Forventning & Forvirring #38

digte af Christian de Groot-Poulsen

Tilgængelig på Scribd.com fra d. 24. november 2015

Forsidebillede af Linn Larsen.

”There are probably seven person, in all, who really like my work; and they are enough. I should write even if I were the only patient

reader, for my aim is merely self-expression.”

― H. P. Lovecraft, 1921

Mandag eftermiddag

På legepladsen bytter børnene personligheder. Solen skinner.

Vandpytterne stirrer som flygtninge op på himlen,

skyerne er deres hjem. Må de fordampe her.

Mennesker går forbi. Deres identiteter er malet over

af Hverdagen. Hver tanke om flugt makuleres i selvcensur. Nu får

børnene fødselsdagsgaver: smarttelefoner og computere. Ved

gavebordet sidder alle og stirrer

på deres egen lille skærm. Solen skinner for meget, gør tv-serierne

svære at se. De fleste går over i skyggen

eller inden for. Som depressioner. Det går over.

Tirsdag eftermiddag

Natsværmere letter fra træerne som en flok introverte ånder. Hvor

længe har de holdt deres farver inde. Undgået at

sommerfugleblomstre med regnbuevinger. Jeg selv står ved

køkkenvinduet og holder min latter tilbage som et raseri. Min el-

kedel er en joke, mit skema en vittighed og min mangel på succes et

grineanfald. Jeg hører Gud le, når jeg åbner et vindue. Selv da jeg

mødte den eneste ene og vidste, at hun var det pureste guld, endte

en anden med at vriste hende ud af mine arme. Det var uretfærdigt.

Det var synd. Og der findes ingen regler på området. Nu står jeg her

og sympatiserer med natsværmerne. Nu står jeg her og skifter farve

til blå.

Onsdag nat

Efterårsbladene letter fra græsset som natsværmere.

Det lille blå lys på min e-cigaret lokker dem frem.

Jeg må holde op med at dampe

og lære at fordufte. Ingen føler behov for at behøve mig.

Som julepynt om sommeren. Mørket er en barndomsven

som jeg stadig har noget tilfælles med. Desværre.

Solopgange fascinerer mig. Med deres løfter om muligheder.

At dagen kan fyldes ud med nye oplevelser. I stedet for

samtaler med væggen, at drikke te og tænke på ekskærester.

Men jeg falder altid i søvn, når solen står op. Og allerede

kalder drømmene på mig, depressionen lokker dem frem.

Torsdag eftermiddag

Fyrværkeri sprænges i humøret, smileys, smileys, og vi griner,

lad ham blive kvalt, én usling mindre i verden, og vi køber

de smukkeste bukser, og de smukkeste thailandske brude, og

vi behøver ikke charmeklude for at føle os awesome, nej, lad

ham brænde i kakkelovnen, ja, lad følelserne slikke hans

ansigt af, og vi griner, når han taler til stemmerne i sit hoved,

på gaden, og vi smykker ham med fuckfingre, rejst i vejret,

og vi smykker os med hans råb om hjælp, og vi griner, og

griner, og griner!

Lørdag morgen: Gåtur i landsbyen

Murstene løsriver sig gavlen. Springer ned på græsset

og krabber sig væk. Ønsker de at bygge deres egne huse? Ønsker

de at skabe deres eget mesterværk?

Hvorfor skulle jeg bekymre mig. Pillerne som min læge

ordinerede, stjæler smilene fra mine læber. Ned i en sort sæk i

min underbevidsthed. Ved jeg. Om natten mærker jeg dem flakse

rundt som sommerfugle.

Med vinger af barberblade.

Det kan være ligegyldigt. Om mit humør befinder sig i

en elevator som er stoppet halvvejs oppe. Det kan være

ligegyldigt, at den aldrig lærte at tage trapperne. For nede

i kælderen skjuler minderne sig i æg. Det ved jeg.

Om natten mærker jeg dem kravle ud og lyse op.

Blege og forskrækkede. Men de findes. Og gemmer sig.

Søndag aften

Kæreste, jeg ønsker at lirke dine øjne ud som juveler.

Give dem til en hjemløs og gå derfra med et smil på læberne.

Jeg ønsker at stjæle din stemme, så du ikke længere kan

bruge den som torturinstrument. Alle de gange, du har skreget med

flammer i ordene.

Hvordan bildte jeg mig ind, at du var 25 karat guld,

når du var en bjørnefælde. Hvordan bildte jeg mig ind,

at du var en flugtvej til lykke, når du holdt mig under vandet på

depressionen. Gav mig mund-til-mund. Forlængelser

af pinslen. Ikke andet.

