Side 1 af 48

Sikkerhedsdilemmaet i Østersøområdet

Af Løjtnant Mathias Simonsen Jakobsen 8. november 2018

MA-nr.: 452421, fødselsdag: 09/07/1991 Kadet, Hærens Officersskole, Forsvarsakademiet

Vejleder: Jørgen Staun, Institut for Strategi

Antal anslag: 102.444

Side 2 af 48

Abstract

This thesis seeks to examine the relationship between the North Atlantic Treaty Organization and

the Russian Federation in the Baltic Sea Region in order to determine if there is an active security

dilemma between the two actors. Further, the thesis discusses the future consequences of the iden-

tified situation between NATO and Russia. Through a realist approach to international politics, this

qualitative research is based on John Herz and Robert Jervis theory of the security dilemma. The

thesis identifies three major indicators of a security dilemma from Herz´ theory, those being fear

and uncertainty, misunderstandings and a vicious circle of security. Further, the thesis identifies the

major variables of Jervis´ theory as the offense-defense balance and the distinction between offen-

sive and defensive capabilities. Through an analysis of these indicators and variables the investiga-

tion concludes that there is an active security dilemma between NATO and Russia.

Based on Robert Jervis four worlds in his theory of cooperation under the security dilemma and with

the further application of game theory, this thesis suggests a model for graduation of the security

dilemma in three levels. The thesis concludes that the situation between NATO and Russia fits level

three of the suggested model, the most unstable level of the security dilemma.

The theory finds two probable scenarios for the consequences of the situation. In the first scenario

the situation continues in the vicious circle of security with an arms race as a result. The other sce-

nario suggests a build-up of defensive NATO capabilities in the Baltic Region in order to counter the

imbalance of conventional forces in the Baltic region compared to the Russian Western Military

District. This could lead to a status quo situation in the Baltic Region, carving the path for renewed

cooperation between NATO and Russia.

Side 3 af 48

INDLEDNING ............................................................................................................................................................... 4 PROBLEMFELT............................................................................................................................................................. 5 PROBLEMFORMULERING ............................................................................................................................................ 5 BAGGRUND ................................................................................................................................................................ 5 TEORI .......................................................................................................................................................................... 6

DEN ANARKISKE STRUKTUR OG SIKKERHEDSDILEMMAET ......................................................................................................... 6 OPERATIONELLE INDIKATORER ........................................................................................................................................ 9

Usikkerhed og frygt .......................................................................................................................................... 10 Misforståelser .................................................................................................................................................. 11 Den selvforstærkende spiral.............................................................................................................................. 12

JERVIS´ FIRE VERDENER ............................................................................................................................................... 15 Graduering af sikkerhedsdilemmaet ................................................................................................................. 17 Spilteori og samarbejde .................................................................................................................................... 17 Model for graduering af sikkerhedsdilemmaet .................................................................................................. 19

METODE ................................................................................................................................................................... 20 AFGRÆNSNING ......................................................................................................................................................... 21 ANALYSE – KAN DER IDENTIFICERES ET SIKKERHEDSDILEMMA? ............................................................................... 22

OFFENSIV-DEFENSIV-BALANCEN .................................................................................................................................... 23 SKELNEN MELLEM KAPACITETER..................................................................................................................................... 26 USIKKERHED OG FRYGT ............................................................................................................................................... 27

NATO´s blik på Rusland .................................................................................................................................... 27 Delkonklusion NATO ......................................................................................................................................... 30 Ruslands blik på NATO ...................................................................................................................................... 31 Del-konklusion Rusland .................................................................................................................................... 32 Overordnet delkonklusion ................................................................................................................................. 33

MISFORSTÅELSER ...................................................................................................................................................... 34 Den overordnede situation ............................................................................................................................... 34

DEN SELVFORSTÆRKENDE SPIRAL ................................................................................................................................... 36 Del-konklusion analyse ..................................................................................................................................... 40

DISKUSSION - FREMADRETTEDE KONSEKVENSER AF DEN NUVÆRENDE SITUATION ................................................. 40 NIVEAUET AF SIKKERHEDSDILEMMAET OG FREMTIDIGE KONSEKVENSER .................................................................................... 41

KONKLUSION ............................................................................................................................................................ 45 PERSPEKTIVERING – ET UKRAINE-SCENARIE I BALTIKUM? ........................................................................................ 46 LITTERATURLISTE ...................................................................................................................................................... 47

Side 4 af 48

Indledning Siden oprettelsen af NATO i 1949 og det der senere blev til EU i 1953 er antallet af medlemslande i

de to samarbejder kun steget. På trods af talrige indvendinger fra Rusland som er tiltaget gradvist

gennem årene, har både NATO og EU fortsat sin udvidelse mod øst, og optaget tidligere sovjetiske

stater samt tidligere warszawapagt-lande i det vestlige samarbejde (NATO Enlargement). I takt med

forskydningen af NATO og EU´s grænse mod øst er udvidelsen, set med russiske øjne, observeret

som et usikkerhedsmoment for landet, og samtidig er den russiske bekymring for en reel sikker-

hedstrussel mod landet steget.

Den vestlige opbakning til den ukrainske opposition under revolutionen i 2014, som i sidste ende

førte til et magtskifte i landet, affødte imidlertid en reaktion fra russisk side. Reaktionen var et kraf-

tigt signal om “her til og ikke længere”, da halvøen Krim blev annekteret. En af årsagerne til Ruslands

store ønske om ikke at lade Ukraine falde i hænderne på NATO, skal blandt andet findes i den stra-

tegiske “buffer-zone” som landet udgør, såfremt det skulle komme til en militær konfrontation mel-

lem NATO og Rusland.

Ser vi på tidligere udvidelser af NATO, var optagelsen af de baltiske lande i forsvarsalliancen ligele-

des centrum for russisk kritik. Situationen i Baltikum udviklede sig dog ikke til den højspændte krise

som i det østlige Ukraine, men ikke desto mindre var og må der stadig siges at være spændinger ved

Rusland og NATOs grænseland ved Baltikum. Inden for de seneste år har NATO opjusteret sin tilste-

deværelse i de baltiske lande med den såkaldte “trip-wire”, eller Enhanced Forward Presence, som

består af et styrkebidrag sammensat af soldater fra forskellige NATO-lande, med det formål at ud-

vise solidaritet med balterne i forhold til den formodede trussel fra Rusland (NATO 2016). Allerede

tidligere blev truslen fra øst diskuteret af NATO. På topmødet i 2014 blev der opnået enighed om-

kring dannelsen af Very High Readiness Joint Task Force, som skal kunne indsættes med kort varsel

for blandt andet at modgå en aggression fra øst (NATO 2014). Samtidig med NATO´s forskellige tiltag

og øvelser i Baltikum, har Rusland øget sin militære tilstedeværelse i landets vestlige militære di-

strikt, og gennemført en række øvelser, deriblandt indeholdende simulerede bombeangreb mod

Danmark og Sverige, samt et simuleret atomangreb på Warszawa (Gotkowska 2018, 86).

Side 5 af 48

Problemfelt De seneste år har der kunne spores en øget anspændthed i forholdet mellem Rusland og de vestlige

lande, og tendenserne i kommunikationen mellem stormagterne ledte blandt andet en seniorfor-

sker ved DIIS til i maj i år at skrive, at vi står overfor en ny kold krig (Videnskab.dk 2018). Rusland er

siden 2014 blevet defineret som den nye voksende trussel både i NATO-regi, men også nationalt i

Danmark i forbindelse med forhandlingerne om forsvarsforliget 2018. Dette gør situationen og den-

nes fremtidige udvikling højst aktuel for NATO såvel som det danske forsvar der bidrager til NATO´s

fremskudte tilstedeværelse i Baltikum.

Det interessante at undersøge er den magtbalance, der lige nu eksisterer i Østersøområdet mellem

NATO og Rusland og de deraf følgende konsekvenser. I og med at Rusland i forbindelse med revo-

lutionen i Ukraine demonstrerede en vilje til at intervenere militært såfremt landets sikkerhed og

interesser i nærområdet er truet, præcis som det var tilfældet i Georgien i 2008, er det interessant

at undersøge, hvorledes magtbalancen i Østersøområdet ser ud på nuværende tidspunkt. Derud-

over er det også interessant at undersøge, hvordan den eventuelt har forskubbet sig i forhold til

NATO´s planer for stationering af tropper og øvrige militære kapaciteter i området, samt de store

russiske militær-øvelser klods op af grænsen som skaber usikkerhed omkring en russisk mobilise-

ring.

Problemformulering Kan der observeres et sikkerhedsdilemma mellem Rusland og NATO i Østersøområdet, og hvilke

fremadrettede konsekvenser kan det i så fald få?

Baggrund Rusland opfatter i større grad sig selv som indesluttet af omkringliggende fjendtligt sindede stater,

og fører derfor en isoleret politik med et kraftigt anti-vestligt islæt (Persson 2018, 18-19). I 2015

offentliggjorde Rusland en ny strategi for national sikkerhed, hvori det russiske perspektiv på USA

og NATO som fjendtlige magter blev understreget, idet det beskrives hvordan disse lægger pres på

Rusland både politisk, økonomisk, militært og i forhold til information (Persson 2018, 19). I strate-

gien udtrykkes det eksplicit, at NATO´s fortsatte ekspansion samt opbygning af militære kapaciteter

tæt på den russiske grænse, hvilket må antages også at omfatte Baltikum, er i færd med at skabe

Side 6 af 48

en reel trussel mod den russiske nationale sikkerhed (Russian National Security Strategy 2015, §15).

Samtidig er antallet af militærøvelser fra russisk side som involverer atomvåben ifølge Persson ste-

get de seneste år, og landet gennemførte i september 2015 en “large-scale” øvelse med strategiske

missiler (Persson 2018, 25).

Ved NATO-topmødet i Warszawa i 2016 blev en fælles strategi for håndtering af situationen omkring

alliancens østlige grænse vedtaget (NATO 2016). Inden for de seneste år har NATO oprettet en frem-

skudt tilstedeværelse i de baltiske lande under navnet Enhanced Forward Presence, tredoblet sin

reaktionsstyrke (NATO Response Force) og herunder tilføjet en enhed til NRF´en som skal fungere

som spydspids for alliancens svar på en eventuel agression (Shea 2018, 34). Samtidig har USA øget

sin andel af udstationerede tropper i Europa, og planlægger at genudsende pansrede enheder som

blev trukket tilbage fra Europa i 2008 (Shea 2018, 37). Udover dette er den nedadgående tendens i

NATO-landenes forsvarsbudgetter vendt igen, og flere medlemslande er nu på vej mod de aftale 2%

af BNP (Shea 2018, 35). Alt i alt tegner der sig et billede af et NATO som ikke længere kun fokuserer

på truslen syd for alliancens grænse, men i stigende grad træffer beslutninger med henblik på at

afskrække Rusland fra at iværksætte væbnede aggressioner mod alliancen eller dennes samarbejds-

partnere.

Teori

Den anarkiske struktur og sikkerhedsdilemmaet Det teoretiske grundlag for hele denne opgave udspringer af en forståelse af international politik og

forholdet mellem stater, som hovedsageligt bunder i realismen. Dette perspektiv betyder, at verden

grundlæggende opfattes som et anarkisk system hvor stater, gennem selvhjælp, vil søge at sikre

egen overlevelse (Waltz 1979, 50-51). I dette anarki kan stater ikke være sikker på andre staters

intentioner, og vil derfor naturligt fokusere på ikke at blive angrebet eller udryddet af andre stater.

Netop denne strukturelle tilstand, hvori der ikke eksisterer et overstatsligt niveau som effektivt kan

garantere den enkelte stats sikkerhed, er kernen i Herz beskrivelse af sikkerhedsdilemmaet. Herz

afskriver samtidig i sin udlægning af sikkerhedsdilemmaet, at dette skulle være afhængig af en

grundlæggende aggressivitet eller vilje til samarbejde i mennesket, da sikkerhedsdilemmaet vil

Side 7 af 48

eksistere alligevel. Han pointerer, at den grundlæggende årsag til sikkerhedsdilemmaet er menne-

skets, og dermed også staters, vilje til overlevelse gennem selvhjælp. Dette betyder, at stater altid

vil være usikker på modpartens intentioner, og generelt vil opfatte en række handlinger som trusler

mod egen stat (Herz 1950, 157-158). Herz pointerer her, at stater vil søge at opnå sikkerhed for

angreb fra andre stater, gennem tilegnelse af magt, hvilket medføre en svækkelse af sikkerheden

hos de øvrige stater (Herz 1950, 157). Dette leder, ifølge Herz, videre til en ond cirkel med akkumu-

lering af magt hos de enkelte stater til resultat (Herz 1950, 157). I denne onde cirkel ligger der ifølge

Herz en selvforstærkende effekt, i og med at akkumulering af magt hos den enkelte stat i sidste

ende ikke fører til øget sikkerhed hos denne, men i stedet nærmere det omvendte (Herz 1950, 157-

158).

I forlængelse af ovenstående findes det yderligere teoretiske grundlag for analysen i Robert Jervis

teori omkring sikkerhedsdilemmaet i teksten Cooperation under the security Dilemma. Jervis bygger

videre på Herz udlægning af sikkerhedsdilemmaet, og beskriver en række variable som har betyd-

ning for funktionen af sikkerhedsdilemmaet. Jervis beskriver på linje med Herz, den centrale pointe

i sikkerhedsdilemmaet som værende, at én stats forsøg på at øge egen sikkerhed, vil føre til en

mindsket sikkerhed hos de øvrige stater i strukturen, altså en nul-sums situation (Jervis 1978, 186).

Jervis identificerer to forskellige hovedvariable som har betydning for hvorvidt sikkerhedsdilem-

maet overhovedet eksisterer, og i så fald i hvilken grad. Den første af disse hovedvariable vedrører

balancen mellem offensiven og defensiven, og med dette forstås, hvilken af de to der har fordelen.

Denne variabel ses af Jervis som enormt vigtig, da netop dette har betydning for hvordan stater vil

agere overfor hinanden (Jervis 1978, 187-188). I en verden hvor det altid vil være en fordel at være

i defensiven, vil stater ikke føle sig truet af hinanden på samme måde som hvis situationen var om-

vendt. Hvis offensiven har fordelen, vil det for staterne ikke kunne betale sig at investere i defensive

militære kapaciteter, og staterne vil derfor i stedet investere i offensive kapaciteter. Samtidig vil

fordelen til offensiven betyde, at spørgsmålet om hvorvidt det er bedst at angribe eller forsvare sig,

falde ud til fordel for angrebet. Dette skaber en langt mere ustabil situation i den anarkiske struktur,

idet staterne i sidste ende hellere vil angribe ved optræk til væbnede konflikter end at lade initiativet

være op til modparten (Jervis 1978, 188).

