Upload
others
View
3
Download
0
Embed Size (px)
Citation preview
HVORFOR GÅR DANMARK I KRIG? STUDIE AF DANMARKS GRUNDE TIL AT INTERVENERE I MALI OG SAHEL
Navn: Mathias Kristensen MA: 433130
Fødselsdato: 180494 Dato: 101019
Vejleder: Jørgen Staun, IFS Antal anslag: 105.558
Abstract
This paper examines why Denmark has participated actively in international military operations since the end of the Cold War and how this relates to the current conflict in Mali and the Sahel region. Denmark’s military engagement has not exclusively been peace-keeping, but also peace-building, and the operations have lately not been under the auspices of the UN, as they were prior to the Cold War. NATO and other coalitions led by the US, now often make up the frame for Denmark’s military engagements. Based on the existing literature, several conditions are found to have an impact on Denmark’s decision to provide military contributions to international operations. Such decisions are influenced by external and internal factors including structural dynamics, ideology and identity. The conditions are used in a neoclassical realist model to analyse how they impact the decision to contribute to the conflict in Mali and the Sahel region. This paper finds that Denmark accommodates the anarchic structure by prioritising NATO and US-led missions. The UN’s MINUSMA and the French Operation Barkhane do not provide a setting for Denmark to consolidate its identity as a super atlanticist nor a way to strengthen the US’ commitment to NATO which is pivotal for Denmark’s security. This means that Denmark is not prone to deploy combat troops to Mali or the Sahel region despite the fact that combat troops are requested by the UN. By providing critical enablers instead of combat troops to UN and French-led missions, Denmark can attain foreign policy goals without committing troops that are prioritised in a NATO or US context.
Indholdsfortegnelse
1 INDLEDNING ............................................................................................................................. 1
2 PROBLEMFORMULERING OG AFGRÆNSNING ................................................................ 3
3 TEORI OG METODE................................................................................................................. 4
3.1 LITTERATURGENNEMGANG ................................................................................................... 5 3.1.1 Ydre forklaringsformer .................................................................................................... 5 3.1.2 Indre forklaringsformer .................................................................................................... 7
3.2 DERFOR GÅR DANMARK I KRIG ............................................................................................ 11 3.3 MODEL FOR DANSK MILITÆRT ENGAGEMENT ....................................................................... 12
3.3.1 Operationalisering af variabler og model ........................................................................ 14
4 ANALYSE ................................................................................................................................. 17
4.1 YDRE PÅVIRKNINGER .......................................................................................................... 17 4.1.1 Trusselsbilledet .............................................................................................................. 18 4.1.2 Bilaterale relationer........................................................................................................ 21 4.1.3 Multilaterale relationer ................................................................................................... 23
4.2 INDRE PÅVIRKNINGER ......................................................................................................... 25 4.2.1 Identitet ......................................................................................................................... 26 4.2.2 Ideologi og altruisme ..................................................................................................... 29 4.2.3 Politiske interesser ......................................................................................................... 30
4.3 FORTIDENS SKYGGE ............................................................................................................ 31 4.4 FREMTIDENS SKYGGE .......................................................................................................... 34
5 DISKUSSION ............................................................................................................................ 37
6 KONKLUSION ......................................................................................................................... 40
7 UDBLIK .................................................................................................................................... 43
8 LITTERATURLISTE ............................................................................................................... 43
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 1 af 48
1 INDLEDNING
Siden 1990 frem til slutningen af 2017 har Danmark bidraget militært til 68 internationale
operationer i rammen af FN, NATO, OSCE eller internationale koalitioner. I perioden 1945 til
1989 har Danmark bidraget til 13 internationale militære operationer (Wivel, Mariager, og
Mortensen 2018, 2). Alle disse operationer var i FN-ramme undtagen bidraget til den britiske
besættelseszone i Vesttyskland i 1947. Til sammenligning var kun 33 ud af 68 militære
operationer i perioden 1990 til 2017 i rammen af FN. I stedet udgjorde NATO rammen i 21
operationer og internationale koalitioner uden forankring i permanente institutioner udgjorde
rammen i 10 ud af 68 operationer (Wivel, Mariager, og Mortensen 2018, 2). Der tegner sig
hermed et billede af en småstat, der siden Murens fald har ført en aktiv udenrigspolitik med et
aftagende fokus på FN-rammen som afgørende element. Med undtagelse af Irakkrigen i 2003
har der været bred politisk konsensus omkring deltagelsen i internationale militære operationer
(Wæver 2016, 27). Men hvorfor har Danmark været så aktiv på den internationale kampplads?
Landets territoriale sikkerhed er ikke truet, og Danmark har eksempelvis lidt nogle af de største
tab per indbygger under indsatsen i Afghanistan med 43 faldne siden 2002 (Forsvarsministeriet
2018c). Alligevel viser Danmark sig som en kapabel og velvillig allieret, der ikke stiller
spørgsmålstegn når allierede efterspørger danske bidrag, herunder særligt USA. Det danske
engagement er ulig flere andre vestilige småstater, hvor blandt andet Norge, Belgien og
Grækenland ikke støttede den amerikanskledede invasion af Irak i 2003 (Wivel og Crandall
2019, 392). Det har fået flere akademikere, herunder Anders Wivel (2019) og Hans Mouritzen
(2007), til at karakterisere Danmark som en ”super atlanticist” stat, der følger USA's
militærpolitiske valg blindt. Ole Wæver (2016, 19) kommenterer ligeledes på det danske
engagement i internationale operationer og kalder dette for ”Tuborgdoktrinen” efter Storm P.-
reklamen, der understreger, at både en Tuborg og dansk deltagelse i militære operationer
smager bedst ”hver gang!”. Det danske udenrigspolitiske handlerum, afgrænset af de
internationale og indenrigspolitiske omgivelser, er blevet større siden Murens fald.
Handlerummet er påvirket af både fortidens beslutninger og læring og af fremtidige
omkostninger og gevinster. Heri skal vi forstå det danske militære engagement, hvor en række
rammebetingelser bestemmer efterspørgslen på dansk engagement, og hvor danske
beslutningstageres forventning om legitimitet og gevinst afgør, hvorvidt Danmark skal udbyde
det militære engagement (Mariager og Wivel 2019b, 76; Wivel og Crandall 2019, 401).
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 2 af 48
Endelig byder dette spørgsmålet, om hvad der får Danmark til at udbyde militære
engagementer.
Det er interessant at undersøge grundene for dansk deltagelse i internationale operationer for
derved at finde forklaringsformer for, hvorfor Danmark efterlever den høje efterspørgsel på
militære bidrag fra dets allierede. De fundne forhold vil herefter kunne indgå i en
analysemodel, der kan benyttes på en konkret og aktuel case; Mali og Sahel-regionen. I januar
2013 besluttede Folketinget at støtte den franskledede Operation Serval med et kortvarigt
transportflysbidrag efter anmodning fra Frankrig (Folketinget 2013a, 2). Operation Serval
havde til formål at stoppe militante islamister fra den nordlige del af Mali i at overtage større
dele af landet, for herved at skabe fred i en situation, som FN’s sikkerhedsråd fastslog som
værende en trussel mod international sikkerhed og fred (United Nations Security Council 2012,
1). Med beslutningsforslag B28 fra december 2013 vedtog Folketinget enstemmigt at efterleve
den senere forespørgsel fra FN, og hermed assistere med et stabsofficersbidrag og et C-130J-
transportfly med mandskab (Folketinget 2013b, 2). I 2015 anmodede chefen for FN’s mission
i Mali, den danske generalmajor Michael Anker Lollesgaard, Danmark om et styrkebidrag på
omkring 250 soldater og 20-30 pansrede lastvogne (Ritzau 2015). I stedet for at imødekomme
dette valgte Folketinget med beslutningsforslag B26 at bidrage med et mindre
specialoperationsstyrkebidrag og yderligere et transportflysbidrag (Folketinget 2015a). I 2014
oprettedes den franskledede Operation Barkhane med det formål at bekæmpe terrorisme i
Sahel-regionen (Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger) – denne har sidenhen
erstattet Operation Serval i Mali (Forsvarsministeriet 2019a). Senest har regeringen
offentliggjort, at man vil fremsætte beslutningsforslag om et transportflysbidrag med op til 65
personer og et personelbidrag på op til 10 personer til FN’s fredsbevarende mission,
MINUSMA. Herudover vil regeringen udsende et helikopterbidrag med op til 70 personer og
en til to stabsofficerer til den franskledede Operation Barkhane i Sahel-regionen (Regeringen
2019). Dette leder til spørgsmålene om, hvorfor Danmark ikke efterlevede den konkrete
efterspørgsel på kampsoldater fra generalmajor Lollesgaard i 2015, og hvilke forhold der er
styrende for de seneste bidrag.
Opgaven indeholder en opsamling af eksisterende litteratur omkring hvorfor Danmark går i
krig, og benytter denne på en konkret case - det militære bidrag i Mali og Sahel. Dette vil være
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 3 af 48
værdifuldt for Hæren, idet officerer vil få en større forståelse for Danmark i en international
sammenhæng, herunder hvordan militære kapabiliteter benyttes som politiske instrumenter, og
hvorfor Danmark går i krig i lande, der ikke umiddelbart udgør en territorial trussel. Mali er et
aktuelt brændpunkt, hvor danske officerer i kamptropperne potentielt kan blive udsendt og
derfor drage fordel af viden om Danmarks grunde for at yde et militært bidrag.
2 PROBLEMFORMULERING OG AFGRÆNSNING
Opgaven søger at klarlægge, hvorfor Danmark går i krig. Som det er beskrevet ovenfor, har
Danmark ført en aktiv militærpolitik, som har medført en stigning i antallet af militære
operationer siden Murens fald, sammenlignet med tidligere perioder. Projektet søger ved brug
af den omfattende litteratur på området at fastlægge grunde for de talrige danske bidrag til
militære operationer. Herefter vil de etablerede grunde benyttes som analysemodel for det
danske bidrag i Mali og Sahel, der sammenlignet med andre operationer ikke har været
prioriteret. Ovenstående har dannet grundlag for følgende problemformulering:
Hvorfor gik Danmark i krig i perioden fra 1990 frem til i dag og hvorledes er disse forhold
styrende for det nuværende danske militære bidrag til konflikten i Mali og Sahel?
Selvom Danmark har bidraget militært til internationale operationer frem mod Sovjetunionens
fald afgrænses projektet til perioden fra 1990 frem til i dag. Dette skyldes dels den relativt store
stigning i antallet af internationale militære operationer og herunder afvigelsen fra
nødvendigheden af FN som ramme, dels at Sovjetunionens fald har resulteret i en unipolær
international struktur og en amerikansk, liberal verdensorden, der har givet Danmark et
væsensforskelligt handlerum fra tidligere perioder. Den internationale struktur er dog genstand
for en igangværende debat hvor der sættes spørgsmålstegn ved den unipolære struktur og
argumenteres for, at strukturen bevæger sig mod multipolaritet eller endda unimultipolaritet
med én magt, der mener at verden er unipolær og flere stormagter, der mener at verden er
multipolær (Wæver 2010, 9). Offentlige strategidokumenter antyder dog, at danske
beslutningstagere betragter verden som unipolær, hvorfor opgaven vil tage dette udgangspunkt
(Regeringen 2018, 11).
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 4 af 48
Opgaven behandler både Mali og Sahel, da de seneste bidrag har begrænset sig til Mali
herunder Operation Serval og FN’s MINUSMA, mens det seneste udspil fra regeringen
inkluderer et militært bidrag til Frankrigs Operations Barkhane, der har mandat til at operere i
hele Sahel-regionen (Regeringen 2019). Selvom der eksisterer to forskellige rammer for et
militært engagement, der kan afvige geografisk (FN og Frankrig), vurderer udenrigsministeriet,
at missionerne er komplementære. Som det er blevet understreget af udenrigsministeren,
understøtter missionerne hinanden, hvorfor Danmark heller ikke indgik i en yderligere
diskussion med FN omkring bidraget til Operation Barkhane (Udenrigsministeriet 2019b).
Denne opgave vil derfor hovedsageligt behandle engagementerne i Mali og Sahel samlet, idet
teori og analyse vil være sammenfaldende. Mali som stat vil dog i overvejende grad være
genstand for opgavens analyse, idet Mali udgør Danmarks absolutte fokusområde i Sahel. Med
FN’s MINUSMA vurderes det ligeledes, at Mali er hårdest ramt af terror og ustabilitet, hvorfor
en landespecifik analyse kan begrænses til Mali, men bibeholde forklaringskraft i forhold til
militære bidrag i rammen af både FN og Frankrig. Der vil blive differentieret mellem de to
forskellige rammer, hvor det vurderes at skabe værdi for opgaven. Ydermere vil opgaven blive
afgrænset på baggrund af de fundne styrende forhold til at undersøge, hvorvidt konflikten i
Mali og Sahel fordrer indsættelse af kampsoldater. Der forekommer hermed en
”bagatelgrænse” og en sondring mellem ”symbolske” og ”substantielle” bidrag. De tidligere
bidrag til FN’s MINUSMA er blevet kritiseret for at være symbolske og derved for ikke at gøre
nogen forskel (Aagaard 2015). Opgaven søger at belyse, hvorvidt konflikten fordrer
substantielle bidrag, her afgrænset til kampsoldater, som blev efterspurgt af FN (Ritzau 2015).
Teoriafsnittet, hvor grundene for Danmarks militære engagementer siden 1990 redegøres for
og diskuteres, vil ligeledes afgrænse sig til substantielle bidrag. Der eksisterer ikke en klar
definition af, hvad et substantielt bidrag er, men det vil i nærværende opgave være defineret
som et anseligt bidrag relativt til landets størrelse. Offensive kapabiliteter (herunder
kamptropper og kampfly), med hvilke Danmark reelt kan lide tab, vurderes at udgøre
substantielle bidrag.
3 TEORI OG METODE
Følgende sektion indeholder en litteraturgennemgang, der afdækker eksisterende litteratur på
området og herved belyser tidligere forskningsgrunde og konklusioner omkring, hvorfor
Danmark går i krig. Disse teorier og modeller diskuteres, inden de mest relevante aspekter
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 5 af 48
udvælges, således at de kan indgå i en model til brug i den videre analyse. Ydermere diskuteres
applicering af de fundne variabler i en metodediskussion, der sikrer validiteten.
3.1 Litteraturgennemgang
Ole Wæver (2016, 19–20) mener, at dansk deltagelse med både overproportionale og
risikovillige bidrag til internationale militære operationer efter år 1990 tilnærmelsesvist er givet
på forhånd. Han søger at finde forklaringen for dette gennem fem forklaringsformer; 1) den
internationale politiske magtstruktur, 2) danske perceptioner af førnævnte, 3) ideologi, 4)
partipolitik og 5) identitet (Wæver 2016, 21). Overordnet kan disse forklaringsformer deles op
i indre og ydre forklaringsformer, hvilket er sammenligneligt med øvrig forskning, herunder
Hans Branner (2011, 33) og senest Rasmus Mariager og Anders Wivels (2019, 77) uvildige
krigsudredning. I nedenstående litteraturgennemgang vil først de ydre, og herefter de indre,
forklaringsformer blive gennemgået og diskuteret.
3.1.1 Ydre forklaringsformer
Ole Wæver (2016, 22) finder den internationale, anarkiske struktur styrende, og han
argumenterer, at forskydninger i denne ændrer vilkårene for alle parter. Wæver (2016, 22)
argumenterer for, at den strukturelle forklaringsform er en god baseline, og at man herefter kan
finde forklaringer på eventuelle afvigelser. Neorealismen, først beskrevet af Kenneth Waltz
(1979) i værket ”Theory of International Politics”, fremhæver netop den anarkiske struktur,
der er karakteriseret af magtpolitik og staters vigtigste mål: overlevelse (Wivel 2002, 434).
Selvom neorealismen har haft problemer med at forklare USA's position som vedvarende
unipolær magt siden Murens fald, har magtstrukturen stadig stor forklaringskraft ifølge Birthe
Hansen (Wæver 2016, 22). Hansen (2000, 124, 2011, 31) argumenterer, at andre stater i en
unipolær struktur har én ”single option” som sikkerhedsgarant og derfor et incitament til
”flocking” omkring unipolen. Sammenlignet med bipolaritet er der større risiko for militære
konflikter, idet stater ikke er under samme pres fra deres asymmetriske allierede til at undgå
konflikter og nukleareskalation. Som følge af dette ses også en stigning i antallet af krige
mellem mindre, symmetriske stater og i antallet af borgerkrige (Hansen 2000, 117). Stater vil
derfor søge mod unipolen for beskyttelse, som er den eneste reelle sikkerhedsgarant. Atomare
kapabiliteter nedsætter dog incitamentet for ”flocking”, og muliggør hermed kritik af unipolen
fra ”hostile powers” eller ”rogue states” (såsom Iran og Nordkorea) (Hansen 2000, 125).
