såbetegner cirklen også en helhed, en strengt monistisk verdenstotalitet.Opgøretmed kristendommens lineære tid er derfor opgøretmed spalt-ningen af verden i dennesidighed og hinsidighed. Der er kun denneene uforanderlige og evige virkelighed.Mennesket har værdi i sig selv,netop fordi det er en del af den altomfattende enhed. Kristendommenssyndsbevidsthed og konservatismens imperfektion omformuleres tiltanken ommenneskets ufuldstændighed, hvor den enkelte skal forståsig selv som blot en del af helheden og netop som del heraf opnår sinværdi.23

Dermed er der altså grundlæggende gjort op med både det pro-gressive og det konservative menneskesyn. Hvad er da tilbage? For såvidt er vi her stadig ved nihilismen – men alligevel ikke. For bortka-

22Schanz s. 15f. Se f.eks. indledning til CondorcetEntwurf einer historischenDarstellungder Fortschritte des menschlichen Geists, Frankfurt am Main 1975

23Mohler s. 120



stelsen af enhver given moral er ikke en pessimistisk given op over fortilværelsens meningsløshed. For netop, hvor mennesket ikke på for-hånd er bundet af den betydning, en teleologisk historisk proces hargivet det, dér kan mennesket i kraft af sin egen vilje handle frit. Bort-kastelsen af enhver given moral er lig viljens ubegrænsede mulighed.Mennesket kan stadig handle og opgøret med den lineære tid betyderderfor opgøret med den kultur, der binder mennesket, og stækker detshandlekraft. Snarere end at hensætte mennesket i uvirksomhed førernihilismen for de konservativrevolutionære til livskraftsdyrkelse. Denbetingelsesløse ødelæggelse af tidens former, kristendommen og civi-lisationens spændetrøje er selve udgangspunktet for den tilstand, hvormennesket lever i skabende, kreativ frihed.

Men hvis ødelæggelsen af det bestående og ønsket om gennemhandling stadig at skabe nyt er selve kernen i den konservative revo-lution, hvordan er den så i det hele taget konservativ? Hvad ønskerden at bevare? Konservatismens forsvar for institutioner er som an-ført funderet på ideen om historisk utilitarisme; forestillingen om, athistoriens gang har tilpasset institutioner, således at de udfylder enrolle, vi måske ikke umiddelbart kan begribe, men som ikke destomindre er helt essentiel. Det ligger i denne utilitarismes historiske ka-rakter, at konservatismen også vil se med skepsis på forsøget på atskabe nye institutioner i de gamle institutioners sted. Den amerikan-ske politolog Samuel Huntington har i den forbindelse fremhævet,at konservatismen forsvarer institutionerne som formel ramme, mereend på grundlag af deres iboende, substantielle værdi.24 Skønt det-te kan problematiseres, idet den konservative ofte i sin samtid netopforsvarer en konkret institution og i dette forsvar henviser til dennesiboende egenskaber, så gør Huntington forskellen til den konservativ-revolutionære opfattelse klar. Konservatismen ser på nutiden som etresultat af fortiden og erkender derfor denne fortids rolle for nutidenog fremtiden. Fortiden og institutionerne optræder her som en vigtigarv, der skal videreføres, og en formel ramme for vores egen tilværelse.Den konservative revolution afviser opfattelsen af fortiden som arv ogafviser relevansen af tidens former.

For den konservativrevolutionære smelter fortid og fremtid sam-men i nutid. Alt er samtid. Fortiden er her ikke arv, ikke et objekt,der står uden for den enkelte, som man kan tage op og beundre. For-tiden er i nutiden som levende virkelighed. Hvordan forklarer denne

24Huntington, Samuel P. „Conservatism as an Ideology.“ The American PoliticalScience Review, 51:2 1957, s. 468

49

tænkning så det forhold, at vi det cykliske til trods kan konstatere, atverden bevæger sig og udvikler sig, at der kommer nyt og det gamleforgår? Dette spørgsmål får den konservativrevolutionære til at skelnemellem på den ene side det egentlige, nemlig helheden og varigheden,og på den anden side formen, der er midlertidig og tidsbunden. Ideenom tiden som evig gentagelse er ikke en påstand om formernes ufor-anderlighed, men en radikal påstand om skellet mellem egentlighedog form, hvor det formmæssige bliver sekundært i forhold til egent-ligheden. Denne tanke ses hos Spengler, der i Vesterlandets Underganglader de skiftende tiders ydre former være afledt af nationens sjæl, enudstrakt varighed og bestandighed, der er det forgængeliges ophav.25

Erkendelsen af skellet mellem varighed og form, medfører erken-delsen af, at formerne også kan være perverterede og perverterende.De kan pervertere det egentlige, og netop dette er tilfældet med detborgerlige samfund, kristendommen og den vestlige civilisation i dethele taget. Den konservative revolution er konservativ, hvor den vil be-vare det egentlige, og radikal, hvor den vil sønderstyrte det formelle.Dette formelle er i høj grad det, som klassisk konservatisme vil værneom.