Side 8 af 48

Jervis inddeler yderligere spørgsmålet omkring balancen mellem offensiven og defensiven i to un-

der-variable. Disse to variable er henholdsvis teknologi og geografi (Jervis 1978, 194). Geografi-va-

riablen hænger tæt sammen med spørgsmålet om hvorvidt det er bedst at angribe eller forsvare

sig, idet Jervis forklare denne variabel som en helt lavpraktisk analyse af terræn. Eksempelvis har

grænseområder uden naturlige hindringer, hvor det er forholdsvist let at angribe ind over historisk

vist sig at være mere ustabile end grænser med naturlige geografiske hindringer såsom brede floder

og bjergrige områder (Jervis 1978, 194). Ligeledes er bufferzoner mellem stater, ifølge Jervis, med

til at mindske betydningen af sikkerhedsdilemmaet, da staten i dette tilfælde vil have tid til at for-

berede sit forsvar mod en eventuel aggression.

Den anden under-variabel som Jervis arbejder med er teknologi. Han skelner her mellem forskellige

våben og øvrige kapaciteter og disses sårbarhed overfor angreb (Jervis 1978, 196-197). Jervis pointe

er, at nogle våben giver angriberen end større fordel end den der forsvarer, men han konkluderer

dog også, at det i langt de fleste tilfælde er svært, hvis ikke umuligt, at bestemme om en bestemt

teknologi giver en fordel til den ene eller den anden side (Jervis 1978, 198). En fortolkning af Jervis

teknologi-variabel fører derfor til den konklusion, at spørgsmålet om hvorvidt et våben falder ud til

angriberen eller forsvarerens fordel, beror både på en analyse af den situation våbenet anvendes i,

men også på en analyse af hvilke kapaciteter modstanderen har til rådighed. Kun ved at medtage

disse perspektiver vil det være muligt at bibringe værdi til analysen ud fra denne variabel.

For at kunne sige noget om balancen mellem offensiven og defensiven er det dog nødvendigt at se

på det samlede billede af de to under-variable. Disse to under-variable udgør nemlig tilsammen

grundlaget for at afgøre balancen ifølge Jervis (1978, 194). Dette betyder også, at balancen ikke

nødvendigvis vil være den samme i forskellige geografiske regioner, og at den ikke vil være den

samme mellem alle parter, idet det ikke er muligt at komme frem til en universel fordel til den ene

eller anden side.

Den anden af de to hovedvariable han beskriver er, hvorvidt offensive og defensive militære kapa-

citeter kan skelnes fra hinanden (Jervis 1978, 186). Denne variabel har ligesom balancen mellem

offensiven og defensiven betydning for, hvorvidt sikkerhedsdilemmaet overhovedet opererer, og

Side 9 af 48

hvis det gør, i hvilken grad. Men hvor Jervis bemærker, at balancen mellem offensiven og defensiven

udelukkende kan lindre effekten af sikkerhedsdilemmaet, kan en klar distinktion mellem offensive

og defensive kapaciteter føre tæt på en situation, hvor sikkerhedsdilemmaet sættes ud af kraft (Jer-

vis 1978, 199). Jervis beskrivelse af offensiv-defensiv differentiering omfatter både en form for tek-

nisk differentiering, samt en differentiering som afhænger af geografi og anvendelse. Jervis beskri-

ver således i forhold til den teknologiske under-variabel, at dette indebære en klar differentiering i

forhold til om en given kapacitet kan anvendes til både angreb og forsvar (Jervis 1978, 199). Eksem-

pelvis kan en kampvogn anvendes til begge dele i kraft af dens mobilitet, mens et fort med statio-

nære kanonstillinger og en stor jordvold, i større omfang vil anses som værende rent defensivt, idet

kanonerne sjældent vil række meget langt ind i fjendtligt terræn. Den anden variabel Jervis arbejder

med er en anvendelses- / geografi-variabel. Den læner sig utrolig tæt op ad den teknologiske, idet

man i langt de fleste tilfælde må se på det samlede billede ud fra disse to variable for at bestemme

hvorvidt der kan skelnes mellem offensive og defensive kapaciteter (Jervis 1978, 202-203). Det er

således ifølge Jervis, kun meget få ting som objektivt kan anses som værende udelukkende defen-

sive. I forhold til alt øvrigt, er det nødvendigt både at se på teknologien i sig selv - har våbnet en høj,

mellem eller lav grad af mobilitet - men også hvordan det specifikt anvendes og hvor (Jervis 1978,

203-204). Jervis beskriver herefter direkte en række kapaciteter der kan anses som være overve-

jende offensive, idet deres våbenvirkning giver en fordel til en angribende styrke. Disse kapaciteter

omfatter eksempelvis panserbrydende våben og tungt mobilt artilleri, som begge dele er effektive i

forhold til at nedbryde de forsvarsværker som modstanderen måtte have opbygget (Jervis 1978,

205). Det er dog i sidste ende, ifølge Jervis, meget svært at lave en klar differentiering mellem of-

fensive og defensive kapaciteter, hvilket i mange tilfælde kan bidrage til eskalation (Jervis 1978,

205).

Operationelle indikatorer Ovenstående har beskrevet de overordnede variable som ifølge Jervis har betydning for om et sik-

kerhedsdilemma overhovedet opererer, og såfremt det gør, i hvilken grad. Yderligere er der blevet

beskrevet en række under-variable som bidrager til den overordnede analyse, og som alle både en-

keltvis, men i særdeleshed i forening, ifølge Jervis, kan bidrage til at svare på hvorvidt der eksisterer

et sikkerhedsdilemma mellem to stater. Disse variable vil i høj grad blive anvendt i den form som

Jervis har opstillet, hvorfor der ikke vil være en yderligere operationalisering her. Der vil i stedet

Side 10 af 48

vendes tilbage til Herz teori omkring sikkerhedsdilemmaet, som indeholder en række andre fakto-

rer, som ligger før den uddybende teori, som Jervis præsenterer. Følgende afsnit vil derfor præsen-

tere en praktisk operationalisering af Herz´ teori i form af en række indikatorer som vil blive anvendt

i den følgende analyse.

De første indikatorer som er relevant for analysen knytter sig til spørgsmålet om hvorvidt der kan

identificeres et sikkerhedsdilemma og tager udgangspunkt i Herz´ teori omkring dette. For direkte

at kunne besvare spørgsmålet om hvorvidt der er et sikkerhedsdilemma mellem NATO og Rusland,

er det nødvendigt at uddrage en række indikatorer på et fungerende sikkerhedsdilemma fra netop

denne teori, for derefter at søge i empirien efter forekomster af disse indikatorer.

Usikkerhed og frygt Den første af de identificerede indikatorer i Herz teori er usikkerhed og frygt. Denne indikator bun-

der i det anarkiske system med et selvhjælps-princip, som en betingelse for sikkerhedsdilemmaet,

hvilket betyder at stater aldrig kan være helt sikre på om modparten reelt er villig til at samarbejde.

Selve indholdet af denne indikator bliver dermed noget tvetydig, men det er netop i denne tvety-

dighed at fokus ligger. Som Herz beskriver, vil sikkerhedsdilemmaet ikke eksisterer hvis denne veks-

len mellem samarbejde og aggressivitet, eller med andre ord, offensiv og defensiv positur i anarkiet

ikke gør det.

Formålet med en analyse ved hjælp af denne indikator er således, at identificere hensigter omkring

samarbejde i dokumenterne fra både NATO og Rusland, samtidig med at der identificeres de steder,

hvor der omtales en eller anden form for aggressivitet hos modparten, som afstedkommer en reak-

tion. Denne aggressivitet behøver ikke nødvendigvis være udmøntet i konkrete handlinger, men kan

også findes i både direkte og indirekte hensigtserklæringer i forhold til fremtidige handlinger. Yder-

mere anses det også som en forekomst af denne indikator, hvis de enkelte parter udtrykker nogen

form på bekymring, eller på andre måder udtrykker en usikkerhed omkring modparten, også selvom

der ikke henvises direkte til aggressiv adfærd.

Analysen ud fra ovenstående indikator vil føre frem til en del-konklusion på, hvorvidt dynamikkerne

i det anarkiske system er til stede i forholdet mellem NATO og Rusland. Såfremt der findes en høj

Side 11 af 48

grad af usikkerhed i forhold til den anden parts handlinger anses udfaldet som værende positivt.

Omvendt vil et negativt udfald i forhold til indikatoren være kendetegnet ved et lokalt ophør af

dynamikkerne i det anarkiske system, som ifølge Herz også er tilfældet i eksempelvis en alliance som

NATO.

Misforståelser Den anden af de to indikatorer som er udvalgt på baggrund af Herz teori, udgør også en del af kernen

af den dynamik, der driver sikkerhedsdilemmaet frem, nemlig misforståelser. Denne indikator skal

ses som et udtryk for de handlinger de forskellige parter foretager sig, som i intentionen er defen-

sive, men som bliver opfattet som værende offensive af den modsatte part. Handlinger som falder

uden for denne beskrivelse anses ikke som at give udslag for denne indikator, idet en handling som

eksempelvis er direkte offensiv, og som opfattes offensiv, ikke vil bidrage til et sikkerhedsdilemma.

For at undersøge tilstedeværelsen af denne indikator i dokumenterne er det nødvendigt at under-

søge de forskellige beslutninger, handlinger og tiltag der findes i de to parters dokumenter, og un-

dersøge først og fremmest hvorvidt disse er defensive, og derefter undersøge i den modsatte parts

dokumenter, hvilken opfattelse denne har af handlingerne og beslutningerne. Årsagen til udvælgel-

sen af denne indikator skal som nævnt findes i Herz´teori, hvori han bemærker, at stater vil stræbe

efter at maksimere egen sikkerhed gennem tilegnelse af magt, hvilket øger usikkerheden hos andre

stater.

Denne indikator skal bidrage til at kunne analysere på, hvorvidt de to parters forsøg på både at sikre

egen sikkerhed, men også maksimere denne, på grund af grundlæggende misforståelser og mistillid

mellem de involverede parter er med til at skabe øget usikkerhed hos den anden. Udfaldet af ana-

lysen ud fra denne indikator vil anses som værende positiv i den udstrækning, at beslutninger og

handlinger fra de to parter som udføres med henblik på at øge egen sikkerhed, øger usikkerheden

hos den anden part. Modsat anses udfaldet af analysen ud fra indikatoren som værende negativ,

såfremt NATO og Rusland kan træffe beslutninger og handlinger for at maksimere egen sikkerhed,

som der ikke findes grundlag i empirien hos modparten til at konkludere mindsker sikkerheden hos

den anden part – altså såfremt der ikke forekommer forskellige opfattelser af den samme beslutning

eller handling hos NATO og Rusland.

Side 12 af 48

Den selvforstærkende spiral Den tredje og sidste indikator der er udvalgt til analysen, er den selvforstærkende spiral, som Herz

omtaler. For at undersøge denne indikator i empirien, er det nødvendigt at opstille de forskellige

udmeldinger og tiltag i NATO og Ruslands dokumenter samt i øvrig kommunikation i form af pres-

semeddelelser og lignende imellem dem, på en tidslinje. Grundlaget for udvælgelsen af udmeldin-

ger og tiltag som hører ind under denne indikator er, at disse skal være af en karakter hvor det

vurderes, at de sker som et resultat af en handling fra den modsatte part. Ved at skabe dette billede

af udmeldinger og handlinger som alle indgår i en kæde af kausale forhold, er det muligt at konklu-

derer hvorvidt den selvforstærkende spiral som Herz beskriver, også kan anvendes til at beskrive

situationen mellem NATO og Rusland, og dermed er med til at pege i retning af et eksisterende

sikkerhedsdilemma.

Udfaldet af analysen ud fra denne indikator anses som værende positivt, såfremt der kan opstilles

en tidslinje med forskellige beslutninger og handlinger som vurderes sammenhængende, og der

dermed kan ses en tydelig selvforstærkende effekt i forhold mellem NATO og Rusland. Resultatet

anses som værende negativt i forhold til indikatoren, såfremt der ikke kan identificeres denne årsag-

virkning dynamik i forholdet mellem parterne.

Disse tre indikatorer samt de tidligere nævnte analyse-variable som er hentet fra Jervis teori, kan

videre opstilles i et skema, der giver et overblik over selve indikatorerne, årsag til udvælgelsen, pa-

rametre til analyse samt grundlag for positivt eller negativt udfald.

Side 13 af 48

Variabel / Indikator Årsag til udvælgelse Parametre Udfald

Offensiv-/defensiv-

balancen

En af de to hovedvariable

ifølge Jervis teori om sik-

kerhedsdilemmaet.

Denne variabel har be-

tydning for hvor stærkt

sikkerhedsdilemmaet

kan fungere, og derfor

også for de mulige konse-

kvenser.

Teknologi-variablen

Geografi-variablen

Såfremt det vurderes at

teknologi og geografi

falder ud til fordel for

offensiven vil analysen

have et offensivt ud-

fald.

Såfremt det modsatte

er tilfældet vil analysen

have et defensivt ud-

fald.

Distinktion mellem

offensive og defen-

sive kapaciteter

Den anden af Jervis to ho-

vedvariable. Udfaldet af

denne har betydning for

om der kan eksistere et

sikkerhedsdilemma, eller

om der kan opnås en situ-

ation hvor dilemmaet

sættes ud af funktion.

Teknisk variabel

Anvendelses- /geo-

grafivariabel

Udfaldet beror på en

samlet analyse af de to

variabler. En kapacitet

som kan anvendes of-

fensivt kan således regi-

onalt anses som defen-

siv såfremt anvendel-

sen, placeringen og an-

tallet taler for det.

Usikkerhed og

frygt

Den første af de tre

grundlæggende indikato-

rer på et fungerende sik-

kerhedsdilemma ifølge

Herz. Hvis stater kan læse

hinandens intentioner ty-

deligt, vil sikkerhedsdi-

lemmaet enten svækkes

eller ophøre.

Omtale af aggressio-

ner og øvrig offensiv

adfærd fra modpar-

tens side, samt

manglende forstå-

else af dennes inten-

tioner.

Positivt udfald

En kombination af de to

parametre til stede i

begge parters doku-

menter og udtalelser.

Negativt udfald

Ingen tilstedeværelse af

ønsket om samarbejde

Side 14 af 48

Vilje til samarbejde

med den anden part

samt en tro på at

denne vil samar-

bejde.

samt tro på at modpar-

ten vil samarbejde.

Misforståelser Den anden af de tre

grundlæggende indikato-

rer. Knytter sig til oven-

stående idet usikkerhe-

den vil fører videre til fejl-

fortolkning af konkrete

tiltag og handlinger i for-

hold til om disse er offen-

sive eller defensive.