Kæreste, jeg ønsker at lykønske dig med fødselsdagen.

Med et elektrisk stød fra mine læber og til dit hjerte. Lad det flække

som en istap. Lad det smelte bort til ingenting

og aldrig mere rumme din ondskab.

Den sorte regnbue

Min kæreste har timeglasfigur, jeg ser, at sandet løber ned

mod bunden, snart er kyssene ovre, ikke flere tumleture i

sengen, eller aggressioner i stemmen, et hjerte er ikke en el-

kedel, når følelserne er kolde, og hun sidder i sofaen, ser jeg,

og tygger på stemningen som et holdkæftbolsje, noget er galt,

og der findes ingen skattekiste i forholdet, at grave op, ingen

gryde med guld for enden af regnbuen, i det blik hun sender

mig, en sort regnbue, hvor ækelt, hvordan pupillerne bygger

bro, og de tilbageholdte tanker bryder løs, en march mod mig,

et sidste slag, og det er ovre, jeg trækker over mod døren til

køkkenet, med tusindvis af spørgsmål i halsen, hvordan er det

gået så vidt, hvem skal have katten, hvor flytter hun hen, og

kan jeg flytte med.

Moderne mennesker er måner

men computerskærme i stedet for sole

lyser dem op, jeg selv er et spøgelse

og drives af min egen kræft i verden

for at finde en udgang.

Hendes sneboldsøjne

vrikker fra side til side, når hun er vred,

lad dem smelte, når jeg taler

med ild i stemmen, lad dem glide

som tåreformede gravsten,

og der er plads til grineanfald,

når skænderiet er ovre.

Mine knytnæver i sproget

gav ingen næseblod,

kun blå mærker

i mine kæresters hjerter,

jeg er blevet forladt

som et digt, forstå mig,

eller lad være

at brokke dig til veninder

over mine åndssvagheder,

når jeg rummer guld

i hjernecellerne,

brok dig ikke, kære,

når du er blank som

et A4-papir, og selv

vælger ikke at lade mig

fylde dig ud med linjer,

fordøm mig til Helvede,

og jeg holder en afskedsfest,

fordøm mig til Helvede,

og dét er i dine arme.

Vi drømte

om et sandslot på stranden,

hvor vi kunne bo.

Dén dag

Solskinnet friserede vores hår

til hanekamme, og træernes blade

lyste mere grønt end de digte,

jeg skrev med tegnsprog på din hud,

hvad andet er der at sige, du var smuk

som sædvanlig, men din forelskelse

pakkede sig ind i folie, hjertet mistede ilt,

og senere kom regnen, som en kliché

slog vi hinanden med ord, da vi slog op,

mørket på aftenhimlen kom som flygtninge

over landegrænsen til mit humør,

og et ”cool” rullede sig sneboldsagtigt ud

i mine øjne, da du gik over til søen

for at kaste dine tårer som dagbogspapir.

Komalussing

Spark væggen, spark mit ben,

og jeg giver dig en lussing,

lille tornerose i sengen

med spredte ben

og kontakten trukket ud

af sit humør, sig mig,

hvem af os er Gud,

mine arme er ikke en bjørnefælde,

mine arme er dit hjem,

kom her og fald til ro,

eller spark døren, spark mit ben,

og jeg giver dig en lussing,

lille tornerose i sengen

med spredte ben

og viljen fjernet som en sms

på telefonen, sig mig nu,

hvem af os er Gud.

På stranden

Vi bygger sandkirker

og prædiker og glemmer,

hvad vi ville sige,

morgenstjernen

i hendes ravnesorte øjne

udkonkurrerer solen,

så natten fortsætter

som en depression,

og vi danser,

hvis vi gider,

men helst sidder vi bare

lige her og graver

gange i hinanden

med hver sætning

som spadestik,

en guldmine af visdom

og vittigheder

åbenbarer sig, og vi griner,

og græder og lærer hinanden

at kende som bibler

som ensomhed, og hvordan

man slår tiden ihjel

på den dejligste måde.

I stuen driver jeg spøgelsesagtigt rundt

med min tågesnak.

Snemand og Cuba

Januarsneen lytter ved dine fødder,

og træet holder sin paraply over dit hoved.

Du fortæller, hvordan din rejse til Cuba

har skubbet minderne om os ud af dit hoved.

