Forbeholdt postvæsnet Klatring 47966

PP B

DANSK BJERG & KLATREKLUB

Klatring

Feroce

Force

ThunderSuperkomfortabel sko til lettere ruter med god støtte til foden.

Herre

Dame

Skoen til den øvede klatrer på de lange dage i såvel boulderen, som på ruten! Herre- og damemodel.

Superpræcis sko - når kun det bedste er godt nok!

699,-

749,-

999,-

Scarpa er i verdenseliten - også når det gælder klatresko. Produktionskvalitet og materialer er i top, men derudover er Scarpa ekstremt innovative og har tradition for at knytte topklatrere med evner som skodesignere til sig og give dem en stor frihed til at udvikle nye modeller.

København - Roskilde - Odense - Århus - Aalborg - www.friluftsland.dk - 33 14 51 50

scarpa_bag_hel_10.indd 1 01-06-2011 10:34:57

2011#1

DA

NS

K B

JER

G &

KLATR

EK

LUB

KLATR

ING

#1, 2011

KLATRING #1, 2011

KLATRING ISBN: 1603-5976

ANSV. REDAKTØR Claus P. ØstergaardRømersgade 25, 1. t.h.1362 København K.Tlf: 26 36 51 10

REDAKTIONThomas BoesgaardCamilla Hylleberg

DESIGN & LAYOUTCamilla Hylleberg

EMAILblad@dbkk.dk

DEADLINE FOR NÆSTE UDGAVE1. oktober 2011

FORSIDEMorten Johansen på Via International, KullenFOTOThomas Boesgaard

TRYKScanprint as

BESTYRELSE FORMANDHenrik Jessen Hansensummit@dadlnet.dk3332 2262

SEKRETÆRKonrad Nielsen

KASSERERLars Lysgård

ØVRIGELars ThorslundAlbert LindbergOla MattssonMads Jørgensen

For kontakt information,se www.dbkk.dk.

INDHOLDLeder ........................................ 5

BMC-træf ............................... 6

North Six Shooter ............ 12

Hegar .....................................20

Rjukan Ice Festival ...........24

Chamonix ............................28

Blandt isbjørne & forsiler ............................... 34

Nekrolog ..............................38

Numbers ..............................40

20 Hegar

VIL DU KUNNE

MERE END

BARE FØRSTEH

JÆLP

Internationaltanerkendt

kursus

WILDERNESS

FIRST

RESPONDER

WWW.FRONTMED.DK

KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52ÅRHUS: Østergade 30 ROSKILDE: Karen Olsdatterstræde 4 AALBORG: Bispensgade 34 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 Kundeservice: 33 14 51 50 - info@friluftsland.dk - www.friluftsland.dk

Godt udstyr - bedre oplevelser!

5

LEDER

FøRst skaL DER LyDE et tillykke til Natacha Jagd der er blevet nordisk junior mester i ruteklatring. Det er resultatet af års flid og træning, og lykønskningen gælder ikke mindst det fantastiske junior-træner-team vi har, som fortjener anerkendelse for deres arbejde.

Der sker en hel del på mange fronter i bestyrelsen. Det er for øjeblikket rigtig sjovt, da der bliver rykket og vi skulle gerne få noget ud af det.

Lars Lysgaard overtog i vinteren stillingen som administrativ medarbejder, og der er blevet ryddet gevaldigt op og fx. har software-delen gennemgået en gevaldig opdatering som var tiltrængt. En konsekvens heraf er desværre den forsinkede kontingentopkræv-ning, men det burde komme i orden. Vi er kommet videre med en webbaseret medlems-registrering og tilmeldingsmodul med videre, samt nøglekortsløsningen, og det kommer forhåbentlig op at køre senest efter sommerferien.

Halprojektet er også blevet reaktiveret og via diverse tilskudsordninger er vi ved at lave en konstruktion, hvor Ola Mattson kommer til at arbejde lønnet og intensivt med dette, uden at det belaster klubbens økonomi. Dels sender vi en ansøgning afsted til kommu-nen til næste budgetår, og dels bliver der lagt et godt fundament til, at vi i hvert fald ikke kan forbigåes året efter. Vi opkvalificerer klubben og vores tilbud, så vi bliver oplagte at støtte, og vi bearbejder politikerne. Ligeledes er der gang i DWS-konkurrence og andre events til at promovere os. Så må vi håbe på det bedste.

Der blev afholdt et succesfuldt påsketræf med 96 danskere i Buis-les-Barronies i Pro-vence, samt en klubaften i hallen, som understreger behovet for et samlingssted og re-aktivering af bibliotek m.v., og hvis der ikke sker noget på hal fronten i dette år skal dette erhverves et andet sted og vi har ansøgninger ude.

De 96 på et træf er måske også den bedste måde at fejre klubbens 60 års fødselsdag som var i april måned. Tillykke til os alle, vi er stadigvæk en ung klub med masser af energi og står ikke foran efterløn!

Alle ønskes en god klatre- og bjergsommer.Henrik Jessen HansenFormand, DBkk

KLATRING #1, 2011

Cem

eter

y G

ates

, Wal

es.

Foto

: Cam

illa

Hyl

lebe

rg.

Stat

us

fra

bes

tyre

lsen

British Mountaineering

Council Summer Meet 2011.

Traditionsrigt britisk klatretræf,

og fornyelse!

Den 8. til 15. maj 2011 afholDte BMC internationalt sommertræf i North Wales. BMC afholder hvert år internationalt klatretræf på de britiske øer, hvor repræsentanter fra deres sam-arbejdorganisationer i UIAA inviteres til en uge med klatring, netværk og diskussion. Traditio-nelt afholdes træffet hvert andet år om somme-ren (maj) og hvert andet år om vinteren (feb/marts). Da der var sommertræf i 2010, havde jeg besluttet mig til at søge plads på vintertræf-fet i 2011. Men på grund af økonomi og dårlige forhold på de tidligere vintertræf, havde man valgt at holde sommertræf i 2011, da de havde fået et tilbud om at holde det i en klubhytte, og dermed kun ville have begrænsede udgif-ter til overnatning. Sommertræffet havde jeg også kun hørt ganske meget positivt om, så jeg søgte om at komme af sted som repræsentant fra DBKK, og var så heldig at komme af sted.