Konkrete handlinger,

tiltag og aktiviteter

hos begge parter, der

udtrykkes som de-

fensive men som op-

fattes som offensive

af modparten.

Positivt udfald

Handlinger som er

møntet på at øge sik-

kerheden hos den ene

part øger usikkerheden

hos den anden part.

Negativt udfald

Handlinger, tiltag og ak-

tiviteter med henblik på

at øge egen sikkerhed

kan gennemføres uden

at den anden part op-

fatter sin sikkerhed som

mindsket.

Den selvforstær-

kende spiral

Den sidste af de tre

grundlæggende indikato-

rer. Ligeledes den afgø-

rende indikator på et fun-

gerende sikkerhedsdi-

lemma med den ak-

tion/reaktion dynamik

som dette indeholder.

En række af handlin-

ger, tiltag og aktivite-

ter fra begge sider

der sker som følge af

hinanden.

Positivt udfald

Der kan påvises et kau-

salt forhold mellem par-

ternes handlinger, tiltag

og aktiviteter, ud fra di-

rekte udmeldinger fra

parterne om at disse

sker som en reaktion.

Side 15 af 48

Med ovenstående analyseapparat som grundlæggende præmis for analysens første del er det mu-

ligt, gennem en analyse af dokumenterne fra NATO og Rusland, at kunne konkludere, hvorvidt der

er et eksisterende sikkerhedsdilemma mellem parterne. Det næste afsnit vil derfor indeholde en

yderligere præsentation af Jervis teori omkring sikkerhedsdilemmaet, i hvilken han opstiller de tid-

ligere nævnte hoved-variable i et skema med fire forskellige verdener, som kan anvendes til at ran-

gerer sikkerhedsdilemmaet. Denne del af Jervis´ teori skal bidrage til at besvare den anden del af

projektets problemformulering omkring de fremtidige konsekvenser af det nuværende forhold mel-

lem de to parter, ved at anvende disse til at opstille en model for graduering af sikkerhedsdilemmaet

ud fra disse verdener. Gennem tilføjelse af spilteori til denne model vil der kunne opstilles en række

mulige konsekvenser for de enkelte niveauer, hvilket daner grundlaget for indledningsvist hvilket

niveau, situationen kan placeres på, og efterfølgende hvilke mulige konsekvenser der er.

Jervis´ fire verdener Jervis anvender ovenstående variabler til at opstille fire forskellige verdener, som alle fire præsen-

terer forskellige udgangspunkter for sikkerhedsdilemmaets funktion og styrken af denne. I den før-

ste verden som Jervis beskriver er det ikke muligt at skelne mellem offensive og defensive kapaci-

teter, hvilket betyder en stor risiko for misforståelse af andre staters hensigt. Samtidig har offensi-

ven en fordel, hvilket i sammenhæng med den manglende mulighed for at skelne, betyder at staters

bedste mulighed for at åbne egen sikkerhed, specielt i situationer hvor der hersker tvivl om andres

hensigter, er at angribe først. Ifølge Jervis er denne situation derfor meget ustabil og våbenkapløb

vil være meget sandsynlige (Jervis 1978, 211).

I den anden verden er sikkerhedsdilemmaet stadig tilstedeværende ifølge Jervis, men dog ikke lige

så kraftigt som i den første verden. I denne verden kan der stadig ikke skelnes mellem offensive og

defensive kapaciteter, men hvor det tidligere var offensiven der havde fordelen, er det her defensi-

ven. Dette betyder, at stater der søger at øge egen sikkerhed gennem investering i militære kapaci-

teter, ikke vil mindske andre staters sikkerhed lige så meget som de øger deres egen (Jervis 1978,

212). Da staterne stadigvæk ikke kan skelne mellem offensive og defensive kapaciteter, og dermed

ikke med sikkerhed kan aflæse modpartens intentioner, vil størrelsen af de enkelte parters investe-

ringer i militær være en betydende faktor i denne henseende. En af udfordringerne i denne verden

udspringer ifølge Jervis af denne usikkerhed, da en stats store investeringer i militær ikke

Side 16 af 48

nødvendigvis betyder intentioner om aggression, men også kan være forårsaget af statens usikker-

hed og behov for egen sikkerhed. En fejlfortolkning fra modparten vil ifølge Jervis føre til en forvær-

ring af sikkerhedsdilemmaet på trods af den mere stabile situation sammenlignet med den første

verden (Jervis 1978, 212).

Den tredje verden er en situation hvor der kan skelnes mellem offensive og defensive kapaciteter,

og hvor offensiven har fordelen. Et fungerende sikkerhedsdilemma er ikke nødvendigvis et naturligt

udfald af dette scenarie, da stater har muligheden for at øge sin egen sikkerhed gennem investering

i klart identificerbare defensive foranstaltninger (Jervis 1978, 213). Det afgørende i denne verden er

ifølge Jervis, i hvor høj grad offensiven har en fordel. En stor fordel til offensiven kan tilskynde stater

til at angribe før modparten gør det, i stedet for at risikere det omvendte. Dette betyder at der her,

ligesom i den anden verden, er plads til at fortolke på andre staters intentioner, og at disse stadig

kan misforstås alt efter hvor stor den offensive fordel er (Jervis 1978, 213).

Den fjerde og sidste verden er et scenarie, hvor der kan skelnes mellem offensive og defensive ka-

paciteter, og hvor defensiven har fordelen. Dette betyder ifølge Jervis, at de førnævnte variable som

kunne forstærke sikkerhedsdilemmaet i den tredje verden ikke eksisterer. En situation mellem sta-

terne som falder inden for denne verden vil betyde en forholdsvis stabil struktur (Jervis 1978, 214).

Såfremt defensiven har en tilpas stor fordel, vil der ifølge Jervis ikke være nogen umiddelbare sik-

kerhedsproblemer mellem status-quo stater (Jervis 1978, 214).

Jervis beskriver afslutningsvist, hvordan de enkelte scenarier påvirkes af tilstedeværelsen af atom-

våben. Eksempelvis pointerer han, at der i et scenarie inden for den fjerde verden, stadig vil eksi-

stere muligheden for konflikt på et sub-atomvåben niveau, og at der således også vil eksistere kon-

flikter mellem stater som kan henledes til sikkerhedsdilemmaet - dog også på områder som vedrører

andet end direkte militær magt (Jervis 1978, 214).

Side 17 af 48

Graduering af sikkerhedsdilemmaet Ud fra ovenstående beskrivelse af Jervis fire verdener, som han opstiller på baggrund af hoved-

variablerne offensiv-defensiv-balancen samt distinktionen mellem offensive og defensive kapacite-

ter, vil der i nedenstående afsnit blive præsenteret en graduering af sikkerhedsdilemmaet. Denne

graduering vil være en operationalisering af tre af de fire verdener, idet der afgrænses fra Jervis

fjerde verden i den videre analyse og diskussion. Jervis fjerde verden, der beskrives som den mest

stabile af de fire verdener, hvor det er muligt at differentiere mellem offensive og defensive kapa-

citeter, samtidig med at defensiven har så stor en fordel, at det ikke vil give mening for stater at

investerer i offensive kapaciteter, er således ikke inddraget i nedenstående graduering af sikker-

hedsdilemmaet. Årsagen til dette skal blandt andet findes i, at en sådan situation mellem NATO og

Rusland vurderes som værende overvejende usandsynlig, idet Jervis selv tilkendegiver, at en sådan

situation sidst eksisterede i starten af 1900-tallet inden udbruddet af Første Verdenskrig, mens han

understreger det faktum, at verdens ledere ikke formåede at analyserer situationen korrekt på trods

af den forholdsvise åbenlyshed (Jervis 1978, 214).

De tre øvrige verdener vil blive anvendt som ramme til at opstille tre forskellige niveauer af sikker-

hedsdilemmaet, hvor det laveste niveau i Jervis øjne vil være det ”svageste” sikkerhedsdilemma,

mens det højeste niveau repræsenterer det stærkest fungerende sikkerhedsdilemma. Til at supple-

rer Jervis verdener i de tre niveauer, vil hans udlægning af spil-teori ud fra ”stag hunt”-dilemmaet

blive præsenteret, og senere anvendt til at diskutere de fremtidige implikationer af den nuværende

situation mellem NATO og Rusland.

Spilteori og samarbejde Udover viderebygningen af teorien omkring sikkerhedsdilemmaet, herunder inddelingen i de fire

verdener, præsenterer Jervis også en udlægning af spilteori som bunder i Jean-Jacques Rousseaus

beskrivelse af hjorte-jagten (Jervis 1978, 167). Jervis skriver, at i et hvilket som helst samarbejde, vil

de enkelte aktøres rækkefølge af præferencer i forhold til udfaldet af situationen være den samme.

Denne rækkefølge er på et internationalt niveau som det første, samarbejde og nedrustning. Som

det andet at opretholde oprustningen mens de andre stater nedruster. Som det tredje, at opret-

holde oprustningen mens de andre stater gør det samme, og som den fjerde og sidste præference,

nedruste mens de andre stater opretholder oprustningen (Jervis 1978, 167). Han udlægger herefter

Side 18 af 48

den helt væsentlige pointe i forhold til dilemmaet som er, at såfremt en stat ikke er overbevist om

at en anden stat vil vælge at samarbejde, vil den første stat også selv vælge at lade være (Jervis

1978, 168). Selvom to eller flere stater efterfølger det samme mål, vil det derfor, ifølge Jervis, ikke

altid være muligt for dem at nå det.

Jervis beskriver en række yderligere perspektiver, som er vigtige i forhold til en status quo mellem

to stater, som han mener ikke ligger i jagt-dilemmaet. Det første af disse er en bekymring om, at

selvom der er opnået en status quo mellem to stater, vil den ene i fremtiden kunne blive utilfreds

med denne status quo i kraft af ændrede beslutningstagere, nye muligheder og skiftende nationale

interesser (Jervis 1978, 168). Det andet problem er ved en beskyttelse af de nationale interesser

som kræver kontrol og indflydelse over områder uden for statens eget territorium. Han pointere

efterfølgende, at et sammenfald mellem forskellige staters interne eller eksterne interesser som

involvere en tredjeparts territorium, vil kunne drive stater til forebyggende indgreb med henblik på

at sikre statens egen sikkerhed (Jervis 1978, 168).

Der er dog, ifølge Jervis, en række tiltag som kan øge chancen for samarbejde mellem to parter. Det

første af disse er ethvert tiltag, som øger det den enkelte stat vinder ved et gensidigt samarbejde,

og/eller mindsker det, den enkelte stat taber hvis denne vælger at samarbejde, og den anden ikke

gør (Jervis 1978, 171). En anden mulighed er tiltag der mindsker tilskyndelsen til at afvige ved at

mindske det stater vinder ved at udnytte den anden, eller ved at øge prisen for gensidig afvigelse.

Det tredje og sidste tiltag Jervis nævner, er ethvert der øger den enkelte stats forventning om at

den anden stat har tænkt sig at samarbejde (Jervis 1978, 171). Det er netop den enkelte stats be-

kymring om at blive udnyttet af andre stater, altså en situation hvor staten vælger at samarbejde

og den anden ikke gør, som er kernen i den dynamik som driver sikkerhedsdilemmaet. Jervis påpe-

ger dog, at en situation hvor prisen for en stat er lav ved at samarbejde mens modparten ikke gør

det, vil betyde at beslutningerne i det internationale spil ikke nødvendigvis vil blive taget simultant,

men at den ene part kan vente på den andens ageren, for derefter selv at reagere (Jervis 1978, 172).

Således kan en stat, som ikke kan blive besejret ved et overraskelsesangreb, lettere stole på andre

stater idet staten har en margin som gør at denne ikke behøver at matche modpartens militære

kapaciteter i fredstid. Der vil i stedet være mulighed og tid til at opbygge dette i krigens første fase.

Side 19 af 48

Med udgangspunkt i de tre af Jervis fire verdener, og med input fra spilteorien, kan de tre niveauer

opstilles i følgende model til anvendelse i diskussionen af konsekvenser:

Model for graduering af sikkerhedsdilemmaet Niveau 1

Udgangspunkt

Niveauet tager udgangspunkt i Jervis tredje ver-

den. I denne verden har offensiven en fordel,

mens der kan foretages en distinktion mellem

offensive og defensive kapaciteter

Mulige konsekvenser

Konsekvenserne for samarbejde er i denne ver-

den afhængig af hvor stor en fordel offensiven

har. På grund af muligheden for distinktion mel-

lem offensive og defensive kapaciteter kan sta-

tus quo stater indtage en defensiv positur som

ikke truer andre stater, og samtidig udvise sam-

arbejdsvilje. Dog er mulighederne for samar-

bejde vanskeliggjort af, at det ved optræk til

sammenbrud af samarbejdet kan være en for-

del for den enkelte stat at angribe først, såfremt

offensiven har en stor nok fordel. Ifølge Jervis

spilteoretiske udlægning vil muligheden for

samarbejde i denne verden kunne styrkes ved

at øge værdien af gensidigt samarbejde mellem

staterne, mens prisen for at springe fra samar-

bejdet øges for den enkelte stat. Samtidig kan

staterne investerer i defensive kapaciteter frem

for offensive, hvilket spilteoretisk vil øge den

anden sides forventning til at den enkelte stat

rent faktisk vil samarbejde.

Niveau 2

Udgangspunkt Mulige konsekvenser

Side 20 af 48

Niveauet tager udgangspunkt i Jervis anden

verden, hvor defensiven har en fordel, og hvor

det ikke er muligt at skelne mellem offensive og

defensive kapaciteter.

I og med at defensiven har en fordel i denne

verden, vil det ifølge Jervis spilteori være muligt

for den enkelte stat at vente med at reagere til

modpartens træk er erkendt. Derfor vil der i

denne verden eksisterer en mulighed for at

skabe et meningsfyldt samarbejde mellem to

parter, idet prisen for at stole på en stat som

springer fra samarbejdet ikke vil være lige så

høj som i en verden hvor offensiven har forde-

len.

Niveau 3

Udgangspunkt

Niveauet tager udgangspunkt i Jervis første ver-

den, hvor offensiven har en fordel, og det ikke

er muligt at skelne mellem offensive og defen-

sive kapaciteter.

Mulige konsekvenser

På grund af fordelen til offensiven vil der på

dette niveau være stor mistillid til andre stater.

Fordelen som den enkelte stat kan vinde ved at

springe fra samarbejde bliver større, jo større

fordelen til offensiven er. Samtidig vil prisen en

stat må betale ved at blive udnyttet af andre

stater være høj. Med mindre at forskellen mel-

lem mulig vinding og muligt tab kan nedbringes,

vil stater sigte efter at afvige fra samarbejdet

som de første, hvilket øge risikoen for krig.