Du fortæller, at kun brødkrummerne

af din forelskelse er tilbage, at jeg kan nippe til dem,

hvis jeg vil. Så meget for ønsket om at være

din eneste ene, når jeg faktisk er en snemand,

du kan forme som du vil. Mørket på himlen

taler med mørket i mit indre, får jeg lyst at sige.

Savn

Min psoriasis på huden

er mærkerne efter hendes kys,

ikke til at fjerne med serviet

eller hukommelsestab,

jeg savner hende

mere end jeg nyder min frihed

til at være alene,

mit værelse har kistestørrelse,

for væggene rykker nærmere,

nu kan jeg ikke strække armene,

men trækker stadig vejret

mere af pligt end nødvendighed,

når hun ikke sidder her

med sin kokosduft

og candyflossstemme,

og fortæller mig vittigheder

eller hvad jeg betyder for hende,

efterhånden går dét ud på ét.

Engang fandtes der regnbueheste

Engang fandtes der regnbueheste

omkring på stepperne, men Gud

opfandt påfugle og tulipaner,

koralrev og så videre

manglede Han naturligvis farver,

hvad skete der så, hvorfor er zebraer

sorte og hvide, hvad skete der så?

og hvorfor er himlen altid grå

over Danmark, når jeg tænker

på altings dannelse og min mangel på samme,

dumpet til høflighed på A-niveau,

og så videre.

Træk korsettet og trusserne

af, og vi jubler, op

på et løbebånd med dig

og tro, at du kan flygte,

ind i kontoret med dig,

og lad chefen give et valg

mellem forfra eller bagfra,

hvad, du siger, er pynt,

hængt op som guirlander

i bevidsthedsstrømmen,

vi fisker efter et gisp,

selv, når du siger nej,

du er ikke den eneste

på krogen, nej, op

på løbebåndet med dig,

slank depressionen ud,

og læg lykkepiller ind

i humøret som plaster

på en afrevet arm,

forfra eller bagfra,

du siger til, og vi lytter

kun til dine støn.

Københavns Engle

Kontorbygninger står som lodrette grave,

i retning af supermarkedet går frokostzombierne

nu, kære tøs med udråbstegn, hvor pupillerne sad,

jeg lærer af dit tegnsprog, jeg lærer ligeglæde

som filosofi, at nyde fuglesangen, selvom du råber,

asfalter H.C. Ørstedsparken, og lad bilerne parkere

dér, hvor forårsforelskede kyssede kærligheden

helt ind i hinanden, lad handlende stå med indkøbs-

poser dér, hvor man handlede på sine følelser,

nu kommer Københavns Engle og pensler makeup

på børnene, overmaler de brune øjne med blå,

så lad os klappe i takt og lade lyden af bulldozere

være en guitarsolo i det uendelige, lad os synge med

på panikken i fuglesangen og række fuckfingre

til demonstranterne, kære kære, med krøller

som spørgsmålstegn ned ad din nakke, kan du huske

dengang, vi sendte mariehøns til Gud og bad om godt vejr

i morgen, nu regner det med grene i søen,

og savsmuld hvirvler op for vores øjne,

nu ned på knæ, min kære kære, og vær med

til at ødelæggene frisuren på græsset,

vær med til at grave grave for ænderne,

og lad os åbne en flaske champagne som hyldest

for fremskridtet.

Tekst

med fødderne oppe på bordet

ønsker jeg at lade mig fotografere,

et monument over ensomheden

eller en fordrukken nar med kviste

i sproget, sæt ild til min stemme!

