SONGHOY BLUES

TEMENIK ELECTRIC

STEFAN PASBORGTARRABAND

VASHTI BUNYAN

MILLIE & ANDREA

METÁ METÁ

ZU FEAT. GABE SERBIAN

WILDBIRDS & PEACEDRUMS

SÖNDÖRGŐ

MAGASIN #002 / NOVEMBER/DECEMBER 2014 / GRATIS

LEDER SIDE 3VASHTI BUNYAN SIDE 4

SONGHOY BLUES

SIDE 8

STEFAN PASBORG

SIDE 12NYE ARABISKE TONER SIDE 16

ZU FEAT. GABE SERBIAN

SIDE 18PROTON: MILLIE & ANDREASIDE 22KALENDER

ALMONDE: RWANDASIDE 24

SÖNDÖRGŐ

SIDE 30SIDE 26

WILDBIRDS & PEACEDRUMS

SIDE 34SOUND PRINTS / JAKOB BRO SIDE 38METÁ METÁUNSEEN RECORDINGS

SIDE 40SIDE 42

INFORMATIONPRAKTISK

Adresser:

Jazzhouse: Niels Hemmingsens Gade 101153 København K, +45 3315 4700

Global: Nørre Allé 72200 København N, + 45 5058 0841

Billetter: Til koncerter på Jazzhouse købes via Jazzhouse.dk eller Billetlugen.dk. Billetter til Global købes via Globalcph.dk. For begge steders vedkommende gælder det, at der normalt vil være billetsalg i døren, men vi anbefaler at man køber i forsalg til de store koncerter. Billetterne er unummererede pladser - også ved siddekoncerter.

Åbningstider: På Jazzhouse og Global åbner dørene en time inden koncertstart. Baren holder åben efter koncerterne.

Grupperabat:

Global har fast studierabat på 20 kr ved køb af billet i døren. Tag kontakt til info@globalcph.dk for information om grupperabat.Jazzhouse yder rabat til uddannelsesinstitutioner og grupper på mere end 15 personer. Tag kontakt til info@jazzhouse.dk for mere information.

Red.: Rasmus Steffensen, Michael Lakjer Meyer, Andreas K. Rasmussen, Nicklas Weis Damkjær

Skribenter: David Folkmann Drost, Mathias Ruthner, Martin Hornsleth, Mikkel Kongstad, Emil Nepper-Davidsen, Jeppe Hedegaard, Moema Terra Vieira, Kasper Kirkegaard, Anders Lund, Rasmus Steffensen, Michael Lakjer Meyer, Andreas K. Rasmussen, Nicklas Weis Damkjær

Grafik: Andreas K. Rasmussen Tryk: Strandbygaard Grafisk A/SForsidebillede: Ernst Haeckel

I N D H O L D

M U S I K& H Å BKan man forestille sig en verden uden musik? Det spørges der til i dette nummer af Jazzhouse’ og Globals fællesmagasin i artiklen om bandet Songhoy Blues, der på egen krop oplevede at måtte flygte fra jihadister, der ønskede at forbyde musik i det nordlige Mali. Songhoy Blues, der kan opleves på Global til december, har med deres musik således aktivt forsøgt at indgyde håb og kæmpe for retten til musik i en verden, hvor nogle ønsker at bringe den til tavshed.

På Jazzhouse og Global arbejder vi på at skabe de bedste betingelser for den levende musik. Live-musikken i al dens mangfoldighed er det bankende hjerte i alt det, vi gør, og det kan derfor være meget svært at forestille sig en verden uden musik. Men netop derfor er det også vigtigt at give stemme til de folk, der kæmper en konkret kamp for at holde musikken i live. I dette nummer kan du således også læse en reportage fra Rwanda, hvor musikken tilbage i 90’erne blev brugt som agitation-smiddel til etnisk udrensning, og hvor en ny generation søger en ny musikalsk identitet, der kan skabe håb frem for at skabe had.Heldigvis spiller musikken for fuld hammer på både Global og Jazzhouse, og der er meget godt i vente, som du kan læse om i nærværende magasin. Læs bl.a. om den gådefulde sangerinde Vashti Bunyan, der egentlig havde trukket sig desillusioneret tilbage fra musik-branchen, men siden vendte eventyrligt tilbage og nu spiller sin første koncert i Danmark, læs om forrygende ungarske Söndörgö, der har væltet både Global og Roskilde Festival med deres intense musik, om halsbrækkende italienske Zu, der gæster Jazzhouse med den amerikan-ske trommeslager Gabe Serbian og de britiske techno-eksperimentali-ster Millie & Andrea. For bare at nævne nogle udpluk.

Vores fælles program vidner om, hvor rig og alsidig en verden af musik, der stadig er derude. Det må vi ikke tage for givet, men tværtimod fejre. “Let me keep some hope”, synger Wildbirds & Peacedrums, som du også kan læse om her i magasinet, på en ny single. Lad disse sider være en fejring af håbet og af musikken, der ikke kan bringes til tavshed.

Med venlig hilsen

Global & Jazzhouse

VA

SH

TI B U N Y A N

SIDE 4

18. november giver den engelske sangerinde Vashti Bunyan koncert i Jazzhouse. Det bliver den første danske koncert nogensinde fra Bunyan, og muligvis også den eneste, da det netop udsendte album Heartleap skulle blive hendes sidste. I an-ledning af koncerten introducerer David Folkmann Drost her til den enestående musiker.

Vashti Bunyan har uden at ville det, og i vid ud-strækning uden at vide det, været en formgivende og samlende skikkelse for den spredte bølge af yngre musikere, der på forskellig vis vedkender sig en arv til folkemusikken, og i måske endnu højere grad til de fortolkere af folkemusikken som fra halvtredserne til halvfjerdserne forbandt folke-

musikkens instrumentering med det skrøbelige og intime rum som moderne indspilningsteknikker også gjorde plads til. Indie folk, psych folk, wyrd folk, avant folk, freak folk, kammerfolk – kære børn bliver sent trætte af at finde på spændende navne, men ingen af disse genrer ville være de samme uden Vashti Bunyans enestående stemme eller genudgivelsen af hendes debutalbum, Just Another Diamond Day, i 1999.Historien om Vashti Bunyans tidlige karriere er en kunstnermyte i rå form – den smukke unge pige som blev ”opdaget” af Andrew Loog Oldham (Rolling Stones’ manager), indspillede en single skrevet af de to hitmagikere Jagger og Richards, solgte ad helvede til, blev droppet af sit label, tabte modet, droppede ud, købte en gammel heste-

E G E N T L I G

H U N

V Æ R E

B U N Y A N

V I L L E

B A R E

P O P S A N G E R

SIDE 5

vogn og begav sig nordud ad landevejen mod de skotske Hebrider, for at flytte i kollektiv med The Incredible String Band, eller også var det Donovan. Undervejs, konstant overhalet af arrige bilister, regnvåd, mismodig og ungdommeligt håbefuld skrev hun så de sange, som skulle blive til hendes første egentlige album, Just Another Diamond Day (1970), hjulpet på vej af den ameri-kanske, psykedeliske stjerneproducer Joe Boyd. Ligesom hendes første singler sank også JADD som en sten gennem hitlisterne og pladebutik-kernes reoler, og forsvandt næsten øjeblikkeligt. Vashti Bunyan opgav popkarrieren, blev mor, flyt-tede til Edinburgh, og lagde hele affæren bag sig. Hun levede i relativt lykkelig uvidenhed, indtil hun kom på internettet i 1997, og søgte på sit eget

navn (naturligvis). Til hendes store overraskelse var JADD blevet til et eftertragtet samlerobjekt, som en indviet kreds af folkfanatikere var villige til at betale uhyrlige summer for at eje, og i 1999 blev debuten så genudgivet på CD af Spinney.

Tre år senere var jeg lige flyttet til Nordnorge for at studere samisk religion, men det kunne lige så godt have været til et hippiekollektiv på Hebriderne – mere romantisk drøm end praktisk karrierevalg. Det var et følsomt tidspunkt, og JADD ramte mig som en kuldegysning. Pladen føltes som en flaskepost, der havde skvulpet ved stranden i tredive år, og kaldte mig ved navn. Det var drømmen om Skotland, som tonede sig frem i sangene. Ikke det virkelige Skotland som Bunyan

SIDE 6

Va s h t i B u nya n ( U K ) + B l o o d O n A Fe a t h e r ( U S / D K )

/ J a z z h o u se

/ 1 8 / 1 1

/ 2 0 : 0 0 / 2 0 0 d k k

fandt, da hun endelig nåede frem, men en næsten aggressivt naiv tro på styrken i det smukke, enkle og skrøbelige, og det åbne landskab for enden af vejen. Netop denne trodsige uskyld er drevet så langt frem, at vi kan ane virkeligheden bag sangene. Der er et element af stiliseret fantasi, som kan virke afskrækkende på mere kyniske lyttere, men samtidig anes et mørke, som står i kontrast til fantasien. Viljen til at tro på det smukke antyder en erkendelse af det grimme, som livet også indeholder. Lyden af pladen er stadig lamslående. Bunyans hviskende stemme, hendes fingerspillede guitar og de enkle melodier holdes op imod Robert Kirbys svulstige, men altid diskrete arrangementer. Jeg får stadig svært ved at snakke, når JADD roterer på anlægget.

I 2005, mere end 30 år senere, udkom så efterføl-geren Lookaftering på Fat Cat Records, produceret af Max Richter, og med en perlerække af celebre ungfolkere som gæster. Jeg faldt endnu en gang i svime, og skrev en begejstret (og ikke så lidt prætentiøs) anmeldelse for Musiktidsskriftet Gei-ger, som jeg trods min skam vil citere, her, fordi jeg ikke er blevet meget bedre:

”Man hører knapt, at hun er ældet, men tonerne klinger måske ikke længere altid helt så rent, som de engang gjorde. Stemmen lyder til tider en anelse træt og resigneret, men denne skrø-belighed bliver dog til en styrke nærmere end et problem. Det helt afgørende er nemlig den indføling og overvældende intensitet, som Bunyan bringer til mikrofonen, akkompagneret i første omgang af klaver og guitar. Lyden af åndedræt og fingre på strengene trækker musikken helt ud af højttalerne og gør den umulig at ignorere, mens Max Richters kongeniale arrangementer smægtende og medfølende udvider rummet. (…) Lookaftering gør ikke meget væsen af sig. Den er så ugenert yndig, at den i en verden, hvor store armbevægelser og ritualiseret provokation er en integreret del af populærmusikkens udtryk, let kunne blive opfattet som navlebeskuende og uambitiøs. Skønheden i Bunyans udtryk ligger ikke i bombastisk forsagelse af verdens ondskab, men udtrykker nærmere en forelsket fatalisme. Frem for at oprøre sindet mekanisk larmende, indbyder musikken til fordybelse, refleksion og overgivelse til det umiddelbare.”