Metode Med udgangspunkt i fagets grundlæggende traditioner, vil jeg undersøge den ovenstående pro-

blemstilling ud fra den deduktive metode. Jeg vil derfor tage udgangspunkt i teorien omkring sik-

kerhedsdilemmaet, og herfra undersøge mit empiriske materiale. Jeg går således ikke ind til under-

søgelsen af problemstillingen med en overordnet hypotese, men er i stedet interesseret i at under-

søge forekomsten af et fænomen som det er beskrevet i teorien. Dette er konkret blevet gjort ved

at operationalisere teorien gennem en udvælgelse af de vigtigste begreber og “symptomer” på

Side 21 af 48

sikkerhedsdilemmaet. Efterfølgende vil jeg dykke ned i den udvalgte empiri i form af dokumenter

fra NATO og Rusland, og her opstille min analyse i flere dele bestemt af de udvalgte parametre fra

teorien.

Det skal her tilføjes, at der ikke er anvendt primærkilder i forhold til de russiske dokumenter der er

inddraget i opgaven. Da forfatteren til denne opgave hverken læser eller forstår russisk, har det

udelukkende været muligt at inddrage russiske dokumenter og udtalelser i det omfang, at de har

været oversat til engelsk. En række af de benyttede kilder kommer fra et online engelsksproget

russisk nyhedsmedie, som i artiklerne citerer en række russiske politikere, og jeg har grundlæggende

tillid til at Russia Today har refereret og oversat disse citater korrekt. Anderledes forholder det sig

med oversættelserne af den russiske nationale sikkerhedsstrategi samt Ruslands Militærdoktrin.

Disse dokumenter er oversat af personer som det ikke har været muligt at verificere. Jeg har derfor

afsøgt en række andre kilder som beskriver disse dokumenter, med henblik på at verificere indhol-

det af disse dokumenter og har fastslået at budskaberne i de anvendte oversættelser stemmer over-

nes med andre kilders referencer til de originale dokumenter.

Afgrænsning I denne opgave arbejdes der med en snæver definition af sikkerhedsbegrebet, som i videst mulige

omfang udelukkende vil omhandle militære magtmidler. Der afgrænses således i den første del af

analysen fra et bredere sikkerhedsbegreb i og med at forhold som falder under blød magtanven-

delse samt hårde magtforme ud over militær ikke inddrages i hverken empiri eller analysen. I opga-

vens analyse af om der kan identificeres et sikkerhedsdilemma mellem NATO og Rusland afgrænses

der i videst muligt omfang fra atomvåben samt fra øvrige langtrækkende våbensystemer. Denne

afgrænsning sker ikke på baggrund af en opfattelse af at disse er uden betydning, men udelukkende

ud fra et hensyn til rådige ressourcer til udarbejdelse af opgaven samt opgavens maksimale omfang.

Dette betyder ligeledes, at begrebet deterrence i forhold til atomvåben heller ikke vil blive behand-

let i opgaven.

Denne opgave beskæftiger sig med de forhold mellem Rusland og NATO, som vurderes at have en

indflydelse på situationen omkring Baltikum. Derfor er der afgrænset fra øvrige

Side 22 af 48

uoverensstemmelser mellem de to parter, herunder konflikten omkring Arktis. Samtidig tages der

forbehold for faktorer omkring borgerkrigen i Syrien, hvor de to parter støtter hver sin side af krigen,

og som derfor nødvendigvis også må påvirke det overordnede forhold mellem NATO og Rusland.

Historisk set er der med udgangspunkt i Ukraine-krisens start i 2014, afgrænset fra krigen i Georgien

i 2008 i forhold til undersøgelsen af hvorvidt der eksisterer et fungerende sikkerhedsdilemma. Ud

fra de NATO-dokumenter og udtalelser som er anvendt til denne opgave vurderes det, at den for-

holdsvist hurtigt overståede krig ikke har påvirket dynamikken omkring et sikkerhedsdilemma mel-

lem NATO og Rusland i en sådan grad, at en analyse af denne situation vil bibringe yderligere værdi

til analysen i opgaven.

Årsagen til ovenstående afgrænsninger omkring forholdet mellem Rusland og NATO ud over Øster-

søområdet, skal findes i opgavens tidsmæssige og geografisk afgrænsede interessefelt. Samtidig be-

ror det på en konkret vurdering i forhold til rådige ressourcer til udarbejdelsen af dette projekt,

tidsaspektet i forhold til en gennemgående undersøgelse samt hensynet til det maksimale omfangs-

krav for projektet. Det er derfor vurderet, at de forhold der kan argumenteres for kun påvirker situ-

ationen omkring Baltikum indirekte, kan udelades i denne opgave, mens der stadig kan opnås en

værdifuld analyse af det nuværende forhold mellem NATO og Rusland samt de fremtidige konse-

kvenser af denne ud fra det empiriske materiale som er inddraget i opgaven.

Analyse – Kan der identificeres et sikkerhedsdilemma? Ud fra ovenstående teori-afsnit er det relevant at dele analysen ind i flere del-analyser. Analysen vil

blive opbygget ovenfra og ned hvilket betyder, at der først vil blive arbejdet med de overordnede

variable fra Jervis teori, for at fastslå hvorvidt forudsætningerne for et opererende sikkerhedsdi-

lemma er til stede. Efterfølgende vil der blive taget hul på en analyse gennem de indikatorer som

blev identificeret tidligere med henblik på at fastslå om der kan identificeres et reelt sikkerhedsdi-

lemma mellem NATO og Rusland. Denne analyse vil blive opbygget som en tematisk analyse, hvor

de enkelte indikatorer anvendes som udgangs- og omdrejningspunkt for de enkelte afsnit. Den før-

ste af disse indikatorer er usikkerhed og frygt omkring andre staters fremtidige intentioner, da dette

er en af nøglerne til tilblivelsen af et sikkerhedsdilemma. Den anden indikator er intentionen fra den

enkelte stat omkring defensive handlinger, som fra modpartens perspektiv opfattes som

Side 23 af 48

aggressioner. Den tredje og sidste indikator som vil blive inddraget i analysen, er den selvforstær-

kende spiral, som vil eksistere ved tilstedeværelsen af et sikkerhedsdilemma. Som beskrevet oven-

for i metoden vil disse indikatorer blive behandlet én ad gangen i del-analyser, hvori der vil blive

inddraget empiri i form af dokumenter fra NATO´s topmøder, samt dokumenter udformet og god-

kendt af den russiske regering, herunder nationale sikkerhedsstrategier og overordnet militærdok-

trin for den russiske føderation.

Offensiv-defensiv-balancen En af de afgørende variabler i forhold til sikkerhedsdilemmaet er som tidligere nævnt balancen mel-

lem offensiven og defensiven, da dette har betydning for hvorvidt der er årsag til mistillid og uba-

lance mellem stater i det anarkiske system. Følgende afsnit vil derfor tage udgangspunkt i de to

beskrevne under-variable geografi og teknologi, i en analyse af hvorvidt der eksisterer en fordel til

offensiven eller defensiven i området omkring Baltikum. Det empiriske udgangspunkt for denne

analyse er rapporterne Reinforcing Deterrence on NATO´s Eastern Flank samt Assessing the Conven-

tional Force Imbalance in Europe udfærdiget af Rand Corporation. Udgangspunktet for den første

rapport er en række krigsspil som er gennemført med militære eksperter på begge sider af “fronten”

mellem NATO og Rusland i de baltiske lande, og simulerer et russisk angreb på de baltiske lande.

Udgangspunktet for den anden rapport er en omfattende analyse og vurdering af NATO´s og Rus-

lands kapaciteter siden afslutningen af Den Kolde Krig.

I forhold til teknologi-variablen er det relevant at kigge på, hvilke kapaciteter de to parter besidder

i grænselandet på nuværende tidspunkt, samt hvilke planer der eksisterer omkring udstationering

af yderligere styrkebidrag, herunder hvilke typer af enheder der planlægges på at udstationere. De

nuværende russiske kapaciteter favner bredt, og dækker helt fra let-pansrede enheder med tilhø-

rende infanteri, og til et større antal kampvognsenheder. Helt konkret rådede Rusland i 2016 blandt

andet over fire kampvognsbataljoner, fem mekaniserede infanteribataljoner og fem motoriserede

infanteribataljoner i det vestlige militære distrikt (RAND 2016, 5). Samtidig er disse enheder støttet

af sammenlagt ti artilleribataljoner som dækker over både rør-artilleri, tunge raketkastere samt

middeltunge raketkastere (RAND 2016, 5). Til sammenligning rådede NATO i 2016 ifølge RAND over

sammenlagt fem infanteri- og let-infanteribataljoner i Estland, to i Letland samt to mekaniserede-

og to motoriserede-infanteribataljoner i Litauen. Udover disse nationale styrker, hvis

Side 24 af 48

soldatertræning og tekniske udrustning lader noget tilbage at ønske, rådede NATO ligeledes over

amerikanske styrker i form af to luftbårne infanteribataljoner samt en mindre luft- samt combined

arms kapacitet. Det overordnede billede der tegner sig for regionen, er en stor fordel til Rusland

over NATO i forhold til konventionelle styrker. I RAND rapporten offentliggjort i 2018 fremgår det,

at NATO i 2017 rådede over sammenlagt 31.813 soldater i Baltikum fordelt på de baltiske landes

egne styrker, amerikanske styrker samt styrkerne fra NATO´s Enhanced Forward Presence. Til sam-

menligning rådede Rusland i landets vestlige militære distrikt sammenlagt over 78.000 soldater

(RAND 2018, 7). I forhold til mere højteknologiske kapaciteter rådede NATO i 2017 ifølge RAND rap-

porten over 5457 kampfly, mens Rusland kun rådede over 1251. Kampflyene var dog ifølge RAND´s

krigsspil fra 2016 ikke med til at give en teknologisk fordel til defensiven, idet den teknologiske for-

del som Rusland besidder rent offensivt i form af landets 757 kampvogne mod NATO´s 129 ikke blev

imødegået af NATO´s kampfly.

Jervis beskriver blandt andet, at en vurdering af omkostningerne ved enten at forsvare sig og deref-

ter angribe, eller ved at angribe først er afgørende for hvilken side fordelen falder ud til. Ses der helt

overordnet på resultatet af den række krigsspil som er blevet gennemført af RAND, er det tydeligt

at det for NATO på ingen måde kan betale sig at absorbere Ruslands angreb, for derefter at iværk-

sætte et modangreb efter en større mobilisering inden for alliancen. Dette tegner umiddelbart et

billede af at der eksisterer en teknologisk fordel for offensiven i regionen ud fra en analyse af de

kapaciteter der befinder sig på begge sider af grænsen. RAND analysen fra 2018 fastslår, at de se-

neste års modernisering af den russiske hær har betydet at Rusland har opnået en fordel over NATO

i forhold til combined-arms operationer, idet NATO de sidste mange år har restruktureret sine styr-

ker med henblik på udsendelse af lette enheder til stabiliseringsoperationer. I samme tidsrum har

Rusland opgraderet sin teknologi og har opnået en fordel i integreret luftforsvar, langtrækkende

artilleri, panserbrydende kapaciteter og electronic warfare (RAND 2018, 5-6).

Spørgsmålet til senere diskussion er dog, om der virkelig eksisterer denne store fordel til offensiven,

eller om denne vurdering nærmere er et resultat af den anseelige forskel der er på tilstedeværende

konventionelle styrker på hver sin side af grænsen mellem NATO og Rusland. RAND fastslår således,

at Rusland totalt set på ingen måde overgår NATO i forhold til teknologiske militære kapaciteter, og

Side 25 af 48

der vil således være tale om en lokal offensiv fordel i forhold til teknologi afgrænset til de styrker

der befinder sig i regionen (RAND 2018, 2-3).

Begge parter har ligeledes, og er yderligere i færd med, at udbygge den militære infrastruktur i

grænselandet som skal sikre tilgang af styrker fra reserven i forbindelse med eskalation til væbnet

konflikt. Disse infrastrukturelle tiltag kan således både styrke offensiven og defensiven, hvorfor

disse ikke udgør det afgørende udslag i forhold til den ene eller den anden side. Dette knytter sig

dog til den anden undervariabel som også har betydning for om fordelen falder ud til offensiven

eller defensiven.

Geografi-variablen er også yderst relevant i forhold til at bestemme om fordelen falder ud til offen-

siven eller defensiven. Jervis beskriver, hvordan naturlige hindringer i form af eksempelvis bjergkæ-

der, floder og lignende, samt såkaldte bufferzoner er med til at mindske den fordel offensiven har,

og dermed også mindske effekten af et eventuelt sikkerhedsdilemma. Historisk set har de baltiske

lande i årene siden sovjetunionens fald udgjort en sådan bufferzone mellem NATO og Rusland, men

med optagelsen af de baltiske lande i alliancen er denne zone forsvundet. Dette betyder, at der på

nuværende tidspunkt ikke er specielt langt mellem de to parters militære landstyrker, hvilket er

med til at øge spændingerne og give offensiven en større fordel, idet varslet om et eventuelt angreb

vil være kortere end det er tilfældet ved en bufferzone. Samtidig afslører en kort-gennemgang af

området omkring grænsen mellem Rusland og de baltiske lande, at geografi-variablen taler yderli-

gere til offensivens fordel. Bortset fra den store sø Peipus på grænsen mellem Estland og Rusland,

findes der ikke de store naturlige hindringer langs grænsen. Ydermere veksler terrænet i de baltiske

lande mellem store åbne vidder og skovbevoksede områder, hvilket bestemt ikke tager fordelen fra

offensiven.

Analysen viser, at det på nuværende tidspunkt, i hvert fald for NATO´s vedkommende, på ingen

måde vil være mindst omkostningsfuldt at absorberer “slaget” fra Rusland, og derefter angribe til-

bage. Ifølge RAND analysen vil et modangreb være utrolig omkostningsfuldt for NATO, og kaste par-

terne ud i en længerevarende krig om territorium i Baltikum. Det er dog ifølge Jervis meget svært

Side 26 af 48

helt præcist at fastslå om offensiven eller defensiven har fordelen. Hvad der dog ud fra ovenstående

analyse kan vurderes er, at offensiven har en fordel over defensiven i forhold til det terræn som de

Baltiske lande udgøres af. Der er således, udover Peipus-søen på grænsen mellem Rusland og Est-

land, ikke andre væsentlige naturlige hindringer i form af store floder og lignende som udgør natur-

lige defensive linjer. Dette underbygges ydermere af de militære valg i de krigsspil som ligger til

grund for RAND rapporten, hvor NATO´s defensive linjer er trukket helt tilbage til Tallinn og Riga

(RAND 2016, 3-4). Beslutninger omkring yderligere udstationeringer af blandt andet amerikanske

tropper i Europa i fremtiden kan dog være med til at forskubbe ovenstående balance. Det skal dog

fastslås, at det er ikke denne opgaves formål, at nå frem til en endelig konklusion på, hvorvidt of-

fensiven eller defensiven har fordel i Østersøområdet, men derimod at nå frem til en kvalificeret

vurdering på baggrund af analysen. Det viser sig dog kompliceret at vurdere helt konkret om forde-

len falder ud til den ene eller den anden side, selvom ovenstående analyse af den nuværende situ-

ation peger i retning af at fordelen falder ud til offensiven. Således peger flere indikationer også i

retning af at den fordel som offensiven besidder i forhold til geografivariablen vil kunne udlignes af

en defensiv fordel i forhold til teknologivariablen.