IBritish

Climbing

8 9

træffet blev afholDt i Climbers Clubs hytte ved Llanberis i North Wales. Området er kendt for at være et meget varieret klatreområ-de, hvor man kan klatre på seks forskellige ty-per klippe inden for en køreradius på 40 minut-ter. De lokale gjorde meget ud af at de havde 25 års tradition for at det var godt vejr første uge i maj. 2011 var ingen undtagelse, det var så bare ærgerligt at de i år havde valgt at lægge træffet 2. uge i maj. Så det var lidt af en udfordring at finde sol og læ på klatrestederne, men det lyk-kedes egentligt okay.

Der var 38 internationale gæster og cirka det samme antal lokale værter. Da træffet blev holdt i en hytte til 20 personer var vi mange der skulle sove i telt. Selv fik jeg et lille men højt et-personers sommertelt og en -25°C dunpose stillet til rådighed. Vejret var en udfordring for det lille telt, og der var to telte der fløj væk de første to nætter, men med lidt ekstra stærke pløkker lykkedes det at få det til at blive stå-ende hele ugen.

bolts, style & ethics in WorlD climbingTemaet for træffet var ”Bolts, Style & Ethics in World Climbing”, hvilket blandt andet kunne ses i en debat en af aftenerne omkring etik om-kring boltning af klipper. Nu skal det jo siges at det var et klatretræf med fokus på traditio-nel klatring uden bolte, så der kunne lynhur-tigt nås til enighed om at boltning af klipperne skulle ske i et så begrænset omfang som muligt. Men det var alligevel ret interessant at høre om udviklingen ude omkring i verdenen. Briterne gik generelt meget op i ikke at bolte klipperne, eller bolte så lidt som muligt, måske bortset fra begrænsede områder hvor ”sportsklatrerne” kunne være. De gamle britiske kolonier, som Sydafrika og Pakistan havde arvet meget af den britiske tradition. Men det var meget spænden-de at høre fra andre steder som sandstenstårne-ne i Sydøsttyskland og Tjekkiet, hvor man sik-rer med knuder fordi man ikke må bruge metal (kiler, hex, friends). Her er stærke etiske regler

for hvor og hvordan man må sætte bolte. Tidli-gere var minimums-afstanden mellem boltene ti meter. Nu er det tilladt at lave sportsklatre-ruter med helt ned til tre meter mellem boltene. Men det er kun tilladt at sætte nye ruter ground up, altså ikke noget med at sætte boltene eller træne ruten fra topreb. Der er respekt til dem der sætter nyruter på kanten af deres grad, og stadig har overskud til at sætte bolte (med mi-nimum tre meter mellem hver bolt)

KlatringenVi må også komme til det vigtige, nemlig klat-ringen. Vi boede oppe i bjergene, hvor nogle af de helt klassiske gode ruter ligger. Desværre havde vi ikke en dag uden regn, hvor det var tiltrækkende at klatre deroppe. Som vi også kender det fra de svenske klipper er vejret ofte bedre ude ved kysten, så jeg fik klatret på for-skellige fantastiske kystnære klatresteder.

gogarthGogarth er et kystklippe område der ligger på øen Anglesey hvor også byen Llanfairpwll-gwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogo-gogoch (det hedder den. Red.) ligger. Klippen er af typen quartzit, og klatringen er meget tre-dimensionel. På de første par ruter skulle jeg lige vænne mig til en anden måde at læse ru-terne på, men som man lærte klippen at kende, kunne man nemt finde nogle gode hvil på ru-terne. Sikringerne synes jeg generelt var gode, men lidt ligesom på Kullen skulle der nogle gange ledes lidt efter dem.

Jeg vil specielt fremhæve to ruter. Den ene er Emulator 32m E1 5b (Fransk 6a), som er en di-edre med et rids i bunden, så den er super vel-sikret, men lettest at klatre med en meget bred bridging. Den anden ruter er Gogarth 109m E1 5b, en lang rute der går mere eller mindre den letteste vej op over Gogarths imponerende main cliff, helt nede fra vandkanten og op til plauteauet på toppen.

great orme gragsThe Orme er et kalkstensområde, der ligger på en halvø på Wales nordkyst. Som man ofte ser på kalksten er mange af ruterne ikke mulige at sikre med kiler, og der er derfor boltet. Men der er også rigtigt mange kile-sikrede ridsruter. I modsætning til hvad man ser mange andre ste-der, hvor der både er mange naturligt sikrede og boltede ruter er det her de naturligt sikre-de ruter, der er kø til og med polerede trin og greb - det er også de bedste ruter. Nede langs kysten er der et stejlt boltet område med rigtig god friktion, som kun er tilgængeligt ved ebbe. Området er velboltet, men det er en fordel at medbringe en clipstick, da starten kan være ret hård, og de første bolte er sat over havover-fladen i højvande, og dermed seks meter over niveau i lavvande. Her vil jeg fremhæve ruten Connor’s Folly 20m E1 5b. Det er en god og af-vekslende rute, der byder på et lille overhæng, rids, mantling og underclings.

tremaDogTremadog er ikke kystklipper, men de ligger nær kysten, hævet over resten af landskabet tæt på kysten, og derfor er vejret som ved ky-sten. Klippetypen er Diabas, der er en god hård klippetype, der generelt er velsikret, og tørrer hurtigt. Det var en type klippe og en type ruter man hurtig kom til at elske, selvom omgivel-serne måske var lidt mere kedelige en Gogarth ude ved kysten.

Her må det være ruten The Weaver E2 5c (Fransk 6b+) der skal fremhæves. Tre reblæng-der, hvor de midterste 37 meter klart byder på den bedste klatring. Stejl, lave traverser, blinde hjørner og et topcrux på face.

slate (sKiffer)Det var den mest specielle type klatring jeg prøvede i løbet af ugen i North Wales. For det første skulle vi ind i det store Llanberis sten-brud. Stenbruddet er enormt stort, og var aktivt fra 1750 op til 1950. Det er stadig forbudt at gå udenfor hovedstien gennem området. Ved det

første område vi ville ind til, stod der et helt nyt to meter højt pigtrådshegn ved indgangen til klipperne. Det vidste sig at man kunne planke et lidt mindre hegn og dervedkomme ind til ru-terne. Friktionen er ikke ret god, så klatringen foregår på små lister og i rids. Det kan minde lidt om klatrevægsklatring, men man skal lige lære friktionen at kende. Sikringerne er gene-relt ret gode, men der er sjældent ret mange ste-der at sætte dem. På grund af den meget hårde klippe og lave friktion, bider kilerne ikke på samme måde som i granit, så jeg fik hevet en ret vigtig kile ud lige midt i cruxbevægelserne på en af ruterne - det øger spændingen.

