Slagtryk. September, 2014 - s. 2 · 2014. 9. 27. · Slagtryk. September, 2014 - s. 5 Gården er tilbage og jeg har et arbejde at gøre, jeg ved at der sidder to killinger i hjørnet

Slagtryk. September, 2014 - s. 2

Slagtryk - Tidsskrift for digte og kortprosa

nr. 7 - 2014

Ansvarshavende redaktion

Erik Scherz Andersen, Lasse Skjold Bertelsen, Joachim

Lykke Andersen og Eva Obelitz Rode.

Kontakt

[email protected]

Forfattere

Stine Bork Kristensen, Elisabeth Broeng Jørgensen,

Poul Høllund Jensen, Ine Sunde Lavik, Sofie Diemer

Leonhardt, Tina My Ljørring Pedersen og Eva Aagaard.

Udgiver

Kronstork

ISSN

1904-8165

Forside

Sarah Bodil Tierney

Opsætning

Erik Scherz Andersen

Copyright

Forfattere & Slagtryk

Først publiceret:

http://www.slagtryk.dk/category/14-09/


Tina My Ljørring Pedersen

Kattene

De siger, jeg altid har været langt væk. Jeg ved ikke, hvad jeg har været væk fra.

Jeg er her.

Mine arme kan næsten ikke løfte, men jeg skal, jeg skal have båret spanden ned i

kalvestalden, hvor kattene holder til. Mine arme er slappe, jeg ved ikke om det er

fordi jeg er for lille til spanden. Jeg husker ikke længere så godt, så langt.

Men kattene, dem husker jeg, jeg husker hver eneste kat. Kattene, de får hvert sit

navn, når de er født, bløde navne med lyde i. De samles igen når jeg kalder, når

jeg hælder mælken af spanden.

Kattenes tunger fisker mælken op, de bliver ved til truget er tomt. De drikker og

beder om mere, de har unger at tænke på, de har maver opspilede af killinger,

killinger ligger i lange rækker under tarme og organer.

Jeg ser de døde katte drikke af truget, næ. Næ sådan er det ikke, de er ikke døde,

men de ejer døden, de holder døden for mig. De er ikke døde, som alle andre er

det, som svoger og søster er det. Gården lever heller ikke længere, gården er

også væk, det ved jeg. Jeg er ikke sinke. Men jeg mærker den tæt på. Den er for

enden af mine fingre, når jeg strækker armene ud.

Og kattene er der, de samles stadig om truget - er du ikke død endnu - det

spørger de mig, de ser op på mig og venter på at mælken kommer under deres

tunger. Hvis du bare vil brygge mælk på det sidste du har, så skal vi drikke det -

det lover de mig, de lover mig at blive fri.

Jeg ser kattene, ikke som jeg ser menneskene, dem kan jeg ikke se som kattene,

næ, næ, jeg kender ikke de mennesker, deres øjne, nej. Jeg ser kun det tøj de har

om sig. Skilte der glimter med navne, en fin tynd halskæde i guld dingler over

mig, når de vasker min hud. De gemmer store tunger i deres klude, og så, så er

den store bløde, så er den store bløde bevægelse over mig. Tæt på, her. Her, her

er en anden hud mod min, jeg spinder, mens kluden kører frem og tilbage. Deres

miv er uden lyd, mundene går op og i. Lydene kommer ikke længere frem til mig,

jeg hører ikke så godt, så langt.


Kun i mørket, i mørket hører jeg så tydeligt mit hjerte slå, at jeg mærker, der er

et hjerte større end mig der slår.

Min svoger kan ikke lide kattene. Han siger at de ser på ham, venter og kræver,

at de altid kræver, med et sprog han ikke forstår. "Du gør det kun værre, med al

den fodring," siger svoger. Jeg ved ikke hvad det er, der er værre. "De ska ha

mælk for at gi deres killinger," siger jeg, ligesom søster engang sagde, jeg husker

da hun sagde det, jeg syntes hun var så god og så køn. Jeg var stolt, tænk at jeg

var hendes, hendes søster.

