Upload
trannguyet
View
214
Download
0
Embed Size (px)
Citation preview
EU’s udenrigspolitiske kurs over for Middelhavsregionen
- EU som normativ magt, kontra EU som realpolitisk aktør
Antal tegn i alt uden mellemrum: 217.989
Af Frederik Knudsen & Jonas Kurtzmann Larsen
Vejleder: Amin Alavi
1
Specialeafhandling CLM – Europæiske Studier 2010
Summary
EU Foreign Policy Toward the Mediterranean region
- EU as a Normative Power versus EU as a Realist Actor
In the aftermath of the breakup of the Soviet Union a wave of liberal institutionalism
occurred. With no clearly defined enemy in sight the world seemed to move toward more
cooperation through the international institutions with focus on democracy and human
rights. With the end of the cold war a sense of community rose.
As a result of, among others 9/11 2001 and later on the Madrid-bombings, the security policy
aspect was once again put on the political agenda in the entire Western world including the
EU. This included an increased focus on security and stability in the countries bordering the
EU. The EU could not risk a situation similar to that of failed states such as Somalia or
Afghanistan where a power vacuum had made the countries a top destination and free haven
for Islamic terrorists. Former EU president identified the threats to European security in this
way: “The real threat for Europe is not coming from Russia, and not coming of course from
America, but from any wrong development of the countries south and east of the
Mediterranean…a ring of friends should be created”.
Historically the EU has portrait itself as a normative power with high priority towards
universal values such as human rights and democracy. However, there are signs indicating
that the EU is sacrificing these ideals and values for the sake of a more realist approach, thus
prioritizing security and stability in its proximity.
This paper examines the foreign policy of the EU towards four chosen countries of the North
African region. These are divided in two groups where Algeria and Libya on the one hand are
major energy suppliers to the EU. And on the other hand Morocco and Tunisia are valued
members of the Union for the Mediterranean, representing a vital part of the belt of security
surrounding the EU, that the EU is working towards.
2
The EU has often put emphasis on the respect for human rights and democracy in its external
relations. However the EU priorities towards the four chosen countries of the North African
region, seems to have focused little on these normative values on which the EU has often
based its rhetoric. Instead a focal point of the EU-Mediterranean relations have been areas of
high politics. These include subjects such as migration, counter terrorism, organized crime
and energy. These areas are all interlinked with the security policy of the EU and its member
states. There is a kinship of interest between the EU and all of the four countries within these
policy areas. For instance Islamic terrorism is not only a threat to the EU but poses an even
greater threat toward the regimes of the four countries.
The decision-making of these policy areas are still taking place within the sphere of the
individual member states of the EU. Hence these are the driving factor of the policy making on
a supranational level. Moreover these are often pursuing national interests at the expense of
the EU as a whole. This national interest is primarily based on the security policy-interests of
the individual country. Therefore there is a tendency of the larger member states such as
Germany, UK , France, Spain and Italy, pursuing national interests through bilateral trade
agreements with the four chosen countries.
The lack of stability in this region could represent a great security threat to the EU in the form
of incontrollable migration flows and safe havens for terrorists in the near proximity of the
EU. In order to address these security concerns properly the EU is forced to diverge from its
normative path.
With the entrance of China as an actor on the African stage, the EU is presented with yet
another great challenge as a normative power. By its unconditional approach towards trade
relations with the countries within the EU’s sphere of interest, China could push aside the EU.
This could indicate that the EU in the years to come, must revise its normative approach to
these countries in order to keep up pace with the Chinese competition. Moreover the EU must
address the diverging gap between rhetoric and action in order to avoid accusations of
hypocrisy. This is important for the EU in order to maintain credibility both internally
towards its citizens, as well as externally towards the citizens of other countries.
3
Indhold1. Indledning (fælles).....................................................................................................................6
2. Metode/kildekritik/afgrænsning (fælles)................................................................................7
3. Teori (fælles).............................................................................................................................11
4. Redegørelse for EU’s tilgang til Middelhavsunionen (fælles)...............................................19
4.1.1 Redegørelse for Middelhavsunionen............................................................................20
4.1.2 EU’s tilgang til menneskerettigheder på handelspolitikken (fælles).........................28
4.1.3 Redegørelse for udvalgte landes baggrund og forudsætninger: Libyen, Algeriet,
Marokko og Tunesien...................................................................................................................30
4.1.3.1 Algeriet (Frederik)..................................................................................................30
4.1.3.2 Tunesien (Jonas).....................................................................................................32
4.1.3.3 Marokko (Frederik)................................................................................................34
4.1.3.4 Libyen (Jonas).........................................................................................................35
4.1.4 Menneskerettigheder (Fælles)......................................................................................37
4.1.5 EU’s Fælles Udenrigs og Sikkerhedspolitik (FUSP) (Fælles)......................................39
5. Analyse af EU’s udenrigspolitiske tilgang til de 4 udvalgte lande........................................40
5.1.1 EU’s tilgang til Marokko (Frederik)..............................................................................41
5.1.1.1. Delkonklusion..........................................................................................................50
5.1.2 EU’s tilgang til Algeriet (Frederik)................................................................................51
5.1.2.1 Delkonklusion..........................................................................................................61
5.1.3 EU’s tilgang til Libyen (Jonas).......................................................................................62
5.1.3.1 Delkonklusion..........................................................................................................72
5.1.4 EU’s tilgang til Tunesien (Jonas)...................................................................................73
5.1.4.1 Delkonklusion..........................................................................................................83
6. Diskussion - EU’s tilgang til de 4 udvalgte lande (Frederik).................................................84
4
6.1. Delkonklusion.....................................................................................................................94
7. Perspektivering (Jonas)...........................................................................................................95
7.1. Delkonklusion...................................................................................................................104
8. Konklusion (Fælles)................................................................................................................106
9. Litteraturliste..........................................................................................................................109
5
1. Indledning (fælles)
EU’s udenrigspolitiske kurs over for
Middelhavsregionen
- EU som normativ magt, kontra EU som realpolitisk aktør
I kølvandet på Sovjetunionens fald opstod en liberalistisk bølge af institutionalisering, hvor
man forsøgt at samle flest mulige lande i internationale institutioner som Nato, FN, OECD, IMF
etc. Intentionen har været at skabe sammenhold efter den kolde krigs ophør. Efter
kommunismens fald opstod en fællesskabsfølelse, hvor landene nu så fremad og fokuserede
på det der samlede dem, i stedet for det der delte dem. Dette skete til dels som en konsekvens
af et manglende fjendebillede. Der var endvidere en generel konsensus omkring
menneskerettigheder og demokrati, som værende universelle værdier.
Som et resultat af 11. september 2001 og senere hen Madrid-bomberne i 2004, blev det
sikkerhedspolitiske aspekt atter ført til tops på den politiske dagsorden i hele den vestlige
verden, herunder også EU. Dette medførte øget fokus på sikkerhed og stabilitet i EU’s nære
grænseområder, hvor EU ikke vil risikere en udvikling lignende den i Somalia eller
Afghanistan, hvor et magtvakuum har gjort landene til en attraktiv base for islamiske
terrorister. Dette underbygges af tidligere EU Kommissionsformand Romano Prodi, i følgende
udtalelser: The real threat for Europe is not coming from Russia, and not coming of course from
America, but from any wrong development of the countries south and east of the
Mediterranean.”1 Samt: “a ring of friends should be created”.2
EU har længe portrætteret sig selv som en normativ magt, der prioriterer universelle værdier,
som menneskerettigheder og demokrati højt. Der er dog tegn på at EU går på kompromis med
dets normative tilgang til samarbejdslande, til fordel for en realpolitisk prioritering af
sikkerhed og stabilitet, i dets nærområde.
1 Mallet, Victor, Financial Times – Wave of optimism hits a rocky shore2 Holm, Ulla, DIIS 20.11.2009 - The EU’s Neighborhood Policy towards the Southern Mediterranean
6
Til udarbejdelsen af denne opgave er der udarbejdet følgende spørgsmål, som vil blive
besvaret gennem opgaven:
Problemformulering:
- Hvordan prioriterer EU normative områder som menneskerettigheder og demokrati,
over for sikkerhedspolitiske interesser?
- Hvilke politiske interesser prioriteres af EU, i handelssamarbejdet med de fire udvalgte
lande?
- Hvordan adskiller EU’s tilgang til de fire udvalgte lande sig i forhold til hinanden?
- Hvilke politiske motiver ligger til grund for den tilgang EU har til de fire lande?
- Hvorfor forfølger EU den politiske kurs, som er tilfældet, over for de fire udvalgte
lande?
- Hvilke konsekvenser har EU’s ageren i en international kontekst?
2. Metode/kildekritik/afgrænsning (fælles)
Opgaven er bygget op omkring følgende struktur: Indledningsvist redegøres for teorien, som
ligger til grund for analysen og diskussionen. Teorien vil blive anvendt som ”applied” teori,
hvilket betyder at teorien anvendes til at forklare, hvorfor den pågældende aktør handler på
en bestemt måde. Vi har med afsæt i teorien forsøgt at påvise realistiske, såvel som
liberalistiske tendenser, i forbindelse med EU’s udenrigspolitiske kurs. Teorien vil danne
7
grundlaget for analysen af EU’s ageren over for de fire udvalgte nordafrikanske lande i
Maghreb-regionen. De fire lande er udvalgt for at belyse EU’s tilgang til regionen fra flere
forskellige vinkler, på baggrund af landenes forskellige forudsætninger for samarbejde med
EU. To af landene har således eksempelvis olie og gas, i modsætning til de to andre. Udover
energipolitikken involveres også migrationspolitikken, terrorpolitikken samt
sikkerhedspolitikken, hvor sidstnævnte overordnet ligger til grund for den førte
udenrigspolitik på alle de øvrige politikområder. Formålet med inddragelsen af de udvalgte
politikområder er at analysere, hvorvidt disse påvirker EU’s politiske kurs, som erklæret
normativ magt, eller om de underbygger tesen om EU som realpolitisk aktør.
Efter teoridelen følger en redegørelse for Middelhavsunionen, med henblik på at beskrive
denne og EU’s visioner omkring samarbejdet. Derefter redegøres for EU’s tilgang til
menneskerettigheder på handelspolitikken, med henblik på at belyse hvordan EU officielt
involverer menneskerettigheder i forbindelse med udformningen af handelspolitikken
gennem diverse handelsaftaler. Dette bliver efterfulgt af en redegørelse for de fire udvalgte
lande, Algeriet, Marokko, Libyen og Tunesien. Dette bliver efterfulgt af en redegørelse for EU’s
tilgang til menneskerettigheder generelt, som et centralt punkt i forbindelse med EU’s ageren
som normativ magt. Afslutningsvist vil den redegørende del af opgaven omfatte en
redegørelse for EU’s fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (FUSP), for at skabe en overordnet
forståelse for EU’s udenrigspolitiske ageren samt prioriteringer. Formålet med dette afsnit er
at skabe en overordnet rammeforståelse, for de udvalgte områder for analysen. Endvidere vil
det give læseren et indblik i de handlemuligheder de aktører opgaven involverer, har over for
hinanden.
Efter redegørelsen følger analysedelen. Denne vil analysere EU’s udenrigspolitiske ageren,
med henblik på at undersøge hvorvidt EU insisterer på at agere som normativ magt, eller om
hvorvidt der tages større hensyn til realpolitiske prioriteringer. Vi inddrager her, igen de fire
udvalgte lande og analyserer EU’s udenrigspolitiske ageren over for disse lande, i individuelle
afsnit. Formålet er her at analysere hvorvidt EU’s tilgang er differentieret over for de lande,
baseret på deres situation. Herunder eksempelvis deres energireserver.
8
Analysen bliver efterfulgt af en diskussion, der omhandler forskelle og ligheder i EU’s tilgang
til de fire lande. Her vil et fokusområde være energipolitikken, hvor vi vil diskutere hvorvidt
denne har afgørende betydning for EU’s ageren over for landene. Endvidere diskuteres det i
dette afsnit, hvorfor EU agerer som det er tilfældet på baggrund af analysen.
Diskussionen bliver efterfulgt af en perspektivering, der forsøger at sætte EU’s ageren i en
international kontekst. Her analyseres de konsekvenser EU’s handlinger kan medføre. Her
inddrages Kina og landets nyvundne interesse på det afrikanske kontinent. Kinas indtræden i
EU’s traditionelle interessesfære giver EU en række problemer, som kan udfordre dets rolle
som normativ magt.
Perspektiveringen er efterfulgt af en konklusion. Der samler trådene og konkluderer på
analysen, diskussionen samt perspektiveringen.
Til udarbejdelsen af denne opgave er der benyttet kilder fra blandt andet bøger og internet.
Der er i opgaven primært anvendt kilder fra anerkendte tidsskrifter, tænketanke,
afhandlinger samt avisartikler fra anerkendte medier såsom New York Times og The
Economist. Disse har så vidt muligt anvendt nøgterne kilder, men da kilder aldrig vil være helt
objektive eller upartiske, har vi forsøgt at anvende dem, som har haft den største grad af
objektivitet. Dette er gjort i forbindelse med belysningen af et område med en kilde, hvilket
ofte har været et citat fra en politiker for at understrege en realistisk tilgang eller for at påvise
simple fakta så som befolkningstal eller velkendte historiske begivenheder som Algierkrigen.
Der er primært anvendt internettet til informationsindsamling, da bøger i de fleste tilfælde
har vist sig at være forældet, da det behandlede emne er meget dynamisk med konstant
udvikling og mange ændringer. Ofte består disse ændringer i forhandlinger, som er i gang på
diverse politik områder, hvilket betyder at internettet har været det mest anvendelige
arbejdsredskab i informationssøgningsprocessen. Overordnet er der anvendt så mange
forskellige kilder som muligt, for at belyse emnet fra så mange sider som muligt og vi har
primært fået vores kilder fra søgemaskiner som LexisNexis, Infomedia samt Google.
Da nogle af de anvendte kilder kommer fra landene, der er analyseret, kan man ikke udelukke,
at disse muligvis vil være farvet af politiske og nationale holdninger fra forfatteren. Endvidere
9
vil kilder der for eksempel kommer fra de fire udvalgte lande, også være præget af den
begrænsede pressefrihed som hersker i de pågældende lande. Eksempelvis kan nævnes kilden
Moroccoboard. Det kan ikke med sikkerhed fastslås om denne side er censureret af de
marokkanske myndigheder, men omvendt må vi konstatere at det anvendte materiale ikke
udtrykker kritik af styret og derfor måske endda anses for at være godkendt af den
marokkanske regering og dermed være et udtryk for officiel marokkansk politik. Omvendt
kan man også forvente, at nogle af de kilder, der kommer fra vestlige lande vil være farvet af
både fordomme og negative holdninger overfor enkelte eller alle 4 udvalgte lande.
Endvidere inddrages adskillige afhandlinger og publikationer fra universiteter og tænketanke
og disse til udformningen af denne opgave, hvilket også giver anledning til metodiske
overvejelser. Resultaterne herfra kan, lige som i vores tilfælde, være influeret af forskerens
metodiske valg og fravalg. Dertil kan nævnes at forskerens politiske ståsted kan have
indflydelse på hvordan det endelige resultat blev. Tænketanke, som er afhængige af frivillige
bidrag kan være under indflydelse af de mennesker som finansierer dem.
I den forbindelse kan vores brug af Tænketanken FRIDE inddrages. På deres hjemmeside
skriver de om sig selv: ”FRIDE is a think tank based in Madrid that aims to provide the best and
most innovative thinking on Europe’s role in the international arena. It strives to break new
ground in its core research interests of peace and security, human rights, democracy promotion,
and development and humanitarian aid, and mould debate in governmental and non-
governmental bodies through rigorous analysis, rooted in the values of justice, equality and
democracy. FRIDE seeks to provide fresh and innovative thinking on Europe’s role on the
international stage. As a prominent European think tank, FRIDE benefits from political
independence, diversity of views and the intellectual background of its international staff”. 3
Dette kan tolkes som at tænketanken FRIDE måske har en pro europæisk og supranational
dagsorden, hvor man er endnu mere kritisk overfor nationalstaternes handlinger end hvad
rimeligt er. Der er en tydelig liberalistisk tendens at spore i deres formålsparagraf, hvilket kan
have betydning for hvad de vælger at analysere og publicere. Dette er selvfølgelig værd at
overveje, men vi mener ikke denne ”dagsorden” har haft nævneværdig indflydelse på det
endelige resultat da det mest er EU’s strukturelle og organisatoriske mangler FRIDE
kritiserer. Men grundet deres
3 Fride.org.
10
Der er i stort omfang benyttet information, som er tilgængelig via SCADPLUS, EURACTIV samt
EU kommissionens hjemmeside. Dette kan være en lettere problematisk, da EU (som den
påståede normative magt) selv er part i ”sagen” og dermed måske vinkler det offentliggjort
materiale så det passer til den måde hvorpå EU ønsker at portrættere sig selv. I den
forbindelse kan man hævde at kilderne kan være farvet af en EU-agenda. Dette kan i sagens
natur have indflydelse på udformningen af opgaven og ikke mindst den endelige konklusion.
Derfor tages EU’s hensigtserklæringer ikke for pålydende, men der henvises til EU’s
hensigtserklæringer på menneskerettighed og demokrati området, hvor det har været muligt
at påvise en eller flere uoverensstemmelser. Da EU hidtil har forsøgt at fremstille sig selv som
en liberal normativ magt, har det til tider været vanskeligt at finde officielle kilder fra EU, som
påviser realistiske tendenser i EU’s førte politik overfor de fire udvalgte lande. Men da disse
kilder er offentligt tilgængelige og generelt anses for valide, er de hvor der ikke er fundet
uoverensstemmelser fra andre kilders side, blevet taget for pålydende.
Opgaven er afgrænset gennem en afvejning af de emner der har relevans for besvarelsen af de
stillede spørgsmål i problemformuleringen. Med henblik på omfanget af opgave, er det
vurderet at de inkluderede emner i passende grad danner grundlaget for en belysning af det
overordnede emne, vedrørende EU’s ageren som normativ magt, kontra realpolitisk aktør. I
den forbindelse har realisme og liberalisme, under IR teorien vist sig at være mest relevante
at inddrage til at analysere spørgsmålene. Med henblik på den afsluttende perspektivering har
vi valgt udelukkende at fokusere på én aktør, nemlig Kina, da den stigende kinesiske interesse
for det afrikanske kontinent vil have mest indflydelse på EU’s udenrigspolitik i fremtiden.
Samtidig vil det være en største udfordring for EU med henblik på at agere som normativ
magt.
3. Teori (fælles)
Dette projekt har teoretisk udgangspunkt i International Relations Theory (IR teori) med
fokus på realisme og liberalisme. En tredje teori, konstruktivismen vil i begrænset omfang
blive inddraget, hvor det er relevant. Dog vil fokus være på realismen og liberalismen.
Projektet vil anvende de 2 nævnte teorier og herunder forskellige underordnede teorier der
har sit udspring i de overordnede teorier. Årsagen til at disse 2 teorier vil blive anvendt, er at
11
der hersker stor uenighed om hvad EU egentlig er. Da EU hverken er en føderation, som USA,
men heller ikke blot en handelsorganisation som for eksempel NAFTA, men noget helt unikt,
er det vanskeligt at sammenligne med eksisterende unioner/fællesskaber. I forbindelse med
analysen vil dette projekt anvende de 2 teorier for at kaste lys over EU’s politiske tilgang til
nabolandene (Middelhavsunionen) med udgangspunkt i handelspolitikken og med
menneskerettighedsaspektet for øje. EU’s politiske ageren bygger på stor kompleksitet idet
der er mange aktører involveret, samt mange forskellige beslutningsprocesser baseret på den
enkelte konkrete case.
På visse udenrigspolitiske områder er beslutningsprocessen supranational, hvor EU uden at
skulle konsultere Europæisk Råd kan handle på vegne af medlemsstaterne. På andre områder
er beslutningsprocessen intergovernmental, idet de enkelte medlemslande i høj grad er
involveret i processen. Dertil kommer at enkelte medlemslande, herunder især Frankrig,
Italien og Spanien har unikke bånd til de udvalgte nordafrikanske lande, på grund af
kolonitiden, og derfor har en national interesse i middelhavsregionen, som ikke nødvendigvis
deles af de øvrige medlemslande i EU. Dette er blandt andet eksemplificeret ved følgende citat
af Frankrigs tidligere præsident de Gaulle: ”Den arabiske verden. Det er os. Det er
Frankrig.”4Dette er udtryk for Frankrigs store interesse i at forene Europa og den arabiske
verden, hvilket Middelhavsunionen er et eksempel på. Frankrig er ikke i sig selv i stand til at
agere internationalt, som stormagt på lige fod med for eksempel USA, men kan gennem EU
føre sine politiske visioner ud i livet ved hjælp af blandt andet Middelhavsunionen.
Realismen bygger overordnet på en filosofisk opfattelse af, at mennesket grundlæggende er
selvisk og konfliktfyldt, og derfor søger at sikre sig selv og kun samarbejder, hvis dette er til
egen vinding.5 Eller som Morgenthau udtrykker det: ”Mennesket er af natur politiske dyr, født
til at forfølge magt og til at nyde frugterne af magt” .6Den klassiske realisme er af den
opfattelse, at mennesket har to tilgange til moral, en privat og en meget anderledes moral i det
offentlige rum.7
Realismen dækker over flere underordnede teorier, hvor disse alle deler flere centrale
opfattelser. Generelt har de det til fælles, at de opfatter det internationale system som
4 Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse5 Thomas Hobbes, Introduction to international relations kap. 36 Jackson, Robert & Sørensen, George – Introduction to international relations kap. 3 pp. 767 Introduction to international relations kap. 3
12
anarkistisk, hvor der ikke er nogen autoritet over staten, der er i stand til at regulere de
indbyrdes forhold mellem stater. Staterne skal dermed selv finde fælles grund, uden at dette
bliver dikteret af overnationale institutioner. Nationalstaterne anskues som rationelle
enkeltaktører, som hver især forfølger egne nationale interesser. Ifølge Machiavelli er der to
måder at føre udenrigspolitik på,: Magt og bedrageri. Nationalstatens primære interesse er at
sikre national frihed, og herved især uafhængighed. Herskerens overordnede ansvar er altid
at søge fordele og forsvare statens interesse og derved sikre dens overlevelse. Dette kræver
styrke, da en svag stat anses for at være en åben invitation til at blive domineret eller kuet af
andre stærkere stater.8 Forholdet mellem stater udspringer af magtforholdet mellem disse,
hvilket primært omhandler militær samt økonomisk magt. Endvidere anses magt for at være
en finit størrelse, et nul sums-spil, hvor stater kun kan vokse i styrke på bekostning af andre
stater, man er altså nødt til at se egen styrke i relation til andre staters magt. Dette kaldes også
for relative game-theory.9
Realismen fastholder, at stater ikke kan føre politik baseret på universelle moralske
principper, men må tage hensyn til omstændighederne, så som tid og sted. Staten har altså
ikke råd til at tage hensyn til etik og moral, hvis dette sker på bekostning af statens sikkerhed
og uafhængighed. Eller som Platon udtrykker dette: ”Our rulers will probably have to make
considerable use of lies and deceit for the good of their subjects”.10
Inden for realismen er der, som tidligere nævnt, flere underordnede teoretiske tilgange. Den
oprindelige teori bygger på den klassiske realisme, hvor de mest indflydelsesrige teoretikere
bag denne var Thucydides, Platon, Machiavelli og Hobbes. Denne bygger primært på
menneskets natur, og er baseret på hvad der er logisk for mennesket at gøre. Denne teori er
blevet videreudviklet i form af neoklassisk realisme af Morgenthau, der ligger i umiddelbar
forlængelse af den klassiske realisme. En anden tilgang til realismen er neorealismen. I
modsætning til den klassiske og neoklassiske realisme tager neorealismen sit udgangspunkt i
det internationale system og ikke menneskets natur. Hvor den klassiske realisme ser
statsoverhovedets subjektive vurdering af internationale relationer som det væsentligste, ser
neorealismen systemets struktur som det væsentligste, herunder især den relative fordeling
af magt, det er altså en strukturel teori. Aktøren er mindre væsentlig, da det er strukturerne
8 Ibid9 Ibid10Ibid
13
der får dem til at agere på bestemte måder. Strukturerne bestemmer altså mere eller mindre
deres handlinger.11
Hvor den klassiske realisme ser på staters karakteristika og deres interaktion med hinanden,
mener Waltz, at der er et niveau over dette, hvilket er strukturen. Det er altså ikke blot
faktorer på statsniveau, der er afgørende, men derimod strukturerne i det overordnede
system der er væsentlige for, hvordan staten agerer. Neorealismen beskrevet af Waltz, er
mere raffineret end den klassiske realisme, idet den tager et skridt væk fra opfattelsen af, at
rationel statsadfærd var at akkumulere mest mulig magt. I stedet argumenterer Waltz for, at
den ultimative statsinteresse er statens sikkerhed. Dette opnås ikke altid blot ved mere magt,
da det kan fremprovokere et våbenkapløb med rivaliserende stater, og dermed bringe statens
sikkerhed i fare. Neorealismen adskiller sig endvidere fra klassisk realisme ved at man ikke
ser på menneskets natur, moral, magt og interesser, men i stedet ser på strukturen i det
internationale system. 12
Der kan være en magtbalance mellem stater, men der vil altid være en risiko for krig, og
derfor er det væsentligt at opruste og være forberedt. Stater har grundlæggende ens
interesser trods deres forskellige ideologier og kulturer, og adskiller sig kun mærkbart ved
deres forskellige formåen. Således udtaler Waltz, den førende teoretiker bag neorealismen,
følgende: ”The state units of an international system are distinguished primarily by their greater
or less capabilities for performing similar tasks….the structure of a systems changes with
changes in the distribution of capabilities across the system units”.13 Endvidere hævder
Thucydides at de stærke agerer efter deres formåen, mens de svage må affinde sig med deres
position: ”…the strong do what they have the power to do and the weak accept what they have
to accept”.14
FUSP samarbejdet er i sig selv et eksempel på at eksterne begivenheder har indflydelse på EU
og derfor påvirker EU til at skabe instrumenter, som kan imødegå udfordringerne. Her er især
Balkan konflikten et eksempel på en realistisk politik af EU, hvor man overtager styringen fra
FN på det militære område, og gennem FUSP’en fører en koordineret politik med det formål at
11 Introduction to international relations kap. 312 Ibid13 Introduction to international relations kap. 3 pp. 8514 Thucydides 1954 – The history of the Peleponnesian War
14
sikre stabilitet i nærområdet.15 Dermed bunder den konkrete politiske tilgang i realisme, idet
man forsøger at sikre EU. Det samme er tilfældet med handelspolitikken, der ligeledes på
mange områder handler om sikkerhedspolitik, idet man forsøger at skabe stabilitet og tæt
samarbejde i sine nærområder, herunder især i den muslimske/arabiske verden. Et konkret
eksempel er da EU parlamentet i 2006 først afviser at indgå handelsaftaler med Turkmenistan
med baggrund i manglende efterlevelse af menneskerettigheder, for året efter at indgå
handelsaftaler uden at der er sket nogle nævneværdige forbedringer med henblik på
menneskerettighedssituationen i landet.16 Dette er et eksempel på at EU fører en realistisk
politik, idet man gennemfører handelsaftaler, og dermed går på kompromis med egne krav til
menneskerettigheder, for at fremme handelspolitiske interesser.
Man kan endvidere finde eksempler på at EU agerer realistisk i forbindelse med for eksempel
Middelhavsunionen. Ikke over for landene i Middelhavsunionen, men derimod over for andre
nationer, herunder både USA og Kina, som er EU’s største konkurrenter på den internationale
scene. Ved at styrke samarbejdet med de 21 lande i Middelhavsunionen, forsøger EU at øge
sin indflydelse i regionen. Dette sker i tråd med den realistiske nul-sums tankegang, hvor
magten er en finit størrelse, hvor forøgelse af en aktørs indflydelse er direkte
sammenhængende med reduktionen af en anden/andre aktørers indflydelse. Man kan derved
hævde at EU’s ageren i forbindelse med Middelhavssamarbejdet er et udtryk for realisme.
Neorealismen rummer flere underteorier, herunder blandt andet offensiv realisme, hvilket
ligeledes er en strukturel teori, der i modsætning til klassisk realisme giver anarkiet i det
internationale system skylden for sikkerhedskonflikterne, i stedet for menneskets natur. I
modsætning til andre strukturelle teorier mener offensiv realisme ikke, at staten kan være
tilfreds med en given mængde magt, men altid vil søge at maksimere sin andel af verdens
magt både økonomisk og militært, for at sikre overlevelse og sikkerhed.17Kenneth Waltz, som
er en af fortalerne for offensiv realisme hævder at stater altid vil forsøge at minimere faren
ved den anarkismen. Dette betyder at alle stater bliver funktionelt ens, i stedet for
differentierede. Waltz mener ligeledes at stater vil gå sammen mod en anden stat, hvis denne
bliver for magtfuld, for at sikre magtbalancen. Årsagen til at dette endnu ikke er sket med
henblik på USA, er at mange stater er blevet forvent med fordelene ved at USA bærer en stor
15 AFP 29.03.2004 – Canadian forces complete Bosnia mission16 Human Rights Watch 04.10.200617 IR Theory Knowledge Base
15
del af byrden for dem, og stadig har mange fordele at tilbyde på mange forskellige punkter.
Eller som Waltz siger det: Hegemony leads to balance….That is now happening, but haltingly so
because the United States still have benefits to offer and many other countries have become
accustomed to their easy lives with the United States bearing many of their burdens”.18Stater vil
til stadighed være sårbare over for andre stars ageren, men offensive realister mener ikke at
modstanderens motiver har nogen speciel betydning i internationale relationer, eftersom
anarkiet forhindrer stater i at opnå viden om andre staters motiver og derfor må betragte alle
andre stater som fjendtlige eller potentielt fjendtlige.19 I den forbindelse er EU’s tilgang til den
arabiske verden qua Middelhavsunionen interessant, da EU forsøger at samle disse lande med
EU, for at undgå muligheden for at disse samles mod EU.
En anden underteori inden for neorealismen er defensiv realisme, der i modsætning til
offensiv realisme mener at man skal analysere på motiver, og ikke blot muligheder. Med dette
menes at man ikke kun skal tage udgangspunkt i det enkelte lands styrkeforhold, men
derimod også i landets motiver og hensigter. Defensiv realisme argumenterer i modsætning
til offensiv realisme for at en aktør ikke har et forudbestemt handlingsmønster. I stedet vil
aktøren analysere, hvorvidt samarbejde eller konkurrence er i dens bedste interesse. Dette
sker på baggrund af den enkelte situation aktøren befinder sig i, og derved er individuel for
den enkelte konkrete situation, og ikke generel som offensiv realisme forudsætter. Kenneth
Waltz mener i modsætning til fortalere for defensiv realisme, at fraværet af en
”verdensregering” vil betyde at intet kan forhindre en stat i at optræde fjendtligt over for en
anden. Dermed hævder han at det er den anarkistiske struktur i verden, der ansporer stater
til at optræde fjendtligt over for hinanden.20 Derimod mener de defensive realister, ført an ad
Randall Schweller, at det ikke er den anarkistiske struktur der er skyld i krige, men nærmere
det faktum at der eksisterer stater der vitterligt er aggressive af natur. Uden at nogle udgør en
sikkerhedspolitisk trussel for landet, kan det stadig ønske at optræde aggressivt uden
nødvendigvis at gøre dette på baggrund af en presserende trussel.21
Udover realismen inddrages også liberalismen i dette projekt. Liberalismen kan betragtes
som realismens modsætning. Menneskesynet er væsentligt anderledes i liberalismen end i
18 Waltz, Kenneth 1993 International Security – The Emerging Structure of International Politics, p. 7719 Taliaferro, Jeffrey, W. International Security 2001 – Security Seeking Under Anarchy: Defensive Realism Revisited p.12820 Ibid21 Schweller, Randall 1996 Securtity Studies - Neo-realism’s Status-Quo Bias: What Security Dilemma? P. 115-119
16
realismen, idet det er mere positivt, og generelt ser mennesket som mindre egoistisk og
mindre fokuseret på den nationale sikkerhed og uafhængighed, end det er tilfældet i
realismen. Den nationale sikkerhed er altså ikke det væsentlige i liberalismen. Liberalismen er
idealistisk, og bygger endvidere på en kontinuerlig tro på fremgang for menneskeheden. Man
betragter det som en historisk udvikling, hvor man år for år og generation for generation ser
fremskridt mod det bedre. Dette bruger liberalisterne blandt andet til at forklare hvorfor der
er mere fred og stabilitet i verden, ikke mindst den vestlige del, nu end nogensinde før. I den
forbindelse kan man inddrage Francis Fukuyama, der omtaler ”historiens endeligt”, hvilket
bygger på den opfattelse, at alle lande vil stræbe efter et liberalt demokrati, lignende det man
ser i vesten. Alle lande søger altså en udvikling mod det bedre.22
Hvor realismen først og fremmest ser staten som en magtstat, ser liberalismen derimod
staten som en retsstat med det formål at beskytte det enkelte individ. Liberalismen er mere
fokuseret på soft power, hvorimod realismen er mere fokuseret på hard power. Liberalismen
ser også international ret som noget positivt, der gavner individet, ligesom den opfatter
internationale institutioner som FN som en vej frem mod det, som den tyske filosof Immanuel
Kant kalder den ”evige fred”. Derudover bygger teorien på, at mennesket gennem rationelle
principper kan agere i internationale relationer. De anerkender, at mennesket er egoistisk og
konkurrencepræget i en vis udstrækning, men tror også på at individet deler mange
interesser og derfor kan engagere sig i samarbejde med andre.23
EU betragtes traditionelt for at være fortaler for en liberalistisk politik, idet EU forsøger at
basere sin politik på samarbejdet. Dertil kommer at hele EU-projektet er baseret på
liberalistiske motiver, idet landene er gået sammen i et fællesskab der bygger på fælles
normer og værdier. Netop den normative tilgang er også essentiel for EU’s tilgang til eksterne
aktører da man forsøger at agere ud fra en normativ politik, hvor man forsøger at samle, frem
for at dele. Dette gør sig især gældende i kraft af Middelhavssamarbejdet, hvor EU forsøger at
samle de 21 lande i et fællesskab baseret på handel. Formålet her er at styrke stabilitet og
sikkerhed i nærområdet, men dette sker gennem fremme af normative værdier så som
menneskerettigheder og demokrati. Værdier der er kerneelementer i EU, og som EU derfor
ønsker at sprede til andre dele af verden, herunder især sine nabolande.24
22 Introduction to international relations kap. 423 Introduction to international relations kap. 424 Manners, Ian, DIIS Working Paper 2009:5 Europa som normativ magt: En selvmodsigelse?