Jeg vil fremhæve ruten Looning the Tube E1 5b 20m. Den starter med en travers ud af at gammelt rør, hvorefter man traverserer lidt videre ud på klippen, til en metalkæde. Derfra går den op i et slabbet rids. Der var lidt dis-kussion om metalkæden og beslaget var med i ruten, men som Laurel fra USA sagde ”If you can hit it on the way down, it is in at the way up”, og kæden kunne man i hvert fald frygte at ramme i et styrt.

i love british climbingEfter seks dage med klippeklatring i North Wales og en uge med isklatring i Skotland i marts kan jeg kun sige ”Hvor jeg dog elsker bri-tisk klatring”. Hvis jeg tænker tilbage på hvor dårligt vejret egentligt var på træffet i wales, og hvor meget vi alligevel fik klatret på solbeskin-net klippe, så er det ikke mange steder i verden man kan det. Jeg kan kun anbefale at tage på klatreferie i North Wales, måske er der ikke så mange ruter under 5. grad i de kystnære områ-der, men det er der oppe i bjergene, og der vil være rigeligt for alle til en uge i North Wales.

Rygtet siger at der er vintertræf i slutningen af januar 2012, tilmeldingen vil komme ud i efter-året, så det er bare om at følge med på klubbens hjemmeside.

Tekst og billeder: Anders Hedager Pedersen.

Forrige side: Svenske Josephine Skoldstam klatrer ruten

’The Strand’ E2 5b i Gogarth, rigtig flot linie.

Tony Flint, lokal vært, klatrer ’Looning The Tube’ på skiffer.Brian Bigger, lokal vært, når lige at få våde tær, da han klatrer første reblængde i Gogarth. Han er sammen med svenske Josephine på vej mod ruten ’Positron’ E5 6a/b (fransk 7a-7b).

I sin desperation ser han en flok gamle slynger dingle fra tagets kant og sætter alt ind på at nå dem”

“

north

six

shooter

14

jeg starteDe min KlatreKarriere i Polyteknisk Klatreklub (PK). PK er primært en boulderklub, og selvom mange af medlem-merne også dyrker andre klatre-discipliner, er det primært bouldering der kendetegner PK. I PK føler de fleste sig væsentlig bedre hjemme på jugs end i handjams, på crimps end i fin-gerjams, på dynoer end i stem-kaminer. Denne dybt seriøse artikel beskriver en af de uofficiel-le underafdelinger i PK, nemlig PK-trad’s ople-velser på tur i et rendyrket trad-klatre-område. Pk’s udsendte trad-rapportere Mikael og Søren har opholdt sig mere eller mindre on location i Indian creek igennem tre ugers tid, og brugt tiden på at finpudse den halvsløve riss-teknik, før det store slag. Efter de første par uger har holdet en urokkelig tro på, at når man har fået spank på samtlige størrelser riss fra fingre til offwidth, er der ikke længere noget der kan overraske en, og dermed er der ikke nogen god grund til ikke at kaste sig over et af områdets megaklassikere for at teste formen.

Ethvert godt drama skal have en passende op-bygning, og det er også tilfældet når PK-trad er ude med riven. Da der er en uge tilbage af opholdet skal den store kabale bestående af fysisk-mtental klatreform, vejrguder, hviledage og sikringsgrej gå op. Første forsøg kommer til at stå tirsdag, og kabalen driller grumt: Sø-ren føler sig smadret og feber-agtig (er det det fysiske eller mentale der driller?), det er ikke lykkedes at få suppleret racket med stort grej til den afsluttende stem-kamin og det hjælper hel-ler ikke på psyken at guidebogen anbefaler tre styk camalots #3 og en af hver #3.5 og #4 samt to reb når teamet kun ligger inde med 2 styk #3 og en #4 og kun et reb. For at fuldende det hele blæser det en relativt stiv pelikan lige mod ruten ”lightning bolt crack” som er vores mål. Heldigvis består teamet af relativt rationelle mennesker, så efter lidt morgen-rådslagning

bliver det besluttet at dagen skal bruges til at se nærmere på den, vidst nok, temmelig ubeha-gelige tilgang til ruten. Tilgangen viser sig at være til at finde men sine steder også rimelig stejl og løs, men som en heldig bonus oven på den cirka fem timer lange rundtur, støder PK-trad ind i et andet team som kan give værdifuld beta om ruten som de lige har klatret. Ifølge de to temmelig hardcore-udseende klatrere er ru-ten: ”Nice, Sandbag..” og den kan til stor glæde for PK-trads udstyrs-ansvarlige gøres med et 70 meter reb. På den måde er PK-trad kommet deadline endnu en dag nærmere (team-flyve-ren letter mandag fra Salt Lake City), men har dog vundet lidt beta point.

Onsdag vågner teamet friske (som havørne el-ler andre meget friske fjer- eller kødkræ) og må desværre konstatere at det er koldt, blæsende og overskyet. På grund af rutens noget ekspo-nerede beliggenhed (et tårn der rejser sig over ørkenen) bliver det fornuftigt besluttet at ruten ikke kan klatres denne dag, og det måske al-ligevel er en god ide at pudse lidt videre på de store fist-jams og stem-teknikken på en af de mindre vægge. Da vejrudsigten for torsdag ser lignende ud (dog krydret med lidt sne) beslut-ter teamet at udnytte sine inside-forbindelser i det lokale klatremiljø til at få fyldt tanken op med de essentielle goder: Kaffe, øl, mad , gra-tis overnatning i Moab og vigtigst af alt stort sikrings-udstyr. Så efter endt klatring ruller team-bussen til Moab, hvor også torsdag spen-deres. Efter at være kommet i besiddelse af det nødvendige grej (inklusiv en big bro til stem-kaminen) går psyken op med et par grader og det besluttes at fredag er dagen hvor al kraft og fokus skal samles om det store mål.

Fredag vågner teamet igen op til kulde og sky-er, og i tillæg har det regnet om natten, så PK-trad’s rockmechanics-ekspert vurderer at der er

Tekst: Søren Henningsen. Billeder: Søren Henningsen & Mikael Sonne Hansen.