lær mig at kende, ikke som Facebookdude,

men sjæleven, åbn mig op som pakkegave,

og mine traumer kommer væltende

som skræmte katte, ønsker at kæles,

eller lær mig at kende som Gud

over min egen lille verden, vampyragtig

opvågning klokken fem om eftermiddagen,

imens drømmene hænger ud i mine øjne

som gamle venner, og fortæller mig,

hvad jeg prøver at glemme, slåskamp

i skolegården med mig som boksepude,

blev jeg smidt rundt, endnu hvirlver jeg

med flakkende øjne, lær mig at kende

som ven, og minderne holder op

med at klistre sig til indersiden

af mine pupiller som blitz, red kvistene

ud af mit sprog, og der findes et tempel

skjult under bunkerne, lad mig tale frit,

og jeg kan brænde vores ensomhed bort

med ild i min stemme, alle spøgelserne,

slag mod mit ansigt, næseblod som rød løber

til flere aggressioner, byd ind, byd ind,

og du lægger mærke til, hvem jeg egentlig er,

et skadet barn i en voksens krop

med tendenser til Gud, tendenser til

at sove dagene bort og kalde det frugtbart

ikke at gå ud af døren, holde mit hærgede ansigt

skjult som en rædsel, ikke bekymre borgerne,

ikke skræmme nogen til at pege fingre

og kalde mig det grimmeste monster,

riv mig ud af genertheden, den holder mig fanget,

eller så er den en dør, jeg prøver at låse

indefra, jeg ved ikke længere hvem af mine jeger,

jeg er, et skadet barn i en voksens krop

eller en Gud over landet mellem mine fire vægge,

begge dele, ingen af delene, jeg er ligeglad,

vær min ven, og jeg behøver ikke bekymre mig mere,

og drømmene kan begynde at omhandle dig,

hvad vi mangler at fodre dagene med,

picnic på Damhusengen, søndagsture i Gribskov,

imens den utrænede glæde genlærer at smile

indeni, indeni, lad os genlære at grine, hvis du

da også har glemt, hvordan man gør det oprigtigt,

hvordan man ikke kan lade være

og ikke mekanisk, vittighedsslubrende

timet og tilrettelagt til fester og andre steder,

eller sæt ild til min stemme nu og her,

lad mig brænde op indefra med alt det,

jeg ønsker at sige, brænd mig af, og drømmene

snorkler i deres akvarie af søvn, uden mulighed

for at virkeliggøres, nej, aborter denne længsel

i mig efter at være din ven, aborter muligheden,

og monsteret vokser frem i mit bryst.

Mindernes film

Slå mig gennem brystet

og lad det yderste af næven

sætte et punktum i mit hjerte,

endnu med trætte øjne

holder mindernes film,

gåture på Damhusengen,

mig vågen, dit candyflosshår

glimtede sine fuckfingre

mod verden, din puls

var punk, og vi nynnede,

ude i byen kan jeg ikke

finde dit ansigt hos andre,

den samme ild i stemmen,

din iver efter at myrde

præsidenter, hvis de ikke

gør, hvad du siger, men

hvordan kan jeg leve

med søvnløshed til ud

på morgenen, hvordan

kan jeg møde op på arbejdet

som andet end vampyr

og lade mig forkulle af vreden

i de andres himlende øjne,

når du hjemsøger mig

med mindernes film,

og mit hjerte skriver videre

på romanen om os, slå mig,

eller slå op uden et måske

i øjnene, at vi senere kan

mødes og lade fortiden opstå

i forbedret udgave, nej,

slå mig ned med din latter,

og jeg kan prøve at glemme,

hvad vi har udforsket sammen

som et eventyr, hvad er rødhætte

og ulven, hvad er denne gnist

i mit bryst, når jeg ser dig

gå ture med en anden

for mit indre blik, ja, lad mig

makulere tankerne og følelserne,

glemme, hvordan dit kønshårs

lille pyramide rummede mine sorger,

og at du barberede den væk,

gav plads til min tunge, nej!

ikke flere minder, jeg har nok

i forvejen, ikke flere film,

når jeg ikke kan sove, bare slå mig

ned med din latter, og lad dit candyflosshår

hjemsøge en anden.

en ung pige holder udsalg

af mørke tanker i sit humør,

men ingen vil have dem,

ingen vil lytte

andre steder end på Youtube,

når hun bøjer sig forover,

findes der en udsigt til Gud

i kavalergangen,

Christian er et overstået

kapitel af personligheden,

nu findes tilbage robotten,

lad arbejdet og resten af livet

begynde at overstås

så hurtigt som muligt.

Nyd stilheden

Hendes stemme mørkere end flagermuse,

snor sig rundt om mine ankler,

når jeg vil gå, hendes mund åbner sig

som et digt, og lokker mig

til at sove i hendes spindelvævsarme,

man kan kaste sig ud af vinduet

og ramme asfalten som et punktum,

man kan lade sit hjerte være

en skrivemaskine og mærke det taste

endnu et kapitel, nu ligger vi side

om side i sengen, imens hun suger

gnisterne ud af mit blik, nu fletter vi

fingre, så hænderne ligner en grav,

og hvad så, om hendes forelskelse

er en død plante bag øjnene,

at jeg vander den med våde kys,

men aldrig får set den spire,

når mit hjerte taster videre

på mit testamente i stedet for kapitel,

og hvad så, om vinduet tilbyder slutningen,

når jeg kaster mig ud i hendes arme

og lade mig tømme for lys.