Jeg vil undlade at bruge ord på de mange kunst-nere, som har samarbejdet med, eller i tidens løb

bekendt deres gæld til Bunyan. Der er skrevet nok om dette, og om noget har Heartleap, hendes seneste plade, været et forsøg på endelig at tage fuld kontrol over indspilningsprocessen, om det så skulle være på bekostning af den fyldige instrumentering som har præget hendes første udgivelser. Det keyboard som har været en del af sangskrivningsprocessen i Bunyans senere år, og som Max Richter bandlyste fra Lookaftering, er for første gang også repræsenteret på indspil-ningerne. Der er dog ingen tvivl (gudskelov, fristes man til at sige) om, at det er den samme kvinde, samme stemme og samme særlige følsomhed som udtrykker sig. Vi kan stadig kalde det for folk, selvom Bunyan ikke selv bryder sig om den beskrivelse. Og vist har hun da ret - ingen folkemusik har nogensinde lydt sådan. Det er fortrinsvis akustisk musik som ikke kunne eksis-tere uden forstærkeren – stemmen helt fremme i mikrofonen, med åndedrættet som taktslag. Rummet er intimt, så intimt at musikken ikke hører hjemme i en koncertsal. Som lytter føler man sig som voyeur, usikker på om man overho-vedet hører til i rummet, sammen med sangeren. Heartleap vil antageligvis være Bunyans sidste plade, og den udgør en rørende og passende afslutning på en kort og enestående diskografi. Størstedelen af Bunyans livsværk – moderrol-len, regnvejret, privatlivet – kommer vi aldrig til at dele, og det er meget fint på den måde. Vi er efterladt med en håndfuld skrøbelige, naive og gådefulde sange, som vi kan nynne på rejsen mod Hebriderne.Jeg kan næsten ikke vente til jeg får Vashti Bun-yan at se på Jazzhouse, og ser i den forbindelse frem til at få slået skår i mine egne drømmebill-eder.

David Folkmann Drost udgiver musik under navnet Moongazing Hare, er medstifter af plade-selskabet Dendron Records og medarrangør af Fanø Free Folk Festival.

SIDE 7

SIDE 8

V Æ R T S H U S R O M A N T I K F R A B A L K A N

S Ö N D Ö R G Ő

SIDE 9

Med deres fantastiske koncerter på Roskilde Festival og Global sidste år viste ungarske Söndörgő at de er et af tidens mest spæn-dende og virtuose orkestre inden for balkan-genren.I anledning af at orkestret den 15. november vender tilbage til Global, præsenterer vi her en personlig introduktion til den sydslaviske tamburica-tradition, som Söndörgő har bragt fra tilrøgede værtshuse til festivalscener over hele Europa.

Af Emil Nepper-Davidsen

Da de osmanniske hære stormede ind over Balkan i slutningen af 1600-tallet spredte det skræk og rædsel i Europa. I Wien besluttede kejseren at invitere de flygtende sydslavere til at slå sig ned i det habsburgske riges udkant som et bolværk mod tyrkerne. Således op-stod der hele serbiske og kroatiske landsbyer i Ungarn, og rigets sydligste provins, Vojvo-dina, blev så overrendt at det i dag er en del af Serbien.

V Æ R T S H U S R O M A N T I K F R A B A L K A N

S Ö N D Ö R G Ő

SIDE 10

Som så mange andre steder i vores urolige og uforståelige verden søgte befolkningen tilflugt i brændevin, røg og nostalgi. Med tiden opstod der en særlig form for værtshusmusik i dette grænseland mellem sydslavere, ungarere, tyrkere, jøder og sigøjnere med det viltre og sprudlende strengeinstrument tamburaen som dens klare kendetegn.

Man oplever gerne denne tamburica-musik tilbagelænet med udstrakte arme og svøm-mende øjne. Enten på snuskede bevært-ninger med blondeduge og nøgne lysstofrør hvor ”Den gamle bys sange”, som de også kaldes, strømmer ud af barens slidte stereo-anlæg, eller på traditionelle restauranter, hvor man for nogle sedler i harmonikaen kan få de inviterede tamburica-orkestre til at spille ens personlige favoritter, når de kommer forbi ens bord. Således betalte nogle serbiske venner engang et tamburica-orkestre til at omringe mig og spille ”Se mig nu, du utro kvinde”, da min kæreste var smuttet med en anden. Bit-tert og sødmefuldt. Andre klassikere er ”Vært-shuset er min skæbne, det var hende der tog mig” og ”Sort vin, sorte øjne, alt omkring mig er sort”. Før man ved af det har šljivovicaen og de andre rakijaer dulmet sanserne, røgen sløret synet og tamburaerne døvet tankerne så man ikke ved om det er Østrig-Ungarn, Osmannerriget eller ens liv der er i opløsning. I Vesteuropa er Ungarn mest kendt for sigøjnernes hidsige violintemaer, kanoniseret i Brahms ”Ungarske danse”. Familieorkester-et Söndörgő har dog valgt at forfølge deres kroatiske aner og mestrer tamburica-musik-ken til perfektion. I 2008 vandt de, som første udenlandske ensemble, prisen for bedste

SIDE 11

tamburica-orkestre i Serbien. Gruppen består af de tre Eredics-brødre, Áron, Benjamin og Salamon, deres fætter, Dávid Eredics og deres skolekammerat, Attila Buzás. På trods af deres ungdommelige fremtoning har Söndörgő snart eksisteret i 20 år. Brødrenes far, Kálmán Eredics, optrådte på Folkscenen på Roskilde-festivalen i 1983, og da søn-nerne sidste år, 30 år senere, gjorde faderen kunsten efter var det til jublende anmeldelser. Her fra Gaffas Torben Holleufer: ”Sønnerne tog traditionen med sig på fornemmeste vis og blendede den med alle de fedeste musik-former, Balkan kan opvise.”

For udenforstående kan tamburica-musikken af og til lyde som et fandenivoldsk møde mel-lem Venedigs mandoliner og en banjoduel fra Det Vilde Vesten. For som elskere forsvinder, kommer nye til, og Söndörgő har en forkær-lighed for den muntre del af tamburica-repertoiret. Men Söndörgő holder sig bestemt ikke kun til tamburica, de behersker også klarinet, saxofon, harmonika, hyrdefløjte og den stramtspændte darbuka-tromme. De kan derfor forvandle sig til et yderst velspillende bryllupsorkester, der med autoritet og oprigtig glæde serverer de største čoček-hits for deres publikum. Sidst orkestret gæstede Global blev de modtaget med armene i vejret, og dem der kunne dansede kolo, den syd-slaviske ringdans, mens andre nationaliteter bare hoppede rundt til sveden drev.

Så hvis du godt kan lide energien i Balkan-musikken, men er træt af hornene og den fortærskede sigøjnerromantik, vil det kom-mende besøg fra Söndörgő være en fan-tastisk introduktion til de mange andre – og

mere interessante – Balkan-genrer der lever i bedste velgående. Fra melankoli til bryllup og fra Ungarn til Tyrkiet. Her er intet forsøg på at opfinde den dybe tallerken eller sætte den gamle på museum, der er bare gullasch til folket, og dét den bedste af slagsen.

S ö n d ö r g ő ( H U N )

/ G l o b a l

/ 1 5 / 1 1

/ 2 2 : 0 0 / 1 0 0 d k k

SIDE 12

W I L D

&

P E A C E

D R U M S

W I T H O U T

L O S T

Y O U R

R H Y T H M

Den svenske duo Wildbirds & Peacedrums følger endelig op på fire års albumpause med albummet “Rhythm”, der synes at indfange essensen af bandets lyd som et nøgent hjerte i en kaotisk verden. 7. novem-ber giver de i Jazzhouse en unik audiovisuel koncert under CPH:DOX.

Af Rasmus Steffensen

Det er efterhånden et stykke tid siden, at Wildbirds & Peacedrums sidst lod høre fra sig. Vi skal således helt tilbage til 2010 for at finde albummet “Rivers”, der reelt var en dobbelt ep, hvor den svenske duo bl.a. prøvede kræfter med at sætte deres nedbar-berede percussion- og vokaldrevne musik op mod et islandsk kor. Siden har de optrådt på bl.a. Vega i København med Copenhagen Phil. Kunne disse samarbejder antyde en bevægelse mod et mere orkestralt eller lige-frem symfonisk udtryk, så viser det netop udsendte album, “Rhythm”, tværtimod en duo, der vender helt tilbage til det nøgne udgangspunkt. Alene titlen på pladen virker i al sin enkelhed som en programerklæring, og førstesinglen “The Offbeat” underbygger med en video, der krydsklipper mellem en

B I R D S

SIDE 13

enlig trommeslager og hvad der ligner gam-le erotiske filmklip. Wildbirds & Peacedrums handler om pulsen, hjertet, blodet, nerverne og kødet. En musik som en varmblodet krop, men også med en indbygget længsel efter at række ud. Om det nye album siger sangerinde Mariam Wallentin: “Vi ønskede at skabe en plade, der føltes så intens som vores koncerter og lige så kaotisk som verden omkring os.”

Ud over Mariam Wallentin består duoen af trommeslager Andreas Werliin. De lod for første gang deres særegne udtryk høre på albummet “Heartcore” (2007, The Leaf Label) og har siden marketeret sig med et originalt musikalsk udtryk, der synes at appellere til både jazz- og indie-fans. Hvad man egentlig skal betegne Wildbirds

& Peacedrums som, er dog ikke helt let at sige. En slags shamanistisk blues eller tribal soul? I hvert fald trækker Wallentins vokalarbejde og lyriske univers i høj grad på genrer som blues, soul og spirituals, mens Werliins rytmearbejde skaber en raslende, skeletal og til tider nærmest tranceskabende puls under sangene. Det opfindsomme trommespil og den sjælfulde vokal gør på én gang Wildbirds & Peacedrums til et kraft-fuldt og skrøbeligt bekendtskab. En krop, der virker faretruende tæt på at kollapse, men som dog holder sig oprejst, ekstatisk dansende. Et af de smukkeste eksempler på gruppens næsten salme-lignende besyngelse af rytmen som altings kerne må være sangen “My Heart” fra albummet “Snake”, hvor Wallentin henvender sig til sit eget bankende hjerte med bønnen “I’m Lost Without Your Rhythm” og videre synger: ”My heart believes that there is no reason / To increase that pulse into running horses / Don’t make me slip and loose that feeling / A few seconds of sweet immortality”.

Blod og ild

Når Werliin og Wallentin formår at holde et så sparsomt set-up vitalt, så skyldes det ikke mindst, at de trækker på et kar af musikalsk erfaring. Werliin er således trommeslager i den glødende free jazz-trio Fire!, der for tiden turnerer i den imponerende bigband-version Fire! Orchestra. Netop Fire! Orches-tra åbnede Jazzhouse’ 2014-program med en uforglemmelig koncert, der høstede topkarakterer hos anmelderne og også førte dem videre til dette års Roskilde Festival. I Fire! Orchestra kan man også opleve Wal-lentin som vokalist og tekstforfatter. Begge får således mulighed for at udfolde sig i den store, orkestrale sammenhæng her, hvilket måske også begrunder, at de med Wildbirds & Peacedrums nu vender tilbage til den minimale form.