16

derefter flyttes med indtil kaminen samler sig og bliver cupped hand/fist. Herfra sættes afterburneren på og der gives alt ud gennem det lille overhæng/tag. Resten af reblængden byder på tyndere og lettere riss op til det store tag som skal traveres venstre om. Her går det i mental baglås for førstemanden, da han opda-ger at den ventede boltede standplads ikke duk-ker op, og udvalget af grej i de rigtige størrelser hurtigt løber ud. I håb om at en perfekt, dejlig og sikker standplads skal dukke op fortsætter han opad indtil det går op for ham at den ikke kommer, og at han kun har et(1!) stykke grej med en fornuftig størrelse tilbage. I sin despe-ration ser han en flok gamle slynger dingle fra tagets kant og sætter alt ind på at nå dem. Det lykkes efter en del famlen, og han etablerer en hyggelig standplads i en god #2 camalot backet up af de gamle slynger og en suspekt kileplace-ring som han heldigvis ikke kan se om holder. PK-trad’s sikrings-træner ville have været stolt! Mens andenmanden i god desert-tower stil får overvundet vanskelighederne sidder første-manden i den fremragende standplads, kigger ud på taget på næste reblængde og føler sig lidt nervøs og meget træt (eller er det omvendt?) og ret eksponeret. Teamet samles på standpladsen under taget og via andenmandens selskab og medbragte forfriskninger stiger optimismen og kræfterne igen. Anden reblængde 5.10 (solid sandbag ifølge holdet) er overstået.

Så snart standpladsen er blevet rigget lidt om og andenmanden forsvarligt koblet ind, fort-sætter førstemanden opad mens troen stadig

holder. Efter at have fået sat et par gode styk-ker grej i taget, så et fald i standpladsen ikke kan ske, må førstemanden sande at det ikke bare kræver tro, men også lidt sovs i armene at komme over taget, så med mønstring af alt hvad der er tilbage får han trukket sig over ta-get og kan begynde det meget eksponerede og let sandede diagonal riss der fører til top kami-nen. Heldigvis er rebtrækket ikke slemt, så sid-ste standplads kan springes over og efter lidt squeezekamin er toppen nået.

PK-trad har gjort det igen! Og viser med denne bestigning, at selvom man kommer fra en stø-vet krog fuld af plastikgreb gemt bag vægt-trænings lokalet på DTU, kan man godt lære at klemme alle kropsdele ind i sprækker af for-skellig størrelse (og nyde det bagefter selvom det gør ondt).

Dette var vores første tårn i området, så det er svært at sammenligne med andre ruter, men ruten skulle efter sigende være en af de bedste i ørkenen. Ruten er fast og fin hele vejen (måske med undtagelse af korte passager i diagonal-risset over taget), og velsikret hvis man ikke har noget mod at gå et par meter over sidste sik-ring. Ruten kan klart anbefales, men man bør nok bruge noget tid på lignende klatring, f.eks. i Indian creek og lære den nødvendige teknik (specielt store håndjams til off fists, og gerne lidt kamin også) før man går på ruten. Ruten er i øvrigt med i filmen ”Return 2 Sender” hvis man har lyst til at se nærmere på den.

risiko for at den bløde sandsten ikke er egnet til klatring før et stykke ude på dagen (våd sand-sten = greb der knækker og friends der bliver trukket ud = for hardcore til PK-trad). Dagen bliver brugt på streng træning i de discipliner som skal mestres på ”lightning bolt crack”: Akavet røvballe-riss, stem-kamin (unnamed 5.10+) og tag-riss (Dos Hermanos 5.11+).

Lørdag, og næstsidste dag hvor ruten kan for-søges, står PK-trad op til blandet vejr: Nogen vind, ikke særligt varmt (men varmere end de tidligere dage) og spredte skyer. Der er ikke direkte jubel i lejren, men teamets motivations-konsulent beslutter i samarbejde med holdets meteorolog , at det er et spørgsmål om at holde humøret højt og tro på at vejret holder sig el-ler bliver bedre, og teamet lægger ud på den lille lette tilgang (denne gang iført de store ryg-sække). Cirka to timer og mange knæbøjninger senere står holdet klar under ruten, klar til at vise hvad de kan, klar til at give den gas! Men først skal der lige spises frokost, sjat-tisses (der bliver vist enda også lagt en rituel bajs ved rutens indstigning), skiftes tøj og klatre-grejet gennemgåes. Heldigvis har holdets udstyr-sansvarlige kun medtaget det allermest nød-vendige, ellers kunne synet af ruten hurtigt have givet anledning til et længerevarende og ufrugtbart gennemsyn af udstyret. Da der ikke længere er flere undskyldninger for ikke at hoppe på ruten, starter PK-trad ud. Det bliver, baseret på gårsdagens præstationer, besluttet at team-medlemmet med de største hænder skal føre alle reblængder da alle de hårde passager

ser ud til at være STORE riss. Dispositionen om at lade de store hænder føre ser næsten ud til at have været en fejl, da de første par bevægel-ser er fingre og ringlocks, men herefter åbner risset op og snart kan den prustende og støn-nende førstemand lave et par hårde, akavede og overhængende bevægelser lidt vel højt over sidste stykke grej og ”elegant” først klemme et knæ, og siden en røv og brystkasse ind i den første dejlige kamin. Her går tempoet betyde-ligt ned men ved at benytte den patenterede PK-brystjam-teknik, der i al sin enkelthed går ud på at tømme brystkassen for luft når der mases opad, og fylde den med luft så den vir-ker som en kæmpe friend når der skal ”hviles” (læs undgå at glide ned) lykkes det at bevæge sig mere op end ned. Vel ude af kaminen hu-sker førstemanden på motivations-trænerens ord og laver et par kinky bevægelser på san-dede smears før han igen kan klemme sig ind i en stor sprække og efter en del roderi etablere strandplads og nyde udsigten, mens resten af teamet kæmper sig op. Første reblængde 5.11- er klaret.

Anden reblængde lægger ud med herlig stem klatring (her er risset faktisk stort nok til at fød-der og albuer/ håndflader kan bruges inde i risset, så klatringen kan udføres tilnærmelses-vis elegant, dog med god brug af knæ og hof-ter). På grund af rissets dybde og den overhæn-gende fare for monster rebtræk i slutningen af reblængden samt mangel på udstyr vælger før-stemanden en kreativ sikringshåndtering hvor der gåes langt til første sikring, og sikringerne

Lightning BoLt crack 5.11a 1. reblængde, 5.11a: Crux i tyndt riss lige over jorden, denne bevægelse føles dog for de fleste ”moderne” klat-rere nemmere end bevægelserne højere oppe på reblængden hvor risset bliver off-width/kamin-agtigt. 2. reblængde, 5.10: Meget krævende knytnæve/underarms jamming over et lille overhæng/tag. Igen føles det hårdere end crux-bevægelsen i bunden af ruten. 3. reblængde, 5.10: Crux at nå gennem tag til ok fingerlock og handjams over taget, med fødderne stemmen-de på friktion. Jeg var for træt på det tidspunkt til at vurdere andet end at det føltes hårdt. 4. reblængde, 5.8: Squeeze- kamin. Hvis din krop passer ind som min gjorde, føles det ikke så slemt. Jeg følte mig så relativt sikker at jeg ikke brugte den medbragte Big Bro, da man også kunne lægge en slynge om en klemblok.

