OBLIGATORISK FORSIDE - AU Purepure.au.dk/portal/files/36332646/Bachelor_Tyskland.docx · Web viewOBLIGATORISK FORSIDE Prescribed front page HJEMMEOPGAVER, PROJEKTER, SYNOPSER M. MUNDTLIGT

Thorsten Vangsgaard Marx Tysklands sikkerhedspolitiske udfordringer efter genforeningen

BA-projekt Tysk-Europæiske Studier

OBLIGATORISK FORSIDEPrescribed front page

HJEMMEOPGAVER, PROJEKTER, SYNOPSER M. MUNDTLIGT FORSVARHome Assignments, Project Reports, Synopses with oral defence

INSTITUT FOR ERHVERVSKOMMUNIKATIONDepartment of Business Communication

NAVN:Name

(If writing in groups, please state names of all group members)

Thorsten Vangsgaard Marx

CPR-NR.:Danish ID-Number

(If writing in groups*), please state ID-numbers of all group members)

EKSAMENSNR. (PÅ STUDERENDE):Student Exam No.:(6 digits at the top left corner of you Student ID-card)

403778

HOLD NR.:Class No.Ex.: U02

FAGETS NAVN:Course/Exam Title

BA-projekt Europæiske Studier - Sommer 2011

VEJLEDER:Name of Supervisor

Holm Fleischer

ANTAL TYPEENHEDER I DIN BESVARELSE (ekskl. blanktegn):Number of Characters in

54.358 tegn

1



your Assignment(exclusive of blanks):

Indholdsfortegnelse

Abstract ……………………………………………………………………………………………………………………………… 3

1. Indledning…………………………………………………………………………………………………………………5

1.1. Problemformulering …………………………………………………………………………………………………………. 6

1.2. Formål ……………………………………………………………………………………………………………………………….6

1.3. Struktur og afgrænsning …………………………………………………………………………………………………… 6

1.4. Begrebsafklaring ………………………………………………………………………………………………………………. 7

2. Metode ……………………………………………………………………………………………………………………………… 7

3. Teori ……………………………………………………………………………………………………………………………………8

3.1. Konstruktivisme ……………………………………………………………………………………………………………….. 9

3.2. Realismen ………………………………………………………………………………………………………………………… 11

4. Sikkerhedspolitikkens opbygning ……………………………………………………………………………. 11

4.1. Das Grundgesetz ………………………………………………………………………………………………………………. 12

4.1.1. Artikel 1 (1) …………………………………………………………………………………………………………. 12

4.1.2. Artikel 24 (2) …………………………………………………………………………………………………………13

4.1.3. Artikel 87a (2) ……………………………………………………………………………………………………… 13

4.2. Weissbuch 2006 ……………………………………………………………………………………………………………….. 14

4.3. Urteil vom 12. Juli 1994 ……………………………………………………………………………………………………. 16

5. Analyse …………………………………………………………………………………………………………………….17

5.1. Tyskland efter 2. Verdenskrig – Et opgør med fortiden og ny identitet ……………………………… 18

5.1.1. Hvilken rolle spillede Bundeswehr under ”Bonn-republikken” ……………………………..20

5.2. Sikkerhedspolitikken under forandring – Situationen efter genforeningen ……………………….. 21

5.2.1 Delkonklusion ………………………………………………………………………………………………………. 23

5.3. Væbnede indsatser – legitimt? …………………………………………………………………………………………. 23

5.3.1. Delkonklusion ……………………………………………………………………………………………………… 26

5.4. Tyskland i Afghanistan ……………………………………………………………………………………………………….26

6. Konklusion ………………………………………………………………………………………………………………. 28

7. Bibliografi ……………………………………………………………………………………………………………….. 29

8. Forkortelsesliste………………………………………………………………………………………………………. 32

Bilag …………………………………………………………………………………………………………………………………

2



Abstract

German unification in 1990 brought a great many changes for the country and in particular for Ger-

man security policy. For the first time since the end of World War II Germany was united and pos-

sessed total sovereignty, which led to a new definition of the country’s role in world politics. Ger-

many was no longer under direct influence by the restraints put on them by the allied nations, who

had been deeply involved in the development of the new Germany after the war.

German security policy has always been characterized by continuity, German politicians since the

Adenauer administration worked for “West-integration” which was their way to promote security

and stability to the country and to create a counterpart to the countries of the Warszawa treaty. That

meant that German security policy should strive to be implemented in Western organisations as for

example NATO, UN and the EC. During the Cold War these organisations were the primary source

of security for Germany, but after unification Germany had to participate in the new definition of

especially NATO, defining the role of this organisation after the disappearance of the block-con-

frontation.

This paper examines how the transformation of the security policy after the unification affected the

use of the Bundeswehr in military actions. The ending of the Cold War and the unification had great

impact on the role of German in world politics; all of a sudden German politicians had to deal with

a whole new set of security dilemmas and the pressure from the international society for Germany

to take active part in the securing of stability and peace all over the world. This paper views the

transformation of German security policy as a result of the changing environment in the interna-

tional system.

As to explain the interaction between states in this international system, this paper has used the con-

structivist approach, to explain how states are affected by the international system and that it is pos-

sible for states to constantly change this system, as it is social constructed item and not something

firm, which can’t be changed. The identities of states are essential in defining their role in the inter-

national system, but this paper argues that it was the dramatic shift in the structures of world polit-

ics, which changed the security policy of Germany through the 90’s.

3



This bachelor thesis takes its basis in the Defence Policy Guidelines and the white books published

since 1990, because they shape the framework were the analysis can take part. These documents

provide together with focus on core elements in the Basic Law towards security policy an answer

to, why German security policy has changed from highlighting the country as a civilian power

which tried to promote security through peaceful negotiations in international organisations. The

change is significant, today we are watching German troops being deployed all over the world and

were military actions are a more common mean to create peace, which is a clear argument against

Germany as a civilian power.

Keystrokes: 2.583

4



1. Indledning

Den tyske sikkerhedspolitik har siden Murens Fald gennemgået markante forandringer, når det

kommer til indsættelsen af Bundeswehr internationalt. At tyske soldater i dag deltager i forskellige

militære aktioner rundt omkring i verden, er en følge af den proces, der er foregået siden Murens

Fald og Tysklands genforening.

Tyskland (BRD) og de allierede sejrsmagter var efter 2. Verdenskrig meget bevidste om, at

Tysklands mulighed for brug af militær magt skulle være begrænset og overvåget. Tyskland

oprettede i 1955 Bundeswehr, og denne genoprustning af landet var på daværende tidspunkt et

heftigt diskuteret emne. Genoprustningen og brugen af militæret har på mange måder været

forbeholdt til beskyttelse af Tysklands nationale grænser, og her spiller den tyske grundlov

(Grundgesetz) en væsentlig rolle. Den tyske grundlov er præget af efterkrigstidens Tyskland og

derfor udformet på en sådan måde, at Tysklands rolle i det internationale samfund skulle fungere

defensivt på området omkring sikkerhedspolitikken. Grundloven er udformet på en sådan måde, at

Tyskland skal have mulighed for at kunne forsvare sig mod trusler udefra, men indtil murens fald

var internationale missioner kun brugt i humanitære sammenhænge.

Den tidligere bipolare verdenssituation sørgede for en klar linje for sikkerhedspolitikken, da

Tyskland som det primære mål skulle sørge for beskyttelse mod Sovjetunionen, og bevæbnede

internationale indsatser var derfor ikke aktuelle. De geopolitiske omvæltninger, der opstod i

kølvandet på østblokkens sammenbrud, betød en stribe ændringer for sikkerhedspolitikken i

Tyskland, og man var derfor nød til at foretage en stribe strukturelle ændringer af Bundeswehr, men

i langt højere grad var man nød til at nytænke Tysklands rolle i det internationale samfund, og i

hvilket omfang Tyskland skulle deltage. Disse ændringer, der er sket af den tyske sikkerhedspolitik,

skal derfor ses i lyset af den historiske kontekst med kontrasterne fra 2. Verdenskrig samt

efterkrigstidens nye samfund og grundlov.

Opgaven her tager fat i Tysklands beslutninger om at bruge militær magt i forskellige internationale

indsatser siden 1990, og hvorledes disse missioner er holdt op imod ordlyden i grundloven, og

hvordan man har fortolket teksten på forskellig vis.

5



1.1. Problemformulering

Hvilke konsekvenser har transformation af den tyske sikkerhedspolitik siden 1990 haft for Tysklands

deltagelse i internationale militær aktioner?

1.2. Formål

Formålet med denne opgave er at påvise, hvilke faktorer der har haft indflydelse på udformningen

af sikkerhedspolitikken i det nye Tyskland efter genforeningen, og hvilken indflydelse

sikkerhedspolitikken har været under. Ved at belyse de ovennævnte emner vil det give mig

mulighed for at kunne forklare Tysklands deltagelse i internationale missioner uden for NATO-

område, og hvad der har gjort, at Tyskland har kunnet gå fra at have et forsvar udelukkende til

beskyttelse til nu at deltage i militære aktioner rundt om på kloden.

1.3. Struktur og afgrænsning

For at give læseren et bedre overblik over den samlede opgave har jeg valgt, at inddele den i

hovedkapitler, som så igen er inddelt i flere underkapitler. Dette skulle gerne hjælpe til forståelsen

af min gennemgang og derved tydeliggøre analysen.

Kapitel 3 omhandler den teoretiske ramme for opgaven, hvor jeg fokuserer på konstruktivismen

som mit analyseredskab og holder det op mod den realistiske tankegang.

Kapitel 4 fokuserer på opbygningen af den tyske sikkerhedspolitik, og hvilke elementer der påvirker

beslutningstagerne, og dermed skaber den rettesnor, der skal til for at fastholde kontinuiteten i

sikkerhedspolitikken. I dette afsnit vises, hvad fundamentet for sikkerhedspolitikken består af, og

det er med udgangspunkt i kapitel 4, at transformationen af den tyske sikkerhedspolitik vises.

Kapitel 5 er analyseafsnittet, der skal give svar på problemformuleringen. Analysen består af en

opbyggende del, der forklarer den tyske identitetsdannelse og dermed den historiske kontekst som

sikkerhedspolitikken står i, hvilket er et vigtigt aspekt til at kunne forstå brugen af tysk militær.

Kapitel 6 består af en konklusion, hvor der vil ske en sammenfatning af de resultater arbejdet med

denne opgave har givet.

I forhold til afgrænsningen af denne opgave har jeg valgt ikke at have fokus på de indenrigspolitiske

udfordringer som Tyskland stod overfor efter genforeningen, og se hvordan de stod i forhold til de

6



nye udenrigspolitiske udfordringer. Jeg har valgt at holde mig stringent til transformationen af

sikkerhedspolitikken. Derudover er emnet i denne opgave transformationen af sikkerhedspolitikken

og de konsekvenser, det har haft for militære aktioner, og jeg har derfor i opgaven også undladt at

kigge på de mere strukturelle og personelle omstruktureringer i det tyske forsvar, som der er blevet

foretaget i forsøg på at tilpasse sig de nye udfordringer.