Men svoger tager bare den tomme spand ved døren og holder sig

væk, når jeg fodrer. Nogle gange slukker han lyset i stalden, men jeg kan se i

mørket, jeg kan se dem allesammen i mørket, også de små ufødte, som bønner i

én lang bælg, mellem tarmene, skvulpende i mælk.

Jeg ser svoger gennem døren, jeg ser ham åbne munden uden at tale, jeg ser

søster ligge på sengen med kjolen oppe. Jeg hører eller jeg ser søsters lyde med

svogers brede tunge i det våde bløde. De er unge og jeg er yngre, jeg har ingen

mand. Far døde og mor døde, og vi fik gården, søster fik gården, og svoger var

forkarl, han var så dygtig og søster fik ham. Han fik søster. Jeg har ingen mand,

og de får aldrig barnet, barnet løber tilbage igen fire gange.

Søster føder heller ikke sin knude og de hvide beholder hende,

søster kommer ikke hjem og hun bliver væk for mig.

Jeg er ikke sinke. Søster er død ligesom mor og far, men hun kom endnu længere

væk. Svoger lader som om han stadig ser hende. Jeg lægger mig på sengen med

kjolen oppe. Svoger kommer ind og tager mig i albuen, jager mig ud som om jeg

er en rotte i fadeburet. Jeg må ikke længere gå ind i svogers og søsters værelse,

hvor hans tøj ligger på en stol, mens alt søsters tøj er i skabet. Jeg har ingen

mand. Om aftenen slukker svoger lampen i køkkenet og siger jeg skal gå i seng.

Jeg tænder igen og ser ingenting. Der er nat rundt om køkkenet, jeg sidder ved

bordet og hører svoger snorke gennem væggen.

Sådan sov jeg hver nat.

Men kattene kan tåle det, kattene kan tåle det der sker dem, de bliver ikke syge

som os. De har lange bløde maver, de bærer deres små tæt ved tarmene,

hærdede, uskadte. Kattenes tarme kan klare det, jeg ved de tåler en tung kost, jeg

har fodret dem alle de år, jeg har levet.

I mørket hører jeg så tydeligt mit hjerte slå, at der er et hjerte større end mig der

slår. Jeg ligger i dyner af mælk med betræk af tarme. Noget stort spinder. Jeg

hører søster sige mit navn inde i mine vejrtrækninger, mit navn er kun to lyde, e

a, og de ligger inde under det store, det store der slår.


Gården er tilbage og jeg har et arbejde at gøre, jeg ved at der sidder to killinger i

hjørnet. De har siddet der længe nok. De er mine sidste, jeg har gemt dem, så

meget holder jeg af dem. De ser mig skrubbe gulvet, jeg kender hver flise igen. De

ser mig tage opvasken. Mine arme er så tunge, jeg kan næsten ikke løfte

suppegryden, få skrubbet det brændte af. Jeg bliver færdig med gryden, skyller

den, står med våde fingre og ser på mine sidste to.

Jeg griber dem i hovederne og maler dem til fint støv på fliserne. Stenen jeg

bruger, lå der allerede, og jeg bruger begge hænder. Frem, tilbage, om og om.

Mine hænder ryster, jeg samler støvet i spanden, og hælder mælken over. Der

spiller farver, som når benzinen lokker regnbuen ned i vandet under den nye

røde traktor.

Kattene kommer ind af køkkendøren og står på bagbenene, de lange

tunge maver hviler op ad spanden, de strækker sig for at se, om der er mælk nok

i. Jeg drypper dråbe for dråbe, jeg skal ikke være den, der bryder en aftale.

Nu er den hvid nok, siger de, kryber ned i spanden og slikker regnbuen op.


Elisabeth Broeng Jørgensen

o )

Jeg har en lygte

i min hånd

Når jeg mærker

mørket falde i mit rum

tænder jeg den

Det er en lysende

levende hånd

Et keglelys

Et kys

der scanner og finder det sted

hvor fortællingen

tager sit udspring

Når jeg oplyser det

bliver det varmt

det brænder

Og jeg venter i ilden

indtil jeg er kul

som falder fra himlen

rammer

jorden

flækker

af grin

som diamanter.