18

Tekst og polaroid// Thomas Boesgaard

Foto// Camilla Hylleberg

tusmørKet har inDfunDet sig sam-men med en tiltagende kulde. Vi har haft alt vores medbragte tøj på siden vi startede på ru-ten for mange timer siden. Jeg burde være ved standpladsen, men mørket skjuler de to gode sikringsplaceringer, som skal sikre os resten af natten. Med mine fingerspidser som øjne sæt-ter jeg en ekstra sikring, og beder Camilla fire mig ned til det, som skal blive vores ufrivillige bivuak for natten.

Det som endte i en bivuak midt på ruten, be-gyndte i en bil fra København, som ankom i Nissedal om natten. Hen ad formiddagen an-kom Camilla og jeg så ved foden af Hegar, hvor vi gik igang med klatringen, netop som ruten faldt i skygge.

Vi gjorde os det så behagligt som vi kunne på den ganske lille hylde. Den hylde som vidst bare var to store gode fodtrin på et stejlt slab. Vi var bekymrede. Ikke for os selv, men fordi vi ikke havde medbragt en telefon, så vi kunne have fortalt resten af lejren, at vi nok ville blive lidt forsinket.

Allerede inden vi gik i gang med første reb-længde gik det langsomt. Et norsk reblag på fire klatrere ankom samtidigt som os. Vi lod dem klatre først, mens vi sad og så solen forsvinde, og iklædte os alt hvad vi havde af medbragt tøj.

I mørket kunne vi høre råb og se lysglimt nede fra dalen. Vi forsøgte at råbe tilbage, men vo-res detaljerede forklaringer og undskyldninger forstummede i ekkoet og mørket. Vi forsøgte at

22 23

signalere et non-SOS med blitzen fra det med-bragte kamera. Men det bragte nu ikke nogen videre klarhed for hverken os to strandede eller de to i dalen. På forunderlig vis lykkedes det vores redningshold i dalen at finde en placering med gode akustiske forhold, og vi fik til deres skuffelse kommunikeret at vi var OK, at vi ville overnatte på væggen, og at de ikke behøvede at redde os. Godnat og sov godt.

Anden reblængde bød på rutens første crux. En balancebevægelse på slab, over dårligt gear og over en hylde. Camilla forsøgte flere gange at overkomme den tekniske og ikke mindst men-tale crux-bevægelse. Jeg håbede blot på at hun ville undlade at spørge om jeg ville give det et forsøg. Ikke desto mindre endte jeg alligevel i den på det tidspunkt, mindre behagelige ende af rebet. Og selvom jeg kom over det første trin, fortsatte ruten med at servere mentale kind-heste på små trin og marginale sikringer, så da jeg endelig nåede standpladsen var jeg mentalt opbrugt.

Den nat vi ankom var det koldt. Det var de tykke soveposer og dunjakker som kom i brug. Den slags havde vi intet af på vores hylde, hvor vi tilbragte natten i tynde klatreshorts og en lø-bejakke. Vi kunne begge to slumre kort tid af gangen, inden kulden vækkede os og vi måtte igang med at slå og gnide varme ind i kroppen.

Da Camilla nåede op til den trestjernede crux-reblængde, var det med træthed i kroppen. Havde ruten været med boltede standpladser havde vi sikkert firet af for længst. Men den

mulighed var der ikke. Heldigvis fulgte denne reblængde et perfekt rids, som Camilla kunne klatre i sikker A0-stil. Det havde også den hel-dige effekt at gearet hurtigt slap op, og jeg der-for fik muligheden for at føre sidste halvdel af reblængden. Der var stadig en del sne på topen af fjeldet. Dagens afsmeltning gav derfor mas-ser af vand på ruten, og i særdeleshed på denne reblængde. De sidste fem meter går under et tag, hvor den store mængde vand giver fedtede greb. Jeg benytter mig af lidt A0-klatring for at komme til standpladsen.

Vi ser tidligt solopgangen, men kan også se at der er mange timer til solen rammer klippen hvor vi sidder. Kroppene er gennemkolde, og efter en nat hvor vi har siddet sammenkrum-met er der ikke meget bevægelighed i ledene. Det er ikke rart at sidde. Men tanken om at skulle til at bevæge sig er mindst lige så lidt til-trækkende. At det også er begyndt at blæse op inspirerer ikke yderligere til at komme igang.

Efter taget flader ruten lidt ud, og selvom ter-rænnet er lettere, er de følgende reblængder vanskelige at sikre, da man overvejende har et stort rids at sikre i. Derfor bliver næste re-blængde bidt over i to. Da jeg begynder på min del, er solen så småt ved at forsvinde. Vi tænker begge tanken at det nok ikke bliver i dag... Kort efter firer Camilla mig ned.

Med stive og tunge bevægelser forlader jeg bivuakken. Vi fryser begge. Især Camilla er hårdt ramt af kulden. Vi kommer langtsom op, men efter en meget blæsende reblængde, hvor

Camilla når helt ned at vende i kuldens favn-tag, beslutter vi at sidde vinden af indtil solen rammer klippen. Og hvilken befrielse det er en-delig at få varme i kroppen. Med varme kom-mer energien og humøret, og vi ender nærmest med at nyde de sidste reblængder.

Men så er der vandreturen ned fra toppen af Hagefjell. Vores frokost- aftens- og morgenmad var en sodavand og en chokoladebar - til de-ling. Vi er sultne og trætte, men griner alligevel hele vejen ned, og da vi kommer ned til flo-den er det en ren fest, med alt det friske kolde vand vi kan drikke. Tilbage ved teltlejren står den på frysetørret frokost, chips, én øl og en lur i solen med solskoldede hoveder til følge. Og Hegar? Den må redpointes en anden god gang …

hegar (6+) er en blandt mange andre klassi-ske slab-ruter på Hagefjell i Nissedal. Området er for alle klatrere, som ønsker at klatre fler- reblængders-ruter på eget gear. Der er ruter fra 3+ til 7+ – nogle er endda fuldt boltede – mens mange andre har boltede standpladser. Kom tidligt på året, inden du ender som buffet for myggene.

Klatreforbundet holder som regel et årligt træf og ikke mindst kursus i flerreblængders-teknik samme sted.