17
Liberalismen rummer ligesom realismen flere underteorier, heriblandt institutionel
liberalisme. Denne teori bygger på institutionernes styrke, hvor staterne igennem samarbejde
i internationale institutioner står stærkere med henblik på at løse forskellige problemer. Et af
de første forsøg på at skabe internationale institutioner, der kunne løse konflikter var
Folkeforbundet (League of Nations), der blev skabt efter første verdenskrig med formålet at
transformere internationale relationer fra, som den amerikanske præsident Woodrow Wilson
sagde: ”en jungle af kaotisk magtpolitik, til en zoologisk have af reguleret og fredsfyldt
samkvem”.25 Hvor realismen argumenterer for at verden er blevet mere anarkistisk siden den
kolde krigs ophør på grund af den multipolære verdensorden i stedet for den bipolære,
argumenterer den institutionelle liberalisme, for at verden derimod gennem en høj grad af
institutionalisering reducerer den destabiliserende effekt, som den multipolære verden har
skabt. Institutioner kompenserer for den manglende tillid mellem stater, da de har større
indblik i, hvad andre stater foretager sig, og derfor ikke skal frygte disse. Endvidere skaber de
et forum, hvori staterne kan forhandle med hinanden. EU læner sig op ad denne teori på flere
områder, idet man forsøger at samle stater i internationale institutioner så som FN, og
endvidere forsøger at samle lande i fællesskaber, herunder handelsfællesskaber som det er
tilfældet med Middelhavsunionen.26
Udover liberalismen og realismen er en tredje relevant teori, der vil blive inddraget i opgaven,
konstruktivisme. Denne teori bygger på, at samfundet er socialt konstrueret. Magtpolitik er
socialt konstrueret, og altså ikke naturgivent, og kan derfor ændres af mennesket Den
udfordrer direkte den neorealistiske teori om, at verden er et anarki, men mener derimod at
den er konstrueret. Som Alexander Wendt, en af ophavsmændene for denne teori
argumenterer, at ”anarki hvad staterne gør det til”. Det er altså staterne selv der ”vælger” at
skabe anarkiet. Hvor konstruktivismen mener, det er muligt at ændre den anarkistiske natur
imellem stater 27. Landene vil søge interessefællesskab med andre lande, der deler deres ideer
og derved basere deres ageren på fælles værdier frem for materiel styrke. Staternes
handlinger er afgjort af fælles interesser og ikke naturgivne, som realismen bygger på. Dette
betyder, at landene ifølge konstruktivismen kan handle udover de strukturer som realismen
mener er naturgivne. Dette er netop tilfældet i mange henseender med EU, hvor landene er
25 Introduction to international relations kap. 4 pp. 11926 Introduction to international relations kap. 427 IR Theory Knowledge Base – Constructivism
18
gået sammen og agerer ud fra fælles holdninger og værdier. Det er netop dette
værdifællesskab der udgør EU’s eksistensgrundlag. Man kan diskutere hvorvidt dette
værdifællesskab er naturgivent som realisterne hævder, eller konstrueret af staterne, som
konstruktivisterne hævder. Konstruktivismen kan inddrages i dette projekt for at analysere
EU’s ageren, da der vil være eksempler på at EU’s ageren er et udtryk for konstruktivisme.
Konstruktivismen er mindre prædeterministisk end for eksempel realismen, idet den ikke
forudsætter at eksempelvis en militær oprustning hos en anden stat, er et udtryk for at denne
forsøger at tippe magtbalancen til sin fordel. Derimod tager konstruktivismen udgangspunkt i
ens egen ageren som stat, og derved betragtes statens egen ageren som værende
udslagsgivende for andre staters ageren. Konstruktivisme bygger på ideer og
værdifællesskaber frem for materiel styrke, og derfor står denne teori i modsætning til den
prædeterminisme som præger realisme, herunder især offensiv realisme. 28Konstruktivismen
kan godt samarbejde med realismen, men argumenterer for at realismen ikke er
fyldestgørende, og ikke kan forklare alt.29
4. Redegørelse for EU’s tilgang til Middelhavsunionen (fælles)
Dette afsnit vil redegøre for EU’s tilgang til Middelhavsunionen. Dette sker gennem
handelspolitikken hvor også menneskerettigheder inddrages som en væsentlig faktor, med
henblik på at skabe en rammeforståelse der danner grundlaget for analysen samt
diskussionen af emnet. Indledningsvist redegøres for EU-Middelhavssamarbejdet
(Middelhavsunionen), for at skabe en forståelse for omfanget af dette samarbejde. Endvidere
er der udvalgt 4 lande fra Middelhavsunionen, med henblik på at belyse disse landes
forudsætninger og aktuelle situation. Landene er udvalgt på baggrund af deres forskellige
forudsætninger for samarbejdet med EU. 2 af landene har store besiddelser af olie og gas,
mens de 2 andre ikke besidder energireserver. Foruden dette kommer landene fra forskellige
udgangspunkter spændende fra borgerkrig og international isolation, over til diktatur og
absolut monarki. Gennemgangen af disse lande skal derfor tjene det formål at skabe en indsigt
og forståelse for den tilgang EU har til hvert enkelt land i forbindelse med de forskellige
28 Goodrich, Ben, Harvard University 17.02.04 – Constructivism and International Relations Theory29 Wendt, Alexander - International Organization, kap. 2, pp. 46
19
handelsaftaler gennem Middelhavsunionen. Endvidere vil afsnittet runde af med en
redegørelse for EU’s tilgang til menneskerettigheder.
4.1.1 Redegørelse for Middelhavsunionen
I 2007 blev EU’s store hjælpeprogrammer for dets nabolande TACIS, der omfattede Østeuropa
og Rusland samt MEDA, omfattende det sydlige middelhav, slået sammen til et enkelt program
som kaldes ENPI (European Neighborhood and Partnership Instrument) med et budget på 12
milliarder Euro for perioden 2007-2013. Rusland er ikke længere en del af dette samarbejde,
men er i stedet ført gennem et strategisk partnerskab.30
Middelhavsunionen har sit udspring i Barcelona-processen fra 1995, der var EU’s første
større plan for et tættere samarbejde mellem de daværende 15 EU-medlemmer og 14
middelhavslande. I dag tæller samarbejdet 27 EU lande samt 16 partnerlande, og hører under
ENPI.31
Figur 1
32
Figur 1 illustrerer middelhavssamarbejdet, hvor de blå lande er EU-lande, og de gule er
partnerlande. Libyen er stribet, hvilket betyder at landet samarbejder på udvalgte områder,
men ikke er fuldgyldigt medlem
30 EU 4 Journalists – European Neighborhood Policy31Scadplus – Barcelona-processen32Figur 1: http://en.wikipedia.org/wiki/Euromediterranean_Partnership
20
Oprettelsen af samarbejdet skete til dels på baggrund af en anerkendelse af de fælles
udfordringer man stod over for både politisk, økonomisk samt socialt på begge sider af
Middelhavet. Samarbejdet skulle skabe grundlaget for et vedvarende partnerskab baseret på
fælles interesser, og var et udslag af den nye politiske situation efter den kolde krigs ophør i
kølvandet på Sovjetunionens opløsning. Derudover, i forlængelse af Oslo-fredsprocessen (som
skulle sikre fred i Mellemøsten), ville EU forpligte sig til at fremme politisk og økonomisk
samarbejde, for at sikre stabiliteten i EU’s periferi.33 Man havde nået en anerkendelse af de
transnationale problemer der eksisterede og som i høj grad påvirkede EU til trods for at disse
havde sin oprindelse i et ikke-EU land. For at komme disse grænseoverskridende problemer
til livs valgte man at etablere et samarbejde med de lande der var relevante i forhold til de
problemer man oplevede, hvilket omfattede politik, sikkerhed, sociale og kulturelle aspekter
samt migration og social integration. For at problemerne på disse områder kunne løses bedre
valgte man at inddrage de middelhavslande der udgør EU’s ydre grænser og derfor er af vital
interesse.34
Derudover har Frankrig været en af de væsentligste drivkræfter bag samarbejdet, hvilket
blandt andet kan forklares ud fra historiske forhold. Frankrig har i kolonitiden været i
besiddelse af flere af de involverede lande, og har stadig mange statsborgere med oprindelse
fra disse tidligere kolonier. Efter Algier-krigen, der sluttede i 1964 og talte 300.000 ofre, der
betød landets selvstændighed og derved løsrivelse fra Frankrig hvilket havde store
konsekvenser for de millioner af franskmænd der boede i landet.35 Krigen betød store
spændinger mellem Frankrig og den øvrige arabiske verden, men med afslutningen på krigen
gav det den franske præsident de Gaulle mulighed for at formulere en sammenhængende
strategi over for den arabiske verden. Dette betød at man kunne opbygge gode relationer til
den arabiske verden gennem EU, i en erkendelse af at Frankrig i sig selv ikke var en stormagt
på linie med USA. De Gaulle så det således som en mulighed for at fremme fransk
udenrigspolitik, hvis man kunne skabe en fælles EU politik på området. Frankrig har siden
Algier-krigens ophør set sig selv som brobygger mellem den arabiske verden og Europa,
således udtalte de Gaulle: ”Den arabiske verden. Det er os. Det er Frankrig.”36 Samarbejdet med
middelhavslandene startede således langsomt ud under de Gaulle, der lagde grundstenene for
33 European Commission,- European Neighbourhood and Partnership Instrument 34 Scadplus – Barcelona-processen35 On War.com – Algerian War of Independence 1954-6236 Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse
21
det der senere blev Barcelona-processen. EU valgte fremadrettet at arbejde videre med ideen
om et tættere samarbejde med de nordafrikanske lande hvilket blandt andet skete i form af
handelsaftaler.37
Samarbejdet tog dog først endelig form i 1995 med Barcelona-processen, der for første gang
formulerede en specifik strategi for samarbejdet på baggrund af en fælles EU-politik på
området, hvor alle EU lande bakkede op omkring samarbejdet.
Ifølge Barcelona-processen sker partnerskabet i to dimensioner, hvor den ene er en bilateral,
og den anden en regional dimension. Den bilaterale har til formål at skræddersy samarbejdet
til det enkelte partnerland. Man er blevet bevidst om at hvert enkelt land har forskellige
forudsætninger og at man derfor ikke kunne lave en standardløsning gældende alle
lande.38Bilaterale aftaler er mellem EU og et bestemt land, hvor aftalen er lavet specielt til
dette land, og ikke involverer andre partnerlande. Et eksempel på den bilaterale dimension er
at EU tager hensyn til det enkelte lands økonomiske situation når man indgår handelsaftaler.39
Den regionale dimension omfatter flere lande i et område på samme tid. Dette gør sig blandt
andet gældende vedrørende forurening af Middelhavet, hvor alle de lande der grænser op til
Middelhavet forsøges integreret, da de alle har en fælles interesse i dette.40
Barcelona-processen blev senere videreudviklet og blev i 2008 til Middelhavsunionen (Union
for the Mediterranean), som blev foreslået i Paris og senere underskrevet i Marseille af blandt
andet Frankrigs præsident Sarkozy, der var drivkraften bag dette.41Den væsentligste forskel
på Barcelona-processen og Middelhavsunionen var at den nu omfattede alle EU
medlemslande, og ikke kun Middelhavslandene i EU. Det at alle EU-medlemslandene kom med
i Middelhavsunionen skyldtes blandt andet pres fra den tyske kansler Angela Merkel. Frankrig
forsøgte at ekskludere Tyskland samt andre lande fra Middelhavsunionen, men ville stadig
bruge fælles EU-midler til at finansiere samarbejdet. Da Tyskland er EU’s største bidragsyder
var man fra Tysk side ikke interesseret i at betale for noget man ikke havde indflydelse på.
Derfor blev Middelhavsunionen et fælles europæisk projekt, frem for et delvist europæisk
projekt der kun omfattede de EU lande der grænser op til Middelhavet.
37 Université Paris-Sorbonne, International Conference – General de Gaulle and the Arab World38 European Commission – Barcelona declaration ”Adopted at the Euro-Mediterranean Conference 27-28.11.199539 Medea – EU and Maghreb Countries: bilateral agreements40 EU Commission - European Neighbourhood and Partnership Intrument41 EUROMED, 13.07.2008 – Joint Declaration of the Paris Summit for the Mediterranean
22
Siden EF’s grundlæggelse sidst i 1950’erne har det været en prioritet for det daværende
Europæiske Fællesskab at sikre og forbedre de bilaterale relationer til den arabiske verden.
Den nye union vil have 2 præsidenter, hvor den ene repræsenterer EU og den anden
repræsenterer landene på den anden side af middelhavet. En af de væsentligste elementer er
at unionen ikke bygger på EU’s præmisser, men er konstrueret i fællesskab mellem de
involverede lande, således at ikke-EU landene føler sig som ligeværdige partnere på trods af
deres mere beskedne udgangspunkt.42Man ønskede således fra EU’s side at fremme velstand i
de omkringliggende lande, for at sikre stabilitet i EU’s periferi, eller som Eberhard Rhein,
leder af Mellemøst- og Middelhavsafdelingen ved General Direktoratet for eksterne relationer,
udtaler: ”Europe has strong economic, commercial, political, and historical links with North
Africa and the Middle East. From an economic point of view, they are intertwined geographically
and politically; they are our back door. It seems self-evident that we should do our utmost within
the constitution of the EU to integrate them, to help them achieve economic prosperity” 43 EU
forsøger med Middelhavsunionen at hjælpe de arabiske og nordafrikanske lande ud af den
negative økonomiske, politiske og sociale spiral de befinder sig i44, med henblik på at skabe et
tættere bånd til sine naboer med henblik på en øget stabilitet i nærområderne. 45Et af de
største og mest betydningsfulde initiativer i forbindelse med Middelhavsunionen er på
handelspolitikken, hvor man ønsker at skabe frihandel mellem EU og de 21 lande inden
udgangen af 2010.46
Barcelona-processen havde 3 fokusområder, der var omdrejningspunktet i samarbejdet. Det
omhandlede et politisk og sikkerhedspolitisk projekt med det formål at fremme et fælles
område med fred og stabilitet, hvilket er et højpolitisk politikområde. Økonomisk og finansielt
partnerskab, herunder etableringen af et fælles handelsområde i 2010, hvor tarifferne på
industriprodukter helt skal fjernes, hvorimod dem på landbrugsvarer skal liberaliseres
gradvist, hvilket igen er højpolitik. EU’s støtte til partnerlandene øges betragteligt. Fremme af
interkulturel dialog mellem de forskellige kulturer som er repræsenteret i regionen.47Den
42 Erlanger, Stephen New York Times 06.07.2008 – Sarkozy’s Union of the Mediterranean falters43 Meria, Volume 9, No 2. Artikel 6 Juni 2005 – The Barcelona process and euro-arab economic relations 1995-200544 Arab Human Development Reports – Challenges to Human Security in the Arab World45 Meria op.cit.46 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger, Sylvia Juni 2006 – The European Union and Morocco, Security through authoritarianism47 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.
23
sidstnævnte har direkte til formål at bekæmpe forestillingen om ”the Clash of
Civilisations”(Samuel Huntington), ved at promovere gensidig forståelse.48
Middelhavsunionen har 6 prioritetsprojekter, der er kernen i samarbejdet. Det drejer sig om
at mindske forureningen i Middelhavet. Oprettelse af hurtige transportveje både til vands og
til lands. Initiativer til beskyttelse af civilbefolkningen over for naturkatastrofer og menneske
skabte katastrofer. En Middelhavs plan for solenergi. Indvielsen af Euro-Mediterranean
University i Slovenien. Og som det sidste Middelhavs forretnings udviklingsinitiativet, med
fokus på små og mellemstore virksomheder.49
Middelhavsunion har en række formålsparagraffer, som tæller energipolitik,
sikkerhedspolitik, antiterrorisme, migration samt handel. Dette er områder der alle rangerer
højt på den politiske dagsorden i EU. Energipolitikken er af vital interesse for EU, og er et
højpolitikområde da det omhandler national sikkerhed i EU. Uden en stabil og billig
energiforsyning er EU meget sårbar over for eksterne faktorer. Dette blev for første gang
synliggjort under oliekriserne i 1970’erne, hvor afhængigheden af eksterne aktører blev
tydeliggjort. Endvidere blev problemet aktualiseret igen i 2006, og atter i 2009, hvor Rusland
valgte at lukke for energiforsyningen til Ukraine, og derved også dele af EU medlemsstaterne i
Centraleuropa, da rørledningerne går igennem Ukraine.50 Man har således siden da arbejdet
frem mod en mere sikker løsning for EU’s energiforsyning, hvilket blandt andet har medført
fokus på at sprede afhængigheden ud på flere aktører så det ikke primært er Rusland der er
hovedleverandør af olie og gas, hvilket stadig er tilfældet.
EU fokuserer således i dag udover en diversificering af energileverandørerne, også på
transitlandene, som for eksempel tæller Ukraine, hvilket blandt andet har resulteret i Nord
Stream-rørledningen, som EU arbejder på at færdiggøre med henblik på at omdirigere
energiforsyningen til Vesteuropa uden om Ukraine til Tyskland.51 I den forbindelse spiller
landene i Middelhavssamarbejdet en nøglerolle. Libyen og Algeriet har olie og gas, hvilket kan
sikre EU en stabil leverance qua samarbejdet. Derudover er der planer om et gigantisk
solcelleanlæg i ørkenen i Nordafrika, der ville kunne bidrage med billig, miljørigtig og stabil
energi, uden afhængighed af eksterne aktører. Der er med andre ord et stort uudnyttet
48 Ibid49 European Commission, External Relations – The Euro-Mediterranean Partnership50 Frese, Mads, Information 07.01.2009 – Rusland lukker for gassen51 Radio Free Europe, 03.07.2010 - Germany's Gas War? Nabucco Vs. South Stream -- And Schroeder Vs. Fischer
24
potentiale i ørkenen som EU agter at udnytte gennem Middelhavssamabejdet, illustreret i
figur 2. Her ses de planer der er under udarbejdelse for at sikre energiforsyningen ved hjælp
af solcelleanlæggene. Projektet hedder ”Desertec” og skal forsyne EU med 15% af dets
energiforbrug.
Figur 2
52
Som man kan se i figur 2, spiller alle landene i Middelhavssamarbejdet en essentiel rolle i EU’s
bestræbelser på at mindske energiafhængigheden af Rusland.
Sikkerhedspolitikken er et andet fokusområde i Middelhavssamarbejdet, hvor EU vil sikre
dets ydre grænser gennem en stabilisering af nærområderne. Ved samarbejdet kan EU sikre
gode relationer til dets naboer og være med til at præge udviklingen i disse lande i en retning
der tilgodeser EU-interesser. Hovedformålet med etableringen af EU har historisk været at
52 New York Times 12.03.2010 – European Solarpower from African Deserts?
25
sikre frem i Europa i kølvandet på utallige krige, fulgt op af de to verdenskrige. Det mål er i
dag nået, og man er nu klar til at udvide dette til at sikre fred i nærområdet.
Sikkerhedspolitikken har altid været et centralt spørgsmål i EU, og er derfor en
altovervejende årsag til Middelhavssamarbejdet, hvorved man sikrer gode relationer til sine
naboer, hvilket skaber tryghed internt i EU. 53
Et aspekt af sikkerhedspolitikken er antiterrorisme, hvilket kom højt på dagsordenen efter 11.
september 2001. Samt terrorbomberne i Madrid 2004, og London 2005. Dette har atter
medført spændinger mellem den vestlige verden, herunder Europa og den muslimske verden.
Middelhavssamarbejdet bidrager til at bygge bro mellem, ved at skabe en platform for dialog
mellem EU og den muslimske verden, idet næsten alle ikke-EU lande i samarbejdet er
overvejende muslimske. Endvidere er flere af landene arnested, samt ofre for terrorister, og
for at sikre EU bedst muligt mod terror, er det væsentligt at have et tæt samarbejde med disse
lande. Her kan man udveksle informationer om kendte terrorister med samarbejdslandene.
Det er EU’s overbevisning at man bedst bekæmper terrorisme ved at investere i udvikling af
de lande hvorfra de kommer, og dermed bekæmpe roden til problemet. Der er derfor også tale
om sikkerhedspolitik fra EU’s side i forbindelse med Middelhavssamarbejdet. Man ønsker at
sikre EU mod terror, og har derfor udset disse lande til at spille en nøglerolle i den
sammenhæng.54
Migration er et andet punkt på agendaen i Middelhavsunionen. Hovedparten af flygtninge
samt illegale indvandrere finder deres vej til Europa gennem netop de lande der er inkluderet
i Middelhavssamarbejdet. Derfor er det væsentligt for EU at skabe et godt samarbejde, samt
en konstruktiv dialog med disse lande omkring tilstrømningen, med henblik på at begrænse
den. En forudsætning for at kunne kontrollere denne tilstrømning er at have et godt
samarbejde med de lande hvorfra de illegale indvandrere, som udgør det største problem,
kommer. Det drejer sig især om de sydeuropæiske lande, der oplever en massiv tilstrømning,
en tendens der er tiltagende, og derfor er vigtig for EU at få kontrol over. 55 Især
nordafrikanske lande som Algeriet, Tunesien og Marokko er lande hvorfra de illegale
indvandrere kommer. Dertil kommer at disse lande i de seneste år er blevet transitlande for
53 Bilgin, Pinar, Center for European Policy Studies 01.12.2009 - EU Security Policies towards the Mediterranean: The Ethical Dimension – what do we know and what else should we know?54 Rosand, Eric, Real Intituto Elcano 01.12.2009 - Countering Terrorism and Building Cooperation in North Africa: The Potential Significance of the UN Global Counter-Terrorism Strategy (ARI)55 Europa.eu – EU Common Strategy for the Mediterranean
26
illegal indvandring fra sub-sahara lande. Derfor er der to aspekter af EU’s udfordring, nemlig
en begrænsning af indvandringen fra disse landes egne borgere, samt en begrænsning af de
mennesker som bruger disse lande som transitland.
Figur 3
56
Figur 3 illustrerer de migrationsruter der oftest benyttes af illegale indvandrere til EU.
Spanien og Italien er primært de lande indvandrerne benytter, hvilket også har medført indtil
flere råb om hjælp fra disse lande til EU om mere støtte til at afhjælpe dette fælles EU
problem, idet de i det øjeblik de er nået i land har fri passage til resten af EU grundet
Schengensamarbejdet.57
56 BBC 30.08.2006 – EU promises Help With Migrants57De Haas, Hein, University of Oxford, Migration information source November 2006 - Trans-Saharan Migration to North Africa and the EU: Historical Roots and Current Trends
27
4.1.2 EU’s tilgang til menneskerettigheder på handelspolitikken (fælles)
Siden 1995 har EU bundet sig til at sikre, at bilaterale handelsaftaler udelukkende indgås med
lande, der forpligter sig til at implementere diverse menneskerettigheder, samt demokratiske
principper.58Det er derfor væsentligt for EU’s samarbejde med landene i Middelhavsunionen
at sikre at menneskerettigheder bliver overholdt. EU er af den opfattelse at
menneskerettighederne er universelle og udelelige idet de gælder for alle mennesker, og ikke
gør forskel på mennesker. Masstrict Traktaten (1992) fastslår at et af målene for EU’s fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) er udvikling og konsolidering af demokrati samt
retsstaten. Derudover er også respekt for menneskerettigheder for basale frihedsrettigheder
nogle af målene.59 EU har gjort menneskerettigheder til et centralt område for alle
samarbejdspartnere fra tredjelande. EU har en række områder, hvorpå der skal indgås dialog
for et samarbejde med henblik på at overholde menneskerettighederne, disse tæller:
Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, børnerettigheder, kvinderettigheder, bekæmpelse af tortur
og dødsstraf.60
EU har endvidere i 2006 etableret ”European Instrument for Democracy & Human Rights
(EIDHR), der er en videreførelse af det Europæiske Initiativ. Formålet er at hjælpe
samarbejdslande med at overholde samt implementere de krav EU stiller til
menneskerettigheder. EIDHR står ikke alene, men komplimenterer andre værktøjer som står
til EU’s rådighed med henblik på at fremme demokrati og menneskerettigheder.61Disse
værktøjer inkluderer blandt andet Development Co-operation Instrument (DCI)fra 2007,
European Neighborhood & Partnership Instrument (ENPI) fra 2007 samt European
Development Fund (EDF) fra 1957. Disse hjælpeprogrammer er alle geografisk afgrænset,
således at kun ENPI har med nabolandene, herunder dem af Middelhavsunionen, at gøre.
ENPI’s rolle er at støtte overgangen til demokrati samt markedsøkonomi og fremme af
menneskerettigheder. At fremme politikområder med fællesinteresser hvilket blandt andet
kan være antiterrorisme og spredningen af masseødelæggelsesvåben. ENPI har for perioden
2007-2013 et budget på 11.2 milliarder Euro.62
58 Cronin, David Bilaterals.org 14.03.2007
59 EU Commission – Promotion of Human Rights and Democratisation in the EU’s External Relations60 EU Commission - Human Rights Dialogues61 EU Commission - European Instrument for Democracy & Human Rights (EIDHR)62 EU Commission – European Neighborhood & Partnership Instrument
28
EU har etableret Generalised System of Preferences (GSP), der sikrer 176 udviklingslande en
begrænset adgang til EU’s marked, i form af reducerede handelsbarrierer, så som nedsættelse
af told og afgifter på varer. Derudover kan landene blive optaget i GSP Plus, og derved
kvalificere sig til at modtage yderligere fordele i form af udvidet adgang til markedet. 16 lande
er i dag blevet optaget i GSP Plus, og flere andre har ansøgt om optagelse, herunder Marokko.
Nogle af kravene for GSP Plus er implementering samt overholdelse af internationale
konventioner, herunder menneskerettigheder.63EU søger også at indgå bilaterale og regionale
handelsaftaler med flere lande, herunder især nabolandene. Man ser derfor mange eksempler
på bilaterale aftaler med enkeltlande, for eksempel i Nordafrika, hvor EU skræddersyr en
handelsaftale med det pågældende land, hvilket blandt andet bygger på krav om ratificering
og implementering af menneskerettighedskonventioner. Samtidig laver EU også regionale
aftaler, der involverer flere lande i den samme handelsaftale, hvilket dog giver væsentligt flere
udfordringer med henblik på krav til internationale konventioner, herunder især
menneskerettigheder. Eftersom flere lande involveres vanskeliggøres den proces det er at
stille krav til landene, der alle har forskellige udgangspunkter, med vidt forskellige
forudsætninger for at efterleve disse krav. Derfor laver EU, med afsæt i de internationale
konventioner, specielle handelsaftaler med lande hvad enten det er enkelte lande eller en
gruppe, alt efter hvad der giver mening for EU. EU er interesseret i handelsaftaler såfremt de
er til fordel for EU, hvilket især omhandler nabolandene. Det er dog en forudsætning for disse
aftaler at menneskerettighedsaspektet inkorporeres i disse aftaler, for at EU kan leve op til
sine internationale forpligtelser. Der er dog ofte tale om forskellige løsninger med henblik på
disse forpligtelser, alt efter hvilket land EU ønsker at samarbejde med.64
4.1.3 Redegørelse for udvalgte landes baggrund og forudsætninger:
Libyen, Algeriet, Marokko og Tunesien
Middelhavsunionen inkluderer EU og 21 lande, hvoraf 4 lande er udvalgt i dette projekt, med
henblik på at redegøre for disse landes baggrund og forudsætninger med henblik på
handelssamarbejdet med EU. Samhandlen mellem EU og de 21 lande udgør en eksportværdi
63 EU Trade Commission – Generalised System of Preferences64 Europabevægelsen – EU og nabolandene
29
fra landene til EU på 67 milliarder euro, og 60 milliarder euro i import. Eksporten til EU har
gennemsnitligt vokset med 10% årligt, siden 2000, og importen fra EU er i samme periode
steget med 4%. Middelhavsunionen udgør 5% af EU’s samlede eksterne handel og udgjorde
127 milliarder euro i 2007.65Herunder følger en gennemgang af hvert af de 4 lande.
4.1.3.1 Algeriet (Frederik)
Algeriet er netop kommet ud af et årti med borgerkrig men det til trods er den politiske
situation i landet på nuværende tidspunkt forholdsvis stabil.66 Den Europæiske Union er
Algeriet største samarbejdspartner, og er genstand for 2/3 af landets samlede eksport.
Derudover er Algeriet EU’s femte største energiforsyner. Samhandlen steg i perioden 2003-
2007 med 9,3 % hvilket primært skyldtes høje oliepriser. EU eksporterer for 15,3 milliarder
Euro til Algeriet, hvor Algeriets samlede eksport til EU udgør 28,6 milliarder, hvoraf 71%
stammer fra energieksport (2008). Algeriet har sammen med EU det mål at fremme væsentlig
mere regional handel mellem de nordafrikanske lande. Denne region har det laveste niveau af
regional handel af alle regioner på verdensplan, og har derfor brug for et løft, hvilket EU vil
hjælpe med.67
Endvidere indgik EU i 2002 en bilateral tilknytningsaftale (The EU-Algeria Association
Agreement.) med Algeriet, der trådte i kraft i 2005.68 Formålet med denne aftale er at fremme
politisk dialog og frihandel, hvilket vil ske i trin over en periode på maksimalt 12 år. Med
denne aftale støtter EU Algeriet i at sikre at institutioner styrer landet efter loven og ikke på
baggrund af korruption og nepotisme, hvilket i dag udgør et latent problem i landet. EU vil
endvidere samarbejde med Algeriet med henblik på illegal migration, racisme, narkotika,
hvidvaskning af penge samt terrorisme. Med henblik på eksport til EU har tilknytningsaftalen
bevirket en ændring i toldstrukturen således at den Algeriske told på import fra EU landene
gradvist vil blive reduceret for til sidst at blive helt ophævet efter 12 år. På den anden side vil
65 EU Trade Commission, Euromed – Euro-Mediterranean trade relations are healthy and growing66 Siollun, Max 29.03.2010 Next– Forty Years After Biafra-Forgiveness and beyond67 EU Trade Commission - Algeria68 EU Commission External Relations - The EU-Algeria Association Agreement
30
tolden på Algeriske varer der eksporteres til EU-området blive elimineret fra aftalens
indgåelse. 69
Algeriet er, som flere andre nordafrikanske lande genstand for massiv illegal migration, da
landet fungerer som transitland til EU. Ofte resulterer dette dog i at de illegale indvandrere
vælger at blive permanent i landet, i stedet for at tage videre til EU, hvilket er tilfældet for ca.
en tredjedel af indvandrerne. Derfor er der akut brug for et system der kan magte den enorme
opgave det er at håndtere den massive migration, hvilket EU støtter op om, da det er
altafgørende for EU at stoppe den illegale migration i transitlande som Algeriet.