Den konservative revolutions konservatisme ligger derfor primærti dens afvisning af ideerne fra 1789, der anskues som form. Men derligger bag det en væsentlig radikalisering af den traditionelle konser-vative organiske vækstmetafor. Idet den er et forsvar for det egentligeog autentiske bag formerne skjulte, udmønter den organiske tanke-gang sig i en revolutionær indstilling, hvis mål er ødelæggelsen afperversionens rådne gevækster, så nyt kan vokse frem af den sundekerne.

Fra heroisk individualisme til totalitarisme

Troen på handling og vilje går hånd i hånd med afvisningen af fornuf-ten. Denne genfindes også i traditionel konservatisme. Men hvor deri konservatismen er tale om en form for epistemologisk ydmyghed,der tilsiger, at vi ikke skal bilde os ind at kunne reducere verden tilet objekt, der kan forklares ved vores fornuft, så bliver det i konser-vativrevolutionær tankegang til en generel afvisning af al viden, derhæver sig op over den enkeltes eksistentielle horisont. Cirklens radi-kale helhedstanke ophæver helt den vestlige videnskabs skel mellemsubjekt og objekt; den erkendende og det erkendte. Der er tale om en

25Spengler, Oswald Der untergang des Abendlandes b. I, München 1977, s. 130ff



radikal subjektivisme, der gør al viden til vilje og dermed hverkengiver mulighed for at forankre handling i moral eller fornuft.26

Idehistorikeren Roger Woods har fremhævet den grundlæggendespænding i konservativrevolutionær tankegang mellem ønsket om etsamlende program for de konservativrevolutionære grupper og afvis-ningen af systematisk og doktrinær tænkning, som var en følge afanti-intellektualismen og den vitalistiske dyrkelse af vilje og hand-ling.27

Skulle der blive tale om en egentlig bevægelse, måtte man have enfælles vision at samles om. Som udgangspunkt var det strengt taget ik-ke problemet at opstille et program, problemet var snarere mængdenaf programmer. Fra Ernst Jüngers nationalbolsjevistiske vision i DerArbeiter fra 1932 om det evigt mobiliserede samfund til Edgar JuliusJung og Carl Schmitts mere traditionalistiske liberalismekritik var derlang vej og et rigt udvalg af politiske visioner at tage af. De mangepolitiske programerklæringer var noget, der udstillede splittelsen ogsekterismen på den tyske højrefløj. Efter nogle halvhjertede forsøg op-gaves ideen om et samlende program. Kun det revolutionære sindelagskulle binde de konservativrevolutionære sammen. Bevægelse og ikkeretning var det afgørende. En kraftig fortaler for dette standpunkt varErnst Jünger, der slog fast, at programmet ikke kunne være nedfældet,og at målet tværtimod måtte være indgraveret i de konservativrevo-lutionæres hjerter. „[V]i behøver ikke spilde ord på dette mål“28 Snartblev det forstået i den retning, at den konservativrevolutionære bevæ-gelses funktion var Johannes Døberens. Den skulle berede vejen fordet nye og ellers blot være klar til at stille sig i førerens tjeneste. Jüngersatte eftertryk på denne holdning:

At berede vejen for ham er frontsoldatens første opgave. Detbetyder at gøre en ende på indre splid, klarlægge vore ideer ogholde vores vilje til handling stærk, så vi kan smelte sammen tilén enkelt og sublim vilje, og gøre os selv til et disciplineret oganvendeligt magtværktøj.29

Manglen på politisk program fik de konservativrevolutionære tilat søge imod den stærke leder, der alene i kraft af sin viljestyrke kunne

26Denne irrationalismes grund er den tyske romantiske konservatisme, men selv herer der tale om et korrektiv til rationalismen. Se O’Sullivan s. 60