Wallentin har på sin side udforsket nye sider af talentet med solo-projektet Mariam The Believer, hvor den spirituelle åre fra Wildbirds & Peacedrums udfoldes i et mere akkordbåret univers med guitar og orgel-flader og med inspiration fra navne som Alice Coltrane og Talk Talk. Også Mariam The Believer optrådte i Jazzhouse, nærmer bestemt under Copenhagen Jazz Festival i 2013. Med albummet “Blood Donation” har hun høstet store roser, også internationalt. Lyrisk genfinder man billedsproget fra Wildbirds & Peacedrums, forsøget på at for-ankre det spirituelle med en rå og sanselig virkelighed, med kød og blod.

Unik audiovisuel koncert

Både Wallentin og Werliin har således i flere omgange imponeret i Jazzhouse, og har man én gang oplevet Wildbirds & Peacedrums live, ved man, at det er en både hudløs og intens musikalsk oplevelse. Kon-certen d. 7. november markerer den første koncert på dansk jord fra bandet, siden udgivelsen af “Rhythm”, men selvom bandet på mange måder er en tilbagevenden til bandets ur-form, så fortsætter duoen med at være åbne for nye eksperimenter. Til denne koncert, som er blevet til på foranledning fra filmfestivalen CPH:DOX, optræder Wild-birds & Peacedrums således med en unik audiovisuel koncert, hvor de fremfører deres musik til overdådigt visuelt akkompagne-ment fra den tyske filmskaber Wolfgang Lehmans film “Dragonflies with Birds and Snake”. Her vil musikkens puls gå i dialog med de levende billeders rytme. Lehmans

W i l d b i rd s & Pe a ce d r u m s ( S E ) vs . ‘ D r a g o n f l i e s w i t h B i rd s a n d S n a ke ’

+ I L L D J I N N ( D K )

/ J a z z h o u se

/ 0 8 / 1 1

/ 2 1 : 0 0 / 1 4 5 d k k

lydløse naturfilm arbejder nemlig i høj grad med rytme, puls og repetition i billedstrøm-men, når han fremviser sine næsten psyke-deliske visioner af dyrelivets mylder.

For at fuldende aftenens rytmiske og shamanistiske afsøgninger bydes der på support med det danske projekt ILLDJINN alias trommeslager Mads Forsby (Girls in Airports m.fl.), der som en åndemaner stiger ned i trommernes dunkle dyb.

SIDE 16

N Y E

T O N E RA R A B I S K E

I denne sæson kan man på Global opleve to bands, der fører musiktraditionerne fra den ara-biske verden i nye spændende retninger, Malmös Tarabband og Temenik Electric fra Marseille.

/ G l o b a l

/ 1 4 / 1 1

/ 2 2 : 0 0 / 8 0 d k k

Med base i Malmö er Tarabband leveringsdygtige i et djävla gott crossover mellem arabisk folke-musik, folk, salsa, flamenco og jazz. Kvintetten består af den irakisk-egyptiske sangerinde Nadin Al Khalidi og nogle af Sveriges dygtigste musik-ere inden for folk- og worldgenren. Live er de uforlignelige i beherskelsen af de mange genrer, som bliver bundet sammen af en smittende spilleglæde.

I 2012 sendte Tarabband debutpladen Ya Sidi på gaden, et overlegent udspil, der stemningsmæs-sigt bevæger sig fra kontemplative dybder til inciterende opture. Hver af albummets ti sange byder på sit eget soniske tæppemønster vævet af instrumenter som håndtromme, violin, fløjter, sækkepibe og strengeinstrumentet saz. Dagbladet Sydsvenskan skriver blandt andet om pladen: “Olika slags rytmer pulserar genom plattan och gruppen balanserar läckert luftighet med virtuosa energiryck.”

Tarabband blevet dannet i 2007 med forankring i Khalidis arabiske sang. Khalidi, som også mestrer saz-instrumentet, flygtede fra krigen i Irak i 2002, og gruppens sange tager lytteren med ud på en emotionel rejse, hvor temaer som overlevelse, eksil og genfødsel er de bærende søjler. Ordet ‘tarab’ kommer i øvrigt fra arabisk og betegner en form for ekstase, som opstår, når musik og følelser smelter sammen til en symbiose. Ekstasen ind-finder sig helt sikkert også, når de fem musikere rækker ud efter publikums hjerter denne aften på Global.

Ta r a b b a n d ( I N T )

SIDE 17

Tag en gang højpotent spaderock og spæd den så op med nordafrikansk folkemusik, så har du nogenlunde et billede af Temenik Electrics musik. Den står med andre ord på svedige rockriff og et-nisk tonesætning, når den fransk-arabiske gruppe stempler ind på scenen med deres smækfede hybrid, som man kan kalde “Arabic rock”.

Den Marseille-baserede kvintet har udgivet ét fuldlængdealbum, Ouesh Hada fra 2013. På-virkningen fra arabisk musik er hørbar i samples med traditionelle nordafrikanske instrumenter og - ikke mindst - i gruppens sanger og sangskriver Mehdi Haddjeris arabiske tekster, som ofte har et socialt-politisk indhold. F.eks. handler sangen Ness Jirénin (De Sultne, red.) om unge arabers utilfredshed med tingenes orden i de arabiske lande. Ja, faktisk blev sangen skrevet adskillige måneder før demonstrationerne i Tunesien, der som bekendt endte med regimets fald.

Mehdi Haddjeri indrømmer, at han kender U2 og Ben Harper bedre end Cheikha Rimitti og Khaled, og det var på en rejse til sit andet hjem-land Algeriet, han for alvor blev sporet ind på den arabiske musik. I den forbindelse mødte han flere lokale musikere, og inspireret af dette møde begyndte han og bandet at fusionere vestlig rockmusik og den traditionelle musik fra Algeriet. Eller med mandens egne ord: “It just happened spontaneously, naturally, without thinking of it. Because these sounds are our sounds! We have one foot on both sides of the Mediterranean sea. We are the children of the rock and pop era but we are also children of the chaabi and the oriental music world.”

/ G l o b a l

/ 1 2 / 1 2

/ 2 2 : 0 0 / 8 0 d k k

Te m e n i k E l e c t r i c ( F R )

SIDE 18

Det Manchester-baserede label Modern Love har i den sidste håndfuld år huset nogle af de mest interessante navne på den britiske technoscene. Det kom derfor heller ikke som det store chok, at det netop var Modern Love, der stod bag en af årets bedste overraskelser med udgivelsen af Mil-lie & Andreas første fuldlængde “Drop the Vowels”. Pladen var duoens første udspil i fire år, efter at de udgav en række 12”ere på Modern Loves datter-selskab Daphne fra 2008 til 2010. Millie & Andrea udgøres af to af selskabets spydspidser: Miles Whittaker og Andy Stott.Miles Whittaker er bedst kendt for sit samarbejde med Sean Canty i Demdike Stare, hvis særegne blanding af ambient, drone, orientalske samples og dystopisk techno har vundet genklang hos både lyttere og kritikere. Whittaker producerer desuden mørk og svævende techno som Miles og MLZ, ligesom han deltager i konstellationer som Pendle Coven, Daughter of the Industrial Revolution og HATE, der også tæller Andy Stott, og som alle bevæger sig et sted mel-

lem æteriske lydflader og ind-til-benet techno.Andy Stott har, ud over sine to samarbejder med Whittaker, mest gjort sig bemærket solo, hvor han har udgivet et hav af ep’er og tre albums (alle på Modern Love). Sidste års “Luxury Problems” gav ham hans store gennembrud og blev hyldet af blandt andre Pitchfork og Resident Advisor, som fremhævede den som en af årets bedste plader. Stott kan sin dubtechno til fingerspidserne, men det er hans evne til at forene den med dystre og ambiente lydlandskaber, der adskiller ham fra hans kollegaer.Fælles for de projekter, som Whittaker og Stott ellers er involveret i, er deres mørke, distancerede og kølige indadvendthed, som går i øregangene frem for fødderne. Som Millie & Andrea arbejder de med en lyd og et tempo, som orienterer sig mod dansegulvet i en helt anden grad, end hvad man er vant til fra deres side.Lige fra deres første udspil, “Black Hammer/Gun-shot”, har referencerne til de sidste tyve års britisk ravekultur været fremtrædende. Således befinder

M I L L I E & A N D R E A

PROTON præsenterer to af de mest interessante navne fra den engelske technoscene. Når Miles Whittaker (Demdike Stare) og Andy Stott spiller sammen som Millie & Andrea, er der fokus på mørke og tilsodede klange, men også på impro-visation og en grundlæggende glæde ved gamle, hæderkronede rave-idéer. Mathias Ruthner fra bloggen Passive/Aggressive introducerer:

SIDE 19

Millie & Andrea sig et sted i det musikalske kryds-felt mellem alt fra jungle, breakbeat, dubstep og klassisk Detroit-techno uden at miste den musikal-ske nerve, som kendetegner Whittaker og Stotts lyd. Det kræver uden tvivl en vis kapacitet at kunne favne så forskellige genre over blot en række singler og et album, men Whittaker og Stott er bestemt heller ikke nybegyndere, hvad angår de ovenstående genrer. HATE-projektet, som de deler med Modern Love-kollega Gaz Howell, trækker store veksler på især jungle og noise, og Demdike Stares aktuelle “Test Pressings 1-6″ omfavner ligeledes jungle, house, techno og noise. Det er med andre ord kompetente og erfarne hænder, som står bag knapperne i Millie & Andrea, og det bærer musikken i den grad præg af.

Humoren tilbage i musikken

For både Stott og Whittaker er Millie & Andrea en platform, hvor de kan få lov til at udfolde en anderledes og mere udadvendt facet af deres lyd.

RU

M

FO

R IM

PR

OV

ISA

TIO

N

M I L L I E & A N D R E AM I L E S W H I T T A K E R & A N D Y S T O T T

I deres ungdom var de begge hyppige deltagere i raveparties, da legendariske acts som Aphex Twin og Autechre stadig spillede på små klub-ber og i forladte fabrikshaller. I et interview fra marts gav de udtryk for, hvor befriende det var at arbejde sammen om musik, der i højere grad var rettet mod dansegulvet: ‘Too many people are really too serious about what they’re doing. And in the end a lot of music’s just fun to make. I think you’ve really got to strive to keep that in it.’

Tøjlerne er dog ikke sluppet fuldstændigt hos Mil-lie & Andrea. Musikken ligger i naturlig forlæn-gelse af de øvrige udtryk, som de har arbejdet med i forskellige konstellationer, men man for-nemmer en umiddelbarhed i musikken, som ikke findes i samme omfang i deres respektive disk-ografier. Live er der åbnet op for en større frihed, der giver plads til improvisationer. Spontanitet er en integreret del af deres livesets: ‘There’s got to be space for improvisation. That means no two live shows are the same.’ Der vil uden tvivl blive satset benhårdt på at fylde dansegulvet, når Millie & Andrea kommer til København, og det er da også for alvor dér, at deres musik kommer til sin fulde ret.