Algeriet har gennem de seneste år vist fremskridt inden for de områder, hvor EU ønsker det,
og ikke mindst økonomien er blevet forbedret i tilfredsstillende grad. EU har endvidere ydet
støtte til Algeriet optagelse i WTO, baseret på landets fremskridt.70Algeriets tætteste
samarbejdspartner i EU er Frankrig, grundet Algeriet historie som fransk koloni. Derfor
presser Frankrig også på med at fremme samhandel med Algeriet ud fra nationalpolitiske
interesser. Dette ses blandt andet i kraft af den massive støtte Frankrig yder til landet på 205
millioner Euro i årlig udviklingshjælp (2005).71
Man kan konstatere at Algeriet på mange områder har forbedret sig, men kæmper stadig med
reetableringen af et ”normalt” samfund efter borgerkrigen hvor diverse rettigheder blev
indskrænket, herunder menneskerettigheder. Disse er stadig ikke på et niveau, som EU finder
acceptabelt, og landet er således også stadig kategoriseret som et ”ikke frit” land af det
internationalt anerkendte ”Freedomhouse”.72 Dette er dog i kraftig bedring, og landet lever på
flere områder op til EU’s forventninger om fremskridt i landet. På baggrund af dette er EU
derfor i færd med at fremme samhandel med landet, både gennem bilaterale aftaler og
regionale aftaler, der involvere hele den nordafrikanske region.73Algeriet har endvidere også
betydelige problemer med korruption, eksemplificeret ved Transparency International Index
i 2009, hvor landet rangerede som nummer 111 ud af 180 lande.74
69 European Commission, External Relations – The EU-Algeria Association Agreement70 van Puyveldev, Eric, Europolitics 18.02.2009 – EU/Algeria : EU REP SAYS PROGRESS "SATISFACTORY" IN COOPERATION AND TRADE71 EU Commission – European Neighborhood and Partnership Instrument - Algeria72 Freedomhouse.org - Algeria73 EU Commission op.cit.74 Transparency International - Algeria
31
4.1.3.2 Tunesien (Jonas)
Tunesien er medlem af Middelhavsunionen, og er derved i tæt samarbejde med EU omkring
reformer og samarbejde på tværs. EU yder store økonomiske bidrag til Tunesien med det
formål at forbedre forholdene i landet. Udover økonomisk hjælp, der skal hjælpe til at
forbedre infrastrukturen ved blandt andet at fremme demokrati og menneskerettigheder, er
visionen også at hjælpe Tunesien økonomisk for at kompensere for det konkurrencemæssige
pres på handel og eksport. Endvidere vil EU på sigt gradvist indlemme landet i EU’s
frihandelszone, sammen med de øvrige 20 lande fra Middelhavsunionen.75
Tunesien var det første land i det der i dag hedder Middelhavsunionen, til at underskrive
Associeringsaftalen i 1995, og er derfor en af grundstenene i hele samarbejdet. Der er flere
forskellige fokusområder for EU med henblik på reformer i Tunesien og en af de væsentlige er
at få den nationale lovgivning til at stemme overens med international lov hvad angår
menneskerettigheder. Derudover ønsker man at fremme handelsrelationer til landet, og
styrke dets konkurrenceevne på det globale marked.76EU er Tunesiens vigtigste
handelspartner, og står som modtager af 75% af landets samlede eksport på 9,5 milliarder
Euro. Samtidig er 72% af landets import på 9.9 milliarder Euro fra EU. I modsætning til Libyen
og Algeriet er Tunesien ikke i besiddelse af store naturressourcer som olie og gas, og har
derfor en mere diversificeret økonomi. De primære eksportartikler er forarbejdede produkter
som maskineri og tekstil, derudover har landet også landbrug og minedrift. Derudover er
turismen også en væsentlig faktor i landets økonomi, hvoraf 82% af det samlede antal turister
kommer fra EU.
Landet har gennem det seneste årti været igennem en stabil økonomisk fremgang på 5%,
hvilket også har smittet af på forholdene i landet, der er blevet forbedret på mange områder,
herunder socialt, men ikke politisk.77På det sociale område er det især kvinders rolle i
samfundet som adskiller sig markant fra andre Nordafrikanske lande, idet kvinder blandt
andet overgår mænd med hensyn til at tage højere uddannelser, hvilket også hænger sammen
med at Tunesien har Nordafrikas laveste befolkningstilvækst på 1.9%.78 Den ringe politiske
75 EU Commission – EU/Tunesia Action Plan76 Ibid77 Ziljma, Anouk – About.com - Tunisia - Tunisia Facts and Information78 Afrol News – Tunisia Gender Profile
32
fremgang i landet, er bedst illustreret ved at den nuværende præsident opnåede 95% af alle
stemmer ved præsidentvalget i 2004. Dertil kommer rutinemæssige fængslinger af politiske
modstandere samt kritiske journalister.79Ifølge Transparency International er Tunesien det
mindst korrupte land i Nordafrika, og ligger således nummer 65 ud af 180 lande på
verdensplan.80Men landet er stadig listet som ”ikke frit” ifølge ”Freedomhouse”.81
4.1.3.3 Marokko (Frederik)
Marokko er i udpræget grad involveret i Middelhavsunionen, og har stærke bånd til EU.
Således er Marokko det eneste land uden for Europa der har søgt om optagelse i EU, hvilket
vidner om en stor interesse i øget samarbejde med EU. Marokko er også mere integreret i
samarbejdet end de øvrige lande i Middelhavsunionen, og landets forhold til EU beskrives
blandt andet således: "more than association, less than accession". EU er således også landets
største samhandelspartner, og udgør 60% af den samlede handel, hvoraf størstedelen er
tekstilvarer og landbrugsprodukter. Marokko importerede således i 2007 for 13 milliarder og
importerede for 7.3 milliarder Euro. Landet har, ligesom de øvrige lande i Middelhavsunionen
meget lidt samhandel med de andre nordafrikanske lande.82Marokko er i modsætning til de 3
andre lande, der fremhæves her, et konstitutionelt monarki. Kongen har dog væsentligt flere
beføjelser end det normalt er tilfældet med konstitutionelt monarki (eks. Danmark). Kongen
har modsat sig alle forfatningsmæssige reformer, der ville give parlamentet mere magt ved at
begrænse kongens magt. Hvilket betyder at Marokko de facto er et absolut monarki, ledet af
kongen. Som en reaktion på illusionen om politisk medindflydelse deltog kun 37% af de
registrerede vælgere ved parlamentsvalget i 2007, og 1/5 af de afgivne stemmer var blanke.83
Marokko har længe, i Vesten, været opfattet som rollemodel for andre Nordafrikanske lande
samt lande fra Mellemøsten. Blandt andet har landet på mange områder samarbejdet tæt med
både EU og USA både i kraft af politiske reformer og samarbejde med henblik på bekæmpelse
af terror. Qua dette har Marokko opnået særstatus som samarbejdspartner til EU. Der er dog i
79 Freedomhouse - Tunisia80 Transparency International - Tunisia81 Freedomhouse - Tunisia82 EU Commission – Countries- Morocco83 Brookings 05.08.2009- Morocco’s King Mohammed VI: 10 Years and Counting
33
de seneste år sket en negativ udvikling i landet med henblik på Menneskerettigheder og
korruption i retsvæsnet.84 I 2003 blev landet ramt at adskillige terrorbomber i den største by
Casablanca, hvilket har været et skridt tilbage for blandt andet menneskerettigheder og
retssikkerhed. Blandt andet har politiet presset tilståelser ud af folk, som derefter er blevet
brugt i retssager. Krig mod terror er blevet brugt som en anledning til at fængsle politiske
modstandere, og er derfor den primære årsag til landets tilbagegang. Dette er eksemplificeret
ved hændelserne i juli 2009, hvor lederne af to partier, 4 velkendte politikere samt 29 andre
medlemmer af partier blev fængslet for samarbejde med terrorister. Disse tilstod, hvilket
senere er blevet beskrevet som værende opnået på baggrund af tortur og forfalskede
vidneforklaringer.85På trods af at den marokkanske presse rangeres som en af de mest frie i
Nordafrika og Mellemøsten, er det også den presse i de omtalte områder, der har oplevet mest
tilbagegang i det seneste år. Blandt andet er en chefredaktør blevet fængslet for at skrive om
kongens helbred, og 3 aviser har fået store bøder for at skrive negativt om Libyens leder
Gadaffi.86
Marokko er et af hovedtransitlandene for illegale immigranter fra sub-Sahara regionen til EU.
Udover et stort antal marokkanere der er immigreret til EU, hvilket tæller 2 millioner lovlige
immigranter, og 1 million illegale, har Marokko også gennem årtier fungeret som transitland.
Der er således millioner af illegale immigranter der finder vej til EU via Marokko, ikke mindst
på grund af manglende kontrol i landet.87
Marokko er tæt knyttet til Frankrig, der også har ageret primus motor i det tætte samarbejde
mellem EU og Marokko. Frankrig er landets største samhandelspartner både hvad angår
import og eksport. Frankrig kontrollere endvidere over 60% af alle Udenlandske Direkte
Investeringer (FDI). Dette sker ikke mindst i lyset af landets sproglige fordele idet fransk også
er brugt i befolkningen.88
Ifølge Transparency International ligger Marokko nummer 89 ud af 180 på verdensplan, på
korruptionsindekset.89 Derved er landet lavere rangeret end Tunesien (nr. 65), der langt fra
84 Human Rights Watch – Morocco: Endangered “Model”?85 Ibid86 Ibid87 Focus Migration - Morocco88 France Diplomatie - Framework document France – Morocco 2006-2089 Transparency International - Morocco
34
lever op til EU’s standarder og forventninger. Endvidere er landet listet som ”ikke frit” ifølge
”Freedomhouse”.90
4.1.3.4 Libyen (Jonas)
Libyen har i modsætning til de øvrige 3 lande omtalt i dette projekt, kun observatørstatus i
Middelhavssamarbejdet. EU samarbejder derfor kun med Libyen på nogle få områder, hvilket
omfatter migration samt HIV/AIDS.
Grundet landets historiske sammenkædning med terrororganisationer samt forsøg på at
komme i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, har landet været isoleret fra omverdenen i
mange år, både politisk og økonomisk. Libyens mangeårige diktator Muammar Gaddafi
besluttede i 2003 at åbne landets militære faciliteter med kapacitet til fremstilling af
masseødelæggelsesvåben, for FN’s inspektører. Endvidere påtog Libyen sig ansvaret for
Lockerbie bombningen i 1988. På grund af Libyens problematiske forhold til omverdenen,
modtog landet ikke nogen finansiel støtte fra EU før i 2004.91 Herefter valgte EU at indlede et
samarbejde med landet, hvilket ikke har været problemfrit. Således har der været flere sager
hvor Libyen har været på kant med EU. Blandt andet er EU blevet inddraget i forbindelse med
landets uoverensstemmelser med Libyen, grundet Schengen-samarbejdet. Problemerne
startede med anholdelsen af Gadaffis søn i Schweiz der var under mistanke for at have optrådt
voldeligt over for to tjenestefolk. Herefter nægtede Schweiz indrejse til Schengenområdet for
150 libyske diplomater og medlemmer af Gaddafis familie. Hvilket har fået Gadaffi til at
komme med provokerende udtalelser som modreaktion: "Let us wage jihad against
Switzerland, Zionism and foreign aggression,". "Any Muslim in any part of the world who works
with Switzerland is an apostate, is against Muhammad, God and the Koran.". Disse citater
repræsenterer den splid der hersker mellem de to lande. Endvidere har Libyen trukket
landets pengebeholdning ud af Schweiz samt stoppet olieeksporten til landet. For at
komplicere sagen yderligere, er EU blevet direkte impliceret idet Libyen har nægtet at
udstede visum til alle borgere i Schengensamarbejdet. Når Libyen har gjort dette påvirker det
90 Freedomhouse - Morocco91 EU Commission – External cooperation programmes - Libya
35
i høj grad samarbejdet mellem EU og landet, og vanskeliggør samhandel, blandt andet på
olieområdet, hvor Libyen er en væsentlig medspiller.92
Libyens økonomi er i stor grad præget af at landet er et monoeksportland med olie og gas som
den altoverskyggende eksportvare, og har Afrikas største oliereserver samt verdens 14.
største forekomst af gas. Siden 2010 har landet produceret 2 millioner tønder olie om dagen
med en ambition om at hæve dette niveau til 3 millioner tønder i 2015. Dette kræver ifølge
Libyske beregninger at landet tiltrækker 30 milliarder dollars i udenlandske investeringer
(FDI) til olie og gas sektoren i landet.93Libyens top 5 eksportlande er alle EU lande. Således
udgør disse Frankrig, Italien, Spanien, Frankrig og Grækenland. Disse lande aftager 78% af
landets samlede eksport, hvoraf størstedelen er olie og gas, idet dette udgør 94% af landets
eksport. De samme lande er samtidig også de største importlande for Libyen, der importerer
75% af landets samlede fødevarekonsumering.94
Forholdet mellem Libyen og EU er de mande sager til trods, stadig en forbedring
sammenlignet med perioden før 2003. Dette kommer blandt andet til udtryk ved forbedrede
handelsrelationer mellem parterne, idet importtarifferne er nedsat på flere varer, og helt
fjernet fra andre. Således er ca. 98% af Libyens eksport til EU toldfrie. Indvandringsbølger til
Libyen er endvidere sædvanligvis forbundet med udsving i olieprisen, idet højere priser
tiltrækker indvandrere fra sub-Sahara området. Dermed fungerer Libyen ikke udelukkende
som et transitland til EU, men også som et selvstændigt mål for migration. Man anslår således
at over 800.000 illegale indvandrere fra Afrika befandt sig i landet i 2006, ud af en befolkning
på 5.7 millioner.95
Libyen er ikke et land med demokratiske traditioner og lever på mange områder ikke op til
internationale konventioner. Libyen har ligeledes et højt korruptionsniveau, og rangerer som
nummer 130 på korruptionsindekset ved Transparency International i 2009.96 Derudover er
landet ikke på et niveau, som EU finder acceptabelt med henblik på menneskerettigheder og
demokrati, og landet er således også stadig kategoriseret som et ”ikke frit” land af
”Freedomhouse”.97 Men EU er stadig interesseret i at samarbejde med landet, og trække det i
92 BBC 26.02.10 - Libya's Gaddafi urges 'holy war' against Switzerland 93 Oil & Gas Libya - The major international showcase of petroleum technology serving Libya's vital oil and gas sector94 EU Commission – The EU’s relations to Libya95 EU Trade Commission 29.01.2009 - EU Libya Trade96 Transparency International - Libya97 Freedomhouse.org - Libya
36
en anden retning. Derudover er EU også interesseret i landets store energireserver, hvilket er
et væsentligt punkt i samarbejdet mellem EU og Libyen.
4.1.4 Menneskerettigheder (Fælles)
”Human rights, democracy and the rule of law are core values of the European Union. Embedded
in its founding treaty, they have been reinforced by the adoption of a Charter of Fundamental
Rights. Countries seeking to join the EU must respect human rights. So must countries which
have concluded trade and other agreements with it .”98Dette er EU’s officielle holdning til
Menneskerettigheder, hvilket også omfatter landene i Middelhavsunionen. EU tillægger
Menneskerettigheder en væsentlig rolle i forbindelse med handelsaftaler med eksterne
aktører, og ønsker derved også at sikre sig at samhandelspartnere overholder disse hensyn.
EU engagerer tredjelande i forskellige dialog fora men henblik på at fremme
Menneskerettigheder, hvilket kommer til udtryk i forskellige aftaleformer. EU har 4
forskellige tilgange til menneskerettigheder: Den første bygger på traktater eller
konventioner som går udover Menneskerettigheder, hvilket inkluderer andre politikområder
så som handelspolitik. Den anden form er en dialog der udelukkende fokuserer på
Menneskerettigheder, for eksempel den dialogform EU har etableret med Kina. Den tredje er
ad hoc dialoger, der er forbundet med aktuelle FUSP (Fælles Udenrigs og Sikkerheds Politik)
emner. Dette vil sige at man tilpasser dialogen i forhold til den konkrete situation man
befinder sig i den. Den fjerde dialogform bygger på et værdifællesskab samt fælles fodslag
med andre lande på et område hvor der er fælles interesser. For eksempel de dialogformer EU
har etableret med USA og Canada.99
Beslutninger om at engagerer EU i en dialog med tredjelande bliver vedtaget i det Europæiske
Råd af en arbejdsgruppe for Menneskerettigheder. Denne gruppe, som blandt andet består af
EU Parlamentet, EU Kommissionen, FN og Ngo’er, har til formål at vurdere
menneskerettighedssituationen i det pågældende land, hvilket blandt andet omfatter følgende
vurderinger:
98 Europa.eu - Human Rights – Universal and Indivisible99 Europa.eu – Dialogue on human rights with third countries: guidelines
37
- Regeringens holdning til Menneskerettigheder
- Hvorvidt landet forpligter sig til at respektere internationale kontrol
- Paratheden til at samarbejde med FN’s procedurer
- Regeringens holdning til civilsamfundet
- Udviklingen i Menneskerettighedssituationen generelt
EU har forskellige mål der ønskes opnået ved hjælp af de forskellige dialogformer inden for
Menneskerettigheder. De emner der sættes på dagsordenen mellem EU og tredjelande
baseres på en ad hoc tilgang. Hvert enkelt land har forskellige forudsætninger, hvilket betyder
at EU må tage udgangspunkt i dette lands individuelle forudsætninger, for at imødegå krav til
overholdelse af Menneskerettigheder. Alle dialoger med tredjelande skal revideres årligt hvor
det er muligt. Selv om dialogen er baseret på en ad hoc tilgang, har EU en række krav der er
obligatoriske i forbindelse med enhver dialog med et tredjeland. Dette er en liste over disse
krav100:
- Underskrivelse, ratificering samt implementering af internationale
Menneskerettigheder
- Samarbejde med internationale Menneskerettigheds procedurer og mekanismer
- Afskaffelse af dødsstraf
- Afskaffelse af tortur
- Bekæmpelse af alle former for diskrimination
- Børnerettigheder
- Kvinderettigheder
- Ytringsfrihed
- Styrkelse af Civilsamfundet
- Samarbejde på international lov
- Konfliktforebyggelse
- Fremme af demokratiseringsprocesser og god regeringsførelse
4.1.5 EU’s Fælles Udenrigs og Sikkerhedspolitik (FUSP) (Fælles)
EU’s fælles udenrigs og sikkerhedspolitik (FUSP) har til formål at samle medlemslandene i en
koordineret indsats udadtil, blandt andet ved at påvirke politikker der går imod international
100 Ibid
38
lov og menneskerettigheder samt demokrati. Endvidere er det et instrument til at sikre EU’s
sikkerhedspolitiske situation over for eksterne aktører, hvilket blandt andet bygger på
regionale og bilaterale handelsaftaler, der styrker sikkerheden i for eksempel de
omkringliggende lande. Gennem FUSP’en kan EU agere som en samlet enhed idet alle
medlemslande har overdraget visse beføjelser til EU. FUSP’en er opdelt således at nogle
politikområder behandles udelukkende supranationalt af EU, mens andre er delt mellem EU
og medlemslandene. Endvidere er der nogle områder hver EU blot er en støttefunktion til de
enkelte lande. Områder som behandles udelukkende af EU, omhandler toldunionen,
konkurrenceregler, pengepolitik, samt handelspolitik med tredjelande.101 Med
Lissabontraktaten har man fusioneret de to stillinger der repræsenterer FUSP’en. Disse var
henholdsvis kommissæren for eksterne relationer, og EU’s højtstående repræsentant for
udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. De to er i dag samlet til en stilling, nemlig EU’s
højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, hvilket i skrivende
stund bestrides af Lady Catherine Ashton.102
5. Analyse af EU’s udenrigspolitiske tilgang til de 4
udvalgte lande
Dette afsnit vil analysere hvilken politisk kurs EU fører over for hvert af de udvalgte 4 lande,
baseret på udenrigspolitikken og herunder handelspolitikken, som er det primære instrument
EU benytter til at føre udenrigspolitik over for regionen. Analysen vil være baseret på IR
101 ISIS marts 2008, nr 37 – The impact of the Lisbon Treaty on CFSP and ESDP102 EU oplysningen - Europakommissionen
39
teorien, hvor EU’s ageren vil blive analyseret med henblik på at påvise henholdsvis realistiske
og liberalistiske træk, for at belyse spørgsmålet om hvorvidt EU agerer som normativ magt,
eller realpolitisk aktør. De 4 lande vil blive analyseret separat men de samme hovedtemaer vil
være gennemgående i alle 4 afsnit. De hovedtemaer der vil danne grundlag for analysen er
alle emner der hører under eller er sammenkædet med handelspolitikken. Der er tale om
sikkerhedspolitikken, energipolitikken, bekæmpelsen af international terror,
menneskerettigheder og demokrati, samt forholdet mellem EU-USA.
5.1.1 EU’s tilgang til Marokko (Frederik)
European Union is pleased with development in Morocco...(it is).. a special partner in a number
of fields, not least the fight against terrorism and illegal immigration." (Benita Ferrero-
Waldner, EU kommissær for eksterne relationer og naboskabspolitik)103
Marokko har som bekendt et tæt forhold til EU, og er et af de mest integrerede lande i
Middelhavsunionen. EU ønsker at knytte tætte bånd til landet, hvilket Middelhavsunionen har
været med til at fremme. Dette skyldes blandt andet den opfattelse der generelt har været i
vesten, af Marokko som et forgangsland for de øvrige nordafrikanske lande. Dette har
formentlig medvirket til EU’s store interesse i samarbejde og samhandel med landet gennem
diverse bilaterale samt regionale aftaler. Der kan være mange forskellige årsager til at EU
ønsker et styrket samarbejde med landet, hvilket kommer til udtryk i de stadig voksende
handelspolitiske bånd der udvikles i disse år gennem Middelhavsunionen. En af årsagerne kan
være EU’s interesse i at styrke stabiliteten i sine yderområder, ved at sikre tæt samarbejde
med sine naboer. Dette er baseret på sikkerhedspolitiske motiver, idet EU vil sikre sig mod
blandt andet terror. Marokko er netop arnested for dele af den terrorisme der må anses for at
være en at EU’s største sikkerhedspolitiske trusler i dag. Dette kan ses som et udtryk for en
realistisk politisk kurs, da EU-Marokko samarbejdet til dels kan være baseret på
sikkerhedspolitik. Dermed kan denne højpolitiske agenda anses for at være udtryk for en
realistisk linie i EU’s handelspolitiske kurs over for Marokko. Endvidere er EU af den
103 Magharebia 23.01.2008 - Europe supports Morocco's EU partnership aspirations
40
opfattelse at mangel på demokrati og menneskerettigheder fører til radikalisering, hvilket
igen udgør en sikkerhedspolitisk trussel for EU. 104
Da EU i dag ikke anser sikkerhedspolitiske trusler så som krigserklæringer fra andre lande
som den største fare, efterlader det den internationale terrorisme som den største trussel
mod EU. Dette er ikke mindst blevet aktualiseret over de senere år i kølvandet på 11.
september efterfulgt af adskillige terrorbombninger i europæiske storbyer. Problemet med
terrorismen er at EU ikke kan erklære et land krig, som man historisk har kunnet med
sikkerhedspolitiske trusler. Den internationale terrorisme er snarere en politimæssigt og
juridisk udfordring, end en militær problemstilling.105 Dette betyder at EU må benytte andre
metoder til at bekæmpe fjenden end man har været vant til traditionelt.106
At netop Marokko har EU’s interesse i forbindelse med bekæmpelse af terror kan hænge
sammen med det faktum at det var Marokkanske terrorister der bombede Madrid i 2004. Ved
at styrke samarbejdet med landet kan EU bidrage til at kontrollere og bekæmpe disse
elementer i det marokkanske samfund. Dette sker blandt andet ved at styrke de
handelspolitiske bånd, gennem for eksempel bilaterale aftaler med EU, eller EU
medlemslande. Ved at fremme samhandel kan EU ikke blåt opnå et styrket samarbejde, men
også en forøget afhængighed af EU, hvilket giver EU mulighed for at presse på i forbindelse
med forskellige politiske agendaer, hvilket igen er et udtryk for realisme. Dette er ikke mindst
kædet sammen med det faktum at EU ved tætte relationer til Marokko, baseret på en stor
afhængighed fra Marokkansk side, kan styrke sin magtpolitiske situation internationalt. Ved
at sikre loyalitet gennem tætte handelsrelationer med Marokko kan EU sikre at eventuelle
konkurrenter ikke gør dette. Derved kan det hævdes at EU udøver en realistisk nul-sums
politik, for at styrke sin position internationalt.107
EU forsøger på mange måder at styrke dets position internationalt, ikke mindst over for USA,
gennem stærke relationer til andre lande. EU har i modsætning til USA ikke samme militære
muligheder for hurtigt og effektivt at kunne agere ”politimand” forskellige steder i verden,
hvilket har medført at USA, til trods for sine mange fjender, også har mange venner. Denne
104 Europa.eu 07.03.2010 – Joint statement European Union-Morocco Summit Granada105 Regan, Tom Christian Science Monitor 29.03.2004 – EU, US Differ on How to Fight Terrorism106 Europa.eu 19.01.2006 – Addressing the factors contributing to violent radicalization 107 Philippidis, G & Sanjuán A.I. Oxford Journals: Journal of African Economies – An Examination of Moricco’s Trade Options With the EU
41
strategi har vist sig at være effektiv for USA, og man kan hævde at EU forsøger samme strategi
i forbindelse med blandt andet Middelhavsunionen. Her kan EU knytte samme venskabelige
bånd til lande som er i EU’s interessesfære. Dette er ikke mindst tilfældet med Marokko, der
har stort potentiale som allieret. Netop denne tankegang er et udtryk for en realistisk politisk
kurs fra EU’s side, da det forsøger at styrke sin internationale magtbase gennem sådanne
forhold. Dertil kommer EU’s store interesse i at sikre nogle af de værdier i form af råstoffer
som blandt andet Marokko er i besiddelse af. Dette er ikke mindst tilfældet med fosfat, idet
Marokko er i besiddelse af to tredjedele af verdens samlede anslåede reserve. Fosfat er
utroligt interessant for EU, da det er altafgørende for produktionen af gødning og man har
ikke endnu fundet et alternativ til denne produktion. Dertil kommer at fosfat er en knap
ressource, der ligesom olie vil toppe i en nær fremtid (Peak oil). Dette er et udtryk for
realisme idet EU derved forsøger at sikre sig magten over størstedelen af den resterende
fosfat, og derved direkte udfordrer USA og Rusland der begge har store interesser i også at
sikre sig denne ressource, hvilket vil blive uddybet senere i opgaven.108
EU anvender også på andre områder handelspolitikken til at gennemføre højpolitiske
agendaer. Migration er et andet latent problem for EU, hvorved man ønsker at inddrage
transitlande, heriblandt Marokko, med henblik på at kontrollere tilstrømningen af illegale
indvandrere fra Afrika. Ved at skabe tætte handelsrelationer til Marokko gennem
Middelhavsunionen kan EU få Marokkos hjælp til at styrke de ydre grænser. Marokko er
meget interesseret i samarbejde med EU, og har som bekendt ansøgt om medlemskab i
unionen, som det eneste land i Middelhavsunionen. Derfor har EU stort potentiale for at opnå
samarbejde fra Marokkos side idet EU kan tilbyde det næstbedste til medlemskab, nemlig et
stærkt partnerskab gennem handelsaftaler, herunder især bilaterale aftaler der favoriserer
Marokko, hvilket kan ske på bekostning af andre lande i Middelhavsunionen. Dette er igen et
udtryk på den realistiske politik EU fører over for Marokko, da EU gennem denne politik kan
sikre Marokko særligt favorable forhold mod politiske ændringer i Marokko, der tilgodeser
EU’s interesser. Dette er tilfældet ved såvel terrorbekæmpelsen som
migrationsproblematikken. Et aktuelt eksempel på denne politik er det løft Marokko har fået i
108 Vail, Jeff The Oil Drum 14.07.2008 – Algeria & Morocco: Natural Gas Cartels, Fertilizer Mercantilism and Rising Tensions
42
samarbejdet med EU ved at have fået en associeringsaftale. Derudover beskrives Marokkos
forhold til EU således som "more than association, less than accession".109
Ved at indgå forskellige handelsaftaler med Marokko sikrer EU til gengæld en mere stringent
grænsekontrol, således at færre illegale immigranter der forsøger at benytte Marokko som
transitland, vil have held med dette i fremtiden.110 EU har gennem Middelhavsunionen sikret
alle medlemmer fri adgang til det europæiske marked over tid (fri handel på alt undtagen
landbrugsvarer fra 2010), hvilket betyder enorme fordele for Marokko, der derved vil kunne
handle frit med EU lande uden toldbarrierer og restriktioner, som det historisk har været
tilfældet, og stadig vil være det for det meste af verden.111 EU ønsker udover at sikre tætte
bånd, også at indlemme Marokko og de øvrige lande i markedet, for at sikre en højnelse af de
økonomiske forhold i landene. Ved at forbedre landes økonomiske situation, er EU af den
overbevisning at landene vil blive stadig mere stabile og demokratiske, idet autoritære
regimer med korruption og manglende demokrati destabiliserer EU’s sikkerhedspolitiske
situation. Derfor kan det hævdes at EU’s ageren er et udtryk for realisme, når det ønsker at
skabe stabile politiske forhold i Marokko, da EU gør dette med henblik på at skabe et
pålideligt og stabilt samfund i et politisk vigtigt naboland. Ved at sikre stabilitet i et samfund,
og ved at implementere samme værdier som EU bygger på, kan EU påvirke Marokkos
udvikling i den retning EU ønsker. På denne måde sikrer EU grundlaget for at Marokko bliver
nemmere at påvirke i fremtiden. Når EU gør dette kan det være for at sikre nationale
interesser internt i EU, idet EU’s handelspolitik som ofte er et resultat af enkelte landes
nationale interesser. Det kan eksempelvis være Frankrig der agerer primus motor med
henblik på gunstige bilaterale handelsaftaler med Marokko, da landet har national interesse i
at fremme samhandel med landet.
Enkelte lande som Frankrig kan eksempelvis se netop Marokko som et aktiv i forbindelse med
nationale politiske interesser. Frankrig ønsker at deltage i opbygningen, samt forbedringen af
infrastrukturen i landet, herunder især med henblik på olie og gas. Derved ønsker Frankrig af
sikre en stabil energiforsyning, hvilket er tæt forbundet med landets sikkerhedspolitik, og
derved atter er et udtryk for realisme.112Netop det faktum at EU’s handelspolitik ofte er drevet
109 EU Commission – Countries- Morocco110 Focus Migration - Morocco111 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger Op.cit112 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.
43
af enkelte aktører, med afsæt disses nationale interesser, underbygger de realistiske
tendenser. Dette er også tilfældet i forbindelse med energipolitikken, som er en væsentlig del
af EU’s handelspolitik idet EU er afhængig af størstedelen af sin energi fra eksterne aktører. I
denne forbindelse spiller Marokko en mindre væsentlig rolle end 2 af de andre udvalgte lande,
Libyen og Algeriet, hvilket vil blive analyseret på et senere tidspunkt. Dog læner EU’s ageren
på dette punkt sig meget op af problemstillingen omkring fosfat, der ligeledes er en knap
ressource, som EU derfor er meget interesseret i at sikre sig.113
Endvidere ser EU Marokko som et nøgleland i forbindelse med en anden del af
Energipolitikken, nemlig den vedvarende energi, som især i de seneste år er kommet i
højsædet drevet af erkendelsen af problematikken omkring afhængigheden af eksterne
aktører for leverancer af energi. EU ønsker at være mindre afhængig af lande som blandt
andet Rusland i forbindelse med energileverancer og en af planerne i denne forbindelse er
solcelleanlæg i ørkenen i nogle af de Nordafrikanske lande, der er medlemmer af
Middelhavsunionen. Et af disse lande er Marokko, der med sine store ørkenområder er ideelt
for opstilling af disse anlæg. Marokko er derved en væsentlig aktør i EU’s energipolitik, hvilket
hænger sammen med EU’s sikkerhedspolitik. Dette er et højpolitisk område, der er af vital
interesse for EU, og derfor får stor opmærksomhed. EU ønsker blandt andet at sikre gode
handelsrelationer med Marokko for at kunne opnå målene for ”Desertec-
initiativet”(solcelleanlæggene). Disse visioner er atter drevet af nogle enkelte lande i EU, som
er særligt interesseret i at sikre en alternativ og mere fremtidsfokuseret energisikring end det
er tilfældet i dag. Disse landet tæller blandt andet Frankrig og Tyskland, hvor sidstnævnte er
verdens førende inden for solenergi. Interessen omkring dette projekt er stor da EU har
forpligtet sig til nogle ambitiøse klimamålsætninger.114Disse målsætninger kan hævdes at
have sit udspring i mere realpolitiske emner, så som mindskelsen af afhængigheden af blandt
andre Rusland som energileverandør. Netop det faktum kan opfattes som et udtryk for en
realistisk kurs fra EU’s side.115
Marokko har som bekendt opnået ”særstatus” i handelssamarbejdet med EU gennem
”associeringsaftalen”. Faktum er dog at dette er sket uden nævneværdige forbedringer i
landet med hensyn til menneskerettigheder og demokrati. Landet er et autokratisk
113 Vail, Jeff op.cit.114 Morgan, David Global Arab Network – Morocco Goes Solar - $9 billion Green Energy Project by 2020115 The Economist – Walking on Hot Coals, 17.01.08
44
kongedømme, hvor alle beslutninger kræver regentens stillingtagen. EU har sine mange
programmer til trods, ikke for alvor presset på for at fremme demokratiseringsprocessen i
landet. Dette kan hænge sammen med faldgrupperne i forbindelse med fremme af
demokratisering. Hvis EU presser på for dette, kan det resultere i en destabilisering af
Marokko. Dette kan ske ved at EU ikke længere vil have styr på hvem der er ved magten, da
alle derved ville kunne stille op og eventuelt vinde et valg. I dag har EU et godt samarbejde
med en EU venlig konge, hvilken i såfald ville kunne blive afløst af et anti-Europæisk styre.116
Dette har EU allerede været vidne til i forbindelse med demokratiseringen af Algeriet, hvilket
vil blive inddraget på et senere tidspunkt. Her resulterede landets første frie valg i en flerårig
borgerkrig.117Derved forfølger EU en realistisk politik ved at prioritere stabilitet frem for
demokrati. EU sætter derved opnåelsen af egne nationale, og sikkerhedspolitiske interesser
over de normative værdier om fremme af demokrati og menneskerettigheder, hvilket er
udtryk for en realistisk kurs fra EU’s side.