27Woods, 7328Ernst Jünger citeret i Woods, 8129Ibid, 83

51

gøre det fornødne. Dermed var den ekstreme individualistiske vitalis-me slået over i ubetinget førerdyrkelse.30 Den tyske jurist Carl Schmittsjuridisk-politiske teorier understregede dette. Carl Schmitt var ved si-den af forfatterenErnst Jünger ogfilosoffenMartinHeideggerdenmestinteressante af de konservativrevolutionære tænkere. I bøger som Detpolitiskes begreb, Die Diktatur og Politisk Teologi opstillede han en kraskritik af liberalismen og et forsvar for en stærkt autoritær stat. I ti-dens retsfilosofi, som formuleret af den østrigske jurist Hans Kelsen,kunne lovens gyldighed føres tilbage til en hypotetisk grundnorm, derselv var en påstand om lovens gyldighed. Som andre konservativre-volutionære gjorde op med moralske normer, gjorde Schmitt op medforestillingen om en juridisk grundnorm. Rettens kilde måtte findesandetsteds. Schmitt slog fast, at den udsprang af suverænens vilje ogreelle evne til handling. Suverænen var følgelig ikke retsligt eller for-melt defineret, men reelt. Han var den, der rent faktisk havde magtenog brugte den. Dette element af handling, vilje og afgørelse kaldteSchmitt for decisionen. Suverænens magt var derfor i udgangspunktetabsolut, intet bandt decisionen, retslige begrænsninger af suverænensmuligheder udsprang netop af suverænen og kunne underkendes afham.31

Hvor langt var der ikke fra den britiske statsmand Edmund Burkestanker om et samfund baseret på magtdeling til den konservativrevo-lutionære fascination af magtens udelelighed? Hvor konservatismeni lyset af sine tanker om menneskets svaghed og sin epistemologiskeydmyghed havde advokeret for en begrænsning af det politiske, førteden konservativrevolutionære afvisning af fornuft, moral og norm tilen dyrkelse af det politiske. Hos Schmitt var alle områder i udgangs-punktet mulige genstandsfelter for politisk strid. Det politiske var forham et spørgsmål om intensiteten af en given strid og ikke et apriorisksagsområde. Liberalismens fejl var netop, at den tænkte i disse sfærerog mente at kunne friholde visse sfærer for politik.

Hos Spengler opfattedes det politiske som en sfære i samfundet,der stod i modsætning til markedet.32 Hvor politik havde med vilje oghandling at gøre, var markedet og pengemagten eksponenter for mo-derne udvekslingsrelationer og formålsrationalitet. De var fremmedefor den menneskelige virkeligheds fundament. Handel var en parasit

30Ibid. 8831Se f.eks. Schmitt, Carl Politisk teologi & Romersk katolicisme og politisk form, Kbh. 2009

s. 25ff32Herf s. 57



på handling, markedet kulturens og menneskelivets ødelæggelse. Detvar lig en åndelig forarmelse, som nok gjorde det muligt at overleve,men umuligt at leve. Markedet var ødelæggelse og politisk handlingvar skabende. Det yderste udslag af politik og kreativitet var krigen.Den var et frihedsrum, hvor normløs handling var mulig, og hvorden enkelte desuden fik del i den frihed, som kun kunne opnås vedat indgå i helheden. I krigens totale ødelæggelse og kaos udspilledekreativiteten sig, og hér kunne mennesket kappe kulturens bånd ogsætte sit indre blonde bæst fri, hér kunne han leve autentisk, ubundetaf borgerlige normer og kristelig moral.

Hvor krigen blev det egentlige og samfundet det afledte, måttesamfundets organisation rette sig efter krigens krav. I hele det borger-lige samfunds ordning var der noget forlorent, der var den egentligeårsag til nederlaget i krigen. For det gamle Tysklands krigsførelse hav-de ikke været moderne i radikal forstand. Krigen havde været isolerettil fronten. Bag frontlinjerne blev det borgerlige samfund videreført,og mens sønnerne kastede sig ud i frontens stålregn, hilste fædrenestadig høfligt på hinanden, løftede hatten, nikkede og sagde god dag.Den individualistiske vitalisme slog over i en fascination af det mo-derne totalitære samfund, hvor alt var politiseret og alt underlagt det,som Ernst Jünger kaldte den totale mobilisering. Denne radikalismevar mest udtalt hos de såkaldte nationalbolsjevikker omkring ErnstNiekisch, der lod sig inspirere af stalinisme og femårsplaner. Han varigen inspireret og stod på venskabelig fod med netop Ernst Jünger,der i bogenDer Arbeiter havde tegnet konturerne af det totalitære sam-fund, hvor arbejderen realiserede sin frihedved at indgå i fællesskabetstotalitet.