Småstater uden atomare kapabiliteter er i en ufordelagtig situation sammenlignet situationen
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 6 af 48
under bipolaritet og må derfor udføre ”hard work” for at imødekomme unipolen (Hansen 2000,
125). Det skyldes, at småstater under bipolaritet har mulighed for at ”gemme sig” bag deres
allierede stormagter. Herfra kan staten udnytte nulsumsspillet til sin fordel via muligheden for
at skifte alliance og dermed opnå indflydelse (Ibid). ”Hard work” er ligeledes en afledt effekt
af unipolens behov for ”burden sharing” (Hansen 2000, 126). Unipolen skal konstant
balancere risikoen for at binde for mange ressourcer, imens andre stater ”free rider” og herved
enten opbygger militære kapabiliteter eller nyder territorial sikkerhed uden at bidrage til
alliancen. Unipolen forlanger, at alliancens stater løfter en del af byrden ved dels at deltage i
internationale operationer, dels at øge økonomiske engagementer gennem forsvarsbudgetterne
(Hansen 2000, 126). Hansens teoretiske ”unipolaritetsmodel” passer godt på Danmark og
forudser, at Danmark kun har én reel sikkerhedsgarant, USA, og at Danmark derfor skal
imødekomme USA's efterspørgsler som en del af ”hard work” og ”burden sharing”. Alle
danske internationale operationer med kampsoldater på jorden siden 1990 med kampsoldater
på jorden har været med USA i spidsen, der har efterspurgt konkrete bidrag fra Danmark
(Mariager og Wivel 2018, 9). Småstater har et incitament til at forsøge at ”free ride”, for herved
at maksimere egennytten i en forsvarsalliance. Wivel og Crandall (2019, 393) finder dog, at
Danmark bærer en uforholdsmæssig stor del af byrden i forhold til internationalt engagement.
Herudover hævede Danmark forsvarsbudgettet i 2018, og det betyder, at forsvarsbudgettets
procentvise andel af bruttonationalproduktet er steget for først gang i en forligsperiode siden
1990 (NATO 2014, 6, 2019, 8). Ovenstående signalerer, at Danmark viser velvillighed både i
forhold til at deltage i internationale operationer og ved at øge sit økonomiske engagement -
der er dog til stadighed lang vej til NATO-kravet på 2% af bruttonationalproduktet (NATO
2019, 3). Modellen mister dog forklaringskraft, idet andre små og mellemstore europæiske
lande ikke har fulgt modellen (herunder Norge, Grækenland og Belgien, der stærkt kritiserede
invasionen af Irak i 2003) (Wæver 2016, 23; Wivel og Crandall 2019, 392). Den neorealistiske,
strukturelle forklaringsmodel tilbyder derfor en udmærket forklaring, der dog ikke kan stå
alene.
Ole Wæver (2016, 24) argumenterer herefter for, at Danmarks opfattelse af førnævnte struktur
bidrager til forklaringen af den danske aktivisme. Her anerkender Wæver (2016, 24), at flere
forsvarskommissionsberetninger og andre udredninger konsekvent fremhæver USA som
uantastet stormagt i den internationale struktur. Forsvarskommissionens beretning fra 2008
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 7 af 48
beskriver følgende: ”I nyere verdenshistorie har ingen anden magt stået så stærkt, som USA
har gjort de seneste årtier. USA’s fortsat førende globale position skyldes ikke alene landets
samlede aktiver opgjort i militær, politisk, økonomisk og kulturel magt. USA spiller også en
ledende rolle i en række centrale internationale institutioner.” (Forsvarskommissionen 2008,
41). I beretningen fra Forsvarskommissionen beskrives USA som en stat med tilstedeværelse i
alle regioner, der derfor er den eneste supermagt med en global tilstedeværelse – hvorfor der
også ses tendens til at flokkes omkring stormagten (Forsvarskommissionen 2008, 41–42). I
regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020 beskrives USA ligeledes som
”Danmarks vigtigste sikkerhedspolitiske allierede og garanten for vores sikkerhed i kraft af
NATO” (Regeringen 2018, 11). Dog anerkender Forsvarskommissionen i 2008 at USA's talrige
operationer nedslider de væbnede styrker, samt at USA's globale politiske og moralske autoritet
svækkes (Forsvarskommissionen 2008, 41). Selvom der kan etableres en bred enighed omkring
USA’s position som unipolær magt, er det svært at konkludere dette som værende grunden til
det danske militære engagement. Som Wæver (2016, 24) argumenterer, er spørgsmålet hvad
der er årsag og effekt, og det er svært at fastslå hvorvidt den danske perception af strukturen
blot er et produkt af den førte politik. Det vurderes dog, uagtet årsag og effekt, at
tilstedeværelsen af dette forhold er med til at forstærke den strukturelle forklaringsform, hvor
USA tillægges afgørende betydning for et danske militære bidrag.
3.1.2 Indre forklaringsformer
Wæver (2016, 25–28) vender sig herefter mod de indenrigspolitiske forhold for at styrke
forklaringen. Her finder han forklaring gennem ideologi, partipolitik og identitet. Den
ideologiske forklaring bygger på, at Danmark har været grebet af en liberal-demokratisk
universalisme. Siden Murens fald er der forekommet et øget handlerum for Danmark og
herigennem mulighed for at udbrede den liberale verdensorden i overensstemmelse med
værdier grundfæstet i det danske samfund. Argumentet følger republikansk og institutionel
liberalisme, hvor Danmark kæmper for demokrati og en regelbaseret international orden, der
ligeledes er til fordel for en småstat, som ellers mister indflydelse, såfremt beslutninger træffes
af de stærkeste lande henover hovedet på denne (Branner 2011, 33; Regeringen 2018, 6). Ifølge
demokratitesen (og republikansk liberalisme i øvrigt) går demokratier ikke i krig med
hinanden, og de er derfor med til at skabe en bedre og mere fredelig verdensorden (Sørensen
og Jackson 2013, 113). Mange er dog enige i denne ideologi, og det er særegent, at Danmark
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 8 af 48
er villig til at engagere sig så meget for den gode sags tjeneste, endog på tværs af skiftende
regeringer (Wæver 2016, 25). Wæver (2016, 25) argumenterer, at de ideologiske strømme efter
Murens fald ej heller er særegne i Danmark, om end man har begrundet de enkelte krig som
værende understøttende for vores samfunds værdier. Andre stater mener, at tilsvarende værdier
kan varetages gennem andre tiltag end militært engagement. Peter Viggo Jakobsen (2016, 743–
44) argumenterer, at Danmark har set sig selv som en dedikeret bidragsyder til FN-operationer.
Han ser samtidig FN være en central søjle i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Under
den kolde krig muliggjorde FN-operationer at føre en aktivistisk udenrigspolitik ved at støtte
NATO-allierede uden at provokere Sovjetunionen. Jakobsen (2016, 743) fremfører, at
Danmark siden 1948 har bidraget med flere end 84.000 soldater og andet personel til mere end
30 af FN’s fredsbevarende operationer, og det har gjort Danmark til en af de største
troppebidragsydere målt i forhold til befolkningstal (Jakobsen 2015a, 8). Han argumenterer
ligeledes, at dansk deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer formes af kontinuerlig
interaktion mellem internationale og nationale faktorer og er stærkest, når det er drevet af et
samspil mellem nationale interesser, altruisme og identitet (Jakobsen 2016, 744). Med andre
ord har FN været en ydre, multilateral aktør, der har kunnet påvirke Danmark og tilbyde
operationer, der stemte overens med dansk ideologi og identitet herunder national interesse i at
sikre en international retsorden. I 2012 beskrev Jakobsen og Møller (2012) i et studie om krigen
i Libyen, at den ideelle krig for Danmark kræver et FN-mandat (med krigen i Irak i 2003 som
undtagelsen) (Jakobsen og Møller 2012, 110). Siden FN overleverede ansvar for den
fredsbevarende mission i Balkan til NATO, har Danmark dog været mindre interesseret i at
bidrage til FN-operationer. Danmark har haft større national interesse i at bidrage til NATO og
særligt amerikanskledede missioner. NATO og USA tilbød en platform, hvor Danmark nu i
højere kunne bruge militær magt, som havde været begrænset i FN-operationer. Et eksempel
på dette er UNPROFOR, hvor danske soldater havnede i livsfarlig krydsild mellem kroatere
og serbere og ligeledes ikke havde mandat til at forhindre massakren i Dvor (Jakobsen 2016,
749). Slutteligt argumenterer Jakobsen (2016, 757) for, at træfningen i 1994 med en dansk
kampvognseskadron, der succesfuldt kæmpede sig ud af et serbisk bagholdsangreb, markerede
starten på en ny ”krigeridentitet”. Træfningen høstede international anerkendelse, og
identiteten blev forstærket gennem de kommende operationer mod terrorregimer efter 9/11.
Forsvarets voksende synlighed i udenrigs- og sikkerhedspolitikken resulterede i et mere
positivt syn på militær magtanvendelse (Jakobsen 2015a, 9). Siden 1995 har Danmark
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 9 af 48
prioriteret at bidrage til NATO eller amerikanskledede operationer og har kun ydet symbolske
bidrag til FN-operationer. Det vurderes at FN-ledede operationer tilbyder en ramme, der er
forenelig med dansk ideologi, altruisme og national interesse. Danske regeringer ytrer i dag
stærk pligtfølelse overfor FN’s fredsbevarende missioner, men det udvikler sig ikke til større
troppebidrag, som man ellers har set under NATO og amerikanskledede operationer siden 1995
(Jakobsen 2016, 755). Det vurderes derfor, at ideologi og identitet, her i rammen af
multilaterale relationer som FN påvirker beslutningen om et dansk militært bidrag, om end
samme værdier og mål bedre kan opnås med NATO og USA, hvorfor operationer med disse
vil blive prioriteret. Ideologi og identitet bliver kategoriseret som indre påvirkninger, men disse
har tydelig forbindelse til ydre påvirkninger, idet bi- og multilaterale relationer skaber rammen
for at udøve ovenstående.
Wivel og Crandall (2019, 393-394) udbygger ovenstående forklaring og mener, at Danmark
kan betegnes som en ”super atlanticist” stat modsat de fleste andre mindre NATO-medlemmer,
der betegnes som ”atlanticist” stater. Forskellen ligger i, at ”super atlanticist” stater arbejder
mod en udenrigspolitik, der kan karakteriseres som en stærk, betingelsesløs støtte til den
amerikanske verdensorden og et ønske om et ”special relationship” med USA (Wivel og
Crandall 2019, 393–94). Hans Mouritzen beskriver “super atlanticism” som et forhold ”based
on close, intimate cooperation with the United States and thereby also committed to the
prevailing US foreign policy ideology” (Mouritzen 2007, 155). Herudover beskriver Wivel og
Crandall, at ”(…)in contrast to conventional small state policies of hiding and free riding,
super atlanticists are willing to be exposed to danger and pay extra to maintain their close
relationship with the USA” (Wivel og Crandall 2019, 393). Såfremt Danmark kan
karakteriseres som en ”super atlanticist” stat, kan dette bidrage til forklaringen af landets
militære engagement. Wivel og Crandall (2019, 401) fremfører, at Danmark har afveget fra
traditionel småstatspolitik til fordel for ”super atlanticism” og derfor imødekommet
amerikanske forespørgsler, selvom der ikke har været en trussel af den nationale sikkerhed.
Efter Sovjetunionens fald stod Danmark nu i en ontologisk usikkerhed som følge af, at
Danmarks territoriale trussel forsvandt med Murens fald, mens det udenrigspolitiske
handlerum styrkedes. Under den kolde krig havde Norden haft en særlig geopolitisk betydning,
men den stod nu uden for rampelyset. Danmark så to reelle kandidater (EU og USA) som
løsning på denne eksistentielle udfordring. EU var i sidste ende ikke var en reel mulighed efter
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 10 af 48
forkastelsen af Maastrichttraktaten i 1992. Dette underminerede EU for Danmark, og det blev
umuligt for EU at udgøre Danmarks internationale identitet. USA blev svaret på dansk søgen
efter en identitet, der tilbød mulighed for at udnytte det større handlerum (Wivel og Crandall
2019, 403). Siden har dansk deltagelse i internationale operationer været med til at understrege
velvillighed til at gå ”out of consensus, out of institutions and out of area” (Wivel og Crandall
2019, 403) med målet om at fremme demokrati, menneskerettigheder og ligestilling. Ifølge
regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020 er det stadig entydigt i
Danmarks interesse at styrke det regelbaserede internationale samarbejde (Regeringen 2018,
8). Afsluttende beskriver Wivel og Crandall (2019, 405), at ”atlanticism served not only as the
means to fulfilling Danish foreign policy priorities, but also as the foundation for Danish
foreign policy. As such, it had become a goal in itself and therefore something that could no
longer be questioned”. I denne argumentation forekommer der et omvendt kausalt forhold,
hvor danske udenrigspolitiske prioriteter ikke blot gennemføres ved hjælp af USA, men hvor
statens udenrigspolitiske målsætninger også er et produkt af forholdet til USA. Ovenstående er
i tråd med Peter Viggo Jakobsen og Karsten Jakob Møllers artikel Good News: Libya and the
Danish Way of War (2012), der omhandler ”den ideelle krig” for Danmark. Her beskriver de,
at en af de afgørende faktorer for at gå i krig er at støtte vores stormagtsallierede i NATO, især
USA, for at demonstrere relevans og troværdighed (Jakobsen og Møller 2012, 109). Danmark
afviger fra traditionel småstatspolitik, selvom det har tydelige konsekvenser såsom risiko for
”entrapment” i forsvarsalliancen (Snyder 1984, 467), hvilket tyder på, at Danmark agerer som
en ”super atlanticist” stat. Danmark har taget et valg omkring konvergens af ideologisk
overbevisning med USA, hvorfor den ideologiske forklaringsform kan tillægges værdi.
Danmarks position er dog ikke en konstant, og Mouritzen (2007, 10) argumenterer, at Danmark
deltager i en ”goodwill competition” med andre stater, der også ønsker et særligt forhold til
USA. Dette pres kan være med til at lade Danmark ukritisk efterleve amerikanske
efterspørgsler for at bibeholde et ”special relationship”. Den ideologiske forklaringsform leder
naturligt videre til Wævers (2016, 27–28) forklaring i identitet. Her søger han nærmere
forklaring i en ”dybere” identitet end den mere ”flydende” og ”forbigående” identitet, som
Danmark finder i den liberale verdensorden, hvilket ovenstående er et eksempel på. Han
konkluderer dog, at forklaringsformen i dyb identitet er søgt og præget af regnen baglæns, og
der forekommer adskillige forskellige elementer i dansk historie, der på denne måde kan bruges
som forklaringsform. Den ideologiske forklaringsform og Danmarks identitet som en ”super
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 11 af 48
atlanticist” stat fremstår som en mere valid forklaring. Dette er yderligere understøttet af
Wæver (2016, 36), der henviser til en opinionsmåling fra 2010, hvor de adspurgte tog stilling
til, om Danmark skulle sende soldater til en konflikt i Afrika, eksempelvis Somalia eller Sudan,
hvis NATO bad om dette. Her sagde 40% ja. Dette kan sammenlignes med at kun 22% af
vælgerne i 2010 mente, at Danmarks deltagelse i Afghanistan havde været prisen værd. Det er
med til at tegne et billede af, at den danske opinion søger et identitetsmæssigt pay off, uagtet
om indsatsen rent faktisk gør en forskel.
Wæver (2016, 26) kommenterer herefter på en partipolitisk forklaring med Anders Fogh
Rasmussen, tidligere statsminister (2001-2009) og NATO generalsekretær (2009-2014), som
hovedaktør. Fogh havde succes med at ansvarliggøre socialdemokraterne for 1980’ernes
fodnotepolitik, hvor de blev beskyldt for ikke entydigt at vælge NATO’s side (Larsen og
Thobo-Carlsen 2005). Der fandtes dog ikke et regulært borgerligt alternativ, da de borgerlige
partier i realiteten tilpassede sig disse linjer. Foghs kritik af den socialdemokratiske
fodnotepolitik kan umiddelbart have forklaringskraft i Foghs egen regeringsperiode, og den
kan bruges som støttende argument for de respektive militære operationer. Forklaringen kan
dog ikke stå alene. Under Nyrup-Hækkerup perioden skilte Danmarks forsvars- og
sikkerhedspolitik sig allerede markant ud fra tidligere, idet Danmark blandt andet intervenerede
i Kosovokrigen i 1999 uden FN-mandat (Wivel og Crandall 2019, 404). Retrospektivt kan man
finde forklaringen til dette i fodnotepolitikken, idet det militære engagement under en
socialdemokratiskledet regering kan bruges som en måde at bevise deres retsind på.