1.4. Begrebsafklaring

Bundeswehr – Forsvaret. Når der i teksten omtales forsvaret, skal det læses som Bundeswehr.

Tyskland – Når der i teksten omtales Tyskland, menes der Vesttyskland, hvis det drejer sig om en tidsperiode før murens fald. Og efter genforeningen tales der om det samlede Tyskland.

2. Metode

For at kunne give et svar på denne opgaves problemformulering, har jeg valgt at bruge den

konstruktivistiske tilgang inden for IR-teorier. For at kunne forstå ordet transformation i forbindelse

med den tyske sikkerhedspolitik har jeg været nød til, at definere transformation i forhold til den

teoretiske ramme som jeg har valgt for at kunne forstå de tyske politikers problemer, når det drejer

sig om sikkerhedspolitik og nærmere bestemt indsættelsen af tyske tropper, hvilket grundet af

erfaringerne fra den første halvdel af det 20. Århundrede har været et meget brisant område.

I opgaven vil jeg som primær litteratur anvende dokumenter, som er tæt forbundet med

udformningen af sikkerhedspolitikken. Her tænker jeg først og fremmest på de sikkerhedspolitiske

retningslinjer VPR, som det tyske forsvarsministerium har udgivet siden 1972, dog er der i denne

opgave fokus på de to seneste udgaver fra 2003 og 1992. Disse dokumenter vil jeg holde op mod

hinanden for derved at skabe basis for en analyse af de sikkerhedspolitiske omvæltninger, der har

kendetegnet Tyskland siden genforeningen. Dernæst vil jeg på baggrund af denne analyse, se hvilke

konsekvenser det har haft for Tysklands deltagelse i internationale missioner, her med primær fokus

på de såkaldte out-of-area missioner, som er blevet mere almindelig for den tyske forbundshær i

løbet af de sidste 20 år. Derudover har jeg inddraget den forsvarspolitiske hvidbog, der blev udgivet

i 2006, for at kunne give et billede af hvor sikkerhedspolitikken er på vej hen.

Som supplerende grundlag for min analyse vil jeg inddrage artikler fra den tyske grundlov, der

anses for at være af betydning for sikkerhedspolitikken, her tænkes der primært på de artikler, der

har betydning for legitimeringen af de tyske militære aktioner.

7



Den sekundære litteratur skal i denne opgave give den historiske kontekst, hvori hele denne

problemstilling skal ses, og det er primært til at forklare Tysklands udvikling siden afslutningen af

2. Verdenskrig. Jeg bruger ydermere denne historiske kontekst til, at forklare identitetsdannelse som

Tyskland gennemgår som nation, da det er afgørende for brug af min konstruktivistiske tilgang til

emnet.

For at nå frem til min endelige konklusion vil jeg i analyseafsnittet sammenholde de ovennævnte

dele, det vil altså sige VPR, GG og konstruktivismen, for at kunne svare på problemformuleringen.

Ved at forholde sig til de forandringer der er sket i det internationale system, som konstruktivismen

gerne skulle give svar på, vil jeg vurdere hvorvidt det stemmer overens med de sikkerhedspolitiske

retningslinjer som politikerne fremlægger. Til sidst vil jeg se på, hvordan den officielle holdning via

VPR og hvidbogen stemmer overens med brugen af det tyske forsvar som sikkerhedspolitisk

redskab. I analysen runder jeg af med at se på konsekvenserne af 9/11 og den markante fokus, der

kom på terror og den nye definition af sikkerhed, som opstod som følge af terrorens trusler. Her ser

jeg bl.a. på den tyske indsats i Afghanistan, og hvordan den står i forhold til udviklingen af

sikkerhedspolitikken jævnfør VPR 2003 og hvidbogen fra 2006.

3. Teori

Som analyse-redskab til dette projekt vil der blive brugt teorier inden for International Relations

Theory (IR), da disse teorier kan være med til at forklare de ændringer inden for

sikkerhedspolitikken, som Tyskland har gennemgået siden genforeningen. Inden for IR teori findes

der mange forskellige grene, der hver især forsøger at forklare den sikkerhedspolitiske

verdenssituation gennem deres teoriramme, men til opgaven her er der valgt en teori, som bliver

den gennemgående ramme til analysen af opgaven.

Inden for IR kan det være svært at fastlægge sig på en bestemt teori og derved få modellen til at

passe præcis på verdenssituationen, som den er nu. Det kan samtidigt være svært for teorierne at

være præcise i deres forudsigelser omkring udviklingen i verdenssamfundet. Der er derfor til denne

opgave valgt en teori, som, forfatteren mener, bedst kan forklare den problemformulering, der er

blevet opstillet. Udfordringen ved IR teorier er at få dem til at sige noget generelt om hele

verdenssituationen, og det er heller ikke på den baggrund, at valget af teori til denne opgave er

blevet truffet. Derimod er undersøgelsesområdet (via problemformulering) blevet afgrænset, og på

baggrund af denne afgræsning er der forsøgt at finde en teori, der har kunnet forklare denne

8



udvikling. I dette tilfælde er det ændringen i den tyske sikkerhedspolitik siden genforeningen, og

hvilke konsekvenser det har haft for Tysklands rolle i det internationale samfund.

3.1. Konstruktivisme

International Relations har i mange år været domineret af nogle få teorier inden for dette felt, og her

menes der først og fremmest Realismen, som i mange år dominerede analyser af internationale

forhold, men siden murens fald og den bipolare verdensordens forsvinden er der opstået rum for

andre teorier til at komme til overvejelse. Blandt teorier, der har vundet indpas, er konstruktivismen

inden for politiske studier, der med en anden vinkel forsøger at forklare den nye sikkerhedspolitiske

situation, som verdenssamfundet har befundet sig i siden starten af 1990’erne.

Den konstruktivistiske tilgang baseres i højere grad på interaktionen mellem nationer. Det er

interaktionen mellem nationer, der er med til at definere en nations identitet, og identitet er deraf

ikke noget fast bestemt, som det er i realisternes opfattelse, men noget der hele tiden er i udvikling

og kan ændres løbende.

Konstruktivisme består af en opfattelse af internationale relationer som en inter-subjektivt (Jackson

& Sørensen 2003) opfattelse, der gør, at det er mennesker, der er med til at danne det system, som

IR består af. Det er de ideer og normer, som vi mennesker påtager os, der danner rammen for

forståelsen af IR, så det er os som mennesker, der skal skabe systemet og ikke det internationale

system, der skal diktere, hvordan vi opfatter verdenssamfundet. På den måde er relationer hele tiden

til forhandling, og stater indtager konstant nye roller, der kan være med til at definere den måde

stater agerer på.

Konstruktivismen, som teori, er en mere social videnskabelig tilgang til IR end flere af de andre

teorier. Fokus er primært på inter-subjektive områder som menneskets opfattelse, ideer og

formodninger omkring den verden, der omgiver dem. For at et land skal kunne kalde sig en nation,

er landets indbyggere nød til at have en fælles opfattelse af landet som nation, ellers vil landet ikke

eksistere som nation. Konstruktivismen bygger på, at menneskers opfattelser og ideer er det der

skaber rammerne inden for IR, og på den anden side er det ideerne og opfattelsen, der gør, at vi kan

differentiere os fra hinanden (Carlsnaes m.m. 2005: 102). Inden for disse rammer opstår IR,

konstruktivismen kommer med et bud på, hvordan vi skal opfatte interaktionen mellem stater ved at

anskue det som en mere social videnskabelig tilgang.

9



I forhold til den realistiske tilgang, der forklarer sikkerhedspolitik via en naturlig causal rækkefølge

af hændelser, der gør at stater agerer på den måden, de gør, på grund af det system de er bundet ind

i, så forsøger konstruktivismen at forklare hændelserne med, at stater opfører sig, som de gør,

grundet normer og ideer om, hvordan situationen bliver opfattet. Dette skaber dog en vis svaghed

hos konstruktivismen, da det på baggrund af denne opfattelse kan være svært for teorien at sige

noget om den kommende udvikling i IR, men omvendt er god til at forklare de begivenheder, som

er sket.

En af de fremtrædende teoretikere inden for konstruktivismen er Alexander Wendt (Carlsnaes m.fl.

2005: 99), der i starten af 1990’erne sammen med en række andre teoretikere udviklede

konstruktivismen. Han skrev bl.a. artiklen ” Anarchy is what states make of it: the social

construction of power politics” hvori han kommer ind på emnet anarki i forbindelse med IR.

Wendt argumenterer at konstruktivismen også ser det internationale system som et kaos, men

opfattelsen af dette kaos er væsentligt forskelligt fra realisternes opfattelse. Wendt forklarer tre

måder hvorpå man kan se et anarkistisk system og de deraf følgende kulturmodeller, samt deres

indflydelse på strukturen, som er blevet brugt til at beskrive landenes interaktion. Disse tre

kulturmodeller, den Hobbesianske, Lockeansk og Kantianske, fortæller os noget om, den udvikling

staterne har foretaget siden begyndelsen af statsdannelser, og ændring i mentaliteten vi mennesker

har foretaget, for at tilpasse os det verdenssamfund som vi lever i. Jeg vil dog nøjes med at

præsentere den Kantianske model, da det er den model der kan bruges til at forklare nutidens

forhold mellem stater. (Jackson & Sørensen 2006):

Kantian: Immanuel Kant er personen, som, Wendt forklarer, er baggrunden for den

Kantianske kulturmodel. Som noteret ovenfor så opstod den i kølvandet på 2. Verdenskrig

og er med til at forklare staternes indbinding i samarbejde på tværs af landegrænser. Denne

model argumenterer for, at landene ser hinanden som venner i stedet for fjender, og at man

forsøger at finde fredelige løsninger, på de problemer der kan opstå mellem stater. Men hvad

der er mindst ligeså vigtigt, i denne opfattelse, er, at stater er villige til at hjælpe hinanden og

samarbejde mod f.eks. en tredjeparts-trussel. Netop denne udvikling tog Europa efter 2.

Verdenskrig, da man oprettede alliancer og internationalt samarbejde for via de instanser at

bevare den nationale sikkerhed.

Kants ideer omkring kulturmodeller prægede den konstruktivistiske tilgang, og det hører

med til forklaringen, at han ser det øgede internationale samspil som en konstant proces

10



mellem landene. Samspillet og interaktionen mellem landene vil, for Kant, altid skulle

betragtes som værende en subjektiv opfattelse af kommunikation, og det er derfor ikke altid

at staterne afkoder budskaberne på samme vis.