EU’s nye præsident Herman Van Rompuy har for nylig krævet forbedringer i
menneskerettighedssituationen i Marokko: "We also wish for improvements to the situation of
human rights and their defenders on this issue,". Faktum er dog at Van Rompuy ikke har noget
egentlig mandat til at bakke hans udtalelser op, hvilket derved kan tolkes som at spil fra EU’s
side for at demonstrere sine normative intentioner i Marokko, for at dække over manglende
reelle handlinger der skal presse på for at fremme situationen i landet. 118EU kan derved
fortsætte sin kurs og sikre sig at man har en allieret til at styre landet, hvilket er udtryk for en
realistisk politik fra EU’s side, da hovedoppositionen i landet udgøres af Islamister, som efter
EU’s opfattelse udgør en sikkerhedstrussel. Derfor kan EU være mere eller mindre tvunget til
at støtte den nuværende konge, ikke mindst af hensyn til sikkerhedspolitikken, der som oftest
vinder på bekostning af alle øvrige hensyn så som normativt baserede krav til
menneskerettigheder og demokrati.119 Eller som Cavatorta, Chari og Kritzinger er inde på:
”…evidence points to the fact that the European Union does not really seem to be interested in
the amount and gravity of human rights abuses in Morocco, nor does it seem to be interested in
116 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.117 Siollun, Max op.cit.118EUBusiness 07.03.2010 - EU demands more rights progress from Morocco119 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.
45
promoting genuine democratic reforms by activating its ‘diplomatic’ and economic arsenal to
obtain concessions in these areas”.120
Da de enkelte medlemsstater ofte viser sig at være drivkraften bag egentlige handlinger fra
EU’s side, bliver resultatet af EU’s politik ofte synonym med disse landes nationale interesser.
Der er oftest tale om de store lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Disse lande
presser ofte på for politiske agendaer der bygger på højpolitiske målsætninger internt i
landet. Disse er som oftest fælles for de forskellige lande, idet det handler om samme politiske
udfordringer, der alle henviser til samme grundlæggende bekymring, nemlig
sikkerhedspolitikken. Handelspolitikken og herunder energipolitikken, bunder altså ofte i
sikkerhedspolitikken. Dette betyder også at EU’s handlinger ofte afspejler en tilsidesættelse,
eller negligering af politiske emner baseret på normative betragtninger, der må vige pladsen
for højpolitiske interesser. Disse interesser fremmes ofte gennem handelspolitikken med
Marokko gennem Middelhavsunionen, hvor EU og herunder de pågældende medlemslande,
forfølger snævre nationale interesser i landet. Formålet er altså at fremme nationale
interesser der bunder i højpolitiske agendaer, hvilket er et ubetinget udtryk for realisme.121
EU’s handelspolitik viser på den anden side også tegn på liberalisme. EU forsøger således at
styrke båndet til Marokko gennem Middelhavsunionen, hvilket er baseret på institutionel
liberalisme, der bygger på institutionernes styrke, hvor staternes styrke forøges gennem
samarbejde i internationale institutioner. Hele EU’s eksistens er da også baseret på denne
teoretiske tankegang, hvor landene er samlet i EU med det formål at stå stærkere sammen, og
netop EU’s store succes som verdens største handelsunion er også drivkraften bag den
massive udvidelse af EU fra kul og stålunionen i 1950’erne til de 27 lande den i dag tæller.122
EU er ved at være nået til grænsen for unionens størrelse og flytter derfor sit fokus på
styrkelse af eksterne handelsrelationer, idet netop handelsrelationer anses for EU’s største
styrke og måden, hvorpå det kan manifestere sig internationalt. Årsagen til dette er at EU sin
økonomiske styrke til trods stadig anses for en militær dværg. Netop dette faktum kan anses
for udtryk for liberalisme, idet EU baserer sin politiske ageren ud fra klassiske liberalistiske
120Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit. p. 21121 Cash, Bill European Foundation – British and German National Interests122 EU oplysningen – Hvordan startede EU
46
værdier. Ved at forbedre Marokkos økonomiske situation, hvilket EU ønsker at gøre gennem
tætte handelsrelationer, vil Marokko over tid udvikle sig på samme måde som EU har gjort
det, og derved komme op på et højere niveau. EU ønsker i denne forbindelse at basere sin
politik på normative værdier så som Menneskerettigheder og demokrati, hvilket er klare
liberalistiske ideologier baseret på en kontinuerlig tro på fremgang for menneskeheden. EU er
af den opfattelse af det at løfte Marokko op på et højere niveau vil styrke EU’s situation da
landet derved vil ikke vil være fjendtligt indstillet over for EU, da det deler EU’s normative
værdier.123
EU ønsker også at bekæmpe international terror og vælger i den forbindelse en anden tilgang
end eksempel vis USA, der er udpræget realistisk i sin tilgang til terrorbekæmpelse. Hvor USA
mener at terror skal bekæmpes med hard power gennem militær magt, fokuserer EU mere på
at knytte tætte relationer med landene hvorfra terroristerne kommer og opholder sig.
Marokko er et af disse lande, og EU forsøger gennem handelspolitikken at styrke båndene
med landet. Denne politik er baseret på liberalisme idet EU gennem handelsaftaler som
Middelhavsunionen, kan stille krav til menneskerettigheder og demokrati i Marokko. Ved
succesfuldt at gennemføre denne politik vil EU kunne fremme egne normative værdier i
landet, og derved få Marokko til at ligne EU i sin verdensanskuelse. Hvis dette kan lykkes vil
EU ikke blot have en allieret i Marokko, men også en loyal nabo gennem et værdifællesskab.124
EU fokuserer i officielle dokumenter på den interdependens og fælles værdier, som basis for
samarbejdet med Marokko. EU anser Marokko for forgangsland i regionen, og mener at
Marokko deler EU’s værdier og holdninger til menneskerettigheder og demokrati, hvilket
illustreres i EU’s officielle Strategy Paper: ”Better governance and effective promotion of
democracy and human rights are essential objectives of the EU's external policy. Morocco fully
shares this overall political vision, a vision which poses new political, economic, social and even
cultural challenges. Morocco is pursuing a process of democratisation and consolidation of the
rule of law, and is considered as the most advanced in the region”.125EU mener derved at
Marokko deler EU’s værdier og interesser og derigennem er en betydelig partner. Dette er
udtryk for liberalisme idet EU ser staten som en retsstat med det formål at beskytte det
123 Wolf, Martin Blackwell Publihing International Affairs (Royal Institute of International Affairs 1944-), Vol. 71, No. 2 (Apr., 1995), - Cooperation or Conflict? The European Union in a Liberal Global Economy124 European Commission – European Neighborhood & Partnership Instrument – Morocco, strategy paper 2007-2013125 European Commission op.cit.
47
enkelte individ, hvilket skal ske gennem demokratisering og hensynet til
menneskerettigheder. Man fokuserer på klassiske liberalistiske værdier hvor mennesket sin
egoisme og konkurrencenatur til trods, deler mange interesser og derfor kan engagere sig i
samarbejde med andre.126
EU fokuserer på at internationale institutioner skaber orden i verden, og afviser derfor det
anarki realismen beskriver, hvilket er tilfældet når EU forsøger at styrke samarbejdet gennem
institutioner og unioner som Middelhavsunionen. Netop EU’s store fokus på samarbejde med
andre nationer er baseret på en af grundstenene i liberalisme. Ved at engagere Marokko i
samhandel gennem Middelhavsunionen vil landet kunne dele interesser med EU til begges
fordel. Netop dette fokus på opnåelse af politiske resultater gennem handelssamkvem, hvilket
også anvendes til fremme af menneskerettigheder og demokrati, står i kontrast til den mere
realistiske politik, som blandt andet er baseret på en hard power-tilgang. I denne
sammenhæng fokuserer EU traditionelt på liberalismens soft power, men er i dag fokuseret
på smart power. Smart power er en mellemting mellem soft power og hard power, hvor EU
forsøger at finde en mellemting mellem de to. Smart power er baseret på en politik der
bunder i soft power, men som tager udgangspunkt i det enkelte lands forudsætninger. Derved
forsøger EU at skræddersy sin politik til Marokko, og basere denne på handelspolitik, hvor
alle andre politikområder kommer ind under. Det vil i praksis sige at EU tager hensyn til alt
fra menneskerettigheder og demokrati, over til terrorbekæmpelse, stormagtspolitik samt
energipolitik, når det gennemføre sin handelspolitik i Marokko. Derved forfølger EU en
liberalistisk politik gennem brugen af smart power, hvilket er illustreret i denne udtalelse af
Olli Rehn, EU Kommisær for udvidelse: ”…to reinforce EU’s smart power is to project its values
and interests in its own neighborhood more effectively in order to extend the European zone of
peace and prosperity, liberty and democracy.”127 Netop dette illustrerer hvordan EU ønsker at
viderebringe sine normative værdier til dets naboer, herunder Marokko, for der at fremme
samme værdier og normer, hvilket er et udtryk for liberalisme.
EU’s handelspolitik er som nævnt, ofte baseret på en grad af værdifællesskab mellem EU og
samarbejdslandet. Marokko er ingen undtagelse, om end man kan diskutere graden af dette
værdifællesskab. EU mener dog at Marokko ønsker samarbejde med EU på grund af mange
126 Introduction to international relations kap. 4127 Rehn, Olli – Europe’s smart power in its region and the world
48
fælles værdier og synspunkter, og derfor kan være en god samarbejdspartner for EU. Netop
det at EU baserer sin handelspolitik på værdifællesskabet og derved fokuserer på de ting man
har til fælles, er udtryk for konstruktivisme. EU ser ligeledes forholdet til Marokko som
gensidigt med hensyn til den måde, hvorpå landene agerer over for hinanden. EU bygger
samarbejdet på netop de fælles værdier og ideer, frem for materiel styrke, hvilket er
grundlæggende i konstruktivismen. Et eksempel på dette er forholdet mellem Marokko og
Spanien, der understreges af følgende udtalelse af Spaniens udenrigsminister Miguel Angel
Moratinos: ”Morocco and Spain have developed a strategic and matured partnership based on
solid historical ties, respect and trust.”128Netop dette illustrerer det forhold EU ønsker at have
til Marokko, der skal være baseret på gensidig respekt og forståelse. EU anser desuden ikke
Marokko som et grænseland, og vil arbejde væk fra den opfattelse af landet og i stedet flytte
fokus over på Marokko som tæt knyttet partnerland. Dette er understreget ved følgende
tidligere nævnte citat fra EU Kommissionen: "more than association, less than
accession".129Dette er udtryk for konstruktivisme idet EU forsøger at knytte tætte bånd til
Marokko på baggrund af fælles værdier. Derved afvises realismens, og herunder især offensiv
realismens tanke om anarki. ”Anarki er hvad staterne gør det til”, som Alexander Wendt
argumenterer.130 Derved muliggør EU ophævelsen af den anarkistiske natur, der ifølge
realismen, hersker mellem stater ved, samarbejdet med Marokko.
5.1.1.1. Delkonklusion
Der er altså flere forskellige teoretiske argumenter der vinder frem i analysen af EU’s tilgang
til Marokko på handelspolitikken. EU’s ageren er ofte et udtryk for realisme om end der også
er mange eksempler på liberalisme, og tilmed nogle på konstruktivisme.
128 Thabet, Mokhtar Global Arab Network 21.02.2010 – Spanish FM: Morocco is EU’s Strategic Partner129 EU Commission – Countries- Morocco op.cit.130 IR Theory Knowledge Base – Constructivism op.cit.
49
I kølvandet på 11. september har liberalismen i forbindelse med EU’s eksterne relationer haft
svære kår idet sikkerhed og stabilitet er kommet højere på den politiske agenda. Det betyder
at EU implementerer sikkerhedspolitik implicit i andre politikområder herunder især
handelspolitikken. Når EU udfører sin handelspolitik i Marokko gør den det med afsæt i
sikkerhedspolitikken, hvilket bliver en integreret del af dette politikområde. EU efterlever
smart power strategien, hvor det forsøger at samle mange forskellige politikområder under
handelspolitikken. Det betyder i praksis at EU, når det udarbejder handelspolitiske aftaler
med Marokko, skaber en spill-over effekt til adskillige øvrige politikområder. Disse tæller
udover sikkerhedspolitikken bland andet migrationspolitik, terrorbekæmpelse, energipolitik,
fremme af menneskerettigheder og demokrati samt forholdet til USA og Rusland.
Problemet med de liberalistiske intentioner fra EU’s side er at de på et tidspunkt ofte vil
kollidere med realiteterne. Forstået på den måde at EU vil blive tvunget til at gå på
kompromis med sine liberalistiske idealer for at imødegå forskellige politiske udfordringer.
Ofte vil liberalistiske værdier ikke være passende at føre ud i livet uden at risikere at skade sig
selv, og undergrave politiske hensigter, samt nationale interesser fra medlemslandene. EU
ønsker altså at basere sin officielle politik over for Marokko på liberalisme, men virkeligheden
er at man ofte ser at EU snarere baserer denne på realisme. Derved er intentionerne
anderledes end den politik som kommer til udtryk i officielle hensigtserklæringer fra EU,
hvilket de mange bilaterale handelsaftaler med Marokko understreger.131
5.1.2 EU’s tilgang til Algeriet (Frederik)
"Algeria plays an important part in promoting Euro-Mediterranean dialogue, which has taken
on a new dimension following the signature of the Association Agreement. This visit to Algiers
by the Troika is a key part of continuing that dialogue at all levels, and at the same time we
congratulate the Algerian people on the progress and democratic development achieved in the
national elections."132 (Josep Piqué, Præsident for Det Europæiske Råd)
Algeriet har længe været EU’s tætte samarbejdspartner, hvilket ikke mindst er på baggrund
af landets energireserver. Grundet landets historiske bånd til Frankrig har EU i dag et tæt 131 Rehn, Olli op.cit.132 EU Commission 05.06.2002 - EU praises active role played by Algeria in Euro-Mediterranean dialogue
50
samarbejde med Algeriet, et samarbejde der er blevet intensiveret yderligere i forbindelse
med oprettelsen af Middelhavsunionen. EU forsøger at styrke båndet til Algeriet gennem
denne handelsunion. Middelhavsunionen er ikke blot et handelspolitisk projekt for at
fremme handelsrelationerne, men i høj grad også et integrationsprojekt i regionen. EU
forsøger at samle Algeriet og de øvre lande i regionen, der traditionelt har store
samarbejdsvanskeligheder. Dette skaber ustabilitet i regionen, og fordrer derved ikke den
sikkerhedspolitiske situation. Derfor ønsker EU, udover at skabe samhandel, også i udpræget
grad at fremme fred og stabilitet i hele den Nordafrikanske region gennem
Middelhavsunionen.133
Netop den måde, hvorpå EU implementerer sikkerhedsaspektet i handelsrelationerne, er
udtryk for realisme, hvorved EU forsøger at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen med
henblik på at reducere den sikkerhedspolitiske trussel dette udgør for EU selv. Når disse
lande modarbejder hinanden rammer det deres infrastruktur og flytter fokus fra en af de
største sikkerhedspolitiske trusler, nemlig terrorismen. Derudover hersker der store etniske
spændinger i Algeriet, og i hele Maghreb regionen. Derved udgør Algeriet, samt hele regionen
en sikkerhedspolitisk risiko for EU. Derfor ønsker EU at styrke handelsrelationerne ikke blot
mellem EU og Algeriet, men også mellem Algeriet og de øvrige lande i Middelhavsunionen.134
Ved skabelsen af Middelhavsunionen skaber EU en platform for samarbejde og dialog mellem
landene, idet de alle her samme fælles interesse, nemlig handelsrelationer til verdens største
handelsunion, EU. Derved forsøger EU at fremme interdependens mellem landene, for på den
måde at skabe et tættere bånd. Dette er udtryk for realisme, hvorved EU ud fra egne
sikkerhedspolitiske interesser forsøger at påvirke den politiske situation i nabolandene. Ved
at fremme handelsrelationer mellem landene igennem Middelhavsunionen, agerer EU
tilsyneladende liberalistisk, idet det forsøger at fremhæve gensidigt afhængighedsforhold
mellem landene, ved at Algeriet og for eksempel Marokko får andel i det samme projekt, og
derved i mange henseender er i samme båd. Dette er udtryk for liberalisme, men man kan
diskutere motivet der ligger bag disse handlinger fra EU’s side. Når EU gør dette kan det lige
så vel være udtryk for realisme, idet der kan ligge flere forskellige motiver til baggrund for
handelspolitikken. EU har meget at vinde ved at styrke samarbejdet mellem Algeriet og de
133 European Commission, External Relations – The EU-Algeria Association Agreement.134 Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger op.cit.
51
øvrige lande i regionen, da der derved vil være mere fred og stabilitet, og derved en betydelig
reduktion af den sikkerhedspolitiske risiko, hvilket vil være på baggrund af realisme og ikke
liberalisme.135
EU’s tilgang til Algeriet er præget af flere forskellige politiske hensyn og interesser, men som
det er tilfældet ved alle de 4 udvalgte lande, der fremhæves her, er der enkelte lande der er
drivkraften bag samarbejdet med landet. Frankrig har således altid været fortaler for øget
samarbejde med Algeriet. EU og Algeriet indgik i 2002 en bilateral tilknytningsaftale (The
EU-Algeria Association Agreement.) med Algeriet, der trådte endelig i kraft i 2005.136 Derved
kører samarbejdet med EU i to spor, hvor landet udover Middelhavsunionen også er knyttet
til EU gennem en bilateral handelsaftale. Netop det at EU vælger at indgå en bilateral
handelsaftale med Algeriet sideløbende med Middelhavsunionen kan have flere årsager. EU
kan gøre dette med henblik på at lave en mere individuel løsning til Algeriet, der imødegår
netop det lands forudsætninger, og derfor bruger aftalen som et supplement til
Middelhavsunionen, der favner mere bredt, og derved også mere generelt i forhold til alle 21
lande. Formålet her kan være at fremme menneskerettigheder og demokrati mere effektivt
gennem en sådan løsning, hvilket er udtryk for liberalisme. Netop denne tilgang tilgodeser
landets situation, hvor det lige er kommet ud af borgerkrig, og derfor er på et lavere niveau
end mange af de øvrige lande i Middelhavsunionen, hvad angår menneskerettigheder og
demokrati.
EU ønsker at samle Algeriet med de øvrige lande gennem Middelhavsunionen. Visionen fra
EU’s side er at skabe et fællesskab og et bånd mellem Algeriet og de øvrige lande i regionen,
for at fremme samhandel og samarbejde på tværs generelt. Dette hænger sammen med EU’s
egen tilgang til samarbejde gennem institutioner, hvilket EU er et succesfuldt resultat af. EU
mener altså at det vil styrke regionen at samarbejde i en form for union, da det vil skabe
mere interdependens landene imellem.137 Visionen fra EU’s side er i den forbindelse at samle
de mange lande i dets grænseområde, der i dag har store konflikter og
samarbejdsvanskeligheder. Der hersker således store spændinger mellem Algeriet og
Marokko., da Marokko har besat Vest Sahara efter den tidligere kolonimagt Spanien trak sig
135 Lilei, Song Fudan University – The Discourse of EU’s Power and its Mediterranean Policy136 EU Commission External Relations - The EU-Algeria Association Agreement137 EU Commission – The Euro-Mediterranean Partnership
52
ud i 1975.138Algeriet er imod alle tiltag, som vil forøge Marokkos indflydelse i regionen,
hvilket blandt andet har fået Algeriet til at støtte oprørsbevægelsen ”Polisario”(Frente
Popular de Liberacion de Saguia el Hamra y Rio de Oro) i Vest Sahara.139 Dette kan være
udtryk for institutionel liberalisme, idet EU forsøger at viderebringe noget af det der menes
at være EU’s nøgle til succes. Opfattelsen af at samarbejde fremmes gennem institutioner,
herunder blandt andet FN, er udpræget i EU historisk. Derfor læner EU sig også tæt op af FN
forpligtelser når der udarbejdes strategi for samarbejde, som for eksempel
Middelhavsunionen.140
EU ønsker at efterleve FN’s krav til menneskerettigheder og demokrati, og har derfor
nedskrevet det i hensigtserklæringerne i Middelhavsunionen. Dette er udtryk for en
liberalistisk tilgang fra EU’s side, hvor EU forsøger at efterleve normativ
institutionalisme.141EU håber at den europæiske model vil blive efterlevet andre steder i
verden, baseret på EU’s normative tilgang og rodfæstet i FN’s værdier. Dette skal ske gennem
effektiv multilateralisme via strategiske partnerskaber, der skal tjene til at sikre EU’s
sikkerhedspolitik, som Europarådet udtrykker det: ”Furthermore, and of increasing
importance, are new challenges like terrorism and organized crime, which have forced the EU-
as reaffirmed in the EU’s security strategy of 2003-to put the emphasis on modes of ”effective
multilateralism”, with the UN at its core, but also through the establishment of “strategic
partnerships” with countries and regional groupings in the Middle East, Africa, Asia and Latin
America”.142
Dette er udtryk for at EU forfølger en liberalistisk normativ tilgang til Algeriet gennem blandt
andet Middelhavsunionen, men i praksis fører realpolitik der bunder i sikkerhedspolitikken.
Netop sikkerhedspolitikken er tæt forbundet med energipolitikken. I den forbindelse spiller
Algeriet, der udgør 30% af EU’s gasforsyning, en central rolle.143EU er afhængig af
energileverancer fra Algeriet, og en sikring af en stabil og pålidelig energiforsyning er en
grundlæggende forudsætning for EU’s eksistens, og derved af vital betydning for
sikkerhedspolitikken, hvilket understreges af følgende uddrag af EU’s Strategy Paper for
138 Global Policy Forum – Western Sahara139 Afrol News 31.07.2009 – Moroccan King sabre-rattling with Algeria140 Smith, Michael & Hill, Christopher – International Relations and the European Union, Oxford University Press 2005 p. 319141 Jönsson, Christer & Tallberg, Jonas – Institutional Theory in International Relations142 Council of the European Union - A secure Europe in a Better World 2003 143 Euractiv 10.01.2007 – Geopolitics of EU Energy Supply
53
Algeriet: “One of the priorities identified by the European Security Strategy is the need to
promote "a ring of well governed countries to the East of the European Union and on the
borders of the Mediterranean with whom we can enjoy close and cooperative relations". The
strategy also clearly states the need to promote an order based on effective multilateralism and
refers to the security of the EU's energy supplies.”144Set i lyset af energikrisen mellem Rusland
og Ukraine der senest i 2006 blotlagde mange af EU’s medlemsstaters sårbarhed i kraft af
afhængighed af en enkelt leverandør af det mest vitale for opretholdelsen af samfundet,
nemlig energi.145Derfor er EU meget interesseret i at sikre gode handelsaftaler med Algeriet,
der blandt andet involverer energipolitiske aftaler der sikrer EU en stabil og pålidelig
leverance. Det der gør Algeriet så central i denne sammenhænge er endvidere at EU’s egen
energiproduktion er for nedadgående, samtidig med en stigning i efterspørgslen. Dette
betyder at man forventer at EU fra 2004 og frem til 2030 vil have en årlig stigning i forbruget
på 1,4%, mens importen som resultat deraf, sammenholdt med faldende egenproduktion, vil
medføre en stigning i afhængigheden af eksterne energiforsynere. I den forbindelse er
Rusland en væsentlig leverandør, hvor EU i stedet hellere vil favorisere andre nationer som
Algeriet gennem stærke handelsaftaler.
I lyset af anerkendelse i EU af problemets omfang, er Algeriet blevet en central medspiller, og
EU er derfor interesseret i at knytte landet tæt til EU, for at sikre en allieret. Dette er atter er
bundet op på det sikkerhedspolitiske aspekt, og derved er udtryk for en realistisk tilgang i
EU, hvor det forsøger at sikre energiforsyningen gennem handelsaftaler i forbindelse med
Middelhavsunionen såvel som diverse bilaterale handelsaftaler. EU vil forsøge at forhindre
internationale energikarteller mellem lande som Rusland og øvrige energibesiddende
nationer. Dette omfatter også Algeriet, hvor EU vil forhindre en eventuel pendant til OPEC på
gasområdet, med monopoltilstande og prisfastsættelser til følge. Denne tanke blev båret frem
af Algeriets energiminister Chakib Khelil i 2007, med følgende udtalelse: ”…in the long run we
are moving towards a gas OPEC”. 146 Kan EU forhindre denne udvikling gennem
handelssamarbejde med Algeriet, vil man kunne undgå en sådan situation.
144 EU Commission – European Neighborhood and Partnership Instrument: Algeria Strategy Paper 2007-2013 & National Indicative Programme 2007-2013145 BBC 01.01.2006 – Russia cuts Ukraine gas supplies146 Stein, Ilan, Bologne Center Journal of International Affairs Vol. 13 2010 – EU Energy Policy vis-à-vis Algeria: Challenges and Opportunities
54
Der kan altså argumenteres for realisme i denne sammenhæng. EU’s interesse i at fremme
dette samarbejde kan også anses for at være med henblik på at sikre fred og stabilitet i dets
grænseregion, hvilket bunder i EU’s sikkerhedspolitik.147 Derudover kan det, som det var
tilfældet med Marokko, også et spørgsmål om at EU efterlever en liberalistisk udenrigspolitik,
men i realiteten må efterleve en mere realistisk politik idet i praksis er nødvendigt for at
fremme EU’s interesser, ligesom enkelte medlemslande agerer ud fra nationale interesser, og
derved er med til at forme udviklingen på egen hånd.148
Endvidere kan der være tale om at EU agerer realistisk, idet de sanktionsmuligheder der er
beskrevet i de officielle dokumenter ikke bliver benyttet, når Algeriet ikke lever op til sine
forpligtelser med hensyn til blandt andet menneskerettigheder og demokrati. Her går EU på
kompromis med egne krav af hensyn til det sikkerhedspolitiske aspekt, idet EU er meget
fokuseret på at forme et tæt samarbejde med Algeriet af hensyn til terrorbekæmpelse, idet
landet udgør en nøglerolle i terrorbekæmpelsen. Landet udgør en sikkerhedspolitisk trussel
for EU da det er arnested for terrorister og terrororganisationer, hvilket kun kan bekæmpes
gennem en styrkelse af staten og infrastrukturen i landet. Derfor støtter EU op omkring disse
økonomiske fremskridt, og tilsidesætter altså i flere tilfælde kravene til menneskerettigheder
og demokrati, for at varetage det sikkerhedspolitiske hensyn, hvilket er udpræget realisme.149
Frankrig har ageret primus motor i samarbejdet med Algeriet, og presset på for at
gennemføre diverse samhandelsaftaler med landet. På den måde har man udover
Middelhavsunionen med succes implementeret flere bilaterale aftaler med landet med
henblik på at knyttet det tættere til EU. Frankrig har stor interesse i Algeriet, hvilket kan
dateres tilbage til kolonitiden, hvor Algeriet var underlagt Frankrig. Derfor har Frankrig
stadig tætte bånd til landet, og ønsker at fastholde det i samarbejde, frem for at risikere at
landet går i den anden retning og derved ikke længere er under indflydelse af EU og herunder
Frankrig. Frankrig har endvidere også store handelsmæssige perspektiver med samarbejdet
med Algeriet, herunder blandt andet givtige energiaftaler. Algeriet er som EU’s 5. største
energileverandør en signifikant aktør, som både Frankrig og det øvrige EU er afhængig af for
at sikre en stabil energiforsyning.150
147 Smith, Michael & Hill, Christopher p. 319 op.cit148 Ibid.149 Masiky, Hassan Morocco Board March 2010 – Algeria lead role in war against terrorism150 EU Trade Commission – Countries: Algeria
55
Frankrig er Algeriets største handelspartner, og investerer også store summer i Direkte
Udenlandske Investeringer (FDI). Frankrig har således indgået en aftale, hvor de eftergiver
61 millioner dollars, beløbet skal i stedet konverteres til investeringer i landet, som alle skal
understøttes af franske virksomheder. Dette er et af flere initiativer som Frankrig og Algeriet
arbejder på, med henblik på gældseftergivelse.151Ved at gøre dette styrker Frankrig sin
position over for Algeriet, ved at sikre at det er franske virksomheder der forestår de
investeringsprojekter man forhandler sig frem til. Frankrig går altså enegang i denne
henseende, og agerer selvstændigt ud fra nationale interesser, i stedet for gennem EU. Dette
er et eksempel på at et enkelt medlemsland agerer ud fra nationale interesser gennem
bilaterale handelsaftaler med Algeriet, selv om der eksisterer et supranationalt fælles EU
projekt qua Middelhavsunionen. Derved er Frankrigs politik baseret på realisme, og netop
det at de enkelte medlemslande i EU er drivkraften er udtryk for realisme.152
Frankrig er endvidere en af drivkræfterne bag Middelhavsunionen, med præsident Sarkozy i
spidsen, og forsøger udover diverse bilaterale handelsaftaler også at fremme det regionale
samarbejde, og støtter derved også Algeriet gennem Middelhavsunionen for også at fremme
landets muligheder for samhandel med dets nabolande. Dette skal også hjælpe Algeriet til et
generelt bedre samarbejde med dets naboer. Frankrig forsøger gennem Middelhavsunionen
at styrke dets position i den Arabiske verden, og fastholde sin position over for de tidligere
kolonier Algeriet, Marokko samt Tunesien. Frankrig er bevidst omkring den faldende franske
indflydelse i Nordafrika og herunder især disse 3 lande. Derfor er Frankrig interesseret i at
gøre sin indflydelse gældende, hvilket bedst kan ske gennem et supranationalt EU-
samarbejde. Det betyder at Frankrig kan genvinde sin historiske indflydelse i regionen
gennem Middelhavsunionen, hvilket forklarer de fraværende krav til implementering samt
overholdelse af Menneskerettigheder og demokrati i både Algeriet og de øvrige 2 lande. Et
andet aspekt af dette er USA’s tilstedeværelse i Algeriet samt Marokko og Tunesien. Denne
bevirker at Frankrig er af den opfattelse af dets indflydelse reduceres af USA’s stigende
interesse i landene. Dette vil konkurrere med Frankrig og EU, og derfor true med at
underminere europæisk såvel som fransk indflydelse. Dette underbygges endvidere i
følgende citat fra Carnegie Endowment: “Both France and the Maghreb have been dealt blows
in the international relations regime of the post Iraq invasion world. France is turning to the
151 North African Journal 25.06.2000 – Algeria: France to convert $60 million of Algeria’s debt into investment 152 Ibid
56
Maghreb to redeploy its resources (political, economic, cultural, historical, and military) where
they can potentially yield assured dividends. This is being executed not only as an antidote to US
foreign policy in the post-Iraq world, but also as a mode for renegotiating and renewing its
postcolonial claim to a ‘natural’ sphere of influence in the Maghreb.” 153 Den politiske kurs fra
Frankrigs side er udtryk for en nul-sums tankegang, hvor man ser på amerikansk
tilstedeværelse i Algeriet, Tunesien og Marokko, som værende direkte proportionelt med
faldende fransk indflydelse i hvad der historisk har været anset for Frankrigs ”baghave”.
Derved er Frankrigs ageren i udpræget grad baseret på realisme, hvorved Frankrig gennem
EU udøver indenrigspolitik med afsæt i nationale interesser, med henblik på at fastholde
landets historiske magtbase i enkelte lande, herunder Algeriet.154
Som følge af Irak krigen og den Frankrigs minimerede indflydelse i regionen, herunder
Algeriet, blev kravene til menneskerettigheder og demokrati sat i bero. Det var essentielt for
Frankrig at genvinde sin indflydelse i Algeriet. Dette berørte flere parametre, herunder
politisk, økonomisk, militært og kulturelt. Da Frankrig stadig anser Algeriet, og den øvrige del
af regionen, for at være fransk interessesfære, vil man gå langt for at sikre magt og
indflydelse. Frankrig ser derved stadig sin rolle som det var tilfældet under præsident de
Gaulle i 1960’erne hvor han udtalte: ”Den arabiske verden. Det er os. Det er Frankrig.”155Dette
er stadig Frankrigs opfattelse, ført an af præsident Sarkozy. I dag er det økonomiske gennem
handelspolitikken i højsædet, og man vælger derfor at tilsidesætte kravene til demokrati og
menneskerettigheder for at genvinde indflydelse. Da en Frankrigs væsentligste
eksportartikler er atomteknologi og dertilhørende knowhow, er handelsaftaler med Algeriet
essentielle for landets handelspolitik, hvilket også bevirker en yderligere tilknytning til den
tidligere koloniherre Frankrig. Frankrig forsøger derved også at fastholde, og forøge den
interdependens der eksisterer mellem Frankrig og Algeriet, hvilket vil bevirke en øget fransk
indflydelse i landet. Den største udfordring for Frankrig i denne henseende er et kapløb med
konkurrenten USA, hvilket udtrykker tidligere nævnte nul-sums tankegang, hvor Frankrig ser
amerikansk indtog i Algeriet som værende lig med en reduktion af Frankrigs magtbase.