Forklaringen synes dog ikke at måle sig med det store militære engagement, der har fundet
sted. Mindre havde formentlig været tilstrækkeligt for at dække Danmark ind. Der blev dog
etableret en stærk værdipolitisk linje, hvor militær handlekraft blev gjort til målestok for
moralsk retsind. På tværs af regeringsfarver undlod man kritik af den militære aktivisme. Man
tillod ligeledes muligheden for at intervenere uden FN-mandat. Foghs retorik synes at have en
udmærket forklaringsform i hans egen og de efterfølgende regeringsperioder. Den har dog
sværere ved at forklare perioden inden (Wæver 2016, 27; Jakobsen 2015a, 10).
3.2 Derfor går Danmark i krig
Den teoretiske gennemgang i ovenstående afsnit argumenterer for, at beslutningen om
et dansk militært engagement foregår i et spændingsfelt mellem indre og ydre
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 12 af 48
påvirkninger. Teorien lægger vægt på den internationale struktur, særligt USA og
NATO’s påvirkning, om end det anderkendes at forklaringsformen ikke kan stå alene.
USA er Danmarks eneste sikkerhedsgarant, og Danmark har brug for et amerikansk
engagement i NATO, hvilket betyder, at Danmark prioriterer at deltage i
amerikanskledede missioner. De indre påvirkninger udgør den sidste forklaringskraft,
der skal til for at forstå, hvorfor Danmark går i krig. Danmark har et klart ønske om at
kæmpe for en liberal, international retsorden samt at underbygge sin identitet som en
”super atlanticist” stat. For at forstå, hvorfor Danmark går i krig, herunder kunne
applicere denne viden på en konkret konflikt, er det nødvendigt at benytte en model,
der anerkender de forskellige teoretiske forhold, som er beskrevet ovenfor, om end de
skal tillægges forskellig værdi. Mariager og Wivels model (2019, 77) er et godt
udgangspunkt, der tager højde for de forskellige teoretiske retninger. Modellen er dog
ikke perfekt, hvorfor det er nødvendigt at foretage mindre ændringer, hvilket bliver
gennemgået nedenfor.
3.3 Model for dansk militært engagement
I 2016 indgik et flertal i Folketinget en aftale om en uvildig krigsudredning af det danske
militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan. Det skulle gøres for at kortlægge
baggrunden for de politiske beslutninger og herved opnå læring for eftertiden. Rasmus
Mariager og Anders Wivel offentliggjorde i 2019 denne omfattende udredning sammen med
en pragmatisk analysemodel, der sikrer en retvisende beskrivelse og systematisk gennemgang
af beslutningsprocessen for det militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan (Mariager
og Wivel 2019b, 76). Modellen antager i tråd med tidligere litteratur, at Danmarks militære
engagement tilrettelægges i et spænd mellem indre og ydre påvirkninger. Af de ydre
påvirkninger identificeres tre forhold med særlig betydning for Danmarks engagement. Det
første er trusselsbilledet; truslen både kan være mod det internationale samfund, regional
stabilitet eller national sikkerhed. Den anden påvirkning er Danmarks bilaterale påvirkning og
herunder særligt forholdet med USA, der beskrives som Danmarks væsentligste allierede
(Mariager og Wivel 2019b, 78). Den tredje er Danmarks multilaterale relationer, hvor NATO
spiller den helt centrale rolle for den regionale stabilitet og sikkerhed i Europa. De indre
påvirkninger af beslutningerne om dansk militært engagement er ifølge Mariager og Wivel
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 13 af 48
(2019b, 79) indlejret i en indenrigspolitisk kontekst af offentlige myndigheder, politiske partier
og beslutningstagere. Her står flere ministerier og Forsvarets Efterretningstjeneste som centrale
myndigheder i forhold til tilvejebringelse af oplysninger, faglig ekspertise, afklaring af juridisk
grundlag med videre, der kan føre til en beslutning om militært engagement. Den politiske
beslutningsproces består af disse inputs og præges af de centrale politiske beslutningstageres
subjektive vurderinger og præferencer (Mariager og Wivel 2019b, 80). Modellen antager også,
at dansk udenrigspolitik udarbejdes i et samspil mellem læren af fortiden og forventningerne
til fremtiden. Typisk vil man benytte tidligere krige som referenceramme i forhold til, om
anvendelsen af militære midler er et legitimt middel til at opnå politiske mål - herunder til at
fremme danske interesser (Mariager og Wivel 2019b, 81). Mulige løsninger sammenholdes
med de forventede gevinster og omkostninger i tråd med ”Rational Actor Model” (RAM)
(Beach 2012, 100–103). Et centralt spørgsmål er, hvordan danske interesser bliver påvirket af
beslutningen om at engagere Danmark militært og beslutningen om at undlade dette. Disse
gevinster og omkostninger kan relatere sig til både de ydre og indre påvirkninger. Et militært
engagement kan formindske eller forøge truslen mod national sikkerhed, og styrke eller svække
bilaterale relationer og adgangen til relevante allierede og multilaterale relationer såsom
Danmarks status i eksempelvis FN (Mariager og Wivel 2019b, 81–82). Fremtiden kan også
omfatte væsentlige konsekvenser for beslutningstagernes fremtidige arbejde og muligheden for
genvalg. Mariager og Wivel (2019b, 82–84) argumenterer slutteligt for, at
beslutningsprocessen foregår i flere spændingsfelter. Beslutningstagerne skal vurdere, hvorvidt
et militært engagement er foreneligt med politisk definerede mål, midler og juridiske rammer.
Det politiske handlerum afgrænses af folkeret og dansk lovgivning, men efterlader dog et
fortolkningsrum, der kan fremstå uklart i krise- og krigssituationer. Herudover besluttes dansk
militært engagement med henblik på at varetage og fremme danske værdier og interesser
internationalt, hvor Danmark arbejder for at styrke den internationale retsorden. I krise- og
krigssituationer kan der opstå spændinger, idet Danmark kan være nødsaget til at acceptere en
væsentlig grad af pragmatisme i den politiske beslutningsproces. Endelig tages beslutningen
om militært engagement i et spændingsfelt mellem magt og ambitioner. Danmarks
magtressourcer er begrænsede, hvorfor Danmark sjældent vil have en afgørende betydning i
hverken beslutningen eller iværksættelsen af et militært engagement eller i engagementets
videre forløb. Et militært engagement vil derfor primært have komplikationer for Danmark
selv. Herudover vil Danmarks beslutning typisk være reaktiv som en reaktion på en
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 14 af 48
internationale krise eller som et produkt af centrale allieredes reaktion på denne. Slutteligt skal
Danmark navigere i ovenstående som et lille land underlagt ressourceproblematikken, der har
klar betydning for bidraget til den enkelte mission men også antallet af militære missioner
(Mariager og Wivel 2019b, 84).
Figur 1: Forståelsesramme for Danmarks militære engagement (Mariager og Wivel, 2019b, 77)
Mariager og Wivels model (2019, 77) er et godt bud på en neoklassisk realistisk model i
overensstemmelse med den ovenstående, teoretiske diskussion (Beach 2012, 63–64; Wivel
2002, 439). Modellen ser bredt på forklaringsformerne og anderkender de enkelte aspekter, der
ikke kan stå alene, men som i samspil med andre kan have forklaringskraft.
3.3.1 Operationalisering af variabler og model
Mariager og Wivels model (2019, 77) er konstrueret som en generel model, der overordnet
illustrerer de forhold, der har indvirkning på beslutningen om et militært engagement. Det
vurderes, at modellen vil fungere som en god ramme for analysen af bidraget til konflikten i
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 15 af 48
Mali og Sahel, om end der vil blive foretaget modifikationer, således at modellen i højere grad
dækker ovenstående teori. Under udarbejdelsen af krigsudredningen har Mariager og Wivel
(2019) haft adgang til et omfattende kildemateriale, herunder interne notater fremført bag
lukkede døre i Det Udenrigspolitiske Nævn. Flere af disse variabler er blevet brugt til at
analysere Danmarks grunde og beslutningsprocessen for Danmarks militære engagement i
Kosovo, Afghanistan og Irak. Det er ikke muligt at få adgang til en sådan unik samling af
kilder. Krigsudredningen er en analyse af fortiden (særligt beslutningsprocessen), mens
nærværende opgave søger at belyse, hvorvidt forhold fra teoriafsnittet gør sig gældende i
konflikten i Mali og Sahel. Mariager og Wivels (2019, 77) model er konstrueret som en
forståelsesramme for dansk militært engagement, men da modellens indhold er
sammenfaldende med opgavens analysepunkter, kan modellen og dennes opbygning som
udgangspunkt benyttes.
De ”ydre påvirkninger” er dynamiske og grundlæggende i den neoklassisk realistiske model. I
forhold til Mali er strukturen interessant at inkludere i analysen. Særligt Danmarks konkrete
trusselsbillede og de bilaterale og multilaterale relationer inkluderes, idet USA ikke står i
spidsen for indsatsen samtidig med at det militære bidrag er relativt lille. De systemiske
faktorer vurderes at have en stor betydning i modellen. Fremtidens skygge er væsentlig, da den
indeholder gevinster og omkostninger, som ligger til grund for beslutningen om det militære
engagement. Der eksisterer gevinster og omkostninger i de bilaterale og multilaterale
relationer, når Danmark vælger at bidrage militært som produkt af en forespørgsel fra en
allieret. Ligeledes findes der gevinster og omkostninger sted, når Danmark følger sin
ideologiske overbevisning og søger at udbrede den liberale verdensorden. Gevinster og
omkostninger vil blive analyseret i tråd med fagets ”Rational Actor Model” (RAM) (Beach
2012, 100–103). Ifølge RAM er beslutningstagere rationelle og vil derfor vælge den
udenrigspolitik, der maksimerer gevinster og minimerer omkostninger. En afgørende
komponent i modellen er derfor, hvilke udenrigspolitiske prioriteter staten har, således det
bliver muligt at udlede en ”nyttefunktion”, der beskriver forventet nytte ved forskellige
handlinger. Opgavens teoriafsnit vil være definerende for funktionen. RAM er forenelig med
forskellige IP-teorier og tillader derfor at forudse handlinger udledt fra både et system- og
statsniveau, hvilket er oplagt i nedenstående neoklassisk realistiske model. I denne opgave vil
RAM udgøre rammen for ”fortidens skygge” med formålet at belyse de forskellige fordele og
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 16 af 48
ulemper ved et militært engagement i Mali og Sahel. Der ønskes ikke at lave en omfattende
RAM-analyse, men nærmere at benytte komponenter fra modellen, der har indvirkning på
beslutningen om at bidrage i Mali (Beach 2012, 100–103). Mariager og Wivel (2019, 77)
adskiller de ”indre påvirkninger” fra ”betingelser” for Danmarks handlerum, mens
teoriafsnittet i nærværende opgave har behandlet ideologi og identitet som ”indre
påvirkninger”. Mariager og Wivel (Ibid) beskriver disse under ”interesse og værdier” og ”magt
og ambitioner”. Der forekommer altså en opdeling, som giver mening i krigsudredningen, og
hvormed Wivel og Mariager har kunnet analysere på personudtalelser, notater med videre.
Disse har ikke været tilgængeligt for konflikten i Mali (Mariager og Wivel 2019b). Grundet
opgavens begrænsede omfang og begrænsede adgang til kildemateriale såvel som
teoriafsnittets brede behandling af indre påvirkninger, vil opgaven behandle relevante aspekter
fra ”betingelser” under ”indre påvirkninger” – dette inkluderer ”interesser og værdier” og
”magt og ambitioner”. Ovenstående teoriafsnit 3.1 vægter de identitetsmæssige og ideologiske
grunde for et militært engagement relativt højt, hvorfor disse vil blive inkluderet. De forventes
at have nogen forklaringskraft for bidraget til Mali og Sahel, der er missioner enten i rammen
af FN eller med FN-mandat (Forsvarsministeriet 2019a). Partipolitik og enkeltpersoners
motiver vil ikke blive inkluderet som variabler i analysen, da formålet med opgaven ikke er at
konkludere på flygtige forklaringsformer, men nærmere stadfæstede forhold og dynamikker.
For at simplificere modellen og tilpasse den til de fundne forhold i teoriafsnittet vil ”indre
påvirkninger” blive udgjort af ”identitet”, ”ideologi og altruisme” samt ”politiske interesser”.
”Politiske interesser” inkluderes, idet posten fanger de resterende forhold fra ”betingelser” i
Mariager og Wivels (2019, 77) model. Dette inkluderer også eventuelle egennyttige interesser
Danmark måtte have i forbindelse med et militært engagement. Læren af tidligere konflikter er
tilnærmelsesvist en konstant, men betydningen af fortiden kan vægte forskelligt afhængigt af
hvilken konflikt og potentielt militært bidrag, der er tale om. I overvejelserne omkring et dansk
militært bidrag til Mali, må det forventes at være betinget af læren fra tidligere konflikter,
herunder blandt andet indsatsen i Afghanistan og Libyen. Fortidens skygge kan derfor
inkluderes som variabel. Nedenfor ses den modificerede model, der vil blive brugt i analysen
af Danmarks militære engagement i Mali.
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 17 af 48
Figur 2: Analysemodel for Danmarks militære engagement i Mali og Sahel
4 ANALYSE
Den teoretiske gennemgang af eksisterende litteratur og modificering af Mariager og Wivels
(2019, 77) model har resulteret i analysemodellen beskrevet i afsnit 3.3.1. Modellen bidrager
med en klar ramme for nærværende analyse af et dansk militært engagement i Mali og Sahel.
Analysen følger modellens opbygning, og den vil derfor først analysere de ”ydre
påvirkninger”, derefter de ”indre påvirkninger” og, som en naturlig del i processen
spændingsfeltet mellem disse. Herefter analyseres spændingsfeltet mellem ”fortidens skygge”
og ”fremtidens skygge”.
4.1 Ydre påvirkninger
Følgende afsnit behandler de ydre påvirkninger af Danmark, der forekommer i forbindelse med
en beslutning om et dansk militært engagement i Mali. Afsnittet analyserer ”trusselsbilledet”,
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 18 af 48
”bilaterale relationer” og ”multilaterale relationer” i henhold til figur 2 beskrevet i afsnit
3.3.1.
4.1.1 Trusselsbilledet
Trusselsbilledet har historisk set været afgørende for et militært engagement. Dette gælder
særligt for en småstat som Danmark, hvor krig har været den yderste konsekvens af truslen
mod statens territorium (Mariager og Wivel 2019a, 469). I dag er mindre landes militære
engagement svar på trusler mod statens territoriale suverænitet såvel som mod den regionale
stabilitet og det internationale samfund. Siden den kolde krigs afslutning, har Danmark ikke
været udsat for nogen direkte territorial trussel, hvilket dog siden Ruslands annektering af Krim
i 2014 igen kan rejses som en debat (Rickli 2008, 321; Forsvarets Efterretningstjeneste 2018,
9). Derudover har småstater sjældent militære kapabiliteter til at imødegå trusselsbilledet uden
samarbejde med andre, og derfor er Danmarks svar på militære trusler i høj grad betinget af bi-
(særligt USA og Storbritannien) og multilaterale relationer (særligt NATO og FN).
Trusselsbilledet, der er relevant for et militært engagement i Mali, er todelt. Først og fremmest
er det relevant at vurdere den direkte trussel mod Danmarks sikkerhed og interesser. Herefter
spiller andre trusler mod Danmark også en rolle i beslutningen om et militært engagement i
Mali, da Danmark har begrænsede ressourcer og militære kapabiliteter. Danmark er ligesom
andre stater nødt til at prioritere hvilke konflikter man ønsker at tage del i. Såfremt der opstår
en konkret trussel mod den nationale sikkerhed og det nationale territorium eller landets
sikkerhedsgaranti i form af NATO og USA vil dette blive prioriteret meget højt.