Konstruktivismens menneskesyn bygger på elementer af den italienske filosof Giambattista Vicos

ideer, han udtalte at den naturlige verden er skabt af gud, mens den historiske verden er skabt af

mennesket (Jackson, Sørensen 2003). Det han prøver at sige er, at stater og det internationale

system ikke er noget udestående, altså nogle strukturer som er faste og står i forhold til mennesket,

men at stater og systemet er skabt af mennesket. Vico erkender, at det er menneskets ansvar at

skabe det internationale system, og dette ansvar betyder at systemet er under konstant forandring i

forhold til staternes interaktion og deres forsøg på at påvirke hinandens relationer.

3.2. Realismen

IR består af relationerne staterne i mellem, og staten er den fremtrædende aktør. Dette

modsætningsforhold mellem staterne betyder, at de aldrig helt kan stole på hinanden og

internationale aftaler ses af realismen som værende midlertidige og fuldstændig afhængig af

staternes vilje til at overholde dem. Realismen påpeger dermed, at staterne til en hver tid kan bryde

internationale aftaler og klare sig selv, hvis det menes at være til gavn for staten.

Inden for realismen bruges kaos, når staters kamp mod hinanden beskrives, realismen ser IR som en

kamp mellem stater for at bevare deres nationale sikkerhed og hvis muligt øge deres magt på

bekostning af andre landes suverænitet og sikkerhed, og generelt vurderes det at realismen giver et

mere pessimistisk syn på IR end konstruktivismen.(Jackson & Sørensen 2003)

”Animus dominandi” er ifølge Morgenthau (Jackson & Sørensen 2003: 76) forklaringen på, hvorfor

mennesket konstant stræber efter mere magt, han forklarer, at mennesket er født med dette behov.

Dette behov for hele tiden at øge sin magtposition forklarer, hvorfor realismen ser IR som et

system, hvor staterne konstant forsøger at få et overtag i forhold til hinanden. Kun ved at øge

magten i det internationale system kan staten sikres, for sikkerhed uden for staten kan ikke

eksistere.

4. Sikkerhedspolitikkens opbygning

11



Som en del af analysen af den tyske sikkerhedspolitik vil dette afsnit præsentere forskellige emner

inden for sikkerhedspolitikken, der alle sammen har indflydelse på den politik, der bliver

gennemført i sidste ende. Når vi har set på strukturen i sikkerhedspolitikken, vil det blive mere

overskueligt i analyseafsnittet at kunne linke de forskellige dele sammen, for til sidst at kunne give

en forklaring på, hvilken indflydelse sikkerhedspolitikken efter genforeningen har haft for

Tysklands internationale missioner.

4.1. Das Grundgesetz

Den tyske grundlov (GG) spiller en stor og afgørende rolle i udformningen af tysk

sikkerhedspolitik. Grundloven blev udformet i 1949 og stod som fundamentet for det nye Tyskland

efter afslutningen på 2. Verdenskrig. Grundloven består af 146 artikler, som hver især indeholder en

eller flere underartikler, men når det kommer til grundlovens råderum inden for tysk

sikkerhedspolitik, er det nogle få men meget centrale artikler, der omhandler dette emne.

4.1.1. Artikel 1 (1)

” Die Würde des Menschen ist unantastbar. Sie zu achten und zu schützen ist Verpflichtung aller

staatlichen Gewalt.“ (Deutscher Bundestag 2010: 1(1))

Ved at fremhæve denne artikel som det første ved den tyske grundlov, vises hvilket fokus

grundloven har på mennesket og beskyttelsen af mennesket. Belært af krigens rædsler indførte man

menneskerettighederne i den tyske grundlov for først og fremmest at kunne beskytte det tyske folk

mod diktatoriske ledere, men samtidig gav det også mulighed for fortolkning af en så åben artikel

som denne. Ved at pointere i grundloven, at menneskets værdighed er ukrænkelig, og at

beskyttelsen af den er statens pligt, så åbner det op for fortolkning af, i hvor stort et omfang man

skal beskytte mennesket.

Klaus Kinkel (FDP) udtalte under henvisning til artikel 1 (1) (Leithner 2009), at den første linje i

den tyske grundlov netop legitimerede en tysk deltagelse i Kosovo-krigen, da det skulle ses som en

beskyttelse af kosovo-albanernes menneskerettigheder. Man kan vurdere, om retsgrundlaget for

deltagelse er til stede, ved at forholde sig til grundlovens ordlyd, eller om det skal ses som

overfortolkning. Det tages der ikke tage fat i, i dette afsnit, hermed vise blot hvor svær

fortolkningen af den tyske grundlov kan være, når det drejer sig om internationale missioner.

12



4.1.2. Artikel 24 (2)

” Der Bund kann sich zur Wahrung des Friedens einem System gegenseitiger kollektiver

Sicherheit einordnen; er wird hierbei in die Beschränkungen seiner Hoheitsrechte einwilligen,

die eine friedliche und dauerhafte Ordnung in Europa und zwischen den Völkern der Welt

herbeiführen und sichern.“ (Deutscher Bundestag 2010: 24 (2))

Denne artikel indkapsler Tysklands internationale samarbejde med institutioner som EU, NATO og

FN. Man har i grundloven indskrevet, at Tysklands mulighed for at deltage i militære aktioner uden

for landets grænser skal ske i et system af kollektiv sikkerhed. Artiklen her er blevet indført, for at

Tyskland skulle have mulighed for at deltage i internationale aktioner, men det er samtidig en

sikring mod, at statsledere ikke skal kunne misbruge forsvaret og dermed gentage fejl, som skete

under 2. Verdenskrig. Artikel 24(2) ligger i tråd med omverdenens opfattelse af, hvordan Tyskland

skulle indbindes internationalt samarbejde, for på den ene side at kunne sikre sig mod tysk enegang

ikke vil ske igen, men samtidig også en indbinding af den tyske økonomi i verdenshandlen, så man

kunne videreudvikle Tysklands demokratiske principper.

Tysklands rolle efter genforeningen har spillet en stor rolle i opfattelsen af artikel 24 (2), da man

tidligere under den Kolde Krig kunne betragte Tysklands behov for at deltage i et kollektivt system

af sikkerhed, som et værn mod Sovjetunionen. Det var dermed en mere defensiv rolle som Tyskland

indtog i det internationale system, men efter genforeningen er kravet om tysk deltagelse i missioner

steget, og som følge af at den tyske hær er stærk indbundet i NATO, så er det fra tysk side svært at

manøvrere i det internationale system. Denne artikel er meget væsentlig for analyseafsnitte, da man

i Tyskland har ageret på vidt forskellig vis under hensyn til artikel 24 (2). Tysklands deltagelse i

missioner er sket på vidt forskellige grundlag, hvilket vi bl.a. har set med indsatserne i Kosovo og

Afghanistan, hvor fortolkningen af kollektiv sikkerhed er blevet opfattet på ny vis. Omvendt har

Tyskland også modsat sig det internationale system, hvilket vi så med Irak-krigen, hvor Tyskland

bl.a. sammen med Frankrig nægtede at være del af den internationale koalition, som væltede

Sadddam Hussein.

4.1.3. Artikel 87a (2)

13



” Außer zur Verteidigung dürfen die Streitkräfte nur eingesetzt werden, soweit dieses

Grundgesetz es ausdrücklich zuläßt.“ (Deutscher Bundestag 2010: 87a (2))

I henhold til de ovennævnte artikler samt GG som helhed kan den tyske hær kun blive indsat til

forsvar af Tyskland, hvilket giver et godt billede af indsatsmulighederne for den tyske hær, dog

foreskriver artikel 87a, at man kan gøre en undtagelse og sende militært personel ud, hvis det står

udtrykkeligt i GG. Denne artikel står i samspil med artikel 24 (2), der foreskriver, at Tyskland kan

deltage i et kollektivt samarbejde til forsvar af fred. Det viser os blot, at en artikel (artikel 87a) leder

os hen til næste artikel (artikel 24 (2)), og at der ved fortolkningen af hver enkel artikel kan opstå

fortolkningsvanskeligheder, der dermed er med til at besvære beslutningen omkring emner der

berør disse områder.

Den tyske hær var under den Kolde Krig kun tiltænkt en rolle til forsvar af nationen, og derfor

fyldte problematikken omkring indsættelsen af tyske tropper uden for Tyskland ikke meget i den

offentlige debat, men siden Genforeningen og Tysklands nye rolle i Europa og Verden, så er disse

artikler blevet vigtige elementer i udformningen af nyere tysk sikkerhedspolitik.

Med øje for de omtalte dele af GG så viser det sig, at GG er blevet udformet i sådan grad, at det

ikke skal kunne være muligt for landets ledere at misbruge magten på samme måde som Hitler

gjorde det under sit regime. Man har igennem disse grundlovsforankrede artikler sørget for at skabe

et Tyskland efter 2. Verdenskrig, der har haft fast retningslinjer for skabelsen af

sikkerhedspolitikken.

4.2. Weissbuch 2006

I 2006 udsendte BMVG en hvidbog om det tyske forsvar, og de ændringer som forsvaret står over

for siden Tysklands genforening. Hvidbogen, som bliver udsendt af BMVG, behandler de

overordnede retningslinjer inden for det tyske forsvar og sørger for en samlet opsummering af de

områder, hvor forsvaret skal udvikle sig. Hvidbogen fra 2006 giver et godt billede af, hvordan

Tyskland ser deres rolle i verdenssamfundet, hvidbogen bærer tydelig præg af ændringer i forhold

til den tidligere udgave, der udkom i 1994. Forskellen på de to udgave er primært at udgaven fra

2006 forholder sig mere til terrorismen og andre ubekendte sikkerhedstrusler, der stammer fra ikke-

statslige kilder.

14



Forsvarsministeren på daværende tidspunkt Dr. Franz Josef Jung udtalte (BMVg. 2006) i

forbindelse med udgivelsen af hvidbogen fra 2006, at det tyske forsvar stod overfor markante

ændringer i de kommende år, især i forhold til den nye situation hvor han kommenterede: ”Sie ist

immer mehr zur einer Armee im Einsatz geworden” (BMVg. 2006: 4). Med denne udtalelse

tydeliggjorde han formålet med hele hvidbogen, da den omhandler de nye sikkerhedspolitiske tiltag,

som den tyske regering må foretage for at tilpasse forsvaret til den verdenssituation som den står i.

Hvidbogen spiller en klar rolle i oplysningen af forsvaret og hele den nye opfattelse, som følger

med i at have en hær, der aktivt deltager i internationale missioner. For at kunne forstå det vigtige i

at oplyse befolkningen om de nye sikkerhedspolitiske udfordringer, som forsvaret står overfor, er vi

nød til at forstå den historiske kontekst, som forsvaret skal ses i. Bundeswehr har siden oprettelsen

været indbundet i NATO, for på den måde at sikre de andre medlemslande en hvis kontrol og

overvågning af tysk militær, samtidig med at Tyskland kunne opnå sikkerhed fra sine allierede mod

Øst-blokken. Weissbuch 2006 udkom, efter de første tyske deltagelser i internationale missioner, og

man havde dermed opnået en anden status end ved forgængeren, der udkom i 1994. Det tyske

forsvar havde bevæget sig fra at være ”Bündnisarmee” til ”Einsatzarmee”, og det er følgerne af

disse ændringer som hvidbogen 2006 behandler.