26 27

PLANEN VAR AT KøRE op til Lærdal og lave en lang rute. Men da Kristoffer og jeg så, at der var ICE Festival i Rjukan med foredrag af Vince Anderson og Bjørn-Eivin ændrede vi destinationen. Første dag brugte vi på at klatre diverse mix-ruter i Krokan, og spottede en ny linje, som blev afprøvet på topreb. Om aftenen var der foredrag med Malcom Kent, som bor i Danmark og klatrer i world-cup’en. Et spændende indblik i sportmix-klatring på højeste konkurrence-plan.

Dagen efter lånte vi en boremaskine og fik ruten boltet op, efter megen besvær. Zendium blev den døbt, og graderet M7.

Der var gennem weekenden rig mulighed for worksshops på alle niveauer, og en super fed stemning. Kristoffer blev nr. tre ispeed-climbing konkurrencen.

Lørdag aften var der foredrag med 2 legendariske alpinister, nemlig nor-ges egen Bjørn-Ejvin og Vince Anderson fra USA. Begge foredragene var helt fantastiske! Fede billeder, inspirerende vinkler og tanker flød ud i salen. Begge fortalte meget om kommitment som essensen af alpinismen, skar lige til benet, ind til kernen i alpinisme. Fedt!

Søndag formiddag fik jeg også vores nye rute, Zendium, i kassen. Jeg havde ikke klatret mix i et par år, men fik tændt lysten igen. Det er super sjovt, og meget mere anderledes end ren isklatring.

Det var en skøn og vellykket tur for os begge to.

I den sidste weekend af februar skulle der klatres norsk is.

31

Man kunne naturligvis ta-

ge til Sydfrankrig, drikke

rødvin, slænge sig i solen

og måske klippe et par

bolte. Jeg fik hurtigt lavet

en påskeaftale med Hans,

men da vi mest er til høje

bjerge og lange ruter vir-

kede Sydfrankrig ikke så

attraktivt.

hans og jeg havDe iKKe mulighed for at tage mere end et lille hurtigt raid på fem dage, men det kan man heldigvis også nå, at få klatret en hel del på. Turen skulle egentligt have gået til Italien, men en stor solid föhn-vind over næsten hele Norditalien lagde en dæmper på entusiasmen. På den franske side var der heldigvis forholdsvist klart, men dog med en hel del vind, som jo typisk ligger i udkanten af disse frontsystemer. Og så sad man pludseligt igen i Chamonix efter en lang nat på de tyske motorveje, men det er jo hel-ler ikke så skidt endda, når solen skinner på de høje bjerge og sætter gang i drømmen om solvarm granit i næsten 4000 meters højde.

Vi ankom torsdag morgen, og når for-holdene ikke er helt i top er det en god idé, at klatre i Aiguille Rouge, som lig-ger modsat Mt. Blanc massivet, hvilket vi da også gjorde på vores første dag. Her blev det til ’Robin Wood’ (TD-, 120m, 6a).

Om fredagen tog vi op til Aiguille du Midi og ville egentligt have klatret Kohlmann-ruten, men en lidt kold vind fik os til at søge hen til den mere moderate ’Eperon des Cosmique’ (TD-, 160m, 6a). Her havde vi en fantastisk dag i bjergene på solvarm granit – helt som jeg hav-

de håbet på, bare to dage tidligere i det regn-våde Danmark. Selvom vinden var kold føltes klippen dejlig varm og var ganske behagelig at befamle. Ruten har ikke en eneste borebolt og selv standpladserne er på sammenbundne pitoner. Vi færdiggjorde ruten uden de store problemer og abseilede ned til en næsten tom Cosmique hytte, hvor der til vores store over-raskelse nærmest var danskertræf. Hele ni danskere havde fundet vej til hytten denne dag. Nogle valgte dog at sove i telt på Col du Midi og blot bruge hytten som varmestue.

Lørdag morgen var der dømt föhn, snestorm og ingen sigtbarhed. Så for Hans og jeg var der ikke mere klippeklatring heroppe. Vi gik tilbage gennem snestormen til Midi og tog lif-ten ned til en dag med sportsklatring i dalen.

Søndag var vi igen tilbage i Aiguille Rouges og fik trods lidt suspekte forhold klatret to fine ruter; ‘La Plage’ (D, 120m) og ‘La lampe d’Al-lardin’ (TD, 120m, 6a+). Så var påsken slut, men mandag nåede vi også at sportsklatre på noget af den fine slabbede granit der er ved udløbet fra Mer de Glace, inden bilen vendte tilbage til Danmark. Status var fire gode klipperuter på fem dage, mere kan man vel ikke forlange?

Anders Strange Nielsen.

Tekst billeder:

Hans i aktion på ’Eperon des Cosmique’ (TD- 160m, V+)

Øverst: Over cruxet på ’Eperon des Cosmique’ (TD- 160m, V+).

Nederst: Abseil fra ’Eperon des Cosmique’.

36 37

SAS-bonusbilletter blev booket, tilladelse til at opholde sig på Oscar II´s land blev søgt og 100.000,- norske kr blev deponeret til lokalsty-ret på Svalbard, i tilfælde af at vi skulle reddes ud af fjeldet. I den sidste midnatssol landede vi i dagslys på Svalbard d. 22 august kl 23:30 og gik dagen efter straks igang med at leje rif-fel, nødpejler og isbjørnealarm samt indhente de forskellige tilladelser til jagt og fiskeri samt registrere ophold på Oscar II’s land.

En lokal turbåd sætter os af på gletcher-tungen, mens en flok amerikanske turister filmer og højlydt undrer sig over hvorfor vi dog frivilligt vil sættes i land så øde et sted. Skipperen øn-sker os held og lykke, og advarer mod isbjørne. Endelig er vi der, lige på det sted som vi på en kortere fjeldtur til svalbard i efteråret 2009 hav-de set fra flyveren...alene i den arktiske øde-mark, i en natur der kan tage pusten fra selv den mest berejste. Der er ikke en vind der rører sig, ikke en lyd, andet end lyden fra os selv - en

let pusten på grund af de tunge rygsække: Telt, sovepose, klatre- og gletcher-udstyr, morgen-mad og frokost til ti dage. Aftensmaden skal vi skyde, fange, samle...det er i alle fald planen.