Konflikten i Mali udgør ikke nogen territorial trussel mod Danmark, men den vurderedes af
FN’s Sikkerhedsråd i 2012 at udgøre en trussel mod global fred og sikkerhed
(Udenrigsministeriet 2016, 3). Udenrigsministeriet vurderede i dets landepolitikpapir om Mali
2016-2021, at ”de humanitære konsekvenser af en potentiel spredning til nabolandene kan
blive katastrofale for regionen og med betydelige afledte konsekvenser i Europa”
(Udenrigsministeriet 2016, 12). Forsvarets Efterretningstjeneste fokuserer ikke entydigt på
Mali i dets Efterretningsmæssig Risikovurdering 2018, hvor den blot nævner Mali som en del
af Sahel-regionen. Den understreger dog samtidig, at Sahel-landene kun delvist har kontrol
med deres grænser og territorier og lider under svag regeringsførelse (Forsvarets
Efterretningstjeneste 2018, 47). Den svage regeringsførelse giver oprørsgrupper og militante
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 19 af 48
islamister mulighed for at udvide deres aktiviteter samt øge terroraktiviteten lokalt. Truslen
mod Danmark forekommer derfor indirekte, og den skyldes blandt andet migration og
terrorisme. Massiv fattigdom, manglende jobmuligheder og ustabilitet medvirker til irregulær
migration mod blandt andet Europa (Folketinget 2015a, 2). Mali rangerer som nummer 182 ud
af 189 lande på FN’s Human Development Index (United Nations Development Programme
2017). Senest har forhenværende udenrigsminister Anders Samuelsen ytret, at ”Det er
afgørende for dansk og europæisk sikkerhed, at vi bidrager til stabiliteten i nærområdet.
Terrorgrupperne i Sahel-regionen er en trussel imod vores fælles sikkerhed”
(Forsvarsministeriet 2019b). Dette skete efter den daværende VLAK-regering fremsatte ønske
om et bidrag til den franskledede Operation Barkhane i Sahel-regionen fra udgangen af 2019
med et helikopterbidrag og op mod 70 mand. Den nuværende regering støtter op om forslaget,
der er en del af seneste udspil fremsat som beslutningsforslag til Folketinget (Regeringen
2019). Situationen i Mali herunder resten af Sahel-regionen vurderes altså at have indflydelse
på Danmarks trusselsbillede, om end der ikke er tale om en territorial trussel.
De baltiske landes uafhængighed i 1991 og senere indlemmelse i NATO i 2004 rykkede
NATO’s og hermed Danmarks ydre grænse og forsvar mod øst (Jakobsen og Rynning 2019,
1). Den danske hær gennemgik flere reformer som produkt af NATO’s efterspørgsel på
reaktionsstyrker efter den kolde krig. Disse reaktionsstyrker kunne blive udsendt i
konfliktområder som eksempelvis det tidligere Jugoslavien (Jakobsen og Rynning 2019, 6).
Forsvarsforliget i 2004 cementerede udviklingen fra en organisation med evnen til
massemobilisering mod truslen fra øst, overmod en mindre, agil organisation, der kunne blive
indsat med kort varsel i brændpunkter rundt omkring i verden. Forsvarets organisation blev
tilpasset krigen i særligt Afghanistan som produkt af NATO-solidaritet (Jakobsen og Rynning
2019, 6). Herudover har Forsvaret kontinuerligt gennemført besparelser, som har medført, at
antallet af aktivt militært personel er faldet fra 31 tusinde i 1990 til 17 tusinde i 2017 (NATO
2014, 10, 2019, 12). Senest har den territoriale trussel vundet indpas igen efter Ruslands
annektering af halvøen Krim i 2014 – denne gang ikke med Danmark som frontlinjestat, men
derimod med de baltiske lande. Danmark besluttede i 2017 med beslutningsforslag B150 at
anerkende truslen fra øst samt udvise alliancesolidaritet og hermed udsende et kompagni til
NATO’s ”enhanced Forward Presence” i Baltikum og Polen med henblik på at styrke
alliancens afskrækkelses- og forsvarsprofil (Folketinget 2017, 2). Forsvarets
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 20 af 48
Efterretningstjeneste beskriver i dets Efterretningsmæssige Risikovurdering 2018, at ”Rusland
vil forstsat være en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark”
(Forsvarets Efterretningstjeneste 2018, 17). Peter Taksøe Jensen argumenterer i sin udredning
om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fra 2016, at ”Danmark og Europas nærområder er
blevet mindre sikre (…) og Ruslands handlinger underminerer den europæiske
sikkerhedsorden og tilfører en trusselsdimension, der ikke var forudset for få år siden”
(Taksøe-Jensen 2016, 71). Der tegner sig altså et billede af en sikkerhedsmæssig dagsorden,
som er anderledes end perioden frem til 2014, hvor Danmark kunne fokusere på Afghanistan,
Irak og senere Libyen. Om end Danmark nedtoner truslen fra Rusland i sin Udenrigs- og
Sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020 ved at skrive, at ”Rusland vurderes fortsat ikke at ville
risikere en militær konfrontation med NATO” (Regeringen 2018, 12), forekommer det tydeligt,
at Rusland står højt på den sikkerhedspolitiske prioritetsliste. Med Forsvarsforliget 2018-2023
understreges den nye trussel med oprettelsen af en brigade på cirka 4000 soldater, der kan
indsættes i rammen af NATO og hermed øge evnen til at operere med større hærenheder
indenfor NATO’s territorium (Forsvarsministeriet 2018a, 1–3). Senest har Danmark udsendt
fire F-16 fly til Litauen, hvor de skal patruljere luftrummet over Baltikum og forsvarsminister
Trine Bramsen har i den forbindelse udtalt, at Danmark skal bidrage til flere operationer i
rammen af NATO, der er landets vigtigste sikkerhedspolitiske fællesskab (Nielsen 2019).
Trusselsbilledet har ændret sig siden Danmark var dybt engageret i Afghanistan, Irak og Libyen
og Danmark ser nu en konventionel trussel fra Rusland. Sammenholdt med truslen fra Mali og
den irregulære migration og terrorisme, er konsekvenserne af en militær konfrontation med
Rusland markant større, hvilket forsvarsforliget fra 2018 understreger. Det nuværende
trusselsbillede og dets alvorlige karakter betyder, at Danmark er nødt til at prioritere sine
ressourcer (Nielsen 2019).
En anden betydelig dimension, der har afgørende konsekvenser for trusselsbilledet, er
bilaterale- og multilaterale relationer. Danmarks sikkerhed er betinget af NATO og særligt
USA, og skulle alliancens troværdighed svækkes, vil trusselsbilledet for Danmark og resten af
NATO-alliancens medlemsstater bevæge sig i en uforudsigelig og potentielt katastrofal
retning. I henhold til ovenstående litteraturgennemgang i afsnit 3.1 er en af de grundlæggende
forklaringsformer for dansk militært engagement den anarkiske struktur forklaret gennem
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 21 af 48
Birthe Hansens ”unipolaritetsmodel” (Hansen 2000, 124). Danmark har én ”single option” i
USA i forhold til at sikre statens overlevelse i den anarkiske struktur. Dette giver Danmark
incitament til at følge USA og NATO med militære bidrag som del af ”hard work” og ”burden
sharing” i ”unipolaritetsmodellen”. Dette ses i konflikterne fra 1990 og frem til i dag, hvor
Danmark har dedikeret kampsoldater. NATO og den amerikanske troværdighed i alliancen er
afgørende for Danmarks sikkerhed. Det er nødvendigt at fastholde det amerikanske
engagement i Europa gennem NATO, hvilket præsident Trump har rejst spørgsmålstegn ved
(Barnes og Cooper 2019; Regeringen 2018, 7). Derfor er Danmark også nødt til at efterleve
forespørgsler fra USA på militært engagement, på trods af at det kan være omkostningsfuldt.
Ifølge Snyder (1984, 467) er dette rationelt såfremt det vurderes at risikoen for og omkostninger
ved ”entrapment” er mindre end omkostningerne ved ”abondonment” fra USA. Bidraget til
”enhanced Forward Presence” i 2018 af kompagnistørrelse og det forventede bidrag i 2020 af
samme størrelse er med til at vise alliancesolidaritet og relevans som tro allieret (Forsvaret
2019). Det betyder, at konflikter opstået i rammen af NATO eller på forespørgsel fra USA vil
have Danmarks klare prioritet. Danmark bidrog i 2013 til Operation Serval på en forespørgsel
fra Frankrig, som har betydelige interesser i landet, og har sidenhen bidraget til FN’s
MINUSMA. Herudover er det planen at udsende et militært bidrag til den franskledede
Operation Barkhane for at støtte den internationale indsats mod terrorisme i Sahel-regionen
(Forsvarsministeriet 2019a). Ingen af disse missioner har eller har haft USA i spidsen, hvilket
vurderes på baggrund af ovenstående og afsnit 3.1 at have en afgørende betydning for det
danske militære engagement i Mali.
4.1.2 Bilaterale relationer
I en international struktur hvor USA sætter spørgsmålstegn ved den 70 år gamle NATO-
alliance, kan Danmark have incitament til at rette blikket mod andre bilaterale relationer.
Frankrig er den fjerde største militære magt i – målt på forsvarsudgifter – i NATO efter USA,
UK og foran Tyskland, hvorfor det kan være fordelagtigt, at have et tættere forhold til Frankrig
(NATO 2019, 7). Udover at bekæmpe truslen fra terrorisme og irregulær migration kan et
militært engagement i Mali og Sahel være med til at bygge en stærkere relation til Frankrig.
Regeringen anerkender, at USA stiller spørgsmålstegn ved internationale organisationer og
aftaler, herunder NATO, men at amerikansk globalt lederskab er i Danmarks nationale
interesse, hvorfor Danmark skal søge at fastholde dette (Regeringen 2018, 8). Regeringen ser
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 22 af 48
ligeledes ikke nogen alternativer i dets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020
til USA som global leder og sikkerhedsgarant. Danmarks forkastelse af Maastricht-traktaten i
1992 og det medfølgende EU-forsvarsforbehold har ligeledes sendt et klart signal om, at
Danmark søger sikkerhed gennem NATO og USA og ikke gennem EU og Frankrig (Wivel og
Crandall 2019, 403).
Tabel 1: Oversigt over de fire største militære magter i NATO og Danmark. Kilde: NATO (2019) - Defence
Expenditure of NATO Countries (2012-2019)
Ovenstående tabel viser tydeligt, at der er markant forskel på både bruttonationalproduktet og
forsvarsudgifterne mellem USA og de tre største europæiske stormagter. USA er i en liga for
sig med et forsvarsbudget, der er over fire gange så stort som Frankrig, Storbritannien og
Tysklands forsvarsudgifter til sammen. Derfor er det heller ikke nødvendigt at indgå i en mere
kvalitativ styrkeestimering eller lignende vurdering af styrkebalancen mellem Frankrig og
USA. Det vurderes, at Frankrig ikke kan fungere som garant for Danmarks sikkerhed. Frankrig
er dog på andre måder en oplagt allieret, da landet har de militære kapabiliteter og den politiske
vilje til at bruge hård magt uden for det europæiske nærområde i modsætning til flere af de
andre europæiske stormagter (Jakobsen 2015a, 12; Taksøe-Jensen 2016, 75). Frankrig spillede
en væsentlig rolle i forhold til international mobilisering af opbakning til interventionerne i
Libyen i 2011 og den Centralafrikanske Republik i 2013. Derudover har Frankrig interveneret
i Elfenbenskysten i 2011 og som bekendt i Mali i 2013 (Jakobsen 2015b, 77–78). Senest, med
Operation Barkhane har Frankrig indledt et militært engagement på tværs af Burkina Faso,
Tchad, Mali, Mauretanien og Niger (Forsvarsministeriet 2019a). På denne måde kan Danmark
gennem samarbejde med Frankrig opnå andre udenrigspolitiske mål, som er bredt beskrevet i
det teoretiske afsnit 3.1.2 - herunder altruisme, styrkelse af identiteten og andre nationale
interesser, der vil blive analyseret i afsnit 4.2. Et tæt samarbejde i Mali og Sahel mellem
2015 priser og kurser2017 2018e 2017 2018e
Frankrig 2.522 2.561 44.341 46.573Storbritannien 3.002 3.044 63.357 65.126Tyskland 3.536 3.536 43.584 44.341Danmark 317 321 3.632 4.171USA 18.915 19.456 626.380 642.012
Real BNP (mia. US $) Forsvarsudgifter (mio. US $)
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 23 af 48
Danmark og Frankrig kan give Danmark goodwill og skaber en platform for fremtidige
operationer, der giver Danmark mulighed for at opnå udenrigspolitiske mål.
4.1.3 Multilaterale relationer
Som tidligere beskrevet i afsnit 3.1 har dansk militært engagement frem til Murens fald
udspillet sig i rammen af FN. Siden NATO overtog ansvaret for Balkan i 1995 har Danmark
prioriteret at deltage i internationale operationer ledet af NATO, USA eller andre koalitioner,
dog helst med FN-autorisation. Samtlige danske regeringer har vurderet, at enighed blandt
stormagter og FN-autorisation er tilstræbelsesværdigt for en småstat som Danmark, men at
andre forhold er vigtigere. Det viser Operation Allied Force i Kosovo i 1999, som følge af
folketingsbeslutning nr. B4 fra oktober 1998, hvor Danmark for første gang valgte at deltage i
en NATO-ledet operation uden FN-autorisation. Den amerikansk-ledede invasion af Irak i
2003 var ej heller med FN-autorisation, om end koalitionen henviste til tidligere FN-
resolutioner (Mariager og Wivel 2019b, 352). FN er med til at legitimere et internationalt
engagement, hvor en FN-autorisation er ønskværdigt, men et forenet NATO eller andre
konstellationer kan fungere som den næstbedste løsning (Jakobsen og Møller 2012, 110). De
ydre påvirkninger, i form af multilaterale relationer, her i form af FN, sker på to niveauer. Den
ene, som vil blive behandlet nærmere under de indre påvirkninger i afsnit 4.2, omhandler FN-
autorisationen. FN-autorisationen har dog stadig klar indvirkning som en ydre faktor, der
påvirker det internationale samfund og herunder Danmark og dets allierede. Den anden
påvirkning sker som følge af direkte efterspørgsler fra FN. I regeringens Udenrigs- og
Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020 prioriterer regeringen, at ”Danmark løfter sin del af
ansvaret og vil derfor øge støtten til FN’s sikkerhedspolitiske og konfliktforebyggende
arbejde” (Regeringen 2018, 9), hvilket er i tråd med anbefalingerne fra Peter Taksøe-Jensens
uvildige udredning om dansk sikkerhedspolitik (Taksøe-Jensen 2016, 30). Den nuværende
situation i Mali og Sahel byder på efterspørgsler fra både FN og Frankrig, til henholdsvis FN’s
MINUSMA og den franskledede Operation Barkhane. I 2015 anmodede chefen for FN’s
mission i Mali, den danske generalmajor Michael Anker Lollesgaard, Danmark om et
styrkebidrag på omkring 250 soldater og 20 til 30 pansrede lastvogne (Ritzau 2015).
Beslutningen stod som en tydelig test af Danmarks vilje til at bidrage til konkrete FN-
missioner. Den daværende regering valgte i samspil med oppositionen dog at afvise
anmodningen, til fordel for et væsensforskelligt bidrag på 30 specialstyrkesoldater og et C-
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 24 af 48
130J-transportflybidrag (Folketinget 2015a, 2). Generalmajor Lollesgaard kritiserede offentligt
Danmarks beslutning, hvor han argumenterede, at bidraget ikke ”(...) gør nogen reel forskel
for os. Vi har ikke efterspurgt specialoperationsstyrker, fordi vi allerede har et meget robust
hollandsk specialstyrkebidrag” (Aagaard 2015). Peter Viggo Jakobsen (2016, 755–56)
argumenterer, at Danmark bryder en uskreven regel om, at nationen, der bestrider FN-
chefposten, skal yde et stort bidrag til missionen, og ifølge Jakobsen er det en stærk indikation
på, at Danmark vil følge traditionen siden 1995 og hermed prioritere operationer ledet af
NATO-allierede. Ifølge Jakobsen (2016, 756) foretrækker Danmark at bidrage med ”critical
enablers” til FN-missioner - herunder specialiseret og kostbart materiel, som de større FN-
troppebidrag fra afrikanske lande ikke råder over. Dette kan udforme sig som transportfly,
helikoptere, ingeniørkapaciteter, specialstyrker, efterretningskapaciteter med videre. Sådanne
bidrag har gennem tiden stemt overens med, hvad FN har efterspurgt, hvorfor der har været
kongruens mellem udbud og efterspørgsel. Mindre og materielle bidrag mindsker herudover
muligheden for et større tab af danske soldater, ligesom Danmark oplevede i Afghanistan.