Kerneelementet i hvidbogen er terrorismen (BMVg. 2006), som bliver beskrevet som værende den

største trussel mod Tyskland og dets sikkerhed. Terrorens ansigter er mange, og teksten bærer præg

af begivenhederne 9/11 2001, terror bliver betragtet som værende en assymetrisk fare, hvor du ikke

kan beskytte dig på traditionel vis altså med forbedringer af materiel eller udvidelse af personel,

men derimod er nød til at ændre tilgangen til sikkerhedspolitik. Den sikkerhedspolitiske vinkel som

hvidbogen pointere er, at man i langt højere grad er nød til at forebygge terrorisme, dermed føre en

præventiv sikkerhedspolitik, der gør det svært for terrorismen at få fodfæste i samfundet.

Regeringens holdning til bekæmpelsen af terror tydeliggøres i hvidbogen, her beskrives at militært

personel skal bruges til forsvar af tyske interesser, også selvom de skal indsættes så langt væk som

Afghanistan.

De generelle emner som hvidbogen opstiller som værende afgørende punkter inden for

sikkerhedspolitikken er (BMVg. 2006: 24):

- Sikre borgernes sikkerhed, frihed, velstand og demokrati og beskytte dem mod farer.

- Sikre Tysklands suverænitet og ukrænkelighed.

15



- Være med til at forebygge regionale kriser og konflikter, der kan influere på Tysklands

sikkerhed, samt være villig til at bidrage til konfliktløsning, skulle det komme så vidt.

- Imødekomme globale udfordringer, her tænkes især på truslen fra international terrorisme

og udbredelsen af masseødelæggelsesvåben.

- I henhold til menneskerettighederne at være med til at styrke det internationale samfund.

- Være med til at fremme den frie og uhindrede verdenshandel som grundlag for vores

velstand, og på den måde bidrage til at mindske kløften mellem de rige og de fattige

verdensregioner.

Den tyske regerings tilgang til disse emner har i høj grad været, at man så vidt mulig skulle søge

deltagelse i multilaterale aftaler, der gør, at man i samarbejde med mange andre nationer prøver at

løse problemerne i fællesskab. Deltagelse i organisationer som FN, NATO, EU og OSCE er ifølge

hvidbogen Tysklands måde at sørge for sikkerhed og stabilitet i landet, da den politiske udvikling i

Europa og resten af verden er afgørende for, at man kan skabe et sikkert Tyskland.

Den samarbejdsvenlige udenrigspolitik, som har præget Tyskland de sidste 60 år, går igen i

sikkerhedspolitikken, da disse områder utvivlsomt er tæt forbundet, dog er det nye, at man først

siden genforeningen har fået flere sikkerhedspolitiske værktøjer at arbejde med.

Den såkaldte out-of-area debat, blev indledt i kølvandet på genforeningen. Her opstod en diskussion

om hvorvidt Tysklands nye rolle i Europa og Verden ikke også havde betydning for Tysklands

muligheder og forpligtelser i forhold til sikkerhedspolitiske aktioner uden for landets grænser.

4.3. Urteil vom 12. Juli 1994

Den 12. juli 1994 udstedte BVerfG rammerne for tysk deltagelse i bevæbnede internationale

missioner, dog er disse retningslinjer til stadig diskussion, da fortolkningen af afgørelsen kan være

forskellig fra regering til regering. Udgangspunktet for denne afgørelse kom efter en klage fra

partierne FDP og SPD over tysk deltagelse i AWACS overvågningsflyvninger over Bosnien for at

sikre en no-flight zone og operation Sharp Guard (NATO/WEU 1996) som var en embargo mod

resten af Jugoslavien, hvor tyske krigsskibe deltog, samt UNOSOM II1 hvilket var en fredsskabende

mission i Somalia, hvor det tyske forsvar bl.a. bidrog med personel til forhindring af en humanitær

katastrofe.

1 Bundesministerium der Verteidigung. Se bibliografi.

16



Denne afgørelse fastslog at det var tilladt for tyske tropper at deltage i fredsskabende missioner

uden for de tyske grænser, så længe det var ifølge artikel 24 (2) i grundloven, som siger, at

Tyskland gerne må deltage i et system af kollektiv sikkerhed til bevaring af freden. Ydermere

fastslog BVerfG at både NATO og WEU kunne betragtes som værende et system af kollektiv

sikkerhed, hvilket har medført, at der nærmest ingen grundlovsforankrede forhindringer er for de

såkaldte out-of-area indsatser, som har været meget diskuteret i det tyske samfund. Udløseren for

denne debat var artikel 87a (2), som også er omtalt i afsnit 4.1.3., der blev indført i 1968 og

omhandler, at de tyske tropper kun kan indsættes til forsvar medmindre at grundloven klart

udtrykker andet. Her klarlagde BVerfG at artikel 87a (2) omhandlede indsættelsen af tropper i

Tyskland, og at denne lov ikke var kommet til for at begrænse de udenrigs- og sikkerhedspolitiske

handlingsmuligheder, dog er der stadigvæk uvished om brugen af artikel 24 (2) til militære

indsatser uden for Tyskland, også skal kunne virke i samarbejde med artikel 87a (Gareis 2006). For

i tilfældet af at de to artikler skal sammenkobles, kræver det, at man definerer tydeligt, hvor

grænsen for selvforsvar går, og hvor langt man kan gå for at beskytte tyske interesse og værdier.

BVerfG besluttede dog i denne forbindelse, at regeringen var nød til at lade forbundsdagen stemme

for igangværende og kommende missioner, hvis de skulle godkendes. På den måde sørgede BVerfG

at indføre parlamentarisk kontrol over for regeringen med hensyn til indsættelsen af forsvaret, dog

har forbundsdagen ikke initiativ-ret på internationale operationer, da det stadigvæk er regeringen,

som har den fulde kontrol omkring detaljerne i operationerne, som bliver aftalt i samråd med den

organisation som har mandatet for indsatsen.

Denne dom lod det altså være op til de tyske beslutningstageres fortolkning af, hvad GG tillod af

militære aktioner. Dette var begyndelsen til en omstrukturering af det tyske forsvar, der hverken

materielt eller personelt var udrustet tilstrækkeligt til, at kunne indgå på lige fod med allierede stater

med henblik på deltagelse i internationale missioner. Omvendt opstod der med denne afgørelse også

et behov for at forklare det tyske folk, at man nu havde muligheden for at deltage i fredsskabende

aktioner, hvilket af offentligheden kunne tolkes som, at Tyskland nu igen var i krig på trods af den

historiske kontekst under Hitler-regimet.

5. Analyse

Som udgangspunkt for analysen i denne opgave er vi nød til at tage fat i kernen af

problemformuleringen, transformation. Hvad består transformation af, i dette tilfælde hvad består

17



transformationen af den tyske sikkerhedspolitik af? Ved at undersøge hvilke ændringer der har

været foretaget i tysk sikkerhedspolitik, og hvorfor ændringer kom, hvilke årsager der har gjort, at

tyske politikere har valgt at regere Tyskland, som det land vi kender i dag.

5.1. Tyskland efter 2. Verdenskrig – Et opgør med fortiden og ny identitet

For at kunne forstå transformationen af den tyske sikkerhedspolitik siden genforeningen, er vi nød

til at kigge på perioden under den kolde krig. Tysk sikkerhedspolitik og udenrigspolitik var i det

hele taget kraftigt præget af den kolde krig, magtkampen og den evige frygt for eskalation.

Tyskland var geografisk set grænsen mellem øst og vest i den daværende verdensorden. På den ene

side havde man Vesten de (vest-) tyske allierede, som skulle sørge for sikkerhed mod truslen fra

Øst, hvor Sovjetunionen truede.

Den nye Bundesrepublik havde som udgangspunkt tre udenrigspolitiske mål, som den forsøgte at

opfylde, og som var øverste prioritet. Disse tre mål var sikkerhed, suverænitet og samling af det

delte Tyskland (Gareis 2006), men opfyldelsen af alle målene var svært, da betingelserne for at

opfylde de enkle mål, gjorde det svært at forene alle tre. Tyskland var som ny nation fuldstændig

ubeskyttet mod fremmed magter, da de allierede først tillod oprettelsen af Bundeswehr midt i

1950’erne, og Tyskland var derfor afhængig af at blive indbundet i multilaterale aftale, som kunne

garantere for landets sikkerhed. Tysklands deltagelse i NATO var derfor ligefor, men hele ideen

omkring NATO afhang af at USA var med, for på den måde at skabe en betydelig militær styrke,

som kunne give organisationen mening. Deltagelsen i NATO betød derfor, at Tyskland bekendte sig

til vest-politik og skabte derved større distance til Sovjetunionen, og en genforening af Tyskland

blev yderligt besværliggjort.

Generelt for den sikkerhedspolitiske situation i Tyskland under den Kolde Krig var, at Tyskland

konstant var truet af stormagten mod øst, og det var i forhold til den trussel, at politik blev lavet. For

det nye Tyskland under Konrad Adenauer var det vigtigt at indgå, som tidligere omtalt i de

multilaterale aftaler, men samtidig var der en stigende forventning om, at genopruste det tyske

forsvar. Som Adenauer så det, kunne oprustningen af forsvaret medføre tre ting (Haftendorn 2001):

man kunne få noget af den suverænitet tilbage, som de allierede havde taget efter afslutningen på 2.

Verdenskrig, dernæst ville det give en hvis sikkerhed over for det sovjettisk besatte DDR, hvor et

stigende antal sovjettiske tropper udgjorde en reel trussel for Tyskland, hvis det reelt skulle komme

18



til en ny krig, og sidst ville et genoprustet Tyskland ifølge Adenauer føre en øget europæisk

integration med sig.