Det var arbejderen, der måtte være fundamentet for det nye Tysk-land. Han var som skikkelse væsensforskellig fra borgeren, for hvemromantikkens holisme kun kunne være et udslag af eskapisme. Arbej-deren var den handlende og skabende, og i den totale mobilisering varhan ét med fællesskabet og havde derved vundet sig friheden.33

Den konservative revolution og konservatismen

Den konservative revolution er et interessant historisk fænomen, idetden skabte forbindelsemellem konservativt tankegods og den totalita-risme, som konservatismen i egen selvforståelse bekæmper. Konserva-tivrevolutionære apologeter som den tyske filosof Armin Mohler har

33Ernst, Jünger Der Arbeiter, Hamborg 1932 s. 13ff

53

søgt at etablere den konservative revolution som en verdensanskuel-se, der eksisterede uafhængigt af konservatisme og nationalsocialisme.Ifølge Mohler er den konservative revolution først og fremmest teori,mens nationalsocialismen er en praksis influeret af mange forskelligeteorier.34 Tanken omden konservative revolutions idemæssige autono-mi tjener i så fald til at gøre den til et acceptabelt svar påmodernitetensudfordringer. Den er ikke som konservatisme bagudskuende og et ud-tryk for en falleret borgerlig tilværelsesforståelse. Den er ikke fundereti et religiøst system, hvis sammenbrud ermodernitetens forudsætning,og endeligt kan den ikke drages til ansvar for nationalsocialismens ex-cesser. Som nævnt kan man på baggrund af begrebets apologetiskefunktion være betænkelig over for dets anvendelse. Men alene Moh-lers konstruktion af begrebet som et forsøg på at etablere en legitimtdvs. ikke nazistisk inspirationskilde til senere højreradikal tænkninggør begrebet interessant. Med begrebet er etableret en position mellemantikvarisk konservatisme og uantagelig nazisme, som kan opfattessom mere eller mindre legal.

Navnlig igennem den Mohler-inspirerede, franske, radikalkonser-vative filosof Allain de Benoist har tankegodset desuden arbejdet sigind i den konservative hovedstrømning. I den nyligt udgivne antolo-gi Den borgerlige Orden, redigeret af Kasper Støvring og Morten EbbeJuul Nielsen, går to af indlæggene således i debat med de Benoist.35

Lektor, ph.d. Søren Hviid Pedersen bruger de Benoist som inspirationtil en moderne konservativ politisk vision, der tager udgangspunkt ien post-kristen virkelighed, mens post. doc. Anders Ehlers Dam ladersig inspirere af de Benoists kritik af den moderne vækstideologi.

Hos de førnævnte er der tale om forsøg på at indtænke nogle ra-dikalkonservative indsigter i en mere klassisk konservativ forståel-sesramme og ikke om en videreførelse af en konservativrevolutionærtradition endsige et forsøg på at undergrave det liberale demokrati.Alligevel må vi spørge til den konservative revolutions ideologiskebeskaffenhed i lyset af denne tankegangs tilsyneladende stigende rele-vans i det senmoderne samfund, som er blevet understreget af GöranDahl, som også har påpeget den konservativrevolutionære tænkningsrelevans for det nye højre.36 Den danske historiker og journalist Adam

34Mohler, s. 935Pedersen, Søren Hviid „Nation, lov og folk“ og Dam, Anders Ehlers „Grøn kon-

servatisme“ i Nielsen, Morten Ebbe Juul & Kasper Støvring Den borgerlige orden, Kbh.2008

36Dahl, Göran „konservatisme – en kort historisk skitse“ i Anders Ehlers Dam (red.)