Regeringens seneste udspil, der vil blive fremsat som beslutningsforslag i Folketinget,
indeholder netop specialistbidrag. Regeringen ønsker at bidrage med et transportflysbidrag
med op til cirka 65 personer og et personelbidrag på op til cirka 10 personer til FN’s
fredsbevarende mission MINUSMA. Herudover ønsker regeringen at bidrage med et
helikopterbidrag med op til cirka 70 personer og 1 til 2 stabsofficerer til den franskledede
Operation Barkhane i Sahel-regionen. I samme anledning præsenterede regeringen ønsket om
et substantielt beredskabsbidrag med en kampbataljon, et større krigsskib samt fire kampfly til
at styrke NATO’s afskrækkelses- og forsvarsprofil (Regeringen 2019). Det fremgår tydeligt,
at FN påvirker Danmark, hvor regeringen udtrykker, at Danmark skal tage ansvar, hvilket ses
i konkrete militære bidrag. Det er ligeledes tydeligt, at der ikke ønskes at bidrage med
kampsoldater til FN-missionen, hvilket ellers var klart efterspurgt i 2015, men at NATO
derimod prioriteres i det seneste udspil. Jakobsen (2016, 753) anser det som usandsynligt, at
Danmark skulle foretage et større skift tilbage til FN-ledede missioner, medmindre det er
specifikt efterspurgt af en større NATO-allieret. Dette er ikke sandsynligt i den nære fremtid,
hvor NATO er dybt engageret mod øst grundet Ruslands gentagne provokationer. Danmarks
militære kapabiliteter er begrænsede, og med NATO’s fokus rettet mod øst, herunder
Danmarks seneste beredskabsbidrag, er det svært for Danmark at opstille større troppebidrag
til FN-missioner.
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 25 af 48
NATO er verdens stærkeste alliance, og som tidligere beskrevet, Danmarks sikkerhedsgarant,
hvor USA bærer den største del af denne byrde. NATO er dermed en betydningsfuld
multilateral relation, der har stor indflydelse på Danmarks militære engagement. Alliancen er
dog ikke til stede i Mali, eller andre lande i Sahel-regionen, hvorfor NATO ikke påvirker
Danmarks militære engagement i Mali direkte. NATO påvirker dog afgørende Danmark
indirekte ved at engagere Danmark andetsteds, hvilket Danmark er nødt til at prioritere. Det er
ikke komplet usandsynligt, at NATO skulle rette blikket mod FN-ledede missioner i Afrika og
Mellemøsten, da det kan blive nødvendigt at løse problemerne i rammen af FN for ikke at
provokere andre stormagter herunder Kina og Rusland (Jakobsen 2016, 754). Afrika udgør i
stigende grad scenen for stormagtspolitik, og USA har forøget antallet af soldater markant fra
6.000 i 2016 til 7.200 i 2018 (Hau, Vestergaard, og Struwe 2019, 10). Herudover har flere
andre stormagter militær tilstedeværelse på kontinentet, om end ikke i en betydelig grad, hvor
fællesnævneren dog er kommercielle interesser. Såfremt USA vælger at engagere sig
yderligere i Sahel, eller såfremt NATO indleder et engagement, vil det give Danmark en ny
dimension og mulighed for at positionere sig som kapabel allieret i NATO.
I sidste ende er det en strategisk afvejning af de militære anmodninger fra henholdsvis USA
(herunder NATO), Frankrig og FN, der må laves på grund af Danmarks begrænsede
økonomiske ressourcer. Peter Taksøe-Jensen (Taksøe-Jensen 2016, 33) argumenterer i den
udenrigspolitiske udredning, at Danmark skal udbygge forholdet til sine primære europæiske
partnere, herunder Frankrig, men dog samtidig bevare USA som en af de tætteste allierede.
Danmarks bi- og multilaterale relationer, som er analyseret ovenfor, påvirker alle Danmark i
forskellig grad. De strukturelle forhold og særligt trusselsbilledet, taler for, at Danmark vægter
NATO-alliancen og USA højest, hvilket ses på de konkrete militære bidrag. Frankrig og FN
udgør to forskellige rammer, hvori Danmark kan opnå udenrigspolitiske mål, som vil blive
analyseret nedenfor.
4.2 Indre påvirkninger
I følgende afsnit vil de indre påvirkninger blive analyseret. Spændingsfeltet mellem de ydre og
indre påvirkninger er fremtrædende, idet flere af påvirkningerne relaterer sig til hinanden. På
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 26 af 48
baggrund af den teoretiske gennemgang i afsnit 3.1 og operationaliseringen i afsnit 3.3.1, er
det fundet interessant at analysere ”identitet”, ”ideologi og altruisme” og ”politiske interesser”.
4.2.1 Identitet
Efter den kolde krigs ophør i 1990 befandt Danmark sig i en eksistentiel krise, hvor USA blev
svaret på Danmarks ontologiske usikkerhed (Wivel og Crandall 2019, 403). Danmark overgik
fra udelukkende at engagere sig i FN-ledede missioner til fra NATO’s overtagelse af ansvaret
på Balkan i 1995 i stigende grad at prioritere missioner ledet af USA og NATO. Siden
Operation Bøllebank, den succesfulde træfning mellem danske og serbiske kampvogne i 1994,
og den efterfølgende internationale anerkendelse har Danmark haft positive militær-taktiske
engagementer, der har været med til at udvikle en dansk ”krigeridentitet”. Denne identitet har
efterfølgende haft den bedste mulighed for udfoldelse gennem USA og NATO (Jakobsen
2015a, 9). Danmark karakteriseres af Wivel og Crandall (2019, 392) som en ”super atlanticist”
stat, der søger et ”special relationship” med USA. Det indbefatter en betingelsesløs støtte til
den amerikanske verdensorden, hvilket kan spores i regeringens Udenrigs- og
Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020, idet der argumenteres, at ”amerikansk globalt
lederskab er i Danmarks nationale interesse og afgørende for det regelbaserede internationale
samarbejde (Regeringen 2018, 8). I modsætning til andre lande i NATO-alliancen, som kan
betegnes som ”atlanticist” stater, har Danmark som kontrast til traditionel småstatspolitik stillet
forholdsvis markante bidrag til rådighed (Wivel og Crandall 2019, 401). I forbindelse med
regeringens fremlæggelse af det seneste militære udspil, nævner Forsvarsminister Trine
Bramsen, at bidraget (her beredskabs- og afskrækkelsesbidraget) er med til at understrege
Danmarks position som ”kerneallieret” (Regeringen 2019). Med andre ord er Danmark ikke
blot en ordinær allieret, men en allieret med en særlig status. Den nuværende konstellation i
Mali og Sahel gør det ikke muligt at investere yderligere i rollen som kerneallieret i NATO
eller som ”super atlanticist” stat. Danmark har siden Sovjetunionens fald arbejdet hårdt for at
opnå kernestatus, og er over flere omgange blevet rost af den tidligere amerikanske præsident
Barack Obama, der har udtalt at Danmark og resten af Norden ”punch above their weight”
(The White House 2016; Harris 2016). Gennem et engagement i Mali og Sahel i rammen af
FN eller Frankrig kan Danmark signalere, at man fortsat er villig til at benytte hård magt til at
nå udenrigspolitiske mål. Det vil dog betyde, at Danmark skal afvige fra den ramme, der har
udgjort det danske militære engagement siden 1995: NATO med USA i spidsen. Peter Viggo
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 27 af 48
Jakobsen (2015a, 11) argumenterer, at der i Danmark hersker en bred, politisk konsensus om,
at militær aktivisme er positivt, hvorfor han ser denne fortsætte, uagtet om efterspørgslen på
militære bidrag fra USA skulle forsvinde, der ellers har været dikterende for danske bidrag.
Regeringen udtrykker med seneste forsvarsforlig eksplicitte ønsker om, at øge Danmarks
mulighed for at deltage i internationale operationer og herunder at styrke det internationale
samfunds evne til at imødegå væbnede konflikter gennem et øget dansk bidrag til FN’s
fredsbevarende og konfliktforebyggende arbejde (Regeringen 2018, 10–14). FN’s MINUSMA
giver Danmark mulighed for at bygge videre på FN-identiteten, der var styrende indtil 1995.
Danmark har flere grunde til at støtte FN-missioner. De indebærer blandt andet at videreudvikle
og styrke det regelbaserede internationale samarbejde, som vil blive analyseret yderligere
nedenfor (Regeringen 2018, 8). Jakobsen (2016, 756) fremfører, at FN gennem de seneste to
årtier, har efterspurgt specialistbidrag fra Danmark. Med undtagelse af generalmajor
Lollesgaards anmodning om 250 kampsoldater til FN’s MINUSMA, betyder dette, at Danmark
kan opretholde sin FN-identitet uden at binde kritiske militære kapabiliteter, der umiddelbart
kan blive nødvendige for et NATO-bidrag (Ritzau 2015). Selv mindre bidrag kræver dog
omfattende logistik, der kan være omkostningsfuldt og binde knappe ressourcer. Symbolske
”critical enablers” kan være afgørende. Særligt hvis de konkret efterspørges af den
ansvarshavende nation eller organisation. De kan ligeledes forekomme som overflødig
symbolpolitik. Radarbidraget i 2015 til den amerikanskledede kamp mod ISIL, som skete som
produkt af en konkret efterspørgsel fra USA, viser dog, at også specialistbidrag kan
efterspørges af USA og NATO (Folketinget 2015b). Danmark risikerer hermed stadig at havne
i en ressourceproblematik, hvor det kan være nødvendigt at prioritere USA samt at være
selektiv med bidrag til FN-missioner.
Frankrig og Operation Barkhane tilbyder i højere grad en platform for Danmark til at bruge
hård magt til at realisere udenrigspolitiske mål samt styrke ”krigeridentiteten”, der har været
fremtrædende siden Operation Bøllebank i 1994 (Jakobsen 2015a, 9). Modsat FN, der kan
forekomme ineffektivt grundet stormagtspolitik, har Frankrig vist sig særdeles villig til at
projicere hård magt til at realisere udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål uden for det europæiske
nærområde (Rynning 2017, 281). Operation Barkhane er en antiterrormission, og den har
mandat til at bekæmpe terrorisme i hele Sahel-regionen. Det giver Frankrig et elastisk mandat,
da det kan være nær umuligt at definere hvornår terrortruslen er bekæmpet. Det gør det muligt
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 28 af 48
for Frankrig at genetablere sig på kontinentet på en måde, der giver mindelser om
”Françafrique”, som beskriver Frankrigs udenrigspolitik og indflydelse i efterkrigstiden og
under den kolde krig. Landet blev kritiseret for at have et neokolonialistisk forhold til landets
tidligere kolonier (Hau, Vestergaard, og Struwe 2019, 8). Det betyder også, at såfremt Danmark
deployerer kampsoldater til Operation Barkhane, risikerer Danmark at blive dybt involveret i
en konflikt på ubestemt tid. Frankrigs militære engagement i Mali er af en fransk journalist fra
avisen Le Monde blevet kaldt ”Frankrigs Afghanistan” (Pezard og Shurkin 2017; Ayad 2017).
Det bevidner om bekymring for Frankrigs militære intervention i Mali og for de paralleller, der
kan drages til USA’s erfaringer i Afghanistan. Begge konflikter var indledt af en militær-taktisk
succes i form af en lyn offensiv fra en overlegen militærmagt, men de har udviklet sig til en
langtrukne ”counter insurgency-kampagner” (Hau, Vestergaard, og Struwe 2019, 14). Frankrig
har efterspurgt taktisk løftekapacitet, hvorfor de to danske helikoptere er et reelt bidrag, der
kan gøre en forskel (Regeringen 2019). Danmark underbygger ikke sin ”krigeridentitet” ved at
bidrage med transporthelikoptere, men ved at begrænse bidraget fra kampsoldater til
løftekapacitet, vil Danmark ikke have det samme ansvar for de potentielt langvarige
konsekvenser af offensive kamphandlinger.
I marts 2019 angreb bevæbnede jihadister en malisisk militærbase og dræbte 23 soldater og tog
kortvarigt kontrol af basen (Reuters 2019a). Senere på året, i april 2019, angreb jihadister igen
en malisisk militærbase og dræbte 11 regeringssoldater (Reuters 2019b). Angrebene vidner
om, at det ikke er lykkedes at stabilisere Mali endnu, og at der kan være lang vej. Danmark
risikerer at blive fanget i en langvarig konflikt, hvor landet vil få et moralsk ansvar, uagtet om
det er i rammen af FN eller Frankrig. FN er ikke Danmarks foretrukne identitet i forhold til
internationale operationer, men der ønskes stadig en klar forbindelse til FN gennem bidrag til
missionerne. De seneste to årtier har det været muligt at bidrage med specialistbidrag, der
tilmed har været efterspurgt af FN, men FN efterspørger nu større bidrag. Danmarks identitet
er som ”super atlanticist” stat hos NATO og USA, hvorfor bidrag til Mali og Sahel-regionen
først bygger videre på denne identitet, såfremt det efterspørges af NATO eller USA. Mindre
specialistbidrag til Mali og Sahel kan være optimale, idet de ikke umiddelbart beskadiger
identiteten som ”super atlanticist” stat, mens de bygger videre på en historisk FN-identitet og
udtrykker Danmarks vilje og professionalisme i forhold til brug af militærmagt.
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 29 af 48
4.2.2 Ideologi og altruisme
Regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi for 2019-2020 understreger, at vi i
Danmark ”skal kæmpe for vores liberale værdisæt og værne om vores frihedsidealer: en verden
med mere demokrati og frihed, herunder mere forsamlingsfrihed, religionsfrihed og mere
offentlig orden” (Regeringen 2018, 5). Som det er beskrevet i afsnit 3.1.2, er ideologi et af
forholdene, der har indflydelse på dansk militært engagement, og Danmark har i den
forbindelse været præget af en liberal-demokratisk universalisme. Taksøe-Jensen beskriver i
sin udenrigspolitiske udredning, at Danmark med udgangspunkt i danske værdier og
styrkepositioner skal orientere sig mod udfordringer som ”fattigdom, bæredygtig vækst,
klimaforandringer, migration, voldelige konflikter og ekstremisme, der samtidig knytter sig til
danske nationale interesser” (Taksøe-Jensen 2016, 50). Herudover skal Danmark fremme den
internationale retsorden og universelle menneskerettigheder (Taksøe-Jensen 2016, V). Krisen
i Mali og hermed en årrække med dårlig regeringsførelse og svage demokratiske institutioner
koblet med ringe håndhævelse af retsstaten og udbredt korruption har haft ødelæggende effekt
på den nationale sammenhængskraft og dermed destabiliseret Mali. Selvom Mali har ratificeret
de fleste internationale menneskerettighedsinstrumenter, herunder kvinders og børns
rettigheder, har landet udfordringer med at håndhæve dem. Særligt i Nordmali er kvinder og
børn berøvet deres rettigheder og status. Mali rangererer som nummer 182 på FN’s Human
Development Index, og 78 % af befolkningen lever i fattigdom (United Nations Development
Programme 2017). Danmark har siden 2007 haft et betydeligt engagement i regionen, hvor
Mali blev et dansk partnerland. Den overordnede vision for Danmarks partnerskab med Mali
er, at Malis befolkning oplever varig fred, hvilket skal understøttes af en legitim stat med
respekt for menneskerettighederne (Udenrigsministeriet 2019a). Siden 2007 har Danmark
bidraget med en bredspektret indsats i Mali, som har bestået af blandt andet aktivt diplomati
og politiske indsatser, militære bidrag, langsigtet udviklingssamarbejde, regionale
stabiliseringsindsatser og humanitær bistand (Udenrigsministeriet 2016, 7; Boserup og
Martinez 2018, 53–56). Efter kuppet i 2012 har Danmark støttet internationale mæglings- og
konfliktløsningsindsatser med formålet at forhandle med oprørsgrupperne i Nordmali
(Folketinget 2013a, 2). Danmarks engagement i Libyen, hvor Danmark bidrog med op mod
seks F-16 kampfly og kastede 11 % af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber, blev en
dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative eksternaliteter
(Jakobsen og Møller 2012, 114; Folketinget 2011, 2). Muammar Gaddafi havde mange
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 30 af 48
malisiske tuareger ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet
manglende statsborgerskab måtte rejse til tilbage til Mali, hvor oprørerne fik adgang til våben
og trænede soldater (Chauzal og Damme 2015, 44; Folketinget 2013a, 3). Regeringen
anerkender ansvaret i beslutningsforslag B49, som omhandler den oprindelige støtte til
Operation Serval, og som beskriver, at Gaddafi’s fald har forstærket Al-Qaida i Det Islamiske
Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb (Folketinget 2013a, 3). FN’s Sikkerhedsråd har med
resolution 2085 fra december 2012 fastslået i henhold til FN-pagtens kapitel VII, at der
foreligger en trussel mod international fred og sikkerhed i Mali (Folketinget 2013a, 3). Et
betydeligt dansk, militært bidrag til Mali og Sahel vil være en fortsættelse af den tidligere
bredspektrede indsats, og den vil være et produkt af det ansvar, Danmark har fra Libyen og
som generel forpligtigelse overfor FN’s resolutioner. Det fremstår dog fordelagtigt for
Danmark at udbyde mindre specialistbidrag, som bidrager til at nå altruistiske udenrigspolitiske
mål, men undlader at binde ressourcer samt blive fanget i en længerevarende konflikt. På denne
måde kæmper Danmark for ideologiske mål, men i en form, der er foreneligt med landets
småstatsstatus. Regeringen ønsker at bidrage til både FN’s MINUSMA og Frankrigs Operation
Barkhane med specialistbidrag og er af den overbevisning, at indsatserne understøtter hinanden
(Udenrigsministeriet 2019b).