Det bliver småt med mad den første aften. Der er ikke rigtigt held med skyderiet. Vi samler noget frisk tang og drømmer så om den gås der skal på menuen den efterfølgende aften...for hvorfor skulle vi ikke have lige så stor held med jagten som på sidste års fjeldtur til Sval-bard...der blev det både til to gæs, en rype og en havhingst. Men udsigten! Udsigten fejler absolut ikke noget. Der er sneklædte fjelde, gletchere der kælver ned i fjorden, spejlblanke småsøer og en fantastisk klar blå himmel. Teltet spejler sig i søerne så det hele virker dobbelt, så pyt med at vi er lidt småsultne.

En nysgerrig sæl følger os fra vandkanten og vi mindes straks skipperens varslende ord: Hvor der er sæl er der isbjørn. Vi har snuble-blus

Tekst: Jette Heitmann Billeder: Jette Heitmann & Per Bager

omkring teltet, og ligger lidt perpleks de første nætter og lytter efter tunge skridt. Men nej, vi hverken ser eller hører noget til de store hvide bamser. En nysgerrig polarræv er dog nær ved at udløse snubleblusset efter at den har været helt oppe og snuse til teltet. Efter sigende skulle det være noget af et festfyrværkeri der sidder i de 4 små raketter der udgør alarmsystemet, som er sirligt forbundet med en nylonsnor.

Fjeldene er desværre udelukkende porøs, løs klippe. Så decideret klatring bliver det ikke til, men der er masser af smukke fjeldtoppe vi går løs på, store opbrækkede gletchere som force-res, og så er der fossiler, fossiler i massevis, så mange at vi til sidst bliver nød til at sortere i alle dem vi ellers har lagt nederst i rygsækken. Der er fjelde fyldt med forstendede muslinger, fjelde med forstenede palmestykker, underlige kuglesten der viser sig at være 60 millioner år gamle sedimenterede planterester, et geologisk paradis vi aldrig har set mage til.

Endelig er der held med skyderiet. Per er på tredje-dagen så desperat for at få noget kødhol-dig aftensmad at han skyder en måge. Der er

ingen gæs i sigte så hvorfor ikke, hvem har sagt at måge ikke smager godt.

Den ene dag tager den anden. Vi nyder stilhe-den, den fantastiske natur, fjeldene, de lange vandrestræk med tunge rygsække og hinan-dens selskab. Der er ingen mobil forbindelse så jeg kan ikke tjekke mails. Men pyt, afdelingen klarer sig nok uden mig.

Pludselig har vi held med at skaffe rigelig af-tensmad. I løbet af 15 minutter fanger Per tre store fjeldørreder. Så i midnatssolens skær, med udsigt til kælvende gletcher, spiser vi kogt fjeldørred med masser af mayonaise. Hvilket herremåltid på fjeldet her højt mod nord.

På 10. dagen, bliver vi hentet i båd på det af-talte sted, rygsækken tungt læsset med fossiler og fjeldørreder og så har vi fået en fantastisk ro i sjælen og er fuldstændig afstressede.

Vi skal derop igen ...

Med drømmen om arktisk fjeld, isbjørne og frisk luft, begyndte vi i foråret

2010 planlægningen af en 14-dages tur til Svalbards uberørte Oscar II s land.

38 39

ernst golDbach døde 31. oktober 2010 i en alder af 96 år, efter ca. 50 års medlemskab af Dansk Bjergklub, herunder næsten halvdelen som æresmedlem. Han færdedes meget i natu-ren, som yngre ikke mindst i kajak, og han søg-te bjergene, om end ikke fra alpinismens barn-dom, så dog på et så tidligt stadium, at det var ret usædvanligt for danskere. I trediverne tog han på flere skiture, som han blandt andet har beskrevet i DBK 1998 nr 4. Som møbelarkitekt var han på studieture i Tyskland, hvorfra han fra Frankfurt var på cykeltur rundt i Schweiz. Ved udbruddet af 2. verdenskrig opholdte han sig også i Tyskland, hvor han havde de største genvordigheder med at komme tilbage til Dan-mark igen.

Efter krigen foretog han skibestigninger (ran-donné) med feller af 4000ere ved Saas Fee. Ganske vist med guide, men der var heller ikke mange danske makkere til den slags ture at finde på det tidspunkt. Mindre end ti år efter at Dansk Bjergklub blev stiftet i 1951 meldte Ernst sig ind. Siden var han med bopæl i Århus med til at starte Afdeling Vest i 1969.

Gennem årene har han været særdeles aktiv i Bjergklubben. Det var skibestigninger, der hav-

de hans store interesse, men han var meget al-sidig: Skiture, vandring, klatring, overnatning i telt og snehule. På Kullen var han også en flittig gæst. Han lod sig ikke bremse af alderen. Han fortsatte det høje aktivitetsniveau, til han var langt over 80. Selv en øjenoperation, der gjorde ham blind på det ene øje, kunne ikke sætte en stopper for klatre- og skiture.

Hans entusiasme, humør og gode kammerat-skab gjorde ham til en værdifuld tur-deltager. Karakteristisk for ture i Bjergklubben dengang var spørgsmålet: Kommer Ernst med? Godt, så bliver det en fin tur, skidt med vejret. Ved ge-neralforsamlingen i 1989 blev han med applaus gjort til æresmedlem af klubben.

Mit eget bekendtskab med Ernst begyndte i 1970, hvor jeg som ung student meldte mig ind i Bjergklubben. Som tur-makker følte jeg ham først lidt tvivlsom. Kunne sådan en ”gammel mand” på 56 år, ældre end mine forældre, lave bjergture? Det kunne han! En uforglemmelig oplevelse var en snehuletur til Svartdalen i Jotunheimen i påsken 1972 med en gruppe fra DBK. For os begge den første snehuletur. Hans kunstneriske og håndværksmæssige kunnen blev brugt til at udforme snehulen med et loft, der var flot som en katedral og glat som en bar-nenumse. Ingen drypsteder her. I østgrønland i 1973 nord for Tasilaq, havde vi fælles basislejr ved foden af Trillingerne. Han var selvfølgelig med en gruppe på ski ind over gletscherne. Si-den er det blevet til mange fælles oplevelser, ikke kun i bjergene, men også privat, hvor hele familien har haft stor glæde af ham. Det var en stor inspiration at iagttage, at alder ikke behø-vede at være nogen hindring for bjergaktivite-ter.