Skelnen mellem kapaciteter Som det tidligere er nævnt, kan en offensiv-defensiv balance som falder ud til defensivens fordel

udelukkende lindre effekten af sikkerhedsdilemmaet, hvorimod det at kunne skelne klart mellem

offensive og defensive kapaciteter helt kan eliminere effekten af et sikkerhedsdilemma, idet stater

tydeligt vil kunne vise andre stater om de antager en offensiv eller defensiv positur. Ifølge Jervis er

det utroligt svært at skelne mellem offensive og defensive kapaciteter, og han går tilmed så langt

som at pointere, at selv et defensivt forsvarsværk er bemandet af soldater og i mange tilfælde mo-

bile kanoner, som også vil kunne anvendes til at støtte et angreb (Jervis 1978, 213). Jervis citerer og

tilslutter sig en forhenværende fransk udenrigsminister som pointerer, at den eneste måde at fore-

tage en klar distinktion mellem offensive og defensive kapaciteter er gennem en klar læsning af

intentionerne hos den stat som besidder kapaciteterne (Jervis 1978, 201). Samtidig bemærker han

den centrale problemstilling, at de fleste kapaciteter kan anvendes til både offensive og defensive

operationer, hvilket udelukkende afhænger af den enkelte situation de bliver anvendt i, hvor de

geografisk bliver anvendt og hvordan (Jervis 1978, 202). De militære styrker som befinder sig på

begge sider af grænsen mellem Baltikum og Rusland kan i sin natur både anvendes til forsvar og

Side 27 af 48

angreb, og hvilken positur de indtager afhænger af statens intention, den geografiske placering samt

ligeledes antallet af udstationerede styrker. Netop antallet kan også være med til at give et billede

af hvilken positur der indtages, idet en styrker der opfattes som overdreven i forhold til at forsvare

et givent område vil opfattes som aggressiv af modparten.

Det vurderes ud fra ovenstående, at distinktionen mellem offensive og defensive kapaciteter er

kompliceret at foretage, idet det afhænger af en række parametre som peger i forskellige retninger.

Spørgsmålet til senere diskussion er således, om de kan foretages en klar distinktion i Østersøom-

rådet i forhold til de udstationeret styrker, da dette afhænger af intentioner, placering og antal. Det

spørgsmål leder videre til den efterfølgende analyse ud fra de opstillede indikatorer på et funge-

rende sikkerhedsdilemma, hvoraf den første af disse omhandler netop intentioner.

Usikkerhed og frygt I det følgende afsnit vil der blive analyseret på usikkerhed og frygt mellem NATO og Rusland, gen-

nem en dokumentanalyse af nøgledokumenter og udtalelser fra de to parter. Analysen vil desuden

også omfatte intentioner omkring samarbejde mellem parterne, samtidig med at det vil undersøges

hvorvidt parterne rent faktisk ser en mulighed for dette samarbejde. Den tvetydighed der opstår i

dette spændingsfelt er således nøglen til senere at kunne fastslå hvorvidt der eksisterer et sikker-

hedsdilemma. Med Ruslands intervention i Ukraine i 2014 og de deraf følgende reaktioner og begi-

venheder som udgangspunkt, vil nedenfor blive analyseret på dokumenter fra både NATO og Rus-

land frem til 2018.

NATO´s blik på Rusland I september 2014 afholdte NATO et topmøde i Wales, hvor situationen i Ukraine blandt andet var

på dagsordenen. NATO-landene fastslår i første paragraf af det udsendte kommunike, at Ruslands

aggressive handlinger overfor Ukraine fundamentalt har udfordret den Euro-Atlantiske sikkerhed

(NATO 2014, §1). Dette ses som et klart udtryk for usikkerhed omkring Ruslands fremtidige intenti-

oner på baggrund af landets handlinger i Ukraine, da der her kan sættes direkte lighedstegn mellem

ustabilitet, mindsket sikkerhed og Rusland. Samtidig ses der en tydelig reaktion på denne opståede

usikkerhed, som fundamentalt har skubbet til den balance der har eksisteret mellem NATO og

Side 28 af 48

Rusland i mange år, i form af godkendelsen af den nye NATO Readiness Action Plan (NATO 2014,

§5). NATO skriver direkte, at dette sker som et svar på de udfordringer Rusland har skabt, og de

strategiske implikationer disse udfordringer har.

Der findes yderligere et klart udtryk for en usikkerhed omkring den fremtidige situation i Wales-

kommunikeet fra NATO. Således aftalte NATO´s regeringsledere på topmødet, at bremse enhver

fremtidig reducering af landenes forsvarsbudgetter, samtidig med at alle regeringsledere bekræf-

tede ambitionen om at arbejde mod at bruge de aftalte 2% af BNP inden for et årti (NATO 2014, §4).

Det skal anerkendes her, at disse udmeldinger fra NATO´s side selvfølgelig ikke alle er baseret på

forholdet til Rusland, idet også den stigende trussel fra syd også nævnes i kommunikeet. Ruslands

aggression mod Ukraine og landets generelle sikkerhedspolitiske ageren opfattes dog stadig som en

af hovedårsagerne til Dette ses som et klart udtryk for alliancens bekymring omkring den Euro-At-

lantiske sikkerhedssituation

Den tvetydighed som tidligere er blevet nævnt, som eksister mellem viljen til at samarbejde og usik-

kerheden omkring den andens intentioner kommer ligeledes til udtryk i NATO-kommunikeet fra

Wales topmødet. NATO vedtog blandt andet en beslutning om at øge den generelle militære tilste-

deværelse samtidig med øget militær øvelsesvirksomhed i den østlige del af alliancen med henblik

på at afskrække Rusland både fra et direkte væbnet angreb på alliancen, men også i forhold til en

situation lignende den i det østlige Ukraine (NATO 2014, §7). Dog ses det hvordan holder NATO

stadig døren åben for samarbejde med Rusland såfremt landet stopper sine aggressive handlinger.

Således skriver NATO, at det fremtidige samarbejde mellem de to parter afhænger direkte af, at

NATO kan se en konstruktiv ændring i Ruslands ageren, og at landet demonstrerer viljen til at over-

holde international lovgivning (NATO 2014, §13).

Der findes i kommunikeet fra Wales en yderligere erklæring som forstærker billedet af NATO´s

grundlæggende usikkerhed omkring Ruslands ageren og intentioner. Således skriver NATO, at Rus-

lands selektive implementering af Wien-dokumentet og Open Skies Treaty samt den komplet mang-

lende implementering af Conventional Armed Forces in Europe Treaty, som alle har til formål at

Side 29 af 48

sikre en form for gennemsigtighed og åbenhed i forhold til parternes væbnede styrker, er sammen

med Ruslands aggression i Ukraine en kilde til stor bekymring (NATO 2014, §52). Sådanne traktater

må netop anses som værende et redskab til at mindske effekten af det anarkiske system som Herz

beskriver, og et redskab til at mindske den usikkerhed og frygt der kan opstå mellem to stater eller

parter, i forhold til modpartens intentioner. Manglende eller kun delvis implementering af en fælles

traktat som er forhandlet på plads med det formål at give mere tryghed til begge parter, udgør

derfor et væsentligt usikkerhedsmoment for NATO, idet der må være endnu større grund til at for-

udsætte at Rusland har noget at skjule.

I NATO´s kommuniké udsendt efter topmødet i Warszawa i 2016 er, fremgår der ligesom i kommu-

nikeet fra 2014 generelt et udtryk af bekymring omkring Ruslands tidligere ageren og fremtidige

intentioner. Således beskrives det, at der i periferien af alliancens territorium, eksisterer en akse af

usikkerhed og ustabilitet. Det nævnes specifikt, at en del af denne trussel har sin oprindelse fra øst,

og at denne trussel består af både militære styrker, cyber- og hybrid-angreb (NATO 2016, §5). Yder-

ligere bemærkes det, at Ruslands tidligere aktiviteter, har reduceret den overordnede stabilitet og

sikkerhed, hvilket både har øget uforudsigeligheden og ændret sikkerhedsbilledet (NATO 2016, §9).

NATO´s retorik i forhold til alliancens usikkerhed er skærpet i forhold til Wales-kommunikeet, og

alliancens militære svar på Ruslands ageren genbekræftes i dokumentet (NATO 2016, §11). Det

fremgår af dokumentet, at NATO ser et stort usikkerhedsmoment i Ruslands store provokerende

militære øvelser som afholdes tæt på grænsen til NATO samt de gentagne overtrædelser af NATO-

allieredes luftrum (NATO 2016, §10). Yderligere kan det tolkes ud af NATOs bemærkninger, at alli-

ancen opfatter Ruslands militære koncept og hele landets militære statur som offensiv, og dermed

som en trussel i forhold til alliancen (NATO 2016, §10). Der optræder dog igen den tidligere omtalte

tvetydighed, som findes i spændingsfeltet mellem ønsket om samarbejde og det anarkiske systems

selvhjælps-princip. NATO har således taget sine militære forholdsregler i forhold til Rusland, men

har alligevel ikke lukket døren fuldstændig og erklæret Rusland som en aggressiv fjendtlig nation.

På trods af at NATO har afskåret alt civilt og militært samarbejde med Rusland, er alliancen stadig-

væk åben for en politisk dialog med Rusland (NATO 2016, §11). Ydermere fastslår NATO, at alliancen

fortsat tror på, at et partnerskab mellem NATO og Rusland, baseret på respekt for international

lovgivning og forpligtelser, og at dette vil have stor strategisk værdi (NATO 2016, §15).

Side 30 af 48

På trods af ovenstående vilje til samarbejde, og hvad der må formodes at være en tro på at Rusland

ikke oprigtigt finder det i landets interesse at starte en væbnet konflikt med NATO, er det en ord

som aggression og ustabilitet der forbindes med Rusland. Baltikum nævnes også direkte i kommu-

nikeet, hvor det bemærkes, at Rusland fortsætter med at forstærke sin militære positur, øge sin

militære aktivitet, udstationere nye high-end kapaciteter og true den regionale sikkerhed (NATO

2016, §23). I samme paragraf udtrykkes det, at sikkerhedssituationen i Baltikum er forværret siden

2014, hvilket endnu en gang understreger usikkerheden i forhold til Rusland. I Warszawa kommuni-

keet skriver NATO, at regeringslederne har vedtaget at etablere en fremskudt tilstedeværelse i Est-

land, Letland, Litauen og Polen for at udvise en entydig solidaritet og vilje til at handle på enhver

aggression (NATO 2016, §40). Denne fremskudte tilstedeværelse ses som et udtryk for, at alliancen

i stigende grad er bekymret både for Ruslands ambitioner og intentioner, og dermed også hvilke

handlinger Rusland i fremtiden vil være villige til at foretage i forhold til NATO.

Delkonklusion NATO Ovenstående analyse af NATO´s kommunikeer fra alliancens seneste tre topmøder, giver et klart

billede af alliancens syn på Rusland. Det fremgår af dokumenterne, at NATO ser med stor bekymring

på Ruslands ageren blandt andet i forhold til støtte af pro-russiske separatister i det østlige Ukraine

samt den ulovlige annektering af Krim-halvøen. Disse handlinger har ført til en stor usikkerhed i

NATO omkring Ruslands fremtidige ambitioner og intentioner, især omkring de baltiske lande, hvor

der findes grænseregioner med et meget stort russisk flertal. Analysen af NATO i forhold til indika-

toren usikkerhed og frygt kan dermed regnes som positiv, idet der findes en lang række eksempler

på netop usikkerhed omkring Ruslands, på baggrund af landets ageren. Samtidig findes der stadig

en vilje til at opbygge det strategiske samarbejde med Rusland på ny, med det formål at forbedre

den Euro-Atlantiske sikkerhed. Det er således ikke landet i sig selv som er årsag til bekymring, men

derimod de konkrete handlinger som landet har udført, samt den umulige opgave det er at tolke

Ruslands fremtidige ambitioner og hvilke handlinger landet er villig til at udføre i fremtiden.

Side 31 af 48

Med NATO´s syn på Rusland på plads er det nu nødvendigt at vende situationen rundt for at bibringe

det fulde billede i forhold til de dynamikker som er forudsætningsskabende for et fungerende sik-

kerhedsdilemma.

Ruslands blik på NATO Det er i ovenstående vist, hvordan NATO´s opfattelse af Rusland tegnes i de officielle dokumenter

fra alliancens topmøder, hvilket forbindes med en vis usikkerhed i forhold til hvordan landet poten-

tielt vil anvende blandt andet sine militære -, politiske - og cyber-kapaciteter til at fremme egne

interesser. I det følgende vil blikket vendes mod Rusland med henblik på at undersøge, hvordan

Rusland opfatter både sig selv og NATO i forholdet mellem de to parter.

Military Doctrine of the Russian Federation er et dokument som beskriver det overordnede syn på

udviklingen af nationens væbnede styrker samt beskyttelsen af landets grænser (Military Doctrine

of the Russian Federation, §1). I dette dokument, som er godkendt af den russiske præsident Putin,

oplistes blandt andet de største eksterne militære farer for den russiske føderation, hvoraf den før-

ste af disse som nævnes er NATO-alliancen (Military Doctrine of the Russian Federation, §12). Det

bemærkes således i doktrinen, at NATO´s militære kapaciteter er en stor trussel mod Rusland, og at

disse ydermere anvendes af alliancen i modstrid med gældende international ret. Dette ses ikke

som et decideret udtryk for frygt for NATO, men dog alligevel som et udtryk for en stor usikkerhed

omkring NATO´s intentioner og vilje til at anvende sine kapaciteter.