4.2.3 Politiske interesser
Ethvert land har politiske interesser, der påvirker beslutningen om et miltært engagement.
Disse interesser vil have en nær relation til tidligere teori, herunder trusselsbilledet, Danmarks
sikkerhed, ambitioner og magt. Disse faktorer finder alle forklaringskraft i realismen. Taksøe-
Jensen fremfører at danske militære bidrag siden 1990 ”har gjort Danmark til en anerkendt
allieret og partner og givet indflydelse i FN, EU og især NATO, hvor Danmarks status som
kerneland har styrket vores indflydelse på både NATO’s udvikling og de øvrige allierede”
(Taksøe-Jensen 2016, 75). Dette underbygges yderligere af Jakobsen (2015a, 9), der
argumenterer for, at aktivismen har bragt Danmark ind i inderkredsen af NATO, som USA
kvitterede med Præsident Clintons besøg i København i 1997. Wivel, Mariager og Mortensen
(2018, 1) konkluderer ligeledes, at dansk militært engagement siden den kolde krig har givet
adgang til amerikanske beslutningstagere, men også udfordringer i forhold til et skiftende
trusselsmiljø, hvor Danmark forventes at deltage. Som tidligere beskrevet, er det i en småstats
interesse at arbejde for et regelbaseret samfund, hvor beslutningerne ikke træffes hen over
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 31 af 48
hovedet på landet (Branner 2011, 33; Regeringen 2018, 6). Situationen i Mali giver mulighed
for at arbejde hen mod indflydelse i FN og Frankrig. Såfremt Danmark opnår mere indflydelse
i FN, hvilket kunne udfolde sig i form af medlemskab af FN’s sikkerhedsråd, vil landet kunne
arbejde aktivt for et regelbaseret internationalt samarbejde. Det er en dansk målsætning at
bruge FN aktivt til at begrænse flygtningestrømme (Regeringen 2018, 18). Det er tvivlsomt,
hvad Danmark kan opnå ved at få adgang til franske beslutningstagere, særligt rent
sikkerhedspolitisk, da Frankrig ikke kan garantere Danmarks sikkerhed. Frankrig har dog vist
velvillighed i forhold til brugen af hård magt, og det kan vise sig fordelagtigt, at have
indflydelse på Frankrig i en situation, hvor landet skal tage en beslutning om at bidrage militært
til en konflikt, hvor Danmark har klarere og mere direkte udenrigspolitiske interesser.
Danmarks planlagte bidrag til FN’s MINUSMA og Frankrigs Operation Barkhane er med til
at sikre politiske interesser i form af særligt indflydelse, som Danmark har en åbenlys
egeninteresse i at styrke. Ved at forhøje bidragene, herunder udbyde kampsoldater, vil
Danmark alt andet lige stå stærkere i både FN og hos Frankrig, men det er tvivlsomt, hvorvidt
disse politiske interesser vægter ligeså højt som interesser hos NATO og USA, der i højere
grad garanterer Danmarks sikkerhed og har udgjort Danmarks udenrigspolitiske ramme siden
1990.
Analysen i ovenstående afsnit viser, at der forekommer flere indre påvirkninger, der i forskellig
grad har indflydelse på Danmarks militære engagement i Mali. Det er dog ligeledes
fremtrædende, at disse påvirkninger forekommer stærkere i et militært engagement i rammen
af NATO eller USA. I Danmarks seneste forsvarsforlig for 2018-2023 står beskrevet, at:
”NATO er og bliver hjørnestenen i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Med denne aftale vil
Danmark fortsat løfte sit ansvar som kerneland i NATO” (Forsvarsministeriet 2018b, 2). Dette
cementerer i høj grad prioriteringen af Danmarks knappe ressourcer, men afskriver ikke
påvirkningerne, som ovenstående analyse viser.
4.3 Fortidens skygge
Beslutning om et militært engagement i Mali og Sahel er påvirket af de erfaringer, Danmark
har gjort sig i forbindelse med tidligere militære bidrag. Operation Bøllebank i 1994, den
succesfulde træfning mellem danske og serbiske kampvogne, satte skub i dansk selvopfattelse
om, at Danmark med succes kan bidrage til militære operationer, også når det medfører
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 32 af 48
kamphandlinger. Læren gennem 1990’erne var desuden at kampoperationer, der typisk
handlede om fredsskabelse og beskyttelse af civilbefolkningen, bedst foregik i NATO-regi eller
koalitioner - både når det gjaldt opnåelse af udenrigspolitiske målsætninger og beskyttelse af
deltagende tropper (Mariager og Wivel 2019b, 358). Dette skal ses i modsætning til FN’s
UNPROFOR, hvor danskere i 1995 blev fanget i krydsild mellem kroatere og serbere uden
mandat til at forsvare sig og med tab af tre danske soldater til følge (Jakobsen 2016, 749).
Ligeledes afholdt FN’s ”rules of engagement” danske soldater i at forhindre massakren på ni
handicappede serbere i 1995 (Vedsmand 2011). FN’s MINUSMA i Mali har dog et solidt
mandat, hvor FN med resolution 2100 ”Authorizes MINUSMA to use all necessary means,
within the limits of its capacities and areas of deployment, to carry out its mandate (…)”
(United Nations Security Council 2013, 9). Danske soldater skulle derfor ikke komme i
lignende situationer i Mali og Sahel, men FN’s manglende agilitet og effektivitet udgør en
betydelig del af fortidens skygge.
Indtil Operation Allied Force i Kosovo i 1999, hvor danske F-16 fly bombede serbiske
kampstillinger, var alle danske militære engagementer FN-autoriserede med undtagelse af et
bidrag til den britiske besættelseszone i 1947. Danmarks beslutning om at bidrage til en NATO-
operation uden FN-autorisation blev set som en nødvendig undtagelse, men man ville ikke
danne præcedens med denne. Senere kom bruddet med FN-traditionen dog til at danne
udgangspunkt for beslutningen om militær deltagelse i ”coalition of the willing” i Irak i 2003,
hvor regeringspartierne henviste til tidligere FN-resolutioner (Mariager og Wivel 2019b, 358).
Selvom ovenstående tilfælde har vist, at Danmark er beredt til at bidrage militært til offensive
operationer uden klar FN-autorisation, er det klart Danmarks interesse at have FN-autorisation.
Det er den brede parlamentariske opbakning til krigen i Libyen et udtryk for, hvor samtlige
partier stemte for beslutningsforslag B89 om et dansk militært bidrag til en international militær
indsats i Libyen (Folketinget 2011). F-16 bidraget til Libyen beskrives som et oplagt dansk
militært engagement og som ”the Danish way of war” af Jakobsen og Møller (2012, 2), idet
FN-mandatet legitimerede bidraget. Opbakning til den danske Libyen-indsats blev støttet af 78
% af befolkningen, hvilket var den største støtte sammenlignet med andre deltagerlande (Beim
2011). Dette skal ses i lyset af Danmarks tidligere markante opbakning til militære
engagementer siden 1990 sammenlignet med allierede. Her toppede den danske befolkning
meningsmålinger om opbakning, og nyheden om bombning af serbiske kampstillinger i 1999
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 33 af 48
blev modtaget med stolthed og glæde. Danskerne var også gennem indsatsen i Afghanistan en
vedholdende ”top supporter”, selvom landet led det største tab målt per indbygger (Jakobsen
og Møller 2012, 1). Idet både FN’s MINUSMA og Frankrigs Operation Barkhane er autoriseret
af FN, vil den danske befolkning og regeringen føle en højere grad af legitimitet, selvom
historien har vist, at Danmark er villig til drage i krig uden solidt FN-mandat. Den nyere
histories brede opbakning til militære engagementer er med til at påvirke Danmarks militære
engagement i Mali og Sahel, hvilket kan resultere i forholdsmæssigt store bidrag.
Danmarks indsats i Libyen medførte afledte konsekvenser i Mali, hvor tuareger ansat i
Muammar Gaddafis hær vendte hjem med store mængder våben og ammunition og indgik i
Al-Qaida i Det Islamiske Maghreb (Folketinget 2013a, 3). Det betyder, at Danmark har et
moralsk ansvar for at bidrage militært i Mali for at sikre langsigtet stabilitet i regionen. Dette
skal ses i lyset af en generel dansk holdning til at bidrage med en samtænkt indsats, hvilket
Taksøe-Jensen understreger som afgørende for danske stabiliseringsoperationer (Taksøe-
Jensen 2016, 55). En samtænkt indsats omfatter ikke kun brug af økonomiske, diplomatiske og
humanitære instrumenter i samspil med de militære kapabiliteter, men det inkluderer også en
samtænkt tankegang, hvor konsekvenserne af kamphandlinger indgår. Danmark introducerede
begrebet i 2004, men tankegangen har været i spil siden 1990’erne, og har haft en stor
betydning i Danmarks militære engagementer (Jakobsen og Møller 2012, 111;
Udenrigsudvalget 2011, 29). Som tidligere beskrevet, yder Danmark allerede en bredspektret
indsats i Mali og Sahel, hvorfor et større militært bidrag kan komplementere den nuværende
indsats uden yderligere humanitære, økonomiske og diplomatiske indsatser.
USA’s langvarige engagement i Afghanistan (på trods af en lynoffensiv mod Al-Qaeda og
Taliban) udgør ligeledes et forhold fra fortiden, der har indflydelse på Danmarks militære
engagement i Mali og Sahel. Parallellerne mellem USA’s engagement i Afghanistan og
Frankrigs engagement i Mali og Sahel, nu særligt med Operation Barkhane, vækker bekymring
i franske medier (Ayad 2017). Frankrigs mandat til at bekæmpe terrorisme i Sahel er yderst
elastisk, da det er noget nær umuligt at definere, hvornår terrorismen er definitivt bekæmpet.
Såfremt Danmark vælger at deployere kampsoldater til Operation Barkhane, risikerer landet at
blive inddraget i længerevarende konflikt, der ikke nødvendigvis er i Danmarks interesse. Det
tætte samspil mellem Operation Barkhane og FN’s MINUSMA betyder også, at Danmark kan
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 34 af 48
blive dybt involveret i konflikten i hele Sahel-regionen, selvom Danmark kun stiller med et
større bidrag til MINUSMA (Hau, Vestergaard, og Struwe 2019, 7).
4.4 Fremtidens skygge
Fremtidens skygge er et væsentligt forhold, der har betydning for Danmarks militære
engagement i Mali og Sahel. Påvirkningerne relaterer sig til en cost-benefit analyse i tråd med
Rational Actor Model (RAM) (Beach 2012, 100–103). Mariager og Wivel (2019a, 479)
argumenterer, at den danske cost-benefit analyse i forbindelse med beslutningen om bidragene
til Kosovo, Afghanistan og Irak først og fremmest var værdibaserede snarere end en egentlig
opgørelse af omkostninger og gevinster. Det handlede om at forhindre humanitære katastrofer,
medvirke til stabilisering og genopbygning, om at straffe terrorister og om at bidrage til
international orden. De danske ambitioner ligger derfor langt fra traditionel småstatspolitik,
hvor danske beslutningstageres argumenter har karakter af en perception om stormagtsstatus,
og de fremstiller danske bidrag som afgørende i internationale konflikter (Mariager og Wivel
2019a, 480). Mariager og Wivel (2019b, 359) fremfører ligeledes, at den danske politik ikke
blev formuleret under pres fra NATO og USA, men at Danmark derimod skulle give en klar
udmelding. Danske bidrag var dog ønsket og forventet, og beslutningen blev fra starten formet
i dialog med USA.
I RAM søges der at maksimere ”forventet nytte” ved at træffe et rationelt valg baseret på den
information, der er tilgængelig, idet modellen ikke forudsætter perfekt information. Modellens
input er statens prioriteter og præferencer, der er med til at udgøre en nyttefunktion. Det kan
være noget nær umuligt at definere en sådan funktion, men opgavens teori kan benyttes til at
udlede denne på et teoretisk plan. Den rationelle beslutningstager vil træffe en beslutning på
baggrund af klart definerede udenrigspolitiske mål og den tilgængelige information, som
danner basis for forventede gevinster og omkostninger ved et militært engagement. Modellen
bygger på en rationel proces, men garanterer ikke et optimalt resultat (Beach 2012, 100–103).
På baggrund af analysen i afsnit 4.1 og 4.2 kan de fundne gevinster og omkostninger
gennemgås, hvilket skaber grundlaget for et potentielt valg, der herefter træffes på baggrund af
den udledte nyttefunktion. Et overblik over de fundne gevinster og omkostninger findes i
nedenstående tabel.