Eva Aagaard

Skoven

Når jeg tænker på togturen

ser jeg skinnerne oppefra

sorte snit ind

i en hvid flade

skoven har lagt sig

ned under blæsten

væltede træer

danner en tømmerflåde

Når toget bevæger sig

kan vi ikke se

bevoksningen langs skinnerne

kun baggrunden træder

tydeligt frem

Dine hænder er flossede

du mimer en floskel

det blæser ind

gennem et vindue

som ikke kan åbnes

*

Grimme sangfugle

i træerne

hvor alt hænger nedad

lanterner blæst

og grene med røde bær

Et hjerte slår i mudderet

eller også er det


en fisk der spræller

stormen har efterladt

forskellige spor

småsten har byttet plads

et hus er næsten

faldet i vandet

En tanke fra i går

sætter sit aftryk på dagen

et hjerte slår i tøjet

eller også er det en maskine

du har små klør

beregnet til min hud

du har en hånd

under min striksweater

*

stormen har efterladt

forskellige spor

kystlinjen ligner

ikke længere

sig selv fra kortet

fraværet af lejligheden

og ejendelene larmer

på alle sider omkring os

vinden løber ned af stierne

ubesværet af mennesker


Lejligheden

Jeg må hellere

sove ramponeret

uret slår

små slag mod huden

vi spreder de sidste

mønter over sengen

*

Han taler i

søvne om ørkener

han har en underlig

tørke i sin mund

Jeg fører samtaler

med ham i søvne

nogle gange også

når vi er vågne

hans øjne er

smallest om aftenen

*

Skabene fyldes

og tømmes

det er ikke til at sige

hvor meget

der har været

i skabene i alt

små uendeligheder i køkkenet

tingene bliver bragt

ind i lejligheden

og forlader den igen

Parken er en grøn

tåge den flyder


under vinduet

en måge lander

på gesimsen

prikker på ruden

vi har aldrig set

en fugl så tæt på

levende

*

Alt det som flyver

ind ad vinduet

fordi jeg vil

blæses i søvn

en flue er et

smykke i midterskilningen

jeg spekulerer over

fuglenes retningssans

det er vanvid

at have nogen

at vende hjem til

det er vanvid

at forholde sig i ro


Stine Bork Kristensen

Camping

Vi sover som skov og

stønner med råd eller

åbenbares som fugleunger

indimellem

Hvorfor ikke ældes

som en tungere og

tungere

discokugle

Det tykke hvide hår vi plukker fra

hinandens kranier som tulipanløg

og skumfiduser er

stjerneklart

Se duggens puslespil, be-

mærk det grådige mos


Ine Sunde Lavik

min mor lærte meg at mynter er det skitneste som

finnes

min mor lærte meg at mynter er det skitneste som finnes

alle menneskene som har tatt på dem

vært på do, klappet hunder

og tatt på dem

sa min mor, tenk på alle de hendene

jeg putter mynten i munnen, suger

smaken av alle de hendene

absorberer dem i munnhulen, slimhuden

svelger dem

menneskene, hendene

smaker jern, jord, hund

mynten klinker vått mot baksiden av tennene

det er en måte å ta inn verden på

gjennom tennene

dele inn verden i det som er mykere og det som er hardere enn tenner

når mynten er suget helt ren for menneskehender

å legge den oppå jekslene

bite hardt sammen

kjenne hvordan det knaser

i skallen

kjenne skjelettet bli til sand

en million ujevne biter av hvitt

kjenne hvordan det knaser i skrittene

sanden innenfor og sanden utenfor


for some reason lately i've been everywhere

det er skogbunnens fukt

det er mosens fukt

det er den avskallede barkens rå fukt som sitter i veggene

dette er ikke den første byen men det er den eneste

som får meg til å gå i veggene med løftet hode

jeg tar bilder av blåmerkene jeg lager en samling

jeg prøver å få til en viss symmetri

så de kan leses som rorschach-bilder

salt kan få en til å tenke på mange ting

fra nå av skal ikke smaken av salt minne meg om havet