Endvidere er Frankrigs arbejde med øget tilknytning også baseret på realisme, hvor Frankrig
153 Larbi, Sadiki – Carnegie Endowment for international peace – On Tents, Fast Trains and the Greater Mediterranean: Franco-Maghrebi Relations154 Bishara, Marwan, Al Jazeera 15.07.2008 – Mediterranean Realism Triumphs155 Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse
57
forsøger at styrke sin egen position, og ikke den af det samlede EU, ved at sikre nationale
højpolitiske interesser i Algeriet. 156
EU’s samarbejde med Maghreb landene genne Middelhavsunionen er baseret på en fælles
supranational EU vision, men er drevet af enkelte aktører, herunder Frankrig. Algeriet,
sammen med de øvrige Maghreb lande, udgør således ca. 7 millioner af Frankrigs befolkning
på 65 millioner, hvilket vil sige at over 10% af landets befolkning er fra Maghreb regionen,
hvoraf 3 millioner er fra Algeriet. Derved har Frankrig også store indenrigspolitiske interesser
i et tæt bånd til Algeriet, hvilket bevirker at udenrigspolitikken ofte er et udfald af
indenrigspolitikken. Dette betyder i praksis at Frankrig udøver nationale indenrigspolitiske
interesser igennem EU’s supranationale samarbejde. Dette kan både være udtryk for realisme,
idet Frankrig påvirker EU’s politik ud fra nationale sikkerhedspolitiske interesser. Men det
kan også være udtryk for liberalisme, idet Frankrig grundet sin store andel af algiere i
befolkningen, efterlever liberalistiske træk. Da realismen bygger på nationale interesser og
anarkiet mellem stater, kan denne politik hævdes at være et udsalg af liberalisme da Frankrig
ønsker at knytte tætte bånd til Algeriet grundet sine mange algierske borgere i landet. Dette
modstrider den realistiske ide om anarki mellem stater, hvor hvert land udelukkende agerer
ud fra egne interesser og er i konstant konkurrence med alle andre stater, jævnfør relative
game teorien.157 På den anden side kan dette også være et udslag af defensiv realisme, der
argumenterer for at en aktør ikke har et forudbestemt handlingsmønster. I stedet vil aktøren
analysere hvorvidt samarbejde eller konkurrence er i dens bedste interesse, hvilket kan siges
at være tilfældet her.
Algeriet er endvidere en af de største energileverandører til EU, og udgør derfor en afgørende
faktor som tæt samarbejdspartner for EU. Man ønsker at knytte landet tæt til EU for at sikre
den energiforsyning EU er afhængig af. Dette er både med henblik på at sikre EU tilstrækkeligt
energi, men også i udpræget grad en del af EU’s politiske ambition om at sprede
energiafhængigheden ud over flere leverandører, og reducere afhængigheden af Rusland som
er langt den største leverandør i dag. Dette bygger på en realistisk tilgang i EU, hvor man
tænker strategisk og sikkerhedspolitisk, ved at knytte tætte bånd gennem handelssamarbejde
med Algeriet for at sikre en pålidelig energiforsyner. Dette bygger på realisme, hvor EU
156 Larbi, Sadiki op.cit.157 Introduction to international relations kap. 3
58
forsøger at mindske sin sårbarhed over for eventuel russisk pression som eksempelvis
energikrisen med Ukraine, der også påvirkede store dele af EU. Derved agerer EU med henblik
på at sikre sin position og reducere muligheden for pression fra enkelte aktører som Rusland,
der qua energiafhængigheden har en ikke ubetydelig magt over EU.158 Når EU derfor forsøger
at reducere denne gennem en styrkelse af samarbejdet med blandt andre Algeriet er det altså
udtryk for en realpolitisk kurs, hvor EU fokuserer på sikkerhedspolitik. Hvilket underbygges
af den politik de enkelte EU lande også fører på energiområdet. Således illustrerer følgende
udtalelse af Tysklands præsident, Horst Köhler, i forbindelse med underskrivelsen af en
gasaftale mellem Tyskland og Algeriet i efteråret sidste år: ”Det er meget magtpåliggende for
Tyskland ikke kun at være afhængig af energi fra et land".159Her refererer han til
afhængigheden af Rusland, som også er et sikkerhedspolitisk problem for Tyskland.
Terrorisme i Algeriet var længe et internt problem mellem militærstyret og islamiske
oprørsstyrker, som følge af det annullerede valg i 1992. Den mest brutale af de islamiske
oprørsstyrker gik under navnet GIA (Groupe Islamique Armé). GIA har stået bag terror i
Frankrig, blandt andet flykapring og bombning af Metro stationer, og er af den grund kommet
i EU’s søgelys, hvilket også hænger sammen med at de mere hardline medlemmer af gruppen
er trådt ud og siden hen har fået kontakt til Al-Qaeda og tilsluttet sig den globale Jihad.
Gruppen har endvidere bevæget sig fra et nationalt fokus til et regionalt samt internationalt
fokus qua sin indlemmelse i Al-Qaeda. Gruppen har fået til opgave af Al-Qaeda at opbygge et
transnationalt terrornetværk i Nordafrika, under navnet AQIM (Al-Qaeda in the Islamic
Maghreb), med det formål at true Europa og det øvrige Vesten, tæt på dets grænser. Dette har
fået EU til at reagere ved at intensivere samarbejdet med disse lande, for på den måde at
kunne bekæmpe terroren i de lande hvorfra den opererer. Det udgør en stor
sikkerhedsmæssig trussel for EU at man ved at en gren af Al-Qaeda opererer i dets nabolande
med det formål at kunne true Europa på tæt hold. En ting er at have en terrortrussel tusindvis
af kilometer væk i Afghanistan, en anden er at have den i ”baghaven”. Dette trusselsbillede har
resulteret i en strategisk intensivering i samarbejdet med Algeriet fra EU’s side, hvilket er et
direkte resultat af den nationale sikkerhedspolitik internt i EU, hvor landene frygter nye
158 The European Union – NO.83/04 21.05.2004159 Sørensen, jens arne - 26.11.2007
59
terrorangreb. Derved er EU’s ageren et udtryk for en realistisk udenrigspolitisk kurs fra EU’s
side, hvor man forsøger at sikre sig mod en ydre fjende.160
5.1.2.1 Delkonklusion
EU’s tilgang til Algeriet bærer tydeligt præg af de sikkerhedspolitiske udfordringer EU står
over for, hvilket bevirker at handelspolitikken bliver udformet efter realpolitiske interesser.
EU ønsker at styrke samarbejdet med Algeriet, hvilket blandt andet skal ske gennem unioner,
hvilket bærer præg af en liberalistisk politik, men EU gør dette af sikkerhedspolitiske hensyn,
hvilket betyder at EU de facto agerer realistisk. Endvidere fremmer EU interdependens og
samarbejde mellem Algeriet og de øvrige lande i regionen, hvilket både er udtryk for realisme
og liberalisme. Liberalisme idet EU forsøger at fremme egen tilgang til løsning af konflikter og
fremme af samarbejde, hvilket er centralt i EU’s dannelse. Realisme i kraft af den politiske
kurs der føres, med afsæt i højpolitiske interesser med udgangspunkt i den nationale
sikkerhedspolitik i EU supranationalt, og ikke mindst intergovernmentalt i medlemslandene.
EU hjælper endvidere Algeriet, der som følge af borgerkrigen, er et af de svageste lande i
regionen med hensyn til infrastruktur, med at opbygge denne, hvilket blandt andet sker med
henblik på fremme af demokrati og menneskerettigheder i landet, hvilket umiddelbart kan
opfattes som liberalisme, hvor EU forsøger at agere som normativ magt, men ofte atter vil
være et udtryk for realisme, da EU gør dette i et sikkerhedspolitisk perspektiv for at sikre
stabilitet i dets grænseregion.
EU agerer mægler mellem Marokko og Algeriet, der udgør hovedproblematikken i forbindelse
med Middelhavsunionen. Forsøger ud fra liberalisme at forbedre forholdet mellem dem. EU’s
tilgang til migration og terrorisme i forbindelse med samarbejdet med Algeriet er atter udtryk
for en sikkerhedspolitisk interesse, hvor EU forsøger at styrke forholdene i landet. Formålet
er at øge samarbejdet, for at kunne sikre bekæmpelsen af terrorisme der blandt andet holder
til i Algeriet. Endvidere ønsker EU at bekæmpe illegal indvandring fra sub-sahara til EU
160 Hansen, Andrew and Vriens, Lauren, Council on Foreign Relations 21.07.2009 - Al-Qaeda in the Islamic Maghreb (AQIM) or L'Organisation Al-Qaïda au Maghreb Islamique (Formerly Salafist Group for Preaching and Combat or Groupe Salafiste pour la Prédication et le Combat)
60
gennem Algeriet. Derfor er både spørgsmålet om migration og terrorbekæmpelse realpolitik
fra EU’s side, hvor man gennem handelspolitikken forsøger at føre sikkerhedspolitikken ud i
livet.
Frankrig er et af de EU-medlemslande, der er drivkraften bag fremme af handelsrelationer til
Algeriet, hvor Frankrig som tidligere koloniherre forsøger at fremme nationale interesser
gennem EU, samt gennem bilaterale handelsaftaler i Algeriet. Dette hænger ikke mindst
sammen med det faktum at 5% af Frankrigs befolkning oprinder fra Algeriet, hvilket bevirker
at Frankrigs udenrigspolitiske ageren i denne sammenhæng er synonym med
indenrigspolitikken. Netop det at enkelte aktører påvirker EU’s politik ud fra nationale
indenrigspolitiske interesser bygger på realisme. Energipolitikken er endnu et
højpolitikområde der er bundet op på handelspolitikken. Algeriet spiller i denne forbindelse
en central rolle idet landet er en af hovedleverandørerne af energi til EU. Landets betydning
for EU er som følge af Rusland-Ukraine gas kriserne i de seneste år, blevet øget væsentligt, da
EU forsøger at diversificere dets eksterne energileverancer. Dette betyder at EU agerer
realistisk i et forsøg på at sikre infrastrukturen med en stabil, sikker og diversificeret
energiforsyning.
5.1.3 EU’s tilgang til Libyen (Jonas)
“Libya has the potential to become a key partner for the EU in the Mediterranean as well as in
Africa. We share common interests in important areas such as trade, energy and the
development of the African continent. This is why I am determined to advance in developing our
relations through a policy of dialogue, cooperation and engagement…. The flux of migrants
reaching Libya and the EU is a cause of increasing concern for both sides.” 161 (Benita Ferrero-
Waldner, EU kommissær for eksterne relationer og naboskabspolitik)
161 EU Commission 06.02.2009 – Commissioner Ferrero-Waldner visits Libya to reinforce EU-Libya relations
61
Libyen har i modsætning til Algeriet og Marokko et mindre integreret samarbejde med EU
grundet landets problemfyldte relationer til omverdenen, herunder specielt Vesten. Dette
skyldes blandt andet landets støtte til terrorisme (Lockerbie bombningen) og landets
ambitioner om at erhverve masseødelæggelsesvåben. Siden den amerikansk ledede invasion
af Irak i 2003, har Libyens mangeårige leder Muammar Gaddafi indgået et forlig med de
efterladte til ofrene for Lockerbie bombningen, samt åbnet for
masseødelæggelsesvåbensprogrammerne for international inspektion. Desuden ville Libyen
destruere alle former for masseødelæggelsesvåben. Disse tiltag fra Libyen side har medført at
det internationale samfund, herunder EU, har løftet de sanktioner man indførte mod landet i
midt firserne.162
EU har i de seneste år intensiveret samarbejdet med Libyen, efter landet har vist vilje til
samarbejde. Således har Libyen også opnået observatørstatus i Middelhavsunionen. EU har
stor interesse i øget samarbejde med landet af flere årsager, blandt disse er landets
nøgleposition som grænseland til EU og en del af den nordafrikanske region. Det er væsentligt
for EU at få alle disse lande med i et integreret samarbejde, for at kunne sikre fred og stabilitet
i dets grænseregion. Et andet aspekt er olie og gas forekomsterne i landet, der som Afrikas
største oliebesidder er meget attraktiv som samarbejdspartner for EU. EU betragter derfor
Libyen som en væsentlig aktør på den udenrigspolitiske agenda. Ved at øge samarbejde med
landet kan EU sikre endnu en stabil energileverandør, og derved efterleve målsætningen om
en diversificeret energiimport med en reduktion i afhængigheden af blandt andre Rusland til
følge.163Derved forfølger EU en realistisk kurs over for Libyen, hvor sikkerhedspolitikken
gennem energipolitikken er i højsædet. Måden hvorpå EU ønsker at efterleve sin
udenrigspolitik, er ved at styrke samarbejdet hvilket i vanlig stil sker gennem diverse
handelsaftaler, hvor EU qua sin rolle som verdens største handelsunion kan tilbyde
samarbejdspartnere adgang til uvurderlige handelsfordele. Derved har EU også givet Libyen
observatørstatus i Middelhavsunionen, hvilket er et skridt imod optagelse i samarbejdet.
Dette giver Libyen en håndsrækning der skaber incitament til at forbedre forholdene i landet,
men på nuværende tidspunkt har dette ikke Libyens interesse.
162 BBC 05.10.2004 – Timeline: Libya sanctions163 The Economist – Walking on Hot Coals, 17.01.08
62
Handelspolitikken mellem EU og Libyen er drevet af enkelte medlemslande, der
repræsenterer størstedelen af landets samhandel ikke blot med EU, men al handel generelt.
Det er atter de 4 store EU-medlemslande Frankrig, Italien, Tyskland og Storbritannien der er
drivkraften bag handelsaftaler med Libyen. En samhandel der primært omhandler olie og gas
aftaler.164Især Italien er en væsentlig aktør i denne sammenhæng, som tidligere Italiensk
koloni er Libyen på mange områder stadig knyttet til Italien, der også udgør den største
samhandelspartner. Italien har flere interesser i et tæt samarbejde med Libyen, hvilket
udover handelsaftaler omkring olie og gas, også omfatter migrationspolitik. Libyen er således
hovedtransitland for tilstrømning af illegale indvandrere fra sub-Sahara regionen, der
benytter Libyen som transitland. Det er derfor af vital betydning for EU, og herunder især
Italien at oparbejde et godt samarbejde med Libyen for derigennem at kunne få landets hjælp
til at kontrollere indvandringen.165
Frankrig er et andet EU land, der har betydelige handelsmæssige interesser i Libyen. Således
indgik Frankrig og Libyen i 2007 en betragtelig handelsaftale på 10 milliarder Euro, der
blandt andet omhandler atomreaktorer, Airbus fly samt våben. Dette skete som følge af de
sanktioner EU og Vesten valgte at fjerne i 2004 mod Libyen. Derved har Frankrig indledt et
tæt handelssamarbejde med Libyen på flere områder, og dette nye forhold illustreres ved den
franske præsident Sarkozy’s udtalelse efter indgåelse af aftalen: ”We must encourage those
who renounce terrorism, who renounce the possession of nuclear arms".166Dette er igen et
eksempel på at et EU-medlemsland er drivkraften i handelspolitikken, og underskriver
bilaterale handelsaftaler for at sikre sit eget udgangspunkt bedst muligt. Det sikrer både
arbejdspladser i Frankrig, men bidrager også til det sikkerhedspolitiske aspekt, hvor man
blandt andet har fokus på energisikkerhed samt bekæmpelsen af terrorisme. Dette er atter
udtryk for en realistiske politik. Endvidere er Frankrig fortaler for en dybere integration
mellem Libyen og EU, og ønsker derved at EU generelt også har tættere bånd til landet, på
denne måde vil Frankrig undgå at stå meget alene som det er tilfældet i dag, i deres
handelsrelationer til Libyen, hvilket i mange henseender ikke er velset grundet landets
diktatur.167
164 EU Commission - The EU's relations with Libya165 Ministry of Foreign Affairs Italy - Libya166 Stratton, Allegra, The Guardian 10.12.2007 – France signs 10bn trade deal with Libya167 France Diplomatie 18.12.2008 – Political Relations, France and Libya
63
Tyskland er ligeledes også interesseret i mere samarbejde med Libyen, og har i dag store
handelsaftaler med Libyen på bilateralt plan. Dette gælder hovedsageligt olie, hvor Tyskland
er Libyens 2. største aftager af olie, og Libyen er således den 3. største olieleverandør til
Tyskland. Derved er Tyskland endnu et eksempel på et af de store EU- medlemslande, der
agerer dynamo i EU samarbejdet med Libyen, men som gør dette gennem bilaterale aftaler
frem for supranationale handelsaftaler i EU regi. Tyskland gør dette af samme årsag som
blandt andre Italien og Frankrig, hvilket er at sikre nationale interesser, herunder den
nationale sikkerhedspolitik, gennem en stabil og (prismæssig) favorabel energiaftale, der
først og fremmest tilgodeser Tyskland, og ikke de øvrige EU-medlemslande. Derved agerer
Tyskland ud fra realistiske motiver i forbindelse med handelsaftalerne med Libyen.168
Der er flere forskellige grunde til at EU ønsker samarbejde med Libyen. Som allerede nævnt er
energireserverne i landet betydelige, derudover er landet som de øvrige i regionen transitland
for illegal indvandring. Endvidere er landet tynget af udpræget korruption og manglende
efterlevelse af menneskerettigheder og demokrati. Dette betyder at EU ønsker at styrke
landets infrastruktur gennem en forbedring af institutionerne i landet. Derved ønsker EU at
agere som en normativ magt, hvor en forbedring af forholdene, i retning af EU-standarder er
formålet. EU ønsker derved at fremme egen opfattelse af hvordan et velfungerende land ser
ud. Dette kan betragtes som en liberalistisk politik, hvor EU forsøger at sprede sin succesfulde
samfundsform til sine naboer, hvilket hænger sammen med liberalismens kontinuerlige tro på
fremgang for menneskeheden. Endvidere anser EU ”staten som en retsstat” som en væsentlig
faktor, og ønsker at styrke retsstaten i regionen gennem blandt andet Middelhavsunionen.
Dette bygger på liberalisme, og kan anses for at være EU’s politiske hensigt med Libyen. 169 At
EU ønsker at skabe tillid mellem lande og fremme fred gennem økonomisk samarbejde
illustreres i følgende citat: ”The ambition of Europe in the Mediterranean is to turn its former
power into positive influence, to helt build trust among all counrtries, to share our experience of
consolidating peace through economic cooperation. These are the same instruments that shaped
the European continent. So we are confident these instruments will also serve to gradually
achieve stability and prosperity in the Euro-Mediterranean relations, while bringing our
societies closer”170
168 Auswärtiges Amt Oktober 2009 – Libyan Arab Jamahiriya169 European Committee for Standardization 26.04.2010 – Euromed Quality Programme170 Papandreou, George A & Patten, Chris
64
Handelspolitikken er bundet op på energipolitikken, som udgør den væsentligste faktor i
samarbejdet med Libyen. Energipolitikken er dog stadig et nationalt og ikke et supranationalt
EU anliggende, hvilket betyder at hvert enkelt medlemsland forfølger egen interesse i
bestræbelserne på at sikre en stabil energiforsyning. EU ønsker overordnet at sikre dette på
vegne af hele Unionen, men kommer ofte til kort med henblik på konkrete politiske
handlemuligheder da dette som udgangspunkt altid er drevet af landene selv, der gennem
bilaterale handelsaftaler sikrer energiforsyningen. Derved er det de facto de enkelte lande der
udformer den reelle politiske kurs i deres forfølgelse af snævre nationale interesser, frem for
at varetage hele EU’s interesser. 171 Dette er udtryk for realisme, hvor landene er drivkraften
bag den faktiske politik, og anarkiet hersker i et konkurrencepræget miljø hvor alle aktører
kæmper for at sikre egne interesser. En kamp der oftest vindes af de store nationer.172
EU forsøger dog supranationalt at skabe rammerne for et handelspolitisk samarbejde med
grænselandene. Gennem Middelhavsunionen binder EU regionen sammen, hvilket ikke har
været tilfældet i førhen hvor handelsrelationerne til disse var baseret på bilaterale
handelsaftaler med de forskellige EU-medlemslande. Det betyder at EU har formået at samle
regionen i et strategisk partnerskab der ikke blot bygger på relationer til EU, men også
indbyrdes landene imellem. Formålet med dette er at skabe fred og stabilitet i regionen, og
derved fremme samarbejdet mellem Libyen og de øvrige lande, et samarbejde der i dag er
stærkt problematisk, og ofte præget af konflikter. Når EU forsøger at samle regionen i et
samarbejde med EU kan det anses for at være et udtryk for at EU agerer som en normativ
magt, og derved er udtryk for liberalisme.
Gennem Middelhavsunionen forsøger EU ikke blot at fremme fred og stabilitet i hele regionen,
men man forsøger også at hjælpe lande som især Libyen, der har store demokratiske og
infrastrukturmæssige problemer, og samtidig ikke liver op til menneskerettigheder eller
andre internationale konventioner. EU agerer derved som en normativ magt, der har fokus på
at fremme udviklingen i Libyen mod tilstande der lever op til de idealer EU sætter for et
velfungerende samfund. EU’s tidligere udenrigspolitiske repræsentant Javier Solana
understreger også betydningen af EU’s rolle som normativ magt i følgende udtalelse: “To
avoid any misunderstanding: values matter as much as interests. A foreign policy which is not
171 Smith, Michael & Hill, Christopher op.cit p 318-319172 Szabo, Kinga Tibori , Central European University, Center for EU Enlargement Studies - Libya and the EU
65
informed by our values is neither possible nor acceptable. This very much applies to the
European Union. Values are at the core of our external actions and an expression of our
collective identity. We promote them because of who we are. But also because it is in our interest
to do so”.173
Libyen er som tidligere nævnt, blot observatør i Middelhavsunionen, hvilket betyder at EU
ikke har integreret landet på samme principper som de lande der er fuldgyldige medlemmer
af Middelhavsunionen. EU havde indtil 2004 sanktioner over for Libyen, hvilket blev løftet da
landet efterkom kravene til afskaffelse af masseødelæggelsesvåben samt indgå forlig med de
efterladte til Lockerbie bombningen.174Derved er EU atter påbegyndt at samarbejde med
landet, idet man allerede i 2004 løftede det 18 år lange våbenembargo der har eksisteret mod
Libyen. Dette skete ikke mindst på foranledning af Italien, som ønskede at opnå mulighed for
at eksportere højteknologisk udstyr som kan hjælpe Libyen med at bekæmpe illegal
indvandring.175
Det er interessant at bemærke at Libyen i modsætning til de øvrige lande i regionen
modsætter sig øget samarbejde med EU gennem medlemskab af Middelhavsunionen. EU
ønsker at integrere Libyen, men Gaddafi modarbejder dette da han frygter at det vil medføre
splittelse mellem de nordafrikanske lande og de øvrige lande i den Afrikanske Union. Gaddafi
har en vision for hvad den Afrikanske Union indebære, hvilket er en afrikansk version af EU.
Således udtaler Gaddafi følgende:”We want an African military to defend Africa, we want a
single African currency, we want one African passport to travel within Africa”.176
Det betyder at EU har et naboland, der reelt ønsker at stå uden for Middelhavsunionen, og
endvidere ønsker at påvirke de øvrige lande til ikke at integrere sig yderligere i samarbejdet.
Dette udgør et latent problem for EU i dets bestræbelser på at samle regionen. EU forsøger at
påvirke Libyen i hvad anses for at være en positiv retning med henblik på demokrati og
menneskerettigheder og gør dette er gennem handelsrelationer. EU forsøger at EU bruger
”gulerod” frem for ”pisk” til at motivere Libyen til øget samarbejde . EU tillægger øget
samarbejde med Libyen stor betydning, da det er en væsentlig del af EU’s strategi at også
Libyen inddrages i det samarbejde man forsøger at fremme i regionen. Således udtalte EU’s
173 Delegation to the European Union to the United Nations – National Interests and European Foreign Policy174 European Forum for Democracy and Solidarity - Libya175 BBC 11.10.2004 – EU lifts weapons embargo on Libya176 BBC 29.08.2008 - Gaddafi: Africa’s “king of kings”
66
kommissær for eksterne relationer og naboskabspolitik, Benita Ferrero-Waldner, følgende i
forbindelse med indledningen på forhandlinger med Libyen: ”This is a historic decision. Libya
is an important player in the Mediterranean region and in Africa, and so far has no framework
for relations with the EU. The launching of negotiations for a new agreement is the successful
result of the reciprocal dialogue and engagement started in 2004. I am confident that the
agreement will create solid and long lasting relations between Libya and the EU.”177Dette
illustrerer EU’s interesse i øget handelssamarbejde med Libyen. Disse handelsaftaler omfatter
blandt andet også skærpede krav til menneskerettigheder i Libyen. Dette underbygger EU’s
normative tilgang til samarbejdet med Libyen, og er et udtryk for liberalisme idet EU forsøger
at forbedre forholdene i landet og knytte det til EU og de øvrige lande i den nordafrikanske
region. Derved forfølger EU den liberalistiske tankegang om samarbejde mellem stater ud fra
fælles interesser, hvilket taler imod den realistiske opfattelse af anarki mellem stater. En af
årsagerne til at Libyen ikke ønsker optagelse som fuldgyldigt medlem af Middelhavsunionen,
skyldes netop de skærpede krav til blandt andet demokrati og menneskerettigheder, som EU
ligger op til i forbindelse med multilateralt samarbejde gennem Middelhavsunionen. Man
ønsker derfor ikke fra Libyens side at give EU en berettigelse til at blande sig i de interne
forhold i landet, hvilket deres manglende underskrivelse af diverse internationale
konventioner understreger.178
Der er dog også modsatrettede argumenter for EU’s politiske kurs over for Libyen. EU’s
interesse i handelssamarbejde med Libyen skyldes også EU’s behov for olie og gas, hvilket
Libyen besidder store reserver af. Derfor kan EU’s udenrigspolitiske kurs over for Libyen også
anses for at være i tråd med energipolitikken, hvor man, ligesom med de øvrige lande i
regionen der besidder olie og gas, ønsker at sikre en energiforsyning til EU. Derved er der
endnu engang tale om den nationale sikkerhedspolitik i EU, hvor målet er at sikre, samt
diversificere energiforsyningen, hvilket er baseret på realisme. Endvidere er EU også
interesseret i at samarbejde med Libyen for at dæmme op for den massive tilstrømning af
illegale immigranter der benytter landet som transitland til EU, hvor Italien oftest er
destinationsland. Det har allerede affødt diverse samarbejdsaftaler fra enkeltlande, herunder
især Italien, for at skabe incitament for Libyen til at begrænse migrationsbølgen. Blandt andet
har Italien forpligtet sig til at betale 5 milliarder Dollars til forbedringer af infrastrukturen i
177 EU Commission External relations - Libya: Commission proposes negotiating mandate for a Framework Agreement178 Human Rights Watch op.cit.
67
Libyen, over de næste 20 år. Til gengæld får det Italienske olieselskab ENI forlænget sine
olierettigheder i landet med 25 år. Derved er der tale om en realistisk politik, der bygger på en
opfattelse af, at mennesket grundlæggende er selvisk og konfliktfyldt, og derfor søger at sikre
sig selv og kun samarbejder, hvis dette er til egen vinding. Dette står i kontrast til den
normative, liberalistiske tilgang, og underbygger tesen om anarkiet mellem stater. EU søger at
maksimere sin magt og indflydelse i verden, hvilket sker gennem strategiske partnerskaber
og handelssamarbejder med landene i dets periferi. Dette har flere facetter: Et er således at
sikre stabilitet og sikkerhed i naboregionen. Et andet er at sikre EU’s indflydelse i disse lande,
og derved forhindre andre nationers indflydelse, herunder for eksempel USA. Derudover
ønsker EU i særdeleshed et tæt samarbejde med lande som Libyen, der besidder olie og gas.
Der er derfor flere motiver der ligger til grund for EU’s interesse i samarbejde med Libyen, og
disse kan altså hævdes at være baseret på realisme.179
Migrationspolitikken er efter olie og gas, det geopolitiske spørgsmål der rangerer højst på den
politiske dagsorden mellem EU og Libyen. 90 % af de illegale immigranter der finder vej til
Italien kommer således dertil gennem Libyen. Dette faktum bruger Gaddafi som trumf over
for EU, til at opnå politiske mål, herunder blandt andet teknisk assistance og militært udstyr.
EU har allerede tildelt Libyen for 20 millioner Euro til modernisering af patruljebåde og
træning af personel. Derudover har Libyen således sendt en ønskeliste til EU, hvor det
efterspørger patruljebåde, lastbiler samt helikoptere samt andet udstyr til en samlet værdi af
1 milliard Dollars. Dette skal hjælpe Libyen med at patruljere kystlinjen, samt grænserne inde
i landet, hvilket i at udgør 4.348 km.180Det er altså et ”noget for noget” samarbejde der
eksisterer mellem EU og Libyen, hvor EU har en politisk dagsorden vedrørende landets rolle,
som Libyen gerne imødekommer, men som Gaddafi også tager sig godt betalt for.
EU forsøger at udlicitere grænsekontrollen i forbindelse med illegale immigranter, til blandt
andre Libyen, for på den måde at undgå selv at skulle håndtere det. Årsagen til at EU ønsker at
stoppe de illegale indvandrere inden de når EU-territorium, skyldes EU’s forpligtelser med
henblik på overholdelse af internationale konventioner (Genenevé Konventionen). Disse
forpligter EU til at behandle alle asylansøgere, og alle kan søge om asyl i det øjeblik de har
betrådt EU-territorium. Derved forsøger EU at udlicitere grænsekontrollen til Libyen og de
179 Alexandro, Bruno, The North Africa Journal 17.06.2009 – Deconstructing Libya Part 1 – Libya-Europe: Security, Illegal Immigration and Oil and Gas180 Ibid
68
øvrige transitlande, for at forhindre at immigranterne når EU. Derved omgår EU de facto de
internationale konventioner man har forpligtet sig til, og går derved på kompromis med sin
udenrigspolitiske kurs som en normativ magt. Dette er i udpræget grad udtryk for en
realistisk politik fra EU’s side, hvor man gør hvad der anses for at være nødvendigt, for at
sikre statens opretholdelse. Realismen fastholder, at stater ikke kan føre politik baseret på
universelle moralske principper, men må tage hensyn til omstændighederne, så som tid og
sted.
Staten har altså ikke råd til at tage hensyn til etik og moral, hvis dette sker på bekostning af
statens sikkerhed og uafhængighed. Derfor kan EU’s migrationspolitik i Libyen anses for at
være udtryk for realisme, hvor EU agerer ud fra nationale sikkerhedspolitiske interesser, og
grundet omstændighederne ser sig nødsaget til at omgå de konventioner man har forpligtet
sig til. Dette er da heller ikke gået ubemærket hen hos Human Rights Watch, der således
kritiserer denne tilgang: “Human Rights Watch said that the accounts of migrants who are
arrested for trying to leave Libya raise serious questions about whether its actions to prevent
departures, encouraged and financed by Italy, violate the right of anyone to leave any country
(International Covenant on Civil and Political Rights, article 12) and the right of everyone to
seek asylum (Universal Declaration of Human Rights, article 14). Italy's summary return of boat
people to Libya also indicates that it may be reneging on its own obligations under international
law not to return people to places where their lives or freedom would be threatened (Convention
Relating to the Status of Refugees, article 33) or where they would face inhuman and degrading
treatment (article 3 of the European Convention on Human Rights). Accounts from migrants
about brutal treatment and the lack of asylum law and procedures in Libya raise grave concerns
about the safety of the migrants that Italy returns to Libyan shores”.181
I forbindelse med den Schweizisk-Libyske diplomatiske visa-krise (se side 24) blev en intern
opdeling/splid i EU atter illustreret, skabt på baggrund af snævre nationale interesser blandt
EU-medlemslandene. Disse lande favoriserede egne nationale interesser, frem for fælles EU-
interesser til gavn for hele Unionen. Dette blev blandt andet understreget af følgende
udtalelse af den Italienske udenrigsminister Franco Frattini: ”Switzerland must resolve this
bilateral issue … but not at the expense of everyone else”182Dette er ikke gået ubemærket hen, og
181 Human Rights Watch09.06.2009 – Italy/Libya: Gaddafi Visit Celebrates Dirty Deal182 Deutsche Welle 16.02.2010 – Europe’s unity with Swiss in Libya visa row tested by business links
69
er således blevet kommenteret af blandt andre Sawsan Chebli, udenrigspolitisk rådgiver i det
tyske parlament: ”The Italians care very little about the EU or other states when it comes to
business relations," she said. "Solidarity is an unknown word in this regard. Frattini was very
clear. He accused Switzerland of misusing the Schengen agreement to exert pressure on Gadhafi
and said that Bern would take its members 'hostage’".183Dette er endnu et eksempel på en
realistisk politik ført af de enkelte store medlemslande, der når det omhandler højpolitiske
områder, så som sikkerhedspolitik og herunder energipolitik, forfølger snævre nationale
interesser og handler efter egen vinding. Dette underbygger realismens anarkistiske
verdensorden, hvor enhver er sig selv nærmest, og handler ud fra egoistiske motiver, for at
sikre sig selv bedst mulige vilkår, uden hensyntagen til andre staters interesser.