Det beskrives yderligere i doktrinen, hvordan NATO-landenes opbygning af militær infrastruktur i

grænselandene op mod Rusland, samt yderligere udvidelse af NATO-alliancen mod øst fremstår som

nogle af de største eksterne farer for landet, og at disse handlinger destabiliserer den regionale

sikkerhedssituation (Military Doctrine of the Russian Federation, §12). Det bemærkes også, at ud-

stationeringen, og styrke-opbygningen i NATO-landene på grænsen til Rusland udgør en trussel, og

det er her tydeligt, at Ruslands opfattelse af alliancen er påvirket af usikkerhed, idet NATO´s forskel-

lige tiltag alle opfattes som direkte trusler mod landet. Det bliver således klart i denne passage i

Ruslands militære doktrin, at NATO anses som en af de større, hvis ikke den største eksterne trussel

mod landet på flere parametre, herunder også flere som ikke omfatter militære styrker, nemlig både

politik, økonomi og cyberområdet.

Side 32 af 48

Det er dog ikke kun i Ruslands militære doktrin at NATO omtales som en trussel mod landet. Det

negative syn på NATO kan således underbygges gennem en analyse af de seneste udgaver af Rus-

lands nationale sikkerhedsstrategi, hvori alliancen også omtales. Den nyeste nationale sikkerheds-

strategi for Rusland som er vedtaget i 2015, underbygger ovenstående pointer omkring NATO´s mi-

litære kapaciteter samt opbygningen af militær infrastruktur i nærheden af den russiske grænse

(The Russian Federation´s National Security Strategy 2015, §15). Det ses yderligere i den nationale

sikkerhedsstrategi, at Rusland ser med usikkerhed og bekymring på den stigende aktivitet på cybe-

rområdet, samt de muligheder der ligger i anvendelsen af konventionelle informationsmidler til op-

nåelse af geopolitiske mål (The Russian Federation´s National Security Strategy 2015, §21). I en ar-

tikel i Russia Today udgivet kort tid efter offentliggørelsen af den nye nationale sikkerhedsstrategi,

skriver den russiske ambassadør i Storbritannien yderligere, at Rusland ikke opfatter NATO-alliancen

i sig selv som en trussel, men han understreger derimod, at de faktiske troppebevægelser, øgede

øvelsesaktiviteter samt yderligere tiltag i de baltiske lande på grænsen til Rusland er det der direkte

udgør årsagen til den bekymring der findes i Rusland (Russia Today, 2016).

Dynamikken omkring tvetydigheden mellem viljen til samarbejde og en usikkerhed omkring mod-

partens intentioner, som i sidste ende kan føre til en akkumulering af magt med henblik på øget

sikkerhed, ses i lige så høj grad i de russiske dokumenter som det er tilfældet i NATO-dokumenterne.

I den nationale sikkerhedsstrategi giver Rusland klart udtryk for, at landet er klar til at samarbejde

med NATO med henblik på at styrke den Euro-atlantiske sikkerhedssituation, dog udtrykkes det også

klart, at udsigterne for dette samarbejde hænger stærkt sammen med NATO´s planer om at udvide

alliancens militære infrastruktur mod grænsen til Rusland, samt en række andre globale kapaciteter

som er i strid med international ret, men som dog ikke specificeres yderligere (The Russian Federa-

tion´s National Security Strategy 2015, §15).

Del-konklusion Rusland

Ovenstående analyse af centrale russiske dokumenter samt nyhedsartikler som citerer blandt an-

det den russiske præsident Putin, tegner et billede af Rusland som på mange måder minder og

Side 33 af 48

billedet af NATO. Rusland opfatter NATO som den aggressive part i forholdet mellem de to, og ser

med stor bekymring på alliancens opbygning af styrker i de baltiske lande, hvilket Rusland anser

som værende i strid med gældende aftaler og traktater. Samtidig ser Rusland med bekymring på

den fortsatte udvidelse af NATO´s militære infrastruktur i de baltiske lande som Rusland mener er

en forberedelse til at kunne yde støtte til en aggression ind i landet. Rusland har derfor af flere

omgange svaret igen med yderligere stationering af militære kapaciteter i landets militære distrikt

både mod de baltiske landes østlige grænse, men også i den indesluttede enklave Kaliningrad

(RAND 2018). Samtidig gennemfører Rusland regelmæssigt større militære øvelser i det vestlige

militære distrikt som et modsvar på NATO´s aggressive adfærd, og for at afskrække NATO fra at

angribe landet. Rusland ser dog ikke udelukkende NATO som den store fjende mod vest som er på

vej for at invaderer landet, hvilket også afspejler sig i ønsket om at opbygge et strategisk samar-

bejde med NATO i forhold til at sikre den Euro-Atlantiske sikkerhed. Analysen ud fra indikatoren

usikkerhed og frygt anses på baggrund af ovenstående som værende positiv, idet der i høj grad fin-

des belæg i de officielle russiske dokumenter samt udtalelser i pressen til at konkludere, at der ek-

sisterer en usikkerhed i Rusland i forhold til NATO´s handlinger og intentioner, hvilket medfører en

opfattelse af NATO som en direkte trussel mod landet.

Overordnet delkonklusion Ovenstående analyse af Rusland og NATO´s syn på hinanden viser klare indikationer på en stor usik-

kerhed i forholdet mellem de to parter. Hvor der tidligere har været indgået forskellige traktater og

aftaler, samt gennemført en række tiltag for at mindske effekten af det anarkiske system med den

mistillid og det selvhjælpsprincip der medfølger, har ingen af disse reelt medført en markant æn-

dring af forholdet mellem de to parter til det bedre. Det kan således konkluderes, at dynamikkerne

i det anarkiske system er til stede i forholdet mellem de to parter, og et lokalt ophør af disse dyna-

mikker som det eksempelvis er tilfældet indenfor en alliance som NATO, synes på ingen måde inden

for rækkevidde. Med denne indikator på plads i forhold til at kunne fastlægge hvorvidt der kan iden-

tificeres et sikkerhedsdilemma, fortsættes der nu til den anden indikator som i høj grad knytter sig

til ovenstående.

Side 34 af 48

Misforståelser Analysen ud fra indikatoren misforståelser, vil både tage udgangspunkt i centrale dokumenter fra

NATO og Rusland, og samtidig anvende udvalgte artikler med udtalelser fra de to parter i forhold til

hinandens militære øvelsesvirksomhed de seneste år. Formålet er at undersøge, i hvilken udstræk-

ning adfærd som for den udførende part anses som værende defensiv i sin natur, opfattes som det

modsatte af den anden part.

Den første del af analysen ud fra denne indikator vil være helt overordnet i forhold til de to parters

opfattelse af den andens militære positur. Efterfølgende vil der blive analyseret på konkrete tilfælde

i forhold til militære kapaciteter og øvelsesvirksomhed, hvor opfattelsen af hvorvidt det konkrete

forhold er offensivt eller defensivt varierer noget i de to parters udlægning. I forhold til denne indi-

kator vil det indledningsvise historiske udgangspunkt samtidig være 6 år tilbage i tiden i forhold til

situationen i Ukraine, og udgangspunktet vil således være NATO´s beslutning i 2008 om at opbygge

et fælles missilskjold som et forsvar mod interkontinentale ballistiske missiler (WORLDVIEW 2013).

Den overordnede situation I NATO´s Warszawa kommuniké fastslår alliancen, at denne ikke søger nogen form for konfrontation

med Rusland, og ej heller udgør en trussel mod landet (NATO 2016, §14). Denne formulering, sam-

menholdt med Ruslands forståelse og opfattelse af alliancen, anses som en indikator på en strategi

eller handling, som af den udførende part tydeligt opfattes og kommunikeres som defensiv, men

som opfattes aggressivt af modparten. Dette er et eksempel på den ikke intentionelle effekt Jervis

beskriver, som er med til både at skabe men også forstærke sikkerhedsdilemmaet mellem to parter.

Denne formulering går igen i alle inddragede kommunikéer fra NATO´s topmøder, og viser således

et grundlæggende ønske om at forsikre Rusland om at NATO udelukkende er en defensiv alliance,

som ikke har i sinde at angribe. Udfordringen ved dette er dog den tvetydige natur som de enkelte

militære styrker har, hvilket leder tilbage til den ene af de to hoved-variable i Jervis teori og sikker-

hedsdilemmaet. Det er således fra Ruslands side ikke muligt at bestemme hvorvidt NATO har tænkt

sig at angribe staten, ved udelukkende at kigge objektivt på de tilstedeværende militære styrker. I

NATO´s dokumenter beskrives det endvidere, at alliancen reagerer på det ændrede sikkerhedsbil-

lede, ved yderligere at forstærke sin afskrækkelse og defensive positur, hvilket til stadighed

Side 35 af 48

inkluderer alliancens Enhanced Forward Presence i de baltiske lande. Der er dog også en lang række

forhold som går den anden vej, som kan inddrages i forhold til misforståelser. Dette omfatter blandt

andet den store mængde af konventionelle styrker som Rusland har stationeret i landets vestlige

militære distrikt, samt de store omfattende snap-øvelser som Rusland har gennemført tæt på græn-

sen til NATO. Det overordnede billede af misforståelserne mellem de to parter tegner sig dog mere

klart gennem en række konkrete eksempler.

Det første konkrete eksempel som vil blive analyseret er NATO´s fælles missilskjold som blev vedta-

get i 2008. Beslutningen om at opbygge det fælles missilskjold og dermed stationere amerikanske

missiler i Europa, blev taget af NATO på baggrund af den stigende trussel fra såkaldte ”slyngelstater”

i blandt andet Mellemøsten. NATO har således siden beslutningen blev truffet, fastholdt overfor

Rusland at missilskjoldet på ingen måde er rettet imod landet, og samtidig med at missilskjoldet er

en udelukkende defensiv installation, udgør det ikke nogen trussel mod Rusland. NATO har fastholdt

denne udmelding gennem årene, og så sent som i kommunikeet fra NATO-topmødet i Bruxelles i

2018 gentog alliancen at systemet ikke er rettet mod Rusland, og at det teknisk ikke er i stand til at

forsvare i mod Ruslands strategiske atomvåben.

Ses der på missilskjoldet fra ”den anden side” af bordet er billedet et noget andet. Regeringen i

Moskva har af flere omgange truet med at stationere Iskander-missiler langs grænsen til NATO som

et militært modsvar til missilskjoldet, og gjorde alvor ud af truslerne i 2013 hvor det blev bekræftet

fra russisk side at der var blevet stationeret missiler i Kaliningrad. Årsagen til de russiske modsvar

skal findes i den dynamik der findes i den anarkiske struktur som betyder at staterne aldrig kan være

helt sikre på hinandens intentioner. Samtidig forværres denne dynamik af, at der ikke kan laves en

helt klar distinktion mellem offensive og defensive kapaciteter. Vladimir Putin udtalte i 2013 i en

tale til Ruslands Føderale Forsamling, at NATO´s missilskjold udelukkende er defensivt i beskrivel-

serne af det, men at det i virkeligheden er en signifikant del af alliancens strategiske offensive po-

tentiale (Russia Today 2013).

De før omtalte Iskander-missiler som Rusland opstillede på grænsen til NATO er endnu et punkt

hvor opfattelsen afviger mellem de to parter. Hvor Rusland udelukkende mener, at placeringen af

Side 36 af 48

disse missiler i Kaliningrad og øvrige dele af det vestlige militære distrikt, er en defensiv handling i

forhold til den offensive kapacitet som NATO´s missilskjold bisidder, mener NATO at det er en uac-

ceptabel og uprovokeret aggression.

Det andet eksempel som tydeligt viser uoverensstemmelsen mellem de to parters opfattelser af

NATO´s Enhanced Forward Presence i de baltiske lande samt Polen. Hvor NATO ser denne udstatio-

nering som et defensivt træk med henblik på at udvise solidaritet og afskrække Rusland fra at an-

gribe, mener Rusland at det er en unødig aggression som er designet til at provokere styret i Moskva.

De mest nutidige eksempler er den store russiske øvelse ZAPAD, som senest blev afholdt i 2017, og

den store NATO-øvelse Trident Juncture. Sidstnævnte er den største NATO-øvelse siden afslutnin-

gen på den kolde krig, og formålet med øvelsen er ifølge NATO at træne det multinationale samar-

bejde der er nødvendigt, såfremt alliancen skulle blive angrebet (NATO Trident Juncture 18). NATO´s

argument er dermed, at denne øvelse umuligt vil kunne opfattes som en aggression, idet hele grund-

laget for øvelsen er NATO-pagtens artikel 5, som udelukkende aktiveres i det øjeblik at én af allian-

cens medlemmer bliver udsat for et væbnet angreb.

Den selvforstærkende spiral I ovenstående del-analyse ses det, hvordan en lang række af handlinger og foranstaltninger foreta-

get af både NATO og Rusland, som i sin natur kan synes defensivt for den udførende part, opfattes

som en aggression af den modsatte part. Samtidig blev det tidligere påvist, hvordan der hersker en

grundlæggende mistillid og bekymring mellem de to parter i forhold til fremtidige intentioner. Som

en afsluttende underbygning af det faktum, at der eksisterer et sikkerhedsdilemma mellem NATO

og Rusland, vil det i den følgende del-analyse blive undersøgt, hvorvidt mekanismen Jervis omtaler

som den selvforstærkende spiral er i funktion i forhold mellem de to parter.

Udgangspunktet for denne del-analyse, og den historiske begivenhed der anes som værende starten

på den negative selvforstærkende spiral, er Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014, samt den

militære opbakning til de pro-russiske separatister i den østlige del af Ukraine. Denne handling brød

med årtiers mere eller mindre fredelig sameksistens mellem de vestlige lande og Rusland. Dog vil

analysen på et enkelt område strække tilbage til før denne begivenhed, nemlig omkring NATO´s

Side 37 af 48

planer om opbyggelsen af et ballistisk missilforsvar i Europa, og Ruslands planer om opstilling af

Iskander-missiler i landets vestlige militære distrikt. Netop denne problematik strækkes længere

tilbage end annekteringen af Krim-halvøen, idet spæde tegn på en selvforstærkende spiral ses så

tidligt som fra 2008 og frem.

2010 NATO-topmøde i Lissabon. NATO beslutter at oprette et fælles ballistisk missilforsvar (BMD) som

skal yde territorial beskyttelse af NATO-alliancen. Systemet er en udvidelse af de tidligere system

ALTBMD, som var designet til at beskytte udsendte styrker (NCI Agency, Ukendt).

2011

Det bekræftes at der vil blive opstillet jord-til-luft-missiler i Polen som en del af NATO´s BMD.