Artiklen er tidligere bragt på bloggen Passive/Ag-gressive

passiveaggressive.dk

Om PROTON:

PROTON er tilbage fra sommerpause og fortsæt-ter efter devisen om at præsentere eksperimen-terende og livebaseret elektronisk musik, der hverken passer ind på den traditionelle natklub eller det typiske rockvenue.

Programmet er et elektronisk opbud af kosmisk house, afrofuturistiske jazz-mutationer, dekon-strueret drum’n’bass og hyperkinetisk comput-ermusik fra periferien af dansegulvet: Dansable eksperimenter, uhørte klange og bevidsthed-sudvidende beats.

P ROTO N p r æ se n t e r e r : M i l l i e & A n d r e a ( U K )+ M . E . S . H . ( U S )

/ J a z z h o u se

/ 1 9 / 1 2

/ 2 2 : 0 0 / 9 0 d k k

SIDE 20

SIDE 19

LØRDAG 01/11 22.00 240 DKK GLOBALSEUN KUTI & EGYPT 80 (NGA) / AFROBEAT

FREDAG 07/11 22:00 80 DKK GLOBALSANTIAGO DOWNBEAT (CHL) / SKA

FREDAG 14/11 22:00 80 DKK GLOBALTARABBAND (INT) / ARABIC FUSION

LØRDAG 15/11 22:00 100 DKK GLOBALSÖNDÖRGŐ (HUN) / BALKAN

LØRDAG 15/11 22:00 100 DKK GLOBALSÖNDÖRGŐ (HUN) / BALKAN

FREDAG 21/11 22:00 90 DKK GLOBALDEPEDRO (ES) / SPANISH ROCK

LØRDAG 22/11 22:00 80 DKK GLOBALKUENTA I TAMBU (NL) / TROPICAL BASS

SØNDAG 23/11 20:00 GRATIS JAZZHOUSEDMA WORLD

FREDAG 28/11 22:00 90 DKK GLOBALMETÁ METÁ (BRA) / PSYCHEDELIC SAMBA

LØRDAG 29/11 22:00 90 DKK GLOBALPROJEKT RAKIJA (BOS/NL) / SEVDAH ROCK

LØRDAG 29/11 20:00 150 DKK JAZZHOUSEDMA FOLK

FREDAG 05/12 21:00 TBA GLOBALELECTRO SWING CLUB (INT)

LØRDAG 06/12 22:00 80 DKK GLOBALSONGHOY BLUES (MLI) / DESERT BLUES

LØRDAG 01/11 22:00 80 DKK JAZZHOUSEHIEROGLYPHIC BEING (US) + LOW JACK (FR) / ELECTRONIC / EXPERIMENTAL/ PROTON

SØNDAG 02/11 20:00 195 DKK JAZZHOUSEGIV TIL GAZA / ROCK/INDIE

MANDAG 03/11 20:00 400 DKK JAZZHOUSEJOHN SCOFIELD TRIO (US) / JAZZ

TIRSDAG 04/11 20:00 400 DKK JAZZHOUSEJOHN SCOFIELD TRIO (US) / JAZZ

TORSDAG 06/11 20:00 160 DKK JAZZHOUSESONIC BOOM:HAN BENNINK / URI CAINE (NL/US) / AVANT-GARDE

FREDAG 07/11 21:00145 DKK JAZZHOUSEWILDBIRDS & PEACEDRUMS VS. ‘DRAG-ONFLIES WITH BIRDS AND SNAKE’ (SE) + ILLDJINN (SE) / INDIE/EXPERIMENTAL/ CPH:DOX

LØRDAG 08/11 20:00 145 DKK JAZZHOUSEFREJA KIRK (DK) / POP

TIRSDAG 11/11 20:00 UDSOLGT JAZZHOUSECANCER + METTE RASMUSSEN (DK)/ INDIE

ONSDAG 12/11 20:00 120 DKK JAZZHOUSECANCER + METTE RASMUSSEN (DK)/ INDIE

FREDAG 14/11 21:00 180 DKK JAZZHOUSETHE ASTEROIDS GALAXY TOUR (DK) / POP

SØNDAG 16/11 20:00 UDSOLGT JAZZHOUSEPERFUME GENIUS (US) / ART-POP

TIRSDAG 18/11 20:00 200 DKK JAZZHOUSEVASHTI BUNYAN (UK) + BLOOD ON A FEATHER (DK) / SINGER/SONGWRITER

TORSDAG 20/11 20:00 340 DKK JAZZHOUSESOUND PRINTS W. JOE LOVANO & DAVE DOUGLAS (US) / JAZZ

ONSDAG 19/11 20.00 60 DKK JAZZHOUSEF.E. DENNING DESCENSION ORCHESTRA + GUD ER KVINDE + DANIELLE DAHL (DK) / EXPERIMENTAL/IMPROV

ONSDAG 26/11 20:00 140 DKK JAZZHOUSEZU FEAT. GABE SERBIAN (IT/US) + FOSSILS (DK) / NOISE ROCK

TORSDAG 27/11 20:00 170 DKK JAZZHOUSEJAKOB BRO TRIO (DK/US) / JAZZ

TORSDAG 04/12 20:00 90 DKK JAZZHOUSEEMIL DE WAAL TRIO FEAT. NULLE (DK) / JAZZ

LØRDAG 06/12 21:00 180 DKK JAZZHOUSESTEFAN PASBORG “BIRTHDAY EXTRAVA-GANZA 2014” (DK) / JAZZ

D E C E M B E R

N O V E M B E R

K A L E N D E R

SØNDAG 09/11 13.00 GRATIS JAZZHOUSEEMIL DE WAAL+ SPEJDERROBOT, JAZZ FIVE OG RUMPISTOL (DK)/ BØRNEJAZZ

MANDAG 10/11 20.00 80 DKK JAZZHOUSEBÉVORT 3 / JAZZ/ UNICORN

SIDE 22

KOMMENDE KONCERTER: AOFIE O’DONOVAN (US), LINDIGO (REU), JONATHAN BYRD & THE SENTIMENTALS (US/DK), CHE SUDAKA (ES), ORLANDO JULIUS & THE HELIOCENTRICS (NGA/UK), ANTHONY BRAXTON QUARTET FEAT. TAY-LOR HO BYNUM/JAMES FEI/MARY HALVORSON (US), JONATHAN KREISBERG (US), MARIUS NESET (NO), ICEAGE (DK), CARSTEN DAHL SOLO (DK), COLIN STETSON & SARAH NEUFELD (CAN), GINMAN/EIVØR (DK/FO), SAKATA/NILSSEN-LOVE/BERTHLING, BREMER/MCCOY RELEASE (DK), JOSHUA ABRAMS (US)

SIDE 23

FREDAG 12/12 22:00 80 DKK GLOBALTEMENIK ELECTRIC (FR) / ARABIC ROCK

LØRDAG 13/12 22:00 80 DKK GLOBALSON PUNTILLAS (DK) / SON & SALSA

MANDAG 08/12 20.00 80 DKK JAZZHOUSEMORTEN SCHANTZ / JAZZ/ UNICORN

LØRDAG 20/12 21:00 190 DKK JAZZHOUSEMIKKEL NORDSØ BAND JULESHOW / JAZZ/FUSION

FREDAG 26/12 21:00 340 DKK JAZZHOUSESWEETHEARTS JULEGALLA 2014 FEAT. MC EINAR M.FL. / POP

FREDAG 29/12 21:00 195 DKK JAZZHOUSEPIERRE DØRGE & NEW JUNGLE ORCHES-TRA FEAT. MICHEL GODARD / JAZZ

FREDAG 19/12 22:00 60 DKK GLOBALCOPENHAGEN STEELBAND (DK) / CARIBBEAN

FREDAG 19/12 22:00 90 DKK JAZZHOUSEMILLE & ANDREA: MILES WHITTAKER & ANDY STOTT (UK) + M.E.S.H (US) / ELECTRONIC / EXPERIMENTAL / PROTON

SIDE 24

Z U F E AT .G A B ES E R B I A N

Det er selvfølgelig bare endnu et navn på plakaten på Jazzhouse. Et navn lige som alle de andre. Men alligevel er der noget ganske særligt over koblin-gen mellem Zu og Jazzhouse. Zu repræsenterer nemlig på mange måder den elastiske forståelse af begrebet jazz, som Jazzhouse er blevet ekspo-nent for. Det handler om frigørelse af de strukturer og rigide rammer, der låser musik fast i genre-betegnelser, fordi den skal kunne tæmmes, for at kunne blive formidlet og forstået. Helt i jazzens ånd handler det om at sprænge rammerne for logik og udforske felterne mellem allerede etablerede rum. Sådan et band er Zu. Og sådan et sted er Jazzhouse.

Men hvad gør man så, når man alligevel skal gribe fat om materien og give den en beskrivelse, så at du – kære læser – kan forstå hvad Zu er og gør, og ultimativt hvorfor du skal opleve dem live. Man kan for eksempel kigge på dens bevægelser og se hvilke mønstre, der danner sig? I tilfældet Zu, finder vi et band, der notorisk er viklet ind i andres musikalske baner, hvor musikalske samarbejder og udforskninger er en helt naturlig del af bandets bevægelsesmønstre. Lad os kigge lidt nærmere på dem.

Musikalske indviklinger og på-tværs-gåen

Selvfølgelig har genreudforsker og genredesertør nummer ét, Mike Patton, haft fingrene i Zu. Og selvfølgelig udkom forrige album ”Carboniferous” (2009) på Pattons label, Ipecac Recordings. De passer lige ind i profilen af utæmmelige størrelser, der fuldstændigt skødesløst og komplet bevidst

plukker arbitrære komponenter fra alskens genrer og blender dem sammen til et komplet og yderst originalt udtryk. Ofte med et hårdtslående udtryk til følge.

Mike Patton er langt fra at det eneste prominente navn, der har krydset klinger med Zu. Det vidner deres imponerende bagkatalog af 17 udgivelser på 15 år også om. Af særligt bemærkelsesværdige udgivelser kan nævnes den spruttende, sprællen-de og nærmest opløste How to raise an Ox (2005), der er lavet i samarbejde med det svenske free jazz koryfæ Mats Gustafson (The Thing, Fire! m. fl.). På Identification with the Enemy - A Key to the Underworld (2007) får Zu selskab af den japanske alt-muligmands-avantgardist Nobukazu Take-mura. Her bevæger de sig sammen ind i nærmest abstrakt kompositionsfelt, hvor electronica, glitch, ambient, industrial og sludge-metal er i konstant symbiose med hinanden.