Holm har været inde på et lignende ærinde i sin ph.d.-afhandlingfra 2003. Han hævder, at det nye højre og mellemkrigstidens radika-le konservatisme har samme funktion. De undergraver samfundetsliberale grundantagelser. Holm begrænser sig her ikke til at tale omhøjreradikale, men taler om centrumsradikale, det som også kan kal-des det populistiske højre og herhjemme kendes fra Dansk Folkeparti.Disse centrumsradikale bliver hos Holm et råddent æble, der umærke-ligt forgifter den politisk liberale edens have. Som konklusion skriverHolm, at dagens fremmedskeptiske og ultra-nationale partier ikke eren mindre udfordring for demokratiet end de radikale konservative imellemkrigstiden.37Holmsbilledevirker noget fortegnet. I hans forsøgpå at perspektivere forsvinder nuancerne. Dansk og tysk radikalkon-servatisme er blevet tvillingebrødre, og der sættes lighedstegn mellemDansk Folkeparti, O.B. Kraft, Ernst Jünger og diverse obskure greneaf moderne højreradikalisme. Fænomenernes egenart forsvinder un-der de brede og ublidt påførte penselstrøg. Men tingene må holdesadskilt, og aktørernes verdensbilleder må tages alvorligt. Vi kan ikkebare slutte fra Spengler til Henning Kehler og fra Ernst Niekisch tilPia Kjærsgaard. Men vi kan spørge til karakteren af den konserva-tivrevolutionære tænkning og deraf sige noget om dens relevans forden genkomne værdikonservatisme, der i egen selvforståelse er et for-svar for netop det liberale demokrati, somden konservative revolutionbekæmpede.

For at gøre dette må fænomenet den konservative revolution førstog fremmest anskues i sin egen ret og ikke som det nye højres forhisto-rie eller en ouverture til Holocaust. Flere af de markante konservativ-revolutionæres personalhistorier understreger det hensigtsmæssige iikke at afskrive den konservative revolution som blot Det tredje Rigestragiske forhistorie. Oswald Spengler blev i udgangspunktet dyrket afnazisterne. Men da han i Jahre der Entscheidung fra 1933 tog afstandfra dem, blev han udsat for adskillige angreb, blandt andre af den na-zistiske filosof og Nietzsche-fortolker Alfred Baeumler, der mente, atSpengler nu havde vist sig som arbejdernes fjende.

Carl Schmitt havde i udgangspunktet knyttet sig til nazisterne ogopnåede at blive kaldt „det tredje riges kronjurist.“ Alligevel faldthan i unåde, da SS anklagede ham for at være en reaktionær, katolskopportunist snarere end rigtig nationalsocialist – hvilket i øvrigt varen meget rigtig analyse. Endnu værre gik det for nationalbolsjevikken

Forandre for at bevare?, Kbh. 200337Holm, Adam I opposition til fortiden, upubliceret ph.d. afhandling, KU 2003

55

ErnstNiekisch. Som indædtmodstander af nazismen røghanvedderesmagtovertagelse i koncentrationslejr. Han kom først ud ved krigensafslutning. På det tidspunkt var han blevet både blind og ortodoksmarxist.

Et særdeles indædt konservativt opgør med nationalsocialismenfinder man hos Edgar Julius Jung. Han var taleskriver for den konser-vative politiker Franz von Papen og en markant konservativrevolutio-nær knyttet til Die Deutschen Herrenklub. I juni 1934 holdt von Papenen tale skrevet af Jung, hvori nationalsocialismen blev udsat for envoldsom kritik. Talen skulle vække de konservative kræfter, navnlig ihæren, til modstand mod totalitarismen. Jung kritiserede nazisterneskrig mod ånd og slog til lyd for en konservativ revolution, der nok varautoritær, men ikke totalitær, og som sigtede på en kristelig genrejs-ning snarere end en nationalsocialistisk genfødsel. Han skrev blandtandet:

Med rette vender rigsregeringen sig mod den falske person-kult, der er det mest upreussiske, man kan forestille sig. Storemænd skabes ikke gennem propaganda, men vokser frem gennemderes handlinger og anerkendes af historien (. . . ) Den, der derfortaler om preussiskhed, skal højst tænke på stille og upersonligtjeneste, men allerhelst slet ikke på løn og anerkendelse.38

Jungs polemik mod nazismen, gik i høj grad på dens karakter afmoderne massebevægelse med tilknyttet personkult. Andetsteds ka-rakteriserede han den som upreussisk „byzantisme.“39 Der var taleom en traditionel konservativ kritik af de moderne massebevægelser,blot rettede den sig nu mod den moderne totalitarisme. Håbet var, atmilitæret ville kuppe nazisterne og indføre et autoritært styre, og dethvilede på en traditionel gammelkonservativ tanke om statskuppetsfortræffeligheder.40

Der var noget elitært og verdensfjernt, ja næsten naivt, i Jungs tale.Den eneste mærkbare konsekvens var da også, at han blev myrdet afSS, og der blev sat gang i kætterprocesserne mod de konservativre-volutionære dissidenter. I sidste ende blev det dog netop hæren, derdannede rammen om den konservative modstand mod Hitler. Da en

38http://www.monarchieliga.de/text/jung-edgar-julius/marburger-rede.

htm39Ibid.40Herom se Thoup, Mikkel Fornuftens perversion, Århus 2008, s. 63ff



kreds af officerer d. 20. juli 1944 forsøgte et attentat modHitler, var detStauffenberg, der i sin ungdom havde været tilknyttet en konservativ-revolutionær kreds om digteren Stefan George, der var hovedmanden.