Samme år afviser USA alle former for samarbejde med Rusland i forhold til missilskjoldet, både di-

plomatisk og militært (WORLDVIEW 2013). Rusland ser valget mellem samarbejde eller at NATO helt

vælger at skrotte programmet, hvorfor det er uacceptabelt for landet at NATO fortsætter udviklin-

gen af missilskjoldet. Rusland truer igen med at opstille Iskander-missiler langs grænsen til NATO

som et modsvar til missilskjoldet som Rusland mener er rettet mod dem, og som fratager landet sin

mulighed for afskrækkelse med strategiske atomvåben.

2013

I december 2013 bekræfter det russiske forsvarsministerium overfor pressen, at landet har statio-

neret Iskander-missiler i det vestlige militære distrikt, og at disse blandt andet er placeret i Kalinin-

grad regionen (Russia Today 2013). Stationeringen af missilerne kommer som følge af USA og

NATO´s fortsatte udvikling af missilskjoldet. Rusland ser således ikke kun missilskjoldet som væ-

rende defensivt, men mener også at missilskjoldet udgør en signifikant del af alliancens offensive

potentiale (Russia Today 2013).

2014 Rusland intervenerer militært i konflikten i Ukraine og annekterer Krim-halvøen. Samtidig yder Rus-

land en markant støtte til separatisterne i den østlige del af Ukraine i kampen for løsrivelse. Rusland

Side 38 af 48

fastholder sit standpunkt om at annekteringen af Krim er fuldt ud lovlig, og pålægger NATO skylden

for ”resten” af situationen i Ukraine, som Rusland mener er en direkte følger af at NATO er blevet

ved med at udvide alliancen mod øst på trods af gentagne protester og advarsler fra Rusland. Putin

udtaler direkte i en tale til nationen, at man havde hørt udtalelser fra Ukraine om at blive optaget i

NATO, men at det ville have været en katastrofe for Rusland, samt have udgjort en trussel for hele

den sydlige del af Rusland (President of Russia, 2014).

NATO afholder topmøde i Wales og udtrykker her stor bekymring for den overordnede Euro-Atlan-

tiske sikkerhed. I kommunikeet fra topmødet skrives der, at Ruslands aggressive handlinger mod

Ukraine fundamentalt har udfordret NATO´s mission om et helt, frit og fredfyldt Europa (NATO

2014, §1). NATO godkender samtidig en ny Readiness Action Plan som skal sikre at alliancen er klar

til at handle hurtigt ved en direkte sikkerhedstrussel (NATO 2014, §5). Denne sikkerhedstrussel lin-

kes direkte til Rusland og landets ageren i Ukraine. NATO etablere en Very High Readiness Joint Task

Force (VJTF) som skal kunne modsvare aggressioner ved NATO´s grænser (NATO 2014, §8).

2016 NATO afholder topmøde i Warszawa hvor alliancen fastholder sin retorik omkring den store trussel

fra øst i form af Rusland. NATO skriver at alliancen har gennemført en række nye infrastrukturpro-

jekter med henblik på øget fleksibilitet og hurtigere bevægelse af tropper igennem forskellige nati-

onale territorier (NATO 2016, §37). Det besluttes endeligt på NATO-topmødet at etablerer Enhan-

ced Forward Presence i Estland, Letland, Litauen og Polen, med henblik på at demonstrere ube-

grænset solidaritet med alliancens østligste medlemmer og afskrække Rusland fra at angribe allian-

cen. Beslutningen kommer som reaktion på Ruslands fortsatte handlingsmønster i Ukraine. Det rus-

siske udenrigsministerium udtaler efter udsendelsen af det officielle kommunike fra NATO-topmø-

det, at Rusland vil svarer på NATO´s styrkeopbygning i Baltikum. Talskvinden fastholder at Rusland

ikke udgør nogen trussel i forhold til NATO, og her under heller ikke de baltiske lande (TASS 2016).

Rusland reagere på en yderligere tilføjelse til NATO´s styrke på blandt andet 5 krigsskibe, med den

konkrete udmelding, at dette vil blive modsvaret militært (Russia Today 2016).

Side 39 af 48

2018 NATO-topmøde i Bruxelles hvor alliancen igen udtrykker bekymring for den Euro-Atlantiske sikker-

hed. Skriver at Rusland udgør en trussel i kraft af landets militære positur samt udstationering af

missiler i Kaliningrad (NATO 2018, §6). Den russiske præsident Putin kritiserer NATO-landene for at

kalde deres udstationeringer af tropper i Baltikum langs grænsen til Rusland for defensiv, mens al-

liancen omtaler Ruslands opbygning som offensiv og aggressiv (Russia Today 2018). Både NATO og

Rusland afholder fra efteråret 2017 og frem en række store øvelser i grænseområdet, herunder

blandt andet Saber Strike for NATO´s vedkommende og Zapad 17 for Ruslands vedkommende.

Begge parter fastholder, at disse øvelser er rent defensive, og sker på baggrund af modpartens øvel-

ser som anses for offensive (Russia Today 2018). Rusland kritiserer NATO for yderligere opbygning

af styrker i Baltikum, og udstationere selv yderligere Iskander-missiler i Kaliningrad i starten af året

(Russia Today 2018).

Ovenstående tidslinje med de vigtigste begivenheder vedrørende NATO´s kollektive missilforsvar og

Ruslands opstilling af Iskander-missiler i landets vestlige militære distrikt viser tydeligt en situation

som den Herz omtaler i sin teori omkring sikkerhedsdilemmaet. Det kan således ses, hvordan den

dynamik Herz omtaler, hvor staters forsøg på at øge egen sikkerhed og unddrage sig den trussel

som andre stater udgør, fører til en mindsket sikkerhed hos den anden part. NATO´s missilforsvar

er, ifølge alliancen selv, defensiv hele vejen igennem, og opstilles med det formål at øge sikkerheden

hos alliancens medlemmer, idet flere og flere stater har udviklet eller er i gang med at udvikle balli-

stiske missiler som kan ramme alliancens territorium. Denne akkumulering af magt, som missilfor-

svaret i Herz´s teori vil være, udgør en trussel for Rusland, idet landet for frataget muligheden for

at anvende en del af sine kapaciteter, hvorfor NATO principielt i Ruslands øjne vil kunne angribe

landets uden at frygte russiske missiler retur. Af den grund truede Rusland i første omgang med at

opstille Iskander-missiler i det vestlige militære distrikt, formentlig med det formål at overbevise

NATO om at opstillingen af det kollektive missilforsvar var en dårlig ide. Da dette ikke lykkedes måtte

Rusland øge sin egen grad af sikkerhed, hvilket indebar opstillingen af enheder som kan betjene

disse missiler, og i sidste ende den fysiske deployering af Iskander-missilerne i Kaliningrad umiddel-

bart ved NATO´s grænse.

Side 40 af 48

Følgevirkningerne af Ruslands militære intervention i Ukraine kan ligeledes ses i ovenstående tids-

linje. Her ses det tydeligt, hvordan NATO har reageret på konflikten gennem en række tiltag som

har øget alliancens kapacitet i Baltikum, samtidig med at der er blevet oprettet en reaktionsstyrke

som på kort tid skal kunne mobilisere og indgå i forsvaret af alliancen mod øst.

Del-konklusion analyse På baggrund af ovenstående analyse kan det konkluderes, at der eksisterer et aktivt sikkerhedsdi-

lemma mellem NATO og Rusland i Østersøområdet. Analysen ud fra de tre indikatorer udvalgt fra

Herz teori omkring sikkerhedsdilemmaet har vist, at der eksisterer en grundlæggende usikkerhed

og frygt mellem de to parter. Samtidig findes der dog også en vilje og tro på at den anden part vil

samarbejde, hvilket stemmer overens med dynamikken i det anarkiske system. Der er således ikke

en fuldstændig fasttømret tro på at den anden part er direkte offensiv i sin militære positur og frem-

tidige intentioner, hvilket i så fald ville sætte dynamikken i sikkerhedsdilemmaet ud af kraft.

De mange misforståelser, fejltolkninger og generelt forskellige syn på forskellige militære kapacite-

ter, øvelsesvirksomhed, udstationeringer og øvrig ageren medvirker til at forstærke konklusionen

om et aktivt sikkerhedsdilemma. Afslutningsvis fastslås det således endeligt at der eksisterer et sik-

kerhedsdilemma mellem NATO og Rusland, idet analysen ud fra den tredje og sidste indikator, nem-

lig den selvforstærkende spiral, ligeledes er positiv. Dette betyder, at forholdet mellem NATO og

Rusland gradvist forværres gennem en række af tiltag som den udførende part opfatter som defen-

siv, men der opfattes som en unødig aggression og provokation fra den anden side.

Efter at have konkluderet at der eksisterer et fungerende sikkerhedsdilemma mellem NATO og Rus-

land i Østersøregionen og Baltikum, er opgaven nu at undersøge hvilke konsekvenser dette kan have

fremadrettet for forholdet mellem de to parter, og for den Euro-Atlantiske sikkerhed.

Diskussion - Fremadrettede konsekvenser af den nuværende situation Den følgende diskussion vil være rettet mod at besvare spørgsmålet om hvad konsekvenserne af

den aktuelle situation mellem NATO og Rusland kan være for Baltikum og den Euro-Atlantiske sik-

kerhed generelt. Svaret på spørgsmålet skal findes ved at forsøge at afdække, hvor stor risikoen er

Side 41 af 48

for et scenarie der involvere en væbnet konflikt mellem de to parter, samtidig med at der diskuteres,

hvilke muligheder der er for samarbejde med udgangspunkt i den nuværende situation.

Det første mål for diskussionen er dermed, at søge at fastlægge hvilket af de tre tidligere opstillede

niveauer som forholdet mellem NATO og Rusland kan vurderes at ligge på. Med dette som udgangs-

punkt vil det efterfølgende blive diskuteret hvilke konsekvenser dette kan medføre, mens perspek-

tivet omkring atomvåben og disses indflydelse på de fremtidige konsekvenser ligeledes vil blive dis-

kuteret.

Niveauet af sikkerhedsdilemmaet og fremtidige konsekvenser Det første der er relevant at diskutere på baggrund af ovenstående analyse er, hvilket niveau af det

graduerede sikkerhedsdilemma situationen kan placeres på, da dette har stor betydning for de mu-

lige konsekvenser. Herefter vil diskussionen drejes i retning af de konkrete konsekvenser der kan

være ved at opstille en række scenarier med forskellige parametre. Det er ikke diskussionens formål

at nå til et endeligt bud på en forudsigelse af de fremtidige konsekvenser, men i stedet gennem en

diskussion af analysens fund, at nå frem til en vurdering af hvilke forskellige realistiske konsekvenser

det fungerende sikkerhedsdilemma mellem NATO og Rusland kan afføde.

I analysen er der lagt til grund, at det ifølge Jervis er utrolig vanskeligt at fastslå med sikkerhed om

offensiven eller defensiven har den endelige fordel. Der er således en række fund i analysen som

peger i retning af en lokal fordel til offensiven i Baltikum og grænseområdet i det russiske vestlige

militære distrikt på nuværende tidspunkt, som blandet andet eksisterer på baggrund af terrænet,

men i lige så høj grad på grund af antallet af russiske konventionelle styrker i området. Spørgsmålet

er så, om fordelen i virkeligheden har fordelen i Østersøområdet, eller om dette udelukkende er

tilfældet på grund af den numeriske fordel. Det tidligere nævnte krigsspil omkring Baltikum offent-

liggjort i RAND analysen påpeger således, at NATO vil kunne opnå en status quo situation ved tilfør-

sel af yderligere kapaciteter til Baltikum. På baggrund af dette vil der i den videre diskussion således

blive arbejdet med to forskellige scenarier, som hver især begge synes relevante, nemlig den nuvæ-

rende situation med en offensiv fordel, samt en status quo situation med en defensiv fordel.

Tidligere i analysen blev det ligeledes fastslået, at det er en svær opgave at skelne definitivt mellem

offensive og defensive kapaciteter. På den ene side kan der eksempelvis argumenteres for, at

Side 42 af 48

NATO´s EFP objektivt ikke burde kunne anses som en offensiv kapacitet, idet det numerisk forhold

er kraftigt i mod dem. En yderligere opbygning af styrker i Baltikum og resten af Europa som blandt

andet er varslet af USA, vil dog muligvis skubbe til denne positur. Der kan argumenteres for, at de

russiske styrker i det vestlige militære distrikt, med rette kan opfattes som offensive i forhold til

teknologi, geografisk placering og antal. Samtidig giver analysen af de to parters syn på hinanden,

samt den grundlæggende mistillid og usikkerhed de har til hinanden et billede af, at de som ud-

gangspunkt opfatter hinandens militære positur i Østersøområdet som offensiv på trods af begge

siders forsøg på at indikere det modsatte. Det vurderes at der på baggrund af disse forhold ikke er

grundlag for at parterne kan foretage en differentiering mellem offensive og defensive kapaciteter,

hvilket har en stor indflydelse på de mulige konsekvenser af situationen.

Grundlaget for det første niveau i den tidligere opstillede model, er en fordel til offensiven, samt

muligheden for klart at kunne foretage en distinktion mellem offensive og defensive kapaciteter.

Med ovenstående konklusioner i baghovedet, er det derfor muligt at afskrive dette niveau som et

realistisk billede på den nuværende situation omkring Baltikum, idet skelnen mellem offensive og

defensive kapaciteter ikke synes mulig. Det andet og det tredje niveau som blev opstillet tidligere

bibringer derimod et langt mere interessant perspektiv til diskussion. Grundlaget for det andet ni-

veau er en fordel til defensiven, og situation hvor der ikke kan foretages distinktion mellem offen-

sive og defensive kapaciteter. Ses der på et scenarie, hvor en yderligere opbygning af konventionelle

NATO styrker i Baltikum betyder at der opnås en situation med status quo, kan det argumenteres

for at situationen vil kunne placeres på dette niveau af modellen. De mulige konsekvenser som er

opstillet i modellen på dette niveau på baggrund af spilteorien vurderes at være langt mere fordel-

agtige for NATO og Rusland end konsekvenserne af niveau 3. Dette niveau efterlader således rum

for at de to parter effektivt kan imødegå en indledningsvis aggression fra den anden part uden at

opgive større landområder som det også fastslås på bagkant af krigsspillet i RAND rapporten fra

2016. Det vurderes på den baggrund, at niveau 2 i den opstillede model repræsenterer det tætteste

på en status quo situation som kan opnås i mellem NATO og Rusland i Østersøområdet. Dette vil

bibringe en situation hvor prisen for at afvige fra samarbejde er høj for den enkelte stat, indled-

ningsvis aggression vil være omkostningsfuldt og værdien af et gensidigt samarbejde stiger.

Side 43 af 48

Med dette udgangspunkt må der dog rejses det helt centrale spørgsmål til den nuværende situation,

om hvorvidt der eksisterer en reel risiko for en direkte væbnet konflikt mellem NATO og Rusland.