Seneste fuldlængdealbum Carboniferous (2009) er et kolossalt og ofte groovy favntag med sludge - og doom metal, og derfor er der passende blevet plads til gæsteoptrædener fra Mike Patton og Buzz Osborne (The Melvins). På deres seneste udgiv-else, EP’en Goodnight, Civilisation (2014), er den originale trommeslager Jacopo Battaglia, der har forladt bandet for at prøve andre musikalske løbe-baner, erstattet med Gabe Serbian, der sandsynlig-vis er mest kendt for sine imponerende, tumul-tariske beats i grind – og spazzcore-bandet, The Locust, men som også har været vidt omkring og blandt andet spillet sammen med digital hardcore-mastodonten Alec Empire og avantgarde-elec-

Italienske Zu er en hårdtslående og progressiv trio, der bevæger sig mellem og på tværs af genrer. Trommer, bas og saxofon begår instrumental-musik, der kaster sig rundt i forskellige rytmer og udtryk, gerne i ét og samme nummer. 26. novem-ber står de på scenen i Jazzhouse, tilmed med den navnkundige ekstrem-trommeslager Gabe Serbian (The Locust).

Af Mikkel Kongstad

SIDE 25

tronica-sprællemanden Otto Von Shirach. Serbians speedrytmer får således også sat afgørende aftryk på Zu’s udtryk anno 2014, hvor trioen synes at være et sted mellem grindcore, hardcore og free jazz. Grindcoren bliver yderligere understreget af en gæsteoptræden fra Napalm Death-sanger Mark “Barney” Greenway på EP’ens ondsindede afslutningssalut og The Residents-cover, “Easter Woman”.

Ok, så lad os dog putte et navn på dyret.

Piller man Zu’s musikalske udtryk fra hinanden og ser på de enkelte komponenter, der bidrager til denne soniske kolos, finder man et virvar af referencer. Ved at liste dem op, får vi måske et klarere billede af hvordan genrebegrebet synes komplet opløst i hænderne på Zu. Zu’s udtryk består af henholdsvis tonstunge sludge-metalriffs a la Melvins, grindcore-lignende eksplosioner a la The Locust, skronkede saxofon-angreb i stil med James Chance & The Contortions, forjættet og mørk jazzrock a la Morphine, Glenn Branca’ske no wave-abstraktioner, John Zorns akrobatiske avantgardisme og dystopisk jazz a la Angelo Badalmentis soundtrack til David Lynch’ dystre Lost Highway.

Skulle man opsummere og samle disse forskel-lige komponenter i en rammende betegnelse, ville det sandsynligvis være et impossant amalgam af lettere genkendelige genrebetegnelser som grind-jazz, jazz-core, punk-jazz, sludge metal, avantgarde, no wave og noise rock. Der er sandsynligvis endnu flere referencer at

Z u f e a t . G a b e S e r b i a n ( I T/ U S )+ Fo s s i l s ( D K )

/ J a z z h o u se

/ 2 6 / 1 1

/ 2 0 : 0 0 / 1 4 0 d k k

spore i Zu’s sprudlende og hårdtslående ned-smeltning af genrebegrebet, men dem vil jeg lade dig om at byde ind med, efter du har været en aften i selskab med denne utæmmelige kolos. Én ting er stensikkert, du vil gå fra koncerten med en varm kakofoni af lyde summende i hele kroppen. Og det er vel lige netop det live-musik handler om? Uanset genre.

E N

K O L O SU T Æ M M E L I G

For tyve år siden flød rwandiske transistor-radioer over med hadske sange komponeret af prominente lokale musikere, der var med til at antænde Rwandas folkemord. I dag leder landets unge musikindustri efter en ny musikalsk identitet.

Af Jeppe Hedegaard

”Hvem af jer har skrevet en unik sang, som kan sælges i hele Østafrika eller endda i hele verden?” spørger han ud i klasselokalet. En ung elev med dreadlocks og cowboyjakke springer med det samme op af stolen og får lov til at give sit musikalske bud på et internationalt hit.

De første guitartoner lyder fælt som en skarp kniv, der kører hen over en tallerken, og får os til at holde hænderne for øerne, men efter at have fået hjælp til at stemme guitaren fra en klassekammerat starter han forfra på en sing-along popsang, der får de andre elever til at nynne med på et fængende omkvæd.

Så snart drengen igen har fundet sin plads, er læreren klar med et nyt spørgsmål: ”Ok, hvordan vil I så sælge ham her?”

Jeg er til undervisning i musik og markeds-føring på Rwandas første officielle musikskole, som ligger tæt på grænsen til Demokratiske Republik Congo, fire timer fra Rwandas hovedstad Kigali.

Det er kun tre uger siden, at musikskolen åbnede dørene for den første årgang af rwandiske musikelever, men allerede før de sidste instrumenter er ankommet til skolens musiklokale, har chefen for musikskolen, Jacques Murigande, givet eleverne svære lektier for. I løbet af deres tre-årige uddan-nelse vil Murigande have eleverne til at finde Rwandas nye musikalske identitet og lære at sælge den til resten af verden.

Af Murigande er jeg blevet fortalt, at det er Rwandas musikalske fremtid, der sidder

ved siden af mig på skolebænkene og fylder hæfterne med lærerens guldkorn for at kunne bestå de kommende eksamener og en dag komme til at leve af at lave musik.Alle 25 elever er headhuntede fra natio-nale auditions, hvor det lykkedes dem at overbevise Murigande om deres kvaliteter, men på trods af deres åbenlyse musikalske evner er de håbefulde elever oppe mod svære odds, hvis musikken en dag skal blive

F R AT I L

H A D E S A N G E

R W A N D AF R E M T I D S M U S I K

I N T R O D U C E R E R :A L M O N D E

SIDE 26

SIDE 27

deres levevej. For selv hvis nogle af eleverne er i stand til at erobre en plads på den rwandiske musikscene, forklarer Muriganda, at de vil blive en del af en musikindustri, der er fyldt med huller og mangel på struktur:”Industrien forsøger at finde en vej, som den ikke kender endnu, og på nuværende tidspunkt har industrien stadig ingen rigtig form eller struktur. Det meste af den musik, der bliver produceret i Rwanda, kan kun sælge i Rwanda, hvilket ville være okay, hvis der var rwandiske forbrugere nok,” forklarer Jacques Murigande, der levede som musiker i Canada i to årtier, før han i 2007 slog sig permanent ned i forældrenes hjemland Rwanda.

Da musikindustrien gik i dvale

En del af musikindustriens nuværende problemer skal findes i det folkemord, der for tyve år siden satte landets musikindustri i en tre måneder lang dvaletilstand. På den anden side af de myrderier, der kostede op mod en million rwandere livet, havde nogle af Rwandas dygtigste og mest populære musikere mistet livet, mens andre var jaget ud af landet, mange af dem for trauma-tiserede til at vende tilbage.På en café i hovedstaden Kigali har jeg få dage forinden mødt en af de musikere, der oplevede destruktionen af landets musikin-

dustri på tætteste hånd. Abdoul Makanyaga, musikindustriens grand old man, var dengang på toppen af sin karriere, før folkemordet slog ned i Rwanda og lagde hans og mange andres liv i ruiner.Makanyaga har sådan et ansigt, der model-lerer sig efter de følelser, som samtalen frem-kalder. Når han taler om dengang, han lånte en guitar af en yngre dreng og spillede sine første akkorder på gaderne i Kigali, får det aldrende ansigt et udtryk af barnlig glæde. Når han taler om to af sine drenge, der i dag lever som musikere i Sydafrika og Australien, lyser stol-theden ud af de gamle øjne. Men når samtalen vender sig mod folkemordet, ser jeg, hvordan panden bliver rynket og øjnene våde:

”Jeg prøvede altid at holde fred med alle, og budskabet i mine sange var altid, at vi skal elske hinanden. Men da jeg så, hvad de her mennesker gjorde, spurgte jeg mig selv: ”Hvor er kærligheden nu?” husker Makanyaga.

Han overlevede selv folkemordet dengang, men havde svært ved igen at vende tilbage til musikken. De fire venner, han spillede i band sammen med, var alle blevet slået ihjel, glæden ved livet forsvandt for Makanyaga, og det samme gjorde hans musikalske inspiration. Men efterhånden kom lysten til livet og musik-ken tilbage. Makanyaga fandt sammen med to ældre musikanter, og i dag optræder Group Makanyaga til bryllupper, fødselsdage og andre private arrangementer i hovedstaden Kigali.

En industri, der kan skabe arbejdspladser

På samme måde er landets musikindustri lang-somt begyndt at rejse sig oven på de ødelæg-gelser, som folkemordet dengang forårsagede. Og med de store midler, som regeringen har lovet at investere i landets kreative industrier i de kommende år, tyder meget på, at Rwan-das musikere i fremtiden vil stå med helt nye muligheder.

Musikskolen er kun det første af en række initiativer, der skal gøre Rwandas musikindustri til en velfungerende forretning og være med til at skabe arbejdspladser til landets musikinter-esserede ungdom.

I første omgang står Rwandas musikindustri dog over for en række akutte problemer, der skal løses: musikerne mangler ordentlige lydstudier, de har brug for flere spillesteder og så mangler de en fagforening, der kan rådgive dem om økonomiske spørgsmål. Alle de ting kan være på vej til at blive løst med regerin-gens nye bebudede investeringer, men mens musikindustrien venter på, at den nødvendige infrastruktur bliver bygget, har en af Rwandas unge musikere fundet sin egen vej til succes.

SIDE 28

Traditionel musik skal sikre international succes

Den sidste lørdag i hver måned optræder den 26-årige rwandiske sanger Mani Martin sammen med sit band på Greenwich Hotel i Kigali. Lyden skratter fra et par højtalere i dårlig stand, og ved bordene er de fleste af tilskuerne væk i venskabelige samtaler og lokale Primus-øl. Undervejs får Mani Martins lyse stemme dog publikum til at stoppe snakken, og da bandet til sidst spiller Mar-tins mest populære sang ”My destiny”, rejser tilskuerne sig fra deres pladser og danser begejstrede til de bløde poptoner.

Sidste år sikrede Mani Martin Rwandas musikscene en sjælden international eksponering med en lyd, der kombinerer landets musikalske traditioner med vestafri-kanske guitarmelodier og amerikanske soul-toner. Afrofusion kalder Mani Martin sin selvopfundne musikalske identitet, som sidste år gav ham en af de eftertragtede pladser på BBCs ”Top 50 songs of Mother Africa” med sangen ”My destiny”, og senere samme år gjorde Martin til en af ti største af-rikanske musiktalenter ifølge en årlig kåring hos Radio France International.

Ifølge Mani Martin er det netop Rwandas traditionelle toner, der i fremtiden skal være med til at sikre landets musikindustri inter-national succes:

”Når jeg for eksempel lytter til musikerne fra Sydafrika, så bliver jeg helt jaloux. For de sydafrikanske musikere, om det er en rapper eller en rockmusiker, giver mig den der sydafrikanske følelse. Du kan høre den sydafrikanske swagger. Jeg tror vi skal prøve at relatere al den musik, vi producerer, til vores traditionelle rwandiske musik, så enhver kan genkende den musik, der kom-mer fra Rwanda,” siger Mani Martin.