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 35 af 48
Pro Con
Trusselsbilledet
- FN: Konflikt i Mali udgør trussel mod global fred og sikkerhed
- Ustabilitet kan have afledte konsekvenser (terror og migration)
- DK er allerede til stede i Mali - Rusland forventes ikke at ville risikere
militær konfrontation
- Mali udgør ikke nogen direkte territorial trussel
- DK har begrænsede militære og økonomiske kapabiliteter
- Opstår der en direkte trussel mod DK eller allieret har dette prioritet
- Ny dagsorden mod øst fra 2014 – forsvarsforlig peger på omstilling
- DK har én ”single option” som sikkerhedsgarant, og er nødt til at efterleve amerikanske forespørgsler
Bilaterale relationer
- USA sætter spørgsmålstegn ved NATO – incitament til at se mod andre bilaterale relationer
- Mulighed for at bygge relation til Frankrig - FR har vist sig villig til at bruge hård magt
udenfor nærområdet i modsætning til andre europæiske stormagter
- Goodwill hos FR giver platform for fremtidige engagementer
- Amerikansk globalt lederskab er i DK’s interesse
- EU forsvarsforbehold: DK søger sikkerhed gennem US og NATO
- FR militære kapabiliteter er ikke stærke nok til at udgøre sikkerhedsgarant
Multilaterale relationer
- FN har tidligere udgjort ramme for militære bidrag
- FN-ramme legitimerer bidrag
- FN er ikke foretrukken ramme for militært engagement
- DK foretrækker at bidrage med ”critical enablers” til FN-missioner, som er sket gennem historiske bidrag
- Regeringen har præsenteret forstærket bidrag til NATO’s afskrækkelses- og forsvarsprofil
- NATO er engageret mod øst - NATO er DK’s sikkerhedsgarant og
verdens stærkeste alliance - Usandsynligt for DK at gå tilbage til FN-
ledet mission uden NATO eller US forespørgsel
Identitet
- MINUSMA og Operation Barkhane tilbyder en scene til at underbygge ”krigeridentitet”
- Mulighed for at vende tilbage til FN
- DK er ”super atlanticist” og kerneallieret, hvorfor US prioriteres
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 36 af 48
- ”Critical enablers” kan være nok til at styrke FN-identitet, men kræver omfattende logistik
- ”Critical enablers” modvirker, at DK bliver fanget i Frankrigs konflikt
- Der udtrykkes tydeligt ønske fra dansk side om at bidrage mere til FN
- Engagement i Mali og Sahel underbygger ikke identitet som ”super atlanticist” og kerneallieret
- FN-identitet hører fortiden til - Mindre, kritiske bidrag kan også
efterspørges af US og NATO - FN fremstår ineffektivt - Operation Barkhane har elastisk
terrormandat – mindelser om ”Françafrique”
- DK risikerer at blive dybt involveret i ”Frankrigs Afghanistan”
- ”Krigeridentitet” underbygges kun begrænset ved at bidrage med løftekapacitet
Ideologi og altruisme
- Særligt MINUSMA giver mulighed for at kæmpe for international retsorden
- Mulighed for at kæmpe for liberalt værdisæt, frihedsidealer og universelle menneskerettigheder
- Militært bidrag vil være en del af en samtænkt indsats, der allerede er til stede
- Mali har været partnerland med DK siden 2007
- DK har ansvar fra Libyen
- DK kan nå altruistiske mål gennem specialistbidrag
- DK kan blive fanget i en længerevarende konflikt
Politiske interesser
- Mulighed for indflydelse i FN og Frankrig (medlemskab i FN’s Sikkerhedsråd)
- Regelbaseret samfund er i en småstats interesse
- Fransk goodwill kan vise sig værdifuldt senere
- DK har tidligere opnået relevans og indflydelse hos NATO og USA
- Det er tvivlsomt, hvad DK kan opnå ved adgang til franske beslutningstagere
Tabel 2: - Oversigt over gevinster og omkostninger for deployering af kampsoldater til Mali og Sahel
På baggrund af opgavens teoretiske afsnit er det muligt at tillægge de forskellige gevinster og
omkostninger en større eller mindre betydning. Udover afledte konsekvenser vurderes
konflikten i Mali og Sahel ikke at udgøre en sikkerhedsmæssig trussel for Danmark. Det
internationale samfund, herunder særligt Frankrig, er engageret i regionen, og Danmark kan
som småstat ikke umiddelbart gøre en betydelig forskel. Konflikten giver dog mulighed for at
opbygge en stærkere relation til Frankrig, der deler Danmarks velvillighed til at projicere hård
magt udenfor nærområdet. Frankrig vurderes ikke at kunne agere som sikkerhedsgarant for
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 37 af 48
Danmark og Danmark risikerer at blive fanget i en længerevarende konflikt ved at udsende
kampsoldater. FN fremstår som en ineffektiv ramme for militære engagementer, om end
Danmark ønsker en stærkere international retsorden. Danmark kan dog bidrage med ”critical
enablers”, der viser støtte om FN og Operation Barkhane - og liberale idealer,
menneskerettigheder med videre. Det sker dog uden at binde væsentlige kapabiliteter. Det
underbygger ikke Danmarks ”krigeridentitet”, men landet undlader at blive fanget i en konflikt,
der kan blive lang og sej. Den neoklassisk realistiske model (figur 2) beskrevet i afsnit 3.3.1
vægter de strukturelle påvirkninger højest på lang sigt, hvilket er i tråd med tidligere teori
beskrevet i afsnit 3.1. Her kunne forklaringsformen dog ikke stå alene. Danmark har en klar
præference i at deltage i NATO eller amerikanskledede missioner, idet USA udgør en væsentlig
del af den danske identitet som ”super atlanticist”. Vigtigere er dog, at Danmark har én
sikkerhedsgarant: USA (via NATO). Derfor er Danmark er nødt til at prioritere
amerikanskledede engagementer – særligt med det seneste pres på NATO og Ruslands stigende
provokationer.
5 DISKUSSION
Den foregående diskussion af eksisterende teori i afsnit 3.1 samt analysen i afsnit 4 viser, hvilke
forhold der har været styrende for de tidligere bidrag i Mali samt de kommende bidrag til FN’s
MINUSMA og Frankrigs Operation Barkhane, der vil blive fremsat til folketingsbeslutning.
Hvad kan denne viden så bruges til? Det er interessant at se nærmere på, hvad der skal til for
at Danmark deployerer kampsoldater til Mali og Sahel - særligt efter afslaget på anmodningen
fra FN og generalmajor Lollesgaard i 2015. Mariager og Wivels (2019b, 22)
hovedkonklusioner i krigsudredningen er, at Danmarks militære engagement afspejler
beslutningstagernes ønske om at imødekomme USA’s ønsker om militære bidrag, men at der
derudover ikke er tale om direkte pres fra USA (eksempelvis med trusler om sanktioner eller
løfter om gevinster). Herudover konkluderer Mariager og Wivel, at Danmarks konkrete bidrag
formes snarere end besluttes. Der er tale om længerevarende processer, hvor danske
beslutningstagere indgår i en dialog med USA. I denne proces træffes mindre beslutninger hele
tiden, og de indsnævrer handlerummet og muligheden for at tage alternative beslutninger. Dette
står i kontrast til en fremgangsmåde med et afgørende møde, hvor gevinster og omkostninger
diskuteres og en beslutning træffes på baggrund af dette. Denne opgave er en præsentation af
påvirkningerne, heraf gevinster og omkostninger, der har indflydelse på beslutningen om et
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 38 af 48
militært engagement, set i relation til eksisterende teori og militære bidrag siden 1990. Den
behandler derfor ikke selve beslutningsprocessen, der foregår mellem centrale ministre,
embedsmænd og repræsentanter for Forsvaret i dialog med repræsentanter fra USA eller andre
allierede. Om end opgavens formål var at se på overordnede grunde for, hvorfor Danmark går
i krig (med fokus på engagementet i Mali og Sahel), kan beslutningsprocessen vise sig at have
stor betydning, som Mariager og Wivel (2019b, 22) antyder. Beslutningsprocessen er dynamisk
og staters og enkeltpersoners holdninger og udtalelser påvirker hinanden og påvirker danske
beslutningstagere. Denne opgave holder disse dynamikker og de afledte påvirkninger
konstante. Selve beslutningsprocessen har været udeladt, idet formålet har været at udvikle en
analysemodel (figur 2), der indeholder de væsensforskellige forhold, som har indflydelse på
Danmarks militære engagement for herefter at applicere på en konkret case: Mali og Sahel.
Modellen kunne i lige så høj grad være brugt på en konflikt, hvor Danmark ikke er til stede i
forvejen. Her vil beslutningsprocessen ikke kunne indgå i analysen, idet beslutningen ikke er
truffet endnu. Danmarks behov for at imødekomme USA og lade beslutningen blive formet i
samspil med landet kan ses som en måde, hvorpå det stærke strukturelle forhold udspiller sig.
Når USA ikke er tilstede i Mali og derfor ikke indgår i denne beslutningsproces, står Danmark
overfor en beslutning, der reelt skal træffes. Her kan opgavens neoklassisk realistiske
analysemodel vise sig at have god forklaringskraft, idet beslutningsprocessen ikke er domineret
af USA, hvilket bevirker at mindre, men dog bindende, beslutninger ikke tages kontinuerligt.
Danmark skal træffe et valg, hvor der ikke er støtte fra verdens førende militære magt, men
hvor beslutningen om at deployere kampsoldater med risiko for tab af menneskeliv er op til
danske politikere, der ikke kan læne sig op ad mere indflydelsesrige alliancepartnere. Såfremt
amerikansk tilstedeværelse i beslutningsprocessen har en signifikant indflydelse på udfaldet af
denne, kan beslutningen om et militært engagement i Mali og Sahel være med til at understøtte
dette. Som situationen er nu, har Danmark valgt ikke at bidrage med kampsoldater til Mali og
Sahel, selvom FN konkret har efterspurgt dette. Denne opgaves forklaring kan findes i teori-
og analyseafsnittene, henholdsvis afsnit 4.1 og afsnit 5. Særligt ”fremtidens skygge” opstiller
argumenter for og imod at indsætte kampsoldater. Det er uvist, om disse forskellige argumenter
overhovedet kan tillægges en betydelig værdi, såfremt Mariager og Wivel (2019b, 22) har ret
i deres konklusion. Denne case vil derimod kunne udgøre empiri til Mariager og Wivels
konklusion om, hvorfor Danmark går i krig, selvom end det kan være svært at bevise, at
Danmark ikke har deployeret kampsoldater til Mali og Sahel, fordi USA ikke har været med
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 39 af 48
til at forme beslutningsprocessen. Denne opgave og den neoklassiske realisme i øvrigt tillægger
den strukturelle forklaringsform stor værdi. USA og NATO, udgør altså en af de væsentligste
påvirkninger på Danmarks beslutning om et militært engagement i Mali og Sahel. I figur 2 har
forholdet også en indirekte effekt, idet fraværet af USA og NATO i Mali taler for, at Danmark
skal prioritere andre konflikter for at underbygge forholdet til Danmarks ”single option” som
sikkerhedsgarant. Opgavens vægtning af de strukturelle forhold er med til at underbygge
Mariager og Wivels (2019b, 22) argumentation om, at Danmarks opfattelse af den
internationale struktur alt andet lige vil påvirke landet i beslutningsprocessen. Mariager og
Wivel (2019b, 235) argumenterer, at ”Danmark baserede sine valg på USA’s læsning af
trusselsbilledet og deraf følgende anmodninger, snarere end en selvstændig dansk vurdering
af trusselsbilledet”. ”Trusselsbilledet” og ”bilaterale relationer” vurderes derfor at have en
afgørende betydning i både beslutningsprocessen (som analyseret af Mariager og Wivel) og
opgavens bredere og mere teoretiske tilgang til, hvorfor Danmark går i krig. Det kan være
tilfældet, at de respektive forhold, der har indflydelse på beslutningen (særligt ”ydre
påvirkninger”) bliver intensiveret når de foregår i en dynamisk beslutningsproces. Det
forekommer sandsynligt, at der er forskel på strukturelle påvirkninger, som indgår i en
overordnet cost-benefit analyse af et militært engagement og de dynamiske, strukturelle
påvirkninger, der forekommer når amerikanske beslutningstagere indgår i en konkret
beslutningsproces. De direkte påvirkninger - herunder anbefalinger, informationsdeling og
konkrete efterspørgsler - må alt andet lige have en forstærkende effekt, der understreger den
internationale struktur. Ovenstående efterlader et klart indtryk af, at den internationale struktur
er et afgørende forhold for et dansk militært bidrag med kampsoldater, uagtet om det udspiller
sig i beslutningsprocessen eller i en cost-benefit analyse. Det efterlader også spørgsmålet om
de indre påvirkninger nogensinde vil udgøre afgørende forhold for et militært engagement.
Opgavens teori og analyse tillægger ”identitet” en relativt tung vægtning, der omhandler
Danmarks identitet som ”super atlanticist”. Dette forhold har dog tydelige spor til den
strukturelle forklaringsform, hvor Danmark identificerer sig med verdens førende militærmagt
og landets eneste sikkerhedsgarant. Ideologi og altruisme vægter tungt i danske
beslutningstageres argumentation, men vurderes ikke at have afgørende betydning relativt til
andre forhold (Mariager og Wivel 2019b, 359). Vil de indre påvirkninger nogensinde være
tilstrækkelige til at lade Danmark deployere kampsoldater? De indre påvirkninger har en klar
betydning, hvorfor vi ser konkrete, om end symbolske, bidrag til FN’s MINUSMA og
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 40 af 48
Operation Barkhane. Det kan dog argumenteres, at de resterende variabler i opgavens
analysemodel vil få en større betydning, ifald USA ikke indgår i beslutningsprocessen. Det
forekommer dog usandsynligt, at Danmark skulle deployere kampsoldater uden en konkret
forespørgsel fra USA eller NATO, hvilket understreges af Mariager og Wivel (2019b, 22) og
denne opgave. Denne diskussion kan hverken be- eller afkræfte, at det væsentligste forhold for
et militært bidrag med kampsoldater er USA’s engagement i beslutningsprocessen, men
opgaven deler den tunge vægtning af de strukturelle forhold som afgørende for et betydeligt
dansk militært engagement. De strukturelle forhold, der har afgørende vægt i analysen samt i
beslutningprocessen, er dog baseret på en antagelse om en unipolær struktur. I opgavens
afgrænsning argumenteres der for, at Danmark opfatter den internationale struktur som
værende unipolær. Dette er dog en igangværende debat, og Wæver (2010, 9) argumenterer for,
at vi har bevæget os over mod en unimultipolær struktur, hvor USA udfordres af regionale
stormagter (Branner 2017, 110–14; Jakobsen 2015a, 5). Såfremt strukturen ændrer sig, eller
såfremt danske beslutningstagere ændrer syn på denne, må det antages at have en indvirkning
på opgavens model og særligt vægtningen af variablerne samt på Danmarks militære
engagement.
6 KONKLUSION
Frem til og med 1989 deltog Danmark i 13 internationale operationer, hvor FN udgjorde
rammen for dem alle. Siden 1990 er der sket et markant skift i antal og missionsramme, idet
Danmark har bidraget til 68 internationale operationer, hvor kun cirka halvdelen var i FN-
ramme, mens resten var i rammen af NATO eller internationale koalitioner. Danmark har ført
en aktivistisk udenrigspolitik, på trods af at landets territoriale sikkerhed ikke har været truet,
og på trods af at Danmark har lidt forholdsmæssigt store tab i Afghanistan. Opgaven tager
afsæt i emnets omfattende eksisterende teori for at klarlægge hvorfor Danmark går i krig samt
hvorvidt disse forhold gør sig gældende i Mali og Sahel. Helt konkret efterspurgte FN i 2015
et dansk bidrag bestående af 250 kampsoldater til FN’s MINUSMA, hvilket Danmark afslog
og i stedet sendte et transporthelikopterbidrag samt specialstyrker. Til Frankrigs Operation
Barkhane ønsker regeringen ligeledes at sende et transportbidrag. Litteraturen fremfører, at
beslutningen om et militært engagement foregår i et spændingsfelt mellem indre og ydre
påvirkninger. Den internationale struktur - herunder neorealismen og særligt Birthe Hansens
”unipolaritetsmodel” - udgør en god baseline for Danmarks militære engagement. Danmark
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 41 af 48
har én ”single option” som sikkerhedsgarant, og dermed incitament til ”flocking” og ”hard
work” som del af unipolens ”burden sharing”. Den strukturelle forklaring kan dog ikke stå
alene, hvorfor indre påvirkninger, herunder ”identitet”, ”ideologi og altruisme” og ”politiske
interesser”, vurderes at øge forklaringskraften. Som småstat har Danmark et incitament til at
kæmpe for en regelbaseret international retsorden, men identiteten er skiftet fra et FN-spor over
til NATO og herunder USA, hvor Danmark har oplevet at kunne opnå udenrigspolitiske mål
mere effektivt. Gennem NATO og USA har Danmark fået en ”krigeridentitet” og en identitet
som ”super atlanticist”, der er kentegnet ved et ”special relationship” med USA og
uforbeholden støtte til amerikansk udenrigspolitik. Disse forhold har været styrende for danske
militære engagementer siden 1990, og opgaven inddrager disse forhold i en neoklassisk
realistisk model, der tager højde for både ydre og indre påvirkninger, men som også tager højde
for fortidens skygge og fremtidens forventninger om gevinster og omkostninger.
Konflikten i Mali og Sahel udgør ikke en direkte territorial trussel mod Danmark, men omfatter
derimod en indirekte trussel gennem migration og terror. Det skyldes blandt andet fattigdom,
svag regeringsførelse, ustabilitet og våbentilførsel fra Libyen. Siden 2014, hvor Rusland
annekterede halvøen Krim, har trusselsbilledet dog ændret sig for Danmark, hvor landet i 2017
besluttede at udvise alliancesolidaritet og bidrage til NATO’s ”enhanced Forward Presence”
i Baltikum. Den nye trussel understreges i det seneste forsvarsforlig for 2018-2023 med
oprettelsen af en brigade, der kan indsættes i rammen af NATO. Udover den nye trussel er
Danmark qua den internationale struktur nødt til at fastholde amerikansk engagement i NATO,
hvilket kan gøres gennem militære bidrag til NATO-missioner. Det gør det nødvendigt for
Danmark at prioritere sine begrænsede ressourcer, hvilket betyder at FN- og franskledede
missioner nedprioriteres. På trods af at USA sætter spørgsmålstegn ved den 70-år gamle
NATO-alliance, kan Danmark ikke finde sikkerhed i andre bilaterale relationer. Frankrig har
ikke den økonomiske eller den militære styrke til at fungere som garant for Danmarks
sikkerhed. Dog har Frankrig vist velvillighed til at projicere hård magt udenfor det europæiske
nærområde, hvorfor landet kan tilbyde en platform til at opnå andre udenrigspolitiske mål.