I al den tid jeg har kendt ham boede han ale-ne. Nogle år før jeg lærte ham at kende, var

han igennem en skilsmisse, som var med til i lange perioder at give ham ringe forbindelse med sine to sønner. Det var dog ikke noget han snakkede meget om, så selv om det påvir-kede ham meget, har jeg ikke kendskab til de nærmere omstændigheder. Jeg har kun kendt ham i hans eneboer/enspænder-tilværelse. Ude optrådte han som en velklædt og beleven gentleman. Hjemme opholdt han sig mest på sin lukkede og sydvendte terrasse, let påklædt og solbrændt, og her blev alle måltider indta-get. Indendørs lå der fotografier og akvareller overalt. Hans kunstneriske evner kom ikke kun til udtryk ved møbeldesign. På trods af sit høje aktivitetsniveau var han altid ustresset, og man skulle helst have god tid, når man besøgte ham. Han boede i eget hus næsten til det sidste, og var også meget aktiv med projekter i hus og have. Selv i en alder af 90 år klatrede han rundt i træer og savede grene af. På et tidspunkt faldt han ned, og selv om han ikke kom alvorligt til skade, gav det ham dog et knæk. De seneste år måtte han nøjes med at bo i en mindre ældrebo-lig, dog stadig med terrasse. På grund af husets mindre størrelse blev koncentrationen af foto-grafier og akvareller endnu større, så der var næsten ufremkommeligt. Det var også noget af en opgave, når man skulle finde et bestemt billede til ham. I den allersidste tid var det hårdt for ham, at det andet øje også begyndte at svigte, så hele hans billedverden forsvandt. Men typisk for hans aktive liv slap han for at komme på plejehjem.

Tekst: Sven Ove Thimm.

Nekrolog: Ernst Goldbach

1. februar 1914 - 31.oktober 2010

Pitch after pitch. Climbing fast, climbing strong and running it out....

Two good buddies are setting out on a sought after adventure. Their aim is to concur a massive wall, a vast expanse of granite, mixed with small patches of ice, the most prestigious climb of the day. Getting the first ascent is the name of the game, and all that counts, no matter the cost.They are hungry for achieving their goal, and thirsty for the recognition it will bring them amongst their peers.And they are well aware of the obstacles to come, but they have not arrived unprepared. Numerous years of experience, and months of dedicated training has turned them in to two lean specimens of pulling sinew. Which furthermore has forged an ever so strong bond between the aspiring heroes.

The wall is remote, tall, dark and intimidating. It’s an old giant casting its mas-sive shadow over conquering pilgrims. The eerie feeling of intimidation is replaced with positive thoughts, physical confidence and the sweet smell of glory...

This climb is without a doubt, the hardest undertaking they have ever faced. They will be pushing their limits, and it’ll be a fight, a struggle and a true full-blooded sufferfest. But the smell of success hangs tantalizing in the air.

Good vibrations. Minds motivated and in the zone. Steadily stroking the rock for natural weaknesses, in its blank and glacier polished surface. Keeping a strong pace, and maintaining good team sprit. The first ascent seams within reach….

Hands, mirrors of the mind. Still Feeling strong and in peak condition.

The rope, the navel string. A team knotted together by a strong physical bond and a mutual passion for move-ment over rock. The countless past adventures has forged a strong and unbreakable friendship.

Almost half way… Experienced, a veteran, a trained warrior... dedicated, strong in mind and spirit... Every placement with utter confidence and firm precision. In one with tool’s of perfection. Executing every move in an ongoing flow. It seems almost too easy...

Almost two thirds of the way. The climbing gets harder, fighting the inner demons and fighting to maintain the drive and keep on pushing. They are now so close, but the summit is still feels so far away. A touch of insecurity strikes suddenly, but again the mind blocks out all but the thought of sum-miting.

Battling the beasts of the mountain, taking split-second decisions, evaluating elements of risk. Constantly suppressing fatigue. Hunger, thirst, pain, it all adds up. Defeat circles in the air like a hungry vulture.

Hands, once so strong, now becomes tired, battered and bruised. Body begging the mind to give up and let go.

As fatigue sets in, frus-tration boils to the sur-face. The once so strong bond starts to show signs of wear and tear. The team starts to drift apart. Doubt and fear blurs the mind. Emotions get harder to control. Inner frustra-tions turns to arguments and blame, the bond of friendship is weakened and the core is exposed…

Hands, once so strong, now battered and bruised, turn to gestures of desperation...The body pleads for surrender…

Rapping off. Defeated, tired and broken! Anger, frustration and arguments. Who is to blame? Who is the weak link? The once good buddies, the unbeatable team is now two desperately struggling individuals. Getting the first ascent was the name of the game. Recognition no matter the cost. But stretched to the outer reaches of their physical and mental limits. Their striving for glory has destroyed the bond of their friendship.

The bond of friendship, now hangs by a thread...

Striving to achieve goals and to set standards, does not always come without a paying a big price. When pushing the physical and mental lim-its, friendships are put to a massive test. Even the strongest of bonds has been shredded in times of fatigue and defeat. And has left years of friendships destroyed. In most great achievements numbers are naturally involved. Whether it is time, height, distance or a measure-ment of an obstacle.

It is important to remember that for most, tackling obstacles together as a strong team is what it is all about. Maintaining friendship through hours of stress and fatigue is of outmost impor-tance, when ascending the mountain of numbers.

VIL DU KUNNE

MERE END

BARE FØRSTEH

JÆLP

Internationaltanerkendt

kursus

WILDERNESS

FIRST

RESPONDER

WWW.FRONTMED.DK

KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52ÅRHUS: Østergade 30 ROSKILDE: Karen Olsdatterstræde 4 AALBORG: Bispensgade 34 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 Kundeservice: 33 14 51 50 - info@friluftsland.dk - www.friluftsland.dk

Godt udstyr - bedre oplevelser!

BM

c-t

ræf

Foto

: and

ers

hed

ager

Ped

erse

n

Forbeholdt postvæsnet Klatring 47966

PP B

DANSK BJERG & KLATREKLUB

Klatring

Feroce

Force

ThunderSuperkomfortabel sko til lettere ruter med god støtte til foden.

Herre

Dame

Skoen til den øvede klatrer på de lange dage i såvel boulderen, som på ruten! Herre- og damemodel.

Superpræcis sko - når kun det bedste er godt nok!

699,-

749,-

999,-

Scarpa er i verdenseliten - også når det gælder klatresko. Produktionskvalitet og materialer er i top, men derudover er Scarpa ekstremt innovative og har tradition for at knytte topklatrere med evner som skodesignere til sig og give dem en stor frihed til at udvikle nye modeller.

København - Roskilde - Odense - Århus - Aalborg - www.friluftsland.dk - 33 14 51 50

scarpa_bag_hel_10.indd 1 01-06-2011 10:34:57

2011#1

DA

NS

K B

JER

G &

KLATR

EK

LUB

KLATR

ING

#1, 2011