Hadske tekster antændte et folkemord

Men når Martin går tilbage i sit hjemlands musikhistorie for at lede efter inspiration til sin moderne musik, tvinges han til at lytte til de sange, der udgør et af musikindustriens mørkeste kapitler. Før 1994 indvilgede en række af Rwandas musikere i at kompo-nere og indspille en playliste af hadesange, som tordnede ud af transistorradioer og opfordrede hutuer til at dræbe tutsier under landets 100 dage lange folkemord.

Når jeg har søgt efter oplysninger om musikindustriens rolle under Rwandas folkemord, bliver et bestemt navn ved med at dukke op. Simon Bikindi, der også blev kaldt Rwandas Michael Jackson på grund

af sin enorme popularitet i hjemlandet, var en lysende stjerne, men under folkemordet ændrede han teksterne og fik et blodigt eftermæle. Særligt Bikindis sang ”I hate Hutus” fra 1992 blev brugt som frontsang-en i den dødelige propaganda, der blev afspillet på radiostationen Radio Télévision Libre des Mille Collines. I sangen angriber Bikindi de etniske hutuer, der ikke vil delt-age i hetzen mod tutsierne, og ifølge Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR) spillede Bikindis sange en så afgørende rolle, at han i 2008 blev idømt en 15 års fængselsstraf for at have opfordret til folkemord.

Når jeg spørger Martin til hadesangene fra dengang, bliver han stille og kigger mod gul-vet. Han husker ikke musikken fra dengang, men den fængslede Bikindi beskriver han som et af Rwandas største musiktalenter, der blev væk i de hadske budskaber:

”Jeg hørte navnet Simon Bikindi og begynd-te at lytte til hans musik sidste år. Jeg fandt sangene på youtube, og da jeg hørte dem, gik det op for mig, at han kunne have været den musiker, der kunne repræsenterer Rwanda på det afrikanske kontinent. Han blandede de traditionelle instrumenter med en moderne lyd. Men på tragisk vis var det netop ham, der indspillede hadesangene,” siger Mani Martin.

Den 65-årige Abdoul Makanyaga spillede sammen med Bikindi ved flere lejligheder i årene før folkemordet. Makanyaga var allerede dengang en erfaren musiker, mens Bikindi var den nye lysende stjerne på Rwandas musikscene. Men da hadesan-gene begyndte at udkomme, blev musikin-dustriens venskaber sat på en alvorlig prøve:

”Problemet var, at mange af musikerne var vores venner. De indspillede sangene på hemmelige steder, og vi vidste ikke, hvor-dan sangene blev til. Nogle af musikerne arbejdede allerede for staten, og vi tænkte, at de var blevet beordret til at komponere sangene af regeringen og af lederne,” siger Abdoul Makanyaga.

Musikken har lindret smerten

Mens Bikindis hadske sange spillede, var Mani Martin kun et barn. Under folkemordet mistede han sin bedstefar, som havde taget sig af Martin fra han var helt lille, og efter-følgende blev han anbragt på et børnehjem. Her lyttede han og de andre forældreløse

SIDE 29

børn til de sange, der kom ud af radioen. Men hvor musikken i Rwanda tidligere havde medvirket til at antænde et folke-mord, husker Martin, hvordan musikken på børnehjemmet var med til at lindre smerten:

”Vi var ikke alle forældreløse på grund af folkemordet. Vi var der af forskellige grunde. Men musik var det eneste, der kunne få os til at smile, for uden musik var der ikke noget at smile af,” siger Mani Martin.

Tilbage på landets musikskole er lederen, Jacques Murigande, sikker på, at musik-ken har været med til at redde mange af de rwandere, der kæmpede med smerter, traumer og afsavn i tiden efter folkemordet:

”Folkemordet dræbte ikke musikken i Rwanda, for musik overvinder det negative,” siger Jacques Murigande og fortsætter: ”Jeg tror på musikkens magt, og jeg tror, at folk i Rwanda stadig ville være zombier, hvis der ikke fandtes musik.”

”Ungdommen har en enorm drivkraft”

Eleverne på Rwandas nye musikskole er født efter det folkemord, der ramte Rwanda for tyve år siden. De skulle ikke se venner og familie blive dræbt, og de skulle ikke høre hadesange strømme ud af radioen.Fri af de traumer, der stadig plager mange ældre rwandere, er eleverne derfor gået i gang med at søge efter en ny musikalsk

identitet, sådan som Jacques Murigande og deres undervisere har lært dem, at de skal.Da dagens undervisning er forbi, møder jeg en af de unge musikere uden for klasselo-kalet, hvor han øver sig med en af skolens guitarer. Iført en tætsiddende vest og et par spidse læderstøvler bider han sig i under-læben og anstrenger sig for at finde de helt rigtige toner til den sang, han for tiden arbejder på.

”Ham her stillede op med en fantastisk udgave af ”Billie Jean” til sin audition,” griner Jacques Murigande til mig, mens han observerer drengens fingre på guitaren. Murigande kan ikke lade være med at give drengen et par gode råd, og til sidst overtag-er han guitaren og viser ham, hvordan han får sangen til at lyde præcis, som den skal. Bagefter går Murigande væk og lader den unge musiker arbejde videre med sin sang.

”I Rwanda udgør ungdommen en enorm drivkraft, som vi ikke kan lade gå til spilde. Hvis vi giver dem de nødvendige værktøjer og lærer dem at tænke kritisk, så tror jeg, at de her elever kan være med til at finde Rwandas nye musikalske identitet,” siger Jacques Murigande.

Almonde.dk er Danmarks netmagasin for verdensmusikken og alle dens genrer

Læs om afrobeat, cumbia, balkan, dancehall, americana, nordisk folk og mange mange andre stilarter fra nær og fjern

Almonde bringer interviews med danske og internationale kunstnere, plade- og festivalguides, dybdegående kronikker og reportager fra musikevents rundt om i verden.

SIDE 30

Ø R K E N B L U E S

E N I N T R O D U K T I O N T I L

S O N G H O Y

Moderne videreførere af Malis rige musikkultur gæster Global d. 6. december. Forvent rå ørken-blues med sylespidst swing.

Af Martin Hornsleth

”En verden uden musik? Det ville være et fængsel, ikke?” spørger Garba Touré retorisk i en artikel i The Guardian fra december 2013 om hans band, Songhoy Blues. Det er svært at forestille sig en verden uden musik. Men det er måske endnu sværere at forestille sig, at en sådan verden no-gensinde skulle komme på tale. Ikke desto mindre var en sådan verden en reel mulighed, som han og de tre øvrige medlemmer af Songhoy Blues var tvunget til at forholde sig til, da borgerkrigen i Mali rasede. Fundamentalistiske jihadister besatte i 2012 den nordlige del af Mali, hvor de tvang et forbud om musik ned over befolkningen. Og det i et land, som er verdenskendt for dets rige musi-kalske traditioner med artister som Tinariwen, Amadou & Mariam og Toumani Diabaté. For en-hver musiker er det selvfølgelig absurd at forestille sig at leve et sted, hvor musik ikke er tilladt. Derfor forlod Garba Touré egnen, vendte snuden mod syd og installerede sig i Malis hovedstad, Bamako. Her dannede han sammen gruppen Songhoy Blues med ligesindede musikere i eksil. Gruppens erklærede formål var at sende ofrene for borger-krigen et signal om overlevelse og styrke via hjem-stavnens musiktraditioner. Historien om Songhoy Blues begyndte altså med en borgerkrig.

Ørkenblues

Hvordan lyder Songhoy Blues’ musik så? Jo, som bandnavnet kraftigt antyder, har vi at gøre med en afart af blues. En guitardomineret, beskidt lyd. Gruppen skriver sig dermed ind i en musiktradition i og omkring Sahara, som ofte kaldes ”ørken-blues”. Længere tilbage i historien skriver de sig ind i en lang tradition for blues i Mali. Det er ofte blevet hævdet, at den malinesiske musik er en væsentlig del af den vestlige blues’ og rockmusik-kens DNA. Historisk set er legendariske, nu afdøde

SIDE 29

Ø R K E N B L U E SE K S I L

E N I N T R O D U K T I O N T I L

I

S O N G H O YB L U E S

SIDE 32

Ali Farka Touré den vigtigste skikkelse med sin fremragende guitarblues, som i dag føres videre af hans sønner– heriblandt Vieux Farka Touré, der gav en fabelagtig koncert på Global i november i fjor (Songhoy Blues tæller også tre medlem-mer med efternavnet Touré, uden at de er familie med legenden og hans sønner – det er et meget almindeligt familienavn på de kanter). Songhoy Blues står med andre ord på skuldrene af en rig musikkultur, som de har deres eget take på.Lyden af denne blues er lige så tør og støvet som ørkenen selv og til tider lige så stenet som en ørkenvandring, men samtidig er den melodisk og genkendelig. Navnlig Tinariwen, ligeledes fra Mali, har fængslet lyttere overalt i verden med deres karakteristiske, smukke melodier og udtryk. Ligesom Tinariwen og andre maliske grupper som Tamikrest og Tartit er der hos Songhoy Blues en tydelig forbindelse til vestlig rockmusik, hvor den lokale ørkenblues blandes med lyden af ameri-kansk bluesrock fra 60’erne og 70’erne såsom Jimi Hendrix og John Lee Hooker. Og denne forbin-delse er måske en af forklaringerne på musikkens appel – ud over det interessante ved mødet med en sonisk ørkenvandring, hvor sandet fyger om hovedet, og man er tvunget til at pakke sig ind, så kun øjnene er frie.

Yeah Yeah Yeah

Vestlige musikere har haft deres fingre med i spillet i forhold til at udbrede lyden af Mali til resten af verden. For denne skribent startede den musi-kalske kærlighedsaffære med Mali Music-pladen, hvor Damon Albarn mixede electronica med optagelser af nogle af Malis fremmeste musikere, bl.a. Toumani Diabaté. Samme Albarn spiller også en rolle i historien om Songhoy Blues. Han ledte projektet Africa Express, hvor musikere som Brian Eno, Yeah Yeah Yeahs guitarist Nick Zinner og medlemmer af Django Django, Metronomy m.fl. rejste rundt i Mali og indgik i samarbejder med lokale musikere. Det kom der albummet Africa Ex-press Presents: Maison Des Jeunes (2013) ud af. For Songhoy Blues betød dette et møde med Nick Zinner, som de lavede et par optagelser med.Endnu er der ikke mange optagelser af gruppens musik at finde, men tjek ”Sobour” ud (inkl. rå musikvideo på YouTube). Sangen blev til i samar-bejde med netop Nick Zinner, hvis garagerockede udtryk komplementerer den malinesiske blues på glimrende vis. Sangen præsenterer en ultrafunky, ultrabeskidt moderne udgave af rhythm’n’blues

med rytme af håndklap og perkussion. Et virkelig swingende nummer. Det lover godt for et kom-mende album og ikke mindst for koncerten på Global i december, hvor der er lagt op til varm sjæleføde midt i den råkolde julemåned. Martin Hornsleth er tidligere redaktør og musik-skribent på Musiktidsskriftet Geiger.