For Konstruktivismen at anskue Tysklands ageren under den Kolde Krig, så vil den forklare den

tyske passivitet med en manglende identitetsdannelse i samfundet. En forklaring kunne være, at

tyskerne følte en hvis skam over for Europa og Verden i det hele taget, og denne skam gjorde, at

man var meget forsigtig med at skabe en identitetsdannelse, skabe en nation af tyskere, der var

stolte af at være tyskere. Forudsætningen for tyskerne, hvis der skulle skabes en national identitet,

var opnåelsen af suverænitet og for flere lande deriblandt Frankrig, var det svært at acceptere

genoprustningen af det nye Tyskland. Det resulterede bl.a. i at det franske parlament ikke

ratificerede EDC (Gareis 2006: 54) aftalen 1954, som var et første forsøg på at indbinde Tyskland i

internationalt samarbejde. EDC var et forsøg på at skabe en europæisk hær med deltagelse af en

lang række europæiske nationer, og man anså det som en mulighed for at skabe en stabil situation i

Europa. Frankrig frygtede, at dette samarbejde kunne udvikle sig således, at Tyskland ville blive det

dominerende land i samarbejdet, når landets økonomi ville komme på ret køl igen, og man ønskede

derfor bl.a. større finansiel støtte fra USA samt britisk deltagelse i samarbejdet, der ville kunne give

noget modvægt til tysk indflydelse. Frankrig var stadigvæk nervøs for større tysk indflydelse, og da

hverken USA eller Storbritannien var med på ideen, så faldt forslaget til jorden. Som Haftendorn

udtaler i forbindelse med sammenbruddet af EDC-aftalen:

”Es siegte die Furcht vor dem Wiedererstehen deutscher Macht, auch wenn diese in eine

westeuropäische, gegen die sowjetische Bedrohung gerichtete Verteidigungsgemeinschaft

einbezogen worden wäre.“ (Haftendorn 2001: 44)

Den skepsis, der hersker blandt nogle af landene i Europa på denne tid, er med til at holde Tyskland

nede, fordi man frygter alternativet.

Et svært slag for Tyskland efter som ideen med EDC var opstået på fransk initiativ, men nu ville de

pludselig ikke hjælpe Tyskland med at genfinde en rolle i det internationale samfund. Dette betød at

Tyskland stadigvæk stod udenfor internationalt samarbejde, og at tysk udenrigs- og

sikkerhedspolitik stadigvæk var i de allieredes hænder. Hvis denne situation var fortsat, er min

påstand, at Tyskland ville være gennemgået en identitetskrise, der ville have domineret den tyske

sikkerhedspolitik i lang tid efter krigens afslutning. Hvis dette havde været tilfælde, ville tanken om

en genforening af det splittede Tyskland have været svært at forestille sig, da Sovjetunionen ville

have udnyttet den tyske svaghed til at manifesterer og propagandere DDRs position.

19



Den internationale struktur, som opstår som følge af 2. Verdenskrigs afslutning, gør det muligt for

indflydelsesrige lande, som f.eks. Frankrig at ændre dette system, som konstruktivisterne kalder det,

som så holder Tyskland ude af indflydelse. Konstruktivismens argumentation er, at lande kan

påvirke dette internationale samfund, via deres normer og ideer, slår i dette tilfælde fejl, da den

tyske identitet ikke er stærk nok til at påvirke de gældende strukturer. Konstruktivismen fremhæver

at vi skal have fokus på aktørerne i deres interaktion med hinanden, og vi er vidner til, at Frankrig i

denne situation bruger den historiske kontekst til at gennemføre en aftale primært på franske

præmisser. Så længe der ikke er skabt grobund for en tysk identitet, har de svært ved at agere som

aktør på den internationale scene. Hvad er forklaringen på at Tyskland på dette tidspunkt, inden

medlemskabet i NATO, ikke kan tilpasse sig de strukturer som er fremherskende. Forklaringen skal

måske findes i det politiske vakuum, som Tyskland befinder sig i kort tid efter krigen. Man mangler

et politisk ståsted, hvorfra man kan definere, hvilken vej man vælger i den bi-polare verden.

Med Tysklands optagelse i NATO, kan der fra et tysk synspunkt argumenteres, at der opstår nogle

helt nye politiske strukturer og rammer, inden for hvilke man kan agere. Optagelsen i NATO var

kun første skridt i bekendelsen af den Vest-politik, som Konrad Adenauer førte som

forbundskansler, hvilket betød multilaterale aftaler, en bekendelse for Vest og imod Øst. Optagelsen

i NATO var første skridt mod en Europa-isering af tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik og en ny

tysk national identitet blev skabt, som skulle være fundamentet for det samfund, der efterfulgte det

Tyskland, som var blevet kendt under Hitler regimet. Som Risse forklarer (Risse 2003: 7) var

Adenauers politiske mål, at sørge for en inddragelse af Tyskland i vesteuropæiske strukturer og

dermed ikke følge magtpolitiske mål, der kunne medføre øget tysk suverænitet og indflydelse. Det

ville kunne lede tankerne hen på det Tyskland, som man lige havde nedkæmpet, og som ingen

havde interesse i skulle opstå igen, samt igen at destabilisere den verdensfred man havde opnået

med afslutningen af krigen. Derimod var Adenauers taktik for at opnå Vestens accept af Tyskland,

at man opbyggede landet som civilmagt, hvor en europæisk orientering samt multilaterale

principper skulle danne grundstenen i tysk sikkerhedspolitik, og dermed frasagde man sig

magtpolitiske redskaber til dannelse af det nye Tyskland.

5.1.1. Hvilken rolle spillede Bundeswehr under ”Bonn-republikken”

Efter at Tyskland blev integreret i det internationale samfund, åbnede det samtidig op for brugen af

forsvaret til operationer rundt om i verden, men den tyske indsats blev kendetegnet ved

udelukkende at være af humanitær karakter. Tyskland har deltaget i en lang række internationale

20



missioner siden 19602, dog var brugen af bevæbnede styrker ikke en mulighed, som de tyske

politikere overvejede, da den historiske kontekst stadig var for tydelig til, at man ville sende

bevæbnede tyske tropper til udlandet. Denne udvikling af forsvaret ligger i tråd med det, der

omtales i afsnit 5.1., hvor der argumenteres for, at Tyskland udviklede sig til en civilmagt, hvilket

gør at forsvaret kun deltager i humanitære operationer. Dette var også et led i genoprejsningen af

den tyske agtelse rundt om i verden, da man via disse operationer forsøgte at vise overfor verden, at

det var et nyt Tyskland, der eksisterede nu, og at man havde lært af fortidens fejl.

5.2. Sikkerhedspolitikken under forandring – Situationen efter genforeningen

Rolf Clement beskriver ordet transformation på en måde, der giver os et godt billede af, hvordan vi

skal se den konstante udvikling som sikkerhedspolitikken i Tyskland gennemgår, det kan give os et

indtryk af, hvilke problemer det medfører for Tysklands deltagelse i internationale missioner:

”Die Aussen- und Sicherheitspolitik Deutschlands ist geprägt durch den Begriff ”Transformation”.

Dieser Begriff unterscheidet sich von dem der ”Reform” – zumindest im politischen Bereich –

dadurch, dass eine Reform irgendwann einen Abschluss finden soll, während die Transformation

ein Prozess andauernder Anpassung politischer Strategien und der Mittel zur Durchsetzung von

Politik an die sich verändernden Rahmenbedingungen ist.“ (Jäger, Höse & Oppermann 2007: 123)

BMVg udgav i 1992 og 2003 de sikkerhedspolitiske retningslinjer (VPR), som et svar på den

ændrede verdenssituation, et genforenet Tyskland stod over for at skulle indtage en ny og mere

indflydelsesrig rolle i verdenssamfundet. Med udgivelsen af VPR i 1992 forsøgte man, at definere

den rolle som Tyskland skulle indtage, og her gjorde man det tydeligt, at Tyskland skulle fortsætte

indbindingen i de internationale strukturer, som landet hidtil havde været, VPR 1992 definerede

Tysklands rolle, dog kan det argumenteres, at beskrivelsen var noget vag. Man konstaterede, at de

lande som førhen havde udgjort en trussel mod tysk sikkerhed nu kunne betragtes som venner, og at

en krig på hjemmefronten nu var af meget usandsynlig karakter. På trods af den stærkt forbedrede

sikkerhedspolitiske situation som afslutningen af den Kolde Krig havde medført, forsøgte man dog,

at definere de ny risici, som Tyskland var nød til at møde, og ifølge VPR 1992 kunne Tysklands

sikkerhedspolitik ikke længere afgrænses geografisk (BMVg 1992: pkt. 24), trusler mod tysk

sikkerhed kunne som følge af verdenssituationen opstå hvor som helst, og derfor skulle både

forsvaret og sikkerhedspolitikken tilpasses.

2 Bundesminister der Verteidigung. Se bibliografi.

21



VPR 1992 konstaterede dog også, at Sovjetunionens sammenbrud kunne medføre, at etniske og

nationale konflikter kunne blusse op især i de sydøsteuropæiske lande, da de var blevet holdt nede

under den Kolde Krig. Målet var at stabilisere Europa ved at arbejde for en udvidet kooperation og

integration af de bestående internationale organisationer, der kunne skabe en endnu større

afhængighed landene imellem, og Tyskland havde en meget vigtig rolle, da man som økonomisk og

sikkerhedspolitisk indflydelsesrigt land havde afgørende indflydelse på, hvorvidt det skulle lykkes

(BMVg 1992).

Vi kan nu konstatere, at den tyske sikkerhedspolitik ikke ændrede sig grundlæggende fra, hvad den

havde været før genforeningen, man kan nærmest tale om kontinuitet i den politiske holdning, da

hovedpunktet stadigvæk er samarbejde på internationalt niveau. Hvordan kan det så forklares, at

den transformation, som jeg påstår, trods alt er sket, og hvilken indflydelse det har haft på Tyskland

deltagelse i internationale missioner?

Ud fra et konstruktivistisk synspunkt kan vi forklare transformationen af den tyske

sikkerhedspolitik med, at der sker en grundlæggende forandring i den internationale struktur, som

følge af det nye Europa der opstår, hvilket gør at staterne skal redefinere dem selv i forhold til

hinanden. Tyske sikkerhedspolitiske interesser baseres stadigvæk på den identitetsdannelse, der er

blevet skabt i løbet af de sidste 40-50 år. Tyskland fastholder denne kurs, og at denne form for

”path-dependency” kan forklare, hvorfor Tyskland ikke forfulgte magtpolitiske mål efter

genforeningen, da man der stod stærkere og havde genvundet suverænitet. Da Adenauer i sin tid

skabte tysk sikkerhedspolitik med den klare vision om europæiske samarbejde, og at tysk alene-

gang hørte fortiden til, så har den stærke europæiske identitet, som tyskerne har medvirket til, at der

er en klar linje i sikkerhedspolitikken.

Realismen har svært ved at forklare den tyske politik efter genforeningen, da landet ifølge realismen

ville have forsøgt at opnå større suverænitet og magt, og dermed positionerer sig stærkere i forhold

til de andre lande. Man kan argumentere for, at det var en unik chance for Tyskland at udvikle sig

til en stærk stat på bekostning af de andre europæiske lande, specielt over for Frankrig. Tyskland

kunne have udnyttet denne mulighed til at profilere sig i forhold til Frankrig og udnyttet sin

økonomiske størrelse og politiske indflydelse til at fratage Frankrig noget af deres indflydelse.