Fremhævelsen af konservativrevolutionæres opgør med nazismenslører dog for visse sandheder. Andre kunne jo fremhæves. Den her-hjemme så kendte Werner Best havde været en fremtrædende kon-servativrevolutionær, før han gjorde karriere for nazisterne. FilosoffenMartin Heidegger kastede sig ligeledes i armene på nazisterne og udi forfølgelse af jødiske kolleger, og kort efter Hitlers magtovertagelseudgav en bred gruppe af fremtrædende konservativrevolutionære etskrift, hvor de udtrykte deres håbefulde forventninger og støtte til detnazistiske regime.41 Selv de gennemførte opgør kan problematiseres.Schmitts kontroverser med nazisterne skyldtes mere deres uvilje modham end omvendt. Spengler afviste nazismen, fordi den var for de-mokratisk og for lidt aristokratisk, mens Ernst Niekisch afviste den,fordi den var for moderat og borgerlig. I samme åndedræt som denkonservativrevolutionære antinazisme rettelig må fremhæves, må deterindres, at denne holdning ikke var motiveret af en klassisk konser-vatismes antitotalitarisme. Idehistorikeren Roger Woods har vist, atopgøret med nazismen var betinget af et selvopgør hos den konserva-tivrevolutionære.42

Mest interessant er hér Ernst Jüngers opgør med nazismen. Hansumiddelbare reaktion på magtovertagelsen var at trække sig tilbagefra det offentlige liv. Sidenhen søgte han ind i værnemagten, der varblevet et centrum for en særdeles slumrende, konservativ oppositiontil nazismen. Hans opposition var som Spenglers i udgangspunktet enelitær konservativrevolutionærs reservation over for en politisk mas-sebevægelse. Samtidig mente han som Niekisch, at nazisterne ved atdeltage i det parlamentariske liv havde gjort knæfald for det borgerligesamfund.

Men i 1939 udgav han bogen På marmorklipperne, der er blevet læstsom et opgør med nazismen. I romanen trues den gamle fredeligeMarina af skovridderen og hans kaoskræfter. Langsomt, men sikkertskrider ødelæggelserne frem,mens fortællerenoghans broderOtho sertil fra sidelinjen. De mindes, hvordan de selv engang i deres ungdoms„mauritanertid“ omgikkes skovridderen i hans hof – en tilværelse, dehar lagt bag sig til fordel for studiet af botanik, en videnskab, der i al

41Albrecht Erich Günther(red.) Was wir vom Nationalsozialismus erwarten, Heilbronn,1932 se også Woods, 132

42Woods s. 114

57

fredsommelighed beskæftiger sig med og glædes ved studiet af en påforhånd givet orden i naturen. Her er altså den aprioriske moralskeorden, som Jünger med Nietzsche havde afvist, selve livets værdi, ogstik i mod sit yngre jegs eventyrlyst skriver den ældre Jünger om denrolige, dagligdagstilværelses idealtilstand:

Først da fatter vi, hvilket lykketræf det for os mennesker al-lerede er, når vi blot lever fordringsløst i vore små samfund,under fredeligt tag, med gode samtaler og et venligt Godmorgenog Godnat. Ak, vi indser altid for sent, at allerede dermed varoverflødighedshornet åbent for os.43

Det er freden og det næsten banale dagligliv, der sætter mulig-hederne for det gode liv, og det er dette, der må værnes om. Mennetop værnes. Jünger er ikke blevet pacifist. Handling kan stadig værenødvendigt, men den heltemodige dåd er nu dikteret af nødvendig-heden og ikke ønsket om frihed. I modsætning til hans ungdommeligeoptimisme står i bogen en tragisk fatalisme kendetegnende for denkonservative. Som Jünger selv skuer også fortælleren ind i den øde-læggelse. Ødelæggelsen er ikke, som i ungdommen, muligheden. Denkonservative Jünger lever ikke i samtidighedens ubegrænsethed, mensom den fatalistiske, konservative pessimist i eftertiden og på randenaf katastrofen.