S o n g h oy B l u e s ( M L I )

/ G l o b a l

/ 0 6 / 1 2

/ 2 2 : 0 0 / 8 0 d k k

SIDE 33

SIDE 34

“ E N E R G I ,

S P I L L E G L Æ D E ,

E K S P R E S S I V I T E T ”Trommeslageren Stefan Pasborg markerer sine 40 år på jorden med storstilet musikalsk extrava-ganza i Jazzhouse d. 6. december. Her kan man opleve ham sammen med musikere som Alex Riel, Carsten Dahl, Aske Jakoby, Dawda Jobarteh, Fredrik Lundin m.fl. samt i hans bands Ibrahim Electric og Odessa XL Extreme. Mød en musiker, der trods sin endnu unge alder, synes at have levet et langt musikalsk liv og sat et stort fodaftryk på musikscenen.

I Jazzhouse fejrer vi d. 6. december dine 40 år som menneske her i verden, men vi fejrer dig jo nok så meget også som trommeslager. Men hvornår kom du egentlig i gang med musikken, og hvad inspir-erede dig til at vælge trommerne i sin tid?

Alex Riel og hans spilleglæde inspirerede mig! Jeg fik mit første trommesæt af Alex, da jeg var tre år. Den gave ændrede mit liv. Jeg var ellevild med mine nye stykker legetøj, og brugte timevis på at udforske dem. Som barn spillede jeg også stort set hver dag til plader på mit værelse. Og allerede fra jeg var omkring 4-5 år lyttede jeg tit til Alex spille i Montmartre i Nørregade, og jeg blev smittet af Alex’ glæde for musikken. Han var altid 100% tilstede i den inderste essens af musikken, samtidig med at han formåede at formidle humor, spilleglæde og livskraft videre til både medmusi-kanter og publikum. Og, jeg drømte om en dag at kunne lege med! Så jeg blev meget tidligt indført i jazzen og den improviserede musiks verden.

Men min første umiddelbare musikalske henryk-kelse kom, da jeg som 6-årig hørte “Jailhouse Rock” med Elvis Presley. Dér blev jeg fanget af en rå energi, som talte til mig. En energi som “brændte ud gennem højtalerne” - dér var der virkelig en, som ville ud med noget! Dét startede en lang rejse fra Elvis til The Police, fra Prince til Heavy Rock og fra B.B. King til Tower Of Power, indtil jeg som 14-årig købte min første jazzplade

med Art Blakey, og derefter i dén grad blev fanget af den improviserede musiks mangefacetterede verden. Men den umiddelbare oplevelse jeg som 6-årig havde med “Jailhouse Rock”, satte sig fast i min musikalitet, og indgår den dag i dag som et stærkt element i min egen holdning til musik: Lige meget, hvilket instrument eller musikstil man spill-er, skal man brænde for det! Og det skal publikum også kunne mærke! Men, jeg var aldrig ét sekund i tvivl om, at trommerne var mit instrument!

Du er kendt som en af Danmarks førende jazz-trommeslagere, men nok så er meget er du kendt for din store alsidighed. Du spænder genremæssigt bredt, hvad programmet i december også vidner om. Og det virker som om du bliver ved med at udvide repertoiret frem for at fastholde én stil eller genre. Men kan man alligevel tale om en slags rød tråd i de projekter, du har været med til at starte?

Energi, spilleglæde, ekspressivitet, person-lighed.......hvis jeg selv skal putte ord på. Det er i hvertfald disse ting, som jeg selv sætter pris på ved andre musikere.

Koncerten i december er netop en manifestation af nogle af de mange samarbejder, du har haft gennem tiden. Hvilke egenskaber er - ud over de ovennævnte - vigtige for dig hos andre musikere, når du indgår i et nyt samarbejde?

Det er vigtigt at mærke, at de hviler i sig selv kunst-nerisk, og at de ikke er styret af at skulle leve op til en forudindtaget idé om, hvad man ikke MÅ gøre i musik. De skal ikke være bange for genre-clashes, og så skal de have en stærk musikalsk stemme, som bygger på noget personligt, frem for at man kan høre en hær af musikalske referencer i deres spil. Desuden skal det være musikkere, der kan rumme det uperfekte i musikken, og at musik-ken - lige meget hvilken genre - indeholder et vist niveau af punk i sig.

SIDE 35

I N T E R V I E W M E D

S T E F A N P A S B O R G

E K S P R E S S I V I T E T ”

Hvor Alex Riel er en gammel ven, byder koncerten også på nyere samarbejder, bl.a. et nyt spændende samarbejde med Dawda Jobarteh. Hvordan op-stod det samarbejde?

Det var faktisk bookeren på Voxhall / Atlas i Aar-hus, der førte os sammen. Han inviterede os til at spille på hans venue under Aarhus Festuge 2013, og både Dawda og jeg var ENORMT glade for det. Faktisk er den første koncert dokumenteret på YouTube, og det fungerer allerede ret fint allerede dér, selvom vi lige havde mødt hinanden få dage forinden. Siden har vi spillet på festivaler i både Danmark, Norge og Zanzibar. Jeg elsker Dawdas energi, originalitet og hans virtuositet! At han ikke er bange for at kaste sig ud i Albert Ayler-numre og Ornette Coleman- numre, selvom han kommer fra en helt anden musikalsk verden.

SIDE 36

Du har især sat dit aftryk i dansk musik som musiker/trommeslager, men du har også været en igangsætter, f.eks. var du med til at etablere ILK som en mere kollektiv tilgang til pladeudgivelse. Hvorfor mener du at det var vigtigt med sådan et kollektiv i dansk musik? Hvad kan det tilbyde, som de traditionelle udgivelseskanaler ikke kan/kunne?

ILK samler en håndfuld ildsjælde og store musikalske personligheder under ét tag, og samlet går vi imod strømmen af ‘’lyserøde ligegyldigheds-udgivelser’’, som der bliver flere og flere af i denne verden. Vi udgiver musik fuldstændigt kompromisløst, og er kun styret af en kunstnerisk nødvendighed. Vi står inde for hinanden i ILK, og jeg er utroligt stolt af, at ha’ startet dette for snart 13 år siden!

SIDE 37

Musikken har også ført dig vidt rundt i verden med koncerter i adskillige lande, Hvad har været karrierens vildeste/mærkeligste koncert?

Så utroligt mange oplevelser! Som min offentlige koncert med mit første band. Vi skulle spille nogle Jimi Hendrix-numre. Jeg var 13 år og ekstremt nervøs, inden vi gik på scenen på Bordings Friskole i København. Men så snart jeg begyndte at slå på sine trommer, forsvandt nervøsiteten. Og under sidste nummer spillede jeg en solo, hvore-fter publikum stod med armene over hove-det og råbte. »STEFAN! STEFAN!«, skrålede de og ville have autografer bagefter, og jeg fik følelsen af, at det måske var meget fedt, det dér musik. Eller da jeg spillede den første offentlige koncert med Alex Riel på en trommefestival i Litauen i 2006. Alex var pisseforkølet, og vi havde siddet i et fly i to timer, en bil i to timer, men han fyrede den af, og jeg var så glad, nervøs og stolt over at gå på scenen samtidig med ham. Eller da jeg spillede med min gamle helt Tomasz Stanko og hans ‘Balladyna-project’ i Glassalen i Tivoli med Tim Berne og Anders Jormin i 2007.Stankos udgivelse ‘Balladyna’ på ECM har altid stået som et absolut mesterværk i min verden, så da Stanko spurgte mig, om jeg ville være med til at genskabe den, var jeg utroligt glad. Jeg husker at sidde bagved ham på scenen og glo på hans skaldede hoved, lige inden han satte musikken ind og tænkte: ‘’hold kæft, det er stort dét her!’’

Og selvfølgelig alle de utallige koncerter med Ibrahim Electric, hvor sammenspillet er gået op i en højere enhed, og hvor vi opnår en fuldstændig samlet energi! Hvis jeg skal fremhæve nogle ekstraordinære oplevelser med dem, så var det da vi spillede på en strand i Thailand for ca. 40.000 mennesker, på universitetet i Beijing, hvor Niclas bad publikum om at rejse sig op, men derefter (på det STRENGESTE) blev bedt om at få dem til at sætte sig igen.... Da vi spillede en magisk aften i en park i Shanghai, hvor vi fik hele parken til at være med på vores instru-mentale trip. MEN, den største oplevelse må alligevel være, da jeg havde min søn med på Rochester Jazz Festival i USA på hans 8-års fødselsdag, hvor han jammede med Niclas og Jeppe til lydprøven (hvor det STADIG lød som Ibrahim Electric !!), og hvor jeg fik pub-likum til at synge fødselsdagssang for ham under koncerten.... Dét var et smukt minde.

S t e f a n P a s b o r g“ B i r t h d ay E x t r ava g a n z a 2 0 1 4 ”

/ J a z z h o u se

/ 0 6 / 1 2

/ 2 1 : 0 0 / 1 8 0 d k k

SIDE 38

/ J a z z h o u se

/ 2 7 / 1 1

/ 2 0 : 0 0 / 1 7 0 d k k

Jakob Bro har igennem de seneste år for al-vor cementeret sit ry som én af sin genera-tions mest lysende musikalske begavelser. Guitaristen og komponisten mestrer hele ud-trykspaletten med impulser fra nær og fjern i sit originale guitarspil og sin musik. Men Bro har især bidt sig fast med et fængslende neddæmpede og svævende univers med enkeltheden og de melodiske sangbare kvaliteter i musikken i højsædet. Et univers som oven i købet har været en inspiration for mange andre musikere, og givet Jakob Bro endnu mere international opmærksomhed og hæder. Det bliver på smukkeste vis forløst på hans opsigtsvækkende, anmelderroste albumtrilogi ”Balladeering-Time-December Song” med en stjerneparade af musikere heriblandt Lee Konitz og Bill Frisell som de mest gennemgående. Trilogien står allerede som en klassiker i dansk jazz, og er fornyelig indstillet til Nordisk Råds Musikpris 2014. Det er netop materiale fra trilogien, der er på menuen, når Jakob Bro 27. november gæster Jazzhouse med en ny trio med to amerikanske esser. Det yngre basfænomen Thomas Morgan, som af grundlæggeren af det legendariske pladeselskab ECM Manfred Eicher er blevet udråbt til sin generations mest interessante og originale bassist. Morgan er generelt én af Jakob Bros yndede samarbejdspartnere, og optræder f.eks. i al-bumtrilogien samt i hans lidt ældre trio med norske Jon Christensen bag trommerne. En trio Bro faktisk pladedebuterer med på ECM i starten af næste år. Personligheden strøm-mer også ud af trommestikkerne hos Joey Baron, som samler trådene i Bro/Morgan/Baron trioen. Baron er én af den nyere mo-

J A Z Z S T J E R N E RI

N O V E M B E R M Ø R K E T

J a ko b B ro ( D K )

derne jazz’ betydeligste trommeslagere med et ualmindeligt lydhørt, iderigt og fleksibelt spil. Han er én af de få på sit instrument, som med overbevisning både evner at spille straight ahead swing og fri rytmisk. Joey Baron har derfor ved siden af egne konstel-lationer været i stand til at indgå i bredt spe-ktrum af sammenhænge med den største naturlighed. F.eks. hos Jim Hall, Steve Kuhn, Bill Frisell, John Zorn, Laurie Anderson og David Bowie. Og så sidder han som nævnt også bag trommerne i netop Sound Prints. Der er med andre ord lagt op til en aften på Jazzhouse med intuitiv flerstrengede triojazz på første klasse, hvor der bl.a. også bydes på dugfriske Jakob Bro-kompositioner skrevet specielt til trioen, som viser den mere udadvendte og kradsbørstige side af kapelmesterens musikerskab.