Forkastelsen af Maastricht-traktaten i 1992 er et klart udtryk for, at Danmark søger beskyttelse
gennem NATO og USA. Danske beslutningstagere tillægger FN stor værdi, og det har historisk
udgjort rammen for en stor del af danske militære engagementer. Siden NATO overtog
ansvaret for Balkan i 1995, har FN dog mistet betydning for Danmark, som har fundet andre
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 42 af 48
mere effektive konstellationer for militære bidrag. Det blev tydeliggjort, da Danmark afslog en
konkret forespørgsel fra generalmajor Lollesgaard på 250 kampsoldater til FN’s MINUSMA.
Danmark bidrager helst med ”critical enablers” til FN-missioner, der muliggør at støtte FN
uden at binde større troppestyrker, som prioriteres andetsteds.
Danmark kan karakteriseres som en ”super atlanticist” stat, der søger identitet og et ”special
relationship” hos USA. Det betyder, at Danmark vil prioritere amerikanskledede operationer,
således at Danmark kan forblive en kerneallieret. Konstellationen i Mali og Sahel gør det ikke
muligt at underbygge denne identitet. Dog kan Danmark, særligt gennem Operation Barkhane,
styrke ”krigeridentiteten”, men man risikerer at blive fanget i en langtrukken konflikt, der ikke
har markante gevinster. FN’s Sikkerhedsråd har med resolution 2085 fastslået, at der foreligger
en trussel mod international fred og sikkerhed i Mali, og den danske regering udtrykker et
stærkt ønske om at kæmpe for liberale frihedsidealer. Et betydeligt dansk militært bidrag til
Mali og Sahel vil være en fortsættelse af den tidligere bredspektrede indsats, som blandt andet
er et produkt af det ansvar Danmark har fra Libyen og som opstår af en generel forpligtelse
overfor FN’s resolutioner. Dog kan disse altruistiske mål opnås ved at bidrage med
specialistbidrag og undlade at binde betydelige kapabiliteter. Situationen i Mali og Sahel giver
Danmark mulighed for at arbejde for indflydelse i FN og hos Frankrig, men det er tvivlsomt,
om gevinsten vil være omkostningerne værd.
Beslutningen om et militært engagement er ligeledes påvirket af ”fortidens skygge” og
”fremtidens skygge”. Danmark er påvirket af FN’s historiske ineffektivitet og begrænsede
mandat til brug af hård magt. MINUSMA har dog mandat til brug af alle nødvendige midler,
og FN-autorisation er med til at legitimere engagementet. Danmark anerkender også at have et
ansvar for konflikten i Mali, idet den delvist er forstærket gennem sammenbruddet af Libyen,
hvorfor en bredspektret indsats er afgørende. Den langvarige konflikt i Afghanistan vækker
ligeledes bekymring for særligt Operation Barkhane, der med det elastiske terrormandat kan
blive en langtrukken mission. I ”fremtidens skygge” vurderes gevinster og omkostninger for
engagementet mod en nyttefunktion, der er udgjort af landet præferencer og prioriteter. Det
vurderes, at Danmark tillægger NATO og USA afgørende værdi, hvorfor konflikten i Mali og
Sahel ikke fordrer deployering af kampsoldater. Danmark kan derimod opnå andre
udenrigspolitiske mål ved at bidrage med ”critical enablers”.
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 43 af 48
7 UDBLIK
Opgavens diskussionsafsnit argumenterer for, at Danmark ikke træffer en beslutning om et
betydeligt militært engagement – i dette tilfælde deployering af kampsoldater - uden at USA
indgår i beslutningsprocessen. Om end de strukturelle forhold (herunder amerikansk
påvirkning af selve beslutningsprocessen) har en betydelig indvirkning, må det stadig antages,
at Danmark er i stand til at træffe en selvstændig beslutning. Mariager og Wivel (2019b, 341)
anbefaler, at Danmark opstiller en række principper for prioritering af danske militære
engagementer. Såfremt Danmark har opstillet disse, vil landet være i stand til aktivt at udvikle
en mere nøjagtig nyttefunktion, som beskrevet i ”fortidens skygge” i afsnit 5.4. Denne opgave
kan måske bidrage med dette, idet opgaven først har klarlagt og diskuteret, hvilke teoretiske
forhold, der har været gældende for danske militære engagementer siden 1990. Herefter er
Mariager og Wivels model (2019b, 77) blevet modificeret til at kunne agere analyseramme for
potentielle militære engagementer. Disse forhold kan være med til at prioritere
udenrigspolitiske mål. Analysen gennemgår de forskellige teoretiske forholds påvirkninger og
resulterer i argumenter for og imod et militært engagement. Denne opgave kan bidrage til den
offentlige debat omkring, hvorfor Danmark går i krig. Derudover er opgaven et eksempel på
en analyse, der kan laves for at gøre beslutningstagerne opmærksomme på de respektive
gevinster og omkostninger ved en given konflikt. Det kan om muligt bidrage til, at Danmark
træffer beslutninger fremfor at lade dem blive formet. Endelig kan det være relevant at inddrage
forskellige perspektiver på den internationale struktur, hvilket kan have store betydninger for
analysen.
8 LITTERATURLISTE
Aagaard, Charlotte. 2015. “FN har ikke brug for danske jægersoldater i Mali, men
kampsoldater”. Information, december 2015.
https://www.information.dk/udland/2015/12/fn-brug-danske-jaegersoldater-mali-
kampsoldater.
Ayad, Christophe. 2017. “Le Mali est notre Afghanistan”. Le Monde, november 2017.
https://www.lemonde.fr/idees/article/2017/11/16/le-mali-est-notre-
afghanistan_5215799_3232.html.
Barnes, Julian E., og Helene Cooper. 2019. “Trump Discussed Pulling U.S. From NATO,
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 44 af 48
Aides Say Amid New Concerns Over Russia”. The New York Times. 2019.
https://www.nytimes.com/2019/01/14/us/politics/nato-president-trump.html.
Beach, Derek. 2012. Analyzing Foreign Policy. Palgrave Macmillan.
Beim, Jakob Hvide. 2011. “Danskerne er de mest krigsvillige i koalitionen”. Politiken, 2011.
https://politiken.dk/udland/art5002195/Danskerne-er-de-mest-krigsvillige-i-koalitionen.
Boserup, Rasmus Alenius, og Luis Martinez. 2018. “Europe and the Sahel-Maghreb crisis”.
Copenhagen.
Branner, Hans. 2011. I krig igen: Danmark og de nye krige 1990-2011. Kbh.: Columbus.
———. 2017. Global politik : grundbog til international politik. 3. udg. Kbh.: Columbus.
Chauzal, Grégory, og Thibault van Damme. 2015. “The roots of Mali’s conflict - Moving
beyond the 2012 crisis”.
Folketinget. 2011. “Beslutningsforslag nr. B 89: Forslag til folketingsbeslutning Om et dansk
militært bidrag til en international militær indsats i Libyen”.
———. 2013a. “Beslutningforslag nr. B 49: Forslag til folketingsbeslutning om dansk
militært bidrag til støtte for indsatsen i Mali”.
———. 2013b. “Beslutningsforslag nr. B 28: Forslag til folketingsbeslutning om dansk
militært bidrag til FN’s fredsbevarende operation MINUSMA i Mali”.
https://www.ft.dk/samling/20131/beslutningsforslag/B28/index.htm.
———. 2015a. “Beslutningsforslag nr. B 26: Forslag til folketingsbeslutning om yderligere
dansk militært bidrag til FN’s fredsbevarende operation MINUSMA i Mali”.
———. 2015b. “Beslutningsforslag nr. B 8: Forslag til folketingsbeslutning om udsendelse
af et supplerende dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL”.
———. 2017. “Beslutningsforslag nr. B 150: Forslag til folketingsbeslutning om et dansk
militært bidrag til NATOs fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen”.
Forsvaret. 2019. “NATOs fremskudte tilstedeværelse i Baltikum”. 2019.
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/FremskudttilstedeværelseiBalti
kum.aspx.
Forsvarets Efterretningstjeneste. 2018. “Efterretningsmæssig Risikovurdering”.
Forsvarskommissionen. 2008. Dansk forsvar, Globalt engagement. d.
Forsvarsministeriet. 2018a. “Aftale på forsvarsområdet 2018-2023”.
———. 2018b. “Aftale på forsvarsområdet 2018-2023”.
———. 2018c. “Faldne og sårede”. Personalestyrelsen. 2018.
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 45 af 48
http://forpers.dk/hr/Pages/Faldneogsaarede.aspx.
———. 2019a. “Indsatsen i Sahel-regionen (MINUSMA og Operation Barkhane)”. 2019.
https://www.fmn.dk/videnom/Pages/IndsatseniMali.aspx.
———. 2019b. “Regeringen vil styrke indsatsen mod terrorisme i Sahel-regionen”. 2019.
https://fmn.dk/nyheder/Pages/Regeringen-vil-styrke-indsatsen-mod-terrorisme-i-Sahel-
regionen.aspx.
Hansen, Birthe. 2011. Unipolarity and World Politics : A Theory and Its Implications.
Abingdon, Oxon; New York, NY: Routledge.
Hansen, Birthe. 2000. “The Unipolar World Order and its Dynamics”. I The new world order
contrasting theories, redigeret af Birthe Hansen og Bertel Heurlin. Houndmills,
Basingstoke, Hampshire: Macmillan Press.
Harris, Gardiner. 2016. “Obama warms up to Nordic leaders”. The New York Times, 2016.
https://www.nytimes.com/2016/05/14/world/europe/obama-warms-to-nordic-heads-of-
state.html.
Hau, Jens Peter, Morten Hetmar Vestergaard, og Lars Bangert Struwe. 2019. “Danmarks
indsats i Mali - stabilitet og stormagtspolitik i Sahel”.
Jakobsen, Peter Viggo. 2015a. “Danmarks militære aktivisme fortsætter med eller uden
USA”. Politik 18 (4). https://doi.org/10.7146/politik.v18i4.27623.
———. 2015b. “Derfor skal Danmark fortsat gå i kamp”. I Hvor står Danmark nu?
København: Ræson.
———. 2016. “Denmark and UN peacekeeping: glorious past, dim future”. International
Peacekeeping 23 (5): 741–61. https://doi.org/10.1080/13533312.2016.1227933.
Jakobsen, Peter Viggo, og Karsten Jakob Møller. 2012. “Good news : Libya and the Danish
way of war”. Danish foreign policy yearbook, 13,106-130.
http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2012/YB2012/015.Peter Viggo
Jakobsen og Karsten Jakob M%F8ller.pdf.
Jakobsen, Peter Viggo, og Sten Rynning. 2019. “Denmark: happy to fight, will travel”.
International Affairs 95 (4): 877–95. https://doi.org/10.1093/ia/iiz052.
Larsen, Jesper, og Jesper Thobo-Carlsen. 2005. “Fogh fastholder sin kritik af »medløberne«”.
Berlingske Tidende. 2005. https://www.berlingske.dk/samfund/fogh-fastholder-sin-
kritik-af-medloeberne.
Mariager, Rasmus Mølgaard, og Anders Wivel. 2018. “Det handler om udbud og
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 46 af 48
efterspørgsel”. Weekendavisen, Ideer, 8–9.
———. 2019a. Hvorfor gik Danmark i krig? Irak og tværgående analyser. Københavns
Universitet.
———. 2019b. Hvorfor gik Danmark i krig? Uvildig udredning af baggrunden for
Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak. Københavns
Universitet.
Mouritzen, Hans. 2007. “Denmark’s super Atlanticism”. Journal of Transatlantic Studies 5
(2): 155–67. https://doi.org/10.1080/14794019908656861.
NATO. 2014. “Defence Expenditure of NATO Countries (1990-2013)”.
———. 2019. “Defence Expenditure of NATO Countries (2012-2019)”.
Nielsen, Mads Korsager. 2019. “Forsvarsminister vil skrue op for danske Nato-missioner”.
Danmarks Radio. 2019. https://www.dr.dk/nyheder/indland/forsvarsminister-vil-skrue-
op-danske-nato-
missioner?fbclid=IwAR35xRV0Gb4IHB7uXUOaU3TchQ0KDIn_kSq0oHDy2XvEeHf
D2pHdKe9fK-Q.
Pezard, Stephanie, og Michael Shurkin. 2017. “Mali Is France’s Afghanistan, but with a
Difference”. RAND Corporation. 2017. https://www.rand.org/blog/2017/12/mali-is-
frances-afghanistan-but-with-a-difference.html.
Regeringen. 2018. “Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi 2019-2020”.
———. 2019. “Regeringen præsenterer fire militære bidrag”. 2019.
https://www.regeringen.dk/nyheder/pressemoede-fire-militaere-bidrag/.
Reuters. 2019a. “Mali weekend attack killed 23 soldiers in total: army”, 2019.
https://www.reuters.com/article/us-mali-security/mali-weekend-attack-killed-23-
soldiers-in-total-army-idUSKCN1QZ2IS.
———. 2019b. “Attack on Mali army base kills 11 soldiers”, april 2019.
https://www.reuters.com/article/us-mali-security/attack-on-mali-army-base-kills-11-
soldiers-idUSKCN1RX0IQ.
Rickli, Jean-Marc. 2008. “European small states’ military policies after the Cold War: from
territorial to niche strategies”. Cambridge Review of International Affairs 21 (3): 307–
25. https://doi.org/10.1080/09557570802253435.
Ritzau. 2015. “FN vil have 250 danske soldater til farlig Mali-mission”. Politiken. 2015.
https://politiken.dk/udland/art5594535/FN-vil-have-250-danske-soldater-til-farlig-Mali-
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 47 af 48
mission.
Rynning, Sten. 2017. “The divide: France, Germany and political NATO”. International
Affairs 93 (2): 267–89. https://doi.org/10.1093/ia/iiw060.
Snyder, Glenn H. 1984. “The Security Dilemma in Alliance Politics”. World Politics 36 (4):
461–95.
Sørensen, Georg, og Robert Jackson. 2013. Introduction to International Relations.: Theories
and Approaches. 5th editio. Oxford University Press.
Taksøe-Jensen, Peter. 2016. “Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid - Vejen frem for
Danmarks interesser og værdier mod 2030”.
The White House. 2016. “Remarks by President Obama, Prime Minister of Iceland, and
Prime Minister of Denmark in Exchange of Toasts”. Office of the Press Secretary.
https://obamawhitehouse.archives.gov/the-press-office/2016/05/13/remarks-president-
obama-prime-minister-iceland-and-prime-minister.
Udenrigsministeriet. 2016. “Danmark - Mali Landepolitikpapir 2016-2021”.
———. 2019a. “Mali”. Danida. 2019. http://um.dk/da/danida/lande-og-
regioner/landepolitikker/mali/.
———. 2019b. “URU alm. del – svar på spørgsmål 160 fra Eva Flyvholm (EL) stillet den
28. marts 2019 til udenrigsministeren.”
Udenrigsudvalget. 2011. “Strategi for Danmarks engagement i Libyen”.
https://www.ft.dk/samling/20101/almdel/uru/bilag/152/index.htm.
United Nations Development Programme. 2017. “Human development index (HDI)”. 2017.
http://hdr.undp.org/en/data.
United Nations Security Council. 2012. “Resolution 2085”.
———. 2013. “Resolution 2100”.
Vedsmand, Kasper. 2011. “Soldater passive vidner til likvidering”. Berlingske Tidende, 2011.
https://www.berlingske.dk/samfund/soldater-passive-vidner-til-likvidering.
Wæver, Ole. 2010. “Verden efter Vestens vælde”. Udenrigs 65 (3): 6–23.
———. 2016. “Danmark i krig, igen og igen”. I Robust mandat: juridiske udfordringer ved
danske militære missioner i det 21. århundrede, 19–42. Djøf Forlag.
Waltz, Kenneth N, red. 1979. Theory of International Politics. 1.udg. Boston, Massachusetts:
McGraw-Hill.
Wivel, Anders. 2002. “Realismen efter Waltz - udvikling eller afvikling”. Politica 34 (4 SE-
LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19
Side 48 af 48
Artikler). https://tidsskrift.dk/politica/article/view/69663.
Wivel, Anders, og Matthew Crandall. 2019. “Punching above their weight, but why?
Explaining Denmark and Estonia in the transatlantic relationship”. Journal of
Transatlantic Studies, maj. https://doi.org/10.1057/s42738-019-00020-2.
Wivel, Anders, Rasmus Mariager, og Clara Lyngholm K. Mortensen. 2018. “Denmark at
war: Patterns and developments in Denmark’s military engagement”. Small states and
the new security environment.