Samtidig er det dog også relevant at spørge, om den ”varme” krig nogensinde kommer, eller om en

ny koldkrigs-lignende tilstand er mere sandsynlig. Eller om et helt tredje scenarie kan komme i spil,

med en russisk indflydelsessfære der gradvist øges gennem andre midler end direkte militære kon-

frontationer således at vi vil se flere situationer i fremtiden som bære ligheder med den i Ukraine.

Det tredje niveau i modellen fra gradueringen af sikkerhedsdilemmaet er karakteriseret ved en usta-

bilitet som fører til oprustning og usikkerhed, samt det faktum, at samarbejde mellem status quo

stater er utroligt svært at opnå. På den ene side kan der derfor argumenteres for, at situationen

som den ser ud lige nu på niveau 3 i modellen, uigenkaldeligt vil føre til en yderligere optrapning

med et kapløb om den største akkumulering af militære kapaciteter på grænsen mellem Baltikum

og Rusland til følge. Inddrages Jervis udlægning af spilteorien ser situationen endnu mere ustabil ud

når pointen omkring staters beskyttelse af egne interesser gennem kontrol af territorium uden for

statens eget tages med i overvejelserne. Gennem de seneste årtier har NATO, på trods af protester

og indsigelser fra regeringen i Moskva, gennemført en række udvidelser af NATO som har bragt

alliancen til grænsen af den russiske interessesfære og, kan der argumenteres for, over grænsen.

Jervis pointe bliver her central i forhold til niveauet af sikkerhedsdilemmaet, da en overskridelse af

interessesfæren vil betyde et incitament til first strike. Dette blev manifisteret tydeligt ved Ukraines

forsøg på at nærme sig NATO, som i sidste ende førte til en militær intervention fra russisk side med

henblik på at sikre landets interesser. Netop derfor er fokus rettet tilbage mod Baltikum, hvor NATO

ud fra et russisk perspektiv for længst har overskredet interessesfæren og den bufferzone som kan

være nødvendig for en acceptabel balance mellem offensiven og defensiven.

Et af de helt grundlæggende problemer i denne diskussion drejer sig ikke om Rusland men i stedet

om NATO. Når den basale dynamik i sikkerhedsdilemmaet fordrer, at den ene parts øgede sikkerhed

bibringer en mindsket sikkerhed hos den anden part, er det en udfordring at NATO eksempelvis

vokser mens Rusland ikke gør det. RAND analysen fra 2018 fastslår, at NATO´s samlede militære

udgifter i 2015 var 895 milliarder dollars mens de russiske lå på 52 milliarder dollars, hvilket tegner

et billede af en alliance som på verdensplan står umådeligt meget stærkere end Rusland i forhold til

Side 44 af 48

militær magt. Det er netop denne militære magt som Rusland ikke er interesseret i at NATO skal

anvende i Baltikum og resten af Europa og forskubbe den Euro-Atlantiske sikkerhedsbalance (RAND

2018, 2). Men hvad er intentionen så bag at opbygge en kapacitet på 78.000 mand i landets vestlige

militære distrikt, hvis ikke for at provokere NATO eller rent faktisk angribe?

Den kontinuerlige udvidelse af NATO-alliancen siden 1990´erne, kan der argumenteres for har for-

skubbet den Euro-Atlantiske balance og undermineret den status quo situation som der tidligere

eksisterede. En del af Ruslands ageren over de seneste år kan i det perspektiv ses som et forsøg på

at skabe usikkerhed i NATO med henblik på at svække alliancen og opnå en ny status quo, samt

tydelit demonstrere for NATO at Ruslands holdning er her til og ikke længere. Denne positur, sam-

menholdt med begivenhederne i Ukraine opfatter NATO som en grundlæggende aggressivitet og

udvidelsesintention i Rusland. Men vil det så sige at situationen udgør en endeløs selvforstærkende

spiral som eskalerer til et punkt hvor varm krig er uundgåelig i Baltikum? Ikke helt, for på den anden

side af diskussionen står nemlig en anden af Jervis pointer fra spilteorien, nemlig den pris de enkelte

stater må betale ved et sammenbrud af samarbejdet.

Der er en række måder hvorpå at de to parter vil kunne nærme sig hinanden og søge at opnå en

status quo tilstand, hvilket det dog vurderes, vil kræve omfattende tiltag fra begge sider. For at

skabe sikkerhed i NATO er det nødvendigt at opbygge en konventionel styrke som kan sikre allian-

cens østlige del således at Østersøområdet kan forsvares mod en eventuel russisk aggression. Hvor-

dan NATO kan opbygge denne form for styrker i den østlige del af alliancen uden yderligere at rykke

ved dynamikkerne i det sikkerhedsdilemma der eksisterer mellem parterne er et godt spørgsmål,

men dog ikke et der vil blive besvaret her.

På baggrund af udmeldingerne i de analyserede NATO-dokumenter siden Ruslands annektering af

Krim-halvøen i 2014, er det rimeligt at konkluderer at der på tværs af NATO-landene eksisterer en

helt grundlæggende mistillid til Rusland, og en bekymring for hvilke intentioner og ambitioner lan-

det har, samt i hvilke situationer regeringen i Moskva kan finde på at aktiverer landets væbnede

styrker. Samtidig vurderes Rusland at være bekymret for, om stationeringen af NATO´s defensive

styrker i Europa, blot er en skjult oprustning og forberedelse til et angreb. For at deeskalerer

Side 45 af 48

situationen fra niveau 3 til niveau 2 og øge mulighederne for samarbejde, vurderes det dog at op-

byggelsen af yderligere NATO styrker i Baltikum vil kunne bidrage til at opnå den status quo situation

som der ligger i niveau 2, og dermed åbne op for de muligheder for samarbejde der ligger forbundet

med dette niveau.

Konklusion Denne opgave har taget udgangspunkt i John Herz og Robert Jervis teorier omkring sikkerhedsdi-

lemmaet, hvoraf der er operationaliseret en række variable og indikatorer på et fungerende sikker-

hedsdilemma. Disse er blevet anvendt i en analyse af dokumenter og udtalelser fra NATO og Rusland

med henblik på at undersøge, om der kan identificeres et sikkerhedsdilemma mellem NATO og Rus-

land. Det er vist i analysen, at offensiv-defensiv-balancen er svær at definere i Østersøområdet, men

at meget i den nuværende situation peger i retning af en fordel til offensiven. Samtidig er det kon-

kluderet, at det ikke er muligt at foretage en differentiering mellem offensive og defensive kapaci-

teter. Det er samtidig vist, at der fra både NATO´s og Ruslands side hersker en stor usikkerhed om-

kring den anden parts intentioner, hvilket opfylder det første af de tre indikatorer på et fungerende

sikkerhedsdilemma. Ydermere er det vist, hvordan en række handlinger, tiltag og aktiviteter, som af

den udførende part er blevet italesat som defensivt, er blevet opfattet som offensive provokationer

af modparten, hvilket yderligere pegede i retning af et sikkerhedsdilemma. Afslutningsvist pegede

analysen på, at en selvforstærkende spiral, som tog sit udgangspunkt i forbindelse med Ruslands

annektering af Krim-halvøen samt landets militære intervention i det østlige Ukraine i forbindelse

med borgerkrigen, er blevet videreført af den lange række af handlinger, tiltag og aktiviteter som i

mange tilfælde er udført som et resultat af usikkerhed omkring den anden parts intentioner. Det

kan på baggrund af disse fund konkluderes, at der eksisterer et fungerende sikkerhedsdilemma mel-

lem Rusland og NATO i Østersøområdet.

Ud fra Jervis fire verdener samt han udlægning af spilteori er der blevet opstillet en graduering af

sikkerhedsdilemmaet i tre niveauer, som hver især indeholder en række mulige konsekvenser for

det fremtidige samarbejde.

På baggrund af analysen kan det konkluderes, at sikkerhedsdilemmaet mellem NATO og Rusland

kunne placeres på niveau tre af denne model. Ud fra dette blev det fastslået i en diskussion, at de

fremtidige konsekvenser for samarbejdet mellem Rusland og NATO er afhængige af en række

Side 46 af 48

parametre som kan være med til at sænke virkningen af den nedadgående, selvforstærkende spiral.

En sandsynlig bedring af situationen synes at findes i en opbygning af en stærk deterrence fra

NATO´s side i de baltiske lande i form af konventionelle kapaciteter, hvortil EFP´en er det første

skridt på vejen. Målet må således være at opnå en status quo situation i Østersøområdet hvor de-

fensiven opnår en større fordel end offensiven således at situationens mulige konsekvenser for sam-

arbejde mellem NATO og Rusland kan deeskaleres fra konsekvenserne opstillet i modellens niveau

3 til modellens niveau 2. Konsekvensen på dette niveau vil være at de to parter opnår en situation

hvor first strike i forhold til konventionelle styrker ikke vil være gavnligt for den enkelte part. Dette

vil hæve værdien af et fælles samarbejde. Hvordan NATO kan gennemføre en styrkeopbygning i

Baltikum med henblik på at nå denne status quo situation uden at påvirke dynamikkerne i det alle-

rede eksisterende sikkerhedsdilemma skal dog være op til yderligere diskussion.

Perspektivering – Et Ukraine-scenarie i Baltikum? Et scenarie som ikke er blevet vendt i ovenstående diskussion er en frygt i de baltiske lande for en

gentagelse af det scenarie som blev set i Ukraine, hvor en region med et russisk flertal blev annek-

teret ulovligt at Rusland. I både Estland, Letland og Litauen findes der dele af landene i grænseom-

råderne op til Rusland, som i høj grad minder om Krim-halvøen. I starten af 2017 rejste den estiske

premierminister problematikken omkring landets forholdsvist store andel af russisktalende (Reuters

2017). Ud af befolkningen på 1,3 millioner mennesker er omkring en fjerdedel russisktalende. Sam-

tidig er landet det eneste af de baltiske lande, hvor et parti med en russisktalende vælgerbase er

kommet i en regeringskoalition (Reuters 2017). Med et perspektiv fra ovenstående konklusion om-

kring den militære situation mellem NATO og Rusland kunne det være relevant at undersøge, hvor-

vidt en situation som Ukraine ville kunne gentage sig i de baltiske lande gennem en omfattende

påvirkning fra Moskva.

Side 47 af 48

Litteraturliste

Gotkowska, Justyna. ”Russia as a challenge in the Baltic Sea Region: A View from Warsaw.” Strate-gic challenges in the Baltic Sea Region: Russia, deterrence, and reassurance. 2018. 85-91 Herz, John H. ”Idealist Internationalism and the Security Dilemma.” World Politics Volume 2, No. 2 (Jan. 1950): 157-180 Jervis, Robert. ”Cooperation Under the Security Dilemma.” World Politics Volume 30, Issue 2 (Jan. 1978): 167-214 Military Doctrine of the Russian Federation. 2015. http://thailand.mid.ru/en/military-doctrine-of-the-russian-federation NATO. 2014. ”Wales Summit Declaration.” Sidst ændret 30 August, 2018. https://www.nato.int/cps/ic/natohq/official_texts_112964.htm NATO. 2016. ”Warsaw Summit Communiqué.” Sidst ændret 29 marts, 2017. https://www.nato.int/cps/su/natohq/official_texts_133169.htm NATO. 2018. ”Brussels Summit Declaration.” Sidst ændret 30 august, 2018. https://www.nato.int/cps/en/natohq/official_texts_156624.htm NATO. 2018. ”Trident Juncture 18.” Sidst ændret 31 oktober 2018. https://www.nato.int/cps/ic/natohq/news_158620.htm NATO. 2018. ”Enlargement.” Sidst ændret 11 juli 2018. https://www.nato.int/cps/ie/natohq/topics_49212.htm NCI Agency. Ukendt. ”Ballistic Missile Defence Programme.” https://www.ncia.nato.int/BMD/pages/ballistic-missile-defence.aspx Persson, Gudrun. ”Russia and Baltic Sea Security: A Background.” Strategic challenges in the Baltic Sea Region: Russia, deterrence, and reassurance. 2018. 17-32 President of Russia. 2014. ”Address by President of the Russian Federation.” Sidst ændret 18 marts 2014. http://en.kremlin.ru/events/president/news/20603 RAND Corporation. 2016. ”Reinforcing Deterrence on NATO´s Eastern Flank: Wargaming the De-fense of the Baltics.” https://www.rand.org/pubs/research_reports/RR1253.html RAND Corporation. 2018. ”Assesing the Conventional Force Imbalance in Europe: Implications for Countering Russian Local Superiority.” https://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/re-search_reports/RR2400/RR2402/RAND_RR2402.pdf

Side 48 af 48

Reuters. 2017. ”Wary of divided loyalties, a Baltic state reaches out to its Russians.” Sidst ændret 24 februar 2017. https://www.reuters.com/article/us-baltics-russia/wary-of-divided-loyalties-a-baltic-state-reaches-out-to-its-russians-idUSKBN1630W2 Russia Today. 2013. ”Moscow confirms deployment of Iskander missiles on NATO borders.” Sidst ændret 17 december 2013. https://www.rt.com/news/iskander-missile-deployment-russia-317/ Russia Today. 2016. ”Russia is not a threat to the West.”, Dr Alexander Yakovenko. Sidst ændret 13 februar 2016. https://www.rt.com/op-ed/332353-nato-threat-russia-security/ Russia Today. 2018. ”Our build-up is defensive, Russia´s aggressive, says NATO afte Putin´s remark – but is that fair?”. Sidst ændret 22 august 2018. https://www.rt.com/news/436617-nato-russia-military-buildup/ Russian National Security Strategy. 2015. http://www.ieee.es/Galerias/fichero/OtrasPublicacio-nes/Internacional/2016/Russian-National-Security-Strategy-31Dec2015.pdf Shea, Jamie. ”NATO´s Role in Baltic Sea Security: Reestablishing Deterrence, Projecting Stability.” Strategic challenges in the Baltic Sea Region: Russia, deterrence, and reassurance. 2018. 33-48 TASS. 2016. ”Russian Foreign Ministry promies response to NATO´s armament buildup.” Sidst æn-dret juli 2016. http://tass.com/politics/886903 Videnskab.dk. 2018. ”Forsker: Vi er på kanten af en ny kold krig.” Sidst ændret 28 maj 2018. https://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker-vi-er-paa-kanten-af-en-ny-kold-krig Waltz, Kenneth N. ”The Anarchic Structure of World Politics.” International Politics (2015): 47-65 WORLDVIEW. 2013. ”Russia, Missiles and the Tactics of Intimidation.” Sidst ændret 20 december 2013. https://worldview.stratfor.com/article/russia-missiles-and-tactics-intimidation