Magtpolitk var dog aldrig et mål for Kohl-regeringen, og da realismen ikke kommer med et bud på

Tysklands ageren, er konstruktivismens forklaring at transformationen i sikkerhedspolitikken skal

ses som et resultat af det ændrede internationale system, hvori landene befinder sig. Ændringen i det

22



internationale system sker under den forudsætning, at de andre stater har ændret deres holdning til

systemet, og det er det, der gør at systemet ændrer sig. Konstruktivismen siger, at det internationale

system er en konstruktion af staterne, og at staterne derfor hele tiden kan påvirke og ændre dette

system. Med genforeningen af Tyskland skabes der en opfattelse blandt de andre stater, at det her er

en stærk stat under opbygning, og at man derfor forventer at denne nye stat indtager en

fremtrædende rolle i det internationale samfund. Min argumentation går derfor på, at

transformationen sker i de internationale strukturer, at det er strukturerne som har påvirket Tyskland

til, at deltage mere aktivt i de internationale missioner. Kritikere ville mene, at tysk udenrigs- og

dermed også i nogen grad sikkerhedspolitik har været præget af kontinuitet, og det kan jeg til en

hvis grad også godt acceptere, men kontinuiteten består i, at man har fastholdt de grundlæggende

værdier frihed og fred, der er karakteristiske for politikken (Haftendorn 2006: 388).

5.2.1. Delkonklusion

”Westintegration” som tyskerne kalder det, er grundtanken i tysk sikkerhedspolitik, og har stået for

både transformation og kontinuitet. Genforeningen og de deraf frigjorte politiske muligheder har

betydet en stor forandring for det politiske råderum, hvor sikkerhedspolitikken skulle agere.

Sikkerhedspolitik er ikke længere noget, der skal opfattes som værende et politisk redskab til

beskyttelse af landet, men derimod et redskab der kan bruges i andre og helt nye sammenhænge,

som f.eks. i fredsskabende missioner, der har været utænkelig for tyske politikere før

genforeningen. VPR 1992 skabte det fundament, hvorpå Tyskland op igennem 90’erne skulle

forsøge at danne deres sikkerhedspolitik og forholde sig til den nye omverden landet befandt sig i.

Ud fra afsnit 5.2. kan vi konkludere, at de internationale strukturer har ændret sig og dermed også

ændret de forventninger, der stilles til Tyskland som stat, ved at man har opnået det største

indenrigspolitiske mål, genforeningen, og landets sikkerhed er ikke længere truet af Sovjetunionen.

Den sikkerhedspolitiske situation omkring udgivelsen af VPR 1992 bærer dog præg af, at man er

ved at orientere sig på ny, og at der er usikkerhed om hvem, som ifølge Kants kulturmodel udgør

tredjepartstruslen (afsnit 3.1.1.).

5.3. Væbnede indsatser – legitimt?

I hvor høj grad var der sammenhæng mellem, det fremtidsperspektiv udgivelsen af VPR skulle give

og så brugen af forsvaret som sikkerhedspolitisk redskab. Bilag 1 viser de militære aktioner

23



Tyskland pt. deltager i, men i hvilken kontekst skal vi se disse aktioner, er de i tråd med den linje

som VPR og hvidbøgerne udlægger, og hvordan kan vi forklare Tysklands deltagelse i out-of-area

missioner.

VPR fra 1992 er ikke tydelig i udmeldingen om, hvorvidt Tysklands deltagelse i internationale

mission med bevæbnede styrker er en del af de sikkerhedspolitiske tiltag. Argumentationen i VPR

1992 er, at det tyske forsvars primære opgave stadigvæk er ”Verteidigung” og med denne opfattelse

skaber man ikke fundament for, at out-of-area missionerne kan foregå som fredsskabende

operationer.

Afslutningen på øst-vest konflikten har ændret opfattelsen af sikkerhed, og hvordan vi skal skabe

sikkerhed og netop denne nye orientering er hvad VPR 1992 bibringer sikkerhedspolitikken.

Udenrigsministeren i 1992 Volker Rühe beskriver i VPR, at Tyskland nu skal tage aktiv del i

skabelsen af fred i Europa og dermed bevæge sig væk fra situationen under den Kolde Krig.

Udviklingen af de sikkerhedspolitiske redskaber er dog blevet intensiveret løbende, hvilket krigen i

Kosovo er et meget godt tegn på. BVerfGs afgørelse fra 1994 skabte hjemmel for de tyske troppers

indsættelse i krigszoner uden for NATO-områder, og denne afgørelse var der ikke taget højde for i

VPR 1992, der ikke tager højde for de den tyske hærs indsættelse i out-of area.

Sikkerheden i Europa er med blokkonfrontationens forsvinden øget betragtelig, og de nye

sikkerhedspolitiske mål skal defineres på ny, men her er VPR 1992 ikke i stand til at forklare den

transformation, der sker i brugen af det tyske forsvar som et aktivt fredsskabende redskab. VPR

1992 bygger på en opfattelse af, at Tyskland fortsat er civilmagt, der skal fremme en kollektiv fred i

Europa med politiske midler og yderlig manifestering af de multilaterale aftaler (BMVg. 1992): pkt.

17). Det fremgår klart, at tyske militære operationer skal foregå i samarbejde med EU, FN og

NATO, og at militære midler ikke længere er det fremmeste redskab til stabilisering af

verdensfreden. Dog var man ved at anerkende, at forsvarets rolle skulle nytænkes, hvilket VPR gav

udtryk for, da man konstaterede, at der var behov for, at tyske tropper skulle kunne deltage i krise-

og konfliktmanagement udenfor landets grænser (BMVg 1992: pkt 37), som et led i fred- og

stabilitetsskabelse i det nye Europa.

Hvordan skal vi forstå, at de tyske politikere op igennem 90’erne i konstant større omfang indsatte

tyske tropper i brandpunkter rund om i verden lang uden for NATO område. En forklaring kan

være, at det øgede pres fra det internationale samfund, der medførte at tyskerne var presset til at

deltage på lige fod med dets allierede, så længe det ikke var imod de grundlovsforankrede

24



principper. Tyskland havde under den anden Golfkrig nægtet militær deltagelse, men valgte dog at

kompensere denne afgørelse med at bidrage med omkring 17 mia. DM. Dette fik folk til at døbe

Tyskland som værende et ”Scheckbuchdiplomatie” (Gareis 2006: 176), som et billede på at man

forsøgte at købe sig ud af problemerne, og dermed ikke behøvede at tage stilling til, hvorvidt det var

Tysklands ansvar at deltage i sådanne missioner. De tyske politikere var nød til at forholde sig til

den nye sikkerhedspolitiske situation og som årtiet skred frem, blev de tyske militære aktioner mere

og mere almindelig. VPR 1992 fastslår at den politiske legitimationsramme for brugen af det tyske

forsvar er, at de bruges til forsvar af den tyske sikkerhed, men det forklarer ikke hvorfor Tyskland

deltog i en krig i Kosovo, der vel ret beset kan anses som værende en angrebskrig.

Forklaring på hvorfor Tyskland alligevel valgte at følge NATO ind i en krig, der manglede et

legitimerende FN-mandat, skal findes i regeringens umiddelbare fortolkning af krisen på Balkan.

Regering omkring forbundskansler Gerhard Schröder så situationen som en humanitær aktion, hvor

det var de undertrykte kosovo-albanere, der skulle reddes fra det undertrykkende serbiske militær.

''We have a responsibility toward our allies in NATO,” - ''We also have a responsibility toward the

people of Kosovo, who have become victims of the most gruesome human rights violations.'' - Ger-

hard Schröder (SPD) (Czuczka 1999)

Objektivt set er det svært at forklare denne mission som værende en udelukkende af humanitær

karakter, ikke mindst da bombningen af Jugoslavien begyndte, hvor tyske kampfly deltog. Tyskland

deltagelse i krigshandlinger kunne ikke længere fornægtes, hvilket var første gang siden 2.

Verdenskrig. Den debat som opstod i forbundsdagen omkring Tysklands engagement i Kosovo,

karakteriserede sig ved, at retorikken var præget af følelser, hvilket betød, at der ikke blev taget en

objektiv vurdering af Tysklands rolle i krigen. Dr. Wolfgang Schäuble (CDU) udtalte i forbindelse

med denne debat: ”to be willing to protect fundamental human rights and peace; through integra-

tion, through regionalization, and if necessary through the use of military force.” (Leithner 2009:

38)

På de små 10 år der er gået siden genforeningen, har den tyske forbundsdag ændret deres opfattelse

af sikkerhed og fred i verden. Leithner argumentere, at den tyske udenrigspolitiks fremmeste mål

har været stabilitet og fred, og at militære interventioner ikke var midlet til at opnå disse mål, men

derimod samarbejde og multilaterale aftaler. Den historiske kontekst skabte en fredsfokuserende

identitet hos det tyske folk, men Leithners pointe er, at politikerne på 10 år har ændret deres

25



opfattelse af, at fred skal skabes via intervention, og dermed sagt at krigen i Kosovo er beviset på

den nye kurs som forbundsdagen har slået ind (Leithner 2009: 38).

Men hele denne situation opstår på baggrund af de omvæltninger, der sker i de internationale

strukturer, hvor konstruktivismen kan forklare de mål, der opstillet VPR 1992 som Tysklands

forsøg på at påvirke de gældende strukturer, ved at positionere Tyskland på ny og bygge videre på

den tyske identitet omkring europaisering igennem tættere samarbejde i NATO, FN og EU men

også via udviklingen i verdenshandelen for på den måde at fremme relationerne mellem staterne og

sørge for at det er i fælles interesse at skabe vækst. VPR 1992 ser Tyskland som civilmagt, med et

ansvar for i kollektivt samarbejde at sikre stabilitet og fred, men i forhold til de nye VPR udgivet i

2003 af den daværende forsvarsminister Peter Struck (SPD), har den ikke i samme fokus på de nye

ansvarsområder som den militære del af den tyske sikkerhedspolitik i dag omfatter. VPR 1992 er

simpelthen ikke eksplicit nok til at kunne definere den rolle som Tyskland op igennem 90’erne

indtager, og derfor er der ikke konsensus mellem VPR og indsatsen i Kosovo, for at tage et

eksempel.

Der hvor den helt basale forskel ligger mellem de to VPR er deres forfatningsmæssige forankring,

hvor VPR 1992 stadigvæk bekender sig til, at det tyske forsvar skal bruges til forsvar af nationen,

ved at forholde sig til artikel 87a (2) (BMVg. 1992: pkt. 38), hvilket betyder at den ikke tager højde

for det internationale samfunds øgede forventninger til, at tyske tropper skal hjælpe til i

krigshandlinger. Orienterer VPR 2003 sig mere mod artikel 24 (2) som legitimationen.