EU konkurrerer, som det også er tilfældet i de øvrige lande i regionen, med USA om
indflydelse i Libyen. Da USA ligesom EU har store interesser i landets oliereserver, møder EU
konkurrence i forbindelse med handelsaftaler med Libyen efter den fælles vestlig ophævelse
af det mangeårige handelsembargo. USA ser derfor også stort potentiale i handelsaftaler med
Libyen, og har således adskillige store selskaber med interesse i handelsaftaler, hvilket blev
understreget af et besøg fra en amerikansk delegation bestående af politikere og flere store
firmaer, så som Motorola, Boeing og Northrop Grumman, i Februar i år, hvor USA’s vide
handelsminister sagde følgende: "We're certain this marks a new chapter in our relationship
and that it will help to strengthen economic and political ties”.184
Udover de store oliereserver er Libyen også attraktiv som handelspartner idet landet
planlægger at investere 60 milliarder Dollars over de næste 2 år, på at forbedre
infrastrukturen. Dette spænder over alt fra telekommunikation og vejkonstruktion til
havnebyggeri og offentlige serviceydelser.185 Derfor har EU skruet op for handelssamarbejdet
med Libyen, for at sikre at blandt andre USA ikke kommer dem i forkøbet, hvilket også er et
eksempel på realisme, hvor EU forsøger at maksimere sin indflydelse på bekostning af andre,
eller sagt på en anden måde, forsøger at forhindre en reduktion at egen magtbase. Dette er
udtryk for en nul-sums strategi fra EU’s side, hvor man ser sig selv som værende i
konkurrence mod andre stater, og ser en forøgelse af disse landes position i egen
interessesfære, som værende synonym med en reduktion af ens egen position i det
183 Ibid184 Walt, Vivienne, CNN Time Magazine 22.02.2010 - After 37 Years, the U.S. Arrives to Do Business in Libya185 Saleh, Heba, Financial Times 06.04.2010 – A wary world weighs Libya’s prospects
70
internationale samfund. For at understrege USA’s hungren efter indgåelse af handelsaftaler
med Libyen, kan nævnes den episode som udspilles i forbindelse med den Schweizisk-Libyske
krise. Talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, P. J. Crowley, kom i den
forbindelse med følgende udtalelse om Gaddafis kald til hellig krig mod Schweiz: ”Lots of
words and lots of paper flying all over the place, not necessarily a lot of sense”. 186Efter denne
udtalelse blev samtlige tilstedeværende amerikanske olieselskaber i Libyen kaldt til møde,
hvor de blev mindet om den skadelige virkning af sådanne udtalelser, med henblik på USA’s
interesser i landet. Efterfølgende udtaler P.J. Crowley sig atter til pressen på følgende måde:
”These comments do not reflect US policy and were not intended to offend. I apologize if they
were taken this way”.187
5.1.3.1 Delkonklusion
Libyen er efter års isolation atter kommet ind i varmen hos EU og resten af Vesten. Årsagen til
den stigende interesse i EU og Vesten generelt skyldes de store forekomster af olie i landet, de
massive investeringer i infrastruktur som landet vil foretage i de kommende år, samt landets
funktion som transitland for illegale indvandrere til EU. EU er interesseret i at sikre en
diversificeret og stabil energiforsyning, og har i den forbindelse udset Libyen til at udfylde en
nøglerolle.
Enkelte store EU-medlemslande, så som Frankrig, Italien og Tyskland, agerer dynamo i
handelsrelationerne til Libyen. Disse lande forfølger gennem bilaterale handelsaftaler, snævre
nationale interesser for blandt andet at sikre arbejdspladser. Dette sker på bekostning af
”Europæiske solidaritet” hvilket kom til udtryk i forbindelse med den Schweizisk-Libyske visa
krise, hvor specielt Italien demonstrerede, at det var vigtigere at beskytte allerede indgåede
aftaler med Libyen frem for at stå skulder mod skulder med andre europæiske medlemmer af
186 Quinn, Andrew, Reuters 09.03.2010 - The U.S. State Department apologized on Tuesday for dismissive comments its spokesman made about Libyan leader Muammar Gaddafi's call for "jihad," often translated as "armed struggle," against Switzerland.187 Ibid
71
Schengen-samarbejdet. Dette illustrerer den realpolitiske kurs der de facto føres af de enkelte
medlemslande i EU, i forbindelse med samarbejdet med Libyen. Endvidere adskiller Libyen
sig fra de øvrige lande i regionen, ved at de ikke selv nærer interesse i fuldgyldigt medlemskab
i Middelhavsunionen. Dette skyldes blandt andet det faktum at belønningen er større ved
indgåelse af bilaterale handelsaftaler med store aktører i EU, end gennem multilaterale aftaler
gennem Middelhavsunionen. Endvidere undgår Libyen derved EU’s krav til overholdelse af
internationale konventioner så som menneskerettigheder og demokrati. Det er således
lykkedes for Gadaffi selektivt at vælge sine europæiske samhandelspartnere uden om EU-
systemet, ved at appellere til de enkelte aktører snævre nationale interesser, som er rodfæstet
i realismen.
5.1.4 EU’s tilgang til Tunesien (Jonas)
'Tunisia and the EU have strong links. I am convinced that we can do more to develop our
bilateral relations with the help of a number of positive factors, in particular the stability
enjoyed by the region. My intention is to give new impetus to our relations by building on the
mutual confidence and understanding between us in order to embark on a constructive,
ambitious and forward-looking dialog”.188(Stefan Füle, EU’s kommissær for udvidelse og
europæisk naboskabspolitik)
Tunesien har længe portrætteret sig selv, og er af vesten blevet portrætteret som en moderne
arabisk stat, med tætte forbindelser til Vesten. Tunesien var da også det første land til at indgå
i Middelhavsunionen i 1995, og har gennem sin rangering som nummer 65 på Transparency
Internationals korruptionsindeks, overgået de øvrige 3 udvalgte lande (Marokko, Libyen og
Algeriet). Tunesiens gode eksempel har også udformet sig i opnåelse af ”Advanced Status” i
Middelhavsunionen, hvilket underbygger et stærkt bånd til EU, Stefan Füle, har således også
udtalt sig positivt omkring samarbejdet med Tunesien: ”Tunisia offers the best example of
partnership with the EU”.189Tunesien er på mange områder det førende land i samarbejdet
med EU i den nordafrikanske region, og har således været det mest progressive land i
regionen med hensyn til blandt andet kvinderettigheder. Kvinder opnåede allerede i 1956, 188 Tunisia Online News 31.03.2010 – Foreign Affaris Minister Receives EU Commissioner189 Ibid
72
kørt efter landets selvstændighed, fuldt medborgerskab med ret til at eje og drive forretning.
Derudover var Tunesien det første arabiske land, som forbød polygami. Endvidere har
Tunesien som det første arabiske land anerkendt staten Israels eksistens, og som det første
arabiske land været vært for en officiel israelsk delegation. 190Tunesien fremhæver ofte sig
selv på disse områder, som værende moderat og pro-vestlig, hvilket bakkes op af EU der
ligeledes ofte refererer til disse fremskridt i landet.
EU har engageret sig i samhandel med Tunesien gennem Middelhavsunionen, som et
overordnet samarbejde der involverer hele den nordafrikanske region. EU forsøger gennem
dette samarbejde at involvere Tunesien, såvel som de øvrige lande i øget samhandel, både
med EU og indbyrdes landene imellem. Derved styrker EU samarbejdet med landene, samt
imellem landene, hvilket medfører øget fred og stabilitet i regionen. Derved forsøger EU at
fremme det sikkerhedspolitiske aspekt gennem samarbejde, hvor Tunesien og de øvrige lande
trækkes i retning af EU. Dette tjener det formål at sikre kontrol over landet og hele regionen
gennem samarbejde, hvilket også medfører en øget grad af fred og stabilitet i regionen.
Derudover tjener det til formål at fastholde Tunesien og de øvrige lande til EU, for på den
måde at undgå at de bliver trukket i modsat retning af eksempelvis USA eller andre arabiske
lande. Dette er udtryk for realisme, idet EU agerer ud fra et sikkerhedspolitisk aspekt, ved
blandt andet at forhindre konkurrerende lande i at opnå indflydelse i regionen.
Tunesien besidder ikke nævneværdige ressourcer så som olie og gas, hvilket betyder at landet
i modsætning til Algeriet og Libyen ikke er i besiddelse af noget som er af vital betydning for
EU. Det er derfor interessant at EU arbejder så målrettet på at fremme samarbejde med landet
både gennem Middelhavsunionen samt gennem bilaterale handelsaftaler.191 En af årsagerne til
at Tunesien har EU’s interesse er landets geografiske placering. EU ønsker at sikre indflydelse,
samt fremme fred og stabilitet i naboregionen, hvilket også omfatter Tunesien. Derved er
spiller landet en væsentlig rolle i EU’s udenrigspolitik. Foruden landets geografiske placering
tjener det også som rollemodel for de øvrige, mere tilbagestående lande i regionen. Men det til
trods har Tunesien stadig væk, ifølge de internationale konventioner, en problematisk
situation vedrørende menneskerettigheder og demokrati. Årsagen er frygten for islamisk
terror, hvilket EU ønsker at Tunesien og de øvrige lande i regionen skal bekæmpe. Dette skal
190 U.S. Department of State 19.03.2009 – Background note: Tunisia191 Migdalovitz, Congressional Research Service – Tunisia: Current Issues
73
ske gennem øget samarbejde og fremme af udviklingen i landene. EU’s vision om at agere som
normativ magt der udbreder demokrati og menneskerettigheder er blevet nedprioriteret til
fordel for stabilitet og terrorbekæmpelse.192 Derved underbygges atter en realistisk tilgang fra
EU’s side, hvor sikkerhedspolitikken er i højsædet.
En af årsagerne til at EU ofte har set bort fra manglende efterlevelse af EU’s krav til
menneskerettigheder og demokrati, skyldes frygten for islamisk terrorisme. Tunesiske
statsborgere har været indblandet i flere terrorsager i EU siden 2001 hvor dette atter
opnåede højeste prioritet hos EU. Hvis man fra EU’s side kræver en implementering af
retssikkerhed for tunesiske borgere vil dette kunne stække landets handlekraft med henblik
på bekæmpelse af terrorisme. Dette skyldes at større krav til retssikkerhed er synonym med
mindre handlekraft over for mistænkte i terrorsager. En anden årsag er at man har erfaret de
negative konsekvenser af øget demokrati i regionen. Således resulterede de første frie valg i
Algeriet i borgerkrig samt en valgsejr til islamisterne, hvilket var på alle måder var det
modsatte af hvad EU havde håbet på i forbindelse med et frit valg. Dette har medført en mere
tilbageholdende tilgang fra EU’s side, til menneskerettigheder og demokrati i regionen. Man
prioriterer fred og stabilitet højere end menneskerettigheder og demokrati, da man af
historien har lært at dette medfører en række risici. EU ved hvad man har med at gøre under
de givne omstændigheder, men er påpasselig med at gennemtvinge reformer der kan ændre
dette og derved potentielt undergrave EU selv.193EU har på nuværende tidspunkt et venligt
stemt styre i Tunesien, men i tilfælde af fri valg kunne det som i Algeriets tilfælde medføre en
sejr til islamisterne, som ikke vil være venligt stemte over for EU. EU agerer derfor af
sikkerhedspolitiske hensyn når den udformer udenrigspolitikken over for Tunesien, hvilket
underbygger en realistisk tilgang, hvor EU grundlæggende ønsker at føre en udenrigspolitik
baseret på en normativ tilgang. Det er dog atter et eksempel på at EU i praksis ender med at gå
på kompromis med denne normative tilgang, og agere realpolitisk af hensyn til realiteterne.
Disse realiteter omfatter flere elementer der kan skade EU sikkerhedspolitisk.
Middelhavsunionen danner rammen om det overordnede samarbejde mellem EU og
Tunesien. Det har blandt andet medført at Tunesien som det første land i Middelhavsunionen
underskrev en frihandelsaftale med EU. Denne var dog ikke uden undtagelser og omfattede
192 Ibid193 Ibid
74
således ikke landbrugsprodukter. Der er derfor tale om en frihandelsaftale med
protektionistiske elementer der sikrer EU-landene mod konkurrence fra blandt andre
Tunesien. På denne måde giver EU adgang til fællesmarkedet på områder hvor EU er førende,
herunder industriprodukter og service samt tjenesteydelser, mens man udelader frihandel på
områder som ville kunne gavne Tunesien betydeligt, nemlig landbrugsprodukter. Dette
understreges af Kristina Kausch, forsker fra “Fride” som er en europæisk tænketank: ”The
French and Spanish in particular are afraid of tomatoes and so on… The south says, 'You want
our markets and then you want exceptions for the only goods where we can be
competitive.'.”194Når EU kun tillader begrænset adgang til markedet er det baseret på stærke
nationale interesser i EU, hvor landene forsøger at sikre sig bedst muligt mod konkurrence
udefra. Der er derfor tale om en situation, hvorved EU-medlemslandene forsøger at beskytte
nationale interesser mod konkurrence. Dette bygger på realisme hvor landene agerer ud fra
egoistiske nationale hensyn i et konkurrencepræget miljø. Endnu engang viser det sig at være
de enkelte lande der er drivkraften bag den udformede politik.
Tunesien er generelt et af de lande i Middelhavsunionen der indordner sig bedst under de
krav som EU stiller til blandt andet menneskerettigheder og demokrati. Dette skyldes i høj
grad landets manglende alternativer grundet deres manglende olie og gas forekomster. Uden
energireserver er Tunesien afhængig af eksport adgang til store markeder som EU. Tunesien
har derfor uden tøven underskrevet ENP (European Neighborhood Policy) i 2005, hvor
eksempelvis Algeriet har været mere tilbageholdende og krævet adskillige betingelser opfyldt
for at underskrive. Dette hænger sammen med det faktum at Algeriet er i besiddelse af
energireserver, som tidligere beskrevet. Derved er de i stand til at stille krav og betingelser,
fordi de har noget af vital interesse for EU og alternativer til EU. Tunesien derimod, har ikke
samme muligheder for at ”presse” EU, og føler som i mange henseender ”taknemmelig” for at
kunne få adgang til fællesmarkedet i EU.195
Tunesien er til trods for dets position som det mest succesfulde land, set i EU’s optik, stadig et
land med mange udfordringer. Eksempelvis har pressefriheden oplevet en negativ udvikling
de seneste år, hvilket ikke har haft konsekvenser i landets tætte samarbejde med EU. Der har
således ikke været hverken sanktioner eller påbud og forbedringer på dette område fra EU’s
194 Mallet, Victor, Financial Times – Wave of optimism hits rocky shore195 Holm, Ulla, DIIS 20.11.2009 - The EU’s Neighborhood Policy towards the Southern Mediterranean
75
side. Dette kan have flere årsager, hvor den mest sandsynlige synes at være rodfæstet i EU’s
realistiske udenrigspolitik, hvor fokus er på at fastholde landet som allieret. Dette bygger på
en grundlæggende realistisk opfattelse af Tunesien som et land med et stabilt og EU-venlig
styre. Derved er EU på mange områder tilfreds med det positive samarbejde og fokuserer
primært på den sikkerhedspolitiske situation, som på nuværende tidspunkt er sikret.196EU’s
manglende konsekvenser over for Tunesiens brud på kravene er altså at man, trods ønsket
om fremme af demokratiske værdier i Tunesien, et udtryk for et fokus på
sikkerhedspolitikken, eller som Ulla Holm (DIIS) udtrykker det: “The EU perceives itself as an
exporter of democratic values to the Arab Mediterranean countries; however, the fear of illegal
immigration and Islamism has resulted in prioritization of regime stability thereby undermining
the possibilities of democratization in the Arab Mediterranean countries”197
Ud fra et liberalistisk perspektiv ønsker EU at eksportere dets normer og værdier til Tunesien,
og er derfor interesseret i øget samarbejde med landet. EU anser de værdier som Unionen
består af som værende universelle og overlegne i forhold til dem af den arabiske verden.
Derfor ønsker EU at påvirke disse lande, herunder Tunesien, ved at trække dem i retning af
EU. På denne måde kan EU succesfuldt gennem øget samarbejde implementere egne normer
og værdier i det pågældende samfund med henblik på at ”oplyse” landet. EU anser den
udvikling, som det selv er gennemgået, som midlet til at nå målet om ”evig fred”. EU forsøger
derved at fremme udviklingen, hvilket også bygger på de fælles værdier som er
grundlæggende i liberalismen, hvor fokus er på de grundlæggende fælles værdier der deles af
alle nationer og derved skaber grundlag for samarbejde mellem stater. Dette afviser
umiddelbart realismens opfattelse af anarki, men det kan omvendt også hævdes at EU i
virkeligheden agerer ud fra realisme idet hovedformålet med samarbejdet med Tunesien ikke
er fremme af normer og værdier, men snarere at sikre indflydelse i landet, med henblik på
den nationale sikkerhedspolitik internt i EU. EU ønsker derved at sikre de ydre grænser
gennem Tunesien, ligesom det er tilfældet med de øvrige lande i regionen, med henblik på
flere forskellige højpolitiske faktorer, herunder energipolitikken, migrationspolitikken samt
sikkerhedspolitikken. Disse kerneområder i den europæiske udenrigspolitik danner
grundlaget for den førte handelspolitik over for Tunesien, såvel som de øvrige lande i
196 U.S. Department of State 19.03.2009 op.cit.197 Holm, Ulla op.cit.
76
regionen. Derved agerer EU ud fra realisme og ikke liberalisme, selv om det ofte ønsker at
portrættere det anderledes.198
Den internationale terrorisme er et andet aspekt af EU’s ønske om at knytte tættere bånd til
Tunesien. For at kunne bekæmpe terror-truslen er det nødvendigt for EU at have et tæt
samarbejde med styret i Tunesien, for at få dets støtte i bekæmpelsen af terror internt i
Tunesien. Det er essentielt for EU at sikre gode relationer til alle dets naboer der
repræsenterer en terrortrussel fra dets indbyggere. Nordafrika udgør et enormt territorium
der grundet vid udstrækning af bjerge og ørken, kombineret med en lav befolkningsdensitet
er svært at kontrollere og patruljere. Som Henry Crumpton, amerikansk ambassadør for anti-
terrorisme, udtrykker trusselsbilledet: "The GSPC has become a regional terrorist organization,
recruiting and operating in all of your countries and beyond…..It is forging links with terrorist
groups in Morocco, Nigeria, Mauritania, Tunisia and elsewhere,".199Derfor er EU interesseret i at
skabe incitament for øget indsats mod terrorisme fra det Tunesiske styres side. Hvis EU kan
styrke relationerne til Tunesien via handelsaftaler gennem Middelhavsunionen kan det skabe
incitament til dette. EU fokuserer derved atter på sikkerhedspolitikken, og de forskellige
handelsaftaler udspringer af sikkerhedspolitiske interesser og er derved atter udtryk for
realisme.
Et andet aspekt af terrortruslen er de tiltag EU har gjort i forbindelse med
sikkerhedspolitikken. Her har EU skabt tætte relationer mellem europæiske og tunesiske
efterretningstjenester, der bygger på gensidig tillid. På trods af diverse politiske barrierer
mellem Tunesien og flere EU-lande, herunder især Frankrig, som tidligere koloniherre, bygger
dette forhold på en fælles opfattelse af det trusselsbillede som både EU og Tunesien står over
for med henblik på den internationale terrorisme. Dette underbygges af EU-USA Koordinator
for terror financiering, Jean-Louis Bruguière: "The relationship is "good and trusting….and
fortunately very independent of the political relationship" For France, North Africa and the
Sahara are strategically important….For us, the threat comes largely from this region.200Dette er
udtryk for liberalisme, idet det bygger på et sammenhold baseret på et værdifællesskab
mellem EU og Tunesien. Derudover udtrykker også den spanske udenrigsminister, Miguel A.
198 Attina, Fulvia, European Foreign Affairs Review Vol. 8, No. 2 – The Euro-Mediterranean Partnership Assessed: the Realist and Liberal Views199 Smith, Graig s., New Your Times 20.02.2007 – Tunisia is feared to be new base for Islamists – Africa and Middle East – International Herald Tribune200 Saleh, Heba and Hall, Ben, Financial Times – Poor Human Rights is price for stability
77
Moratinos, at EU og landene i Nordafrika står over for den samme trussel fra en fælles fjende:
We are all facing the same challenge; we are fighting the same war, despite the location of
terror".201Man kan derved hævde at EU har en liberalistiske tilgang til samarbejdet omkring
noget så central,t som et område af sikkerhedspolitikken. Dette er et sjældent eksempel på en
afvigelse fra den realistiske kurs der ellers kendetegner EU’s ageren på det
sikkerhedspolitiske område.
Enkelte lande i EU tager, som det også er tilfældet med de øvrige lande, teten og agerer
drivkraften bag samarbejdet med Tunesien. Det sker gennem bilaterale aftaler mellem
Frankrig og Tunesien, uden at involvere andre lande i regionen, eller i EU. Frankrig havde
således i 2008 over 12.000 firmaer involveret i handelsrelationer med Tunesien. Derudover
var samhandlen på over 7 milliarder Euro samme år, for et land med blot 10 millioner
indbyggere. Derved er Frankrig tæt forbundet med Tunesien gennem en række bilaterale
aftaler, hvilket atter underbygger tendensen i EU, hvor enkeltlande agerer selvstændigt og
driver samarbejdet med eksterne aktører. Frankrig er interesseret i at skabe gode bånd til
Tunesien af flere årsager. Landet er essentielt set i et sikkerhedspolitisk perspektiv, hvor
Frankrig deler det øvrige EU’s bekymring omkring terrorisme og migration. Man ser her et
eksempel på hvordan et enkelt stort EU-medlemsland er engageret i samhandelsaftaler,
hvilket er det redskab alle EU-lande benytter til at skabe bånd til allierede. Dermed er
Frankrigs ageren udtryk for realisme, hvorved landet forsøger at sikre nationale
sikkerhedspolitiske interesser gennem bilaterale handelsaftaler med Tunesien.202
EU forsøger multilateralt at øge samarbejdet med Tunesien gennem Middelhavsunionen.
Udover den planlagte adgang til frihandelszonen i løbet af 2010, har EU også ydet økonomisk
støtte til landet med henblik på økonomiske og demokratiske reformer samt modernisering af
landet og løsning af migrationsproblematikken. Af de 12 milliarder Euro som EU har allokeret
til ENPI, har Tunesien en andel på 300 millioner Euro for perioden 2007-2010.203Dette er
udtryk for liberalisme, hvor EU forsøger at skabe gensidige investeringer. Men da EU på
samme tid afskærer disse lande fra adgang til landbrugsprodukter bliver tesen om EU som
realpolitisk aktør atter underbygget. Uden at inkludere landbrugsprodukter, er adgangen til
fællesmarkedet mindre attraktivt for Tunesien, da landet derved ikke får adgang på de
201 Maghrebia 20.04.2010 – Migration, counter-terrorism top ‘5+5’ ministerial summit202 Tlili, M., African Manager - Tunisia: French companies interested in major infrastructure projects in Tunisia203 EU Trade Commission - Tunisia
78
områder hvorpå de ville kunne være konkurrencedygtige sammenlignet med EU-landene. De
enkelte EU-lande med en betydelig landbrugssektor, herunder Frankrig, Italien og Spanien
forfølger snævre nationale interesser i et forsøg på at beskytte hjemmeproducenterne mod
konkurrence fra eksterne aktører. Faktum er at Tunesiske bønder ville kunne producere
samme landbrugsprodukter til langt billigere priser, hvilket ville resultere i uoverskuelige
konsekvenser for disse lande. Derved er EU’s udenrigspolitiske ageren gennem
Middelhavsunionen atter udtryk for realisme, hvor de enkelte medlemslande agerer
drivkraften i udformningen af den politiske agenda, hvorved nationale interesser danner
grundlaget for de handelsaftaler der bliver realiseret både multilateralt og bilateralt.204
Et andet område der optager EU i forbindelse med Tunesien er migrationspolitikken.
Tunesien udgør ligesom de øvrige nordafrikanske lande et springbræt som transitland for
illegale indvandrere fra Sub-Sahara egnene. EU er af den grund interesseret i at samarbejde
med Tunesien for at sikre en bekæmpelse af dette allerede i Tunesien, før de illegale
indvandrere når til EU territorium. Den massive tilstrømning bevirker at emnet i dag er blevet
et højpolitisk spørgsmål der optager EU og dets medlemslande i stor grad. Her er de
sydeuropæiske lande især drivkraften bag de øgede tiltag. Spanien, Frankrig og Italien er især
hårdt ramt, da de ofte agerer transitland for disse mennesker. Derfor har især Italien,
Frankrig og Spanien råbt vagt i gevær over for EU i håbet om supranational deltagelse i en
løsning af problemet. Fakta er at problemet er et fælles EU anliggende grundet den frie
bevægelighed gennem Schengen samarbejdet, hvilket betyder at de øvrige EU-lande ikke har
råd til at se dette som et lokalt problem for Spanien og Italien. EU har til dels imødekommet
landene med økonomisk støtte på 205 millioner Euro for perioden 2007-2010, men landene
mener ikke at det nok til at løse den udfordring de står over for. Det har resulteret i hårdt pres
fra landene for at øge denne støtte, hvilket har medført forøgelse på yderligere 175 millioner
Euro for perioden 2010-2013.205Dette er et eksempel på hvordan enkelte lande har taget teten
og ageret selvstændigt for at presse et nationalt emne højere op på den politiske dagsorden i
EU regi. Spanien og Italien er bekymrede over denne tilstrømning da det medfører store
økonomiske konsekvenser og endvidere udgør et sikkerhedspolitisk problem. Derfor er det
interessant at konstatere at det på endnu et område er lykkedes for enkelte lande at påvirke
EU’s politik ud fra nationale og sikkerhedsmæssige interesser. Dette hænger blandt andet
204 Mallet, Victor, Financial Times op.cit205 EU Commission – Migration and Asylum in External Relations
79
sammen med at de øvrige EU-lande også i kraft af presset fra Italien og Spanien har indset at
det udgør et tværnationalt problem. Derved har enkelte medlemslande atter formået at
påvirke EU’s politik ud fra nationale interesser, gennem opbakning fra andre medlemslande
der ligeledes bekymrer sig om nationale interesser, hvilket er udtryk for en realistisk politik.
Årsagen til at det har haft en effekt i kraft af det øgede tilskud kan blandt andet skyldes at det
er 3 af de store medlemslande, herunder især Frankrig, der er involveret. 206
Frankrig agerer drivkraften i forhandlingerne med Tunesien omkring forbedringer i Tunesien
på migrationspolitikken. Man forsøger således på flere fronter at imødegå Tunesien og fordre
samarbejde for at fremme incitamentet for at bekæmpe den illegale immigration. Tunesien
har ikke olie eller gas at tilbyde EU, men har et andet tillokkende aktiv, nemlig den barriere de
udgør for den illegale indvandring fra Sub-Sahara egnene. EU ønsker at Tunesien skal agere
ydre boldværk og derved standse indvandrerne på tunesisk grund, før de når Europa, og
derved jævnfør de internationale konventioner som EU er bundet af, har krav på
asylbehandling. Derfor er Tunesisk støtte til projektet altafgørende for EU, for at kunne
dæmme op for tilstrømningen. Derfor har Frankrig taget teten, da det er den primære
destination for illegale indvandrere der kommer gennem Tunesien. Frankrig har gjort flere
tiltag for at forbedre sin egen situation, herunder blandt andet forsøgt med at tilbyde
arbejdspladser i Frankrig for Tunesiske borgere. Der var således i April 2010 en konference,
afholdt af de franske handelskammer og det franske immigrationsministerium, om
mulighederne for arbejde til Tunesiske borgere i Tunesien gennem franske virksomheder i
landet, hvor flere store virksomheder også var repræsenteret. Der var især fokus på den
yngre del af arbejdsstyrken, hvilket også udgør en mangelvare i fremtiden i Frankrig og der
øvrige EU.207
På den ene side kan det hævdes at motiverne bag dette tager udgangspunkt i liberalismen.
Her er det plus-sums tankegangen omkring øget samarbejdet til fælles fordel, der vejer højst.
EU fokuserer på samarbejdsmuligheder mellem EU og Tunesien til gavn for begge parter med
afsæt i fælles interesser. EU fokuserer også på den stigende aldring i befolkningen, og ser
derved samarbejde med blandt andre Tunesien som en mulig forøgelse af dun unge
arbejdskraft, hvilket underbygger en liberalistisk politik.208På den anden side kan det hævdes
206 EU Commission op.cit207 All Africa.com 22.04.2010 - Nation Holds Forum On Mediterranean Job Mobility Prospects208 Attina, Fulvia op.cit.
80
at motiverne har ophav i realismen, idet årsagen bag skabelse af arbejdspladser i Tunesien
skyldes nationale sikkerhedspolitiske interesser fra fransk side. Frankrig frygter at
manglende uddannelse og arbejde kan fremme radikaliseringen i samfundet, som ikke alene
truer Tunesien selv, men også i høj grad Frankrig og det øvrige EU. Endvidere er Tunesien,
ligesom de øvrige Maghreb lande, blevet transitland for kokainsmugling fra Sydamerika.
Derved vil en mangel på arbejde i landet tiltrække mange til smuglerindustrien – en industri
der tilmed er med til at finansiere terror organisationerne. Derved agerer Frankrig bilateralt
over for Tunesien med udgangspunkt i egne nationale interesser, for at sikre landet mod
blandt andet terrorisme. Et andet aspekt er at fremme at udviklingen i Tunesien reducerer
incitamentet til at immigrere videre til EU.209Realiteterne har også bevirket at samarbejde er
en nødvendighed med henblik på sikkerhedspolitikken og herunder den internationale
terrorisme. EU har således erkendt at man er afhængig af samarbejde med andre aktører på
dette område, ligesom også de nordafrikanske lande har indset dette. Terrorbekæmpelse er
således i dag det eneste område hvor Maghreb landene samarbejder succesfuldt indbyrdes.210
5.1.4.1 Delkonklusion
Tunesien er det mest velfungerende land, sammenlignet med Marokko, Algeriet og Libyen. De
har med succes portrætteret sig selv som demokratisk samt pro vestlig. En betragtning som
EU deler langt hen af vejen, idet det også fremhæver Tunesien som et godt eksempel til
efterlevelse af de øvrige lande i regionen. Realiteten er dog at Tunesien på mange områder
ikke respekterer basale menneskerettigheder og demokratiske spilleregler, hvilket EU har
valgt at ignorere til fordel for at sikre stabilitet og terrorbekæmpelse. Derved går EU på
kompromis med sin rolle som normativ magt, der spreder demokrati og menneskerettigheder
i verden, og vælger i stedet en realpolitisk kurs med udgangspunkt i nationale
sikkerhedsanliggender.
Tunesien har indgået en frihandelsaftale med EU, men denne omfatter ikke
landbrugsprodukter, hvilket er det område der ville have størst betydning for landets
økonomi, samt det område hvorpå Tunesien ville være mest konkurrencedygtig. Dette er et
209 Institute Thomas More – Towards a sustainable security in the Maghreb210 Institute Thomas More op.cit.
81
udtryk for realisme, hvor EU-landene forsøger at sikre nationale interesser ved at agere
protektionistisk ved at gå imod en frihandel på landbrugsprodukter. Dette ville især ramme
store lande som Frankrig, Spanien og Italien.
Migrationspolitikken er et andet højpolitisk emne, hvor Tunesien spiller en væsentlig rolle. Da
store dele af den illegale indvandring kommer til EU via Tunesien, fra Sub-Sahara området,
udgør landet en nøglerolle i EU’s bestræbelser på at begrænse denne. Dette har atter afsæt i
sikkerhedspolitikken, og er båret frem af enkelte nationale aktører, der ønsker at fremme
nationale indenrigspolitiske interesser, hvilket er et udtryk for realisme. Endvidere går EU
også her på kompromis med sin rolle som normativ magt, da Tunesien skal agere ydre
boldværk mod illegal indvandring, og standse dem før de når til EU, hvor de er garanteret
asylbehandling.
82
6. Diskussion - EU’s tilgang til de 4 udvalgte lande (Frederik)
Dette afsnit vil på baggrund af analysen, med udgangspunkt i spørgsmålet om EU som
normativ magt kontra realpolitisk aktør, diskutere forskelle og ligheder i EU’s tilgang til de 4
udvalgte lande.
De 4 udvalgte lande kan lettere simplificeret deles op i to grupper. Den ene er Marokko og
Tunesien, mens den anden gruppe er Algeriet og Libyen. Årsagen til at denne opdeling er
relevant skyldes landenes forudsætninger for samarbejde med EU, der på mange måder
henholdsvis samler og deler landene indbyrdes. Marokko og Tunesien er således lande uden
nævneværdige naturressourcer, hvilket står i kontrast til de to andre lande og derfor har
væsentlig indflydelse på den førte politik, ikke mindst fra EU’s side. Som analysen har påvist
agerer EU forskelligt over for de to grupper af lande, hvilket har sit udgangspunkt i
energipolitikken.
Det er magtpåliggende for EU at sikre en stabil og sikker energiforsyning, samt en
diversificering af energileverandørerne, for blandt andet at mindske afhængigheden af
Rusland. Dette bunder i en realpolitisk tilgang fra EU, som er forankret i sikkerhedspolitikken
og nationale interesser fra enkelte store medlemslande. Det er således påvist i analysen at
EU’s udenrigspolitik og herunder handelspolitik, i store træk er præget af nationale interesser
og båret frem gennem initiativ og handling fra enkelte store medlemslande, herunder
Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland. Udover EU’s forskellige tilgang til de to grupper af
lande, er landenes tilgang til EU omvendt også anderledes. Algeriet og Libyen er
gennemgående mere tøvende med henblik på at indgå diverse handelsaftaler med EU end
Marokko og Tunesien. Dette skyldes landenes forudsætninger for at stille krav til EU grundet
83
deres energireserver. Da begge lande baserer deres økonomi på olie og gas, har de andre
alternativer end EU, herunder for eksempel USA og andre konkurrenter til EU på den
internationale scene. Det er derfor essentielt for EU at sikre adgangen til disse landes
ressourcer gennem tæt samarbejde med henblik på at sikre magtbalancen. Hvilket
underbygger EU’s realistiske tilgang til handelspolitikken.