jeg åpner saltbøssen

heller en liten dynge på håndbaken

slikker den i meg med tunge og lepper

mindre som en katt enn som et grådig menneske

sporene etter kroppen

denne gradvise oppløsningen

hvite flak på den røde hodeputen

fettflekker på vinglasset

øyevipper i vaskekummen

og at noe tjukt renner ut mellom leppene

selv om jeg presser dem hardt sammen

biter meg i kinnene

det er en uvane

å våkne hver morgen av at noen driller i asfalt

det er en uvane

å glemme for fort, å bare huske

de helt vanlige øyeblikkene

hver morgen må jeg tegne opp kroppens grenser på nytt

føre pekefingeren fra punkt til punkt

binde sammen

én for én benevner jeg kroppsdelene mine


summerer opp

til ære for blikkene gjennom vinduet

drikker jeg gin av et hvitvinsglass

fyller glasset på nytt under bordet

et glass hvitt i eget selskap

kan tolereres

jeg puster inn byluften fra veggene

og holder den inne i lungene til det verker

kjenner mose og mugg feste seg der inne og gro


Poul Høllund Jensen

copyright

grav i haven

så fuglen kan finde de fede orme

den skal pleases for at blive

den synger så pænt når vi vågner

den er ikke nogen forbrugsfugl

man kan ikke skrive på den

som på menneskehud

der er velegnet for enhver

der har modet

og kan få os til at smide tøjet

kom ind og skriv på mig

jeg vil i den grad få vejret

selv gå ud og skrive på folk

gå grassat med spritpenne

hærge i byens nætter

efterlade alle med digte på kroppen

og i morgen min tur

til at vågne bedigtet


rute 36

en søndag

hvor klapvogne triller

i retning af græs

et vejbump hvor snegle

når over i tide

et byrådsflertal

for firsporet vej


der er underlige lyde fra entreen

da jeg kommer ind ser jeg posten

stå med et brækjern

en pakke skal afleveres ekspres

han bruger værktøj når folk ikke er hjemme

han er tidligere tømrermester

men dette er mere lukrativt

nu står vi over for hinanden

jeg kender ikke de nye

omdelingsregler med værktøjsgaranti

har hævet hånden til slag

han smiler og rækker mig en brochure

om fremgangsmåden ved postomdeling

den er tyk og ildevarslende


Sofie Diemer Leonhardt

Fersken

Hun står op

Og spiser peach-melba yoghurt

Hun tænker over hvad melba er

I peach-melba yoghurt

Hun får det dårligt

Kaster melba’en op

Beholder peach’en

Hun gror et ferskentræ

I maven den morgen

Tager til yoga

Får at vide at hun skal

Slappe – helt- af- i – anus

Det er svært når ens tarme

Er lange grene på et ferskentræ

Der svajer i aircondition

Hun starter forfra

Står op

Spiser peach-melba yoghurt

Hvad fuck er melba

Hun kaster fersken op

Beholder melba’en i maven

God mavefornemmelse

Hun går ud på gaden

Der er børn der leger

Hun gylper melba’en op til dem

Som var de pingvinunger

Hun starter forfra

Spiser peach-melba yoghurt

Googler peach-melba

Og brækker begge dele op

Beholder yoghurten


Hun drikker mælk til

Slår en koldbøtte

Hun får is i maven

Det bliver formiddag


Indholdsfortegnelse

Forside af Sarah Bodil Tierney

Tina My Ljørring Kattene s. 3

Pedersen

Elisabeth Broeng o ) s. 6

Jørgensen

Eva Aagaard Skoven s. 7

Lejligheden s. 9

Stine Bork Kristensen Camping s. 11

Ine Sunde Lavik min mor lærte meg at mynter er det skitneste s. 12

som finnes

for some reason lately i've been everywhere s. 13

Poul Høllund Jensen copyright s. 15

rute 36 s. 16

der er underlige lyde fra entréen s. 17

Sofie Diemer Leonhardt Fersken s. 18

Documents

Slagtryk. September, 2014 - s. 2 · 2014. 9. 27. · Slagtryk. September, 2014 - s. 5 Gården er tilbage og jeg har et arbejde at gøre, jeg ved at der sidder to killinger i hjørnet