I slutningen af november byder Jazzhouse på stjernestunder inden for både den amerikanske og danske jazz. 20. november kan du glæde dig til den Grammy-vindende saxofonist Joe Lovano med gruppen Sound Prints. 27. november gælder det Jakob Bro, der optræder med de to store amerikanske musikere, Thomas Morgan og Joey Baron. Og netop Baron sidder da også bag trom-merne i Sound Prints.

S o u n d P r i n t s w. J o e L ov a n o & D ave D o u g l a s ( U S )

“Godt og vel halvanden times powerfuld og smuk jazz med udgangspunkt i ørehængen-de smukke, spændstige og frække temaer.” Sådan løs Politikens dom, da Sound Prints gav to udsolgte koncerter i Jazzhouse under Copenhagen Jazz Festival 2012. Gruppens optræden i Jazzhouse blev fremhævet som et højdepunkt på festivalen, og 20. novem-ber vender denne stjernebesætning altså tilbage til Jazzhouse.

I front står den Grammy-vindende saxofonist og komponist Joe Lovano og den dobbelt Grammy-nominerede trompetist Dave Douglas, der hver for sig opnået et ry som to af jazzens mest profilerede musikere. Fra tidligere samarbejder har Lovano og Douglas vist en sjælden evne for at blande deres distinkte stemmer med stemmerne fra tidligere generationers mestre, samtidig med, at de i både komposition og improvisa-tion sætter helt nye standarder . I 2008 stod Lovano og Douglas i spidsen for SFJAZZ Collective i forbindelse med et særligt Wayne Shorter-fokus, og ud af dette projekt opstod en allstar-kvintet, ”Sound Prints”, med Lawrence Fields (klaver), Linda Oh (bas) og Joey Baron (trommer). Det bliver uden tvivl et højdepunkt i efteråret at genhøre den fremragende kvintets videreførelse af arven fra legenden Wayne Shorte, som også netop har spillet i Dan-mark. Og ikke mindst bliver det endnu en fremragende lejligheden til at nyde saxo-fonisten Joe Lovano på dansk jord. Som en af vor tids vigtigste tenorsaxofonister står han i jazzen som en af den slags gigantiske skikkelser, som favner både avantgarde, bop og mainstream med en stor bevidsthed om hele jazzhistorien. Han har indspillet et hav af glimrende plader for hæderkronede Blue Note, men har også samarbejdet med navne som Charlie Haden, Bill Frisell og John Zorn’s Masada Quintet for nu at nævne nogle få. Endelig har han haft et særdeles frugtbart samarbejde med guitaristen John Scofield, der ligeledes spiller i Jazzhouse i november.

/ J a z z h o u se

/ 2 0 / 1 1

/ 2 0 : 0 0 / 3 4 0 d k k

SIDE 39

SIDE 40

Brasiliansk musik har i disse år kreativt vok-seværk, hvilket Metá Metá er et blændende eks-empel på. São Paulo-bandet spiller en original og genrejonglerende musik domineret af hjemlandets mange stilarter, som de blander med inspirationer fra afrobeat og free-jazz. Den 28. november kan man opleve trioen på Global.

Af Moema Terra Vieira & Kasper Kirkegaard

Tidligere i år udgav Metá Metá deres andet album, det anmelderroste MetaL MetaL, der finder et per-fekt balancepunkt mellem det frit legende anarki og kompositorisk orden. Pladen vidner om stor ap-petit i forhold til at eksperimentere med genrer, og ofte bliver de kædet sammen i nye, udfordrende konstellationer. Over pladens tolv sange støder man på samba, støj-rock, psychedelia, avant-garde-jazz og afrobeat. Særligt kærligheden til afrikansk musik er mærkbar, og på den baggrunder det nok ikke helt tilfældigt, at ingen ringere end Tony Allen, manden der opfandt rytmesporet til afrobeat, er inviteret med på et par tracks.

Gruppens kreative kraftcenter er sangerinden Juçara Marçal, saxofonisten Thiago França og guitaristen Kiko Dinucci, alle fremtrædende musikere på den eksperimenterende musikscene

i São Paulo. Rytmisk bliver de bakket op af en trommeslager og en bassist. De tre kernemedlem-mer bekender sig alle til Candomblé, en religion som har sin vugge i Vestafrika. Som følge af slavehandlen over Atlanten spredte religionen sig til Brasilien, navnligt den nordøstlige delstat Bahia, hvor en stor del af befolkningen er efterkommere af slaverne.

Vi fangede Thiago França på Skype for at høre nærmere om Metá Metás musikalske inspirationer, candomblé og forholdet til hjembyen São Paulo:

Genrer som punk-rock, jazz, spiritual og og fusion bliver nævnt i forbindelse med jeres musik. Synes du det passer? Forbindelsen til punkrock er nem at finde, hvis man lytter til Kiko’s guitar, som er meget rytmisk og beskidt. Men det kan også have noget at gøre med vores indstilling. Spiritual var en afgren af jazz fra slutningen af 1960erne og starten af 70erne, der havde en stærk spirituel inspiration, som man f.eks. hører på nogle af Coltranes plader. På vores nye album udvikler numrene Exú og Manferimã sig lidt på samme måde. Fusion er en genre vi afskyer. Så vi vil gerne holde en afstand til det ord, selvom vores musik faktisk fusionerer forskellige ting.

Hvilken indflydelse har jeres tilhørsforhold til can-domblé på musikken? Candomblé er en del af vores dagligdag. Vi har vores tro, Vi dyrker vores Orixá. Det er vores religion, men det er samtidig helt tilfældigt at vi har det tilfælles. Det er ikke et motiv eller tema for vores arbejde, selvom nogle numre omhandler det. Vi er ikke et candomblé-band og forsøger heller ikke at være missionærer for religionen. Hvad er baggrunden for Metá Metá? Jeg, Kiko og Juçara kommer fra vidt forskellige steder. Da vi mødtes gennemgik vi alle vilde faser af vores liv. Jeg spillede samba, Kiko var optaget af at komponere og Juçara var i gang med at udforske den brasilianske folkemusik. Jeg lyttede til freejazz, Kiko til punkmusik og Juçara til Björk. Alle de forskellige ingredienser blev fusioneret til en helt fjerde ting.

Hvordan påvirker São Paulo som by jeres musik? Det er en af de spændende ting. To numre, på vores anden plade, kommer fra Maranhão- del-staten, men resten er komponeret i her.

M E T ÁM E T Á

SIDE 41

Jeg tror ikke at der er andre brasilianske byer, som folk har det samme had/kærlighed forhold til som São Paulo. Det er en tung, grå by. Det er ikke en menneskelig by, hvor du kender dine naboer. Det er svært at bevæge sig. Det er en spændt, tæt og kaotisk by, men det er også vores by, vores ”hood”, vores hjem, som vi ikke vil forlade. Det er en by, hvor man kan møde alle slags mennesker.

Har I mange andre projekter udover Metá Metá?

Ja, vi har alle tre gang i forskellige projekter, og vi gæster alle hinandens projekter på kryds og tværs. Selv for os har det været lidt rodet. Jeg har et projekt, jeg kalder Espectacular Cha-ranga do França. Charanga var stadium-musik, med perkussion og blæsere, der var populær fra 1920’erne til 1960’erne. Det har udviklet sig til endnu et projekt, denne gang blandet med free-jazz, som jeg kalder Space Charanga.

Du har også en forbindelse til brasiliansk hip hop og to af scenens vigtigste navne, Criolo og Emicida (Der begge har spillet på Roskilde Festival, red.)

Jeg har indspillet Criolos plade Nó na Orelha og har været med i hans band i to år. Med Emicida har jeg et projekt, hvor vi spiller hans numre, men uden beats og samples. Kun med live-in-

strumenter. Jeg tror at grunden til at der er denne tilnærmelse med rapscenen er at, vi deler et syn på byen, landet og den tid, vi lever i nu.Det, at man er i berøring med andre kunstneres råmateriale, at man kan bidrage med sin mening om tingene, er rigtig vigtigt. Det betyder at vi hele tiden er i gang, som en del af en andre folks kreative processer. Og så er det også fedt, når folk kommer til en Charanga koncert, fordi de kender mig fra Metá Metá eller fra en koncert med Criolo… Det viser det store netværk af musikere der er i São Paulo. Vi er altid i en kreativ proces, hvor vi søger nye veje, vil skabe æstetiske og sproglige erfaringer. Det får mig til at vokse, som kunstner. Det er nødvendigt. Jeg kan ikke nøjes med én ting.

M e t á M e t á ( B R A )

/ G l o b a l

/ 0 6 / 1 2

/ 2 2 : 0 0 / 8 0 d k k

P S Y K E D E L I S K

S A M B A

F R A

S Ã O P A U L O

[ A web channel for experimental music ]

unseenrec.comsupported by

Lite Jaki Liebezeit & Burnt FriedmanBaby Dee & Little Annie

Dylan Carlson

Jenny Hval

King AyisobaSelvhenterBill Orcutt

Black PusEd Askew

Julia Holter Lonnie Holley

Goodiepal

Marius Neset Hailu Mergia

Stefan Pasborg

+++Zeena Parkins, August Rosenbaum & Lars Greve

Musik For Seks Elektriske Guitarerfeat. Muneomi Senju

Felix Kubin and Mitch & MitchJupiter & Okwess International

Leonore Boulanger

Matmos

Jørgen Leth & Reverse

Lubomyr Melnyk

TamikrestPhronesisChris Corsano & Mette Rasmussen

Chris Corsano & Mette Rasmussen

Paal Nilssen-Love & Arto Lindsay

Paal Nilssen-Love & Arto Lindsay

NEXT TIME I’LL BE THE BARTENDER

Sådan skrev Herbie Hancock engang i Hotel Kong Arthurs gæstebog. Vi siger, bare kom. Hotellet er åbent 24 timer i døgnet

- for jazzmusikere og for alle vores andre dejlige gæster.

Hotel Kong Arthur er en del af Arthur Hotels - 2 boutique hoteller, en spa, et konference-center, og 3 restauranter, ved Nørreport i centrum af København – www.arthurhotels.dk

. COME AS GUEST LEAVE AS FAMILY.

HOTEL KONG ARTHUR & IBSENS HOTEL