Først i denne af-radikaliserede position kan man egentlig tale omet opgør med nazismen. Den konservativrevolutionæres selvopgør erdette opgørs forudsætning. Som Thomas Mann mange år tidligerebevægede Jünger sig væk fra sin radikalisme og afskrev det, han tid-ligere havde troet for kreativitet, som destruktivitet. Først dér, hvorhan tog afskedmedNietzsche og genfandt sin plads i en allerede givetmoralsk orden, og først dér, hvor alt ikke var mulighed, men han såsig forpligtet på forsvaret af en moralske orden, blev han at betegnesom konservativ i traditionen efter Burke.

Dermed understreges også forskellen mellem en konservativ ogen konservativrevolutionær verdensanskuelse. Den konservativrevo-lutionære ville ikke kendes ved de begrænsninger, som konservatis-men hævdede som eksistensens udgangspunkt. Konservatismen haren tendens til at optræde som pessimistisk resignation eller som etkorrektiv på grundlag af dets pessimistiske menneskesyn. Edmund

43Jünger, Ernst På marmorklipperne, Kbh. 1979, 7



Burke beskriver menneskets dobbeltnatur. Vi er både natur- og kul-turvæsner. Men det er netop i kraft af vores kultur, at vi er andet ogmere end dyr. „Art is man’s nature“ skriver Burke et sted, men i kon-servativrevolutionær tankegang er kulturen en lænke, der tøjler detblonde bæst, sommå sættes fri, hvis mennesket gør sig håb om at leveautentisk. Mennesket besidder i konservativrevolutionær tankegangen egenmægtighed, som er konservatismen fremmed.

Denne egenmægtighed er konsekvens af den totale afvisning afkristendommen, ikke blot som tro, men også som verdensanskuelse.Hvad gør kristendommen vedmenneskets egenmægtighed. Hér er in-teressant at fremhæve forholdetmellem den radikalkonservativ filosofHeideggers eksistentialisme og teologen Josef Bultmanns eksistenste-ologi. Heideggers filosofi var i al væsentlighed Bultmanns udgangs-punkt. Bultmanns såkaldte afmytologisering, hvor man i stedet for attagede bibelskemyter på ordet skulle oversætte dem til en formodernemennesker forståelig tale, handlede egentlig om at læse Heidegger indi forkyndelsen. Ikke fordi Heidegger som sådan var en autoritet, menfordi Heidegger simpelthen, ifølge Bultmann, bare havde formulerethvad der allerede var sat på mytologisk form i Biblen. For begge drej-ede det sig om at leve et liv i egentlighed og begge opererede såledesmed nødvendigheden af at tage et springet fra det uegentlige til detegentlige. Ifølge Heidegger kunne mennesket af sig selv foretage dettespring. Dermed forstod hanmennesket som et i radikal forstand egen-mægtigt væsen, som kunne hive sig selv op ved håret. Men hvordaner en sådan egenmægtighed mulig? Dette var Bultmanns grundlæg-gende kritik af Heidegger. Bedre end den sindrige filosof forstod han,at det menneske, der i absolut forstand lever i uegentlighed, naturlig-vis ikke af sig selv kan komme fra dette til egentligheden. Kunne detdet, ja så levede det slet ikke rigtigt i uegentlighed, og det klare skelville ved menneskets eksempel blive grumset og ophæve selve dennetænknings fundament. Det måtte være noget andet end mennesket,noget uden for mennesket, sommennesket kunne møde, der ville sæt-te det i stand til denne bevægelse. For Bultmann var svaret troen påGud.44 Men dette var ikke en mulighed hos Heidegger, hvor Gud alle-rede i udgangspunktet var ude af billedet, og hvor netop mennesketssituation som overladt til sig selv var tænkningens pointe.

Menneskets evne til beslutning beror dér på viljen og dermed pånoget, der ikke på forhånd er underlagt rationalitetens begrænsning.

44Bultmann, Rudolf „Neues Testament und Mtyhologie“ I Bartsch, Hans-WernerKerygma und Mythos I, Hamborg 1967, s. 31f

59

Det er altså et irrationelt moment, der betinger menneskets mulighed-er. Dyrkelsen af menneskets egenmægtighed er såvel en afvisning affornuften som af Gud. Det, der hos konservatismen er en epistemo-logisk ydmyghed, erkendelsen af vores fornufts grænser, bliver hértil afvisningen af fornuften i det hele taget. Etableringen af denneegenmægtighed bygger på en cyklisk tidsopfattelse, som skelner mel-lem form og indhold og helt vender op og ned på konservatismenshistoriske utilitarisme, som bygger på ideen om fortiden som nuti-dens fundament og fremtidens mulighedsbetingelse og begrænsning.Formerne bliver til kunstighed, der på samme måde som fornuftenhæmmer viljen, perverterer den egentlighed, der er det nationale livsegentlige kilde.