5.3.1. Delkonklusion

Krigen i Kosovo var på mange måder meget kontroversiel ikke mindst pga. af at den ikke var

sanktioneret af FN umiddelbart, og det at tyske tropper deltog i krigshandlingerne på Balkan, var

det afgørende skridt væk fra imaget som civilmagt, som Tyskland historisk var blevet anset som. De

VPR 1992 mangler politisk konsistens til at guide sikkerhedspolitikken og fungerer ikke som den

rettesnor, som dette dokument egentlig var tiltænkt som. Det bliver derimod BVerfgGs afgørelse fra

12. juli 1994, der bliver den afgørende faktor der, legitimerer brugen af tyske tropper out-of-area,

og denne afgørelse ændrer fuldstændig de tyske muligheder i det internationale system, da man nu

aktiv kan skabe freden via forsvaret mod tidligere tiders fokus på samarbejde. Det bliver derfor først

med VPR 2003, at Tyskland officielt ændrer sikkerhedspolitikken i en mere offensiv retning og

vedkender sig dette ansvar med at basere sikkerhedspolitikken på artikel 24 (2) i et kollektiv system

26



af sikkerhed, frem for for 87a (2) med BVerfGs afgørelse kan argumenteres at dreje sig om

nationalt forsvar.

5.4. Tyskland i Afghanistan

I VPR 2003 er fokus rettet mod, at Tysklands interesser skal forsvares langt væk, man er gået væk

fra tanken om at Tysklands sikkerhed udspringer nationalt, men fokuserer derimod på artikel 24 (2)

system af kollektiv sikkerhed. Den sikkerhedspolitiske udvikling op igennem 90’erne var man ikke

fremsynet nok til at kunne definere i VPR 1992, men det kompenserer VPR 2003 i høj grad for.

Tydeligt inspireret af terrorangrebene d. 11. September 2001 defineres Tysklands

sikkerhedspolitiske trusler som væsentlig forandret og man bevæger sig yderlig i retning af en øget

indsættelse af tyske tropper til forsvar af tyske interesser.

”Die Sicherheitspolitische Lage erfordert eine auf Vorbeugung und Eindämmung von Krisen und

Konflikten zielende Sicherheits- und Verteidigungspolitik, die das gesamte Spektrum

sicherheitspolitisch relevanter Instrumente und Handlungsoptionen umfasst und auf gemeinsamem

Handeln mit Verbündeten und Partnern aufbaut.“ (BMVg. 2003: s. 19)

Dette uddrag fra VPR 2003 kan ses som en tydelig bekendelse til brugen af militære midler i den

nuværende verdenssituation. Med terrorangrebene på USA ændrede det internationale system sig

endnu engang grundlæggende, denne gang har man måtte konstatere at det er en usynlig fjende vi

kæmper mod og at det ikke er muligt geografisk at inddæmme truslen. BMVg. 2006 beskriver

situationen i Afghanistan som et mønstereksempel på, hvordan det er i verdenssamfundets interesse

at sørge for at stabilisere de regioner rundt om på jorden der er truet af konflikt. Da Taliban overtog

magten i Afghanistan skabte det et frirum for terroristiske aktiviteter, da landet med det nye styre

meldte sig ud af verdenssamfundet. Det er denne trussel som både VPR 2006 og BMVg. 2006

erkender som værende den største trussel mod Tysklands sikkerhed.

USA erklærede ”war on terror“ og Afghanistan indsatsen blev godkendt ifølge NATOs charta 5 der

anerkender angrebet på et medlemsland og derfor også godkender ”Operation Enduring Freedom”,

der skulle fjerne Taliban fra magten og den efterfølgende ISAF (bilag 2) missioner, hvor tyske

tropper deltager. Hvad er problemet ved denne tydelige jagt på terrorister som USA leder og som

Tyskland deltager i. Ifølge Masala skaber det bekymring at Tyskland deltager så aktivt i bl.a.

Afghanistan på trods af at det er en mission tildelt et FN mandat, der skal bevare fred og stabilitet

27



indtil det nye Afghanistan kan tage over. USA har med deres ad-hoc koalition i Irak og deres

manglende hensyntagen til operationer i kollektive systemer, svækket de multinationale

organisationer og her er det at Masala frygter at den tyske indflydelse og dominans vil øges, i takt

med at med den stadig stigende brug af militære midler i kampen for fred. Det skyldes at den tyske

sikkerhedspolitik befinder sig i en glidebane, man kan ikke vide hvor det ender (Masala 2008: 24),

BMVg. 2006 samt VPR 2003 er på baggrund af oplevelserne i Kosovo og krigen i Afghanistan

udformet således at den tyske sikkerhedspolitik kan baseres på øget brug af militære redskaber. De

tyske politikere har hidtil ikke kunne følge med i det tempo som sikkerhedsstrukturerne har ændret

sig og retorikken omkring de tyske militære indsatser giver os et godt billede af, hvordan politikerne

forsøger at sælge ideen om at Tyskland stadigvæk er forsigtig i deltagelsen af missioner.

Gerhard Schröder udtalte i forbindelse med aktiveringen af NATOs charta 5 efter terrorangrebene i

USA (Leithner 2009: 66 ff.) at det var Tysklands pligt at gengælde den solidaritet USA havde vist

Tyskland efter 2. Verdenskrig. På trods af aktiveringen af charta 5, hvilken siger at alle

medlemslande i NATO skal assistere i det angrebne land i de tiltag der gøres til forsvar af

sikkerheden. Tyskland deltager i dag stadigvæk i ISAF missionen.

6. Konklusion

Tyskland har de sidste 20 år gennemgået en markant udvikling, længe glemt er den fastlåste

situation under den Kolde Krig, hvor tyske soldaters eneste opgave var at beskytte de nationale

grænser mod truslen fra øst. Tyskland deltager pt. i 11 missioner rundt om på kloden, vi kan

konkludere at de sikkerhedspolitiske retningslinjer som skulle danne vejen for udviklingen af den

tyske sikkerhedspolitik er blevet overhalet inden om, af en nation der på baggrund af BVerfGs

afgørelse i ’94 der skabte hjemmel for at tyske tropper kunne deltage out-of-area, har taget kæmpe

spring i forhold til brugen af militært personel. Vi kan konstatere at der med afgørelsen sker et

afgørende paradigmeskifte fra at tolke artikel 87a (2) som den primære rettesnor for indsatser til at

bruge artikel 24 (2), stadfæstes at Tyskland skal deltage i en aktiv rolle i sikring af fred og stabilitet.

Dette er med til at bryde den traditionelle tyske sikkerhedspolitik, hvor ”Landesverteidigung”

tidligere var kerneelementet. Med et bliver Tyskland del af et system, hvor landene imellem præger

hinanden. I forhold til NATO indsatsen i Kosovo, så bygger argumenterne for en deltagelse på en

historisk kontekst, at man skal redde det kosovo-albanske folk fra en tyran, ligesom tyskerne skulle

frelses fra Hitler og Afghanistan var det gælden for amerikansk loyalitet under den Kolde Krig. At

28



den historiske kontekst spiller så stor en rolle for Tyskland sikkerhedspolitiske engagement, betyder

at man ikke kan skabe en fast identitet der beror på de sikkerhedspolitiske analyser som de foretager

bl.a. igennem VPR og hvidbøger. Derimod står man i den situation at de internationale partnere

ikke vil lade Tyskland indtage en passiv rolle grundet det økonomiske og politiske sværvægt,

hvilket gør at de forpligtet til at deltage, men omvendt har man en tysk befolkning der ikke deler

politikernes udlægning af hvilke redskaber Tyskland skal bruge for at skabe fred og stabilitet.

Forklaringen på hvorfor tysk sikkerhedspolitik efterhånden omfatter massiv indsats af militært

personel, kan også findes i den identitetsdannelse som tyskerne forsøger at skabe. De frigjorte

politiske muligheder som genforeningen medførte, har på baggrund af presset det internationale

system medført at kontinuiteten i den tyske sikkerhedspolitik er kommet under pres. Man bekender

sig stadigvæk til multilaterale aftaler som er en måde at præge de sikkerhedspolitiske strukturer.

Krigen i Kosovo er den afgørende handling der indleder de markante skift i sikkerhedspolitikken fra

civilmagt med ”verteidigungsarmee” til fredsskabende stat med en ”Einsatzarmee” under

opbygning, hvis virke legitimeres under artikel 24 (2). Dette har betydning for Tyskland i de

internationale forhold da transformation kommer oppe fra via det internationale system og ikke

nede fra som en del af den identitet som befolkningen skal skabe, for at skabe konsensus mellem

befolkningen og politikerne.

Med afgørelsen i 1994 accelerer man processen for tyske troppers deltagelse i out-of-area

missioner, hvilket gør Tyskland til fuldstændigt ligeværdigt medlem i det internationale system,

men denne hastighed som integrationsprocessen har, er samtidig også det der i dag har skabt

problemer for den tyske sikkerhedspolitik. Der er ikke skabt en tydelig profil af hvordan fremtidens

tyske forsvar skal se ud, men ud fra de officielle dokumenter som bliver udgivet med års

mellemrum, har man defineret de opgaver man står overfor. Problemet er så bare

integrationsprocessen bag de mål man har sat via VPR er blevet sat på prøve i langt højere grad end

forventet.

7. Bibliografi

Monografi

Gareis, S. B. (2006). Deutschlands Aussen- und Sicherheitspolitik. Opladen & Farmington Hills: Verlag Barbara Budrich.

29



Green, S. Hough, D. Miskimmon, A. & Timmins, G. (2008). The Politics of the New Germany. London: Routledge.

Haftendorn, H. (2001). Deutsche Außenpolitik zwischen Selbstbeschränkung und Selbstbehauptung. Stuttgart & München: Deutsche Verlags-Anstalt.

Hill, C. & Smith, M. (2005). International Relations and the European Union. Oxford: Oxford University Press.

Jackson, R. & Sørensen, G. (2003). Introduction to International Relations. Theories and ap-proaches. Second Edition. Oxford: Oxford University Press.

Jackson, R. & Sørensen, G. (2006) Introduction to International Relations. Fourth Edition. Oxford University Press. Online Resource Centres. <http://www.oup.com/uk/orc/bin/9780199548842/jack-son_ch06.pdf> - (29.4.11)

Leithner, A. (2009). Shaping German Foreign Policy. History, Memory, and National Interest. London: FirstForumPress.

Risse, T. (2003). Deutsche Identität und Außenpolitik. Freie Universität Berlin. Fachbereich: Politik- und Sozialwissenschaften. Arbeitsstelle: Transatlantische Außen- und Sicherheitspolitik. http://www.fu-berlin.de/atasp

Rittberger, V. & Wagner, W. (2001). German Foreign Policy Since Unification – Theories Meet Reality. uddrag af Rittberger, V. (2001) Foreign Policy of the New germany: Theories and Case Studies. Manchester: Manchester University Press. Online udgave: <http://www.deutsche-aussen-politik.de/resources/conferences/rittberger.pdf> - (29.4.11)

Samleværk

Carlsnaes, W. Risse, T. & Simmons, B A. (2005). Handbook of International Relations. London: SAGE Publications Ltd.