Gas krisen mellem Rusland og Ukraine illustrerede EU’s sårbarhed over for afhængigheden af
en enkeltleverandør og var samtidig en øjenåbner for nødvendigheden af en diversificering af
energileverandørerne. EU fokuserer således i dag udover en diversificering af leverandørerne,
også på transitlandene, som for eksempel tæller Ukraine. Dette har blandt andet har
resulteret i Nord Stream-rørledningen, som EU arbejder på at færdiggøre med henblik på at
omdirigere energiforsyningen til Vesteuropa uden om Ukraine til Tyskland. Uenigheden
mellem Ukraine og Rusland var ikke en konflikt der involverede EU som udgangspunkt, men
udviklede sig til at blive EU’s problem da hovedparten af de rør der førte energien til
Vesteuropa på det tidspunkt gik gennem Ukraine. Dette var en af hovedårsagerne til EU’s
intensiverede fokus på energiproblematikken og har derfor haft en spill-over effekt til flere
andre politikområder og højnet interessen inden for andre interessesfærer. Derved har
gaskrisen været en afgørende årsag til den tilgang som EU har, og gennem de senere år har
haft, til den nordafrikanske region. Dette har således resulteret i Middelhavssamarbejdet og
herunder en lang række af bilaterale handelsaftaler med de 4 udvalgte lande. Dette er endnu
engang udtryk for at EU agerer som realpolitisk aktør for at sikre nationale interesser,
herunder sikkerhedspolitikken. Endvidere bærer det præg af den nul-sums tankegang fra
EU’s side, som er grundlæggende inden for realismen, hvor EU-landene varetager nationale
interesser på bekostning af fællesskabet, og agerer på baggrund af konkurrence med andre
stater. I kraft af at dette bygger på samarbejde med lande, som ikke efterlever de krav som EU
stiller til overholdelse af internationale konventioner, går EU dermed på kompromis med sin
rolle som normativ magt.
Da energipolitikken er et højpolitisk område der hænger tæt sammen med
sikkerhedspolitikken, er den central i alle aspekter af EU’s udenrigspolitik. Det betyder blandt
andet at EU har en anden tilgang til Tunesien og Marokko, og derfor baserer samarbejdet på
andre præmisser. Disse lande repræsenterer dog, deres manglende energi til trods, en lang
række andre interesseområder for EU. Således er landene vitale med henblik på
84
migrationspolitikken samt bekæmpelsen af terror. EU har derfor stor interesse i øget
samarbejde med Tunesien og Marokko da de er essentielle i forbindelse med bekæmpelse af
den illegale indvandring til EU. Endvidere er landene som opholdssted for terrorister vigtige
med henblik på sikkerhedspolitikken. EU har derfor også gode grunde til at intensivere
samarbejde med disse lande. Endvidere fungerer hele den nordafrikanske region som et
samlet boldværk mod trusler udefra, herunder førnævnte problematikker. Det er derfor
vigtigt for EU at sikre deltagelse fra alle landene i regionen for at projektet bliver en succes og
man har således ikke råd til at opgive et eller flere lande, der ikke lever op til forventningerne
eller af andre årsager ikke bidrager tilstrækkeligt til projektet. Hvis blot et land ikke ønsker
samarbejde, vil det have store konsekvenser på flere vitale politikområder til følge. Der ville
således ikke være en ”samlet grænse” med henblik på migrationspolitikken. Hvis et land stod
tilbage uden kontrol med den illegale indvandring ville dette fungere som ventil for hele
tilstrømningen fra Sub-Sahara området, og derved stadig repræsentere et stort problem for
EU. Et andet aspekt er terrorbekæmpelsen, der ville lide et knæk, hvis blot et land i regionen
ikke deltog i samarbejdet. Dette land ville stadig udgøre et latent trussel for EU, og
internationale terrororganisationer ville således kunne operere relativt uhindret få kilometer
fra EU. Derudover ville en manglende konsensus mellem landene medføre stor splittelse i
regionen mellem landene, med interne stridigheder til følge. Derved ville målet om fred og
stabilitet i EU’s naboregion ikke kunne opnås, da dette ene land ville kunne skabe splid i hele
regionen.
EU handler langt overvejende bilateralt frem for multilateralt, over for landene i
Middelhavsunionen. Det skyldes det faktum at selvom EU kan agere som en samlet enhed, så
er det samme ikke tilfældet for de eksterne aktører, som EU ønsker at samarbejde med. Det er
derfor i praksis ofte umuligt at agere ensartet over for en broget forsamling af lande med vidt
forskellige forudsætninger og interesser. Dette underbygges endvidere af, Eneko Landaburu,
EU’s ambassadør til Marokko: ”Blame lies on both sides. In North Africa, hostility between
Algeria and Morocco, and Algeria's suspicion of outside investors, mean there is no coherent
trading bloc to attract non-energy businesses. It's very difficult to have integration and dialogue
between two blocs when one bloc is not working at all,".211Derved beskrives ligeledes den
opdeling der eksisterer mellem de forskellige lande internt i regionen. Det er således
211 Mallet, Victor, Financial Times op.cit.
85
problematisk at der er store interne stridigheder mellem landene, ligesom deres skepsis over
for udenlandske investorer gør samarbejde vanskeligere. Den opdeling, og splid der hersker
landene imellem i regionen udgør et problem for EU på flere niveauer. Handelsaftalerne med
regionen vanskeliggøres af mistænkelighed over for EU, samt den ukonstruktive dialog
mellem landene. Dette vanskeliggør EU’s arbejde med at etablere handelsaftaler med landene,
men påvirker i højere grad den sikkerhedspolitiske interesse som er en af EU’s primære
interesser i området. Foruden interesse i energireserverne, spiller det sikkerhedspolitiske
aspekt en central rolle i EU’s bestræbelser på at samle regionen med henblik på at skabe fred
og stabilitet. Det er problematisk for EU at have et sikkerhedsmæssigt risikofyldt naboområde
mod syd, hvilket hænger sammen med den realisme der ligger til grund for EU’s kurs over for
den nordafrikanske region.
Når EU udformer sin politik over for de enkelte lande i regionen er denne afstemt af EU’s
interesser i landet. Man ser derfor tendenser der illustrerer en differentieret kurs over for de
forskellige lande med afsæt i de enkelte landes forhold til EU. Man ser således en anderledes
kurs over for Algeriet og Libyen på den ene side, over for Tunesien og Marokko på den anden.
De to førstnævnte lande er qua deres olie og gas besiddelser interessante i flere
sammenhænge end Tunesien og Marokko, hvilket de også udnytter med henblik på
samarbejdet med EU. Libyens manglende deltagelse i Middelhavsunionen, hvor landet har
observatørstatus, er et eksempel på den manglende vilje til at engagere sig i dybden med EU.
Hvor de to ikke-energibesiddende lande har vist stor vilje til samarbejde og udtrykt stor
begejstring for mere samarbejde med EU, hvilket hænger sammen med disse landes
forudsætninger. Libyen er betænkelig over for en yderligere intensivering af samarbejdet med
EU da dette ville medføre mere kontrol med landet. På denne måde kan Libyen stadig
fastholde sin styreform.
EU, der grundet landets energireserver samt dets geografiske placering, er meget interesseret
i samarbejde med landet accepterer derfor Libyens tilbageholdenhed og indgår altså
handelsaftaler til trods for dette. Man ser i den forbindelse atter hvorledes bilaterale aftaler
mellem enkelte EU-medlemslande og Libyen samt Algeriet finder sted til trods for manglende
multilaterale aftaler. Endvidere ses der derved igennem fingre med den manglende
efterlevelse af de internationale konventioner som EU stiller som forudsætning for
samarbejde. EU’s samarbejde med Libyen og Algeriet illustrerer derved hvorledes målet
86
helliger midlet når EU engagerer sig i handelsaftaler med landene i den nordafrikanske
region. Det er således lykkedes for Algeriet og Libyen qua deres energireserver at skabe mere
fordelagtige forhold gennem handelsaftaler med EU, end Marokko og Tunesien. Dette er især
interessant set i lyset af det faktum at både Libyen og Algeriet har gjort mindre fremskridt
med henblik på menneskerettigheder og demokrati, sammenholdt med at disse lande
rangerer langt dårligere på Transparancy Internationals korruptionsindeks. Der er altså en
tendens mod manglende vilje til efterlevelse af EU’s krav, der til trods bliver belønnet med
fordelagtige handelsaftaler med EU. Derved favoriserer EU ikke alene disse lande grundet
deres olie og gas, men går på samme tid på kompromis med det at være en normativ magt. På
denne måde illustrerer EU hvordan det går på kompromis med sin normative liberalistiske
tilgang og i stedet agerer ud fra realistiske motiver. Dette kan kædes sammen med det faktum
at en normativt baseret politiks kurs er at foretrække, men ofte, som påvist her, ikke kan
efterleves i realiteten. Hvis EU ønsker at gennemføre sin politiske dagsorden med afsæt i
højpolitiske interesseområder som sikkerhedspolitikken, må det før eller siden gå på
kompromis med sin vision om at agere normativt.
Det skal dog bemærkes at Tunesien og Marokko interessant nok trods landes store vilje til
samarbejde med EU, ikke har formået at forbedre forholdene med henblik på
menneskerettigheder og demokrati mærkbart. Disse lande lever ligeledes ikke op til EU’s krav
og forventninger med har det til trods formået at opnå adskillige gunstige bilaterale
handelsaftaler med flere forskellige store EU-medlemslande. Derved har den manglende
efterlevelse af kravene ligeledes ikke haft konsekvenser for disse landes muligheder.
Middelhavsunionen har skabt rammerne omkring samarbejdet med landene i regionen, og
Algeriet, Marokko og Tunesien har således opnået adgang til fællesmarkedet gennem denne.
Derved har EU supranationalt gennemført en fase af samarbejdet gennem Middelhavsunionen
på trods af manglende efterlevelse af de krav der var blevet stillet på forhånd til
medlemslandene i Middelhavsunionen. Dette illustrerer en manglende efterlevelse af den
normative tilgang til Middelhavsunionen fra EU’s side, hvor EU i sit arbejde med at integrere
landene samarbejde presser på for at sikre målet. Dermed ses det også blandt de lande der
ikke besidder energireserver, at EU går på kompromis med dets normative tilgang i
bestræbelserne på at opnå de politiske målsætninger der ligger til grund for samarbejdet. I
den forbindelse udgør især sikkerhedspolitikken atter en af grundstenene i EU’s motiver til
87
samarbejde. Man er fokuseret på at skabe en sikker og stabil ydre grænse omkring EU, og er
derved villig til at overse manglende implementering af menneskerettigheder og demokrati så
længe samarbejdet bevæger sig fremad mod målsætningen om fred og stabilitet i regionen.
Derved er EU’s ageren et udtryk for realisme, hvor man forfølger sikkerhedspolitiske
interesser.
EU oplever store problemer med samarbejde landene imellem i den nordafrikanske region,
hvor landene agerer ud fra en nul-sums tankegang, ligesom det har vist sig også at være
tilfældet med EU. Landene ønsker ikke samarbejde og denne proces har således været
vanskelig. Samhandlen mellem de 4 udvalgte lande (samt Mauretanien) der til sammen udgør
Maghreb, udgjorde således kun 1,3% af den samlede handel som finder sted i Maghreb
regionen i 2010.212 Den manglende vilje mellem landene til at lade sig integrere økonomisk
med hinanden, har blandt andet medført at man stadig efter 30 år diskuterer planer om et
inter-Maghreb motorvejsprojekt, som endnu ikke er blevet realiseret.213Netop denne
manglende vilje til samarbejde i regionen udgør en stor udfordring for EU i dets bestræbelser
på at skabe fred og stabilitet. Det er dog lykkedes for Maghreb-landene at nå til enighed på ét
område, nemlig terrorbekæmpelsen. Foruden dette område er det ikke lykkedes for de 4
udvalgte lande at nå til enighed om andre større politiske område. Det skyldes blandt andet en
grundlæggende mistro til andre nationer, der betyder at landene i dag modarbejder
samarbejde, som er baseret på tillid, da det vil medføre sårbarhed.214Alle fire landes styrer er
mere eller mindre autoritære, hvilket betyder at de nærer mistillid til deres egen befolkning.
Det faktum at landene end ikke har tillid til egen befolkning, forklarer til dels den manglende
tillid til andre lande. Derved er en af EU’s største udfordringer i forbindelse med at skabe fred
og stabilitet i regionen, at få landene til at opbygge denne tillid til hinanden og indgå
samhandel i regionen.
EU har gennem sit arbejde med regionen opnået resultater. Således er flere af de
udenrigspolitiske målsætninger, vedrørende de udfordringer, som EU ifølge Javier Solana står
over for, lykkedes. Det drejer sig om emner som organiseret kriminalitet, forhindring af
spredning af masseødelæggelsesvåben samt terrorbekæmpelse.215EU har således haft succes
212 Institute Thomas Moore op.cit.213 Euroactiv 26.04.2010 – EU, Maghreb ’share common interests’ on migration, security214 Institute Thomas More op.cit.215 BBC 20.06.2003 - The EU's foreign policy doctrine
88
med at få Libyen til at opgive sine masseødelæggelsesvåben. Derved har EU qua samarbejde
med landet opnået et vitalt resultat i arbejdet for at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen.
Endvidere har EU også opnået en anden målsætning, om at få landene til at deltage i
bekæmpelsen af international terrorisme. Landene har således alle medvirket aktivt til at
bekæmpe terrorisme og det er lykkedes effektivt at fordrive Al-Qaeda til lande i Sub-Sahara
regionen, og derved væk fra EU’s nære grænser.
Derved har EU med succes opnået flere af dets målsætninger med henblik på
sikkerhedspolitikken, hvilket atter underbygger den realisme der ligger til grund for EU’s
udenrigspolitik. Denne kurs er drevet af nationale sikkerhedspolitiske interesser og, som det
har vist sig, er vejen mod opnåelse af disse hensyn belagt med fravigelser fra de normative
principper og i stedet afløst af realpolitiske handlinger, med afsæt i højpolitiske interesser.
Interesser der er drevet frem af nationale interesser fra enkelte store EU-medlemslande.
Således er eksempelvis Storbritannien en væsentlig aktør med henblik på udformningen af
den udenrigspolitiske kurs over for disse lande, hvilket også fremgår af følgende citat af
Kristina Kausch og Richard Youngs, fra tænketanken FRIDA: ”European policy has moved from
aspiring to foster ‘good governance’ to supporting ‘good enough governance’. European
governments value regimes’ supposed stabilizing influence in the region, and are reluctant to
risk this for the sake of optimizing democratic standards. Northern European states such as the
UK, the loudest in advocating holistic approaches to security, have exerted little restraining
influence against such trends in North Africa. The EU’s ‘ring of friends’ is in truth a ‘ring of
citadels’, with few friendly views of European policies among North African citizens.”216EU har
således opnået sit mål om at gennemføre en udenrigspolitik der prioriterer sikkerhed og
stabilitet højere end idealer som menneskerettigheder og demokrati. Men denne prioritering
kan vise at være kontraproduktiv da EU’s tætte bånd til disse repressive styrer kan resultere i
en yderligere radikalisering af modstanderne af regimerne internt i landene. Derved kan dette
blive en utilsigtet konsekvens af den førte politik, der kan fremme rekrutteringen og
mobiliseringen af modstandere af regimet til at begå terrorhandlinger der både er vendt mod
regimet og EU selv. Man har således allerede set eksempler på dette i forbindelse med den
algierske borgerkrig, hvor Frankrig på grund af dets støtte til det algierske militær blev
terrormål for de islamiske grupper de forsøgt at bekæmpe det algierske styre.
216 Kausch, Kristina op.cit.
89
Et andet aspekt af denne problemstilling er den problemstilling der opstår når der fra EU’s
side er uoverensstemmelser mellem ord og handling. EU omtaler normative idealer og
principper, men handler de facto selv ofte i modstrid med disse. Derved eksponerer EU sig
selv over for anklager om hykleri. Derved kan eksempelvis modstandere af regimerne i de fire
udvalgte lande påstå at EU sammen med det pågældende styre i landet er en fjende af landet
og folket. Dette blev eksempelvis udstillet da EU med sin støtte til det algierske militærs
suspendering af det første frie valg i landet, eftersom de ”forkerte” set i EU’s optik, nemlig
islamisterne, vandt valget. Her valgte EU at ignorere demokratiske principper ud fra en
vurdering af den sikkerhedsmæssige risiko et islamistisk fundamentalistisk styre ville
repræsentere over for EU. Derved tilsidesatte EU normative principper om demokrati og
menneskerettigheder, på baggrund af realpolitiske interesser. Ved at EU afviser at støtte selv
moderate islamiske oppositionsgrupper i landene, kan EU fordre en uheldig udvikling blandt
disse fra at være moderate til at blive radikaliserede grupperinger.
Sikkerhedspolitikken er altså gennemgående højt prioriteret på den politiske dagsorden over
for alle 4 udvalgte lande. Specielt i kølvandet på 11. september-angrebene i USA, har
terrorbekæmpelse rangeret højt på den politiske dagsorden. Dertil kommer at deltagelsen i
Irak-krigen fra visse EU landes side bidraget til at radikalisere dele af den muslimske verden,
herunder Maghreb-landene, hvilket udgør en sikkerhedspolitisk trussel for EU. Europæisk
sikkerhed starter ikke ved den ydre grænse mellem EU og middelhavslandene, men derimod
mellem disse lande og dem syd derfor. Derfor er det essentielt for EU at involvere disse lande i
et tæt samarbejde, da de skal udgøre et ydre boldværk mod alt fra Illegal immigration og
kriminalitet, over til international terrorisme. Sidst nævnte skyldes især at disse
terrororganisationer grundet de forbedrede tilstande i de lande EU arbejder sammen med, i
stedet etablerer sig i de sydligere liggende lande med svagere styrer eller ”failed states”. Dette
understreges af Jean-Thomas Lesueur, fra Thomas Moore Instituttet: "In the anti-terrorism
area, Algeria and Morocco have pretty well cleared Al Qaeda off the ground".217Det er altså
allerede til dels lykkedes for EU at fordrive terroristerne i et vist omfang fra dets nærområde,
men spørgsmålet er om EU reelt er lykkedes med at bekæmpe terrorismen, eller om det blot
ser sådan ud.
217 Euractiv 26.04.2010 op.cit.
90
Efter 11. september har EU som bekendt ændret sin politiske kurs med henblik på
terrorbekæmpelse. EU har således med afsæt i sikkerhedspolitikken haft stor fokus på
bekæmpelsen af terrorisme, hvilket især skal ske i de områder hvorfra terroristerne opererer.
Det omfatter blandt andet Afghanistan og Irak, men også landene i den nordafrikanske region,
herunder de fire udvalgte lande. EU har ud fra en trusselsvurdering, ikke mindst baseret på de
adskillige terrorangreb i EU efter 11. september, valgt at intensivere terrorbekæmpelsen, og
flytte denne til blandt andet landene i Nordafrika. Som tidligere nævnt kom flere af de
terrorister, der har stået bag terrorangreb på europæisk grund, fra disse lande. Derfor er det
vitalt for EU at sikre bekæmpelsen af terrorisme i de fire udvalgte lande. Det er derfor
interessant at EU har samme tilgang til dette område som migrationspolitikken over for de 4
lande. Man forsøger her gennem handelsaftaler med landene at skabe incitament til at
bekæmpe terrorismen i landene, for på den måde at sikre nationale sikkerhedspolitiske
anliggender i EU. Dette bunder blandt andet også i et interessefællesskab da de islamiske
terrorister står i opposition til de autoritære regimer i de fire udvalgte lande. Derved har
landene også incitament til at bekæmpe terroristerne idet de går imod styret i landet. I den
forbindelse er det dog interessant at EU støtter styret i landene i deres kamp mod terror i
landet, hvilket har resulteret i gentagne eksempler på at EU har gået på kompromis med
normative værdier, herunder menneskerettigheder og demokrati, i indsatsen for bekæmpelse
af terrorisme og radikalisme i regionen. Da flere store EU-land, herunder Frankrig,
eksempelvis støttede styret i Algeriet efter en valgsejr til Islamisterne. Dette var et eksempel
på den realpolitik EU fører for at sikre nationale sikkerhedspolitiske interesser, herunder
bekæmpelsen af terror. Konsekvenserne kunne være store for EU såfremt et Islamistisk styre
stod for at regere et så betydningsfyldt naboland. Dermed har EU gået på kompromis med
dets normative tilgang til udenrigspolitikken, med afsæt i en realpolitisk trusselsvurdering.
Terrorbekæmpelsen er knyttet tæt til den politiske kurs og har ligesom både energipolitikken
og migrationspolitikken sit udspring i sikkerhedspolitikken. Dermed agerer EU de facto atter
med udgangspunkt i realismen, og tilsidesætter den normative kurs på baggrund af
højpolitiske interesser om nationens sikkerhed frem for alt.
Migrationsspørgsmålet er et andet område hvorpå EU har stor interesse i de fire udvalgte
lande. Den tilgang EU har til området reflekterer den betydning dette har for EU’s
udenrigspolitik. De tiltag EU har foretaget for at fremme incitamentet til at begrænse
91
tilstrømningen af illegale indvandrere, er et resultat af den realpolitiske kurs EU, på flere
højpolitiske områder, har vist sig at forfølge. Således er de økonomiske bidrag til
grænsekontrol et af mange eksempler på direkte monetært bidrag fra EU’s side, til på
supranationalt niveau bidrage til løsningen af problemet. Dette er som bekendt sket på
foranledning af de sydeuropæiske lande, som har presset på for en samlet handling fra EU’s
side på området. Derved agerer EU supranationalt, men alligevel på baggrund af enkelte
landes initiativ. Derved er drivkraften bag den førte udenrigspolitik på migrationsområde
udtryk for realisme, hvor nationale interesser sætter dagsordenen. Det er i den forbindelse
interessant at bemærke, hvorledes det sikkerhedspolitiske aspekt på ny manifesterer sig i den
politik der udformes.
Den realpolitiske kurs EU forfølger på migrationsområdet er blandt andet eksemplificeret
gennem de bilaterale aftaler lande, som eksempelvis Italien har med Libyen. Dette omfatter
blandt andet at den italiensk kystvagt kan deportere immigranter til Libyen uden at give dem
mulighed for at søge asyl, som de er berettiget til jævnfør internationale konventioner. Derved
handler et medlemsland i EU i direkte modstrid med de konventioner som EU har forpligtet
sig til. Derved er disse handlinger et opgør med EU-landenes traditionelle normative tilgang
til migrationspolitikken, hvor de immigranter der nåede EU blev behandlet ud fra disse
konventioner, der bygger på menneskerettigheder.218EU forsøger endvidere supranationalt at
foretaget lignende aftaler med Marokko. Her har man lovet landet lettere adgang til EU for
marokkanske statsborgere, mod at Marokko tager flygtninge og indvandrere fra andre lande
retur fra EU. EU’s ambassadør i Marokko, Eneko Landaburu udtalte således for nylig følgende:
”If Morocco signs the readmission agreement, the EU will make it easier Moroccan Nationals to
obtain visas towards its member states”.219Dette illustrerer endnu engang de politiske
instrumenter EU er parat til at tage i brug for at forfølge sikkerhedspolitiske interesser, også
selv om det går på kompromis med normative idealer som menneskerettigheder.
6.1. Delkonklusion
218 Vella, Francesca, The Malta Independent – Take a tough stand on immigration, George Vella urges219 Morocco Business News 15.05.2010 – EU: Morocco needs to do more
92
De 4 lande kan deles op i to grupper, hvor den ene, Algeriet og Libyen, besidder olie og gas,
mens den anden bestående af Marokko og Tunesien ikke har dette som handelsvare. Til trods
for landenes forskellige forudsætninger, er der overordnet ikke nævneværdig forskel på,
hvordan EU agerer over for landene. Det er vitalt for EU opnå adgang til energileverancer fra
Libyen og Algeriet, med henblik på energipolitikken og strategien om en diversificering af
energiimporten, samt en sikker og stabil forsyning i fremtiden. Dette til trods, er forskellen i
tilgangen til de lande på den ene side, og Tunesien og Marokko på den anden, ikke markant.
Dette skyldes fortrinsvis det faktum at EU er afhængig af hele regionen i bestræbelser på at
skabe sikkerhed og stabilitet i dets ydre grænseområde. Det er essentielt for EU at alle disse
lande samarbejder med henblik på flere forskellige højpolitiske områder, herunder
terrorbekæmpelsen, migrationspolitikken og den organiserede kriminalitet. Fælles for disse
områder er at de alle udspringer af sikkerhedspolitikken. EU’s prioritering af
sikkerhedspolitikken frem for dets rolle som normativ magt betyder at EU i realiteten agerer
realpolitisk over for landene. Dette betyder dog at EU i flere henseender går på kompromis
med de internationale konventioner, herunder blandt andet menneskerettigheder og
demokrati, i forfølgelsen af den udenrigspolitiske dagsorden. Der er dog en potentiel risiko
forbundet med denne kurs, da den manglende overensstemmelse mellem ord og handling kan
gøre EU sårbar over for anklager om hykleri.
93
7. Perspektivering (Jonas)
Dette afsnit på baggrund af analysen og diskussionen perspektivere EU’s udenrigspolitiske
ageren. Formålet er at sætte EU’s handlinger i et internationalt perspektiv, for at belyse
årsagerne til den realpolitiske kurs EU fører, herunder hvorfor EU vælger at gå på kompromis
med dets kurs som normativ magt. Derudover vil afsnittet perspektivere til de konsekvenser
den førte udenrigspolitiske kurs har og kan have i fremtiden.
I en international kontekst er EU om end en økonomisk kæmpe, stadig en militær dværg. Det
betyder at EU i modsætning til USA mangler evnen til at agere ud fra en hard power tilgang,
men i stedet må handle med udgangspunkt i de muligheder det har. Her er især handelsaftaler
der giver adgang til fællesmarkedet er vitalt element i udformningen af EU’s udenrigspolitiske
kurs. Når EU forsøger at fremme samhandel og samarbejde på flere forskellige
politikområder, med lande som eksempelvis de fire nordafrikanske, som er inkluderet i denne
opgave, skal det også ses i en international kontekst. Når EU forsøger at sikre indflydelse i
andre dele af verden, herunder Nordafrika, sker dette ikke udelukkende på baggrund af de
interne interesser i EU, men også med afsæt i en international kontekst. Det er således ikke
underordnet for EU at opnå gunstige handelsaftaler med lande der også er i andres
interessesfære. USA og Kina er store aktører på den internationale scene, og udgør derfor
konkurrenter til EU. Handelspolitikken er EU’s nøgle til international succes, og udgår
grundstenen til mere eller mindre alle former for samarbejde med eksterne aktører. Det er
således problematisk for EU, at store lande som Kina udkonkurrerer EU i lande, som EU har
haft tæt samarbejde med tidligere. Der er således flere eksempler på, hvordan Kina
underbyder EU.
På grund af dets normative krav til samhandelslande, befinder EU sig i dag i en situation, hvor
Kina forholdsvist uhindret kan overtage et marked, med mulighed for at tilbyde bedre vilkår
94
til det pågældende land. Her underbygget af Brent Berger, research fellow ved Institute for
Peace Research and Security Policy, Hamburg (IFSH): “China has engaged in non-bureaucratic
cooperation: enhancing infrastructure, offering cheaper goods than Europe, inexpensive loans
and a zero-tariffs policy. The EU has had difficulty matching these points”.220EU har derfor lidt
flere nederlag på baggrund af den normative tilgang man har haft til handelsaftaler med lande
uden for EU. Det kan blandt andet forklare, hvorfor EU i stigende grad favoriserer en
realpolitisk kurs over for eksterne aktører. Dette understøtter derved tesen om den
problemstilling EU befinder sig i, med henblik på at efterleve den normative kurs.
Kinas massive investeringsfremstød i eksempelvis Algeriet, har resulteret i byggekontrakter
for over 20 milliarder dollars, som blandt andet omhandler 60.000 nye hjem, en ny lufthavn, 2
luksushoteller og Afrikas længste motorvej. Dette har resulteret i at der nu bor 35.000
kinesere i Algeriet. Derved undgår Kina lokal arbejdskraft, til trods for høj arbejdsløshed i
Algeriet. Årsagen til Kinas pludselige interesse i landet hænger sammen med muligheden for
at opnå koncessionsrettigheder til endnu uudforskede olie og gas felter i Algeriet.221Kinas
betingelsesløse tilgang til indgåelse af handelsaftaler i Afrika udgør en udfordring for EU,
såfremt EU insisterer på at kræve forbedringer af menneskerettigheder og demokrati i
Algeriet. Algeriet vil da sandsynligvis foretrække omkostningsfrit samarbejde med Kina frem
for EU. Derved vil en normativ tilgang fra EU’s side kunne svække EU’s muligheder for
handelsaftaler i landet, samt sikring af en diversificeret energiforsyning med mindre
afhængighed af eksempelvis Rusland. En realpolitisk tilgang fra EU’s side kan derfor ses som
en nødvendig konsekvens af den konkurrencepolitiske situation EU befinder sig i.
En anden årsag til den realpolitiske kurs bunder i den interne splittelse der hersker mellem
EU som supranational institution og EU som enkeltstater. Selv om EU som fælles institution
forsøger at agere som en normativ magt med fokus på menneskerettigheder og demokrati, ser
man et klart billede af hvordan de enkelte medlemslande, herunder ofte de store, forfølger
nationale interesser på højpolitiske emner. Da udenrigspolitikken primært består af
højpolitiske emner, er det derved magtpåliggende for de enkelte medlemslande at sikre en
politisk dagsorden der tilgodeser nationale interesser. Man ser derfor en tendens til at
politikken er båret frem af de enkelte medlemslande, herunder Storbritannien, Frankrig,
220 Berger, Brent, Asia Times 13.12.2007 – China outwits the EU in Africa221
95
Tyskland, Italien og Spanien. Det betyder at EU supranationalt retorisk kan forfølge en
normativ tilgang til udenrigspolitikken, men i realiteten udlever en anden dagsorden fastsat af
de enkelte lande.
De store aktører i EU er villige til at se bort fra diverse krænkelser af menneskerettigheder og
demokrati, til fordel for en givtig handelsaftale på eksempelvis energiområdet. Dette har
således været tilfældet i den kurs de enkelte lande har forfulgt over for både Libyen og
Algeriet, hvor adskillige handelsaftaler, herunder store energiaftaler, er blevet indgået til
trods for at disse lande ikke har overholdt de betingelser, som EU har fastsat igennem
Middelhavsunionen. Derved opstår en udenrigspolitisk kurs baseret på enkelte landes
nationale interesser, som går på kompromis med de normer og værdier, som EU har gjort sig
til fortaler for.
EU’s institutioner, så som Kommissionen og Europa Parlamentet, har til opgave at agere på
EU’s vegne med henblik på den udenrigspolitiske dagsorden, og definerer sin rolle således:
”The Commission's job is to represent the common European interest to all the EU countries. To
allow it to play its role as 'guardian of the treaties' and defender of the general
interest”.222Parlamentsmedlemmer indgår i tværnationale grupper og kan med få undtagelser
ikke siges at varetage nationale interesser. I modsætning hertil er det mest magtfulde organ i
EU dog Europæisk Råd, som består af de nationale regeringschefer, idet alle væsentlige
beslutninger bliver taget her. De nationale regeringschefer er ikke valgt for at varetage hele
fællesskabets interesser. Men er derimod valgt af de nationale befolkninger til at varetage
nationale interesser, hvilket resulterer i et modsætningsforhold mellem de centrale aktører
internt i EU. Derved er en fastlagt kurs fra én institution i EU ikke nødvendigvis synonym med
den førte politik.223De enkelte EU landes regeringsoverhoveder foretrækker en
udenrigspolitik, der på højpolitikområderne favoriserer nationale interesser, hvilket forklarer
de mange bilaterale aftaler mellem de enkelte lande i EU og eksempelvis de nordafrikanske
lande.
Når EU forfølger denne udenrigspolitiske kurs, baseret på nationale interesser, kan det have
negative og utilsigtede konsekvenser. Resultatet har således allerede vist sig på flere
politikområder. Energipolitikken har således haft konsekvenser i for af en russisk del og hersk
222 EU Commission – The European Commission at work –basic facts223 EU Parliament – Role, Competences and working methods
96
politik, hvor EU med succes er blevet splittet og de enkelte store lande har opnået gunstige
energiaftaler på bekostning af fællesskabets interesser. Dermed ser man allerede
konsekvenser af den intergovernmentale tilgang, hvilket udstiller de negative og utilsigtede
følgevirkninger EU risikerer. Derudover åbner denne politiske kurs i EU op for lignende
problematikker på flere andre energiområder og risikerer derved at efterlade EU i en svækket
position.224
Der er dog også fordele for EU ved de mange bilaterale aftaler. Multilaterale aftaler er et
omstændigt koordineringsprojekt mellem alle medlemslande i EU, hvilket er yderst
tidskrævende og bureaukratisk. Konsekvensen af dette har ofte tidligere vist sig at være
manglende handlekraft med store konsekvenser til følge. Derudover vil en multilateral aftale
medføre en vis grad af udvanding af den oprindelige vision. Da alle involverede aktører skal
nå til enighed, vil dette ikke blot medføre en langsommelig beslutningsprocedure, men også et
output baseret på laveste fællesnævner. Derved risikerer EU både at blive overhalet indenom
af konkurrenter, samt at opnå en aftale der reelt ikke har den store nytte, idet den er for vag i
sin udformning og derfor ikke kan opnå det tilsigtede mål. Derfor kan det ikke mindst med
henblik på konkurrencen med andre globale aktører være en styrkelse af EU, at landene
indgår disse bilaterale aftaler. Dette kan forklare hvorfor EU forfølger en realpolitisk kurs på
udenrigspolitikken.225
Man ser en generel tendens mod en favorisering af bilaterale og regionale handelsaftaler, som
følge af sammenbruddet af de multilaterale WTO forhandlinger i Doha. Det har vist sig i
praksis at være tæt på umuligt at opnå enighed blandt alle WTO’s medlemmer og derfor må
en liberalisering af verdenshandlen tage udgangspunkt i staternes eget nærområde. Således
ser man en global tendens mod regional multilateralisme, hvilket har resulteret i adskillige
handelsfællesskaber så som NAFTA, ASEAN og Mercosur. På samme måde forsøger EU at
indgå frihandelsaftaler med landene i det sydlige Middelhav gennem Middelhavsunionen.