Den konservative revolutions tænkning udsprang af en konserva-tiv diagnose af moderniteten – et savn af mening i en verden, hvorGud var død og alting til debat. Den delte med konservatismen enkulturkritisk tilgang til den foreliggende virkelighed, og den tog ud-gangspunkt i konservatismens opgør med modernitetens normativedimension forstået som den almene liberale politiske diskurs. Allige-vel udviklede den sig i opgøretmed kristendommens arv til en politiskog filosofisk radikalisme, der var så fremmed for konservatismen, somnogen radikalisme kunne være.

Denne artikel indledtes med en kritik af lighedstegnet mellem kon-servatisme og moderatisme. Et sådant kan kun begrundes i en ahisto-risk forhåndsdiskvalificering af konservatismens ikke moderate ud-tryksformer. Det er mere korrekt at tale om, at konservatismen står i etdilemma i forhold til historisk forandring, modernitet og radikalisme.På den ene side er Burke fortaler for moderat politik og vil med etpopulært udtryk forandre for at bevare og sætte grænser for politik.På den anden side finder man også hos Burke en meget markant af-visning af modernitetens politiske grundpræmisser. Hér er der ikketale om at gå på kompromis. Burke er ikke moderat i sin afvisningaf revolutionen og dens politiske radikalisme. Han er moderat, fordihan indædt og radikalt forsvarer et system, som kan opfattes som etmoderat system. Dette er konservatismens dilemma og den uløseligegåde, hver generation af konservative må strides om.

At sige, at der i konservatismen ligger enmulighed for radikalisme,er dog ikke det samme som at erklære den konservative revolution forgrundlæggende konservativ. Radikalisme er i sig selv et mangefacet-teret begreb. Den kan væremere eller mindre radikal, og den kan væredet på et væld af forskellige måder. Konservatismens selvforståelse, at



være en moderat ideologi, har derfor forplumret hele debatten. Meddenne definition bliver radikaliteten til et grænsebegreb. Den bliver tildet, der allerede per definition ligger på den anden side af det kon-servative, og som man ikke behøver beskæftige sig med. Men hvorman erkender, at konservatismen løber sammen med radikalismen,bliver det muligt, interessant og ligefrem nødvendigt at se nøjere påradikalismens karakter. I forhold til den konservative revolution synesdet klart, at den havde bevæget sig meget langt væk fra konserva-tismens grundantagelser. Her var det konservative dilemma, som vartænkningens udgangspunkt, endt i et grundlæggende opgørmed kon-servatismens ideologiske fundament. I en forstand var de konserva-tivrevolutionære radikale modernister. De var sorte jakobinere. I 1790havde Burke kritiseret de franske jakobinere for deres politiske radi-kalisme. De var ude af stand til at tjene menneskene på grund af deresrethaveriske idealisme. Dertil var de præget af den „gemytsbestemtetilbøjelighed til at sønderrive alt.“45 Burke kritiserede Den franske Re-volution som et udslag af filosoffer og skribenters skrivebordsutopier.Det eneste grundlag for forandring og for politik i det hele taget varfor Burke den praktisk arbejdende statsmands med møje tilvejebragteog erfaringsbetingede visdom. En sådan kritik kan også rettes modden konservativrevolutionære tænkning. Ja, mod enhver konservatis-me, som udarter sig til en sønderrivende og idealistisk radikalisme.De konservativrevolutionære var blevet jakobinere. Deres idealistiskeautenticitetstænkning ville ikke værne om det bestående og kontinui-teten,men knuse det overleverede til fordel for en ide omdet egentlige.De dyrkede den totale ødelæggelse somgenfødselens forudsætning ogville omvurdere kristendommen og modernitetens perverterede vær-dier. Deres politik stod i opgøret og bruddets tegn, deres logik kastededem i armene på totalitarismen.Den konservatisme, der efter sine egnegrundprincipper skulle have været nazismens stærkeste modstander,gjorde de til nazismens medløber og fødselshjælper.

45Burke, Edmund Tanker om den franske revolution, Tidehvervs forlag, 169

Documents

De sorte jakobinere