Jäger, T. Höse, A. & Oppermann, K. (2007). Deutsche Außenpolitik. Sicherheit, Wohlfart, Institutionen und Normen. Wiesbaden: VS Verlag für Sozialwissenschaft | GWV Fachverlage GmbH

Artikler i samleværk

Hellmann, G. (2004). Sicherheitspolitik. Beitrag für: Handbuch zur deutschen Außenpolitik. (red.) Herbert Dittgen & Siegmar Schmidt. <http://web.uni-frankfurt.de/fb3/hellmann/mat/Handbuch%20Sicherheitspolitik%204.pdf> – (29.4.11)

30

http://web.uni-frankfurt.de/fb3/hellmann/mat/Handbuch%20Sicherheitspolitik%204.pdf

http://web.uni-frankfurt.de/fb3/hellmann/mat/Handbuch%20Sicherheitspolitik%204.pdf

http://www.deutsche-aussenpolitik.de/resources/conferences/rittberger.pdf

http://www.deutsche-aussenpolitik.de/resources/conferences/rittberger.pdf

http://www.fu-berlin.de/atasp



Jackson, R. & Sørensen, G. (2006) Introduction to International Relations. Fourth Edition. <http://www.oup.com/uk/orc/bin/9780199548842/jackson_ch06.pdf> - (2.5.11) Oxford University Press. Online Resource Centres. http://www.oup.com/uk/orc/bin/9780199548842/ - (2.5.11)

Artikel i tidsskrift

Giessmann, Hans J. & Wagner, A. (2009). Auslandeinsätze der Bundeswehr. In: Aus Politik und Zeitgeschichte vol. 48/2009. Bundeszentrale für politische Bildung. <http://www.bpb.de/files/V55W9G.pdf> - (29.4.11)

Masala, C. (2008). Möglichkeiten einer Neuorientierung deutscher Aussen- und Sicherheitspolitik. In: Aus Politik und Zeitgeschichte vol. 43/2008. Bundeszentrale für politische Bildung.

Naumann, K. (2009). Wie strategiefähig ist die deutsche Sicherheitspolitik? In: Aus Politik und Zeitgeschichte vol. 48/2009. Bundeszentrale für politische Bildung. <http://www.bpb.de/files/V55W9G.pdf> - (29.4.11)

Reeb, H. (2009). Die „neue“ Bundeswehr. In: Aus Politik und Zeitgeschichte vol. 48/2009. Bundeszentrale für politische Bildung. <http://www.bpb.de/files/V55W9G.pdf> - (29.4.11)

Artikler fra Internettet

Czuczka, T. (1999). Schroeder defeats Kosovo critics and bolsters authority. Associated Press Worldstream. <http://www.lexisnexis.com.www.baser.dk/hottopics/lnacademic/?>

Bundesministerium der Verteidigung. UNOSOM II: Einsatz in Somalia. (red.) Bundesministerium der Verteidigung. Leiter des Presse- und Informationsstabes. <http://www.opinfo.bundeswehr.de/portal/a/opinfo/!ut/p/c4/FcsxDoAgDADAH7W7m69QXExBxEZoSYqa-HolNx8u-BO6OVFjFco4ows8-Afs9KtWll0hshi1F8inaOHIcImaFsap95zQbRFrKeMHuc55fw!!/> - (4.5.11)

Bundesminister der Verteidigung. An internationalen Hilfseinsätzen beteiligt sich die Bundeswehr bereits seit dem Jahr 1960. (red.) Presse- und Informationszentrum des Einsatzführungskommando der Bundeswehr. <http://www.einsatz.bundeswehr.de/portal/a/einsatzbw/!ut/p/c4/04_SB8K8xLLM9MSSzPy8xBz9CP3I5EyrpHK9pPKU1PjUzLzixJIqIDcxKT21ODkjJ7-4ODUPKpFaUpWql5lXEp-RmZNWDBfSL8h2VAQAi7eb2w!!/> - (4.5.11)

Officielle dokumenter

31

http://www.einsatz.bundeswehr.de/portal/a/einsatzbw/!ut/p/c4/04_SB8K8xLLM9MSSzPy8xBz9CP3I5EyrpHK9pPKU1PjUzLzixJIqIDcxKT21ODkjJ7-4ODUPKpFaUpWql5lXEp-RmZNWDBfSL8h2VAQAi7eb2w!!/



http://www.opinfo.bundeswehr.de/portal/a/opinfo/!ut/p/c4/FcsxDoAgDADAH7W7m69QXExBxEZoSYqa-HolNx8u-BO6OVFjFco4ows8-Afs9KtWll0hshi1F8inaOHIcImaFsap95zQbRFrKeMHuc55fw!!/



http://www.lexisnexis.com.www.baser.dk/hottopics/lnacademic/?

http://www.bpb.de/files/V55W9G.pdf



http://www.oup.com/uk/orc/bin/9780199548842/

http://www.oup.com/uk/orc/bin/9780199548842/jackson_ch06.pdf



BMVg. (2006). Weissbuch 2006 – zur Sicherheitspolitik Deutschlands und zur Zukunft der Bundeswehr. (red.) Bundesministerium der Verteidigung. Online udgave: <http://www.bmvg.de/portal/a/bmvg/!ut/p/c4/Dca7DYAwDAXAWVgg7unYAuicYCVP-Qrnsz7omqObfoUnPHfUwolOuhx2u4zN0xuFC_IGQddWEzqi4eLF1i7mqXFkKf-WQNUOF6jFY_sAY_7e5g!!/> - (29.4.11)

BMVg. (2004). Konzeption der Bundeswehr. (red.) Bundesministerium der Verteidigung. Online udgave: <http://www.geopowers.com/Machte/Deutschland/doc_ger/KdB.pdf> - (29.4.11)

BMVg. (2003). Verteidigunspolitische Richtlinien. (red.) Bundesministerium der Verteidigung. Online udgave: <http://www.asfrab.de/vpr-2003-verteidigungspolitische-richtlinien-2003.html>

BMVg. (1992). Verteidigunspolitische Richtlinien für den Geschäftsbereich des Bundesminister der Verteidigung. (red.) Bundesministerium der Verteidigung. Online udgave: <http://www.asfrab.de/vpr-1992-verteidigungspolitische-richtlinien-1992.html> - (29.4.11)

Deutscher Bundestag (2010). Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland. Berlin. (red.) Deutscher Bundestag. : <https://www.btg-bestellservice.de/pdf/10060000.pdf> - (3.5.11)

NATO/WEU 1996. „Operation Sharp Guard“. IFOR Final Factsheet October 2, 1996. -<http://www.nato.int/IFOR/general/shrp-grd.htm> - (4.5.11)

Mest besøgte hjemmesider (lokaliseret d. 1.5.11)

Arbeitsstelle Frieden und Abrüstung - <http://www.asfrab.de/>

Bundesakademie für Sicherheitspolitik - <http://www.baks.bund.de/DE/Home/home_node.html>

Bundesministerium der Verteidigung - <http://www.bmvg.de/portal/a/bmvg>

Bundeswehr - <http://www.bundeswehr.de/portal/a/bwde>

Bundeszentrale für politische Bildung - <http://www.bpb.de/>

LexisNexis – Adgang via ASB Bibliotek - <http://www.lexisnexis.com.www.baser.dk/hottopics/lnacademic/?>

Bilag fra Internettet

Bilag 1: Aktuelle Einsätze der Bundeswehr weltweit. (red.) Presse- und Informationszentrum des Einsatzführungskommando der Bundeswehr. - <http://www.einsatz.bundeswehr.de/portal/a/einsatzbw/!ut/p/c4/04_SB8K8xLLM9MSSzPy8xBz9CP3I5EyrpHK9pPKU1PjUzLzixJIqIDcxu6Q0NScHKpRaUpWqX5DtqAgASPKsIg!!/> (4.5.11)

32

http://www.einsatz.bundeswehr.de/portal/a/einsatzbw/!ut/p/c4/04_SB8K8xLLM9MSSzPy8xBz9CP3I5EyrpHK9pPKU1PjUzLzixJIqIDcxu6Q0NScHKpRaUpWqX5DtqAgASPKsIg!!/

http://www.einsatz.bundeswehr.de/portal/a/einsatzbw/!ut/p/c4/04_SB8K8xLLM9MSSzPy8xBz9CP3I5EyrpHK9pPKU1PjUzLzixJIqIDcxu6Q0NScHKpRaUpWqX5DtqAgASPKsIg!!/

http://www.lexisnexis.com.www.baser.dk/hottopics/lnacademic/?

http://www.bpb.de/

http://www.bundeswehr.de/portal/a/bwde

http://www.bmvg.de/portal/a/bmvg

http://www.baks.bund.de/DE/Home/home_node.html

http://www.asfrab.de/

http://www.nato.int/IFOR/general/shrp-grd.htm

http://www.nato.int/IFOR/general/shrp-grd.htm

https://www.btg-bestellservice.de/pdf/10060000.pdf

http://www.asfrab.de/vpr-1992-verteidigungspolitische-richtlinien-1992.html

http://www.asfrab.de/vpr-2003-verteidigungspolitische-richtlinien-2003.html

http://www.geopowers.com/Machte/Deutschland/doc_ger/KdB.pdf

http://www.bmvg.de/portal/a/bmvg/!ut/p/c4/Dca7DYAwDAXAWVgg7unYAuicYCVP-Qrnsz7omqObfoUnPHfUwolOuhx2u4zN0xuFC_IGQddWEzqi4eLF1i7mqXFkKf-WQNUOF6jFY_sAY_7e5g!!/





Bilag 2: Aktuelle Auslandseinsätze der Bundeswehr. (red.) Presse- und Informationsamt der Bundesregierung. Regierung Online - <http://www.bundesregierung.de/Content/DE/StatischeSeiten/Breg/ThemenAZ/Sicherheitspolitik/sicherheitspolitik-2006-08-15-im-ueberblick-auslandseinsaetze-der-bundeswehr.html> - (3.5.11)

8. Forkortelsesliste

AWACS Airborne Warning and Control System

BMVG Bundesministerium der Verteidigung

BVerfG Bundesverfassungsgericht

EDC European Defence Community

EU European Union

FN Forenede Nationer

GG Grundgesetz

IR International Relations

NATO North Atlantic Treaty Organisation

SPD Sozialdemokratische Partei Deutschlands

VPR Verteidigungspolitsche Richtlinien

Bilag

33

http://www.bundesregierung.de/Content/DE/StatischeSeiten/Breg/ThemenAZ/Sicherheitspolitik/sicherheitspolitik-2006-08-15-im-ueberblick-auslandseinsaetze-der-bundeswehr.html

http://www.bundesregierung.de/Content/DE/StatischeSeiten/Breg/ThemenAZ/Sicherheitspolitik/sicherheitspolitik-2006-08-15-im-ueberblick-auslandseinsaetze-der-bundeswehr.html

Documents

OBLIGATORISK FORSIDE - AU Purepure.au.dk/portal/files/36332646/Bachelor_Tyskland.docx · Web viewOBLIGATORISK FORSIDE Prescribed front page HJEMMEOPGAVER, PROJEKTER, SYNOPSER M. MUNDTLIGT