Fordelen for EU er at det kan skræddersy handelsaftalerne med disse lande, således at de ikke
berører følsomme nationale anliggender som landbrugspolitikken. En af årsagerne til at Doha-
runden brød sammen var at denne også omfattede en liberalisering af handel med
landbrugsprodukter, hvilket ville svække EU betydeligt, konkurrencemæssigt.226
224 Barysch, Katinka, Centre for European ReformJuli 2007 – Russia, realism and EU unity225 Doshi, Hiren, UPI Asia 29.01.2008 – Multilateral vs. bilateral trade agreements226 Pedersen, Kåre, Information 29.07.2008 - Sammenbrud i Doha-forhandlinger
97
Med henblik på bekæmpelsen af terrorisme og radikalisering, risikerer EU at være
kontraproduktive i forhold til at begrænse denne trussel i de nordafrikanske lande. Dette er
især tilfældet med hensyn til Tunesien og Marokko, der i modsætning til Libyen og Algeriet
ikke har olie og gas. Disse lande er i udpræget grad afhængige af eksport til EU. Derved kan en
utilsigtet konsekvens af EU’s protektionisme være en hindring af en positiv økonomisk
udvikling i landene. Dermed modarbejder EU dets egen sikkerhedspolitiske dagsorden, hvor
økonomisk vækst gennem samhandel med EU anses for, at være nøglen til fred og stabilitet i
landene.227
En grundlæggende udfordring for EU’s ageren som samlet international aktør kan blandt
andet findes i den nationale opfattelse blandt dets borgere. De enkelte medlemslandes
borgere har ikke en opfattelse af sig selv som ”europæere”, men derimod som tyskere,
franskmænd etc. Visionen for EU er at EU på det udenrigspolitiske område skal agere som en
samlet enhed, hvilket underbygges af følgende udtalelse fra daværende kommissionsformand,
Romano Prodi: “The time had come for Europe to move beyond the single market and construct
a fully-fledged "political union", with the diplomatic and military reach of a world power,
capable of asking its citizens what they are "willing to die for together".228Dette står dog i
kontrast til virkeligheden, hvor landene handler ud fra nationale interesser, frem for fælles
europæiske interesser. Derfor udformer EU’s udenrigspolitiske kurs sig ud fra nationale
interesser, hvor landene forsøger at sikre sig det bedst mulige udgangspunkt.
Endnu et aspekt af den udenrigspolitiske kurs er den diversificering af energiforsyningen,
som er magtpåliggende for EU, med henblik på at mindske afhængigheden af Rusland. Libyen
og Algeriet repræsenterer her en unik mulighed for EU, da det gennem handelsaftaler på
energiområdet kan opnå en sikker og stabil energiforsyning forbundet med færre risici.
Derved kan EU’s realpolitiske kurs ses som et resultat af de sikkerhedspolitiske interesser
som optager EU. Rusland forsøger blandt andet at engagere Algeriet i et nyt energifællesskab
lignende OPEC, kaldet GECF (The Gas Exporting Countries Forum) på gasområdet. Her
forsøger Rusland gennem karteldannelse at hindre fri konkurrence på gasområdet, ligesom
det er tilfældet med olie, med højere gas priser som mål. Rusland har interesse i at hæve
gasprisen til det samme niveau som olie, hvilket vil svare til at prisen bliver hævet fra de
227 Zalman, Amy, About.com: Terrorism issues – Is terrorism’s cause poverty228 Prodi, Romano – 22.06.01
98
nuværende knap 4 dollars pr enhed, til 11 dollars pr enhed. Ruslands energiminister, Sergei
Shmatko, udtalte således på et møde I GECF følgende: All ministers agreed that our aim is to
continue to support the linking of gas to oil parity ... We also believe that there should not be
competition between different types of gas.”229Hvis Rusland får held med at gennemføre dette
vil det have store konsekvenser for hele EU, da energiprisen vil stige. Derudover vil det
svække EU konkurrencemæssigt, da det vil være dyrere for europæiske virksomheder at
producere i EU og på samme tid svække købekraften hos den menige EU-borger, hvilket atter
vil skade virksomhederne og derved have en dobbelt negativ effekt. Dertil kommer at Rusland
i såfald vil bevæge sig ind i EU’s interessesfære og forhindre EU’s løsrivelse fra en udpræget
russisk energiafhængighed. Hidtil er dette ikke lykkedes for Rusland, da USA og Australien
også har store gasforekomster og ikke er interesserede i at deltage i GECF, ligesom de ikke er
med i OPEC. Dertil kommer at man fra de gaseksporterende landes side ikke kan blive enige
omkring prisfastsættelse. Problemstillingen består her i at nogle lande skal skære i udbuddet
for at prisen kan presses op, hvilket ingen er interesseret i.230Det er derfor vitalt for EU at
sikre handelsaftaler med Algeriet og Libyen, med udgangspunkt i de sikkerhedspolitiske
interesser der står på spil hvis det lykkes for Rusland at gennemføre GECF-planerne.
Når EU vælger at føre en realpolitisk tilgang, frem for en normativ, over for
Middelhavslandene, herunder de fire udvalgte lande, handler det udover de
sikkerhedspolitiske motiver også om hvordan det er muligt for EU at gennemføre dets
politiske dagsorden. Den manglende konsensus i regionen bevirker således at det er mere
eller mindre umuligt for EU at handle med landene samlet. Derfor er EU’s bilaterale tilgang til
handelsaftaler med landene I høj grad også et produkt af de politiske realiteter. EU forsøger
gennem et multilateralt samarbejde i Middelhavsunionen, at samle regionen og derigennem
fordre samhandel og samarbejde på tværs mellem landene. Men faktum er at disse lande af
historiske årsager nærer stor mistillid til hinanden i forskellige sammenhænge og derfor
udviser stor modvilje over for samarbejde. Som eksempel kan den manglende basale
infrastruktur mellem Maghreb-landene nævnes. Der eksisterer i dag ikke en trans-Maghreb
jernbane, ligesom man heller ikke kan samarbejde om flyruter, hvilket eksempelvis betyder at
en fly fra Marokko til Tunesien skal gøre stop i Frankrig. Det samme gør sig gældende på det
maritime område, hvor skibe fra eksempelvis Marokko skal via Spanien til Algeriet. Derved er
229 Lowe, Christian & Pfeiffer, Thomas, Reuters 20.04.2010 – World’s top gas exporters meet to cut glut230 Ibid
99
selv de mest basale forudsætninger for samarbejde i regionen de facto ikke eksisterende,
hvilket vanskeliggør en økonomisk integration mellem landene, samt økonomisk vækst i de
enkelte lande. Tunesiens udenrigsminister, Kamal Morjan, har således også givet udtryk for
dette: ”The process of the Maghreb countries’ integration… is still historically and strategically a
dream,". Dette kan langt hen af vejen tjene til at forklare hvorfor EU vælger en realpolitisk
tilgang til området, gennem bilaterale handelsaftaler.231
Endvidere betyder denne manglende samhørighed i regionen også, at andre aktører end EU
har svært ved at engagere landene og mange firmaer er således tilbageholdende med at
investere i regionen. Det er således interessant at et marked med over 100 millioner
forbrugere kun formåede at tiltrække 3 milliarder dollars i direkte udenlandske investeringer
(FDI) i 2008. Det repræsenterer altså også en udfordring for EU’s konkurrenter og man ser
derfor også som en naturlig konsekvens, at et land som Kina træder ind på markedet med de
massive investeringer, som er tilfældet. EU har for at kunnet konkurrere med blandt andre
Kina, intensiveret bilaterale handelsaftaler, hvor de enkelte EU-lande på eget initiativ har
skabt handelsaftaler der tilgodeser deres virksomheder. Denne nationale handelspolitiske
tilgang til landene bærer også præg af de enkelte EU-landes sektorer med interesse i de
muligheder de nordafrikanske lande repræsenterer. Eller sagt på en anden måde, så indgår
eksempelvis Frankrig handelsaftaler vedrørende atomreaktorer, mens flere af de store EU-
lande indgår energiaftaler, samt aftaler om den illegale indvandring.232
Eftersom Maghreb-landene ikke selv formår at skabe samarbejde til gavn for dem selv, må EU
træde til som en mægler der forsøger at fremme samarbejde og samhandel mellem landene.
Når EU engagerer sig i en større integration mellem landene er det på baggrund af EU’s egne
interesser i regionen. Fred, stabilitet samt økonomisk vækst er en forudsætning for at EU kan
opnå dets udenrigspolitiske målsætninger, både i Maghreb-regionen men også hele den
øvrige nordafrikanske region. EU er endvidere også selv et resultat af succesfuld integration i
en region, hvor landene historisk har bekriget og modarbejdet hinanden. Denne erfaring har
man med succes viderebragt til andre regioner i verden, men man har fejlet ved ikke at
overbevise Maghreb-landene om at det er i deres egen interesse at intensivere graden af
samarbejde. En del af forklaringen på den mislykkedes integration i regionen skyldes til dels
231 Institute Thomas Moore op.cit.232 Ibid
100
den politiske kurs EU har forfulgt, hvor man har fokuseret på de politikområder, som stod
højst på den europæiske dagsorden. Endvidere har den succes, som samarbejdet mellem EU
og Maghreb-landene har ført med sig, været på de politikområder hvor partner begge har
interesse i samarbejde. Derfor har samarbejdet ført til forbedringer på områder som
immigrationspolitikken, terrorbekæmpelsen, energipolitikken samt bekæmpelsen af
international organiseret kriminalitet. De resultater EU har opnået på disse politikområder er
dog alle tilvejebragt gennem bilaterale handelsaftaler med de enkelte lande. EU har derfor
udelukkende formået at opnå politiske resultater ved at gennemføre en realpolitisk kurs
baseret på bilaterale handelsaftaler.233
EU’s interesse i samarbejde med landene i den nordafrikanske region skyldes i høj grad den
konkurrencemæssige situation det befinder sig i. Med Kinas massive investeringer i landene,
står EU over for store udfordringer med henblik på at sikre fremtidige energikontrakter. Kina
har de seneste år bevæget sig ind på de områder der er vigtige for EU. Algeriet er eksempelvis
i sin egenskab af at være den tredje største energileverandør til EU, vital for EU som
samarbejdspartner. Kina udgør derfor en stor konkurrencemæssig trussel mod EU. Med Kinas
massive investeringer i landet vinder det stadig større indflydelse i landet, hvilket
modarbejder EU’s arbejde for reformer og samhandel. Hvor EU stiller krav til
menneskerettigheder og demokrati, og generelt stiller betingelser der vedrører landenes
styreform, for at indgå handelsaftaler, har Kina en anden tilgang. Kina har et ikke-
indblandingsprincip over for handelspartnere. Ligesom Kina forventer at andre lande ikke
blander sig i dets interne anliggender, så som Tibet og Xinjiang provinsen, men stiller til
gengæld heller ikke selv spørgsmålstegn ved andre landes interne anliggender. Det betyder at
Kina agerer ud fra andre hensyn end EU, hvilket truer med at udkonkurrere EU. Hvis Kina
lykkes med at udkonkurrere EU på visse politikområder i regionen, herunder eksempelvis
energi, vil det have store konsekvenser for EU på mange forskellige politikområder, da disse,
som tidligere nævnt, er bundet tæt sammen og ofte involverer hinanden. Kinas tilgang til
eksempelvis Algeriet adskiller sig markant fra EU’s tilgang. Hvor EU dikterer hvad det enkelte
land har brug for, eksempelvis styrkelse af retsvæsen, går Kina den modsatte retning og
spørger det pågældende land, hvad det har brug for. Eksempelvis giver Kina betingelsesløse
lån til et samarbejdsland, mod eksempelvis fremtidige rettigheder til olieudvinding i landet.
233 Institute Thomas Moore op.cit.
101
Det er derfor nødvendigt for EU at føre en realpolitisk kurs i regionen, for at kunne imødegå
de konkurrencemæssige udfordringer man står over for.234EU’s retoriske insisteren på
menneskerettigheder og demokrati, sammenholdt med dets de facto realpolitiske
udenrigspolitik, betyder at EU er sårbar over for anklager om hykleri, hvilket ikke gør sig
gældende for Kina, grundet landets ikke-indblandings princip.
Måske skal EU’s fremtiden tage ved lære af Kinas udenrigspolitiske kurs, hvor man tager
udgangspunkt i, hvad de nordafrikanske lande selv mener de behøver frem for, som hidtil, at
diktere hvad landene behøver. Dette kan være den eneste løsning for EU, hvis det skal
håndtere fremtidens udfordringer i tæt konkurrence med andre internationale aktører. Dette
kan være et endeligt opgør med visionen om EU, som en normativ magt i dets bestræbelser på
at diversificere energiforsyningen og sikre fred og stabilitet i naboregionen.
7.1. Delkonklusion
Med Kinas indtræden på det afrikanske kontinent, med dets jagt på naturressourcer, står EU
som den normative magt over for store udfordringer. Kinas betingelsesløse tilgang til
samhandel med landene i EU’s interessesfære risikerer at udkonkurrere EU med henblik på
handelsaftaler på vigtige områder som energipolitikken. Den pris de fire udvalgte lande,
Algeriet, Marokko, Tunesien og Libyen skal betale for samhandel med Kina, er væsentlig
mindre en den de skal betale for samhandel med EU. Kinas ikke-indblandings princip i landes
interne anliggender, synes at blive vel modtaget af de fire lande, der alle har forskellige grader
af diktatoriske styrer. For at EU kan håndtere denne konkurrence med Kina, er det nødsaget
til at tilpasse den udenrigspolitiske kurs. Således har man set en tendens mod udpræget
realisme i forbindelse med den udenrigspolitiske dagsorden fra EU’s side. På trods af EU’s
retorik om en normativ tilgang på supranationalt niveau, ser man de enkelte nationalstater
forfølge nationale interesser gennem bilaterale handelsaftaler, på bekostning af
menneskerettigheder og demokrati, som danner grundstenene i den normative magt EU
traditionelt ynder at se sig. Løsningen for EU synes at ligge i forfølgelsen af en realistisk
udenrigspolitisk kurs over for landene i Nordafrika og derved gå på kompromis med det at
234 Hanson, Stephanie, Council on foreign relations 06.06.2008 - China, Africa and Oil
102
være en normativ magt. For at kunne konkurrere med Kina i fremtiden, må EU bevæge sig
mere i retning af den politiske kurs Kina fører.
103
8. Konklusion (Fælles)
EU har traditionelt portrætteret sig selv som en normativ magt, der prioriterer
menneskerettigheder og demokrati højt. Dette er det billede EU har forsøgt, og stadig
forsøger, at frembringe i dets relation til omverdenen gennem den udenrigspolitiske kurs. I
forhold til de fire udvalgte nordafrikanske lande, kan imidlertid konstatere, at en sådan
prioritering ofte må vige til fordel for sikkerhedspolitiske hensyn. Siden Middelhavsunionens
oprettelse som Barcelona-processen i 1995, er menneskerettighedssituationen, samt de
demokratiske vilkår i de to mest dedikerede lande, Tunesien og Marokko, blevet forværret.
Dette er sket uden konsekvenser for samarbejdet, hverken på multilateralt, eller bilateralt.
Derimod har EU intensiveret dets handelssamkvem med alle de fire udvalgte lande. Derved
kan man konkludere at EU nedprioriterer normative hensyn, til fordel for realpolitiske
interesser med udgangspunkt i sikkerhedspolitikken. Dette er et resultat af en afvejning af de
konsekvenser en forfølgelse af en normativ politisk kurs have for EU.
EU’s prioriteter i forhold til samarbejde med de fire udvalgte lande, beror på højpolitiske
områder så som migration, terrorbekæmpelse samt energipolitikken. Disse områder hører
alle under sikkerhedspolitikken, hvilket betyder at den førte politik på disse områder er
baseret på sikkerhedspolitiske hensyn, snarere end normative hensyn som
menneskerettigheder og demokrati. Disse områder er samtidig nogle, hvorpå der eksisterer et
interessefællesskab med EU, da islamiske terrorisme ikke kun er en trussel mod EU men i høj
grad også imod de nordafrikanske landes regeringer. EU prioriterer status quo i regionen,
hvilket hænger sammen med det faktum at EU ved hvad det har, men ikke kan forudse hvad
det får. EU har set ulempen ved at insistere på demokrati i Algeriet, og ønsker ikke en
gentagelse af dette eksperiment. Derfor prioriterer EU i stigende grad fred og stabilitet, frem
for forfølgelsen af universelle værdier.
Til trods for vidt forskellige interesser fra EU’s side, i de enkelte lande i regionen, danner disse
landes forudsætninger, så som energi, ikke grundlaget for EU’s udenrigspolitiske kurs. Dette
skyldes den altoverskyggende faktor, som sikkerhedspolitikken udgør i EU’s udenrigspolitiske
kurs. Årsagen til at eksempelvis de energibesiddende lande ikke vinder nævneværdigt terræn
i forhold til de øvrige, er tæt forbundet med EU’s overordnede sikkerhedspolitiske interesser,
der forudsætter en samlet kæde af fred og stabilitet i hele regionen. EU kan derfor ikke
104
risikere konsekvenserne af manglende indflydelse i et af disse lande, da det vil svække hele
kæden. Det er endvidere interessant at betragte, hvorledes EU forsøger at promovere en
institutionel liberalistisk politik mellem de 4 udvalgte lande, mens det samtidig selv forfølger
en realistisk politik.
Da de enkelte politikområder stadig ligger i nationalt regi, udformes politikken efter snævre
nationale interesser blandt de store EU-lande, på bekostning af en fælles supranational
politik. Den udformede udenrigspolitiske kurs fra EU’s side er således et resultat af nationale
interesser, hvor landene agerer drivkraften bag politiske initiativer, så som
Middelhavsunionen. Derudover kan man konstatere at de selv samme lande også udformer
bilaterale aftaler med de fire lande, da multilaterale handelsaftaler synes uopnåelige, grundet
de fire landes indbyrdes konfliktfyldte forhold.
EU har indset betydningen af højpolitiske områder som Migration, Terror og energi. Disse tre
områder truer i høj grad EU, og repræsenterer således en sikkerhedspolitisk risiko. EU har
ikke råd til at føre en normativt baseret udenrigspolitik over for disse lande, da dette
unægtelig vil føre til ustabilitet i EU’s nærområde, med uforudsigelige konsekvenser til følge i
form af ukontrollerede flygtningestrømme til EU. Derudover kan en manglende stabilitet i
EU’s grænseområde medføre en sikkerhedspolitisk trussel. EU’s efterstræbelse af en
diversificering af energiforsyningen, medfører en nødvendighed af handelssamkvem med
diktatoriske regimer som Libyen og Algeriet. Derved er EU atter nødsaget til at gå på
kompromis med normative værdier, for at mindske dets energiafhængighed af eksempelvis
Rusland, og i stedet agere realpolitisk.
Med Kinas indtræden på det afrikanske kontinent, med dets jagt efter naturressourcer, står
EU som den normative magt over for store udfordringer. Kinas betingelsesløse tilgang til
samhandel med landene i EU’s interessesfære risikerer at udkonkurrere EU. Dette kan betyde
at EU i fremtiden i stigende grad må revidere dets rolle som normativ magt og i stedet i
stigende grad agere som realpolitisk aktør. Som det er i dag hersker der uoverensstemmelser
mellem EU’s retorik, og dets faktiske handlinger, hvilket blotter EU for anklager om hykleri.
Uanset hvilken politisk tilgang EU i fremtiden vil agere ud fra, skal der være større
overensstemmelse mellem ord og handling, for at EU kan opretholde troværdighed. Dette er
105
væsentligt Både udadtil, over for borgerne i de lande det samarbejder med, samt indadtil, over
for dets egne borgere.
106
9. Litteraturliste
Bøger
Waltz, Kenneth (1979),”Theory of International Politics” McGraw-Hill
Jackson, Robert og Jørgensen, Georg. (1999) ”Introduction to International Relations”, Oxford university press
Trans European Energy Networks – Policy and actions of the European Community, European Commission 1997
Hill, Christopher & Smith, Michael – International Relations and the European Union
Oxford University press 2005
Wallace, Helen, Wallace, William & Pollack, Mark A. – Policy-Making in the European Union
Oxford University Press, Fifth Edition
Thucydides 1954 – The history of the Peleponnesian War
Artikler fra aviser og tidsskrifter
Kausch, Kristina and Youngs, Richard – The end of the ‘Euro-Mediterranean vision’
Mallet, Victor, Financial Times – Wave of optimism hits a rocky shore
Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse
AFP 29.03.2004 – Canadian forces complete Bosnia mission
Human Rights Watch 04.10.2006
107
Taliaferro, Jeffrey, W. International Security 2001 – Security Seeking Under Anarchy: Defensive Realism Revisited
Schweller, Randall 1996 Securtity Studies - Neo-realism’s Status-Quo Bias: What Security Dilemma?
Manners, Ian, DIIS Working Paper 2009:5 Europa som normativ magt: En selvmodsigelse?
IR Theory Knowledge Base – Constructivism
Goodrich, Ben, Harvard University 17.02.04 – Constructivism and International Relations
Theory
EU 4 Journalists – European Neighborhood Policy
Scadplus – Barcelona-processen
European Commission,- European Neighbourhood and Partnership Instrument
On War.com – Algerian War of Independence 1954-62
Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse
Université Paris-Sorbonne, International Conference – General de Gaulle and the Arab World
European Commission – Barcelona declaration ”Adopted at the Euro-Mediterranean
Conference 27-28.11.1995
Medea – EU and Maghreb Countries: bilateral agreements
EU Commission - European Neighbourhood and Partnership Intrument
EUROMED, 13.07.2008 – Joint Declaration of the Paris Summit for the Mediterranean
Erlanger, Stephen New York Times 06.07.2008 – Sarkozy’s Union of the Mediterranean falters
Meria, Volume 9, No 2. Artikel 6 Juni 2005 – The Barcelona process and euro-arab economic relations 1995-2005
Arab Human Development Reports – Challenges to Human Security in the Arab World
108
Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger, Sylvia Juni 2006 – The European Union and Morocco, Security through authoritarianism
European Commission, External Relations – The Euro-Mediterranean Partnership
Frese, Mads, Information 07.01.2009 – Rusland lukker for gassen
Radio Free Europe, 03.07.2010 - Germany's Gas War? Nabucco Vs. South Stream -- And
Schroeder Vs. Fischer
New York Times 12.03.2010 – European Solarpower from African Deserts?
Bilgin, Pinar, Center for European Policy Studies 01.12.2009 - EU Security Policies towards the Mediterranean: The Ethical Dimension – what do we know and what else should we know?
Rosand, Eric, Real Intituto Elcano 01.12.2009 - Countering Terrorism and Building Cooperation in North Africa: The Potential Significance of the UN Global Counter-Terrorism Strategy (ARI)
Europa.eu – EU Common Strategy for the Mediterranean
BBC 30.08.2006 – EU promises Help With Migrants
De Haas, Hein, University of Oxford, Migration information source November 2006 - Trans-Saharan Migration to North Africa and the EU: Historical Roots and Current Trends
Cronin, David Bilaterals.org 14.03.2007
EU Commission – Promotion of Human Rights and Democratisation in the EU’s External Relations
EU Commission - Human Rights Dialogues
EU Commission - European Instrument for Democracy & Human Rights (EIDHR)
EU Commission – European Neighborhood & Partnership Instrument
109
EU Trade Commission – Generalised System of Preferences
Europabevægelsen – EU og nabolandene
EU Trade Commission, Euromed – Euro-Mediterranean trade relations are healthy and growing
Siollun, Max 29.03.2010 Next– Forty Years After Biafra-Forgiveness and beyond
EU Trade Commission - Algeria
EU Commission External Relations - The EU-Algeria Association Agreement
European Commission, External Relations – The EU-Algeria Association Agreement
van Puyveldev, Eric, Europolitics 18.02.2009 – EU/Algeria : EU REP SAYS PROGRESS "SATISFACTORY" IN COOPERATION AND TRADE
EU Commission – European Neighborhood and Partnership Instrument – Algeria
Freedomhouse.org – Algeria
Transparency International – Algeria
EU Commission – EU/Tunesia Action Plan
Ziljma, Anouk – About.com - Tunisia - Tunisia Facts and Information
Afrol News – Tunisia Gender Profile
Freedomhouse - Tunisia
Transparency International - Tunisia
Freedomhouse - Tunisia
EU Commission – Countries- Morocco
Brookings 05.08.2009- Morocco’s King Mohammed VI: 10 Years and Counting
Human Rights Watch – Morocco: Endangered “Model”?
Focus Migration - Morocco
110
France Diplomatie - Framework document France – Morocco 2006-20
Transparency International – Morocco
Freedomhouse - Morocco
EU Commission – External cooperation programmes – Libya
BBC 26.02.10 - Libya's Gaddafi urges 'holy war' against Switzerland
Oil & Gas Libya - The major international showcase of petroleum technology serving Libya's vital oil and gas sector
EU Commission – The EU’s relations to Libya
EU Trade Commission 29.01.2009 - EU Libya Trade
Transparency International – Libya
Freedomhouse.org – Libya
Europa.eu - Human Rights – Universal and Indivisible
Europa.eu – Dialogue on human rights with third countries: guidelines
ISIS marts 2008, nr 37 – The impact of the Lisbon Treaty on CFSP and ESDP
EU oplysningen – Europakommissionen
Magharebia 23.01.2008 - Europe supports Morocco's EU partnership aspirations
Europa.eu 07.03.2010 – Joint statement European Union-Morocco Summit Granada
Regan, Tom Christian Science Monitor 29.03.2004 – EU, US Differ on How to Fight Terrorism
Europa.eu 19.01.2006 – Addressing the factors contributing to violent radicalization
Philippidis, G & Sanjuán A.I. Oxford Journals: Journal of African Economies – An Examination of Moricco’s Trade Options With the EU
Vail, Jeff The Oil Drum 14.07.2008 – Algeria & Morocco: Natural Gas Cartels, Fertilizer
Mercantilism and Rising Tensions
EU Commission – Countries- Morocco
111
Focus Migration - Morocco
Morgan, David Global Arab Network – Morocco Goes Solar - $9 billion Green Energy Project
by 2020
The Economist – Walking on Hot Coals, 17.01.08
Cavatorta, Francesco, Chari, Raj & Kritzinger
EU Business 07.03.2010 - EU demands more rights progress from Morocco
Cash, Bill European Foundation – British and German National Interests
EU oplysningen – Hvordan startede EU
Wolf, Martin Blackwell Publihing International Affairs (Royal Institute of International Affairs 1944-), Vol. 71, No. 2 (Apr., 1995), - Cooperation or Conflict? The European Union in a Liberal Global Economy
European Commission – European Neighborhood & Partnership Instrument – Morocco,
strategy paper 2007-2013
Rehn, Olli – Europe’s smart power in its region and the world
Thabet, Mokhtar Global Arab Network 21.02.2010 – Spanish FM: Morocco is EU’s Strategic
Partner
EU Commission 05.06.2002 - EU praises active role played by Algeria in Euro-Mediterranean dialogue
European Commission, External Relations – The EU-Algeria Association Agreement
Lilei, Song Fudan University – The Discourse of EU’s Power and its Mediterranean Policy
EU Commission External Relations - The EU-Algeria Association Agreement
EU Commission – The Euro-Mediterranean Partnership
Global Policy Forum – Western Sahara
Afrol News 31.07.2009 – Moroccan King sabre-rattling with Algeria
Smith, Michael & Hill, Christopher – International Relations and the European Union, Oxford University Press 2005 p. 319
112
Jönsson, Christer & Tallberg, Jonas – Institutional Theory in International Relations
Council of the European Union - A secure Europe in a Better World 2003
Euractiv 10.01.2007 – Geopolitics of EU Energy Supply
EU Commission – European Neighborhood and Partnership Instrument: Algeria Strategy Paper 2007-2013 & National Indicative Programme 2007-2013
BBC 01.01.2006 – Russia cuts Ukraine gas supplies
Stein, Ilan, Bologne Center Journal of International Affairs Vol. 13 2010 – EU Energy Policy vis-à-vis Algeria: Challenges and Opportunities
Masiky, Hassan Morocco Board March 2010 – Algeria lead role in war against terrorism
EU Trade Commission – Countries: Algeria
North African Journal 25.06.2000 - ALGERIA: FRANCE TO CONVERT $60 MILLION OF
ALGERIA'S DEBT INTO INVESTMENT
Larbi, Sadiki – Carnegie Endowment for international peace – On Tents, Fast Trains and the Greater Mediterranean: Franco-Maghrebi Relations
Bishara, Marwan, Al Jazeera 15.07.2008 – Mediterranean Realism Triumphs
Sikkerhedspolitisk info, Februar 2004 – Irak og den europæiske splittelse
The European Union – NO.83/04 21.05.2004
Hansen, Andrew and Vriens, Lauren, Council on Foreign Relations 21.07.2009 - Al-Qaeda in the Islamic Maghreb (AQIM) or L'Organisation Al-Qaïda au Maghreb Islamique (Formerly Salafist Group for Preaching and Combat or Groupe Salafiste pour la Prédication et le Combat)
EU Commission 06.02.2009 – Commissioner Ferrero-Waldner visits Libya to reinforce EU-Libya relations
BBC 05.10.2004 – Timeline: Libya sanctions
The Economist – Walking on Hot Coals, 17.01.08
EU Commission - The EU's relations with Libya
Ministry of Foreign Affairs Italy – Libya
113
Stratton, Allegra, The Guardian 10.12.2007 – France signs 10bn trade deal with Libya
France Diplomatie 18.12.2008 – Political Relations, France and Libya
Auswärtiges Amt Oktober 2009 – Libyan Arab Jamahiriya
European Committee for Standardization 26.04.2010 – Euromed Quality Programme
Szabo, Kinga Tibori , Central European University, Center for EU Enlargement Studies - Libya
and the EU
Delegation to the European Union to the United Nations – National Interests and European
Foreign Policy
European Forum for Democracy and Solidarity - Libya
BBC 11.10.2004 – EU lifts weapons embargo on Libya
BBC 29.08.2008 - Gaddafi: Africa’s “king of kings”
EU Commission External relations - Libya: Commission proposes negotiating mandate for a
Framework Agreement
Alexandro, Bruno, The North Africa Journal 17.06.2009 – Deconstructing Libya Part 1 – Libya-
Europe: Security, Illegal Immigration and Oil and Gas
Human Rights Watch09.06.2009 – Italy/Libya: Gaddafi Visit Celebrates Dirty Deal
Deutsche Welle 16.02.2010 – Europe’s unity with Swiss in Libya visa row tested by business
links
Walt, Vivienne, CNN Time Magazine 22.02.2010 - After 37 Years, the U.S. Arrives to Do
Business in Libya
Saleh, Heba, Financial Times 06.04.2010 – A wary world weighs Libya’s prospects
Quinn, Andrew, Reuters 09.03.2010 - The U.S. State Department apologized on Tuesday for
dismissive comments its spokesman made about Libyan leader Muammar Gaddafi's call for
"jihad," often translated as "armed struggle," against Switzerland.
114
Tunisia Online News 31.03.2010 – Foreign Affaris Minister Receives EU Commissioner
U.S. Department of State 19.03.2009 – Background note: Tunisia
Migdalovitz, Congressional Research Service – Tunisia: Current Issues
Mallet, Victor, Financial Times – Wave of optimism hits rocky shore
Holm, Ulla, DIIS 20.11.2009 - The EU’s Neighborhood Policy towards the Southern
Mediterranean
Attina, Fulvia, European Foreign Affairs Review Vol. 8, No. 2 – The Euro-Mediterranean Partnership Assessed: the Realist and Liberal Views
Smith, Graig s., New Your Times 20.02.2007 – Tunisia is feared to be new base for Islamists –
Africa and Middle East – International Herald Tribune
Saleh, Heba and Hall, Ben, Financial Times – Poor Human Rights is price for stability
Maghrebia 20.04.2010 – Migration, counter-terrorism top ‘5+5’ ministerial summit
Tlili, M., African Manager - Tunisia: French companies interested in major infrastructure projects in Tunisia
EU Trade Commission - Tunisia
EU Commission – Migration and Asylum in External Relations
All Africa.com 22.04.2010 - Nation Holds Forum On Mediterranean Job Mobility Prospects
Institute Thomas More – Towards a sustainable security in the Maghreb
Euroactiv 26.04.2010 – EU, Maghreb ’share common interests’ on migration, security
Vella, Francesca, The Malta Independent – Take a tough stand on immigration, George Vella urges
Morocco Business News 15.05.2010 – EU: Morocco needs to do more
BBC 20.06.2003 - The EU's foreign policy doctrine
Berger, Brent, Asia Times 13.12.2007 – China outwits the EU in Africa
EU Commission – The European Commission at work –basic facts
115
EU Parliament – Role, Competences and working methods
Barysch, Katinka, Centre for European ReformJuli 2007 – Russia, realism and EU unity
Doshi, Hiren, UPI Asia 29.01.2008 – Multilateral vs. bilateral trade agreements
Pedersen, Kåre, Information 29.07.2008 - Sammenbrud i Doha-forhandlinger
Zalman, Amy, About.com: Terrorism issues – Is terrorism’s cause poverty
Prodi, Romano – 22.06.01
Lowe, Christian & Pfeiffer, Thomas, Reuters 20.04.2010 – World’s top gas exporters meet to
cut glut
116